Er du åndsfattig - eller fattig i ånden?

 

Hvad er egentlig forskellen på at være fattig i ånden og at være åndsfattig?

 

Jesus begynder bjergprædikenen med at sige: ”Salige er de fattige i ånden; for himmelens rige er deres.” At Jesus da ikke taler om åndsfattige mennesker, siger sig selv. Bjergprædikenen handler jo om de kristnes liv, færd og vandel, om at sejre over synd og fristelser. Og netop denne tale begynder sådan: ”Salige er de fattige i ånden.”

 

Den som er åndsfattig, derimod, lever ikke noget godt kristenliv, hvis han i det hele taget kan siges at være en kristen. For min del tror jeg det er meget vanskeligt overhovedet at bruge betegnelsen åndsfattig på en som lever med Gud.

 

Og da er vi midt inde i spørgsmålet: Hvad er forskellen på disse to?

 

Vi skal først se lidt på hvad Jesus mener med at være fattig i ånden. ”Salige er de fattige i ånden”, står der. Og det ord grundteksten bruger, betyder egentlig tigger.

 

Salig er altså den som i sig selv ikke har nogen ting. Den som ikke er noget, som ikke kan noget, som ikke forstår noget, som ikke klarer noget. Det er en underlig begyndelse på en tale som handler om vort liv og vore gerninger!

 

Men Jesus taler netop om mennesker som står over for Gud og bogstavelig talt må få alt, både hvad de skal være og hvad de skal gøre. Himlens rige er deres, siger Jesus.

 

Det som egentlig er hemmeligheden her, er at den som står sådan overfor Jesus, han får Jesus selv ind i sit hjerte. Det som gør det muligt for et menneske at leve som en kristen, er at Jesus bor i os ved troen.

 

Jesus har gjort dette klart for os på mange måder og i mange slags ord, og ikke mindst i det han siger om vintræet og grenene: ”Den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt; for uden mig kan I slet intet gøre.” (Joh. 15,1)

 

Jesus skal ikke give os lidt hjælp, lidt støtte, lidt kraft, og så skal vi ved hjælp af den støtte og kraft og hjælp vi får, udrette noget. Nej, det er tvært i mod sådan at vi overhovedet ikke kan noget selv. På den måde kan Jesus bo i vort hjerte, gøre sine egne gerninger, og være selve livet i os og gennem os overfor vore medmennesker.

 

Men dette kan Jesus ikke være hos dem som har noget som helst tro på sig selv. Fattig i ånden betyder med andre ord at man har mistet troen på sig selv. Og at man er blevet klar over at man ikke selv er nogen ting. Da kan Jesus bo i hjertet.

 

Hvis du lægger mærke til ordet i Ef. 3,17 hvor der er tale om at Kristus bor ved troen i vore hjerter, så vil du se af verset umiddelbart foran at det er ensbetydende med at styrkes med kraft ved hans Ånd i vort indre menneske. De to ting er udtryk for samme sag. At styrkes med kraft ved hans Ånd i vort indre menneske, det er akkurat det samme som at Jesus selv bor ved troen i vore hjerter. Dette er karakteristisk for dem som er fattig i ånden.

 

Altså: Den som er fattig i ånden, han har Guds Ånd. Han har meget af Guds Ånd. Netop fordi han har mistet troen på sig selv, bliver han så afhængig af Jesus, og netop derfor bor Jesus hos ham.

 

En fattig i ånden er altså det modsatte af en åndsfattig. Han har den Hellige Ånds fylde. Han får den Hellige Ånd så meget som der bare er plads til for Den Hellige Ånd i hans hjerte. Og så er det ikke ham, men Jesus Kristus i ham som gør sine gerninger.

 

Vi kan sige at åndsfattig er den stik modsatte tilstand til dette. Åndsfattig er det menneske som ikke har Guds Ånd, eller der hvor Guds Ånd ikke får nogen råderum, magt eller herredømme i hjertet. Åndsfattig er et menneske som ikke har plads for Jesus i sit hjerte.

 

Og hvem er egentlig det? Vi tænker jo nu bare på mennesker som bekender sig som kristne og er åndsfattige. Det er jo ikke nogen andre vi tænker på i denne sammenhæng.

 

Det bedste svar vi kan henvise til er sendebrevet til menigheden i Laodikea, den som Jesus beskriver som lunken. Han siger om denne menighed at den er hverken kold eller varm, og at han må udspy den af sin mund. Og man kan spørge: Hvad er det med denne menighed? Jo, siger Jesus, du siger: jeg er rig og har overflod og mangler intet. Og du ved ikke at du er ussel og ynkelig og fattig og blind og nøgen.

 

Der har du det som er karakteristisk for at være åndsfattig. Man mener om sig selv at man er rig i Gud. Mens sandheden egentlig er at man har glemt sin egen hjælpeløshed. Man har ikke længere nogen følelse af at stå fast, ingen følelse af at man ikke kan nogen ting eller ikke er nogen ting eller ikke forstår nogen ting.

 

I stedet tror man om sig selv at man har opnået noget. Man har gjort sine erfaringer, man har fået sin rutine, man ved hvordan sagerne skal gribes an, for eksempel i kristent arbejde. Ja, man mener faktisk om sig selv at man er rig i Gud. Altså mens sandheden er: Man har glemt hvordan man selv er, og har ingen følelse af det længere.

 

Dette er at være åndsfattig. Sådanne kristne kan blive meget aktive, og de har stor tro på sig selv. Og de kan være meget ivrige med sine oplæg, som man kalder det i vor tid. De har sine planer. De har helt klart for sig hvordan man skal arbejde i Guds rige. Og de mener at det er noget selvfølgeligt at Jesus er med dem og velsigner dem. Men sandheden er: det er åndsfattigdom!

 

At være fattig i ånden, det er at kende sin egen dårskab. Det er at vide at man kommer til kort. Det er at vide at man ikke er nogen ting og ikke kan nogen ting, og alt det andet som følger med. Det er ikke nogen let stilling at være i. Det er kampfuldt at være fattig i ånden. Men da står man overfor Gud som den som må få alle ting, og da er hjertet åbent for Jesus. der kommer Jesus ind som vi har set. Der får Jesus lov at gøre sine gerninger.

 

Den der er åndsfattig, derimod, han har det ikke så brydsomt. Det er ikke så kampfuldt. Det kan menneskeligt set måske føles meget behageligt. Og man har så let ved at snakke om andres pligter. Man har let for at appellere til andre om hvad de burde være, og måske også let ved at fælde dommen over andre og den mangel på virksomhed som man ser hos dem.

Men det kommer bare af at man tror noget om sig selv som man ikke har ret til at tro. Der hvor Guds Ånd ikke har plads i hjertet, der ser man jo ikke sig selv. Der bliver ingen følelse af egen elendighed og hjælpeløshed. Når man ikke ser sig selv, så tror man på sig selv. Og så er man ikke afhængig af Jesus længere.

 

Da er sandheden den som Jesus siger: du er lunken.

 

Du er ikke verdslig. Du bekender dig som en kristen: Men du er det ikke! Gid du var kold eller varm, siger Jesus. Havde du været det ene eller det andet!

 

Havde du været varm, da havde det været rigtig med dig. Havde du været kold, da havde du selv skønnet at du trængte til omvendelse.

 

Nu er situationen den: du er hverken kold eller varm. Du tror om dig selv at du er rig i Gud, og så er sandheden den at du trænger til omvendelse uden at du selv forstår det.

 

Det er åndsfattigdom.

 

Ud fra dette skulle det være klart at det at være fattig i ånden og det at være åndsfattig, det er to uforlignelige modsætninger. Og Gud give at du som læser dette, og jeg som skriver dette, får lov at være fattige i ånden og eje Jesus med al hans nåde og gave!

Øivind Andersen