Retfærdiggørelsen og helliggørelsen i

C. O. Rosenius’ forkyndelse

 

af Alf. Furberg

prædikant og distriktsombud i

Evangeliska Fosterlandsstiftelsen i 1930-tallet

 

C. O. Rosenius’ forkyndelse er i hele sin bredde som hovedsag en fremstilling af den bibelsk-lutherske retfærdiggørelses- og helliggørelseslære, grundlaget og forudsætning for denne, og tros- og livserfaringerne i dens praktisering.

 

Som overskrift over Rosenius’ forkyndelse i sin helhed, kan man sætte Johannes Døberen’ ord: "Se det Guds lam!"

 

I Guds hjerte ligger grundlaget for forsoningen, som er forudsætningen for retfærdiggørelsen, som igen muliggør og skaber kraft til helliggørelse. Der findes ingen forsoning for syndere uden den Gud tilvejebragte i sin Søn, ingen retfærdighed overfor Gud uden Kristi stedfortrædende lydighed og lidelse, og ingen helliggørelse før retfærdiggørelsen.

 

Forsoningens historie er ifølge Rosenius i korthed denne: Med sin ulydighed drog Adam hele menneskeslægten med sig i synd og død. Og pådrog sig selv og os alle Guds vrede og forbandelsesdom. Samfundet med Gud blev brudt, og kunne fra menneskenes side ikke genoprettes.

 

Gud kundgjorde sin vilje og sine krav i loven, som åbenbarede hans retfærdighed og hellighed. Til loven føjede Herren dels løftet om at den som opfylder den skal leve, og dels forbud med advarsel om at den som bryder budene skal dø.

 

Gud vidste at intet kød kunne blive retfærdiggjort gennem lovens gerninger, d.v.s. at ikke en eneste er i stand til at opfylde loven. Derfor gav han den heller ikke for at den skulle virke retfærdighed. Men for at overtrædelserne skulle åbenbares, og synden "flyde over."

 

På trods af menneskets totale hjælpeløshed overfor loven, står Guds krav lige fast, uden nogen som helst forhandlingsmulighed. For at opnå frelse og evigt liv, må hele loven opfyldes. Men så er mennesket altså - og her findes der ingen forskel - med sit syndige væsen så totalt under syndens herredømme. Han kan ikke gøre det Gud ud fra sit hellige væsen kræver.

 

Derfor har Gud så, som slægtens skaber, i barmhjertighed mod os sendt sin Søn i syndigt køds skikkelse.

 

I og med Faderens store tilregnelse tog Sønnen hele menneskeslægtens synd og skyld på sig. Svarede for den som sin egen. Trådte ind under lovens frelsesvilkår. Blev en mellemmand. Og tog opgøret med sin Fader for den faldne menneskeslægt, som ikke på ny kunne tages ind i samfund med Gud uden en forsoning.

 

Sønnen gik ind under loven dels for at lide den uigenkaldelige straf for overtrædelserne, dels for at opfylde dens krav.

 

Det han i lydighed og lidelse udrettede, gjorde han på vegne af hele Adams slægt, én for alle. Ved det frelste han slægten fra syndens skyld og straf, døden og fordømmelsen, og opnåede gennem dette den retfærdighed loven kræver.

 

Skriftens vidnesbyrd om dette er klare som solen og faste som selve klippegrunden. Gud har for alle verdens synder givet den store forløsning som virkelig gælder: Guds Søns blod.

 

Her er et af forsoningens mysterier, som er skjult for al fornuft - og som den enten fornægter eller omtolker -: At Gud både kræver og giver forløsningen.

 

Men da denne forløsning nu er givet, kan ingen af vore gerninger fortjene - og ingen af vore synder hindre - nåden hos Gud.

 

Dette er Guds frelsesværk for hele den faldne menneskehed. Denne gerning forkynder Gud i evangeliet, som må tages imod af det enkelte menneske. Ånden vækker og kalder gennem Ordet den enkelte til at stå op og vende om til Gud.

 

I al menneskenatur ligger der en trang efter at gøre sig til overfor Gud. Dette viser sig særligt hos den som er vakt, og som da gerne vil gøre sig betydningsfuld i Guds øjne. Denne egenretfærdiggørelse kan nok ske for alvor. Men hvis Ånden ikke har fået lov at åbne menneskets øjne for syndens dybe fordærv i ham, og lovens åndelige krav, så bliver han en farisæer. Som enten letsindigt slækker på det Gud kræver, og ser sig selv som en ikke så allerværst synder. Eller han bliver en dyster slave under trældommens åg.

 

Men frem for den hellige Gud står den som virkelig søger den rette frelse, med dette brændende spørgsmål: Kan jeg blive frelst, og hvordan skal det gå til?

 

Den rette omvendelse kendetegnes af trøstesløshed over alt det som mennesket kan finde i sig selv og i alt hvad han gør. Men netop gennem dette drives han så til Kristus. Så længe han kan holde sig borte fra ham, er syndserkendelsen for lille.

 

Der kræves så meget at han ikke kan leve uden Kristus, ikke kan få ro før han har frelsen i ham. Der kræves ikke noget mindre, men heller ikke mere.

 

Han ser at han er fuldstændig ugudelig, uværdig enhver form for nåde, og fortjener bare fortabelsen. Han står der uden nogen nådegave eller kraft som kan forandre hans stilling. Han anser sig fortabt, og ser at han tusind gange hellere vil fare til helvede, hvis frelsen skulle være afhængig af noget som helst hos ham selv.

 

I denne fortvivlede tilstand bliver råbet: "Herre, hjælp, jeg går under! – Gud, forbarm dig over mig, arme synder!"

 

Men nu får han evangeliet at høre; at Kristus er kommet for at frelse syndere, gøre den ugudelige retfærdig. Som han før så ind i syndens virkelighed i sig selv, ser han nu ind i nådens virkelighed hos Kristus. Her får han liv, ser sig forsonet og frelst i Kristus.

 

Hemmeligheden bliver åbenbaret for ham; betydningen af Kristi stedfortrædende gerning. Han tror, og er dermed sådan han må være for at blive taget ind i samfund med Gud. Troen har forenet ham med Kristus, og Kristi opgørelse over synden og opfyldelse af lovens frelsesvilkår tilhører nu ham personligt. Lige så virkelig som om han selv i egen person havde lidt straffen, betalt gælden og opfyldt loven.

 

Nu er synderen ret og sandt færdig for himmelen og frelse, til barnekår hos Gud.

 

Men så underligt og mod al fornuft foregår det altså; den som skal blive virkelig vis og oplyst, må først blive en blind og en dåre. Den som skal blive retfærdig og frelst, må først blive en fordømt synder.

 

Nøjagtig som når det gælder at opnå retfærdighed ind for Gud, findes der ikke nogen forskel på fromme og ugudelige mennesker, gode gerninger og ugerninger. Så findes der heller ingen forskel på en svag og en stærk tro når det gælder retfærdighedens fuldkommenhed. Den svage tro ejer en lige så fuldkommen retfærdighed som den stærke tro.

 

Den retfærdighed Gud har åbenbaret, adskiller sig fra al anden retfærdighed. Den er guddommelig og fuldkommen, for den er et værk af Herren selv. På samme måde som verden er et værk af Gud. Faderen har tilvejebragt den gennem Sønnen.  

 

Hvad er så retfærdiggørelsen efter Rosenius’ forkyndelse?

 

Retfærdiggørelsen er en domsafsigelse hvor Gud frikender den som står anklaget af loven, og dømt i sin samvittighed for synd og overtrædelser, - og tilregner ham hele Kristi fuldbragte værk.

 

Det sker på den måde, at Gud for Kristi skyld forlader og skjuler de synder som findes hos mennesket. Og tilregner ham en retfærdighed som ikke findes hos ham.

 

Retfærdiggørelsen er ingen eftergivenhed overfor Guds hellige krav, det ville stride mod hans væsen. Den har sit grundlag i en fuldkommen soning og ustraffelighed overfor loven.

 

Rosenius skriver: "Et menneske kan gøre op for det en anden skylder, f.eks. betale sin brors gæld, sådan at den skyldige virkelig bliver gældfri og ikke kan kræves for mere. Det betyder at denne dermed ikke bare anses for at være det, men han er virkelig skyldfri, på grund af at denne bror har betalt hele hans gæld.

 

Så meget mere må da Herren Kristi fuldbyrdelse og betaling for os, gøre os virkelig skyldfrie og retfærdige - på trods af at vi ikke selv er i stand til at opfylde loven.

 

Derfor må vi ikke opfatte ordene "tilregne retfærdighed" som om Gud skulle regne os som retfærdige, mens vi i virkeligheden ikke er det. Meningen er bare den at det er en andens retfærdighed som er skænket og tilregnet os. Men på en så sand og fuldkommen måde at vi virkelig er retfærdige.

 

Den hellige lov i sin majestætiske ret er med det ikke på nogen måde brudt. Dens krav er opfyldt i al dens uendelige omfang, dens domme og straf er sket fyldest i al sin gru. Fra dette møde på Golgata, - mellem barmhjertigheden på den ene side, og retfærdighed og dom på den anden side - skinner der en uendelig herlighed frem som skal fylde evigheden med lovprisning til Gud, når den en gang fuldkomment åbenbares for mennesker, engle og alle tænkende væsner.

 

Kort sagt: Gud er retfærdig når han retfærdiggør den som tror. For det er ikke bare en tænkt og opdigtet, men en virkelig retfærdighed han tilregner os. Han skal på den sidste dag i hele verdens påsyn kalde sine troende retfærdige. Og i overensstemmelse med den fuldkomne retfærdigheds krav, give dem retfærdighedens krone.

 

Gennem Kristi død har altså, ifølge Rosenius, Gud vist sig at være så retfærdig at synderen får den dom loven har fastsat, selv om den måtte ramme den enbårne Søn. Og når synderen sådan er skjult i Kristus, alle i én, er Gud så retfærdig at han ifølge løftet retfærdiggør den som tror på Sønnen.

 

Bare fordi Kristus har lidt synderens straf og opfyldt lovens krav, står Guds helligheds væsen bestandigt uantastet, når han gør den ugudelige retfærdig.

 

At synderne skjules, som David og Paulus taler om, indebærer ikke at Gud forringer krav, eller regner med formildende omstændigheder. Nådestolen/låget skjuler lovens tavler, anklageren, som ligger i Paktsarken.

 

Hvornår sker retfærdiggørelsen?

 

Den sker første gang mennesket, i spørgsmålet om hvordan han skal blive frelst, opgiver alt håb til noget i sig selv, og hungrende og tørstende, vender sit hjertes øje til den korsfæstede. Når han ser sin frelse i Kristus, og hører af evangeliet at alt er færdig. Nu får han nok, og mere end nok med Kristus.

 

Som bevis på at han virkelig er retfærdig, giver Gud ham evigt liv. For "syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre", Rom. 6:23.

 

Når et menneske bliver i Kristus, er han retfærdig, trods fald og forseelser. Rosenius skriver: "Så længe synderen bliver værende i Kristus, d.v.s. så længe Kristus med hele sit fuldbragte værk, med sin nåde og venskab, er hans hjertes behov og trøst, så længe lever han bestandigt under en og samme uforanderlige nåde og retfærdighed ind for Gud. Under alle forhold ligt, - i styrkens som i svaghedens stund, når han får nåde til at gøre noget godt, som når det sker at han snubler og falder i skrøbelighed eller synd.

 

For var det ikke sådan, - hvis han var mere retfærdig overfor Gud når han selv levede et mere helligt og godt liv, og mindre retfærdig når han var mindre hellig og god -, da ville retfærdigheden jo komme af gerninger. Eller i hvert fald delvis komme af gerninger, og bare delvis af Kristus. Som virkelig ville være en bespottelig tale om ham som frikøbte os til Gud med sit blod. Og en modsigelse til hele Den Hellige Skrift som så stærkt afviser noget sådant, og gentager og gentager ordene: af nåde - ved hans blod - ved troen - ikke af jer selv - ikke af gerninger - uden gerninger, uden loven, o.s.v.

 

Kort sagt: Er det sandt at vi bliver, og fortsat er, retfærdige ved Kristus alene, uden nogen hjælp fra loven, uden bidrag af gerninger, så er følgen af det naturligvis at vi også må være dette i lige stor grad til alle tider, så længe vi er ved troen i Kristus.

 

For der er jo ikke noget andet som forandres, end vi selv og vore gerninger. Det er bare os som det ene øjeblik er gode og det andet dårligere, både i vort indre og i det ydre. Kristi retfærdighed forandres jo ikke.

 

Er Kristi retfærdighed vor retfærdighed ind for Gud, så kan den retfærdighed vi har ind for Gud ikke forandres.

 

Men til disse vore gerninger hører naturligvis ikke bare håndens og tungens gerninger. Men hele menneskets, med legeme og sjæl. Og først og fremmest disse grundlæggende gerninger som det første bud i loven omtaler; sjælens, hjertets, tankernes og drifternes gerninger, så som kærlighed, ligegyldighed, anger, hårdhed, bøn, gode tanker, onde tanker m.m. Alt hører ind under vore gerninger.

 

Men skulle vor retfærdighed bestå i noget af dette, da bestod den jo ikke af Kristi retfærdighed. Og består den derimod alene i Kristi retfærdighed, da består den jo ikke i noget af dette.

 

Som også Paulus siger: "Er det af nåde, så er det ikke længere af gerninger. Ellers er nåden ikke længere nåde. Men hvis det er af gerninger, er det ikke længere nåde. Ellers er gerningen heller ikke længere nogen gerning", Rom. 11:6. Et andet sted afslutter han samme emne kort og præcist med at: "Jeg forkaster ikke Guds nåde. For er retfærdighed at få ved loven, da er Kristus altså død uden grund", Gal. 2:21.

 

Men så må vi vogte os for den vildfarelse at den som er retfærdiggjort også er syndfri i sit kød. Nej, han er på samme tid synder og retfærdig. Virkelig synder i sig selv, men virkelig retfærdig i Kristus.

 

For et menneske retfærdiggøres ikke på den måde at personen bliver fri for synd i sig selv, som om synden skulle være udslettet i hele hans væsen. Nej, det sker ved at han tilregnes en andens retfærdighed.

 

Når Skriften ofte taler om troens retfærdighed, indebærer det ikke at troen i sig selv udretter noget som helst overfor Gud. "Troen er", siger Rosenius, "at sammenligne med en ring af bly, som i sig selv er helt værdiløs, men som har en indfatning, en ædelsten, som er mange millioner kroner værd." I sig selv er troen svag og elendig. Men fordi den griber om Kristus, er den dyrebar ind for Gud, og gør mennesket velbehagelig i Guds øjne.

 

Troen er ingen fortjeneste eller værdighed. Den er bare en fortabt sjæls redning i nåden - som da også giver Kristus al ære. Bare det Kristus har udrettet, er grund nok for at Gud retfærdiggør den som tror.

 

Troen kan sammenlignes med den udstrakte tomme hånd, som tager imod den gave Kristus tilvejebragte for den som ikke tror.

 

Storheden i den retfærdiggjortes stilling skildrer Rosenius bl.a. med at citere Basilus’ ord: "Hvis nogen så den retfærdighed og skønhed som et retfærdiggjort menneske i Kristus har ind for Gud, ville han rejse sig bare for skyggen af dette menneske, og bukke dybt."

 

Til retfærdiggørelsen knytter Rosenius så den sande helliggørelse

 

"Dette store hovedstykke i den kristne lære", skriver Rosenius, "er næst efter læren om Kristi forsoning, det allervigtigste. Kristi retfærdighed, og Åndens helliggørelse i os, forholder sig til hinanden i nådens rige, som skabelsen og opretholdelsen i naturens rige.

 

Når et menneske ved Sønnen bliver virkelig fri, får han et nyt, helligt sind. Han bliver villig og i stand til gode gerninger, med kraft til at vandre som en Kristi efterfølger.

 

Men netop i det åndelige livs tidlige blomstring møder Satan op. Nu siger han at når du nu er frelst, er du også fri for al fare, og har intet at frygte. Eller han siger at når nu samvittigheden er frigjort fra loven, så kan du også anse dit daglige liv som frigjort fra den.

 

"Kødet" - "det gamle menneske" - "syndens legeme" er forskellige udtryk for samme sag. Det står ikke bare for nogle urene lyster, men skildrer alt det vi fra vor naturlige fødsel er og har fra Adam. Det er altså hele mennesket med alle kroppens og sjælens tilbøjeligheder og kræfter, fornuft, hjerte og sind, som alt sammen er fuldt af synd. "Det som er født af kødet er kød." Og dette skal op på korset.

 

Rosenius skriver: "Hvis nogen tror de tilhører Kristus, men alligevel ikke vil korsfæste sit kød, i det hele taget ikke er begyndt på dette, da bedrager han sig selv." Videre skriver han at hvis nogen gennem en vis ændring i livsførelse og opfattelse m.m. "tror han er født på ny, men bare fortsætter med sine gamle synder, forsøger at undskylde og skjule en synd, da er omvendelsen falsk, og troen død."

 

Men her understreger Rosenius at vi må skelne mellem det at stå i et fredeligt forhold til synden i kødet, og det at være i en konstant krig mod kødet. For kødet dødes trods alt ikke på et øjeblik, og bliver aldrig godt. Det skal være fæstet til korset.

 

Rigtignok vrider og vender det sig, slider og kæmper mod ånden. "slider det sig løs et øjeblik, resulterer det bare i en fordoblet straf, der hvor Herren tugter gennem sit ord og vor samvittighed. Dette vogter den troende sig for." At blive værende, og trives, i nogen synd, vidner ikke om et korsfæstet kød og et Åndens herredømme.

 

Men ingen anden skal i det hele taget forsøge at tænke på nogen helliggørelse, end den som i sin samvittighed er frigjort fra loven. Hvis nogen tror det er gennem helliggørelsen de skal blive synden kvit, så vandrer de endnu i mørket. Bare den som er frigjort i Kristus, kan bære frugt for Gud.

 

Rosenius skriver: "Vor frihed fra synden, ind for Gud, er fuldkommen. Samtidig som helligheden i os er ufuldkommen. Om syndfriheden ind for Gud hedder det: "I er blevet frigjort fra synden." Men om helliggørelsen tales der om "frugt som fører til helliggørelse", d.v.s. til at blive hellige. Retfærdiggørelsen ind for Gud med alt det som det indebærer, er noget som er sket. Mens helliggørelsen, Åndens værk i os, med alt det som det indebærer, er noget som stadig sker. Dette bør vi lægge mærke til, og vogte os vel for at ændre Åndens ord. Vi må ikke forandre stadig sker til ske. Men heller ikke ske til stadig sker.

 

Vi må altså ikke et øjeblik lade den tanke få rum, at vi håber vi er benådet og friet ud fra den gamle syndepøl. Mens vi, når vi ser på den daglige skrøbelighed, alligevel anser os mindre fuldkomne, ja, til og med urene og forfærdelige i Guds øjne.

 

Nej, da må vi overfor Gud anse os fuldkomment frigjort fra synden, virkelig retfærdiggjort, fuldkommen hellige, og sige til loven, fornuften og følelserne: Det Gud har renset, må du ikke se på som urent."

 

Al kraft til helliggørelse ligger ifølge Rosenius i retfærdiggørelsen

 

Dette er en skjult hemmelighed for alle gerningskristne. Alt stræb for at blive helliggjort, før vi i vor samvittighed er døde fra loven og frigjort fra den som vi var fanget under, - er fuldstændig meningsløst.

 

En kristens erfaring med helliggørelsen skildrer Rosenius sådan: "Jeg faldt ofte i den gamle indbildning om egen kraft og duelighed. Jeg mente det trods alt var min egen opgave at hellige mig. Jeg begyndte igen med eget stræb. Jeg skulle tro sådan og sådan, bede og kæmpe. Og troede jeg selv havde nogen kraft til dette. Men da blev jeg på ny afmægtig og fortabt. Kunne ikke tro, ikke en gang tænke, mere end det Herren til enhver tid virker i mig.

 

Og når jeg sådan på ny blev slået ned, afmægtig og død, da kom Herren igen med sit evangelium. Og førte mig på ny til fæstet, som jeg var veget bort fra, - til hans nåde alene. Da fik jeg igen lyst og kraft til det gode.

 

Har du erfaret noget af dette? Og på denne måde har fundet både din retfærdighed og din helliggørelse bare i Kristus, sådan at du i alle forhold til alle tider lever i afhængighed af ham? Da ved du hvad den rette helliggørelse er.

 

Da er det en virkelighed at dit gamle menneske dødes. Da bliver ikke bare dets udbrud bremset. Men da dødes det indre. Da dødes selve hjertet og livet i det gamle menneske, nemlig den dybe, uendelige selviskhed, indbildning om nogen egen kraft og duelighed.

 

Det er denne dybe selviskhed og indbildning som udgør selve livet og hjertet i det gamle menneske. Og fra denne kilde strømmer der så en forfærdelig syndflod ud gennem alle vor naturs kræfter, så som overmod, Gudsforagt, selvsikkerhed, vantro, ligegyldighed, ulydighed, selvtægt, vellyst, vrede, utålmodighed, falskhed, løgn, og mange andre synder.

 

Skal denne slangens sæd nu kunne angribes og dødes, da må den dybe selviskhed, den indbildte egen kraft, blive slået ned. Og det ikke bare én gang, i omvendelsen, men gennem hele vort liv, i den daglige omvendelse.

 

Nøjagtig som da vi første gang gennem loven blev gjort til skamme i alt hvad vi foretog os for at gøre os selv retfærdige. Sådan må vi også hele tiden uophørligt blive slået ned og ydmyget, så snart vi vil være noget eller gøre noget selv. For at vi aldrig skal få vor trøst eller glæde i os selv, eller i noget som er i os selv. Men bare i Herren Kristus alene. For, som vi netop sagde; på denne måde bliver selve hjertet i det gamle menneske gennemboret og dræbt.

 

Men vi må ikke blive liggende i vor elendighed, stoppe op i nogen trældom og afmagt. Nej, det nye menneske - "Åndens attrå er liv og fred" - må samtidig stadig næres og holdes i live. Det er altså lige nødvendigt at vi ved evangeliet bestandigt bliver trøstet og renset i vor samvittighed, glade og salige i nåden.

 

På denne måde bliver det altid en virkelig og levende - ikke en selvgjort og død - helliggørelse ved Ånden."

 

Helliggørelsens hemmelighed er altså ifølge Rosenius’ forkyndelse: At være afhængig af Gud, holde sig tæt ind til ham ved Sønnen. Og ved Ordet om Kristus hele tiden at holde troen levende, barnekåret, glæden, lysten og kraften. Glæden i Herren er Helliggørelsens kraftkilde, som gør ånden villig til at give agt på Guds hellige vilje og Kristi forbillede.

 

Netop når dit nådeliv er friskt og samstemt med Gud, erfarer du bestandigt at endnu mangler du noget. Du har ikke nået målet, men du strækker dig hele tiden efter det, du hungrer og tørster efter retfærdighed.

 

Den sande helliggørelse er ikke noget vi "får til." Den vokser selv. Herren skaber vor helliggørelse, sådan at det ofte overrasker os selv, når vi ikke finder noget som helst vi kan rose os af, men tværtimod ikke ser andet end skrøbelighed, og ikke føler andet end ubrugelighed. I os selv ser vi intet andet end synd. Og alt godt er udelukkende Herrens gaver. Da er Kristus vort liv, Kristus alene.

 

Rosenius taler om Helliggørelsens nødvendighed. Han understreger stærkt betydningen af at den må være ægte. Nemlig et villigt sind som bare evangeliet har virket, til at lade sig afklæde, og til at korsfæste og døde det gamle menneske. Altså Åndens kamp mod kødet, som må foregå så længe vi er i denne hytte.

 

Så siger han: "Nu er der bare tilbage at praktisere dette." Øve, øve i det daglige liv, understreger han igen og igen. Helliggørelsen skal altid foregå i den største alvor. Sjusk og letsindighed på dette område, fører snart til ulykke. Jesus er det store forbillede.

 

Og så spørger du: "Men hvem er i stand til dette?"

Svar: "At du skulle gøre alt dette selv, har aldrig været meningen. Men at du skulle begynde at bestræbe dig på dette. Så du i dine bestræbelser grundigt lærer at du ikke er i stand til det. Og så tvinges til at sukke og råbe til Herren, som så selv - og på sin måde, som vi har vist - udfører Helliggørelsens værk. Men det værk udføres gennem kraften af det drivende og advarende, samt trøstende Ord.

 

Og det som så ikke kan udrettes ved Ordet og indre påmindelser og pres, det udretter Herren med riset, med lidelsens torne, om det er nødvendigt.

 

De troende siger: Kære Gud, brug det du trænger, bare du stemmer hjertets strenge. For ét er nødvendigt, og uden helliggørelse skal ingen se Herren. Samtidig som de altid først og sidst holder dette punkt tydeligt og klart for øje: "Med ét offer har han for altid gjort dem fuldkomne som bliver helliget." Kristus må vokse, jeg skal aftage. Men om jeg end ufuldkomment står frem i hans sted her nede, så står han altid fuldkomment frem for mig der oppe."

 

Rosenius taler ofte i denne ånd til den oprigtige.

 

Men så siger du til sidst, du oprigtige sjæl, men samtidig så opgivet over dig selv: Åh, om det bare en gang kunne blive rigtigt helt og sandt og virkeligt med mig! Skal jeg fuldkomment retfærdiggøres og helliggøres, må der virkelig ske en mere grundig frelse med mig!

 

Nu svarer Rosenius: "Vær klar over at den grundige frelse aldrig mere sker! Den skete for 2000 år siden, hvor henrettelsen blev fuldbyrdet udenfor Jerusalem. Om det læser vi at "da Jesus havde fået vineddiken, sagde han: Det er fuldbragt! Og han bøjede sit hoved og opgav sin ånd."

 

Læg godt mærke til: fuldbragt! Der ser du den grundige frelse! Den som skal tro sig frelst, han må vende sin tro 2000 år tilbake - til det som skete i Kristus"

 

Læren om retfærdiggørelsen og helliggørelsen har i Rosenius’ forkyndelse som blikfang altid: Guds Lam!

 

– – – – – – –

 

Vær med og spred dette helt særlige budskab, -

 

som ikke først og fremmest er et ”monument” over ”hvad der var Carl Olof Rosenius’ forkyndelse”. Men som er et lysende budskab om hvad der altid har været den levende kristenheds ”kronjuveler”: Bibelens lære, først og fremmest om retfærdiggørelsen – som reformationen lærte er den nøgle som ”alene åbner døren til hele Skriften