Emmausvandrerne

 

Luk. 24, 13-32:

 

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: ”Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?” De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: ”Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage? Hvad da?” spurgte han. De svarede: ”Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.”

 

Da sagde han til dem: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

 

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: ”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

 

Hvorfor gjorde Jesus det sådan?

 

Teksten her handler om vandringsmændene som var på vej til Emmaus, og den viser os hvor uløselig vor tale til Jesus og hans tale til os er knyttet sammen.

 

Emmausvandrerne gik der på vejen, tynget af sorg. De synes at alt håb var ude, fordi deres Mester var død. Hvor var godt at Jesus vidste om og kendte deres nød, og så kom han og slog følge med dem på vejen. Det disse to trængte til nu var et ord af Jesus. Fik de bare at vide at han levede, det ville være godt.

 

Men Jesus begyndte ikke at udlægge skrifterne for dem med det samme. Han åbenbarede sig heller ikke lige med det samme. Der var noget andet der først skulle ske. De sorgtyngede vandringsmænd måtte tale ud. I begyndelsen var det som om Jesus må trække det ud af dem, at de var tynget af sorg. Men så kom de i gang med at fortælle. De fortæller og Jesus lytter. Da de var færdige, blev det hans tur.

 

Hvorfor gjorde Jesus det sådan? Var det for hans egen skyld. Nej, det var det netop ikke. Jesus kendte jo alt for godt til alt det forfærdelige der var sket de sidste dage. Men han som elsker os, ved også hvordan han skal komme os stakkels mennesker til hjælp. Han vidste, - og han ved – at disse to venner skulle have lov at tale ud. De skulle have lov til at komme af med alt det tunge og triste. Først da det var lagt over til Jesus, kunne der blive plads i deres hjerter for hans ord.

 

Og så taler Jesus, så hjerterne begyndte at brænde. Jesus åbnede Skriften for dem. Deres øjne blev åbnet, - og da genkendte de Jesus, deres Herre og Mester.

 

Nøjagtig sådan flettes bøn og bibellæsning sammen i en kristens liv. Det ene kan ikke erstatte det andet. Én af bønnens opgaver er at åbne det lukkede hjerte, og gøre det netop så stille at Herrens tale kan høres derinde.

 

I dag spørger Frelseren dig, hvad det er som tynger dit hjerte. Luk dig ikke inde med dine synder og tunge tanker og sorger, men kast det alt sammen over til ham. Og går du så til Ordet, vil Helligånden også forklare og åbenbare det for dig. Da taler Herren til dig. Og han giver dig netop det du trænger til. For han ved alt om dig der hvor du lever, på din livsvandring, i skolen, i hjemmet, eller på din arbejdsplads.