Åb. 3,7-13. Til menigheden i Filadelfia.

 

Vi vil sammen dele brevet til menigheden i Filadelfia. Og til jer der har lidt historisk interesse, kan jeg oplyse at byen Filadelfia blev grundlagt ca. år 100 før Kristus af en konge der hed Attalus II, og han havde et tilnavn som var Filadelfus, og deraf navnet. Og ved I hvad det navn betyder, Filadelfus? Én der elsker sin bror! Jo, Attalus II grundlagde byen i kærlighed til sin bror, Eumenes. Det er Øivind Andersen der skriver om i en lille bog, ”Jeg kender dine gerninger”. Jeg kunne ikke undgå at bemærke dette her: Sådan en lille historisk oplysning, - det siger i grunden en del. Så sagt med et andet ord, så betyder byens navn altså broderkærlighed!

 

Byen, som lå ved en hovedvej i Lilleasien, som går gennem Sardes, Smyrna og Tyatira, havde en gunstig geografisk beliggenhed, ikke mindst for missionsvirksomhed.

 

I år  17 e.Kr. var der et kraftigt jordskælv i egnen, og Filadelfia blev hårdt ramt. Der var mange huse og værdifulde bygninger der faldt sammen, og som normalt er, fulgtes det første jordskælv af flere mindre i lang tid efter. Det skabte stor panik i befolkningen, som i stor udstrækning flyttede ud af byen og byggede simple huse eller slog telte op.

 

Men der er en underlig ting, for der findes nemlig en søjle tilbage af denne by, en søjle, resten af det gamle er væk. Den omtales her i vers 12. Byen hedder nu Alasehir. Det er en tyrkisk by og betyder: Guds stad! Ja, der en sommetider nogle underlige sammentræf og sammenhæng i historien. Alasehir, som betyder Guds stad. Og mærkeligt nok, så er denne by, hvor menigheden roses for at bevare Guds ord, blevet skånet for at blive udslettet totalt, sådan som det er gået flere menigheder her i Lilleasien. Disse historiske oplysninger har en vis betydning for forståelsen af dette brev.

 

Dernæst vil jeg lige nævne at ingen af de andre menighedsbreve, kan, når det gælder kærlig omtale af menigheden stilles ved siden af Filadelfia. Og så tænker jeg igen på navnet: Broderkærlighed! Samtidig er det ikke en menighed der glimrer med sine store gaver men overgår alle de andre i hjertets udelte troskab over for Jesus. Næsten hele brevet er forjættelser og nådeløfter. Og lige som Johannes blev kaldt den apostel Jesus elskede, sådan kan vi blandt disse her syv menigheder, betegne Filadelfia som den, over hvem Herrens kærlighed i særlig grad kunne udfolde sig. Og årsagen det skal vi komme tilbage til.

 

På denne baggrund er det mærkeligt at byen var kendt for sine store hedenske festivaler. Og det er jo egentlig en kontrast man ser ind i denne her sammenhæng. Og det er jo ikke bare i vor tid der er festivaler, for de florerer jo som en hel dille i vor tid, ja, selv kristne festivaler er der jo. Det var denne by altså kendt for, - de hedenske festivaler.

 

Og den var rig og et kendt handelscentrum pga. sit rige opland. Og samtidig er det underligt at lægge mærke til, at hvor der er rigdom, er der også megen religiøsitet. Og derfor ser det faktisk ud til, i historiens lys, at hvor der var megen rigdom, der blev der meget religiøsitet, - altså at man i oldtiden placerede afgudstemplerne og koncentrationen af afgudsdyrkelsen ind i denne her rigdom. Også det er en sammenhæng.

 

Og det var også tilfældet her i Filadelfia. Desuden så var der en stor synagoge, og jøderne havde stor indflydelse på lige fod med judaisterne. Og så samtidig så var der bare en lille flok, som ikke kunne gøre sig gældende. Mildt sagt så var det en lille bitte kristenflok, som havde det vanskeligt i en håbløs situation.

 

Dette brev er stilet til denne lille flok, hvis bynavn Filadelfia betyder broderkærlighed. Og det er egentlig en god karakteristik af menigheden. Brevet til Filadelfia er det andet brev uden én eneste bebrejdelse.

 

Og så her i vers 7: ”Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op.” Jesus kalder sig: den Hellige, den Sanddru, han som har Davids nøgle, altså Jesus han åbenbarer sig igennem navne som passer godt til dem som han skriver til. – Fik du fat i det? Hvilke navne bruger han når han åbenbarer sig til dig?  - - Jo, han åbenbarer sig igennem navne som passer til dem han skriver til!

 

Den Hellige og sanddru står over for dem hvis kraft var liden. Og tillige så havde den en stor flok modstandere, som kaldte sig selv jøder, dvs. at de påberåbte sig at være Guds rette Israel, - men de løj! Og nu kommer den sanddru og sætter alt på plads. Og det er derfor han understreger, han som har Davids nøgle. Og at Jesus har Davids nøgle det betyder at han hersker over Davids rige. Han har virkeliggjort alle Guds frelsesløfter til David. Han er kongernes konge, han er herrerne konge. Han har al magt i himmel og på jord, og han virkeliggør og han fuldfører alle Guds frelsesplaner.

 

Når han lukker op så kan ingen lukke til, og hvor Gud har åbnet der kan intet menneske spærre vejen. Og så skal I huske at det er sagt til kristne, denne lille flok i Filadelfia, for hvem alle veje menneskelig set er lukket. Det er ind i denne situation vi ligesom skal placere det.

 

På den anden side: Hvor han lukker i, der kan intet menneske lukke op, - heller ikke en kristen. Læs sangen: ”Herren er konge, skal evigt regere. Glæd dig du jord og du himmel derved.” Jeg vil gerne understrege: at hvor er det vigtigt at vi holder dette op for vort blik i vor tid, hvor alt er ligesom ved at sejle og skride ud, hvor mennesker kan tillade sig at sige næsten hvad som helst og komme godt fra det. Herren er konge, skal evigt regere!

 

Se, de kristne, denne her lille bitte flok i Filadelfia, de ved nu hvem det er der taler igennem dette her brev. Og netop fordi Jesus er den samme som dengang og har det samme budskab til dem som er i samme stilling og samme situation som de kristne i Filadelfia. Derfor skal vi lægge nøje mærke til hvad der står og tage det til os.

 

Altså Ånden taler ikke alene til de kristne i Filadelfia, men til alle kristne, til alle tider, og ikke mindst til os. ”Jeg kender dine gerninger.” Det er fjerde gang Jesus anvender denne sætning i disse breve, kap. 2,2 & 2,19 og kap. 3,1, der møder du de tre første gange, og her har du den fjerde. Og det er tænkt som et trøsteord. – Jeg kender dine gerninger, jeg kender din situation, jeg kender dine problemer, jeg kender din nød, jeg kender din længsel, jeg kender dit behov. Kan du høre det er trøsteord?

 

Og det er underligt at lægge mærke til hvad der står skrevet om disse to menigheder, Smyrna og Filadelfia, som udelukkende får ros af Jesus i brevet. Til Smyrna siger han, kap. 2,9: ”Jeg kender din fattigdom, dog du er rig.” Til Filadelfia siger han i vers 8: ”Du har kun svage kræfter.” Og i modsætning til det så får den rige og selvtilfredse og selvhjulpne menighed i Laodikæa en svær dom, vers 17: ”Du er fattig og du er ynkværdig.”

 

Det næste vi skal lægge mærke til det er: Der findes en magtesløshed som er velbehagelig for Herren. Og hvorfor er den det? Hvorfor er der en magtesløshed som er velbehagelig for Jesus? Jo, fordi den gør os afhængige af ham, - derfor! Og så kan vi tænke på 2. Kor. 12,9:”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Og det er uden tvivl den som vi står over for her. Derfor er Jesu ord ikke bebrejdelse men det er blot en konstatering!

 

Samtidig vil jeg godt understrege at vi ikke uden videre kan tage trøsten af dette ord til indtægt. For et udbredt kendemærke på kristenliv og virke er jo netop åndsfattigdom og kraftesløshed. Men der findes også en kraftesløshed som er farlig. Og hvad er så det for noget? Jo, det er fordi den er et udtryk for et sløset og sjusket kristenliv. Den er farlig! Og prøvestenen om det er den ene eller anden slags, det ligger faktisk i det næste som Jesus siger i vers 8, så kan du kende forskel: ”Du har holdt fast ved mit ord.” Det er prøvestenen. For hvis du i din magtesløshed holder fast ved Guds ord, så er det den som Jesus ynder.

 

Du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn. Og vi skal også lægge mærke til, at holde fast ved Guds ord, det indebærer noget mere, end blot at holde det for sandt. Det har nemlig noget med vort hjertes holdning til Guds ord at gøre. Og så siger Rosenius: ”At lytte til Guds ords forkyndelse og tilegne sig det med sin forstand, men ikke lægge vind på at gøre derefter, det er den mest almindelige og farligste misbrug af Guds ord, - det var Judas Iskariots vej til fortabelsen.” Sådan siger Rosenius. Det er den mest almindelige og farligste misbrug af Guds ord: At høre men ikke at gøre derefter.

 

Og vi tænker galt når vi tror at det at være en stærk kristen det betyder at være noget stort og på flere måder at kunne rose sig af sin styrke. Ja, men er det ikke sådan at når vi møder nogle mennesker som egentlig opleves som sådan nogle prægtige kristne, - og så kan man tage fejl, gruelig fejl. Det er ikke en stærk fremtoning eller noget i sig selv, siger Jesus.

 

For hvem kender ikke til at fortvivles over at vi ikke har nogen styrke som kristne. For når vi ser sandt på os selv og den modstand som rejser sig mod os, og vi ikke ved hvad vi skal stille op med alt det her, så fortvivles vi. For vi magter jo ikke de her ting.

 

Og ind i det her kommer så det mærkelige at Jesus han roser denne stilling. Og hvorfor tror I egentlig han gør det? Også når man er ved at fortvivle over Jesus: ”Jeg magter ikke min situation her i de daglige omgivelser eller i den kreds hvor jeg bor. Jeg magter ikke at få sagt det, egentlig, som jeg gerne ville, - et vidnesbyrd om dig.”

 

Hvorfor er det så at Jesus han roser denne afmagt, denne hjælpeløshed? Jo, det gør han for det er grunden til at vi holder fast ved hans ord. Vi kan ikke andet. ”Jesus det du har sagt det holder jeg mig til.” Og så må jeg lade alt andet ligge.

 

For Guds ord er det egentlige værdifulde for denne her menighed og alle som er i samme situation. Altså Guds ord og Guds løfter det vil vi for alt i verden ikke miste, - så må alt det andet kuldsejle.

 

Og så står der videre her i vers 8: ”Og du har ikke fornægtet mit navn.” Det kunne de jo netop være fristet til når de var uden særlig indflydelse og desuden var under hårdt pres. Og så samtidig var det forbundet med fare for livet at bekende Jesu navn, og derfor roses de her, som med døden for øje frimodigt havde vovet at bekende Jesu navn.

 

Og det vi skal lægge mærke til er: at det er til disse kristne, denne menighed som Jesus siger i vers 8: ”Jeg har lukket en dør op for dig.” Umiddelbart, hvad tænker du når han siger det her: Jeg har lukket en dør op for dig. Ja, hvad tænker du? Umiddelbart tænker vi vel på frelsens dør, men den er de jo gået ind ad. Og hvis du nu sammenholder det med vers 9: ”Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver; jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, at jeg elsker dig,” så vil jeg nok sige at det er tjenestens dør, vidnesbyrdets dør der er tale om her. Og hvad der ligger i dette her udtryk, det ser vi egentlig klart ud fra Paulus´s liv, hvis vi skal ligesom skal forklare det eller synliggøre det. For Paulus han talte jo ofte om de åbne døre. Se f.eks i Ap. G. 14,27 : ”Og da de var ankommet, samlede de menigheden og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem, og at Gud havde åbnet en dør til tro for hedningerne.” og 1. Kor. 16,8-9: ”Men jeg bliver i Efesos indtil pinse, for her er der åbne døre og rige muligheder for mig, og der er mange modstandere.” og 2. Kor. 2,12: ”Men da jeg kom til Troas med evangeliet om Kristus, og der var åbne døre for mig i Herren.”  Se Paulus har egentlig forklaret os hvad det vil betyde. Og intet er mere klar for Paulus: Han måtte gå ud og ind af disse døre, - og det gjorde han!

 

Samtidig så var der også tider og der var også steder hvor Gud stængte døren. Det kan i læse om i Ap. G. 16,8: Der var der lukket. Og vi kan også læse et andet sted. Der var det Paulus havde påtænkt en rejse men måtte ændre rejseplan for Gud havde lukket døren også den vej.

 

Og det er underligt at se nu vi har det her brev foran os. Det er underlig at se at Filadelfia stod foran en åben dør ind til de egne som Gud han stængte for Paulus for en menneskealder før. Ja, det er da ejendommeligt. Altså der er åbnet en dør for denne menighed her i Filadelfia som havde været lukket for Paulus en generation før. Det er også værd at bemærke.

 

Og hvad skal vi så udlede af dette her? Ja, spørgsmålet kommer jo. Ser vi de åbne døre som Gud åbner for os? Går vi ind og går vi ud af dem? For hvad er det Jesus han vil tale med os om i dette her brev? Han vil tale om mission. Ja, men det er mærkeligt i den her sammenhæng med denne menighed, denne lille forsagte menighed taler han til om mission. Ja, vi har vel den her opfattelse at det skal være en menighed med overskud og med mange kræfter osv., men for en lille forsagt menighed der åbner han en dør. Det er næsten ligesom at Gud han er kontrasternes Gud: Det der ingenting er, det har han udvalgt, for at det der er noget ikke skal rose sig. Og derfor må vi mange gange sige: Gud du er underfuld og underlig, men vi bøjer os for dig. Og så siger Jesus gå og vidn, jeg er med jer.

 

Videre står der i vers 9: ”Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver; jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, - hvad for noget? -  at jeg elsker dig,” Denne her lille forsagte fattige flok, - det skulle jøderne se, - Jeg elsker dig! Og så siger han: Jeg vil skænke dig nogle af satans synagoge, og her hentyder han til jøderne og judaismen som er fjender af evangeliet. Den ortodokse jødedom (rettroende, streng overensstemmelse med en religiøs lære) repræsenterer set ud fra et moralsk synspunkt nogle af den fineste og bedste religiøsitet, men man tålte ikke at høre at mennesket blev frelst ved evangeliets forkyndelse, altså af bare nåde.

 

Apostelen Paulus han skriver og advarer imod i Galaterbrevet 3,1: ”I uforstandige galatere! hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet?”  Og det var de kristne i Filadelfia udsat for. De stod over for nogle vældige kræfter som de overhovedet ikke kunne hamle op med. Altså både fra deres hedenske omgivelser og jødedommen og judaismen. Altså de kunne fremvise en religiøsitet der duperede de fleste. Ja, men jeg vil godt sige at, egentlig så er det aktuelt for os som lever i frafaldets tid. For holder vi fast ved Guds ord når der tales om at modernisere evangeliet, hvor man udelukker prædiken og skal gøre tegn og fagter og mærkelige ting, og man skal danse og fremhæve det æstetiske, det yndefulde? Holder vi da fast ved Guds ord?

 

Jeg tænker på Luthers ord når han taler om gudstjenesten: Man burde forbyde gudstjenester hvis Guds ord ikke bliver forkyndt (Luther siger det nok noget mere direkte) man skal afholde sig fra at gå i kirke hvis ikke Guds ord bliver forkyndt, siger Luther. Jo vi møder mange eksempler på hvordan evangeliet bliver en slags trøsterig tale om Guds nåde og kærlighed, uden plads til Jesus som Guds søn, vor forsoner, vor mellemmand og ypperstepræst ind for Gud. Og det er egentlig noget af det som vi oplever i vor tid: der er menigheder, der er forsamlinger ud over vort land som hungrer efter at høre om forsoning, om synd og nåde, om en stedfortræder, om en talsmand hos far.

 

 - - Er du selv klar over hvor rig du er i troen på Jesus? Det er underligt at i frafaldstider så bliver Guds Ord tilsidesat eller nedtonet. Og derfor er det vigtigt at vi holder fast ved Guds ord, for så har vi en åbnet dør.

Guds Ord, Ordet om korset. I 1. Kor. 1,18 står der: ” For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft.” At ordet om korset, denne Guds frelsesvej var, en dårskab for det naturlige menneske, det vidste Paulus sikkert alt om. Han havde jo selv været skriftlærd og farisæer. Der hvor det naturlige menneske i det hele taget tænker på nogen personlig Gud, der er han også noget vældig og stort, og højt hævet over skabningen. Derfor må hans frelsesvej være noget højt og hæve sig og strække sig imod. Det er en vej som bare de mest karakterfaste ”gode” og skarpsindige har muligheder til at nå frem på.

 

Men en Gud som stiger ned og bliver menneske, underlægger sig vore kår i alle forhold, for så at dø som en ugerningsmand på et trækors, for derved at sone vore synders skyld, at det skulle være Guds frelsesvej, nej, det er virkelig dårskab.

 

Men, vidner den som virkelig har fået lov at gribe dette, at se dette, sammen med Paulus; for os som bliver frelst er det en Guds kraft!

 

Det er vigtigt i mange sammenhænge når du læser Guds ord, at det går op for dig hvor trykket i sætningen ligger. Og læg nøje mærke til hvor trykket ligger her, nemlig på det lille ord; det! For os er det en Guds kraft. Og hvad er så det? Det er ordet om korset! Og er det en Guds kraft til frelse, ja, så er det ikke noget andet! Andre ting kan være vigtige nok i sin sammenhæng, men blive os til frelse og helliggørelse det kan det ikke.

 

Der ligger en alvor for os alle i dette udsagn fra Paulus, at det er dårskab for det naturlige menneske, det som går fortabt. Vi har alle dette i os fra vor naturlige fødsel, at vi vil lægge noget til ordet om korset, for det er og bliver en dårskab for os, når det skal prøves med forstanden. Men når Herren ved sin Ånd for lov at åbenbare det for hjertet, da ser vi; dette er Guds kraft.

 

Det er det himmelske syn, som Paulus vidnede om for kong Agrippa. Det han ikke blev ulydig imod.

 

Sådan er det også for enhver troende. Det er dette, altså ordet om korset, du frem for alt må holde fast ved, hvis du da ikke er blevet sløv og er begyndt at blive liggende længere og længere efter hyrden. Du bliver et let bytte for ulven. Den tager først og fremmest det syge som ikke længere magter at holde trit med hyrden og flokken.

 

Dette himmelske syn, er det, som er en så stor forargelse for det naturlige religiøse, og frem for alt det kristelig religiøse menneske, som raser i mod det. Bare tro, bare tro bliver der sagt, sommetider i en let foragtelig tone, det er da så let, du skal bare tro.

 

Hvorfor sidder du der og sysler med om du har en lille eller en stor tro? Du kan jo ikke engang tro alligevel. Hvad vil du med en lille eller en stor tro? Du har jo en stor og en mægtig Frelser? Der bliver prædiket: Omvend dig! - - Ikke engang det kan du. Du kan ikke engang omvende dig. Dybest set så er din egen omvendelse Guds værk, det er Guds indgriben i dit liv. Det kan du læse i Paulus´s tale i Athen i Ap. G. 17,31. Det er Gud selv der driver uvidenheden – altså vore egne religiøse tanker om Gud og vejen til Ham – ud, og åbenbarer sig selv og sin frelse for os ved ”sandhedens ord, evangeliet om vor frelse” som der står i Ef. 1,13.

 

Troen i sig selv er en Guds gerning og værk i et menneske. Det er Gud selv der skaber troen i vore hjerter. Derfor har den også en stor virkning! Der er sket noget guddommelig med et menneske som er kommet til tro. Prøv bare at se på verden omkring dig; det et vel naturligt at fable om en gud, men det falder vist ikke så naturlig at tro evangeliet. Det er en dårskab!

 

Jesus siger til sine i Mark. 4,11: ”Til Jer er Guds riges hemmelighed givet.”  Hvad skal du i grunden gøre for at arve din far og mor? Hvad skal du gøre som barn, som arving? - - Ingenting! Slet ingenting! Som barn skal du ikke gøre noget for at arve. Du er automatisk arving. Du må bare række dine tomme hænder frem og sige tak. Sådan også vort forhold til Herren. ”Af bare nåde får jeg alt, hos Gud fra først til sidst.” Det er et Guds barns vidnesbyrd! Du får fordi du er Guds barn! Dvs. for Jesus skyld.

 

I Salme 127,2 siger Salomon om dette: ”Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.”

 

Du må ikke lade dit hjerte få lov til at bedrage dig, til at betragte Guds visdom som dårskab og gå fortabt, men hold fast, urokkelig fast ved bekendelsen af vort håb, for Han er trofast som gav os løftet (Heb. 10,23).

 

Og til denne menighed i Filadelfia så forkynder Herren en velsignelse af trefoldig art: Jeg har åbnet en dør for dig. Dernæst vil Herren sende nogle fra satans synagoge af dem som kalder sig jøder og som skulle hjælpes til omvendelse ved denne menighed. Altså denne menighed skulle få lov til at blive en særlig velsignelse for Israels mission. Og det ser ud til at det ikke var så meget ved deres forkyndelse, og læg mærke til det, men ved deres inderlige forhold til Jesus. Ja, jeg kan ikke lade være med at sige det, - det sætter altså spor. Mennesker der har et inderligt og barnligt forhold til Jesus, mennesker som ikke er noget særligt, - de sætter spor.

 

Vækkelsesprædikanten, den velformulerede forkynder, - sætter de ikke spor da? Jo, men hvad er det for spor de sætter? Er det Åndens spor eller er det menneskelige spor? Hvis vækkelsesprædikantens ord ikke hænger sammen med hans liv, det han gør, så er det bare tomhed, alt det han siger falder til jorden. Jeg kan ikke lade være med at citere det lille kinesiske ordsprog som jeg har citeret før: Dine gerninger råber så højt at jeg ikke kan høre hvad du siger!

 

Hvordan fødes en prædiken? Jo, den fødes i lønkammeret sammen med Ordet, med Herren. En gammel prædikant sagde til mig en gang: at halvdelen af forberedelsestiden for en prædiken må foregå på knæ i lønkammeret!

 

Hvorfor tror I at der lyder så mange tomme prækner i dag? Jo, det er når inspirationen til forkyndelsen hentes i egne dybe tanker, fra fjernsynet, fra Shakespeare, Vaclav Havel, og andre kloge og vise mænd.

 

Vi skal være stille. Vi skal være stille for Herrens tale. Herren taler gennem Ordet, i bønnen, i lønkammeret. Inde i Jesu nærhed. Det er der de rigtige vækkelsesprædikener er født.

 

Og læg mærke til denne her menighed. Det var ved deres inderlige forhold til Jesus, der egentlig var årsag til dette her, at de skulle indse, at Herren med sin kærlighed, han bor her i denne menighed. I skal kende, siger Jesus, at jeg har fattet kærlighed til dig, fordi du har holdt fast ved mit ord.

 

Og det var ligesom denne menighed havde en magnetisk tiltrækningskraft, altså pga. deres gudsforhold, pga. deres indre gudsforhold, broderforhold, indbyrdes kærlighed.

 

Den anden velsignelse står her i vers 10: ”  Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden.” Fordi denne menighed har bevaret Herrens Ord om udholdenhed, så vil Herren også bevare disse venner. Og ved du hvad det vil sige? Hvad er det Jesus han vil sige med dette her? Han vil sige: ”Luk mit ord ind i det hjerte, så vil jeg bevare dig så du når himlen”. Ja, så enkelt er det! Så vil jeg bevare dig igennem dette ord.

 

Den prøvelsens time som her er tale om, peger jo hen på alle de forfølgelsestider der er gået hen over Guds menighed på jord førhen. Og derfor kan vi vel sige at alt hvad der siges om denne menighed, peger i særlig grad frem i mod de sidste tider, alt det der står i Bibelen om det, når de antikristelige kræfter bryder løs med deres fristende kraft, som bringer trængsel ind over Guds børn og leder store menneskemasser til fald. Ind i denne sammenhæng siger Herren: Jeg vil bevare dig i prøvelsens time. Og læg mærke til at han siger ikke at du skal bevares. – Jeg skal bevare. Og så er vi ved missionsbefalingen hvor han siger: Jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende. Det vi skal lægge mærke til er, at det er Gud der beskytter os fordi han er Konge! Jeg skal bevare dig!

 

Og måden det her sker på, siger Jesus, hvad er det så? Mine får hører min røst, mine får kender min røst. De følger mig og jeg giver dem evigt liv. Og det er derfor vi skal høre Ham og følge Ham til Himlen. Og derfor lyder der til slut, i Ordet, et trøstens ord: Se jeg kommer snart!

 

Altså prøvelsen varer en kort stund og så kommer Herren. Og derfor har Guds folk, og læg mærke til hvad jeg siger, Guds folk har ret til at bede Gud om at prøvelsen må blive så tålelig som muligt. At vi må holde ud indtil sejren er vundet.

 

Vers 11: ”Hold fast ved det du har.” Hvad havde de da? De havde troen på Jesus, de havde retfærdigheden i ham, og de havde forventningen om hans komme. Det er en stor nød i vor tid, at der næsten ingen er som tør tale om Jesu genkomst for der er så mange meninger og teorier hvordan det er. Og så ender man ude i det periferiske med tegn i sol og måne osv.

 

Men det med forventning, - og så må vi også bede: Jesus vil du skabe forventning i vore hjerter efter at du kommer?

 

Hold ud. Bliv ved at stride mod den himmelske verden og forkynd Guds rige og forman til troskab indtil jeg kommer.

 

Hvad er det så der skal holde os oppe indtil Jesus han kommer? Det er først og fremmest Jesus og hans fuldbragte frelsesværk. Det er det, der skal holde os oppe. Det er det, der skal bære os. Vi skal fastholdes og bæres af evangeliet. Den der sejrer vil jeg gøre til en søjle i Guds tempel. Altså de der sejrer er ikke dem der har meget kraft men det er dem der er kraftesløse i sig selv og er afhængige af Herren og er villige til at gå ind af den åbne dør.

 

Altså vi får her at vide hvem der er søjlerne i Guds tempel. Og det er egentlig ejendommeligt, - det er dem der er kraftesløse i sig selv! Her har vi igen kontrasten: det der ingenting er, - det er søjlen! Dem der er afhængige af Herren. Og jo mere de kristne er prøvet, jo mere de holder fast ved Guds Ord des mere betydning får de og har de for Guds rige. Også selv om de bliver ringeagtet af alle andre.

 

Og dette tredje løfte havde egentlig en underlig betydning for de kristne i Filadelfia. For i år 17, var byen hjemsøgt af et voldsomt jordskælv som ødelagde de fleste boliger og offentlige huse og hvordan folk de flygtede i panik. Husene faldt sammen og man forsøgte at støtte deres huse men intet hjalp. Ingen var trygge, for alt var kaos, og rædslen var ubeskrivelig, fortæller historikerne.

 

Og så hører de om det her mærkelige, om søjlen i Guds rige, i Guds tempel. Her var der ingen jordskælv, her var der ingen utryghed. For Guds rige kan ikke rokkes. Kan I se det? Det er ejendommeligt, både når vi ser historien, når vi også ser hvad Gud siger, og hvad Gud lægger ind i de her ting. Som der står her i Heb. 12,28: ”  Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt.”

 

Og så til sidst den tredje velsignelse: ”På ham vil jeg skrive min Guds navn, og navnet på min by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himmelen fra min Gud, og mit nye navn.” Sådan slutter vers 12 i dette brev. Og det er uforståelig for mange. Jeg vil gerne understrege, at for at forstå lidt af det her, så henviser jeg til Jesu ypperstepræstelige bøn i Joh. 17,6: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden.” Men Jesus udtaler ikke det navn. Og vi kunne spørge, hvor er det navn åbenbaret da? Og så kom jeg til at tænke på Esajas 9,5: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” Men Guds direkte navn blev ikke nævnt. Og alligevel er det åbenbaret i Jesu person. Og det kan vi se her i vers 11 og 12 i Joh. 17: At Guds navn er givet til Jesus og det er åbenbaret ved ham. Hvorfor det? Jo, fordi Guds navn kan ikke udtales af et menneske, - derfor!

 

I 2. Mos. Skrives navnet: Jeg er den jeg er, eller rettere jeg er den som er. Og når det omskrives i tredje person så bliver det JHVH på hebræisk. JHVH – det er Guds navn. Det er ubenævneligt. Det kan ikke udtales. Det har aldrig været udtalt i Israel og bliver heller aldrig udtalt i Skriften. OG det navn bærer Jesus og det er skrevet på os som ingen kraft har! Ja, - - men som holder fast ved hans ord. Og så åbner der sig egentlig en helt ny verden: Han har skrevet et usynligt navn på alle sine kraftløse børn. Kongen over alle.

 

Og så slutter Jesus sin ypperstepræstelige bøn, med at sige: ”jeg har kundgjort dem mit navn, og vil kundgøre dem det for at din kærlighed du har elsket mig med skal være i dem og jeg i dem.” Og ved at Guds navn er skrevet på os så er vi genstand for den kærlighed som han har elsket Jesus med. Den er i dig og i mig. Ufatteligt!

 

Og når navnet på Guds Stad, det nye Jerusalem står på dem som tror på Jesus, så viser det at de tilhører det fuldkomne Gudsrige. Og også mit eget nye navn som engang skal åbenbares.

 

Og står vi i samme forhold som Ånden lærer os i dette brev, så vil han komme og skrive sit navn på os og da skal vi sejre. Og han som lukker op så ingen kan lukke i, stiller os foran en åben dør, også til sidst ind til det fuldkomne Gudsrige engang. Tak! Tak, Jesus for det du gav os i disse breve!