Åb. 3,14-22 – Brevet til menigheden i Laodikea.

 

Som jeg har nævnt tidligere, så kan vi inddele disse syv menigheder i tre grupper og Laodikea hører med til den gruppe af menigheder, Efesos og Sardes, som Jesus han revser for indre skjulte synder.

 

Laodikea, - - det er menigheden hvor Jesus står udenfor! Og navnet, Laodikea, det betyder ”folkets dom.” Den blev grundlagt i det andet århundrede før Kristus, af en kendt konge Antiokus II og han gav byen navn efter sin hustru, nemlig Laodike. Laodike hed hun, og derfor kom byen til at hedde Laodikea. Det var bare sådan en lille interessant oplysning, synes jeg. En lille sjov oplysning, - ja, tænk om man kunne få lov til at opkalde en by efter sin hustru!

 

Selve byen, sådan ligesom at få baggrunden ind i situationen her, den havde en central beliggenhed hvor alle de her handelsveje krydsede hinanden, både fra nord og syd og øst og vest. Og da romerne fik herredømmet over byen, så fik den egentlig betydning både for handel og industri som bestod af manufaktur, medicinalindustri efter datidens målestok. Det er også derfor at der bl.a. også nævnes øjensalve som var til hjælp mod øjensygdomme.

 

Og pga. denne beliggenhed, så var byen rig. Og så var der tre ting som egentlig fremhævede denne by, nemlig et udviklet pengesystem og bankvæsen. Det andet, en veludviklet tekstilindustri, som egentlig var hovedkilden, og for det tredje, nemlig fremstilling af den her medicin. Sammen med to nabobyer, Kolossæ og Hierapolis, som lå tæt på Laodikea, så kappes de om velstand. Og det vil egentlig sige ganske kort: Det var materialismen som var dominerende. Og det skal vi have i tanke når vi hører hvad Jesus han skriver. Og også med en parallel til os selv i 2003.

 

Og i denne by, så var der en kristen menighed som gjorde sig bemærket. Den havde nemlig nået det som man sætter som et ideal for en kristen menighed, og det er jo egentlig ejendommeligt når vi læser det her brev. Den var blevet som et ideal for en menighed.

 

Efesos var på den tid et missionscenter. Og for de historisk interesserede læs Kol. 2, 1-3, det er interessant som det hele hænger sammen, for der skriver apostelen Paulus: ”Jeg vil nemlig have, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg må kæmpe for jer og for dem i Laodikea og for alle andre, der ikke har truffet mig, for at de skal trøstes i deres hjerte og knyttes sammen i kærlighed og nå til den fulde rigdom på vished og indsigt, nå til erkendelse af Guds hemmelighed, Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult.” Blad så om til kap. 4,16: ”Når brevet er blevet læst hos jer, sørg så for, at det også bliver læst i menigheden i Laodikea, og at I selv får brevet til Laodikea at læse.” - - Kan I høre at dette brev er skrevet til både menigheden i Kolossæ og menigheden i Laodikea. Det synes jeg egentlig også er en lille interessant oplysning.

 

Og én ting mere: I Kol. 1,7: ”Sådan har I lært det af vor kære medtjener, Epafras, som er en trofast Kristi tjener for jer.” Altså det var igennem denne at evangeliet også kom, slog rod.

 

Dette brev som er både til Kolosensermenigheden og menigheden i Laodikea, der får vi at vide at der er noget galt: De er ikke længere optaget af evangeliet om Jesus, for al deres velstand og de materielle ting var ved at ødelægge det skjulte liv med Gud i Kristus. Her i Laodikea, så havde værdierne byttet plads: det jordiske havde taget pladsen for det himmelske, og det synlige i stedet for det usynlige, og det timelige for det evige, og deres eget - - i stedet for Kristus.

 

Og denne bys skæbne og ruin og udslettelse stemmer egentlig godt med det billede Herren giver os i dette brev om tilstanden i denne menighed. Altså rig i egne tanker, blind for deres egen nød, lunken over for Herren, og derved på vej mod åndelig og materiel ruin.

 

 - - Og det siger jo noget til os! Historien har jo mange ting at lære os, her i eftertiden, her i 2006. Og det er heller ikke vanskeligt at se, at vi i grunden er ramt af samme ulykke som i Laodikea, i vor tid. Og man skal ikke undlade at sige det, selv om der er fare for at blive kaldt en sortseer, - for det er virkeligheden, kære ven. For det uhyggelige er at kirken og menigheden i Danmark er blevet verdsliggjort. Nu må du gerne sige at det er en påstand, men jeg tror den er sand. Vi ser hvordan kirker og missionshuse bliver brugt til noget de ikke er beregnet til. Altså kristendommen er blevet gennemsyret af verdslighed og menneskelighed, - ja, af menneskelighed også. Og det trænger dybt ind i de helliges samfund og ind i de enkeltes trosliv og daglige samliv med Jesus.

 

Dette er Laodikeas og vort samfunds nød - - og ulykke! For i et afkristnet samfund, eller en afrundet kristendom, i en kristendom der passer til tiden, - da passer det bedst at man ikke forkynder noget der stikker. Mennesker vi ikke høre noget der gør deres sind og hjerte uroligt. De vil have det sådan, at de kan gå glade og smilende til møde og gå sådan hjem igen. De vil ikke høre noget der stikker i samvittigheden eller hjertet. Men jeg har kun én kommentar til den slags mennesker: Så må de blive væk, hvis de ikke vil høre!

 

Og så skriver Jesus et brev: Dette siger Amen,  nu præsenterer han sig igen, selvpræsentationen, altså ham som er identisk med sine ord, det han her skriver. For alle Jesu ord er troværdige og sande. Det sker som han har sagt. Det troværdige og sanddru vidne. Og det, som denne menighed, og vi, skal mærke sig, det er at det ikke blot er hans forjættelser der er ja og amen, - men det er også hans domme!

 

Vi har at gøre med ham som altid rammer sandheden og gennemskuer al skabning, for han er jo Guds skaberværks ophav. Alt er skabt ved ham. Det gælder universet med alt hvad det rummer. Vi skal lige have det med der står i Ef. 2,20, for ligesom at få det udtryk med: ” I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.” Men det gælder altså også, ikke alene skaberværket, det gælder også det nye liv i enhver kristen. Det er hans skaberværk, det er noget nyt som er blevet til, som bibelen taler om.

 

Og dette nye liv, har denne leder og menighed vel ejet engang, som de nok også stadig tror de ejer. Men hvad hjælper det når Jesus han mener noget andet, for han afslører nemlig et frygteligt selvbedrag hos dem.

 

Og jeg kunne ikke lade være med at stille spørgsmålet: Hvorfor gør Jesus egentlig det? Jo, han gør det fordi han er det sanddru vidne. Han kan ikke andet! Han vil nemlig ikke narre nogen, men han vil hjælpe og redde alt fra undergang og fortabelse. Derfor skriver han og derfor advarer han.

 

Den forrige menighed i Filadelfia, over dem hvilede Guds velbehag på en særlig måde, men her i Laodikea er der noget som bedrøver Herren: Den er lunken! - - Lunken! Og der er faktisk noget af det modbydeligste af alt i Herrens øjne. Og det er derfor han siger: Gid du var kold eller varm. Bare du er et, et eller andet, og ikke lunken.

 

Først så afslører han grundskaden: du er hverken kold eller varm, - du er lunken! Og så væmmes jeg ved dig, - jeg vil udspy dig af min mund!

 

Her i Laodikea er der altså ingen formildende dom som i Sardes, for der var nemlig nogle få som ikke var smittet. Her i Laodikea er alle revet med. – Men de vidste det ikke! Og det er netop det der kendetegner den der er forført. De troede tværtimod at de var rige, at de havde vundet rigdom, og de troede ikke de trængte til noget. Man kan jo godt sige at det er jo egentlig katastrofal at man tror det modsatte af sandheden. Og det er ind i den sammenhæng at Jesus han siger: Jeg har i sinde at udspy dig af min mund. Han siger ikke jeg har gjort det. – Men det er på vej til at det sker.

 

Tænk dig denne menighed som er så anerkendt, udadtil pragtfuld og som ikke mangler nogen ting, og så alligevel, så er den ved at dø - - !! Det er vel den farligste og alvorligste stilling en kristen kan komme i. Og så kommer det næste og det er jo egentlig det der er vigtigt for os: Hvad er kendetegnet på en sådan tilstand? Hvad er kendetegnet?

 

Først vil jeg godt sige hvad lunkenhed ikke er. Der er mange ærlige kristne som siger: Det er mig som er lunken. Det er mit kristenliv som er som det ikke burde være. Bibellæsning og bøn har jeg ingen lyst til, og jeg oplever mange nederlag, og jeg er ikke som en kristen burde være, for jeg er både træg og jeg er umedgørlig og jeg har egentlig heller ingen anger over synd. – Alt er galt! Og så tænker man: Det må være dem Jesus tænker på.

 

Nej og atter nej, for det er ikke lunkenhed dette her. For de har jo ingenting at klynge sig til hos sig selv. Tværtimod, det er jo dømt alt sammen, det er jo en total fallit, og denne fallit gør dem faktisk afhængige af Jesus. Og derfor er dette ikke lunkenhed. Jeg håber du forstår det her? Det er ikke lunkenhed det her, tværtimod!

 

Lunkenhed har nemlig et helt andet kendetegn og nu skal du høre. Den lunkne han siger: Jeg er rig, - - jeg trænger ikke til noget, du skal ikke komme og sige noget om mig. Det er et kendetegn. Kendetegnet, det er åndelig tilfredshed, og en position som man sætter højt, f.eks. hvis jeg har fået en position sådan lidt over gennemsnittet, hvor de andre sådan ser lidt op til mig. Hvem vil ikke gerne synes godt om sig selv, sine åndelige oplevelser, sine nådegaver. Og  så sige til sig selv: Alt det her har jeg fået af Gud. Jeg er blevet rig for Gud har velsignet mig og beriget mig med alt det som jeg har, - ja, jeg er rig. Jeg kan fortælle om store oplevelser som Gud har gjort i mit liv, åndelige oplevelser.

 

Det er ikke sikkert at den her tale føres i munden, - - men i hjertet, i tanken. Og jeg vil godt sige at den lunkne kendes på at han ikke er bange. Han ved ikke om sin nød for sin lunkenhed. Han er tilfreds med sig selv og sin kristendom, - for jeg er rig. Og når det sker så har Jesus ingen plads mere. Kan du høre hvor tæt det her ligger på hinanden? Og hvor let djævelen han kan narre os med de her ting.

 

Og jeg vil godt give dig nogle eksempler på hvordan sådan noget kan ske. I GT kan vi læse i 1. Sam. 15,17, der har vi nemlig beretningen om Saul. 1. Sam. 9,21, der sagde Samuel til Saul: ”Selv om du i dine egne øjne er ringe, så er du overhoved for Israels stammer, og Herren har salvet dig til konge over Israel.” ”Saul svarede: Jamen jeg er kun benjaminit; jeg kommer fra Israels mindste stamme, og min slægt er den mest ubetydelige af alle slægter i Benjamins stamme. Hvor kan du sige sådan noget til mig?” Sådan havde Saul det før han kom til magt og ære og værdighed. Og så da han blev mægtig og havde haft store oplevelser med Gud og ved Guds kraft havde vundet store sejre, - - så gik det galt! Selv om det var ved Guds hjælp og kraft han var kommet i den position som han var. Men alt dette førte til at han vil have mere ære og magt og indflydelse og så følte han sig berettiget til det pga. det Gud havde gjort mod ham. Kan du se hvordan det kan dreje en hel omgang? 180 grader! Så lidt skal der faktisk til.

 

I Laodikea roser de sig af at de er rige. - - Må man da ikke det? Står der ikke i bibelen at vi skal rose os af forskellige ting? Jo, det står der og jeg skal give jer nogle eksempler: Rom. 5,2: ”Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.” Det må vi også rose os af. Rom. 5,3 står der: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler,” vi må altså rose os af det som gør det trangt for os, - fordi det driver os ind til Jesus. ”Vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.”

 

Hvor mange roser sig egentlig af modgang? Gal. 6,14: ”Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.”  Vi må rose os af Kristi kors! Alt det er vi blevet bedt om at rose os af, og ikke noget andet. Og vi kan tage et sted mere, 2. Kor. 12,5: ”men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed.” Og så kan man godt spørge: Er det forvirrende dette her? Ja, egentlig er det og dog ikke alligevel.

 

Som regel så er der to ting vi gerne vil rose os af. Dels af vore oplevelser, og dels af det som vi har udrettet for Gud. Og det kender jeg også til, - ja! Og det er dødsens farligt! Og det er derfor Paulus han siger i 2. Kor. 12,5: ”Nej, siger han, jeg vil rose mig af Gud og ikke af mig selv, - - undtagen min magtesløshed!” Jamen, er det da ikke på mode i vor tid at rose sig af en særskilt åndelighed eller nådegave? Eller af en oplevelse?

 

Altså hvis man ser ned på andre, som ikke har en eller anden nådegave eller som ikke har åndelige oplevelser, så siger det egentlig lidt om hvem man er og hvordan man har det.

 

Og så er det også en anden ting: Man kan rose sig bort fra Jesus.

 

At opleve sejr i Gud rige, det er stort og det kan vi ingen ære tage for. Hvad har vi da at rose os over? For at blive brugt af Gud, det er nåde, aldrig til vor ros. Og det gælder også når der er vækkelse, når der står en person i spidsen for en vækkelse. Åh, hvor er der mange som bliver bedraget gennem historien, gennem årene netop også her. Så begyndte man, havde jeg nær sagt, at rende efter de her personer, som om de var noget særligt. Men der er noget vi må rose os af. Og ved du hvad det er? At jeg hører Jesus til, at mit navn er skrevet ind i livets bog. Det siger Bibelen, det må du godt rose dig af. Og det er at rose sig af håb om herlighed.

 

Altså her i Laodikea var de lunkne, derfor ophøjede de sig selv. De vidste ikke at de var fattige og blinde og de var heller ikke plaget af egen usselhed og fattigdom. De kendte nemlig ikke til det at komme til kort med sig selv. Og det er derfor på denne baggrund at Jesus han siger: ”så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se” Åb 3,18. Og så spørger jeg her, når jeg skal sammenfatte det: Er der da håb for sådanne mennesker? Og dette her det svarer Jesus på her i vers 19: ”Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg.” Det er jo ikke just det som vi ser på som kærlighed, men det siger Jesus: ”Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg, Vær nidkær og omvend dig!”  Åb 3,19.

 

Altså fordi Jesus han elsker dem så skriver han til dem med kærlighed. Det er ligesom Jesus han vil sige: ”når jeg således taler til dig som jeg nu gør, så skal du vide denne ene ting: Jeg elsker dig!” Prøv at høre hans råd: ”så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se” Åb 3,18. Spørgsmålet er så om de vil lade sig råde.

 

Og så spørger vi også, for at få lidt klarhed over det her. Hvad er det egentlig Jesus han tilbyder?

  • Guld, - det er det nye liv i Gud. Det der gør et menneske rig på alt, ikke på jorden, men hos Gud.
  • Det andet, hvide klæder. Det er syndernes forladelse og Kristi retfærdighed. (Åb. 7,13-17)
  • Det tredje, øjensalve, det er Guds Ånd i hjertet og Åndens oplysning. Når han kommer, Helligånden, så skal han oplyse, han skal tale, han skal overbevise, han skal bøje, han skal oprejse, osv.

 

Øjensalve, - - Ja, jeg kan ikke lade være at tænke den tanke, - - er det det, vi mangler i vor tid? - - Guds Ånd i hjertet og Åndens oplysning!  Alt dette får vi af Jesus, og vi får det for intet, uden penge. Vær derfor nidkær og omvend dig, siger Jesus.

 

Og så vil jeg gerne spørge dig: Synes du det er hård tale dette her? - - Nej, det er kærligheden der taler. Og hvad skulle vi have gjort hvis ikke han havde sagt os sandheden? Hvordan skulle vi se farerne, om vi ikke havde fået noget at vide om dem. En dødssyg søger jo ikke læge hvis han ikke vidste at han var syg, - man går da ikke til læge hvis man ikke er syg.

 

Vore farligste sygdomme er de snigende og det gælder også åndeligt. De snigende sygdomme som gør ende på vort liv. Og dem kan man gå med uden at føle sig syg, og det er det værste af det. Jeg kan være dødsmærket uden at vide det, og det er derfor lægen Jesus, kommer og stiller diagnosen, og så tilbyder han en frelsende medicin: Omvend dig! - og hvad betyder det? Jo, det betyder at du skal tage Guds ord alvorligt. Du skal tage det til hjerte og så skal du bøje dig for det. Det er omvendelse!

 

Og det ulykkelige det er, at det gjorde de ikke i Laodikea. Og spørgsmålet er jo: hvor mange i dagens Danmark, i år 2006, er villige til at lade Jesus stille sin diagnose, - - både for liv og tjeneste? Og så bliver det pludselig personligt, i hvert fald for mig: Jesus, jeg tjener vel dig? Jesus, det er vel ret med mig - - - ? Jesus, jeg er vel din?

 

Egentlig så er der grund til at tro at Jesus havde opgivet den her menighed, men det har han ikke: ”Se, jeg står ved døren og banker på”; så enkelt står der, ”om nogen hører mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig” Åb 3,20. Og det billedlige udtryk, måltid (i gl. oversættelse nadver) ved du hvad det betyder? At Jesus giver os sig selv - - Sagt med andre ord: her er rigdom for fattige, klæder til nøgne og øjensalve for den blinde. Alt det kommer fra Jesus. Og det kan købes uden penge, gratis, det er af NÅDE!

 

Og så alligevel, og nu siger jeg noget som du måske bliver forskrækket over, alligevel må det købes, - - for hvad? Selv-erkendelsens pris, - - at opgive sig selv! - - Og det kan godt være svært. Du kan få al den nåde du har behov, - - for selv-erkendelsens pris!

 

Dette frelsens tilbud har den ejendommelighed, at det står til tro eller forkastelse, - - aldrig til diskussion! Vi er i dette brev stillet over for et enten eller, enten at udspys af Jesu mund eller at sidde sammen med Jesus på hans trone.

 

Og lad mig så understrege her i vers 21: Dette er det største af alle løfter. Og det ser ud til at denne menighed, som får den sværeste dom, den får også det største løfte, så sandt at de omvender sig. For i løftet til Laodikea sammenfattes alt hvad der er sagt i alle de andre 6 menighedsbreve: ”Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone” Åb. 3,21. Dette sidste løfte inkluderer faktisk alle de andre!!

 

Sejre? Over hvad? Ja, sejre over min egen modstand fra det gamle menneske i mod Ånden og nåden og dens magt. Og så må du bede: Jesus du må bøje min egen vilje ind under din. - - Ja, det må du godt bede - - for det er det der egentlig er at sejre.

 

I artiklen om menigheden i Smyrna standsede vi for alle de løfter som er nævnt til menighederne her i Lilleasien, som jeg før nævnte, og det vil vi også gøre her til slut.

 

Syv gange taler Jesus til disse menigheder og syv gange knytter han et særligt løfte til det. Og alle disse løfter gælder enhver der sejrer og de er alle et budskab til alle menigheder gennem alle tider. Og vi vil lige læse disse rige løfter sammen. Tag din bibel frem.

 

Kap. 2,7: Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.

 

Kap. 2,11: Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.

 

Kap. 2,17: Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten og indskrevet på stenen et nyt navn, som ingen kender undtagen den, der får det.

 

Kap. 2,26:  Den, der sejrer og trofast gør mine gerninger indtil enden, ham vil jeg give magt over folkene.

 

Kap. 3,5:  Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle.

 

Kap. 3,12:  Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn.

 

Kap. 3,21:  Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.

 

Fordyb dig, og vær stille for disse syv forskellige løfter der nævnes om den der sejrer. Og så vil jeg bare sige: Dette overgår alt hvad vi kan tænke og sige. Det er frelsens endelige mål for den fuldkomne salighed. Altså alt hvad Gud har givet til frelse og evig salighed, det er lovet den der sejrer.

 

Hvem er den der sejrer? Det er ikke at have fundet Jesus, men at være fundet af Jesus og bliver bevaret hos ham. Han får del i alt det som disse syv menigheder bliver tilkendt. For den der har Jesus han har alt til liv og til salighed. Og derfor er spørgsmålet her til sidst: Er du fundet af Jesus? Er du fundet af Jesus?

 

Her står den elskelige og kærlige Frelser foran Laodikea-menigheden, og så siger han: Slip mig ind, så vil jeg skænke dig liv, jeg vil skænke dig rigdom ind i din fattigdom, jeg vil skænke dig øjensalve til din blindhed og nåde til dig som behøver syndsforladelse.

 

Jeg kommer ikke for at kræve, - jeg kommer bare for at give! Kan du høre kærligheden? - - Give netop det du behøver. Jamen, er det ikke forunderligt når man sådan sidder og hører det, så kan man bare sige til Jesus: Vil du give mig det jeg trænger - - nu? Og det vil han!

 

Brevet til Laodikea det passer egentlig på mange måder på forholdene i vor tid, endens tid, altså før Jesus kommer igen. Netop til den tid har Jesus sagt: Kærligheden vil blive kold hos de fleste (Matt. 24,12). Og han har også sagt: Mon jeg vil finde troen på jorden når jeg kommer igen (Luk. 18,8)?

 

Og så kan jeg ikke lade være at nævne, også, gennem alle disse verdensbegivenheder som vi ser i medierne, så banker det egentlig også på vor dør! - - Hører du og jeg så røsten?

 

Jeg ved ikke om du tænker: Hvad har disse breve egentlig at sige til mig, den enkelte? Hvorfor beskæftiger vi os med disse breve og tekster. Jo, det gør vi for det er ikke bare at studere gamle breve, og få nogle interessante oplysninger om forhold i nogle kristne menigheder i oldtiden, det er ikke derfor. Nej, brevene er bestemt for os, for de er tidløse. Det er personlige breve fra Jesus til dig og mig. Og det vil jeg gerne konkludere her til sidst: det er Jesus der er afsenderen, - dette siger Guds søn:

  • Ham der har øjne som luende ild (Thyatira),
  • og som har det skarpe tveæggede sværd (Pergamon),
  • Ham som er den første og sidste (Smyrna),
  • Han som var død og blev levende igen (Smyrna),
  • Han som holder de syv stjerner i sin hånd og som vandrer mellem de 7 lysestager (Efesos),
  • Han som har Guds syv ånder (Sardes),
  • Han som er den hellige, troværdige og sanddru (Filadelfia & Laodikea),
  • og Han som har Davids nøgle (Filadelfia),
  • Han som er amen (Laodikea)!

Det er HAM og ingen anden der er afsenderen af disse breve.

 

Den der har øre han hører hvad Ånden siger til menighederne, og må Gud så give ydmyghed og villighed til at høre. Gud velsigne dig til det, kære læser!