Johannes Åbenbaring 21, 1-8.

 

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ”Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.” Og han, som sad på tronen, sagde: ”Se, jeg gør alting nyt.” Og han siger: ”Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.” Og han sagde fremdeles til mig: ”De er opfyldt. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt. Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.”

 

Se jeg gør alting nyt, siger Jesus. Vi har sikkert alle sammen prøvet at have nogle ønske-drømme. En drøm om noget nyt og bedre. Vi har nok også alle en drøm om en ny og bedre verden, et nyt og bedre liv. Men vi kender også til hvordan vore drømme kan briste som en sæbeboble.

 

Gennem mystik og meditation, og gennem egen indsats og anstrengelse, har mange forsøgt på at opnå at denne verden skal blive til en slags "Guds Rige." Den drøm findes også i mange kristelige udgaver, også i vore sammenhænge i dag.

 

Men fælles for alle disse ønskedrømme er; at de uundgåeligt fører til selvskuffelse, til frustration. For disse menneskelige drømme, de er netop uvirkelige, de er utroværdige og usande. De udspringer af en manglende forståelse for hvor farlig synden er i vort liv, både i vort personlige liv, og i hele den faldne slægts liv. I 1. Mos. 6,5, læser vi hvordan mennesket var lige efter syndefaldet: Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Vi kredser om os selv, altid. Bestandig søger vi os selv og vort eget. Derfor er denne verden, i sin dybeste grund, uforanderlig og uforbederlig. Denne gamle jord står ikke til at redde.

 

Derfor er det ikke ligegyldigt hvordan vi indretter os på denne jord, og det er heller ikke ensbetydende med at der ikke er en opgave for os, at varetage den tid vi endnu skal være her. Eller at vi ikke har al grund til at være taknemmelige, for det hjem vi midlertidig får lov til at indrette os og bo i her. Vi har meget at takke Herren for.

 

Men vi må altid have én ting klart for øje: Denne jord skal ikke evigt bestå. Det legeme som nu er vort, skal ikke altid være vor bolig. Verden og hver enkelt menneske går sin undergang i møde, og skal snart vige pladsen for noget helt nyt og anderledes.

 

Dette liv, det nuværende jordiske, legemlige liv, skal ikke vare bestandig men er underlagt død og forkrænkelighed. Her har vi ikke vort blivende sted. Her bor vi bare i telt. Hastigt går det, så flyver vi bort, siger salmisten i Salme 90,10-12, Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.

 

Det kristne håb, det håb som Gud i sin store barmhjertighed har genfødt os til, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det er ikke et håb om en forandret og forbedret udgave af denne verden. Det evige liv, som vi i troen på Jesus har fået skænket, det er ikke en forlængelse og en forbedret udgave af det jordiske menneskeliv.

 

Den frelse, som han har vundet til os og som vi ved troen på ham er delagtiggjort i, er ikke en videreudvikling af de bedste muligheder i os. Det er ikke en forandring, forvandling og forbedring af vort gamle jeg, af dette liv og denne verden, men noget helt anderledes gennemgribende. Det er en befrielse fra Guds vrede og dom, fra evig fortabelse og undergang.

 

Frelsen består i syndernes forladelse, i genfødelsen, noget helt anderledes. Genfødelse og nyskabelse, det gælder hvert enkelt menneske personligt og hele Guds skabte univers. Jesus taler om hvad der skal ske ved verdens genfødelse når Gud gør alting nyt. Det er det som males os for øje i Bibelens sidste kapitler.

 

Se, jeg gør alting nyt. Og så får vi her malet for øje, som Paulus udtrykker det i 1. Kor. 2,9-10 Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Det som Gud i sin nåde har givet os.

 

Og jeg så, står der her i vers 1, og så kommer det igen i vers 2: Og jeg så! Hvad var det Johannes så? Jeg så en ny Himmel, skriver han, og en ny jord. Jeg så den Hellige by, det ny Jerusalem. Alt skal ikke vedblive at være som det nu er. Denne gamle jord og alt det som er på den, skal ikke evigt bestå. Herrens dag kommer! Den yderste dag! Den sidste af denne gamle jords dage, - og efter den så kommer der ikke flere. For Herrens dag vil komme. Og den vil komme skriver Peter i sit 2. brev kap. 3,10: Som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vise sig som det, det er. Og jeg så, skriver Johannes her, den første himmel og den første jord forsvandt. Forsvandt? Den blev ikke bare forandret, forvandlet og forbedret, men forsvandt! Den ny Jord under den nye Himmel, bliver fuldkommen befriet fra al synd og fra alle syndens følger. Det er verdens genfødelse.

 

Og havet findes ikke mere, så Johannes. Havet findes ikke mere. Havet, et af Åbenbaringsbogens utallige symbolske udtryk og billeder. Symbolet på de gudsfjendtlige verdensmagter og kræfter. Jvf. Dyret, der tales om i kap. 13,1, siges at stige op af havet. Havet som aldrig er i ro, men stadig skifter om. Det er uberegneligt, det er farligt, pludseligt kan det rejse sig, truende og med overvældende og tilintetgørende magt og kraft. Havet betegner en stadig trussel mod menneskets sikre og trygge eksistens. Det adskiller os, og hindrer samfund og fællesskab.

 

Men jeg så siger Johannes: Havet findes ikke mere. Intet som truer den tryghed og den fred som Gud selv der har bragt i stand. Intet længere som adskiller, som hæmmer og hindrer samfund og fællesskab mellem Gud og os, eller os imellem.

 

Det som var før, er nu forsvundet, siger Johannes. Og alt er blevet nyt. Og jeg så den Hellige By, skriver han. Den Hellige By det er Guds bolig. Det nye Jerusalem, også en betegnelse for Den Hellige bys indbyggere. Og det er her i sammenhængen billedet på den kristne menighed, som Jesu Kristi brud.

 

Når Johannes så den kristne menighed dengang i den synlige verden. Så så han små grupper at kristne rundt omkring i det mægtige romerske verdensrige. Ikke mange mægtige, ikke mange fornemme, ikke mange vise og kloge. I verdens øjne var de ringeagtede, oversete, de var ikke regnet for noget. Men ofte undertrykte og forfulgte.

 

Tænk på hvordan det er i dag, når vi ser den synlige kristne menighed! Små forsamlinger af troende kristne rundt omkring i en gudløs og gudsfjendtlig verden. Heller ikke mange mægtige eller fornemme, eller vise og kloge i denne verdens øjne. Overset og ikke regnet for noget. Forfulgt og undertrykt.

 

Og ikke nok med det, men dengang, som nu, var de også syndige og urene, besmittede, indbyrdes uenige, og stridende. Og stridsæblet var og er stadigvæk det samme som det disciplene stredes om den sidste aften de var sammen med Jesus på denne jord: Hvem i blandt dem der mon skulle være den største. Selvhævdende, svigefulde, med svigefuld troløse svigtende hjerter.

 

Hvordan står det til med de helliges renhed og hellighed i dag? Ja, hvordan står det til med den hos os? De helliges renhed og hellighed? Hvordan står det til med din renhed og hellighed?

 

Jo, der er i sandhed meget som vi må skamme os over. Den kristne menigheds renhed og hellighed er ofte skjult under al slags skændig og skammelig urenhed og fejhed, under uretfærdighed og synd.

 

Og alligevel skænker han os: syndernes forladelse, med barnekår og med arveret hos Gud, alene for Jesu Kristi skyld. Den kærlighed, den barmhjertighed, og den trofaste omsorg som han viser mod os; den forstår vi ikke!

 

Og Johannes så den Hellige by, det nye Jerusalem komme ned fra Himlen, fra Gud. Rede som en brud der er smykket for sin brudgom. Ja, Jesus har valgt sig en fattig brud, men valget var hans eget. Vi får lov at bære kongeskrud. Og alt hans er vort. Alt mit er dit, siger Herren.

 

Hvad er det Herren fryder og glæder sig over hos os? Sådan som Sefanias siger han gør det i kap. 3,17: Han fryder sig i glæde over dig, over DIG, og viser dig sin kærlighed på ny. Han jubler over dig med fryd, som på festens dag. Hvad er det han fryder og glæder sig over, hos dig og mig?

 

Det er frelsens klæder som han selv har iklædt os, og retfærdighedens kappe som han har hyldet os i, som Esajas siger i kap. 61,10. Ja, for Kristus elsker menigheden; han elsker dig den enkelte, ligesom du er. Han gav sig selv på Golgatas kors, for at rense dig, for at hellige dig, og for at føre dig frem for sig i herlighed. Uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri, uden én eneste mangel! Og med et eneste offer har han for bestandig, ført dig, der er renset i hans dyrebare blod, til fuldendelsen, det evige liv.

 

Johannes så den Hellige by, det nye Jerusalem, Lammets hustru, rede som en brud smykket for sin brudgom, komme ned fra Himlen, fra Gud, med Guds kærlighed i eje. Ja, for dig som har taget imod Jesus Kristus, har han givet magt til at blive et Guds barn.

 

Ved Jesu første komme, købte han sin brud, og brudeprisen er betalt. Ved Jesu genkomst kommer han igen for at hente sin elskede og dyrtkøbte brud, som det er hans hjertes lyst at være sammen med, og hviske ømme og kærlige ord til, og smykke med de kosteligste og herligste smykker, og bevise sin godhed imod.

 

Her i den synlige verden, da kan det ofte, for vore og al verdens øjne, tage sig ud som om det er helt andre magter og kræfter som raser og regerer, som dominerer og triumferer. Men det er kun tilsyneladende. Sandheden og virkeligheden er en anden: Hans er magten, og riget, og æren. Virkeligheden er som den Johannes skuede ind i da Herren drog sløret til side, og han fik at se lige ind i den usynlige verden og virkelighed, og så HAM som sidder på tronen og hørte hans røst. Sådan som Stefanus så ham, da stenene haglede ned over ham, og han sank sammen. Fuld af Helligånden stirrede han op mod Himlene. Og han så Guds herlighed, og Jesus stående ved Guds højre side, og han sagde: Nu ser jeg Himlene åbne og menneskesønnen stå ved Guds højre side. Læg mærke til at Jesus står. Jesus har rejst sig fra Guds højre side og er på vej ned for at hente Stefanus hjem til sig.

 

Når det ofte for vore øjne tager sig anderledes ud, så skyldes det at der er et dække for vore øjne så vi ikke ser sandheden og virkeligheden. Når vi ikke tror dette, så skyldes det vantro. Og så fristes vi til mismod, til nederlags-stemning og klagesang i stedet for glæde, og en triumferende sejrsvished, og jublende lovsang og tilbedelse. Det vi trænger til er at Gud giver os visdoms- og åbenbaringsånd, så vi må se hvilket håb han har kaldet os til, og hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er. Og hvor overvældende stor hans magt er i os som tror. Det må være vor daglige bøn.

 

Jamen hvor stor er hans magt? Jo, det er den samme mægtige styrke hvormed han virkede i Jesu døde krop og rejste ham op fra de døde påskemorgen. Den kraft er han selv nærværende og virksom med i hos dig som tror på Jesus.

 

Se, se nu er Guds bolig hos menneskene, og han vil bo hos dem og de skal være hans folk og Gud selv vil være hos dem. Her er ingen adskillelse mere, ingen adskillelse mere mellem Gud og os, mellem Den Hellige og os syndere, mellem himmel og jord, mellem tid og evighed.

 

Himmel og jord er forenet, og paradis-tilstanden fra Edens have er genoprettet. Ja, endnu mere end det. For på den nye jord, under den nye himmel, der er der ingen forførerisk slange, ingen djævel, for han er kastet i ildsøen og svovlsøen hvor også dyret og den falske profet er.

 

Det som var før er forsvundet! Djævelen er ikke mere! Synden er ikke mere! Og syndens følger ej heller. Der er ingen forbandelse og fordømmelse mere. Guds vrede er bortvendt. Der er ingen tårer, ingen død, ingen sorg, intet skrig og ingen pine. Nej der skal ingen græde mere.

Nej, hvis nogen græder der, så bliver det af overvældende glæde over Guds ubegribelige godhed og barmhjertighed imod os arme og elendige som i sandhed havde fortjent noget helt andet end den salighed, den herlighed og glæde som vi der skal smage i fuld og overstrømmende nåde. Og da skal han, hører vi , tørre hver tåre af vore øjne når vi ser ham ansigt til ansigt som han er.

 

Og Johannes hørte ham sige: Se jeg gør alting nyt. Skriv for disse ord er troværdige og sande. Og han sagde fremdeles til mig: Det er sket! De er opfyldt, disse ord. I den usynlige åndens verden. Selv om det endnu ikke er synligt for vore øjne. Troen alene ser det. Vantroen gør det ikke.

 

Og til dig der tørster, lyder invitationen, den kærlige indbydelse, med et vældigt løfte: Den der tørster vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Livets vand, det livgivende vand, fra livets ophav og kilde, fra Kristus Jesus selv, og al den himmelske verdens åndelige velsignelse i og med ham.

 

Du som læser dette, du som tørster, tørster efter dette? Er du skuffet og frustreret over alle de bristede menneskelige ønskedrømme i dit liv? Mismodig og skuffet over dig selv, som en kristen.

 

Salige er de, siger Jesus, som hungrer og tørster efter retfærdigheden. Ikke fordi der er nogen salighed i det at hungre og i det at tørste. For tørst kan ikke slukke tørst, og sult kan ikke stille sult og gøre mæt. Nej, saligheden skal du finde, ikke i hungeren og tørsten, men i det Jesus siger, for de skal mættes. Fordi han her lover og står inde for: Om nogen tørster vil jeg give, så er her altså mættelse at få, og her kan tørsten slukkes af livets vand og sulten stilles af livets brød.

 

Vi er alle arme og elendige tiggere, men den der tørster, siger Jesus, vil jeg give. Han skal få livets vand uforskyldt. Og den der sejrer, lover han, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Den der sejrer, dvs. den der forbliver i troen og holder ud i troen, indtil enden. Den der ikke lader nogen ting drive sig bort fra Herren Jesus, men blot tættere ind til ham, den der gør det, han skal arve dette.

 

Men de feje, og troløse, afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død. Den uoprettelige, evige skilsmisse, fra Gud og fra alt det han har beredt for dem der elsker ham. Se jeg gør alting nyt. Den der tørster vil jeg give. Den der sejrer skal arve dette.