Joh. Åb. 2,12-17 – Til menigheden i Pergamon.

 

Jeg nævnte i artiklen om menigheden i Efesos, at det er muligt at inddele disse breve i tre grupper på grundlag af budskabet i dem:

 

1.       Den første gruppe, hvordan Jesus han revser indre skjulte synder, og det gør han for menigheden i Efesos, i Sardes og i Laodikea.

2.       Den anden gruppe hvor Jesus påtaler ydre åbenbare synder er: Pergamon og Thyatira.

3.       Og den tredje gruppe, det er der hvor Jesus han roser to menigheder, nemlig Smyrna og Filadelfia, fordi de levede i afhængighed af Jesus og hans ord, trods de var fattige, elendige, osv.

 

Altså var det ydre åbenbare synder som Jesus påtaler her til Pergamon. Og som overskrift for denne time kunne vi skrive: at denne menighed bøjede af for sandheden. Altså man rundede hjørnerne når det var sandheden der skulle frem, man ville ikke støde nogen, osv.

Dette tredje brev er skrevet til menigheden i Pergamon, som var en stor by, som lå lidt nordligere end Efesos og Smyrna. Byen Pergamon var sæde for den romerske landshøvding, også den øverste domstol i provinsen. Byen var også et kulturcentrum for politik, videnskab, undervisning, og hedensk afgudsdyrkelse. Så I kan nok allerede begynde at ane hvor farligt det var for denne menighed i Pergamon.

En anden ting som nok også er lidt interessant, det er, at der var et stort bibliotek her i Pergamon. Jeg har læst at der fandtes 200.000 pergament-bøger. Ja, det siger jo ikke så lidt. Og historisk set så var det her i denne by, Pergamon, at man først lærte at tilberede skind så man kunne skrive på det. Og derfor har vi betegnelsen pergament. Og pergament stammer herfra.

Oprindelig så var Pergamon hovedstad i et selvstændigt rige, men siden kommer det ind under romersk herredømme, og så blev byen det romerske administrations-center, lad mig side det sådan, i det her distrikt.

Det andet som jeg også godt vil nævne for jer, det er at det første romerske kejsertempel i Lilleasien, altså et tempel for kejser Augustus, det blev bygget netop her. I dag så eksisterer byen Pergamon under navnet Bergama, en lille ubetydelig by.

Og som vi tidligere har set så er afsenderen, også i dette brev, Jesus! Og det skal vi også understrege igen. Det er Jesus der sender dette brev. Det er derfor det står: ”Dette siger han som har det skarpe tveæggede sværd.” Hvad tænker I når I læser sådan en sætning? ”Dette siger han som har det skarpe tveæggede sværd” Hvorfor siger han det? Jo, sværdet er symbol på hvad? Autoritet! Sværdet symbol på autoritet, altså Guds Ord. Og det er derfor man kan ikke forkynde noget andet end Guds ord, for det er det eneste der har autoritet (myndighed). Og det er derfor du ikke kan bruge andre surrogater (erstatninger) i stedet for Guds ord. Og derfor er det vigtigt at understrege her indledningsvis: ”at dette siger HAN som har det skarpe tveæggede sværd.” Og derfor er det endnu mere vigtigt at lytte: hvad er det han siger og skriver!

Menigheden her i Pergamon så godt at den jordiske autoritet lå hos den romerske statholder, for det var ham der havde domsretten. Og han havde også brugt den da Antipas og flere med ham blev dræbt. Og de var uden tvivl stolte af deres magt, de her romere.

Og så siger Jesus til sine venner: Nej, der er en autoritet som er over dem, - og det er mig! Og det er det han understreger indledningsvis. Og når Jesus præsenterer sig som det skarpe tveæggede sværd, så er det fordi at det er Guds ord der skiller mellem sjæl og ånd og dømmer over hjertets tanker og meninger, som I kan læse om i Heb. 4,12. Altså Guds ord dømmer over hjerter og tanker og meninger, - er dommer over alt! Der findes ingen over og ingen ved siden af denne dommer.

I Pergamon, hvor satans trone står, er det særlig vigtigt at tingene bliver sat på plads, - nemlig: Hvad er løgn og hvad er sand lære? Hvad er falsk lære? Det er jo en kamp som altid har været: hvad er sandhed og hvad er løgn? Hvad er menneske-meninger og hvad er Guds ords mening? Den kamp har altid stået på og den er der stadigvæk. Og det er derfor Jesus han siger: det er Guds ord som er rettesnor i disse forhold. – Det skarpe sværd som udgår af min mund. Og når Jesus siger, at i Pergamon står satans trone, så har han hentydet til at i Pergamon der fandtes der et kæmpemæssigt alter for Zeus, altså guden Zeus. Det er den øverste af de græske guder. Et alter som var rejst på en høj som kunne ses overalt i det omkringliggende land. Denne her gud, Zeus, kunne ses vidt omkring. Og det er også ind i denne her situation vi ligesom skal have foran os, at hedenskabet havde en stor magt, og derfor var det vanskeligt at være en kristen, her i Pergamon.

I Smyrna arbejdede satan under religionens dække og Jesus han taler om satans synagoge. I Pergamon arbejdede han mere åbenlyst for der sad han på sin trone, altså i åbenlyshed. Og derfor er der en trøst i Jesu indledningsord når han siger: ”Dette siger han som har det skarpe tveæggede sværd.”

Frygt ikke! Meget kan de tage fra os. Og kommer det langt så kan de tage vort liv, men skatten og Guds rige er der ingen der kan tage fra os. Jeg vil godt henvise til Luk. 12,4, - der siger Jesus nemlig nogle ting til sine venner: ”Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte.”

Nu ved jeg ikke hvordan du har det når det gælder satan, og når det gælder fortabelsen. Der er mange som tror at djævelen kan kaste i fortabelsen. – Det kan han ikke! Han kan føre et menneske hen til døren. Ikke mere. Der er kun én der har magt til at kaste i fortabelsen, - og det er Gud! Og det er det som Jesus også hentyder til når han skriver dette i indledningen: ”Dette siger han som har det skarpe tveæggede sværd.” Frygt ikke, for meget kan de tage fra os, og kommer det langt så kan de tage vort liv, men skatten, Guds rige, det er der ingen der kan tage fra os.

Det andet i Jesu hilsen er at sværdet, er et billede på Guds ord. Det våben kan satan nemlig ikke stå for. Og så kan vi jo tænke på Matt. 4,1 – beretningen om Jesu fristelse. - Vi kan se det der hvor Jesus er sammen med djævelen, hvor Jesus bliver tilbudt alt, og så til sidst afviser ved at henvise til Guds ord, hvorefter djævelen lider nederlag. Og derfor skal deres modstander, altså vranglæren, også bekæmpes med dette våben, Guds ord. Og det skal det også for os, og det er nok! – Altså Guds Ord er nok!

For det tredje så er Guds ord også det hellige tveæggede sværd, som sønderdeler og dømmer. Når han siger det her i dette brev, så bruger Jesus det til at skille det rene fra det urene, det forkerte, det vrange fra det rene og ægte. Altså bruger han dette tveæggede sværd, som er Guds ord, til at skille det rene fra det urene, det forkerte og vrange fra det rene og ægte som vi skal se i brevet. Jesus han vil føre en ubønhørlig kamp imod alle vranglærere.

I Danmark, der har vi jo ofte hørt det sagt, at når vi forkynder Guds ord så vender det aldrig tomt tilbage. Og det er jo ikke forkert. Men, desværre må vi sige at der er megen forkyndelse i vore forsamlinger og kirker som netop vender tomt tilbage. Og ved du hvad årsagen til det er? At det ikke formidler ordet fra Guds mund. Det er ikke HYRDErøsten der lyder. Når man citerer fra bibelen og lægger sine egne mennesketanker ind i det citerede så bliver det virkningsløst. Vi skal ikke knytte nogen som helst personlige tanker til Guds ord. Hvad kommer et menneskes tanker i grunden mig ved i forbindelse med forkyndelsen? Det er Guds ord! For man hører nemlig indimellem denne bemærkning: ”Jeg vil gerne knytte nogle tanker til et ord fra Bibelen,” og så gør man det, og så aner man slet ikke hvor galt det er.

Jeg ved godt at det også kan misforstås. Men at Guds ord vender tomt tilbage, det er vel også det som vi af og til oplever når vi sidder under forkyndelsen af Guds ord: Vi kender det nok. Der er ikke en tanke der er forkert, du kan ikke sætte en finger på noget forkert, og så alligevel så mangler der noget – gnisten, ånden, sværdet --- Hyrderøsten! Det kan godt være at forkyndelsen vækker tanken, - men den vækker ikke ånden.

Og så det næste hvor Jesus han siger: ”Jeg ved hvor du bor.” Og det giver stof til eftertanke. ”Jeg ved hvor du bor.” Han kender alt omkring mig, hvad der møder mig af ondt og godt. Og det er jo til trøst at Jesus han siger det i dette brev. ”Du skal vide,” siger Jesus, ”at i Himlen bliver der fulgt nøje med i dit liv, jeg kender din adresse.” Det er det Jesus siger. ”Jeg følger dig nøje i alt hvad der sker omkring dig.” Tænk hvilken trøst. Så vi skal ikke være så bange for at Gud ikke er orienteret, for det er han. Han kender alt! Det er derfor Jesus han siger det her til trøst.

Menigheden her i Pergamon boede altså på en udsat post der hvor satans trone står. Det vil sige at der i Pergamon var et udgangspunkt for en satanisk virksomhed. For trone, det betyder her: herredømme eller herskermagt. Og udtrykket kan næppe sigte til andet end kejserdyrkelsen. Og den var en stor fare for de kristne. Der blev forlangt at kejseren skulle dyrkes som en gud og det kunne de kristne ikke, selv om de var de mest lovlydige medborgere, for det var de. De kristne i Pergamon fulgte nemlig Guds ords påbud i Rom. 13,1-7 . Nemlig at indordne sig under øvrigheden. Men jeg skal heller ikke skjule at det bliver sværere og sværere for en kristen at indordne sig under øvrigheden, og så er det lige meget hvilken farve regeringen har. Men Guds Ord er kompromisløs. Også når Gud har givet os et fædreland med landegrænser for at vi skulle søge ham. Og hvad er det vi ser nu? At EU nedbryder alle grænser mellem landene i Europa. Det er helt klart det modsatte af det Gud ønsker. Gud han siger også at vi skal adlyde Gud mere end mennesker. Ikke mere politik!

De kristne her i Pergamon, de blev stemplet som landsforrædere fordi de ikke ville tilbede kejseren. Og det var tungt, og det kostede, som vi hørte før, Antipas og deres liv. Og det er derfor vi får dette brev som trøst og opmuntring, fordi at Jesus han fulgte med i disse ting der skete her i Pergamon. Og hvorfor gør han det? Jo det gør han af den grund at han ved hvor listig satan er. Derfor fulgte han nøje med i hvad der skete.

Selv om djævelen er en besejret fjende så forfører han menneskene med sit bedrag. Og det gør han ved at rette sit angreb der hvor vi er svagest. Og det ved Jesus. Og derfor er Jesus årvågen og vil hjælpe. Pas på, for du har et svagt led, et svagt punkt, og der sætter han ind.

Han gør det f.eks. over for de vantro ved retfærdighed og synd. Der sætter satan ind.

 

Over for de religiøse så gør han det ved deres egenretfærdighed, - og egenretfærdigheden er roden til al fortvivlelse.

 

Over for de kødelige, der bruger satan deres åndelige sløvhed, velstand og levestandard. Ja, det kan godt være farligt at være rig.

 

Over for de sjælelige, dem bruger han kloge og overmodige ord imod.

 

Over for de åndelige, dem bruger han falske efterligninger, og åndelige gaver og kraftbeviser.

 

Kan I se hvor snedigt det er? Han ved lige nøjagtig hvor vi har vores svage punkt. Og det er derfor Jesus han siger det han gør i dette brev.

Desuden så var der tidsåndens indflydelse, som ikke var mindre stærk i et hovedstadsmiljø, her i Pergamon. Altså tidsåndens indflydelse, og så kan vi jo bare tænke på vort eget lille Danmark. Hvad har tidsånden ikke ødelagt af åndelige ting i vor tid? Bare de sidste årtier. Tidsånd! Ødelagt på forkyndelsens område, på sangens område, på sangteksternes område, ja, tidsåndens indflydelse har ødelagt ubegribelig meget. Både for Pergamon og for vor tid. Og det er derfor det er nødvendigt at påtale det. Det er derfor Jesus han påtaler det inden det fik katastrofale følger for menigheden. Og det gør han også for os.

Og jeg spørger, og jeg må også spørge mig selv: Er jeg selv agtpågivende nok på hvad tidsånden gør ved mig? For den gør noget. Den præger mig. Hvis vi ikke ser faren i dette her så bliver vi ført vild. Og det er derfor, de er kommet på dette her tidspunkt her i Pergamon, hvor Jesus han siger: Jeg har det imod dig, du har hos dig nogle som holder fast ved Bileams lære. Og så kommer vi ind i det vanskelige her: Hvem var Bileam? Jeg skal kort forklare det.

Bileam var en falsk profet der så ud til at være ægte. Altså en falsk profet der så ud til at være ægte. Han vinder folks tillid og derefter misbruger han denne tillid og forråder sit eget folk. I kan møde hans underlige historie i 4. Mos. Kap 22-25, der kan I læse om Bileam.

Og det alvorlige i Pergamon er at disse falske profeter ville gøre deres indflydelse gældende i menigheden, de her bedragere. Dem der holdt fast ved Bileams lære. Altså kommer indflydelsen fra dem som holder fast ved nikolaitternes lære. Og resultatet bliver frafald fra Jesus og samtidig moralske udskejelser. Og det karakteristiske ved nikolaitternes lære var: et falsk kristent fællesskab, for det findes der også. Det var et falsk fællesskab, ikke et fællesskab om troen på Jesus, men et socialt fællesskab.

Hvis vi ser os omkring i dag. Hvor mange menigheder er ikke blevet reduceret til et socialt fællesskab? Så snedigt kan det være, - vi skal rystes sammen, vi skal lære hinanden at kende osv., osv. Og så skal det være på socialt plan. Det der med Guds ord, … nej, vi skal ikke forskrække nogen, … vi må jo ikke støde nogen, osv. osv.

Jo, Jesus han holder øje med sådan nogle ting her. Også når det gjaldt det med ringeagt for Guds ordninger, også når det førte til hustru-fællesskab, man byttede hustruer, - utugt! Altså nikolaitternes gerninger. Det farlige i det her er at sind og hjerte bliver vendt bort fra Jesus når det sker. Og derfor kommer formaningen til omvendelse som her betyder at vi skal tage afstand fra dem som lever således.

Alt det som her er beskrevet i brevet til Pergamon, det var også den store vanskelighed i den ældste kristne kirke. Her kan vi tænke på Apg. 15, der ved apostelmødet i Jerusalem, hvor der var diskussion om omskærelsen. Der var det vedtaget at de omvendte hedninger var fritstillet med hensyn til omskærelsen, men utugt og afgudsofferkød skulle de holde sig fra. Altså der var øjensynlig nogen i menigheden der lærte at man ikke i sin levemåde behøvede at skille sig ud fra de hedenske omgivelser, - der behøvede ikke være noget skel??? Der var nogen som prøvede at liste den verdslige ånd ind i menigheden under kristent skin. ”Hvilket jeg hader,” siger Jesus.

Kristendom og moral hørte ikke nødvendigvis sammen. Og det er jo det samme som vi oplever i vor tid. Hvorfor taler man ikke ud fra Guds ord at der er et skel? Skil jer ud, siger Guds ord. Rør ikke noget urent. Det bliver man altså ikke populær på i dag.

Og man har jo også talt om, skal man omgås homofile, prostituerede og hvad ved jeg. Skal man have fællesskab med dem? Nogen siger: Ja, selvfølgelig da, vi skal da missionere jo. Og så siger Jesus: Skil jer ud! Altså Jesus han fælder en streng dom over sådan en tankegang. Menigheden gøres ansvarlig for at den tolererer denne her sammenblanding.

En dag skal menigheden og dens ledere stå til regnskab fordi de så igennem fingre med det der var i strid med Guds ord. Det er vældig alvorligt dette her! Det er med til at mennesker føres bort fra Jesus. Vi læser i Luk. 17,2: ”Det var bedre for ham at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet, end at han bringer én af disse små til fald.” Det gælder ikke bare en prædikant på talerstolen, nej, det gælder os alle uanset hvilken opgave vi står i. Vi læser også i Åb. 18,21: ”Så løftede en mægtig engel en sten som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: Sådan skal den store by Babylon styrtes hovedkulds ned og ikke findes mere.”

Vi må, hver enkelt af os, tage disse ord ind over os. Og så må vi ind i Guds ords lys, - Jesus, hvordan står det til med mig?

Menigheden og den enkelte skal tage afstand. Ikke af ukærlighed, men for at de kan få øjnene åbnet og komme i en ret stilling til Herren.

Menigheden i Efesos f.eks. de vågede over den rene lære, men de havde svigtet den første kærlighed. Menigheden her i Pergamon var nidkær (overdreven ivrig) for navnet og troen, men de var ikke vågen for at nogen i deres midte førte falsk lære. Altså liv og lære skal være i overensstemmelse med hinanden.

Jeg tænker sommetider tilbage på min opvækst. Der var nogle ældre i menigheden. Det var sommetider de spurgte efter en prædiken: ”Stemmer det der blev sagt overens med Guds ord?” Ja, og det har jeg sommetider måttet tænke over. Der var nogle der havde et vågent øje for denne her vranglære, den falske lære. Hvis det ikke stemte overens med Guds ord så skulle det dømmes, koste hvad det ville. Altså denne her kærlighed til sandheden, den kan jeg mindes fra min tidligste barndom. Ejer du denne kærlighed til sandheden?

Menigheden i Efesos var altså vågen når det gjaldt dette her. For hvis den rene lære ikke virker renhed i karakter og levemåde så er der noget galt. Det er der f.eks. understreget i 2. Tim. 2,19: ”Dog, den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: ”Herren kender dem, der hører ham til,” og: ”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed.” siger han.

Og det vi skal understrege er, at det er nikolaitternes lære, Jesus hader. Ikke dem som er forført af læren, for dem elsker han. Men det var læren han hadede, og det er derfor han siger: I må øve mildhed mod dem som er forført med Kristi sind. Og der har vi sandelig noget vi kan lære: Øve mildhed mod dem som er forført. (Gal. 6,1)

Hvordan ser du, og handler overfor et faldent menneske? Jesus elsker dem ligeså meget som os. Det har kostet lige så meget for Jesus at frelse disse som at frelse mig!! Og faktisk så er jeg lidt røstet over hvad der i tiden er sket, også i blandt os kristne på dette område. Mere vil jeg ikke sige om det.

Jesus han elskede de faldne, de bedragne, men han hadede læren. Han græd over dem med den inderligste kærlighed. Og det er det vi skal lære af Jesus: At vi med sagtmodighedens ånd viser de vildførte brødre og søstre tilrette, så de omvender sig. Og at vi selv ser til at vi ikke besmittes med det som de er faldet i, eller kommer over i selvretfærdighed.

Og til det skal Guds ord bruges. Det flammende sværd, sandhedens ord - det eneste der kan afsløre løgn og bedrag, og det eneste der kan læge de sår som synden har sat.

Og så lyder det i vers 16: Omvend dig derfor, (!) - omvend dig derfor! Ellers kommer jeg hastigt over dig og vil bekæmpe dig med min munds sværd.

Og her bruges altså ordet omvendelse igen inden for troslivet, om et klart bestemt brud med en kræftsvulst, som havde sneget sig ind i troslivet. Og hvis ikke menigheden selv greb tugtens sværd og rensede ud så ville Herrens dom komme over dem.

Og selv om hans munds sværd og dømmende almagts ord kun vil være rettet mod de falske ånder, nikolaitterne, så ville en sådan dom jo også ramme samvittigheden hos menighedens sande troende og bringe skam over menigheden.

Vi kender det jo også så godt fra vore egne forsamlinger. Når der sker et fald i en menighed, så bringer det altid sorg i hjertet og driver til ydmyghed, men når menigheden lever ret i Guds ords lys og øver menighedstugt i kærlighed, så kommer Guds dom ikke over dem. Og så bøjer man sig sammen med de faldne og beder om nåde.

Man kan vel også sige at her har vi en menighed som er et billede på kejserkirkens dage efter Konstantin den Store, da mange hedenske mennesker trængte ind i kirken, i menigheden og tog kristennavnet på sig og kirketugten den forfaldt og til sidst forsvandt, mens Bileams væsen, altså hedensk verdslighed og løsagtighed bredte sig i menigheden.

Og det her brev har et helt bestemt ærinde til alle sådanne kirker og menigheder. Altså hvor masserne går under kristennavnet og har gudsfrygts skin, men ikke dens kraft.

Asschenfeldt-Hansen skriver om en kristen trælkvinde som var blevet stillet for en hedensk dommer som med pinsler og tortur ville tvinge hende til at indrømme at de skændige løgne der udspredtes om de kristne var sande. Og så siger denne her trælkvinde: ”Jeg er en kristen, og blandt os tåles der ingen skændigheder (punktum). Det var hendes svar til dommeren. Og jeg vil gerne sige: Kunne det dog også siges om os.

Og så lyder hilsnen her i vers 17: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten og indskrevet på stenen et nyt navn, som ingen kender undtagen den, der får det.” Det lyder sådan lidt mystisk dette her. Men den skjulte manna. Det er den himmelske mad som Guds nåde giver os. Altså den mad vi skal spise i det fuldkomne gudsrige når vi skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob og alle de andre.

Denne skjulte manna sigter også til den gerning som Helligånden gør, når han åbenbarer det som mennesker ikke kan se. - Altså kort sagt. Den himmelske manna, det er evangeliet, det er Jesus selv. Det er dem som har tilegnet sig ham, som skal spise af den skjulte manna i det fuldkomne gudsrige. Ved at holde sig til Jesus og hans ord.

Jeg vil give ham en hvid sten. Denne hvide sten som der er tale om her, det betyder simpelthen frikendelse fra alle vore synder. Der er en forklaring her: I gammel tid så blev det brugt i retten når en anklaget skulle dømmes eller frikendes. En sort sten lagt i dommerurnen, - det betød dødsdom. En hvid sten i dommerurnen, - det betød frifindelse. Og det er det der hentydes til her, ganske enkelt. For det menneske der tager Guds ord til hjerte og omvender sig og tager sin tilflugt til Jesus, - han får en hvid sten, - han er frikendt. Som Jesus selv siger det i Joh. 5,24: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”

Og så står der en ejendommelig ting også til sidst, som vi ikke kan sige noget om. På den hvide sten er der skrevet et nyt navn som ingen kender uden den der får det. Og når vi ikke kender det så kan vi heller ikke sige noget om det. Men den dag det bliver os givet, da kender vi dette navn. Og et sådant navn skal alle som sejrer få sammen med den hvide sten. Og det er denne sten som er adgangstegnet ind i det fuldkomne gudsrige.

Ligesom der her på jorden er en egen hemmelighed mellem hver enkelt menneske og Herren, sådan vil det også være i Fuldendelsen. Enhver der sejrer, vil erfare saligheden på sin helt ejendommelige, forunderlige måde. Det er netop Guds rigdom i hans gaver. Ligesom hver enkelt lille blad alligevel er noget for sig, har sin helt egen skikkelse midt i de mange blades mylder, således også med hver enkelt Guds barn; hver enkelt menneske kommer til at afspejle Guds og Frelserens herlighed på sin egen helt ejendommelige måde. Det er meningen med ordet her. Det løfter en lille flig op for noget af den skjulte herlighed, der venter hver den der sejrer.

Forunderlige brev, forunderlige Frelser, og forunderligt som han kan sige det og som han kender situationen, også hos os. ”Jeg ved hvor du bor.”