Åb. 3,1-6. Til menigheden i Sardes.

 

Vi er kommet til brevet til menigheden i Sardes. Menigheden hvor Jesus han revser for indre skjulte synder. Og brevet her til Sardes er vel det mest alvorlige og revsende af alle brevene her i Åbenbaringsbogen.

Jeg har funderet lidt over: Hvordan kunne denne menighed, i Sardes, komme i denne her situation? Jeg har nævnt nogle antydninger før, igennem de andre breve. Og jeg vil alligevel gentage, at det var en velstående by, hovedstad, altså Lydiens gamle hovedstad. Byen var kendt for sin rigdom. Livet var så let i Sardes, for pengene de strømmede ind fra alle sider. Og som jeg har sagt det før: Det har aldrig været let for Guds folk at have økonomisk velstand, eller overflod. Nej, det er vanskeligt for Guds folk, at blive bevaret som en vågen og levende menighed.

Det som vi også lægger mærke til her, det er at her er ingen kejserdyrkelse, med forfølgelse der truede. Her var ingen vranglære-retninger, som nikolaitterne i Efesos eller bileamitterne i Pergamon, eller en Jezabel i Thyatira. Det var der ikke her!

Men her i Sardes der var der en anden fare: Den hemmelige død! Det kan løbe én koldt ned af ryggen, for i ly af velfærd, af gode dage, tilfredshed med sin egen kristendom, - så mistede de livet i Gud. Og den åndelige død var en kendsgerning. Og det vi skal lægge mærke til, det er, hvad der siges til denne menighed, i denne by. For det har også betydning for os, i vor menighed, i vor by, her i år 2006.

Først må vi lægge mærke til han siger: ”Dette siger han som har Guds syv ånder og de syv stjerner.”  Og når Jesus begynder sådan, så er det for at understrege sin alvidenhed. Han ved alt! Han kender deres tilstand! Hans sanddruhed. Det understreger han: altså både sin alvidenhed, hans sanddruhed, og på baggrund af dette så fælder han den sande dom. Og når Jesus siger at han har de syv stjerner i sin hånd, så afspejler det hans almagt. Hvor igennem han bevarer de trofaste mod alt ondt, men revser og straffer de troløse.

Jesus har nemlig magt over alt kød og dømmer og regerer i sit rige med en uindskrænket magt. Og denne påmindelse, igennem det han siger om sig selv her ved selvpræsentationen, det skulle vække dem til eftertanke, der havde navn af at leve, men var død. Og der er ingen tvivl om at denne menighedsforstander blev rystet i sin sovende samvittighed af Guds dømmende ord.

Men, og så kommer der et men. Han, denne menighedsforstander, fæstede sin lid til menighedens rosende omtale af sit arbejde. Kan du høre, hvad var det han lagde øre til? - Det var det som de andre sagde om ham. Altså hans gerninger bragte ham ros og anerkendelse i menigheden, og det var det, han lagde øre til. For de kan da ikke tage fejl? Men det gjorde de! Han levede et sømmeligt og anstændigt liv og var en fremragende lærer, der prædikede den rene lære om både omvendelse, genfødelse og vandring i helliggørelse. Der var kun én der så at livet var ved at blive nedbrudt af en åndelig ”kræftsvulst.” Og ved du hvad den hed? Selvtilfredshed! Ja! Selvtilfredshed!

Den gavnlige selvransagelse fandt han ikke længere så nødvendig, altså frygten for selvbedrag i hans hovmodige natur, - den var væk! Altså frygten for selvbedrag. - - Og tænker jeg igen på det som jeg skrev i artiklen om menigheden i Efesos, som Jesus også revsede for skjulte indre synder: At hvis jeg kunne få en anledning til at stille Jesus et eneste spørgsmål, så skulle det være det her: Jesus, det er vel ret med mig? Jeg er vel din? Jeg kan indimellem blive så angst for selvbedrag, så bare jeg kunne få lov at stille Jesus det ene spørgsmål: Jesus, jeg er vel din? Kan du ikke også have det sådan? Eller det bekymrer måske ikke dig? Tør du stille Jesus det spørgsmål? Ville du bøje dig hvis du fik svaret? Ville du det?

Sagt ind i denne her sammenhæng, så siger det noget om forskellen. Denne her menighedsforstander, han var blevet selvtilfreds. For det gik jo godt. De havde det hele, - en ret forkyndelse osv.

Han kom heller ikke i åndelig nød over at kærligheden til Jesus var så lille. Og desuden så han ikke at hans forhold til brødrene var behæftet med personsanseelse. Kan I se, sådan nogle faldgruber kan ødelægge alt, netop fordi vi er af kød og blod. Og det er derfor at Jesus han taler ind i denne menighed om dette her. Det er så vigtigt også at standse for.

Og så var der én ting mere, ved ham, denne her menighedsforstander. Pga. alt det så havde han mistet noget af glæden ved syndernes forladelse. Kristi rige det er jo syndsforladelsens rige! Og det er jo det som præger et inderligt og tæt forhold til Jesus. Det er den taknemmelighed: Jesus tak fordi at du har sonet alle mine synder. Og det er egentlig også det der skaber lovsangstonen. Det er det der er kilden til al lovsang. Og derfor er der meget lovsang der ikke er lovsang i vor tid. Kilden til al lovsang er det som israelitterne oplevede efter overgangen over det røde hav. Alle Guds gerninger for mig. Alt det han reddede mig fra

Dernæst så var tingene ved at blive en selvfølge, for det gik jo så godt her i Sardes. Guds kærlighed, Guds nåde, barnekåret osv. Det var blevet en selvfølge. Og så er det ham som har de syv Guds ånder og de syv stjerner som taler til sin dyrtkøbte ejendom. Han taler fordi han vil ikke miste nogle af sine. Og så skriver han dette her rystende brev. Og det er sådan at Jesus han møder sine sovende og døende børn. Jeg kender dine gerninger, du har ord for at leve, men er dog død! Jeg vil godt sige: forfærdelige ord! Jeg ved ikke hvordan de har haft det, eller hvordan lederen i Sardes har haft det når han har åbnet det her brev. Men vi kan vel forestille os et eller andet.

Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke: Tænk hvis jeg fik sådan et brev. - - Jeg ville blive rystet i min grundvold. Ja, min første tanke var, ja, det første jeg ville sige: Jesus, så frels mig dog! Jamen Jesus, så frels mig dog! Tænk, at Jesus skulle sige om mig: Du har ord for at leve men er død. Ja, jeg mangler i grunden ord til at udtrykke dette her, ja alvoren i det. En kristen, en menighedsleder, som ofrede sig og havde et godt ry, - - han får det hæftet på sig: død! – Hvad så med os? Bag hans navn i livets bog står det er tilføjelse, en parentes: Død!

Ja, jeg kan ikke lade være med at tænke på, i denne sammenhæng, - hvad med vor egen tid? For brevet er jo skrevet til alle menigheder til alle tider, ind i alle sammenhænge. Og så er det at øjet det ligesom begynder at spejde rundt, selv om man skal passe på ikke at drage nogle forhastede konklusioner: Hvor mange, egentlig, som bekender sig som kristne i vor tid eller i vore sammenhænge, - - hvordan har de det? Og det er der ingen der kan svare på. Det kan jeg heller ikke, men spørgsmålet det kom: Hvad ser han som har de syv Guds ånder og som har de syv stjerner. Jeg måtte tage de her ord til mig, og så må jeg sige til Gud: ”Gud du må ransage mit liv, og så må du sige sandheden uanset hvad andre siger om mig. Gud lad mig aldrig nå så vidt, så jeg bliver åndelig død.”

Og der har vel heller aldrig været nogen tid, på noget tidspunkt for Guds rige hvor faren for den åndelige død har været så stor som netop i vor tid. Og det er på grund af at tidsånden trænger sig ind over alt i Guds riges arbejde.

Menigheden bliver mere og mere verdsliggjort i tankegang, i livsstil, og i arbejdsmetoder. Der bliver mindre og mindre forskel på de kristne og verden. Skellet mellem de troende og de vantro udviskes lidt efter lidt. Man kommer i menigheden, og hvis man er døbt og konfirmeret og går til alters, så bliver man regnet for en kristen, - og til sidst tror man selv på det! Man identificerer sig med de kristne og synger måske endda med i kor eller har en anden opgave i menigheden.

På trods af alt det, så kan man leve og ikke have liv med Jesus! Ikke have livssamfund med ham. ”Ord for at leve men dog død!” Men nu skal vi også passe på for menneskers ord for at leve, for hvem er det der siger det? Er det mig? Er det de andre? Eller er det Jesus der siger det? For det er nemlig så let at tage fejl. Det er let at se kristelig ud, sige det rette, gøre det rette, så andre de siger: jamen, han eller hun er da en kristen. Vi skal ikke tale nedsættende om andre kristnes mening og betydning, men hvor meget de end betyder, så er det aldrig nok at have en kristens ord for at leve, for hvad siger HAN? Det er det der tæller. Det er Guds ord, for Gud ved hvem der lever og hvem der ikke gør det, og det er hans ord der afgør sagen.

I Ef. 2,5 siger Paulus: ”os, der var døde i vore overtrædelser” Prøv at lægge mærke til det ordvalg som Paulus bruger her om vor naturlige tilstand: døde – døde i vore overtrædelser og synder. Det er det dybe, ulykkelige ord som bærer hele syndefaldets følger i sig: ”Den dag du spiser af denne frugt skal du dø.” 1. Mos. 3,17.

Livet i Gud er borte. Mennesket er åndelig set et lig. Det har Jesus selv sagt: ”lad de døde begrave deres døde.” Matt. 8,22. Ja, mange siger at det er hård tale. Ordene har ikke så omfattende en betydning som ordet død sædvanligvis har. Men vi har ingen ret til at mistænke Herren for at bruge ord og udtryk som er overdrevet. Vi kan her se at Jesus sidestiller den legemlige og den åndeligt døde som to slags lig. Vi bliver overrasket når vi bliver klar over hvad der ligger i dette ord: Lig!

Det som kendetegner den legemlige død, - altså et lig, er at mennesket ikke bare har mistet al følelse, ikke kan se, ikke kan høre, og ikke kender noget som helst. Men også at han ikke har det mindste åndedræt. Og alt dette til trods for at han har alle organer; øjne, ører, mund, lunger, hjerte, - nøjagtig som ethvert levende menneske.

Sådan er det egentlig også med den som er åndelig død. Han kan have alle de ydre sanser friske og aktive. Han kan have en klar forstand, et følsomt hjerte, stor visdom, en høj moral, friske ord og i det hele taget et frisk og muntert menneske. - - Men livet i Kristus – det mangles. Han er ikke forenet med Gud, han mangler trangen og tørsten efter Gud, efter hans vilje, hans ord, og hans nåde.

Han ser, hører, tænker og kan kende alt det som er jordisk og sanselig. Men han har ikke sans for noget af det som har med Guds Hellige Ånd at gøre. - - Han læser, han hører han forstår og tror nok også på en måde Guds ord. Han kan godt læse og høre Guds klare dom over hans eget liv, men alligevel være helt uberørt.

Han læser og hører om Guds rige, Guds nåde og venskab. Om det salige samfund med Gud. Men det vækker ikke den mindste længsel efter dette. Nøjagtigt som et lig hvor der ikke er noget som helst åndedræt. Hans hjerte er fyldt op med afguder, med jordiske og unyttige ting, med hvad vi skal spise, hvad vi skal drikke og hvad vi skal klæde os i, hvad vi skal opleve, se, høre og nyde.

Men Gud, - Gud - -? Hvad Gud vil, det tænker han ikke på. Og læg mærke til at han har en vis tro på at Guds ord er sandt. Han har måske aldrig tvivlet på det. Han har altså et vist vidnesbyrd om det. Og da kan han også høre Guds ords klare fordømmelsens dom over hver eneste én som ikke er født af Gud, født på ny - . Men han har ikke erfaret hvad sand genfødelse er i sit liv. Og alligevel er han ikke det mindste bange for at gå fortabt. Samtidig med at han tror at dette er Guds ord - !

Han ser, læser og hører i Guds ord at der kun er to veje: Den brede, som fører til fortabelsen. Den vej som de fleste går på. Og den smalle, som fører til livet. Den vej som der kun er få der går på. Men ikke så meget som et sekund er han optaget af hvilken af de to veje han selv går på. Og alligevel tror han fortsat på at Bibelen er Guds ord - !

Men hvorfor er han så ikke bange da?- - Jo, sådan er det at være åndelig død. Her kan vi se hvad det betyder: døde – døde i vore overtrædelser og synder.

Når et menneske er åndelig dødt, hvad er det så der leder det i gennem livet? Paulus siger her i vers 2-3: ”da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn.”

Først tidsånden i verden. Hvis det er den som leder os, så følger mennesket med strømmen. Gør det som alle de andre gør. Ser på verden og den moral der gælder der. Er den grov, bliver han også grov. Er den vulgær, så bliver han også vulgær. Er moralen pænere, så lever han også pænere. Vi kan se det i mange forskellige skikkelser. Men alle skikkelserne hører denne verden til, til de ”mange” som går på den brede vej.

Er verden så deres herre da? Har verden egentlig styr på sig selv? Nej, Paulus siger at verdens gang bestemmes af herskeren over luftens rige. Jesus kalder ham også for ”denne verdens fyrste”, og Herren er jo ingen løgner.

Vi må aldrig glemme at der kun er to åndelige riger, og to fyrster som kæmper om menneskesjælene: Kristus og satan, Mikael og englene, slangen og kvindens sæd, den stærke og den stærkeste. ”Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op,  Mikael og englene kæmper mod dragen”, står der i Åb. 12,7. Og den kamp foregår så længe denne verden består.

Regeringsformen i mørkets rige er løgn og mord, bedrag, synd og død. Kristus siger at denne verdens fyrste er løgnens far, og en morder helt fra begyndelsen. Og borgerne i dette rige er, sammen med de faldne engle, alle vantro mennesker på jorden og i helvede.

Men regeringsformen i Kristi rige er sandhed og nåde, - retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd. Skriften siger i Salme 89,15: ” Retfærdighed og ret er din trones grundvold, godhed og troskab står foran dig.” Og borgerne i dette rige er ud over de gode engle, alle troende mennesker på jorden og i himmelen.

Hvilket rige tilhører du? - - Og jeg kan ikke lade være at stille det spørgsmål: ”jamen, hvorfor adskiller Jesu ord sig fra alle andres? For vi mennesker kan jo vurdere og bedømme forskelligt, men Jesus, - han tager aldrig fejl. Han kan nemlig granske et menneskes indre og så gør han det.

Og hvordan kan det være at andres dom og Jesu dom var så forskellig? Hvordan kan det egentlig være? Jo, vi dømmer ud fra det vi kan se. Jesus han ser på hjertet. Når vi møder den rette bekendelse og møder et forbilledligt menighedsliv så glæder vi os med rette. Men bag det ydre så kan verdslighedens ånd og tankegang have sneget sig ind, og selve troens pulsslag kan mangle.

Og i lyset af denne her rystende kendsgerning, så kaldes vi alle til prøvelse for Guds ansigt. Og det er egentlig også det som dette brev skal. Og derfor er der grund til med David at bede: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Salme 139,23-24). Og hvorfor gjorde David egentlig det? Jo han var bange for at dø! Gud du må gribe ind og vække mig hvis jeg sover. Altså uanset hvad det koster så må jeg standses og føres tilbage til udgangspunktet. Jeg må tilbage til nådepladsen. Og det er jo egentlig det som Jesus med sit brev og ordene her i vers 3: ”Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte;” - det er det han siger, ”hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vågner op vil jeg komme som en tyv, og du ved ikke hvilken time jeg kommer over dig.”

Når vi hører og læser dette brev så er det let at tænke at Jesus blot kommer med dom og anklage til denne menighed. Og det er jo ikke hele sandheden. Brevet er skrevet på grund af Jesu kærlighed til denne her menighed. Bliv vågen og styrk det der er tilbage. Bliv vågen det betyder egentlig ganske enkelt: Indse din stilling! Så enkelt er det!

Indse din stilling! Der var altså noget der var i færd med at dø, men der var alligevel en rest tilbage. Og den tyggede jeg lidt på, for hvad er det? Hvad er den her rest? Har I siddet og funderet over det? Ved du hvad det er? Det er evnen til at høre sandheden. Den var der, endnu. Den kan man miste. - - Man kan miste evnen til at høre sandheden! Denne rest der var tilbage, som Jesus han taler om, det er evnen til at høre sandheden.

Men hvad er sandheden i grunden? Hvad er sandheden? Er det det de andre siger? Er det dem der har alle de rigtige meninger? De vise? De velformulerede? Eller er det Jesus? Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.”

Der er også en anden ting som jeg har tænkt på. Også ud fra mit eget liv som en kristen. Det er det f.eks. når man bliver knuget af sin synd og sin elendighed, og så græder over sig selv og over sin synd. Og jeg må egentlig sige at det har været ubehageligt at nå så langt de gange, hvor man oplever det, at man sidder og græder over sig selv. Men til dig som har prøvet at græde over sig selv vil jeg sige: Husk at takke Gud fordi at du kan det, at du kan angre. For hvis du mister evnen til at angre så arme dig, arme dig! Og det har jeg tit tænkt på. Jeg er dog ikke kommet længere ud end jeg kan græde over mig selv, - - og så er der håb.

Og det var jo nok det som her var ved at dø, men der var lidt tilbage. Hvordan mister man evnen til at høre sandheden? - - Jo, hvis man hører sandheden, og forstår at man er ramt af den, men ikke vil bøje sig for den, så mister man evnen til at kende sandheden.

Og det er derfor, hvis du er kaldet, eller hvis du er mindet om et opgør. Hvis Jesus har peget på noget i dit liv som han vil have ændret, - - så gør det, kære ven!

Jesus møder os til omvendelse men også til fornyelse. At styrke det, den rest der er tilbage, sker altså ved at tage Guds ord til hjerte og bøje sig for det idet man giver Gud ret. ”Gud det er sandt det du siger til mig.” Spørgsmålet for os alle det bliver derfor: tør vi vedgå vor stilling? Tør vi sætte navn på? Både det åbenlyse - - og de skjulte synder bag fromhedens maske. Der er ikke langt til hykleriet. Man vil hykle sig udenom det her opgør. Og det er det som Jesus han gerne vil, - han vil kalde os ind i lyset hos Gud, så vi kan blive renset på ny. Og det har aldrig været let at kende sin fallit. Det kan jeg selv tale med om. Det er ikke let at erkende: Dit liv er faktisk et fallitbo!

Og så siger Jesus: ”Vend tilbage til begyndelsen!” Og jeg må sige at denne her sætning den klinger i mit øre som sød musik. For så er der håb, nemlig. Jesus siger: ”Vend tilbage til begyndelsen!”  Ja, men så tænkte jeg, hvordan begyndte det da? Jo, det skal jeg fortælle dig, hvordan det begyndte med mig:

 

 Han søgte mig i nåde, jeg gik på syndens vej,

han fandt mig træt og såret og bar mig hjem til sig.

Ja, nåde at han fandt mig, nåde at han vandt mig,

nåde at han bar mig hjem til sig!

 

Sådan begyndte det! Og så siger Jesus: ”Gå tilbage til begyndelsen, og lad dig finde af din Frelser.” Ja, sådan begyndte det for mig i mine unge dage. Og jeg glemmer aldrig da Jesus fandt mig. For da blev jeg afsløret inde i mit inderste. Og jeg har aldrig før eller siden oplevet en sådan situation. Jeg var så angst for da jeg så mig selv, hvem jeg var. Så angst for fortabelsen. Ja, jeg kan huske at jeg råbte i min nød: Jamen Jesus, så frels mig dog! Da jeg så min fortabthed. Og så samtidig få lov at opleve hvordan Jesus han viser hvem han er: Jamen kære ven, jeg døde jo i dit sted. Du er fri. Og så rensede han mig og tilgav al synd.

Jeg kan ikke beskrive det bedre end salmisten i Salme 40, 3-4: ”Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren.” Og når det her i vores tekst står: Husk hvordan du hørte og tog imod. Jamen er det ikke mærkeligt at når man bliver 30, 50, 80, 90 år så siger Gud stadigvæk: Husk hvordan du tog imod. Gå tilbage til begyndelsen.

Det er ejendommeligt at Bibelen, Guds ord siger det her. Gå tilbage til begyndelsen. Og der er nok den sandhed i det, at et Guds barn er ført ind i en ny begyndelse, og det er det der tænkes på her. For denne her nye begyndelse, den ophører aldrig. Hvor gammel jeg end bliver så er det altid sådan at jeg står ved begyndelsen. Og det er det der er Guds mening med dig og mig, - vi skal blive ved begyndelsen. Og ved du hvorfor? Jo, for al fornyelse begynder ved udgangspunktet.

Det med fornyelsen, det har jeg egentlig tit gået og tænkt på, for hvor er der mange der har sagt: Tænk om jeg kunne få lov at opleve en fornyelse i mit kristenliv, mit gudsforhold, og så lige som få lov at se: Fornyelsen begynder ved udgangspunktet!

Og så har jeg spurgt: Hvorfor er det så svært at fastholde i det daglige liv? Jo, det er det fordi at jeg glemmer at jeg lever af nåden!

Og for det andet, så må jeg gå åndelig konkurs og miste troen på mig selv. Og jeg vil gerne sige det sådan: At hvis en kristen ikke gør det, så ebber livet ud. Ja, det har livet lært mig. Jeg har erfaret at når jeg har oplevet mit livs fallit. Jeg har oplevet at det hele ramlede sammen i en dynge for mig, og når jeg har gået med det i nogle dage, så måtte jeg sige til Gud: Nu kan jeg ikke mere. Og det er ikke rart at må erkende: Jeg duer ikke, Jesus!

Ved du hvad han så gør? Og det er det jeg har oplevet så forunderligt. Tror du han giver mig en opsang? Tror du han straffer mig? Nej, Han viser mig sine naglemærkede hænder og fødder, han viser mig arrene i sin pande efter tornekronen, han viser mig hvor rig jeg er i ham. Og så kalder han mig ved navn, og siger: Du er min! Sådan er vores Frelser!

Det er egentlig sådan han gør: Han lader dig opleve dit livs fallit, lader dig synke helt derned hvor du bare ser dig selv som affald, som intet, og så lader han dig begynde helt forfra. Og det har noget at gøre med det som Bibelen siger: At den der mister sit liv han skal frelse det. Og det kan godt gøre ondt, meget ondt. Og jeg vil også sige det sådan at hvis ikke Jesus får lov at bryde sin discipel, sit barn ned, så han kan få lov at bo i vedkommendes hjerte, så går den ikke, for der står at Gud han bor hos den knuste, i ånden bøjede. Og det er ikke let for gamle Adam.

Det er kun den tørstige der drikker af livets kildevæld. Og hvis et Guds barn skal leve og holde ud så må det hente kraft fra nåden i Kristus. Al daglig fornyelse er en  tilbagevenden til begyndelsen. Og det er underlig at lige meget hvor gammel man bliver, så kommer man aldrig længere end til begyndelsen!

Det ejendommelige er, at der er en del kristne som betragter deres forhold til Jesus som noget det er ordnet og afsluttet. De har det ret med Gud, osv. ikke sandt. - - Og det er det langt fra. Det er ikke afsluttet. Og der er vel intet område hvor djævelen sætter stærkere ind end netop her. Han vil nemlig ramme det åndelige liv ved dets udspring, ved nådekilden, og derfor er det nødvendigt at blive vejledt og retledt af Guds ord. For i Guds ledelse så drejer alt sig om, og det gjorde det også for denne menighed i Sardes, at blive bevaret i nåden, i syndsforladelsens rige. Og det gør man alene, når alle ens egne forråd slipper op, og man ser sin egen virkelighed i forhold til Jesus, i Guds ords lys. Og der er også det ejendommelige ved det at selvom sandheden den er så bitter, den er så alvorlig, så tung, - - så frigør den! Ja, det gør den. Den frigør! Sandheden løser og frigør! Og det er det Gud vil med os alle, også gennem denne tekst. Han vil gerne føre os ud af alt det som vil føre os ud i åndelig død og fortabelse. Og det er derfor at denne advarsel følger: ”Hvis du ikke våger, hvis du ikke indser din stilling, så kommer jeg som en tyv, og du ved ikke hvilken time jeg kommer over dig.”

Og denne advarsel gælder alle som er på rejse i mod evigheden. Og gid at vi må kunne høre Guds vækkerrøst her i vores tekst. Først vækkes vi af ham til indsigt af faren vi står i, dernæst til omvendelse, og for det tredje til at indse vor stilling. Sker det så reddes vi fra faren, fra straffen. Og derfor: Lad ikke de her advarsler gå dig forbi.

Videre her i denne tekst i de her 6 vers: Men nogle få har du i Sardes som ikke har besmittet deres klæder. De har ikke ladet sig rive med af denne verden og i modsætning til de allerfleste i menigheden, så er de vågne og de lever. Og de får et særligt løfte her til sidst: De skal vandre med Jesus i hvide klæder.

Og så tænker jeg jo på den her retfærdighedsklædning som Bibelen taler om. Denne retfærdighedsklædning, det er jo det der er deres værdighed. Og jeg tror helt sikkert at Jesus han tænker på den store skare som vi kan læse om i kapitel 7,9: ”Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.” Alle disse som han omtaler her i Åb. 7.9, det er jo dem der er nået frem. Palmen det er jo sejrens symbol. Og så synger de, så bekender de at frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen og Lammet. Og der kommer alle til at stå som lever med Jesus, og dem der sejrer og de skal iføres hvide klæder.

Og så står der en ting mere. Jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog. Der er blevet sagt mange mærkelige ting om livets bog. Nogle de siger at vore navne blev indskrevet i livets bog da vi blev døbt. Andre siger. Da vi blev omvendt. Ja, der er mange meninger om det her, og jeg undrer mig ind imellem. - Men ved du hvad Bibelen siger? I Ef. 1,4: ”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.” Selv om jeg ikke kan forstå det, for det kan jeg ikke. Hvordan i alverden vidste Gud  hvad jeg kom til at hedde, før verden blev grundlagt? Ja, det ved jeg jo ikke noget om. Men når jeg er udvalgt før verden blev grundlagt, så må mit navn også stå i livets bog! Og der står det. Gud har selv skrevet det der. - - Men det kan slettes!

Og så står det egentlig her at alle som ikke kan høre Guds kald, til frelse, til omvendelse, til fornyelse, - - de får deres navne slettet. Dit navn det står i livets bog indtil der ikke er mere frelsesmulighed i dit liv. Først da bliver det slettet. Og det har vi bibelens ord for, for Gud vil ikke at nogen skal gå fortabt, men skal nå til omvendelse. Derfor står det der, lige til al mulighed for frelse er opbrugt. Han sletter intet navn så længe der er frelsesmulighed tilbage. Og det kan jeg godt sige jer: At det har jeg selv været dybt taknemmelig for, og derfor må du aldrig sige om et menneske at det er fortabt. Det tilkommer ikke dig. Det er der nogen der siger. Det har jeg selv oplevet at få at vide. Nej, nej, og atter nej, det er Guds afdeling dette her. Det er kun Gud der kan slette et navn af Livets bog.

Derimod må vi bede for dem. Og det er det der står også her.

Navnene i Livets bog bliver ikke slettet pga. synd eller fald, men pga. afvisning af Jesus, pga. ringeagt for frelsen. Derfor, og ikke noget andet. Og det er også derfor at Jesus græder over Jerusalem: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Matt. 23,37.

Og derfor lad mig sige til sidst, det som han siger i teksten: Den som har øre han skal høre, hvad ånden siger til menighederne, …….til dig og til mig. Den som har øre han skal høre. Og så vil jeg sige: Gud give os øre til at høre med, så vi må blive frelst fra al fare og forførelse og nå frelst hjem til ham. Gud give at vi må høre sandheden. Måtte det ikke kunne siges om os at vi ville ikke.