Joh. Åb.  2,8-11. - Menigheden i Smyrna.

 

Hvis vi skulle sætte en overskrift over dette brev til menigheden i Smyrna kunne det være: I trængsel og fattigdom, men dog rig.

Der er noget vi skal prøve at holde fast ved når vi skal tale om denne menighed, om dette brev. Dette brev, bærer nemlig præg af Jesu omsorg for sine venner. Og er der én som har omsorg for sine venner, så er det Jesus, netop fordi at han selv er kendt med trængsel og fattigdom!

Derfor har han en særlig omsorg for alle som lider. Og på et tidspunkt da jeg forberedte mig på denne tekst, kom jeg til at tænke på Esajas 53. For der står nemlig i vers 3 at ”Jesus han var foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler sit ansigt for,” står der her i Esajas 53. Foragtet og vi regnede ham ikke for noget. Derfor har han en særlig kærlighed til alle som lider og har modgang. Derfor har han en særlig omsorg for dem. Og derfor kan Jesus trøste som ingen anden kan.

Og så nævner han en ting mere. Han siger at her i denne by, i denne menighed, - havde de det vanskeligt, - for de var fattige. Og så nævner han noget om at fattigdom, - at være fattig blandt rige har aldrig været let. Og det var én af de vanskeligheder som denne menighed var i. Altså var de bogstavelig talt fattige på midler. Og derfor var de ringeagtet i forhold til menigheden i Efesos, for den var jo højagtet.

Og så siger han en ting mere som også er værd at lægge mærke til: I tillæg til at de følte sig fattige og hjælpeløse, så følte de sig også fattige i åndelig betydning og det gør det endnu værre. Det er ligesom det vi skal holde fast i når vi skal gennemgå dette brev. Så har vi overskriften igen: I trængsel og fattigdom, men dog rig!!

Samtidig vil jeg også lige nævne at det er den eneste menighed, eller snarere by, - der i dag er tilbage af disse syv. Alle de andre er væk. Men Smyrnamenigheden, den har fået et andet navn, Izmir, og er én af de største byer i Tyrkiet. Og det er jo også tankevækkende.

Navnet Smyrna betyder ”myrra.” Myrra er en vellugtende plante som bruges til røgelse og til fremstilling af vin. Byen lå ca. 100 km nord for Efesos. Det var en lille by med en god havn og det var en rig og blomstrende handelsby. Menigheden blev muligvis grundlagt mens Paulus opholdt sig i Efesos. Og i denne by var det, at den ærværdige og trofaste biskop Polykarp, altså menigheds-forstanderen, indtil år 155 efter Kristus, led martyrdøden. Denne Polykarp, var discipel af apostlen Johannes, som skrev Åbenbaringsbogen.

I 1. kapitel gengiver Herren et billede af sig selv og sin skikkelse og det er et gennemgående træk. Og så gentager han visse dele deraf. I det første brev, brevet til Efesos, kalder han sig: ”Den der vandrer mellem de syv guldlysestager og holder de syv stjerner i sin højre hånd, altså han holder de syv menigheder i sin højre hånd.”

Her, til denne menighed i Smyrna, kalder han sig ”den første og den sidste. Han som var død, men som er blevet levende.” Og så har han præsenteret sig! Og det er værd at lægge mærke til ved hver enkelt brev, - hans selv-præsentation. Han er den første, han er den sidste, og han er den som var død, men er blevet levende. Det er Jesus!

Og som det fremgår af brevet så er menigheden i Smyrna udsat for en stor trængsel. Og denne her trængsel kom fra jøder. Der står her: De kalder sig selv jøder, siger Herren. Og disse jøder de troede at de havde den rette gudsdyrkelse. Og så siger Jesus: ”Det er Satans synagoge”. De går Djævelens ærinde og ikke Guds. Og så siger det noget om og understreger at Satan har en synagoge hvorfra hans falske lærdomme forkyndes.

Djævelen er ikke sådan noget luftigt, eller sådan som han tit bliver fremstillet: sådan én med en lang hale og horn. Djævelen er en åndsskikkelse, som der også står her, - Satans synagoge. Og han trænger ind alle vegne, både i synagogen og i kirken, altså i menigheden. Menigheden kalder sig altså også synagogen.

Og ud fra historien ved vi også at den største modstand mod kristenheden i den første tid, kom fra jøderne. Og ikke alene fra de jøder som ikke ville anerkende Jesus som Messias, men vi ved bla. fra Galaterbrevet og Kolosenserbrevet at der blandt disse jøder også var nogle jødekristne der holdt fast ved lovgerninger som nødvendige til frelse. Og det er om dem, vi kan læse i Galaterbrevet 3,10, at Paulus han siger: ”At alle der er af lovgerninger er under forbandelse.” Og det var stærke ord! Sådan sagde Paulus om dem. Altså dem som holdt fast ved at der må være lovgerninger for at blive frelst, - at man selv skal hjælpe til for at blive frelst. Og det må jeg sige, - at det talte alvorligt til mig, og det må tale alvorligt til hver enkelt af os.

Og trængslerne som menigheden i Smyrna var udsat for, de kom altså både udefra og indefra. Og i denne lidende, fattige og forfulgte menighed var der forhold som gjorde det nødvendigt at understrege det som Jesus først peger på.

Og det her brev er jo helt anderledes end det første til Efesos. Det første handler om store og herlige rigdomme af lysende gerninger. Her i Smyrna møder vi altså trængsel og fattigdom. Vi møder en forstander og en menighed som er bøjet under tunge trængsler og som må kæmpe under stor fattigdom. Og så møder vi dette ejendommelige, at Jesus han siger: ”Du er fattig, men rig!” Fattig men rig? Underligt! Altså fattig for alle mennesker men rig for Gud. Lille, i sig selv ingenting, men stor for Herren.

Og brevet her er det eneste af de 7 breve hvor der ikke lyder nogen bebrejdelse. Hvor der ikke er noget ufordelagtigt at pege på som bedrøver Gud og som han har noget imod. Tænk jer, den eneste af disse syv menigheder. Og det er det som dette brev bærer præg af: Netop Jesu omsorg for sine venner eller også netop pga. lidelsen, fattigdommen, trængselen. Og derfor har han en særlig omsorg for de lidende, fattige og forfulgte. – Det har Jesus!

Netop fordi Jesus er prøvet i alle ting, så har han en trøst og en styrke at give som ingen andre har, - og det er værd at lægge mærke til. Og netop fordi Jesus kendte deres problemer, så siger han: ”Jeg kender din trængsel.” Og – jeg kunne ikke lade være da jeg sad og læste dette her, - så tænkte jeg at du behøver i grunden slet ikke at fortælle Jesus hvordan du har det, for det ved han jo. Han ved det længe før jeg kan udtrykke et ord eller formulere hvordan jeg har det, så ved han det. ”Jeg kender din trængsel,” siger Jesus.

Her i Smyrna havde de et tempel for en romersk gudinde, og det skal også med ind i denne sammenhæng, når vi skal have en beskrivelse af helheden. Samtidig så var denne by, Smyrna, kendt for sin proholdning, altså pga. sit positive forhold til Rom og til Kejseren. Og vel som den eneste by i Asien, så fik Smyrna sit tempel fra kejser Tiberius år 25 efter Kristus. Og det er det som nu begynder at skabe problemer, - også ind i denne her menighed.

Og hvorfor gjorde det det? Jo, man ofrede lidt røgelse ved hans billede, altså kejser Tiberius. Så kom spørgsmålet for denne menighed i Smyrna: Kan man tilbede kejseren og fornægte Kristus? Og samtidig så kunne hedningerne ikke forstå at det kunne betyde noget, - at det havde nogen betydning at man gik i procession forbi kejserens billede og ofrede nogle røgelseskorn for at hylde kejseren. Hvad skulle det da betyde? Og derfor så fik de kristne dette renomme: De er dårlige medborgere, de er uloyale, de er en fare for samfundet, de er landsforrædere, de blev ikke regnet for noget. Det var det som denne her menighed fik påstemplet, netop pga. dette kejserbillede.

Og det er situationen, - altså den ydre trængsel. De var fattige og dog står der: Du er rig! Og det skal forstås bogstaveligt. Måske kunne de kristne ikke få arbejde. Eller også at de kristne købmænd, de blev boykottet. – Fordi de ikke ville ofre til kejseren. Eller de har oplevet at deres hjem blev plyndret. Og her vil jeg godt henvise til Hebræerbrevet 10,34, for der er nemlig en parallel som vi godt kan tage med ind i denne sammenhæng: for her står der nemlig noget om de kristne: ”For I led med de fængslede, og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår.” Jeg ved ikke om man kan sige dette om Smyrnamenigheden, men der er i hvert fald en linie der taler for det. Der var altså forfølgelsestilstande her i Smyrna.

Og samtidig så hjalp jøderne hedningerne i denne modstand. Og det er det der står i vers 9: ”og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er satans synagoge.” Og jeg vil godt indskyde at udtrykket: Satans synagoge, - det er ikke et skældsord, men det er et udtryk for deres svigt. Samtidig hvor der står Herrens synagoge eller menighed, altså det der var deres kald (det kaldte de sig selv) Men når de går Satans ærinde og ikke Guds ærinde så bliver de det modsatte, nemlig satans synagoge, - det er altså ikke et skældsord, men det er den samme betegnelse bare med modsat fortegn som de kristne.

Og vi behøver bare at tænke på de hindringer, i den ene by efter den anden, som blev iværksat af jøderne imod Paulus under hans rejser. Vi kan jo læse om det i Ap. G. Hvordan de vantro jøder ved deres ondskabsfulde bagvaskelse forsøgte at ophidse menighederne mod de kristne. Sådan var der også i Smyrna.

Jøderne brugte ofte det våben, at de beskyldte de kristne for at handle imod kejserens befalinger, på baggrund af at Jesus var deres Herre. Og derfor kunne de ophidse den hedenske øvrighed. Det kan du læse om i Apg. 17, 7-8: ”De folk, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil, og dem har Jason givet husly. De handler alle i modstrid med kejserens forskrifter, for de siger, at en anden er konge, nemlig Jesus. Det skræmte folkemængden og bystyrets medlemmer at høre dette.” Og derved frakender Herren disse vantro jøder retten til at kalde sig jøder og kalder dem i stedet satans synagoge.

Det næste som vi skal lægge mærke til i dette brev, vers 10 (der står der en ejendommelig sætning): ”Frygt ikke for hvad du skal lide.”  Jeg ved ikke om I har studset over den sætning? Frygt ikke for hvad du skal lide. Ja, jeg kunne godt spørge: Jamen Gud, hvordan kan du sige det? Altså både forstanderen og menigheden var jo fattige på jordiske ting og fattige åndelig set. Desuden så manglede de arbejde og var ikke særlig velset af øvrigheden. Ind i den situation så spørger vi: ”Jamen, Jesus hvordan kan du sige til denne menighed at de ikke skal frygte for det de skal lide? Ufattelig sætning! Uforklarlig.

Det skal vi lige standse lidt for, dette her. Der er jo mange som i tidens løb har undret sig over lidelsen og dens gåde, for det er en gåde. Lidelsen er en gåde, har været, er, og vil altid forblive en gåde. Der er en del som i tidens løb har forsøgt at give svar ind i denne gåde, på lidelsen, men er kommet til kort. For hvordan kan Gud tillade at hans børn ringeagtes af verden og må regnes for verdens fejeskarn? Vi ved det ikke. Svaret det overstiger vor fatteevne og det er nok derfor at Gud lader det være ubesvaret. Men spørgsmålet er stadig: Hvordan kan Herren sige det til denne menighed: Frygt ikke for det du skal lide? Og så er der alligevel et svar, vers 9: ”Jeg kender din trængsel og din fattigdom.” Kan I se dybden i dette vers?

Noget af det sværeste i lidelsen, er når det kan synes som om at Gud han har svigtet og glemt mig. Det har vi jo også eksempler på i Bibelen. Jeg kom til at tænke på Esajas 49,14: ”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig,” siger han. Og så siger jeg: hvor mange kristne har ikke igennem årene været udsat for den groveste spot og hån og vel nok mest djævelske tortur? Hvor mange af disse mennesker i tidens løb har ikke tænkt: Her sidder jeg, og Gud gør ikke det mindste for at begrænse lidelsen. Er han da Gud, stadigvæk?

Og det samme har vel også Johannes Døberen tænkt da han sad der i fængslet og Jesus ikke besøgte ham, - han sender heller ikke en hilsen. For han sad jo netop i fængsel og fik at høre om Jesu gerninger, hvordan han helbredte syge, og endda hvordan han opvakte døde til live igen, - men han hjælper ikke mig? Og så bliver han endda halshugget til sidst.

Jeg tror, og årsagen til det er vel nok flere ting, måske mange. Jeg tror at én af årsagerne er, at i nogen sammenhænge så tænker de kristne: At den der har det ret med Gud han bliver sparet for modgang og lidelser. Og jeg har da også hørt flere udtrykke: Du skal bare komme til Jesus så løser han alle dine problemer! – En tilpasset sandhed. Den der har det ret med Gud han bliver ikke sparet for modgang og lidelser. Og hvor mange af os har ikke let ved denne tanke: at kristne som har mange lidelser og modgang og sygdom, - han må være en dårlig kristen. Og så er der jo heller ikke langt til den tanke, at den som har det ret med Gud han bliver sparet for alle de ting. Men er det sandt? Og jeg spørger: Er det sandt?

Hvad skal vi sige til det som Bibelen siger om dette her, Heb. 12, 5-8:… Og så sammenfatter vi lige ind i denne her situation: Tænk hvilken kilde til trøst ind i enhver lidelse det kunne være hvis vi bare ville holde fast ved disse to sandheder, bibelske sandheder, nemlig først og fremmest at:

1. - Alt hvad jeg oplever, ondt eller godt: - Det er tilmålt mig af min Far i himlen.

Tænk hvis vi kunne blive sparet for mange ting hvis vi holdt det fast: Alt det der bliver mig tilmålt, det er af min Far i himlen. Når vi ser ind i den uforklarlige gåde som lidelsen er, så er der kun ét sted at se hen, og det er til korset på Golgata, og høre det ord: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Da oplevede vor Frelser virkelig at bunden den skred væk under ham. Vi kan ikke komme i en nød så stor, uden at hvis vi kalder: ”Herre Jesus, er du her?” Så vil vi høre ham sige: ”Ja, her er jeg også, her gik jeg ned til dig, for at du ikke skulle være alene i din bundløse nød.”

2. - Og dernæst at alt det der opdrager, tugter, bøjer og ængster det vidner om Fars omsorg.

Prøv og tænk og bed over disse to bibelske sandheder. Om vi dog kunne holde det fast når vi taler om en lidende menighed. Fattig på jordisk gods, åndelig fattig, ringeagtet, forfulgt. ”Jeg kender din trængsel,” siger Herren.

Og jeg ved godt at her træder vores forstand, vores menneskelige fornuft til, vores logik: Den kan ikke finde sig tilrette med at Gud han skulle sende trængsel eller nød eller hvilket ord vi vil bruge ind i den her sammenhæng, - for sådan er han da ikke!

Jeg tror at vi har behov for ligesom at lade bibelens ord og tanker få lov at bundfælde sig. Så var der mange ting som blev anderledes for os. Og det kan vi også lære igennem dette her brev.

Om menigheden eller forstanderen i Smyrna har kunnet forstå dette her, det ved jeg ikke. Men der er flere sangforfattere som har prøvet at sige lidt om det. Bla. Anders Nilsson, en svensk rejse evangelist og sangprædikant, i nr. 437. Det er en sang jeg har sunget mange gange og stadigvæk så synes jeg at denne her sang er gådefuld, - en sang som jeg aldrig bliver færdige med:

 

Alt skal tjene til det bedste for enhver,

som elsker dig.

Herre, vil du selv befæste

disse tanker dybt hos mig.

Hvad vi kalder nød og lykke,

alt for dig jo lige er;

intet skal mig kunne rykke

af din hånd, o Herre kær.

 

Alt skal tjene til det bedste, -

Regn og solskin, stilhed, storm,

Alt er godt, om end de fleste

Ønsker det i anden form.

Ja, hvordan du end det klæder,

Hvad du gør, er godt og vel,

Om jeg synes, intet glæder,

Værner du dog om min sjæl.

 

Alt skal tjene til mit bedste, -

Lær mig, Gud, at fatte det!

Alt, og ikke blot det meste,

Thi du leder dine ret.

Dine ord for evigt gælder,

Thi af svig du ikke ved,

Og min svage tro ej heller

Ændrer din barmhjertighed.

 

Og så vil jeg godt sige at hvis vi ikke får lært at tolke versene fra Heb. 12, 5-8, som jeg læste lige før, i bibelens lys, så forstår vi ingen ting. Heller ikke det der står i Jakobs brev 1, 2-3: ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags” - Og hvis du ikke læser videre her, så kommer du slet ikke til at fatte nogen ting, men hvis du læser videre så står der: ”I ved jo at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed.

Jeg tænker sommetider på den opvoksende slægt - Hvordan skal den modnes til at bære kaldet, evangeliet videre? Hvordan skal den modnes? Ingen ved, hvad den skal komme til at gennemgå. De som er unge i dag kommer næppe gennem livet uden at prøve lidelser for Kristi skyld. Fordi du er et Guds barn er du ikke fredet her på jord, tværtimod! ”I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed” Derfor sender Gud prøvelser. Og jeg kan da også godt vidne om det i mit eget liv selv om det er for hemmeligt til at sætte ord på, - men det er sandt!

Hvis vi skal lære udholdenhed, så må troen prøves, nogen gange så må den bøjes og knækkes hvis man kommer til at tro på sig selv. Eller det ufattelige som f.eks. står i: 1. Pet. 1, 6-7: ”Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags,” - da skal I juble, - juble? – ja, det lyder næsten som en provokation, men det står der! - ”for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.”

Vi har også et andet sted i Rom. 5,3 hvor der står at, - ja, det siges endda stærkere, der står (i den gamle oversættelse): ”at vi priser os lykkelige over vore trængsler” – Og i den nye: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler” Og jeg kan godt sige at det er provokerende, - for det gør man ikke hvis man ikke ved noget om hvad det vil sige at være en genfødt kristen. Man priser sig ikke lykkelig over sine trængsler hvis man ikke ved noget om det. For forklaringen har vi i næste vers her i Rom. 5,3, der står nemlig: ”vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed” - Derfor priser vi os lykkelige! Det er altså anderledes i åndens verden, end i den materielle.

Altså udholdenhed og tålmodighed i troen, dvs. at klynge sig til og gøre brug af Guds løfter. Og det var det som denne menighed i Smyrna blev mindet om ind i deres fattigdom, og derfor blev der sagt om dem: Du er rig! Det gælder også for dig!

De har måttet k l a m r e sig til Guds løfter og Guds trøst. Altså når vejen bliver trang og vanskelig for en kristen så bliver han mere afhængig af Guds løfter og det gjorde de også i denne menighed. Og så må vi øve os i at bruge løfterne: Gud du har sagt……..!

Det kan sommetider se ud som om Gud han handler hårdhændet med sine børn. Ja, sådan kan det se ud, men Gud handler aldrig nådeløs med sine børn, - aldrig! For han er en nådig Far. Der er i Guds tugt altid megen hjælpsom nåde, har Luther sagt. Det tryk som Herren ligger på os er ikke et gram mere end at vi kan bære. Det er afvejet af vores Far i himlen. Og det har jeg selv erfaret og det er sandt.

Vi ved ikke hvordan menigheden eller forstanderen her i Smyrna opfattede deres egen situation eller hvor lang deres erkendelse rakte når det gælder det jeg har nævnt.

Vers 10 fortsætter så med at ”djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, så i får trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden og jeg vil give dig livets sejrskrans.”  Dette vers forudsiger lidelse. Her drejer det sig om forfølgelse. Ingen af os ved hvad vi skal komme til at opleve. Men samtidig giver Herren os en dobbelt trøst.

Det er ganske vist mennesker med djævelen bagved, men dog er Gud der. Lidelsen, i dette tilfælde fængsling, er nemlig en prøvelse. Det er Herren der stiller sine børn på prøve. Men hans fjender får ikke lov til at gå et skridt længere end han har tænkt. Når mennesker gør os noget ondt, må vi altså sige til os selv: Herren har givet dem lov. Min sag er ikke først og fremmest med dem, men med Herren, som vil mig noget gennem smerten. Det er den første trøst.

Den anden trøst er den, at selv om vi synes, at vi er udleveret til den onde og hans håndlangere her på jorden, så skal vi vide, at Herren har sat en grænse. Ti dage, det vil sige, en af Herren udmålt tid, som han regner for kort. Dermed er ikke sagt at den ikke kan falde os lang, jo, tiden kan falde lang når man står midt i trængsler og lidelser.

Men han som selv var død men blev levende igen, har lov til at sige til sine lidende brødre og søstre: vær tro – indtil døden.

Altså samtidig med at Gud han følger nøje med i det hele, så tilmåler han tiden når han våger over dem og endda tæller deres hovedhår, ja, sådan er han!

Han lover heller ikke at de skal slippe for martyrdøden. Vær tro indtil døden, står der i vers 10. Men om de er tro, så vil han give dem livets sejrskrans. Og hvad ligger der i det: vær tro indtil døden? Jo, for hvad kommer der efter døden? Det evige liv!

Der er noget der er værre end at lide, og prøv at lægge mærke til hvad jeg siger: Der er noget der er værre end at lide, - og det er at miste sin sjæl…!

Jeg vil godt vi lige slutter med at læse fra Esajas 53, 1-3: ”Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget.”

Vi regnede ham ikke, siger Esajas. Esajas stillede sig ved siden af folket. Ved siden af de mange, mange som ikke regnede Jesus. Det er jo sådan at verden omkring os overser ham. Navnet Jesus, det er ikke et elsket navn. Slet ikke når navnet skal forbindes med hans, der er den eneste sande Jesus. Jesus er stadig overset. Han er som en kvist man ikke lægger mærke til. Han er som et rodskud der kommer af det udtørrede. Og da tror man ikke at der er hjælp at hente hos Jesus.

Men du som hører Jesus til, har du tænkt på hvor megen ulykke i dit liv, der er forbundet med at du ikke ser Jesus. Du ser ham nok, du ved at han er din Frelser og Herre, du ved han kan hjælpe dig, og alligevel, når vanskelighederne kommer, når synderne tynger, når det bliver mørkt, så indfanges dit blik af alt det der tynger dig til jorden, og så ser du ikke kvisten, du ser ikke rodskuddet. Du ser ikke ham der er uden skønhed og pragt, ham der er ringeagtet, ham der er skyet!

Men Jesus er opstanden, Jesus lever! Og selv om han ikke viser sin kongemagt åbenlyst, så er han dog den Gud som har al magt i himmel og på jord. Han er den frelser, der kender dig netop der hvor du er.

Måske har du syndet? Måske er det lang tid siden du har bekendt for ham hvor du virkelig står. Ved du at Jesu ringhed netop skal give dig frimodighed? Frimodighed til at komme til ham, sådan som du er. Jeg må sige det til dig, kære ven! Kom nu! Jesus, den fornedrede, den ringeagtede, den oversete; - Jesus længes efter at blive kendt af dig, blive kendt som den der bøjer sig helt ned til dig, som griber dig, som løfter dig op af dyndet, som sætter din fod på en klippe.

Esajas Bog kap. 53 begynder med et spørgsmål? Det er spørgsmålet om hvem der får Guds frelse at se! - Det er den som ikke har noget selv, den golde, den som ikke er noget i sig selv! Den fortabte! Det står i kap. 54,1

Kender du til at være forladt, forladt af mennesker, forladt af Gud, forladt af dig selv, helt forladt? Fordi der ikke er nogen der vil kendes ved dig. Ved du at der er én der har bøjet sig ned til den forladte? Ved du at der er en der kommer til den som ikke engang vil have med sig selv at gøre. Han blev den ringeste blandt ringe.

For der er én ting Jesus vil: Han vil at når du ser nedad, så skal du se ham. Når du vil se alle dine mange synder, da skal dit blik fanges af ham som Gud gjorde til synd i dit sted. Jesus vil, at som du står der, tynget af synd, med ansigtet bøjet i skam. Da skal du se ham, der gav afkald på Himlens herlighed, som blev menneske og lydig til døden, ja, døden i dit sted, på korsets træ.

Og når du ser ham, den ringeste blandt ringe, så er der noget han vil have sagt til dig. Det er: At du er frelst, frelst af nåde! Frelst i kraft af Jesus, frelst fordi han gik Golgatavejen helt til ende, vejen helt ind til det inderste af din synd. Og så tog han den på sig, og så segnede han under den! Jesus døde ikke af hverken blodtab eller smerter, nej, hans hjerte det bristede i kærlighed til dig!

Så siger Jesus til dig: Nu er du frelst, du er helt fri, du er løst far din synd! Det er du hvem du end er, for Jesus er gået i dit sted. Nu står han foran dig, slip ham ind, tag imod ham. Sig til ham, at han kan gå ind i din elendighed, ind i din fortabthed, så vil du være hans. Og du skal vide at han går ind, for han længes efter at vise dig nåde. En evig nåde!

Både i begyndelsen og i slutningen af brevet, taler Jesus om trøsten mod døden. ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.” Selv om vi ved så lidt om hvad der er bag død og grav, så lader Jesus os forstå at det kan gå an at sejre, selv om du må dø den legemlige død, for livet, det evige liv, er det sidste for den som tror på Jesus. Er det ikke vidunderligt?

I vers 11 står der at ”den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” Syv gange møder dette ord os her i brevene, én gang i hvert sendebrev. Og det vil sige, at disse sendebreve er Helligåndens tale til alle menigheder, til alle tider. Alt hvad der står i dem gælder også i dag for os.

Og hvad er det så Ånden siger? Ånden siger alt det som Jesus siger, - og så har du svaret! Ånden siger alt det som Guds søn siger. Og det er det som vi skal høre. Altså Åndens tale går ud på at bringe Jesus ind i vore hjerter, og Åndens tale er også at herliggøre Jesus.

Og det sidste der står her i vers 11 er også Åndens budskab at den der sejrer, skal ikke skades af den anden død. Syv gange så taler Jesus dette ord til menighederne og syv gange knytter han et særligt løfte til det. Og alle disse løfter gælder enhver der sejrer og de er alle et budskab til alle menigheder gennem alle tider. Og jeg vil gerne nævne disse herlige ting for jer her til sidst.

Kap. 2,7: Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.

Kap. 2,11: Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.

Kap. 2,17: Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten og indskrevet på stenen et nyt navn, som ingen kender undtagen den, der får det (det skal vi høre om næste gang).

Kap. 2,26:  Den, der sejrer og trofast gør mine gerninger indtil enden, ham vil jeg give magt over folkene.

Kap. 3,5:  Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle.

Kap. 3,12:  Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn.

Kap. 3,21:  Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.

Prøv at fordyb dig i disse syv vers, disse breve, hvor der nævnes om den der sejrer. Og så vil jeg bare sige til allersidst: Dette overgår alt hvad vi kan tænke og sige. Det er frelsens endelige mål for den fuldkomne salighed. Altså alt hvad Gud har givet til frelse og evig salighed, det er lovet den der sejrer.

Hvem er den der sejrer? Det er den der er fundet af Jesus og bliver bevaret hos ham. Han får del i alt det som disse syv menigheder bliver tilkendt. For den der har Jesus han har alt til liv og til salighed. Og derfor er spørgsmålet her til sidst: Er du fundet af Jesus? Er du fundet af Jesus?