Åb. 2,18-29. Til menigheden i Thyatira.

 

Under studierne af disse menighedsbreve er der nogle ting som har gjort ondt, nogle ting som har smertet på mig selv.

Og jeg vil gerne sige til dig, at når Jesus taler i disse breve så er det til alle menigheder til alle tider. Det vil sige at når Jesus taler i disse breve, så taler han ikke til alle de andre derude omkring os! Nej, Jesus taler til dig! Han taler til dig! Og allermest så taler han til mig. Vi skal ikke beskæftige os med det som alle de andre omkring os gør. Det vi skal samle os om, det er hvad Jesus siger til os, - til dig, - til mig! Jesus er en personlig frelser! Det vil jeg godt minde dig om, og det vil jeg bede dig om at have i tanke når vi gennemgår disse breve. Jesus taler til dig og han taler til mig, …..og ikke de andre.

 I Joh. 21,21-23 står der: ”Da Peter vendte sig om, ser han den discipel følge efter, som Jesus elskede, og som ved måltidet havde siddet lige ved siden af ham og spurgt: Herre, hvem er det, der skal forråde dig? Da nu Peter så ham, sagde han til Jesus: "Herre, hvad så med ham?" Jesus sagde til Peter: "Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!”

Du ved ikke hvad ham/hende ved siden af dig skal. - Følg du mig! siger Jesus

Og du bestemmer selv om du vil bøje dig under det Jesus siger, eller om du bare vil ryste det af dig igen og sige: ”Det her, det vedrører ikke mig.” Der gives ikke andre en disse to muligheder. Du skal bare vide at uanset hvilken at disse to muligheder du vælger, så får det konsekvenser for dit liv og for evigheden. – For der gives ligeledes kun to muligheder for evigheden: Et evigt liv sammen med Jesus, eller et evigt liv uden Jesus.

Jeg har nævnt før at det er muligt at inddele disse syv breve i tre grupper på grundlag af budskabet i dem. Jeg nævnte for dig at i Pergamon og nu Thyatira, som du har for dig nu, der påtaler Jesus ydre åbenbare synder. Og det er det vi skal have i tankerne inden vi går i gang. Denne menighed blev altså bedraget.

Sådan som lidt baggrundsviden kan jeg fortælle at denne by, Thyatira, det var en velstående by. Efter datidens forhold var den det vi vil kalde en industriby. Den var kendt for sin handel med manufaktur, sine væverier og purpur-farverier. Man lavede også keramik, beklædningsgenstande og derfor havde Thyatira en stor økonomisk og handelsmæssig betydning. En by med stor velstand og økonomisk fremgang.

Og et pulserende og økonomisk liv har altid været en fare for Guds folk og derfor skal vi have det med. Og ud fra dette brev så ved vi ikke meget om den her menighed. Heller ikke hvordan eller hvornår kristendommen er kommet til denne by. Men da det er en handelsby, så er det vel også sandsynligt at det er troende handelsrejsende som først forkyndte evangeliet i denne by. Eller, og nu har vi sådan en bibelsk udsagn fra apostlenes gerninger om purpurkræmmersken Lydia, Ap. G. 16,15: ”Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus' ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig.” Det kan være det var hende der har vidnet om Jesus for sine bysbørn. Der står der nemlig, at Lydia som var den første der blev omvendt da Paulus kom til Europa. Hvem ved? Vi kan bare ikke sige det konkret, men måske.

Det næste vi skal have fat i er, at i den her by, var der en sammenslutning af handelsfolk og håndværkerforeninger. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, da jeg sad og læste det her, at det er jo ikke bare i vor tid der er kamp i mellem de her kære fagforeninger. Det var der også dengang. Hvis man ikke var medlem af fagforeningen så kunne man faktisk ingen ting gøre eller få. Der var altså en slags forening, og der var mange kristne der var med i den her fagforening. Og det var man egentlig af nød, for hvis man var udenfor så gik det ud over forretningen og så kunne man faktisk ikke eksistere.

Og så kom fristelserne. Og det kom de ved, at når man deltog i de her foreningernes fællesmåltider som havde offerkarakter. Altså var de nær forbundet med de her hedenske afguder, sådan at festen den begyndte og sluttede med at der blev udøst vin for afguden. Og tillige så var måske hovedretten afgudsofferkød. Og desuden endte disse fester ofte i udskejelser og utugt. Så I kan nok se at her har vi et billede, når Jesus skriver til denne her menighed i Thyatira. De står i fare, - for at miste livet. De står i fare for at blive forført.

Og så er spørgsmålet: Kan en kristen deltage i det her? Tage del i hedensk bordbøn og spise indviet offerkød for Apollo og Artemis-guderne når festen endte i druk og udskejelser og utugt? Det er her at problemet er for denne menighed i Thyatira. Og der var også den side ved det, at hvis en kristen købmand i Thyatira var medlem af denne fagforening og deltog i festerne så beskyttede han sin forretning og økonomi. Valgte han at stå udenfor, så måtte han imødese økonomisk ruin. Så I kan ligesom forstå at her var en fristelse. Spørgsmålet var: hvad kommer først, økonomisk vinding eller Jesus?

Ind i denne her sammenhæng så kommer der et brev til menigheden og dens leder: ”Skriv til englen for menigheden i Thyatira: Dette siger Guds søn der har øjne som luende ild og fødder som skinnende malm.” Det vil sige at Jesus han nævner de træk hos ham selv som går tilbage til det grundlæggende syn, som vi også møder her i kap. 1, 12-15 som vi læste til indledning. Og det står egentlig i forbindelse til budskabet.

Der er en ting I skal lægge mærke til: Han præsenterer sig som Guds søn! Og det gør han ellers aldrig i Åbenbaringsbogen, men her gør han det. For det er som Guds søn at han har øjne som luende ild. Og det vil sige at Jesu øjne ser tværs igennem alt og alle løgne og undskyldninger. Han kan skelne klart mellem godt og ondt, falsk og ægte. Og så er der også det ved ilden, altså når han nævner ilden, luen, for ilden den oplyser nemlig, samtidig fortærer den og renser.

Og det er derfor han skriver: ”og fødderne som skinnende malm.” Det vil sige at alt skal lægges under disse fødder, også hans fjender, og de der står ham imod. Altså hans fødder og skinnende malm er udtryk for hans magt og vælde.

Og vi ved også at hele Jesu virksomhed og gerning sigtede imod dette at mennesker skulle komme til erkendelse af at han var Guds søn. Den der tror at Jesus Kristus er Guds søn, han er født af ham. Også det der lød på Forklarelsens bjerg: ”Denne er min søn, den elskede.” Og det er jo egentlig det der er det afgørende for vor frelse at vi tror at Jesus er Guds søn, verdens frelser, min frelser.

Og derfor er det vigtigt at vi ved hvad skriften siger om det. Jeg nævner lige et par steder for jer: Rom. 1,4: ”i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde.” og Joh. 20,31: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” Derfor disse indledningsord.

Han er den der har øjne som ild, som ransager hjerte og nyrer. Og hvad siger han så? Det er det næste som vi skal bemærke. Hvad er det han ser i denne menighed? Hvad er det han ser ind i vor situation, ind i vort liv, ind i de sammenhænge som vi lever og færdes i? Hvad ser han ind i dit og mit liv? Hvad ser han? Ham der har øjne som ildsluer, som luende ild.

Her i vers 19, læser vi hvordan menigheden og lederen får ros. Der er kærlighed, der er troskab, der er tjeneste og der er udholdenhed. Man kan egentlig godt sidde og tænke: Jamen det var dog utroligt. Det må da være en herlig menighed. Kærlighed, troskab, tjeneste og udholdenhed. Altså kort sagt: En levende tro som er virksom i kærlighed, - kort sagt! Det er billedet, det er det han siger. Og så føjer Jesus endda til at der ikke var nogen form for aftagen, tværtimod: ”Dine sidste gerninger er flere end de første.” Og det var da et plus!

Altså på samme tid som det indre liv med Gud var rigt og godt, også Ånden som omgav dem var præget af hjertevarme og kærlighed, så havde de syn for de praktiske ting der skulle gøres. Og det er da utroligt, ja det er en gave at vi også har nogle folk imellem os som har praktisk sans. Og det er vel det som vi kalder helstøbte kristne. Sådan var der også her i Thyatira. Altså, - det indre liv med Jesus blev ikke forsømt pga. aktivitet. Her har vi altså en aktiv leder og en menighed som havde et rigt liv med Gud.

Og på trods af alt det her så kommer der jo det her, men! Men!  Jeg har det imod dig. – Hvad? Han siger det her i vers 20: ”Jeg har det imod dig.” Menigheden her i Thyatira de havde deres svaghed der hvor menigheden i Efesos havde sin styrke. De forstod ikke at prøve ånderne, om de var fra Gud.

Og jeg kunne ikke lade være at tænke det da jeg læste det her. Har du det sådan at du kan prøve ånder – hos dig - der hvor du leber? For det var det der var problemet. De tillod en falsk profetinde at arbejde hos dem. Og menighedens synd er at de rejser sig ikke til protest, de siger ikke fra. De accepterer denne her kvinde. Deres kærlighed er så tolerant at den accepterer synd. Det er faktisk vanskeligt det her. Kærligheden kan nemlig gå så vidt, tage fejl, så man accepterer synd. Og det gælder ikke bare helt elementære synder som tyveri, mord, ægteskabsbrud osv. Nej også vranglære, forførelse, falsk forkyndelse, som jo er løgn og dermed også synd. Det accepterer man i kærlighedens navn, for fredens skyld, for sagens skyld. – Det er synd!

Dernæst så var skellet mellem de kristne og vantro blevet udvisket ved den falske lære. Der var næsten ingen skel. Og så har jeg mit hjertesuk: Hvad med os? Hvad med dig? Hvad med mig? Man kan blive knuget når man kender den tid vi lever i nu, - sit eget liv. For det er jo noget af det vi oplever her i disse år.

Der er noget jeg må tage afstand fra. Der er noget som jeg ikke kan acceptere i en menighed, - i mit eget liv. For skellet imellem en troende og en vantro kan nemlig blive udvisket. Er det ikke det vi kan se i dag?

 Man gør de samme ting, man ser de samme film, man hører den samme musik, man går til den samme underholdning, man deltager i de samme fester osv. osv. Og nu ved jeg godt at jeg vil blive kaldt fordømmende, en sortseer, gammeldags, konservativ, men lad nu det ligge, skidt med det. Men spørgsmålet er alligevel: Er det noget jeg har fundet på? Nej, bibelen siger at der skal være et skel!  ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Rom 12,2. Ellers går det galt, kære venner.

Jeg taler også til mig selv. Og denne tekst har talt stærkt til mig mens jeg forberedte mig. Men, - jeg nævner det også til dig nu. Bibelen siger at der skal være et skel! Det kan koste evigheden hvis du ikke giver agt på hvad Jesus advarer mod her. Læs videre i vers 21ff………… Det er Jesus der taler her. Læg mærke til det.

Jeg vil gerne understrege, at brevet her til Thyatira, - hvor er det aktuelt. Hvor Jesus han siger at han har øjne som ildsluer. Hvad ser han hos os? Hvad ser han hos dig? Hvad ser han hos mig?

Dernæst navnet Jezabel. Det siges at være symbolsk, der leder tanken hen på Akabs dronning der forfulgte Guds profeter og indførte Baalsdyrkelse i Israel. Det kan I læse mere om i 1. Kongebog 18 og 19, hvis I har lyst til det.

Kvinden her i Thyatira, optrådte som profetinde og så sagde hun at hun havde åbenbaringer af åndelig art. Og det var det, at flere i menigheden lod sig bedrage af. Man turde ikke tage til genmæle for hun var jo åndelig, - hun sagde jo de rigtige ord. Det var jo helt efter Guds ord det hun sagde. - Og derfor var hun et redskab for satan. Og så vildledte hun mennesker til at de bare kunne gøre det som kødet ville under dække af åndelighed.

I brevet til Smyrna så tales der om satans synagoge og til Pergamon om satans trone. Her i Thyatira tales der om satans dybder. Og de har nemlig denne fordærvelige lære, nikolaitternes lære som kvinden Jezabel forkynder. De siger nemlig selv at de kender satans dybder her i vers 24. Og nu er det muligt at hun har sagt også det modsatte, den her profetinde, at hun kendte Guds dybder. Ja, hvem ved. Og har rost sig af sin dybere gudserkendelse, sin åndelighed. Og så tænker jeg jo på, når jeg hører i min egen tid, vor egen tid, om mennesker som har helbredelsesnådegaven, annoncerer med helbredelsesmøder osv. osv. Hvordan skal vi tage stilling til det? Ja! --- Satans dybder!

Altså denne her frigjorthed, som hun forkyndte gik videre så de virkelig frigjorte kunne deltage i de hedenske offerfester, - eller lidt mere moderne: helbredelsesmøder! Og ud fra det grundsyn blev også arbejdsmetoderne fastlagt. Og nu skal du høre: Hedningerne skulle vindes ved at de kristne deltog i deres fester og lignende. Altså målet helliger midlet. Det svarer til at vi siger at: Skal vi vinde mennesker for Jesus, så må vi bruge deres egne metoder. Kender du denne formulering?

Jezabel forkyndte frihed hvor de gamle troende satte en grænse. Hun hyldede en alliance mellem det bedste i hedenskabet og i kristendommen, - for de har da noget godt, jo? Og dermed var der åbent for religionsblanderi i tolerancens og kærlighedens navn. Og det er bla. det som Jesus kalder for satans dybder.

Jeg vil også gerne give jer et andet eksempel på satans dybder. Prøv at slå op i 1. Mos. 3, 5: ” Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.”      

Læg mærke til disse ord og den målrettede dobbelthed og listige slangegift! Her kan du se den ”hvidklædte” djævel. Her tager han sig ganske godt ud, omskabt til en lysets engel.

Han siger nemlig ikke til Adam og Eva: For I skal slet ikke tage hensyn til det Gud siger. Nej, tværtimod viser han på én gang hen til Gud i det han siger, og bruger Guds ord til at underbygge sine ord med.

Og så kommer han med en forklaring på det navn Gud selv havde givet træet. I sit forbud havde Gud kaldt det for træet til kundskab om godt og ondt. Nu vil djævelen så udlægge hvad det betyder. Han siger: ”Gud ved, og har med det navn han har givet træet, erkendt at af frugten på dette træ får man kundskab om godt og ondt, -. Altså den kundskab som Gud selv har. Sådan ”at den dag I spiser af det, skal I også blive som Gud og kende godt og ondt.”

Det lyder jo rigtig godt: Blive som Gud selv, vis og oplyst som ham -. Det kan der da ikke være noget galt i. Når Gud altså også selv ved, at sådan er det når det gælder dette træ, kan det jo umulig være rigtigt opfattet at han, deres omsorgsfulde og gode Fader, kan have forbudt dem at spise af dette træ. Sådan har nogen set satans dybder i dette bedrag.

Mens andre tror satan med dette, har villet så en mistanke om at Gud var misundelig. At han ligesom ikke skulle kunne unde menneskene at blive så lykkelige, så de dermed ikke burde få en vis og fast tro på Guds kærlighed og omsorg for dem.

Begge disse opfattelser kan sikkert have arbejdet i Eva. For Eva må jo bare have stået tilbage med denne holdning: Når Gud ved at hvis vi spiser denne frugt, skal vore øjne åbnes, - så kan han da ikke have forbudt os at spise af den -! Vi må have misforstået hans ord! For hvordan kan et sådant forbud stemme overens med hans inderlige godhed og kærlighed? Har han derimod virkelig forbudt os at spise af det, kan der jo ikke være nogen anden grund end at han ikke kan unde os det!

Her ser du hvor dybt satan arbejder! Det bliver endnu værre når vi ser hvordan han sammenblander sin hemmelighedsfulde løgn med sandheden. Men det misbruger og slører han i de tvetydige formuleringer han bruger.

Han lover f.eks. at deres øjne skal blive åbnet. Det kunne jo opfattes som om at de skulle få en overmenneskelig visdom og indsigt. Men selv er han jo fuldt ud klar over at det bare er den tragiske oplevelse de vil få af synden og straffen for den.

Men det som uden sammenligning er det mest alvorlige i denne fristelse, det er den selvsikkerhed, den selvforgudelse, og den fraskrivelse af afhængigheden af Gud, som gennem slangens gift forplanter sig til hjerterne i hele menneskeslægten. Det har sat dybe mærker i alle Adams børn, og er den dag i dag selve kilden til al åndelig død, til de største fristelser og de dybeste fald.

Allerede i slangens første ord: ”Har Gud virkelig sagt: I må ikke spise af noget træ i haven,” ligger den tanke: I er jo Guds herligste skaberværk, det er jo jer som skal herske over hele jorden! Skulle der da være sat nogen som helst begrænsning for jer! Skulle I ikke have al mulig frihed? Og lidt efter lidt bliver fristeren mere og mere dristig. Så taler han endnu stærkere ord: I skal blive som Gud (eller: selv blive guder).

Og lige netop dette: I skal blive som Gud, det brændte sig fast dybt nede i menneskehjertet. Blive som Gud - ikke gennem nogen Guds nåde og gave, men gennem vor egen ”kundskab om godt og ondt,” gennem noget vi selv foretager os, gennem vore egne gerninger. Det efterlod sig dybe mærker i Adams slægt, som den dag i dag stadig stikker frem.

En væsentlig betydning har det nok også haft, at slangen skabte et begær efter kundskab, som særligt var med til dette store og forfærdelige fald. Luther siger: ”Det er egentlig djævelens helt unaturlige gift; at menneskene vil være klogere end det Gud ville de skulle være.”

Der er for det første ikke noget som har gjort menneskene så blinde i åndelige spørgsmål, så stærkt fjendtlige overfor Gud og hans veje, som den indbildte kundskab eller visdom. Luther siger videre: ”Mens de gør krav på at være vise, bliver de bare tåbelige, om de så sidder inde med det største forråd af kundskab.”

Apostelen Paulus siger i 1. Kor. 8,1: ”at kundskab gør indbildsk.” eller opblæser som der står i den gamle oversættelse. Et menneske som ejer en stor indsigt i Guds Ord, kender alle skriftstederne osv. er fristet til at forgude sig selv og blive klog i egne tanker. Og bare det er straks nok til at dette menneske, mere end nogen anden, ikke er modtagelig for Guds visdom. Således ifølge Paulus og Rosenius.

Gud står de stolte imod, og skjuler sit lys for de vise og forstandige. Men når Gud står imod et menneske, så er det menneske i sandhed i en håbløs situation. Da falder det i den ene dårskab (dumhed) efter den anden. Luther siger at: ”da har det fået en sådan visdom at det anser det som er synd for retfærdighed, og det som er dårskab for den højeste visdom. Så langt driver djævelen det ud, at jo mere fjernt mennesket kommer fra Ordet, desto mere lærd og vis synes det at det er.” Ja, så vidt Luther. Det var lidt om satans dybder.  Så har vi det på plads!

Tilbage til brevet til Thyatira. Man kan jo egentlig godt blive rystet når man læser dette her, for hvordan er situationen for os selv? Man kan jo nævne den aktuelle teologi i vor tid, hvor man fornægter de bibelske sandheder, hvor man blander lov og evangelium sammen, hvor man tilpasser evangeliet efter tidens tankegang. Ja, et er også i vor tid. Vi kan ikke være så blinde og naive og tro at det bare var på Thyatiras tid. Nej, sandelig er det ikke det.

Også det hvordan man forkynder syndernes forladelse på en måde i vor tid, så man kan fortsætte i synden. Desuden så indfører man nye arbejdsmetoder, hvor man sætter kristen tekst på rockmusik. Jeg skal ikke sige ret meget om det. Men man mener man kan vinde verden ved det, for Kristus. Bruge deres musik. Verden kan ikke vindes ved at gå på akkord, - det siger vor Bibel!

Vers 21, der siger Jesus: ”Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke vende om fra sin utugt.” Og hvad gør Jesus så? Han slår ikke hånden af hende, og så giver han hende en frist til at omvende sig. Og det er det Jesus altid gør. Og jeg vil godt sige: Gud være lovet for det. Han slår aldrig hånden af nogen. Han giver en frist, han giver en advarsel. Tid til at omvende sig.

Men advarslen bar ikke frugt som vi læser i vers 21. Og derfor så kommer dommen i vers 22: ”Nu kaster jeg hende på sygelejet, og dem, der horer med hende, styrter jeg ud i stor trængsel, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger, og hendes børn slår jeg ihjel. Så skal alle menighederne forstå, at jeg er den, der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.” Altså også en slags dom til skræk og advarsel for efterfølgende slægter. Sådan siger Jesus at: Sådan vil jeg handle hvis I gør sådan.

Og så prøv at lægge mærke til Guds kærlighed til denne onde kvinde og hendes medskyldige. Altså bliver de advaret, de får en frist til omvendelse, men forgæves, og så kommer dommen. Også børnene må bære frugten af deres syndige gerninger. Dette siger Guds søn som har øjne som luende ild.

Der er et skriftord som jeg godt vil nævne for jer, Jer. 17,10: ”Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger.” Og det er egentlig en advarsel til alle kristne til alle tider. Hvis Herren finder at vi har forladt hans ord, så vil han gå i rette med os, efter det som vi har fortjent. Og det kan vi også se i Rom. 1, 28: ”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang,” Kort sagt: Så kan I få efter det som I gør, - så skal I bare have lov at synde, bare synd, bar kør los, så skal I høste jeres frugt. Altså da de ikke regnede det for noget værd at kende ham så gav Gud dem hen.

Og det er egentlig noget af det forfærdeligste der kan ske. Tænk hvis Gud han gav det danske folk hen? Hvad så? – Så var det forbi! Jeg kan ikke lade være med sommetider at tænke, ………… hvor lang er Guds tålmodighed med os,  for at sige det ligeud?

Dette menighedsbrev er jo netop givet for at vi skal frelses fra dommen. Det er givet for at vi skal tage os i vare for disse afveje og omvende os fra dem før end det er for sent.

Derefter så vender Jesus sig til dem der ikke lod sig vildlede, vers 24 her i vores tekst. Der var mange i Thyatira der ikke ville acceptere de her ting: ”Men til jer andre i Thyatira, der ikke hylder den lære, og som ikke har loddet Satans dybder, som de kalder det, til alle dem der holder fast ved hans ord siger Jesus: ”Jeg lægger ikke nogen ny byrde på jer.” Og de var sikkert kun en ganske lille flok som holdt sig fri af vranglæren. Men de er ikke glemt af Jesus. Han tager mildt på dem, for de har det nemlig ofte svært, fordi flertallet i vranglæren har set ned på dem, så forsagte og bange de var. Og så siger Jesus: ”Hold fast ved det du har, og så lad dem bare ringeagte dig, men hold fast ved det du har.” Og det siger han også til os. Vi er ikke glemt af Jesus!

Altså, vi skal holde fast ved Guds ord. Det som Guds ord siger os om Jesus og hans gerninger. Og så skal vi lade være med at  tilpasse evangeliet, tilpasse det efter tidens tanker.

Der hviler et løfte over dem som tager vare på det Jesus har skænket og givet. Alt det, ligger bag formaningen om at holde fast ved det du har, ved Jesus og hans ord.

Der følger et underligt løfte om magt i vers 26. Jeg ved ikke om I har undret jer over det? Der står at: ”I skal vogte dem med et jernscepter, som når lerkar knuses.” Forklaringen finder vi nok i fortsættelsen hvor der tales om den magt Jesus har fået af sin far.

Jeg har bladret tilbage for ligesom at finde situationen i salmernes bog. Salme 2,7: ”Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt: Han sagde til mig: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag. På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod. Du skal knuse dem med et jernscepter, sønderslå dem som pottemagerens kar.” Denne her salme handler jo om Jesus. Jernscepteret som symboliserer sejr var et kors på Golgata. Det var jo her at Jesus han besejrede sine fjender. Det er jernstaven hvormed han ødelagde sine fjenders magt, myndighed og storhed.

Og jeg vil godt nævne for jer noget ejendommeligt, noget dybt forunderligt, og anderledes, noget der går anderledes til end i verden.  - Jesus han knuser sine fjender ved at dø for alle menneskers synder. Uhørt! Han knuser sine fjender ved at dø for alle menneskers synder. Er det ikke ejendommeligt? Er det ikke herligt?

Da satan stormer løs på Jesus med al sin magt og vælde, så led han sit største nederlag. Og det er denne sejr der henvises til. Jesus sejr, - jernsceptret er ét med evangeliet. Og hvis vi trofast tager vare på evangeliet så skal vi sejre. Altså vor sejr ligger i at følge Guds ord og holde fast ved det og vandre i Jesu gerninger indtil det sidste. Det er styrken i et hvert personligt vidnesbyrd. Over for det, så kan alle hedenske magter intet udrette. Evangeliet knuser satan, hans tjenere, troldmænd, og alle må bøje sig for ordet om Jesus.

Og så har det ingenting med jordisk magt at gøre, for troskab imod evangeliet har sejren i sig, har sejrskraft. Ud fra dette kan vi se at de ting som vi kristne går med til og som for menneskers øjne tager sig fordelagtigt ud, idet der knyttes en alliance med verden og når vi bruger verdens metoder og midler i Guds riges arbejde, det ødelægger al mission, alle personlige vidnesbyrd. Og det er det der peges på også her. Det er uendelig farligt!

Prøv så her til sidst at bemærke en linie i vers 23 og vers 26 her til sidst. Den sprang jeg over før. ”Og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger” og i vers 26: ”Den som trofast gør mine gerninger indtil enden.”  Hvordan skal dette forstås? Beror saligheden på vore gerninger da? Nej, skriften siger ikke noget sted at vi bliver retfærdige eller salige for gerningernes skyld, tværtimod så benægter den det overalt, men skriften lærer at vi skal dømmes efter gerningerne. Og det vil vi her til sidst lige se på. Se Jer. 17,10: ”Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger.” Se også Jer. 32,19: ”Stor er din plan og mægtig din gerning! Du holder et vågent øje med alle menneskers færd, og du giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger.” Og jeg kunne nævne mange andre for dig. Ezekiel 18, 10 og Matt. 6,16 osv. Og det skal jeg prøve at forklare.

Selv om Gud i sin alvidenhed kender alle hjerter så har han lige fra begyndelsen fastsat den ordning, at det som bor i vort indre det skal bevises og bevidnes af vore gerninger. Altså er det ikke nok at du siger det. Hvis du siger et og gør noget andet, så er det jo ikke bevidnet.

Der er et kinesisk ordsprog som jeg har vendt tilbage til igen og igen i forbindelse med disse breve. Det lyder sådan: ”Dine gerninger råber så højt så jeg kan ikke høre hvad du siger.” Ja, tyg lidt på den. ”Dine gerninger råber så højt så jeg kan ikke høre hvad du siger.” Den har jeg selv tænkt på så mange gange.

Abraham, de troendes far, han er egentlig et tydeligt eksempel på det vi her taler om. Han troede Gud og stolede på løftet om et afkom og en slægt – du kan læse om det i 1. Mos. 15,6 – og der står hvordan det blev regnet ham til retfærdighed. Altså nu var han retfærdig for Gud og en Guds ven, men det skulle bevises i handling. Og da han på Moria bjerg adlød Guds befaling, så sagde Herren: ”Nu ved jeg at du frygter Gud og end ikke sparer din søn den eneste for mig.”

Det er om dette at Jakob han siger, i kap. 2,21: at Abraham blev retfærdiggjort ved gerninger. Og det vil sige at den erklærede retfærdighed i tro viste sig i gerning. Og det er egentlig det der menes, ganske enkelt. På samme måde vil det gå på dommens dag.

Ved en domstol så må der være vidner og det er det vore gerninger skal tjene til. De skal vidne om den nåde som har været virksom i de troende eller om den ugudelighed som bor i de vantro. Og det er derfor Jesus siger, at af deres frugter skal I kende dem.

Og når Kristus skal dømme os efter vore gerninger så ser han ikke på gerningernes ydre form og størrelse men efter deres udspring og bevæggrund, altså hvorfor du gjorde dine gerninger og det er derfor Jesus han siger her i Matt. 6,1: At hvis du giver din gave for at blive set af mennesker så får du ingen løn af din Herre, af din Himmelske Far. Her dømmer han efter motivet.

Og i Matt. 10,42 siger Jesus den som giver én af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er discipel, sandelig siger jeg jer, han skal ingenlunde gå glip af sin løn. Og læg mærke til ordet enhver. Gud vil giver enhver efter hans gerning. Ingen kan skjule sig i mængden så Guds øje ikke følger dem. Gud er så stor at han endog kender hver lille fugl, og i dommen er hvert enkelt menneske gennemskuet af dommeren og skal dømmes efter sine gerninger.

Og så står der til sidst: ”Og jeg vil give ham morgenstjernen.” Det viser egentlig tilbage til 2. Pet.1,19, hvor Jesus kaldes den skinnende morgenstjerne. Og det er dette løfte der gives til dem som sejrer. De får lov at være helt og fuldt sammen med Jesus i den kommende Herlighed, hvor de skal se deres mester og Frelser i himmelsk stråleglans. Dette overgår alle stjerner og andre planeters glans. Og når denne forjættelse er opfyldt, så er alle farer forbi!