Guds nærvær og bolig?

 

Guds nærvær alle steder er et stort under. Ja, det er som salmisten synger det ud: ”At forstå dette er mig for forunderlig, det er for højt, jeg magter det ikke” Salme 139,6.

 

Men Gud er ikke bare nær som den almægtige, jordens og himmelens skaber, han er særligt nær sine børn som deres far. ”Som en far forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem som frygter ham” Salme 103,13.

 

Men Gud er ikke bare nær og nærværende hos sine. Han bor hos dem som er sønderknust og nedbøjet i ånden (Esajas 57,15). ”Der hvor Guds hellighed hersker så alt er umuligt for synderen selv, der bor Gud”. Og Gud bor alene der! Og der bor han med al sin nåde og gave, for det er bare der det virkelig er behov og plads for disse. Det er både ransagende og trøstende at læse om tolderen og farisæeren i templet, Luk. 18,10 f. Og menigheden i Laodikea, Åb. 3,14 f. og om menigheden i Filadelfia, Åb. 3,7 f.

 

Af vor gamle natur er vi alle farisæere. Og tænker som farisæere, det vil sige at vi tror Gud bor hos os når ”vi får noget til”. Men Gud er hjemløs når vi får noget til! For at skaffe sig husrum, må han sønderbryde alt det vi får til! Vor kristendom, vor tro, vor bøn, vor sejr, ja, alt vort! Og så må han gøre det færdig, det som er sønderbrudt! Det gør han ved at blive hos den sønderknuste og nedbøjede, som da genoplives og levendegøres i Guds nåde og gave.