Bøn, bøn og atter bøn!

 

Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte…….. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? Luk 18,8

 

Vi fejrer påske. Vi fryder os over påskens salige budskab om frelse og evigt liv for hver en synder som tager sin tilflugt til Jesus.

Men akkurat i denne påsketid skal vi tage disse, Jesu egne formaningsord til os alle om bøn, ind over os. Hvad har vel påskens budskab betydet for dig, hvis det ikke viser sig i bøn?

Mange tager ofte dette vers frem: "Når Menneskesønnen kommer, mon han da vil finde troen på jorden." Men næsten ingen er klar over at Jesus siger disse ord i forbindelse med sin formaning om at de altid skulle bede og ikke blive trætte.

Vi ser altså at her begynder Jesus med at formane til bøn, men afslutter med spørgsmålet om han vil finde troen på jorden når han kommer.

 

Den levende tro og bøn,

hører altså ifølge Jesu egne ord klart sammen.

 

Paulus indleder sin formaning i Rom 12 på samme grund: "Jeg formaner jer altså, brødre! ved Guds barmhjertighed, ...." Han bygger formaningen på det hovedbudskab han har forkyndt gennem alle de første elleve kapitler: Guds barmhjertighed med frelse for syndere ved troen på Jesus Kristus alene.

Mens vi i dagens kristenhed ser al mulig anden "drivkraft" bliver brugt i formaningerne. Film fra missionsmarken skal give "missionsglød." Kendte personers viljestyrke fremhæves som drivkraft. Men Guds ord siger: "Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig", Rom 9:16. Det er bare evangeliet som kan skabe den rette missionsglød og bønnenød.

Paulus siger: "Kristi kærlighed tvinger os", 2 Kor 5:14. Det var ikke loven, ikke dårlig samvittighed, ingen jernvilje, ikke begejstring som drev dem. Det var Kristi kærlighed som "tvang" dem -!

Det er altså påskens, ja, hele Kristi fuldbragte værks vældige budskab, som Jesu og apostlenes formaninger bygger på.

Har påskens budskab skabt det nye liv; livet i Guds Søn, i dig? Har Jesu, "én mands retfærdige gerning", blevet din retfærdighed overfor Gud? Da har du også fået en helt ny trang og lyst til at gøre Guds vilje, lytte til Guds ords formaninger og følge dem.

Vi ser Paulus bygger sin formaning også til korinterne (om at give) på samme grund. Efter at have fortalt om giverglæden hos menigheden i Makedonien, afslutter han sin formaning sådan: "Jeg siger det ikke som en befaling, men for ved andres iver at prøve også jeres kærligheds ægthed", 2 Kor 8:8. Den kærlighed det tales om her, er "den første kærlighed."

"Deri består Kærligheden: ikke at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder", 1 Joh 4:10.

Også når der formanes til noget så væsentlig som bøn, er det altså først og fremmest det grundlæggende som skal prøves, sådan som Jesus viser; om du har den levende tro. Og sådan som Paulus viser; om du lever på Guds miskundhed, om kærligheden hos dig og mig er ægte.

 

Har du den første kærlighed,

den levende tro?

 

Ved genfødelsen kommer straks første "trin" i bønnens verden naturlig ind. For samtidig med at vi bliver født på ny, bliver også den første kærlighed og nådens og bønnens Ånd født i hjertet. "Men fordi I er Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns Ånd, som råber: Abba, Fader!", Gal 4:6.

Bønnens Ånd må altså fødes. Dermed kan vi klart afvise al verdens tilbud om kurser for at lære at bede. Bed du heller Jesus, som disciplene: "Lær mig at bede!"

Næste "trin" er at den første kærlighed/den levende tro ser og hører med nye øjne og ører. Nøden for vor egen, vore medmenneskers og vore landes åndelige tilstand vækkes og driver til bøn.

    Ser du hvordan lov og ret, moral og ægteskab opløses i vore lande?      Ser du hvordan ethvert samfunds grundvold; hjemmene, ødelægges?

    Ser du hvordan åndskampen dybest set altid raser mod evangeliet?

    Ser du hvordan det vigtigste af alt; de helliges samfund i Ordet og bønnen er fordrevet fra kristenheden?

    Ser du den dom Guds ord forkynder over et land og en kristenhed som nu med denne verdens ånd "træder Guds Søn under fod og agter pagtens blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd"? Heb. 10:29.

Får vi se om så bare noget af al denne nød, da retter vi ikke bare en dømmende pegefinger mod dem som fører an i dette. Da siger vi ikke at "dette er jo bare Bibelens klare endetidsprofetier", og så færdig med det.

Nej, da får vi også se at

 

det er os som Guds børn som må tage nøden ind over os.

 

Da vil vi råbe til Gud med David og de mange andre Bibelens mænd i bøn: "Vi har syndet og handlet ilde... vi hørte ikke på dine tjenere, profeterne..."

I en fortvivlet nød for land og folk råber profeten Joel: "Selv nu, så lyder det fra HERREN, vend om til mig af ganske hjerte, med faste og gråd og klage! Sønderriv Hjerterne, ej jeres klæder, vend om til HERREN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde", Joel 2:12-13.

 

Det afgørende for at vi har den rette holdning til alt dette

 

er om vi lever i erkendelsen af Guds ord i Esajas 43:24-25: "du plaged mig med dine synder, trætted mig med din brøde. Din misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen skyld, kommer ej dine synder i hu."

Er det en indiskutabel kendsgerning for dig at dette er din situation - også i dag, som et genfødt Guds nådebarn: At du hver dag i dig selv, som den du er af naturen, bare trætter Gud med dine synder, volder ham møje med dine misgerninger - i tanker, ord og gerninger?

Er det al din trøst at det er Gud, ja, Gud alene som udsletter dine misgerninger for hans skyld, og dine synder kommer han ikke i hu?

Da, men også først da har vi den rette holdning til andres synder og misgerninger. Da er deres nød min nød!

 

Der er nok mange som beder, men er det "bøn i Ånden"?

 

Vi tager et udpluk med af hvad Carl Olof Rosenius siger: "Der er mange som beder, og som alligevel overhovedet ikke beder - i ånd og sandhed!

Først har vi dem som beder til Gud, men absolut ikke er indstillet på nogen ret bibelsk omvendelse til Gud. De beder altså i sin syndige tilstand, uden at ville bekende bevidst synd og vende sig fra den.

Blandt disse er der mange som har store tanker om bøn. Men med bønnen "handler de med Gud", som om deres bøn fuldt ud retter alt op som måtte mangle i deres forhold til Gud. De synder og beder, og synder igen og beder.

Hvordan skulle en sådan bøn kunne bevæge Den Hellige Gud? Når de daglig og stadig f.eks. misbruger hans navn, men alligevel siger: "Fader vor - helliget blive dit navn.."? Når de aldrig søger Guds rige og hans retfærdighed, omvendelse, genfødelse, nåde og fred, men alligevel kommer frem for Gud og siger: "Komme dit rige!" -?

Så er der andre som er nærmest en modsætning til de første. For disse vil netop holde Guds bud og leve efter dem. Men dermed er de blevet så gode i sig selv at de tager afstand fra enhver form for inderlig bøn. Det er deres forstand og gode gerninger de sætter i højsædet.

Disse er måske vakt op af Guds Ånd, men er blevet nidkære tjenere som lever på sine naturgaver og sin tjeneste i menigheden. De kender ikke noget behov for at bøje sig dybt ned for Gud i bøn om nåde og velsignelse. Men "en daglig bøn" hører ligesom med.

Så har vi nok mange som virkelig er vækket op af Guds Ånd. De forkaster slet ikke Guds bud, som de første. De vender sig heller ikke fra den inderlige bøn, som den anden gruppe. De tvært imod stræber med sin omvendelse og sin bøn. Men omvendelsen og bønnen er blevet det de bygger sit håb og sin trøst på. Dermed er de blevet egenretfærdige farisæere. De driver afguderi med sin bøn, og giver ikke Lammet ære.

Alle disse vi nu har nævnt vil på sin sidste dag, på trods af alle sine bønner, få høre Jesu ord: "Jeg har aldrig kendt jer!", om de ikke vender om og bliver født på ny før de dør." Så langt Rosenius.

Bemærk: Det er akkurat disse sidstnævnte vi møder igen i farisæeren som beder sammen med tolderen i tempelet. Farisæeren tror slet ikke at han af egen kraft er bedre end de syndere han ser rundt omkring sig. Tvært imod står han der og takker Gud for at ved Guds kraft, af Guds nåde - og hvad han så føjer til af gudfrygtige formuleringer - så er han ikke en falden synder som de andre.

Dermed har han bare brug for Gud som hjælperen, kraften, nåden… Men ikke som en total stedfortræder! Og derfor kendte farisæerne ikke Jesus som Kristus, Guds Søn.

 

Bøn er et Guds barns inderlige samfund med Gud

 

I bønnen "Fader vor" har Jesus selv lært os at bede. En dyb Guds lærer har sagt at "Fader vor" er paradiset som åbnes på ny her på jord. I den kan det retfærdiggjorte menneske på ny tale med Gud som en far, og vandre mellem de skønneste og mest frugtbare træer - de syv bønner.

Bøn er et vidunderligt forhold hvor et menneske, som er støv og aske, 1Mos 18:27, og i tillæg er en synder, taler med den majestætiske og hellige Gud som et barn taler fortrolig med sin far, Mat 6:9.

Bøn er bestandig virket af "den dyrebare tro vi har fået ved vor Gud og frelser Jesu Kristi retfærdighed", 2Pet 1:1. Bare der hvor troen på syndernes forladelse for Kristi skyld alene, er levende, er det en bøn i Kristi navn. Bare en sådan bøn har Guds løfte om bønhørelse.

Og når et menneske ved tro er blevet retfærdiggjort overfor Gud, og dermed også har fået barnekår hos Gud, begynder det af hjertet at tale med Gud. Det er den kristnes omgang med Gud som kaldes for bøn. Luther siger: "Der hvor en kristen er, er Den Hellige Ånd, som bare er optaget med altid at bede."

 

"Gud er Ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i Ånd og Sandhed" Joh 4:24

 

L. Hope siger: "At tilbede er den højeste form for tak, beundring og tillid. Det er at løfte sin ånd ydmygt op til Gud. Det er at lade det indre menneske synke i knæ og erkende at Gud er Gud, almægtig, evig og nådig. Og at vi er hjælpeløse skabninger som ikke har nogen anden at stole på end ham.

Denne ærefrygt for Gud, denne trang til at takke ham, lægger en større længsel i sjælen efter at komme ind under hans guddoms-magt og nåde, og skaber i os en hellig trang efter at gøre det han vil."

Vi vil understrege så stærkt vi kan at tilbedelse - i den rette ånd - i højeste grad hører med i bønnens verden. Tilbedelsen kan "gribe" dig, så du løftes ud fra tilstanden i dig og omkring dig, og du "glemmer" nøden - som så senere igen vækker dig til bøn for den.

Men nøden kan være så stor i dig og omkring dig, - sådan som den er i vore lande i dag - at det bliver den som "overmander" os og driver os i bønnen. Nøds-bøn for tilstanden i os og omkring os er en anden side af bøn, og er det vi her kommer til at gå nærmere ind på.

 

Lær af Guds mænd i Det gamle testamente at bede!

 

Læs Jakobs bøn, 1Mos 32:9 flg., de mange bønner i Salmerne, Israels børns bøn i Neh 9, Ezras bøn, Ezra 9:6 flg., og ikke mindst Daniels bøn i Dan 9:3 flg.

Vi ser hvordan Jesus selv i "Fader vor" lærer os at indlede med en erkendelse af hvem vi står overfor; "Fader vor, du som er i himlene." Som giver barnet tillid til far, - men bevidst på at det er almagten selv i himmelen vi beder til. Dette bliver fortsat angivet i den første bøn: "Helliget blive dit navn!"

Det samme ser vi i Jakobs indledning til bøn. Men samtidig også en erkendelse af hvem han er i sig selv: "Jeg er for ringe til al den miskundhed og trofasthed, du har udvist mod din tjener."., 1Mos 32:10 flg.

Daniel beder: "Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed", Dan 9:18.

I langt større grad burde vi, som Jesus, bruge Bibelens egne ord i bønnen.

Og disse Jesu ord som vi indledte med, om at være "vedholdende i bønnen", "bed uden ophør" ser vi fremholdt gang på gang i Bibelen, f.eks. Luk 21:36, Rom 12:12, Ef 6:18, Kol 4:2, 1Tess 5:17 m.fl.

 

Virkelig bøn er udelukkende bøn på Guds løfter!

 

"Og dette er den Frimodighed, som vi har over for ham, at dersom vi beder om noget efter hans vilje, hører han os" 1Joh 5:14.

Om dette siger C. O. Rosenius: "Skal det blive en ret bøn, kræves det først og fremmest at den ikke er dit eget værk. Den må være grundet på Guds ord.

Du må holde hans formaninger og løfter frem for dig, og sige til Herren: "Det er dig som har pålagt mig at bede. Jeg gør bare det du selv har sagt jeg skal gøre." Eller som David siger: "Mit hjerte holder frem for dig dit ord som siger: Søg mit åsyn. Derfor, Herre, søger jeg dit åsyn!", jeg gør bare det du selv har pålagt mig at gøre.

Dernæst må du ikke komme frem for Gud bare med dine egne tanker, dit eget onde, løgnagtige hjertes opfattelse af ham, af hans hjertelag og hvordan han kan tænkes at ville svare dig.

Men væbne den med hans egne ord. Grund på disse og hold dem frem for Gud. Sådan at du kan sige: "Jeg begærer bare det du selv har givet mig løfter om. Gør det du selv har sagt du vil gøre! Ja, lad din egen natur og inderlige lyst virke netop i dette! Du har jo sagt du er "nådig, barmhjertig, almægtig og sandfærdig", at "du har lyst til at vise miskundhed", at du "længtes efter at være nådig." Gør det da bare ud fra din egen natur, din lyst og dit hjertelag!"

Men et sådant billede af Gud vil både din fornuft, dine følelser og Satan stadig forsøge at slette det i dit hjertet, hvis du i det hele taget lader dem slippe ind ved den mindste indskydelse. Derfor kræves der ofte en hård kamp for at holde fast ved Ordet.

Se derfor hverken til højre eller venstre. Men hold øjnene fæstet på Ordet, og tænk som så: "Er det ikke sandt, det som står om Herren, så er der ingen ting som hjælper, uanset hvordan det går med mig."

For det tredje må du aldrig komme frem for Gud i egen værdighed, eller i dit eget navn. Du må altid holde Stedfortræderen frem for dig. Bare i ham er det Gud har hele sit velbehag.

Og for det fjerde at du, hvis muligt, former din bøn sådan at den sag du lægger frem ikke bliver liggende på dig og din værdighed, men på Gud og hans ære. At det ikke bliver din tro, men Guds trofasthed, ikke troen i din bøn, men sandheden i Guds løfter som sættes på prøve. Alt dette sker ved at du tager Gud på ordet, eller som David siger: "jeg holder dit ord frem for dig."

Her ser du det som har vært de gamle trosheltenes hemmelighed når de kæmpede med Gud i bøn, sådan vi ser det i mange af deres bønner. Vi ser det hos Jakob når han skjalv i angst for sin bror Esau som var på vej mod ham med hele sin hær. Nu bad han Herren om hjælp. Han sagde: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig! … frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både Moder og Børn!" 1Mos 32:9 og 11.

Læg mærke til at først siger han: "Du er jo min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud." Med disse ord ville han ligesom minde Gud om de løfter han havde givet disse fædre, nemlig at deres efterkommere skulle blive meget talrige. At dette skulle blive opfyldt afhang jo helt og holdent af at Jakob og hans børn nu blev reddet. For hvis de skulle blive udryddet, hvordan skulle løfterne da blive opfyldt?

Bare det at Jakob i bønnen henviser til Abrahams og Isaks navn, ligger den tanke at "om jeg er uværdig, så tænk på at jeg er en søn af dine tjenere Abraham og Isak, som du havde så kær."

Videre siger han: "du som sagde til mig: Vend tilbage til dit land og din slægt, og jeg skal gøre vel imod dig." Dvs.: Du som selv har pålagt mig at tage ud på denne rejse, du må også selv sørge for mig. Og du har lovet at "gøre vel imod mig." Nu, Herre, gælder det sandheden af dine ord! For hvis Esau får os udryddet, hvordan skal da dette løfte blive opfyldt: "Jeg skal gøre vel imod dig"?

Som om han ville sige: "Det betyder ikke så meget om jeg bliver dræbt. Men hvordan går det da med dit løfte, sandheden i dit ord, dit navn og din ære!." Så langt Rosenius.

 

Målet for al bøn må være at Guds navn forherliges

For alt det Gud gør, det gør han til sit navns forherligelse.

 

Bøn med tak

 

Vi har mange Guds ord med løfter for bøn: "hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må herliggøres ved Sønnen, dersom I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.", Joh 14:13-14. "Bed, så skal der gives jer; søger, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer", Mat 7:7. Og mange, mange andre ord, som f.eks. Mat 21:22, Mark 11: 24, Luk 11: 9 ff., Joh 15: 7 m.fl.

Så siger Guds ord: "Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres begæringer komme frem for Gud i påkaldelse og bøn med taksigelse;", Fil 4:6.

"Påkaldelse og bøn med tak", vil sige at vi bærer vort bønnebegær frem for Gud og takker for konkrete løfter fra Skriften for bøn generelt, og for bøn efter hans vilje, for det vi konkret beder om, osv.

 

Vi modnes i bøn -

bare i samfund med Gud i Ordet og bøn

 

Jesus siger: "Dersom I bliver i mig, og mine Ord bliver i jer, da bed, om hvad som helst I vil, og det skal blive jer til del" Joh 15:7.

Her er det altså ikke bare tale om at følge ham. Som selvfølgelig er en forudsætning for den som beder. Nej, dette går endnu dybere, det går helt ind til kærnen i vort forhold til Jesus.

At blive i ham vil sige at leve i evangeliet, have nok med evangeliet om Guds Søn. Leve i hans navn, som han svarede Moses ud af den brændende tornebusk at hans navn var JEG ER (JHVH), 2Mos 3:14.

Det er dette vældige JEG ER vi står overfor. Alt dette vi har fået ind med arvesynden "I skal blive..." (ligesom Gud) og det loven kræver, det råber Herren ud at vi har i hans navn: "JEG ER.." Det er hans navn som er og virker alt: Vi "får syndernes forladelse ved hans navn", "hans navn skal skyde friske skud."..

 "Men ud af ham er I i Kristus Jesus, som blev os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning", 1Kor 1:30.

Men vi må blive umyndige som børn, blive afhængige af Gud!

Da sker det at Gud kan få draget os nærmere og nærmere realiteten i situationen i os og rundt omkring os - ikke i det billede vi foretrækker at se den, men sådan Gud, Den Almægtige, ser den.

 

Tænk hvor stort: Vi får lov at bede i Jesu navn!

 

Guds ord viser at når Jesus formaner sine disciple til at bede i hans navn, så giver han dem hele sit fuldbragte værk og værdighed. Han klæder dem i sin ypperste-præstelige pryd og dragt, og giver dem løftet om at hans Far i himmelen skal anse dem som om det var ham selv, den sande, evige ypperstepræst. Og at Faderen skal anse deres bøn som bøn af Sønnens egen mund, Joh 16:23flg.

Hvis vi så tager for os - og tror - Herren Kristi egne ord ved Lazarus’ grav: "Far, jeg takker dig fordi du har hørt mig. Jeg vidste jo at du altid hører mig...", så kan vi virkelig vågne op og fryde os over den magt over Guds hjerte som er givet en sand bøn i Jesu navn.

   

Udholdenhed i bøn

 

Jesus taler altså i Luk 18:1flg. en lignelse til os om at vi altid skal bede og ikke blive trætte. I den og mange andre lignelser og hændelser sammen med ham her på jord, ser vi hvordan han vil vi skal være udholdende i bøn.

Men hvor ofte sker det ikke at mens vi beder "kommer der nogen fra synagogeforstanderens hus og siger: "Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?", Mark 5:35. Og på mange måder fortæller vor fornuft, vore følelser, nyheder ud fra ... at det nytter ikke længere, du kan lige så godt give op…!

Da skal vi først og fremmest minde Gud om hans løfter. Men så skal vi også minde os selv om alle de gange Gud hjalp os i umulige situationer, og først og fremmest hvordan Gud førte sit eget folk frem til det lovede land.

"Og du skal komme i hu, hvorledes HERREN din Gud i disse fyrretyve år har ført dig ud i ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på prøve og for at se, hvad der boede i dit hjerte, om du ville holde hans Bud eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så manna at spise, en føde, som hverken du eller dine fædre før kendte til, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene; men ved alt, hvad der udgår af HERRENS mund, lever Mennesket. Dine klæder blev ikke slidt af kroppen på dig, og dine fødder hovnede ikke i disse fyrretyve år", 5Mos 8:2-4.

Og husk Skriftens ord til os om Abrahams troskamp: "Mod håb (egentlig: Udenfor alt håb) troede han med håb, for at han skulle blive mange folks far, efter det som var sagt: Sådan skal din æt blive. Uden at blive svag i troen tænkte han på sit eget legeme, som var helt udlevet - han var jo snart hundrede år - og på at Saras moderliv var uddød.

Men på Guds løfte tvivlede han ikke i vantro, men han blev stærk i sin tro, idet han gav Gud ære. Han var fuldt overbevist om at det Gud havde lovet, det var han også mægtig til at gøre", Rom 4.

Jairus har en hjertets tillid til Kristus og en stor nød for sin datter, at hun må blive frisk, som driver ham frimodig til Kristus. Han skynder sig af sted, legemet styres og drives af hjertets trang, som om han tænker at Kristus siger: "Kan du tro og bede, så kan jeg holde og give."

Vi bør hellere tvivle på hele vor forstand på Guds veje, end at tvivle på hans løfter. Troen og bønnen hører uadskilleligt sammen.

Guds ord siger: "Stå op og klag dig om natten, når vagterne skifter, udøs dit hjerte som vand for Herrens åsyn, løft dine hænder til ham for børnenes liv, som forsmægter af hunger ved alle gadernes hjørner!" Klag 2:19.

Og løfterne er: "De, som sår med gråd, skal høste med frydesang; de går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg", Sal 126:5-6.

 

 

En Kristi discipel som går ind i virkelig forbøn

for menneskene og verden, han er jordens salt

 

Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham. Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?" 1Mos 18:22-23.

 

Her siger C.O. Rosenius: "Vi går ind i terebinte-lunden i Mamre, og lytter til denne underlige samtalen som føres mellem Abraham og hans højhellige gæster på højen lige ved.

De står og ser udover i retning af Sodoma som nu skulle ødelægges (1Mos 18:16-33). Alt det som foregår her er bare i sig selv så dyrebart. Enten vi ser på vor himmelske Fars omsorg, eller den trofaste tjeners fortrolige og nidkære bøn, kan det opgløde ethvert Guds barns hjerte.

Hvis du læser beretningen i sin helhed i Bibelen, vil du se hvordan vor himmelske Far træder ned på sin tjeners plan, skjuler sin majestæt, forvandler sig fra sit guddomsvæsen til en menneskelig skikkelse, og sine tanker til menneskelig talemåde, sådan at vi synes vi hører og ser bare et menneske. Alt gør han for at fjerne al frygt hos sin tjener, og vække hans fortrolighed til sig.

Dette lykkedes han også i. Vi ser hvordan Abrahams tro tændes mere og mere af Guds venlighed. Sådan at han bevæger sig stadig længere ind i bønnen. Men samtidig ligesom stadig mere forlegen på grund af sin frimodighed.

Abraham hørte at Herren ville skåne Sodoma hvis der var halvtreds retfærdige. Men han indså straks at selv på denne betingelse ville byerne som var truet alligevel blive ramt af Guds vrede. Derfor indså han at det var nødvendig hurtigst mulig at reducere det første antal.

Vi ved han sluttede med at antyde ti, og fik løfte om at blive bønhørt. Da tænkte han at gå længere ned i antal ville være at krænke Den Højestes retfærdighed, og at Herren, hvis der ikke fandtes ti retfærdige, ikke ville kunne tilbageholde sin retfærdige dom.

Tidlig morgenen efter vender patriarken derfor urolig tilbage til det samme sted hvor han havde talt med Herren. Bekymret ser han nu røgen stige op fra dalen, som fra en ovn. Han havde fået et stærkt indtryk af Guds retfærdighed, og altså forstået at morgenen efter ville udfaldet vise sig.

Herren stod sammen med sin tjener på en høj hvorfra de kunne se ud over Sodoma og områderne der. På samme måde har også hvert eneste Guds barn i Åndens lys et blik ud og over de rent menneskelige situationer. Og ser i store verdensbegivenheder bare Den Almægtiges tanker. Ser at det bare er Guds sandhed og dom som åbenbares i det alt sammen.

Herren talte med Abraham om hvad han ville gøre med Sodoma og Gomorra. Gennem sit ord åbenbarer han sit råd også for os. Vi ved at når et folk er kommet til det punkt at de ikke længere hører på Guds røst, men frækt tramper både på hans bud og hans barmhjertighed, -. Da stiger syndens råb mod himmelen og nedkalder Den Almægtiges nidkære ild gennem store udvortes straffedomme.

Og hvad vi da bør gøre, har vi nu set. Den som er benådet og lever i det tillidsfulde barnekår hos Gud, så han taler med ham som et barn med sin far, skal nu anvende denne nåde. Han skal træde frem og "stå for Herrens åsyn", som Abraham, med forbøn for dem som trues med straffedom." Så langt Rosenius.

 

Da han endnu bare var én, kaldte Gud Abraham

 

Mange vi har kontakt med sukker: "Åh, bare vi kunne være flere som kunne komme sammen og bede! Men der synes ikke at være noget behov for det. Jeg sidder så alene!"

Kære ven! Husk Esajas´s ord til os: "se til jeres Fader, Abraham, til Sara, der fødte jer: Da jeg kaldte ham, var han kun én, jeg velsignede ham, gjorde ham til mange", Jes 51:2.

I Sal 105:17 læser vi om da det blev hungersnød blandt Guds folk, hvordan Gud da "sendte forud for dem en mand, Josef solgtes som træl."

Det sker på mange måder at Gud sender nogen "i forvejen." Og sådan er det altid sket før vækkelser; Gud sendte nogen "i forvejen", i bøn.

 

Planmæssig bøn

 

Selv om vi med stadige bønnesuk hele dagen måske kan "bede uafladelig", er det alligevel helt nødvendig med planmæssig bøn til bestemte tider, f.eks. morgen og aften.

Det kan være aktuelt med bøn under faste. Men det behøver ikke altid være faste fra mad. Det kan være enkelte andre ting du ellers kan tillade dig, men som Gud viser at du må afholde dig fra en tid du er i bøn for noget konkret, indtil du får Guds svar.

 

Hvordan afsluttes bønnestunden?

 

Virkelig bøn begynder som David: "Mit hjerte holder frem for dig (dit ord): Søg mit åsyn! - Herre, jeg søger dit åsyn", Sal 27:8.(norsk -88 overs.)  Det er dig, Herre, som har kaldt mig ind for dit åsyn...!

Så har vel de fleste af os en tendens til at afslutte bønnen når vi har udøst al vor nød for Herrens åsyn. Men det er Herren, som har kaldet os til bøn, som også må afslutte bønnestunden.

I Abrahams vældige bønnekamp for Sodoma og Gomorra læser vi: "Så gik Herren bort, da han havde talt ud med Abraham." Den som virkelig beder, lærer nok også dette. Jeg har selv (desværre) oplevet mere end én gang hvordan jeg har afsluttet bønnen, men bliver siddende tilbage med en klar erkendelse af at Herren ikke har afsluttet bønnen. Og jeg måtte vende mig til ham igen i bøn.

 

Tænk hvilke muligheder som er givet os i dag til at bede!

 

Tænk på hvor meget fritid vi har i dag!

For det meste af det som optager verdslige menneskers fritid, kan Guds børn jo undvære - ja, ret og slet ikke længere har trang til.

Her kan vi kun selv opfordre til at smide fjernsynet ud. Da får du virkelig en god og rolig aften du kan bruge - ikke mindst til Ordet og bøn.

Selv om jeg gerne også vil følge lidt med i det som sker rundt om i verden, så får jeg nyhederne fuldt opdateret hver time i radioen, - uden unødvendige billedreportager - som man oftest helst kunne have været foruden.

 

Tænk hvor tidligt vi i dag kan slutte vort erhvervsaktive liv!

 

Det største for et Guds barn, når han bliver pensioneret, må da være at han får mere tid til Ordet og bøn! - hvis han har set tilstanden i sig selv og rundt omkring sig!

 

Tænk om kristne gifte kvinder med barn virkelig var hus-tru (hus-tro)!

 

Det er vældig trist at høre bekendende kristne kvinder sige: "Jeg holdt ikke ud bare at være hjemme. Jeg måtte ud i arbejde!"

Tænk: "bare være hjemme!" Er der noget større kald i denne verden end at få lov at være mor?

Efterhånden som børnene vokser til, får mor så mere og mere tid til Ordet og bønnen. Åh, det er her grundlaget lægges for hovedpillerne i ethvert samfund: Hjemmet og den opvoksende slægt!

Et sådant hjem bliver et tilflugtssted ikke mindst for søgende naboer. Efterhånden får mor måske også tid til at stikke over til en nabo, besøge en syg, hjælpe lidt her og der, - og være et vidne!

 

Alle dem som i dag får førtidspension,

men ellers er åndsfriske og i stand til at bede

 

Her skal førtidspensionister som på grund af sygdom ikke magter at bede, ikke føle sig anklaget. Men du som ellers er åndsfrisk og bruger tanker og ord til så mange andre ting, du har et vældigt kald til den allerstørste tjeneste i vore landes tilstand: Bed! bed! bed!

 

En selvfølge at troende ægtefæller har daglig bønsfællesskab

 

Selv om vi beder hver for sig, f.eks. om morgenen, er det en selvfølge at ægtefæller også dagligt beder og deler Ordet sammen, f.eks. om aftenen. Det har enorm betydning! Der "føjes vi sammen" i Ordet og Ånden. "Bevar dem i dit navn… for at de kan være et", Joh 17:11. Og Gud kommer til mig gennem ægtefællens bøn på en måde han måske ikke havde fået mulighed for at komme hos mig alene.

 

Vi trænger i dag til at genrejse bøn og vidnemøderne (uden prædikant).

Sådan formes også samtidig "moderskødet"

til at tage imod vækkelsens børn

 

Tænk hvilke løfter vi har over fællesbønnen! Jesus siger: "at dersom to af jer bliver enige på jorden om hvilken som helst sag, hvorom de vil bede, da skal det blive dem til del fra min Fader, som er i Himlene. For hvor to eller tre er forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem", Mat 18:19-20.

Det sættes i gang mange forsøg på at samle kristenheden, som er så sørgelig splittet. Men hvad er Skriftens egen løsning på dette?

Jesus beder i sin ypperstepræstelige bøn: "Hellige Fader! bevar dem i dit navn, hvilket du har givet mig, for at de må være et ligesom vi", Joh 17:11. Det er bare i ham vi er ét - i hans navn. Det er ved hans navn de får syndernes forladelse, de som tror på ham, Apg 10:43. I hans navn: JEG ER - har vi alt det slangen sagde til Eva: "I skal blive…", og det loven kræver af os. "(Kristus) som blev os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning", 1Kor 1:30.

Paulus skriver til de kristne i Rom: "For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan meddele jer nogen åndelig nådegave, for at I må styrkes, det vil sige, for sammen at opmuntres hos jer ved hinandens tro, både jeres og min", Rom 1:11-12.

C.O. Rosenius skriver om disse vers: "Det var for at styrke brødrene, for at dele nogen åndelig gave med dem, at apostelen ville komme til dem. Hvordan de åndelige gaver skulle deles, og brødrene styrkes, det forklarer han ved tilføjelsen: Det vil sige: at vi sammen hos jer kunne oplives ved vor fælles tro, jeres og min.

Al kristen erfaring bekræfter at det styrker vor ånd, og forøger de væsentligste nådegaver, når vi får lov at opleve troens ild brænde hos nådesøskende. I stærkest grad sker dette når denne troens ild virker at det læres på bibelsk vis, at der bedes o.l.

Ved hans brændende ånds gerning i tale, bønner og under, og specielt ved hans forkyndelse og undervisning i evangeliets hemmeligheder, skulle de troende i Rom gennem apostelens besøg få mere nåde, en styrket tro, kærlighed og kraft.

Men apostlen skulle også selv blive styrket og fornyet i sin ånd ved at opleve Guds værk hos dem. Dette er en uimodsigelig sandhed, at de åndelige gaver meddeles gensidig ved den åndelige styrkelse vi har i at opleve hinandens tro. Det er som vi siger, at den ene glød opgløder den anden. 

Når flere troende kommer sammen i Jesu navn bliver åndens liv stærkere. Ligeså styrkes troen, kærligheden, bønnen og bekendelsen. Alle Åndens gaver fornyes og styrkes. Derfor har sådanne sammenkomster af nådesøskende også været et velsignet nådemiddel helt fra menighedens første dage.

Det taler Lukas også om i Apg 2:46-47: "Og idet de hver dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød brødet hjemme, fik de deres føde med fryd og i hjertets enfoldighed, idet de lovede Gud."

"Når sådanne samvær mellem nådesøskende altså tjener til at styrke det åndelige liv, da er det jo et mistænkeligt tegn om du har en ånd som ikke elsker sådanne samvær!", så langt C.O. Rosenius.

Her kommer det ind som er nævnt foran, at blive bevaret i Guds navn ....for at vi kan være et, Joh 17:11. Frugterne af det viser sig klart der hvor Guds børn samles bare om hvad vi ejer i hans navn: JEG ER.

Selv opsøgte jeg mangen gang et sådant ugentligt samvær på mit hjemsted, før vi selv begyndte med det. Enkle troende sjæle med forskellig menighedsbaggrund, men som var blevet afhængige af ham de samles om, delte det Gud havde givet dem i Ordet, og bad. De samles rundt om i hjemmene. Og som en af dem sagde: "Velsignelsen sidder tilbage i væggene i huset."

Jeg gik altid velsignet hjem fra disse samlinger. Og nu erfarer vi selv i vore ugentlige møder at Gud virkelig efter sit løfte er "midt i blandt os", og åbenbarer på en helt speciel måde Bibelens ord som bliver delt mellem os, akkurat som Paulus så frem til i samfund med menigheden i Rom.

 

Alt mulig vil selvfølgelig sætte ind

for at hindre sådanne bønne- og vidnemøder

 

I Sal 105:12, 19 finder vi en talende skildring af Guds folk mens de endnu bare havde løfterne, men ikke hverken ejede eller så det land de skulle få eje: "Da de kun var en liden hob, kun få og fremmede der, … indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENS Ord stod han prøven igennem." Sådan vil Guds folk her på jord altid opleve det.

Men også i en sådan lille flok har vor store modstander og "tusindkunstner" muligheder for at angribe og holde tilbage fra sådanne samlinger. Han forsøger sig med alle mulige påskud. Da er det svært afgørende at vi ikke begynder at vige for Satan og "giver ham lillefingeren. For da tager han også straks resten af hånden."

For det første skal vi selv passe på at lægge bønne- og vidnemøderne til dage hvor vi bedst mulig undgår kollisioner. Vi sørger for at lægge vore husmøder til om mandagen, da der sjældent er kristelige møder.

Men de mange situationer kan kræve forskellig "behandling." Først prøver "tusindkunstneren" sig med fristende fritidssysler, hyggelige sammenkomster uden åndelig sammenhæng, interessante Tv-programmer, træf eller foredrag af mange forskellige slags.

Dette er noget vi uden problemer kan undvære. Det må ikke få lov at hindre os i vore samlinger.

Men det kan være sygdom som sætter ind. Og det kan være andre situationer vi ikke "kommer udenom", som specielle familiesamlinger, opgaver/møder i forbindelse med vor daglige arbejdssituation o.l.

Men også her må vi ikke uden videre bare lade dette indtage os og hindre os i at komme til møderne. I disse tilfælde må vi gå ind i inderlig bøn om at Gud selv må "iscenesætte" alt, så vi ikke hindres på vore mødedage.

Og her har vi selv stærk erfaring med hvordan det går både når det bedes sådan, og når der ikke bedes - ! Vi ser hvordan fødselsdage blandt vore nærmeste træffer på vore mødedage. Men som svar på bøn lægger Gud fejringen af disse til helt andre dage i ugen.

Selv har jeg meget god erfaring, specielt fra min erhvervsaktive tid. Jeg fik lov at opleve hvordan Gud "iscenesatte" alt det jeg burde delta i også om aftenen, så det næsten ikke forekom at jeg måtte undvære vore bønne- og vidnemøder.

Så er der som regel børn i en familie. På alle alderstrin findes der mange muligheder for at hindre møder i hjemmet med stilhed til Ordet og bøn. Der kan være småbørnskrig, eller ungdommens problemer og behov af mange slags.

Men med over 25 års erfaring i dette, og 5 børn i alle aldre i hjemmet

disse år, kan vi istemme: "Skulle noget være umuligt for Herren?", 1Mos 18:14. En gang kom til og med de første antydninger til en fødsel, - men først netop idet mandagsmødet var slut - - !!!

Igen og igen: Det drejer sig om bøn, bøn og atter bøn!! Bl.a. bøn om at "ingen må blive hindret fra bønnemødet mandag!"

 

Forsøg at komme sammen

 

Det er absolut ikke om at gøre at blive mange. Bed Gud vise dig én eller to du kan få et fortroligt samfund med i Ordet og bønnen. Hvor man kan bære hinandens byrder og bede samdrægtig med og for hinanden, og for land og folk.

Brug hverken mad eller talekassetter i sådanne samlinger! Bliv afhængig af Herren og den mad han vil give jer!

--------

 

Vi er i tilsvarende situation som Nehemja, da Jerusalems murer under stor modstand skulle bygges op igen. Og må sige med ham: "Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt på muren langt fra hverandre", Neh 4:19.

Men vi ser hvordan Nehemias folk "udførte arbejdet med den ene hånden, og med den anden holdt de sit våben", v.17.

Sådan holder vi også Skriften i den ene hånd. Den anden løfter vi til Gud med hjertets bønneråb.

---------

 

Husk: Det er Herren selv som formaner os til at bede uafladelig!

Og som altså viser at den levende tro og bøn

hører uløseligt sammen!

H.H.

 

---------

 

Vær med til at sprede Rosenius-litteraturen!

se http://www.arven.net