Det, som I ser...

Luk. 21:1-6

Det naturlige, ugenfødte menneske påvirkes af og dømmer ud fra sin fornuft og fra indtryk som dets naturlige sanser registrerer - i væsentlig grad fra hvad det ser.

Vi læser om Eva i Paradis. "Kvinden så at træet var godt at spise af, og at det var en lyst for øjnene - et prægtigt træ, siden det kunne give forstand. Så tog hun af frugten og spiste. Hun gav også sin mand, og han spiste", 1. Mos. 3.

Karakteristisk er også det vi læser i Josva 7 om hvordan Gud siger der er bandlyst gods i lejren, som gør at Israel ikke kan stå sig mod sine fjender. Og hvordan en mand ved navn Akan viser sig at være den skyldige.

Akan bekender: "Jeg så, blandt byttet, en prægtig babylonisk kappe og to hundrede sekel sølv og en guldbarre som vejede halvtreds sekel. Disse ting fik jeg lyst til og tog dem. De ligger nedgravet i jorden under mit telt, sølvet nederst", vers 21.

Vi kender alle udviklings-rækkefølgen i dette Akan bekender. Hvordan det begynder: Jeg så. Hvordan det udvikler sig: dette fik jeg lyst til. Og hvordan synden fuldbyrdes: Jeg tog det.

Eller vi kan følge mændene som under Israels vandring blev sendt for at udspejde det lovede land, 4. Mos. 13. De kommer tilbage til Moses og Aron og hele Israels børns menighed og fortæller dem alt de har set; hvor forfærdelig overmægtig fjenden er. Så trækker de den naturlige konsekvens af det de har set og siger: "Vi magter ikke at drage op mod dette folk, for det er stærkere end vi. Og de talte dårligt blandt Israels børn om det land de havde udspejdet."

"Da begyndte hele menigheden at råbe og skrige, og folket græd hele natten. Og alle Israels børn knurrede mod Moses og Aron, hele menigheden sagde til dem: Gid vi var døde i landet Egypten eller her i ørkenen! Åh, om vi var døde!" 4. Mos. 14.

Som det altid går når der i Guds rige dømmes udelukkende ud fra hvad de ser, hører, føler og forstår ud fra sin egen natur og forstand.

Men blandt disse spejdere var der to, Josva og Kaleb, som vurderede situationen ud fra sit kendskab til Herren Gud. De havde set nøjagtig det samme som de andre spejdere. Men "de talte til hele Israels børns menighed og sagde: Det land som vi drog i gennem for at udspejde, er et enestående godt land. Dersom Herren har velbehag i os, så fører han os ind i dette land og giver det til os - et land som flyder med mælk og honning. Sæt jer bare ikke op mod Herren! Og vær ikke bange for folket i dette land, for vi skal fortære dem som brød! Deres værn er veget fra dem, og Herren er med os. Vær ikke bange for dem!", 4. Mos. 14:7-9. Den ene af disse to som sagde dette, var altså Josva som efter Moses overtog ledelsen af Guds folk.

Men typisk nok hørte folket på de spejdere som var i flertal og råbte højest. Og Gud blev virkelig vred og ville udslette sit folk. Men Moses gik i forbøn for dem, og Herren tilgav dem.

Ja, det som stadig skaber problemer for os alle sammen, og for Guds rige på jord, er, sådan som Jesus selv siger det:

Det, som I ser...

Disse ord finder vi i Luk. 21:1-6 hvor Jesus har sat sig ved tempelkisten: "Da han så op, så han de rige lægge sine gaver i tempelkisten. Men han så også en fattig enke som lagde to mønter i den. Og han sagde: Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle. For alle de andre gav af sit overflod, men hun gav af sin fattigdom - alt det hun havde at leve af.

Og da nogen talte om templet, hvordan det var prydet med flotte stene og tempelgaver, sagde han: Dette som I ser - dage skal komme da der ikke skal lades sten på sten som ikke skal nedbrydes!"

Hvad er det som sker her? Jo, Jesus er kommet med en bemærkning som ingen "sund fornuft" kan godtage. Nemlig at "denne fattige enke har givet mere end alle. For alle de andre gav af sit overflod, men hun gav af sin fattigdom - alt det hun havde at leve af."

Og straks kommer reaktionerne, straks sker det at "nogen talte om templet, hvordan det var prydet med flotte sten og tempelgaver."

Vi kender situationen: En stor person har nærmest "detoneret en bombe" i sin tale. Ingen tør omgående oplade sin røst overfor en kapacitet. Men en mumlen begynder, der snakkes. Det kommer ligesom ikke fra én bestemt person. Men flere vender sig til hinanden, "nogen har snakket sammen."

Sådan også her. Når Jesus har sagt noget så totalt "urealistisk" som at denne fattige enke "har givet mere end alle", da må der blive reaktioner, da er der "nogen talte om templet.." Det er jo netop "prydet med flotte sten og tempelgaver", siger de. Altså: Hvor langt tror du de var kommet med dette tempelbyggeri, med sådanne gaver som enkens skærv?

Da er det Jesus sætter dem alvorligt på plads med sine ord: "Dette som I ser - dage skal komme da der ikke skal lades sten på sten som ikke skal nedbrydes!"

Med disse ord: Det, som I ser, fortæller han dem hvor fuldstændig ubrugelig vor fornufts ræsonnement og regnestykke ud fra det vi ser, er for Guds riges fremme.

 Ikke bare verdens mennesker, men også Guds folk

kan bedrages af det de ser, hører og forstår

Nils Skjælaaen sagde en gang i en tale: "De store, synlige under, kan være både af Gud og af Satan!"

Tydeligst ser vi dette når Moses og Aron, sendt af Gud for at føre sit folk ud fra Egypten, gang på gang går ind til Farao og byder ham: "Så siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk rejse!" På Herrens befaling kaster Aron sin stav ned foran Farao og hans tjenere, og den bliver til en slange. Men Farao sender bud til sine vismænd og troldmænd, og de egyptiske spåmænd gør det samme med sine hemmelige kunster.

På Herrens befaling slår Moses og Aron på vandet i elven. Da bliver alt vandet i elven til blod. Men de egyptiske spåmænd gør akkurat det samme med sine hemmelige kunster.

På Herrens befaling rækker Moses sin stav over floderne, over kanalerne og over søerne, og frøerne kommer op og dækker hele landet Egypten. Men spåmænd gør det samme med sine hemmelige kunster.

Men så ved vi også meget godt at når folket på Guds befaling slagter påskelammet og stryger blodet på dørstolperne og på det øverste dørtræ, da er dette slet ikke noget de egyptiske spåmænd kan efterligne. Da bliver Israel løst ud fra fangenskabet i Egypten.

I en mere dagligdags situation ser vi Josva, som vi ovenfor så stod frem med en Guds rette vurdering af det lovede land, men så en anden gang selv falder for sine naturlige evners mulighed til at vurdere situationen, Jos. 9.

Gideon lå i det land Josva skulle indtage. Og Gud havde sagt at "landets indbyggere vil jeg give i jeres hånd, du skal jage dem bort fra dig. Du skal ikke gøre nogen pagt med dem eller med deres guder. De skal ikke bo i dit land, for at de ikke skal forføre dig til at synde mod mig. For da ville du tjene deres guder, og det ville blive en snare for dig", 2. Mos. 23.

Men før Josva er kommet til selve Gideon, kommer der udsendinge derfra. "De kom til Josva i lejren ved Gilgal og sagde til ham og Israels mænd: Vi kommer fra et land langt borte, gør nu en pagt med os!"

Og for at give indtryk af at de havde rejst langt, havde de udstyret sig med udslidte sække på sine æsler, gamle vinsække som var sprukne og stoppede og med udslidte og lappede sko på fødderne og udslidte klæder. Alt deres rejsemad var tørt og smuldret.

De sagde: "Vi kommer for Herrens, din Guds navns skyld, for vi har hørt rygtet om ham og alt det han har gjort i Egypten. Her ser I vort brød. Det var varmt da vi tog det med os hjemmefra den dag vi drog af sted til jer, men se hvor tørt og smuldret det er!"

Josva skulle altså ikke indgå nogen pagt med dem. Men han og hans mænd "smagte på deres rejsemad", som tydede på at de måtte være langvejsfarende, og ikke, som sandheden var, boede midt blandt dem og skulle på Guds ord udryddes. Og Josva gjorde en pagt med dem. Så står det da også så talende om Josva og hans mænd: "Men Herren spurgte de ikke til råds."

Det samme gælder det vi så fra Luk. 21, hvor Jesus kommenterer enkens gave. Der hvor dette er nævnt i andre af Bibelens evangelier, ser vi at Jesu egne disciple også var med og pegede på tempelbygningerne - som var bygget af tempelgaver. En forsigtig, men nok alligevel en bestemt protest mod Jesu rosende ord om enkens beskedne gave.

Ikke mindst husker vi Jesu ord når Peter vil standse ham fra at gå op til Jerusalem, til det frelsesværk han var sendt af Gud for at fuldbyrde. Baggrunden var de vældige ord Jesus havde talt til Peter - i alle de andre disciples påhør -!

Det han siger, er: Du er Peter (petros - egentlig "lille klippe", her rettere: lille del af klippen) og på dette petra (som betyder selve hovedbjerget) vil jeg bygge min menighed. Jesus siger altså ikke at han vil bygge sin menighed på Peter, men på sig selv. Noget Peter selv får tydeligt frem i 1. Pet. 2:4-9.

Og så siger Jesus til Peter (men altså stadigvæk bare et løfte til Peter som "del af klippen", som "den som bliver i mig", Joh. 15): "Jeg vil give dig nøglerne til himlenes rige, og det du binder på jorden, skal være bundet i himmelen, og det du løser på jorden, skal være løst i himmelen." Men dette hører Peters jordiske øre også, hans egen natur rejser sig i ham, og han forsøger at holde Jesus tilbage fra at fuldføre sin frelse for hele verden.

Da hører Jesus slangens gift fra Paradis, dette: "I skal blive lig Gud!", og Jesus siger, vendt mod Peter: "Vig bag mig, Satan! Du er til anstød for mig, for du har ikke sans for det som hører Gud til, men bare for det som hører mennesker til."

Hvad er det som bestemmer over det religiøse, men ikke genfødte menneske, - og Guds folk når de afviger fra Vejen? Jo det er netop dette Jesus siger til Peter:

 Du har ikke sans for det som hører Gud til,

men bare for det som hører mennesker til.

Hvad er det så vi sidder tilbage med, når vi i dag læser eller hører kristenhedens annoncer om forestående mødekampagner, årsrapporter o.l. Jo, det er alt det vi ser, som synes at betyde mest. Det er hvor mange nye kor, foreninger og andre synlige ting som skal etableres, eller er etableret. Eller det er personerne som skal eller har talt, som har stået for et eller andet stort tiltag indenfor menighed eller bedehus, eller på anden måde udrettet noget synlig stort i forsamlingen, hvor flinke de er til at tale, synge og underholde på alle måder.

 "Det, som I ser" i fuld udfoldelse i dagens kristenhed

Vi ser stadig mere katolske indslag bryder frem i kirken. Det er processionerne op ad kirkegulvet når gudstjenesten begynder. En foran bærende på et stort kors, derefter en person med nogle gamle Skrifter/Bibler, så en med dåbsvandet … og til sidst præsten.

I flere menigheder er der blevet mange "stationer" fremme i kirken. Et sted har vi de nye påfund med små stene som ligger i en kurv på alteret, og så kommer menneskene frem og flytter stene over fra kurven til et kors - som en synliggørelse af at den stentunge syndebyrde bæres til korset - hvor alt tilgives.

Et andet sted, gerne ved alterbordet, kan de komme frem og bekende sin synd. Ved en anden "station" fremme i kirken kan de komme og bede om at blive frelst, et andet sted bede om fornyelse osv.

Det er dette at selv at have deltaget i sagen, som giver tilfredsstillelse for de fleste. Og i tillæg det at andre også har set at jeg gjorde det, bliver en styrkelse af egenretfærdigheden.

Men er det noget vi har deltaget i, eller andre også har set at jeg gjorde, som skal være trøstegrund for vort frelsesforhold?

Nej, det er selvfølgelig bare det Jesu Kristi fuldbragte frelsesværk for alle mennesker har virket i Guds hjerte som betyder noget for evigheden - og bør da også være det eneste som betyder noget for dig og mig i vort frelsesforhold!

Tidligere var det bare præsten som stod frem på Guds vegne og i Jesu navn foran alteret og på prædikestolen. Og det meste af præsten selv var skjult i en meget enkel, lig for alle, præstekjole, som på ingen måde tiltrak sig opmærksomhed. Nu er det om at gøre at flest mulig aktiveres. Den gamle læge og sjælesørger Einar Lundby sagde en gang jeg hørte ham: "Aktion, aktivitet, det ligger i selve ordet: Det er af os selv."

Selv lever de på det, og da er det også om at gøre for dagens kristenhed at stille op overfor mødedeltagerne med mest mulig som tilfredsstiller øjet og øret.

Kristenheden synes at have opgivet kampen for at frelse de elendige, "de syge", dem Jesus sagde han var kommet for at frelse - og som altid har nok med det salige, levende Guds ord om frelse for syndere i Jesus Kristus alene.

Nu synes Kristenheden at være optaget med at frelse "de friske", de stærke, som Jesus så, ikke havde brug for ham. Og der er det selvfølgelig naturligt at bare denne verdens lokkemidler for øje og øre er aktuelle virkemidler -!

 Så kan vi også opleve "det, som I ser" i selve forkyndelsen

Forkynderen lægger ud med en hel masse ekstraordinære ting han ser i Bibelen, som tilhørerne virkelig fænges af. Dette er noget de aldrig før har "set." "Dette var en helt ny tanke..." Hører vi. Men det er ikke "tanker" som åbenbarer hverken frelsesværket eller noget andet som hører Guds rige til.

Så er der forkyndelse som kan virke langt mere "åndelig", ja som ren åbenbarelse for dem som ikke er åndelig vågne. Herren siger om begge disse eksempler: "De fylder jer med tomme indbildninger. De bærer sit eget hjertes syner frem, ikke ord fra Herrens mund", Jer. 23:16.

Noget af det mest tydelige i de senere år er den karismatiske vækkelsesbølge, efterfulgt af de endnu mere udprægede stærke "trosretninger." Der hvor åbenbarelsen" af Ordet og ikke mindst nådegaverne på ny endelig synes at være kommet tilbage i menigheden. Ja, det som virkelig hører Guds rige til, synes at blive levendegjort for manges øjne.

"Åbenbaringen af den hemmelighed som der har været tiet om i evige tider, men som nu er kommet frem i lyset...", sådan som det står skrevet i Rom. 16:25 flg. synes at blive fuldbyrdet.

Men af hans store nåde afdækker Gud efterhånden for flere, at det mange mente de så, langt fra var "den hemmelighed som der har været tiet om i evige tider, men som nu er kommet frem i lyset", som er noget langt dybere, nemlig evangeliet om frelse for syndere i Jesus Kristus alene.

 Men hvad sker så i dag på netop dette område?

Jo, de mest "konservative bibeltro" i vort lægfolk, som på det stærkeste slog ned på den karismatiske bevægelse i 1960/70-tallet, anbefaler i dag sine forkyndere at lade sig uddanne af de langt mere ultraradikale end de karismatiske den gang, og langt fra bibelske trosretninger, fra USA og Canada! Her ser vi det enorme frafald, og det helt ind i lægmandsbevægelserne i vore nordiske lande!

Vort blik trækkes, ved alle disse verdens forskellige - og til dels i det åbenbare "åndelige" - påfund, bort fra hovedsagen: Om vi har livet i Guds Søn - til virksomheden, til nådegaverne, tjenesten osv. Og intet af al denne aktivitet, alle disse påfund fører til frelse for sjælene. Nej, tværtimod, alt dette "kvæler Ordet", Matt. 13:22.

Så ser vi "kontraudslag" i dagens kristenhed. Det kan virke så bibelsk troværdig. Vi ser dem gå ud og tage fuldstændig afstand fra alle udglidningerne. Men så viser det sig at disse igen, har selv med sin forkyndelse, fået hovedfokus på en kristens liv - frem for den rene lære*.

Hermann Sasse skriver i "hvad er luthersk kristendom": Når man senere ikke mere spurgte efter læren, men efter livet, da var dette såkaldte religiøse liv bare et svagt ekko af det, som vort folk en gang i den rene læres tid havde ejet. Eller kan et menneske af i dag længere begribe den jubel som den gang klang gennem tusinder af hjerter når salmen "Nu kære menige kristenhed, du kommer med lyst og glæde" gik fra mund til mund, og da med denne og så mangen en anden salme om synderens retfærdiggørelse."

Mere og mere får vi gennem alt dette demonstreret at "For mennesker er det umuligt (at blive frelst, eller at se Guds rige). Men for Gud er alt muligt", Mark. 10:27. Og "Ingen kan komme til mig uden at Faderen som har sendt mig, drager ham", Joh. 6:44

 uden at man bliver født på ny, kan man ikke se Guds rige

Dette "se Guds rige" taler både om det at lære at kende/se Guds riges hemmelighed og sandheder mens vi som genfødte sjæle endnu lever på jord. Og det taler selvfølgelig også om det at nå frem til og se/opleve selve det evige Guds rige i himmelen.

 Jesus begynder at forberede sine disciple på "en ny tid"

I Jesu møde med de to Emmaus-vandrerne, ser vi han begynder at forberede dem på "en ny tid" når det gælder deres forhold til ham, hvordan de nu efterhånden skulle se ham.

Vi læser at "deres øjne blev holdt tillukkede, så de ikke kendte ham", Luk. 24:16. Hvem var det som holdt deres øjne tillukkede? Jo, det var Jesus! For at de nu skulle begynde at vende sig til ikke længere at kende ham ud fra hans synlige skikkelse, men ved at kende ham åbenbaret ud fra Skriften, når den blev udlagt for dem. Sådan kender Guds børn heller ikke først og fremmest hinanden efter kødet, 2. Kor. 5:16.

Nogle vers længere ude i Luk. 24 ser vi at de to disciple taler sammen, fryder sig og siger til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os da han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" vers 32.

Så ser vi Jesus forlader disciplene med disse ord: Joh. 16: "Men jeg siger jer sandheden: Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer. Men går jeg bort, da skal jeg sende ham til jer.

Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom: Om synd, fordi de ikke tror på mig. Om retfærdighed, fordi jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere. Om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt."

 I ham var liv, og livet var menneskenes lys

Joh. 1:4

Peter står og forkynder i Kornelius’ hus om Jesus Kristus: "Han bød os at forkynde for folket og vidne at han er den som Gud har sat til at være dommer over levende og døde." Alvoren over menneskets forhold til Jesus lægges ind over dem.

Så fortsætter han med at forkynde det forløsende og i sig selv frelsende budskab: "Ham giver alle profeterne det vidnesbyrd at hver den som tror på ham, får syndernes forladelse ved hans navn", Apg. 10:43.

Da er det at "mens Peter endnu talte disse ord, faldt Den Hellige Ånd på alle dem som hørte ordet." Og det som sker, er intet mindre end det største som kan ske på denne jord: Mennesker bliver født på ny, går over fra døden til livet. Om dem gælder Guds ord:

De er født ikke af blod, heller ikke af køds vilje,

heller ikke af mands vilje, men af Gud.

Joh. 1:13

Åh, som vi kunne tale længe sammen om dette skriftsted!

"De er født!" Hørte du det? Det er sket noget totalt nyt i deres liv, lige så dramatisk som når et barn fødes ind i en helt ny tilværelse!

Men så læser vi altså: .".. født, ikke af blod!" Nej, det nye livet er ikke noget de "får i fødselsgave." Ikke noget de kan arve fra mor eller far, om disse måske er levende kristne.

.".. ikke af køds vilje." Du bliver ikke født på ny ved nogen som helst viljesindsats. Guds ord taler klart: "Altså kommer det ikke an på menneskets vilje eller stræb, men på Gud, som viser miskundhed", Rom. 9:16.

.".. heller ikke af mands vilje." Det var ikke den som var så "tændt på at evangelisere" som var i stand til at påvirke dig så dette verdens største under skete! Prædikanten kunne heller ikke skabe det nye liv ved sin fængende tale, sine tåredryppende historier om dem som var kaldet, men kom for sent -! eller der hvor han gik ned mellem bænkerækkerne og spurgte, én her og én der: "Er du frelst?"

.".. men af Gud!" "For I er genfødt, ikke af forgængelig, men af uforgængelig sæd, ved Guds ord, som lever og bliver… Men Herrens ord bliver til evig tid. Og dette er det ord som er blevet forkyndt jer ved evangeliet", 1. Pet. 1:23,25.

Det er Gud alene som føder os på ny ved sin "uforgængelige sæd, Guds ord, som lever og bliver." Og endnu mere konkretiseret følger så vers 25: nemlig ved "det ord som er blevet forkyndt jer ved evangeliet." Loven driver os til Kristus. Bare evangeliet kan føde sjæle på ny, d.v.s. et Bibelens ord om det fuldbragte, færdige frelsesværk for alle mennesker ved Jesus Kristus alene, og hvad det har virket i Guds hjerte.

1. Joh. 5:10-12 er et ord som vidner om dette, og samtidig i sig selv er et budskab som kan føde sjæle på ny: "Den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. Den som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han ikke har troet det vidnesbyrd Gud har vidnet om sin Søn. Og dette er vidnesbyrdet at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet."

Her tager vi den herlige skriftgengivelse fra gammel rosenius-litteratur med: "Hver den som elsker Ham som fødte, elsker også den som er født af Ham", 1. Joh. 5:1b. Her omtales Gud helt ret som "Ham som fødte."

Sådan er det for ethvert Guds barn ingen tvivl om at det var Ham, Gud alene ved sit Ord og sin Ånd, som fødte os på ny. Det var ikke noget et menneske kunne udtænke, og endnu mindre kunne udrette. Det var alene Gud som gjorde alt da vi blev født på ny ved åbenbarelsen af evangeliet om Guds Søn, frelse for syndere i Jesus Kristus alene!

Talsmanden, Den Hellige Ånd, åbenbarer Kristus i Ordet

C.O. Rosenius skriver: "Ånden kommer ikke uden nogen som helst baggrund og tager sig af vore sjæle. For at det skal ske, er det helt nødvendigt at vi bruger nådens midler; Ordet og sakramenterne!

Vil du have Den Hellige Ånd, dens værk og gave i dit hjertet, så gå til Ordet, Åndens ord! Læs det, hør det, skriv det, tal og syng det mens du beder om Den Hellige Ånd! Og du skal erfare at han ikke udebliver…

Paulus siger udtrykkeligt at Ånden fås bare ved at høre troen forkyndt (høre evangeliet - som skaber troen - forkyndt), Gal. 3: 2. Og vi så i Apg. 10 at mens Peter talte faldt Den Hellige Ånd på dem som hørte ordet.

Hvad havde disse så selv foretaget sig? Ikke noget som helst andet end at høre! De sat helt stille og bare hørte Ordet. Og så kom Den Hellige Ånd ind i deres hjerter. Så kom anger, tro og kærlighed, liv og kraft, som gjorde dem til nye mennesker. Derfor må vi sige igen og igen: Brug Ordet! Brug Ordet! ...

Men alligevel må du indprente dig dette: Ikke alle som læser Guds ord, får dermed Ånd og liv… Tusindvis af skriftlærde og farisæere blandt os beviser dette. Hvad er det da som kræves? Der kræves at vi i tillæg til at bruge Ordet, også har tydeligt for os at det til stadighed står i Guds hånd om vi skal modtage kraften fra Ordet. Der kræves at vi omgås Ordet med det sind som denne påmindelse burde virke i os; med ydmyghed, med gudsfrygt. Og med et øre og en tro som er indstillet på at jeg står overfor Den Hellige Gud, når han taler.

Og ikke mindst; at vi ofte, hver for sig, men også sammen med hinanden, beder, først og sidst om at Den Hellige Ånd må komme til i os.

Uddrag af Husandagtsbogen 21. januar

 De som bliver født på ny og får Guds rige at se,

oplever fuldbyrdelsen af Esajas 42.

I Esajas 42 læser vi at Gud vil sende sin tjener, Jesus, for at han skal "åbne blindes øjne, føre de bundne ud af fangehullet og føre dem som sidder i mørke, ud af fængslet." Og videre: "Blinde vil jeg føre på en vej de ikke kender. På stier de ikke vidste om, vil jeg lade dem færdes. Mørke steder foran dem vil jeg gøre til lys og bakker til sletteland."

Ja, så tydeligt forskellig er livet i Guds Søn fra hvad det naturlige menneske kan finde på at praktisere som "kristenliv." Det bliver som at Gud "åbner blindes øjne." Som når blinde føres "på en vej de ikke kender." Og "på stier vi ikke vidste om, lader Gud os færdes. Mørke steder foran os gør han til lys og bakker til sletteland."

Dette "syn" fik profeterne også og mange som levede med Gud allerede i gammel testamentlig tid.

Så ser vi i nytestamentlig tid, Simeon står i templet med Jesusbarnet i sine arme og udbryder: "Herre, nu kan du lade din tjener fare herfra i fred, efter dit ord, for mine øjne har set din frelse", Luk. 2,29-30.

Nu har Guds Ånd stadfæstet med hans ånd, og hans åndelige øjne set, at det barn han står med i sine arme, og hans legemlige øjne nu ser, er menneske-barnet Jesus Kristus, Guds frelse!

Døberen Johannes kendte livet i Guds rige. Fra han var en lille dreng havde han været med til at fejre slagtningen af påskelammet, hvor hver husfar udvalgte sig et lam for sit hus, slagtede det og strøg blodet på dørstolpen til huset, til redning for alle som opholdt sig indenfor.

Straks da Johannes ser Jesus første gang komme hen imod ham, udbryder han: "Se det Guds lam som bærer verdens synd!" Altså: Se nu her, det lam Gud selv har udvalgt for hele verden, som sit hus! Nu skal han ofres, og hans blod blive vor frelse! Han er den alle disse ofringer og blodet viste hen til.

Dette er Guds barns vej til sandheden og livet i Guds rige. Altid må vi lade Gud, først og fremmest gennem Ordet og ved sin Ånd, stadfæste hvad det er vi har foran os, det som møder os her i livet. Advare mod afvigelser fra vejen, stadfæste som ret, eller forkaste som falsk, det vore legemlige organer ser, hører, føler eller oplever. Det kan være forkyndelse og lære i ord og skrift, sang og musik m.m. Det kan være Satan i fåreklæder!

 Vi bliver ikke træt af at understrege

dette med frelsen "i Jesus Kristus alene"

Dette "i Jesus Kristus alene" kan vi læse så let, og tro at vi har fattet det. Men et liv med Gud i hverdagen vil afdække hvordan du har det i forholdet til dette: Frelse for syndere i Jesus Kristus alene.

Vi har desværre mange forskellige retninger i dagens kristenhed hvor forkyndelsen og læren klart fokuserer på troen frem for på Jesus Kristus alene! Alt afhænger ligesom af at du tror. forkyndelse og vidnesbyrd viser at deres tro bygger på noget de selv har deltaget i, som det sikreste, noget "vi selv kan vidne om." Ikke som noget vi udelukkende ejer i Jesus Kristus alene - og ikke i selve "vor" tro!

Men selv for det klart genfødte Guds barn, under den rene lære om frelse for syndere i Jesus Kristus alene, vil det i hverdagens liv snart vise sig at vi stadig, i tanker, ord og gerninger opfører os som om det er "vor" frelse og ikke "Guds frelse" i Jesus Kristus alene, vi lever på.

Vi falder, får en forfærdelig syndenød, og beder Gud tilgive os dette frygtelige fald. Så langt er alt ret. Men hvordan har vi det så med vor frelsesvished? Nej, da oplever vi det som om vor nådestand hos Gud, om ikke helt faldt ud af den, så i hvert fald som om den nu er langt dårligere end i går, da vi syntes vort kristenliv var langt bedre - -!

Men da vækker Gud os i sin nåde op fra vor stadige egenretfærdighedstrang, og spørger: Er Kristus da død forgæves. Konf. Gal. 2:21

Så beder vi på ny Gud tilgive os - ikke mindst dette vort forfærdelige egenretfærdighedsstræb. Og får trøst i at også dette var det Jesus kom og sonede for!

 Du har bare trættet mig med dine synder,

og voldt mig møje med dine misgerninger.

Jeg, jeg er den som udsletter dine misgerninger

for min skyld, og dine synder kommer jeg ikke i hu.

Esajas 43:24-25

 Som de som ikke ser og dog tror

Over dette ord: "Mit rige er ikke af denne verden", Joh. 18: 36, skriver Rosenius: "hvad et rige af denne verden er, det ser vi med øjnene. Det består af ydre pragt og anseelse, magt, hærstyrker, våben, ære, titler og alt som der trænges til for at styrke og fremhæve dette ydre, legemlige liv.

Kristi rige derimod, er et åndeligt og usynligt rige. I menneskers øjne er det foragteligt og elendigt, og er ikke til for vort jordiske liv, men for vort evige vel og for en anden tid.

Men dette burde vi først og fremmest lære og indprente os fra forbillederne som kongen selv giver os. Kristi dybe fornedrelse og lidelse er stillet så åbenlyst til skue i gribende træk for at vore øjne.

Og øv dig da særligt på at se sammenhængen mellem de store modsætninger hos Kristus. Modsætningerne mellem den han virkelig er, og det han efter sit ydre ser ud som.

Se denne store og herlige person, og den dybe fornedrelse og det ynkelige udseende! I sin person og virkelighed er han den store "ærens Konge", Faderens enbårne Søn. Selv i menneskets skikkelse har Faderen "givet ham al magt i himmel og på jord", og "givet ham navnet som er over ethvert navn, for at i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig, de som er i himmelen, på jorden og under jorden. For at hver tunge skal bekende at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære." Sådan er denne konge i virkeligheden.

Men se hvor meget af dette som synes om ham! Han blev født i en stald. Gennem hele sit liv var han den mest "forladte og foragtede af mennesker", "fuld af lidelser og sydom." Så fattig at "rævene har huler, og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved."

Når han holder sit vigtige indtog i Jerusalem, sådan som profeterne havde forudsagt, da rider han på et arbejdsæsel de har lånt. Og de fattige disciples klæder er hans sadel.

Er dette den store ærens konge, som profeterne har sunget om fra før verden blev til? Ja, han er den samme "herlighedens konge, stærk og mægtig i krig." Men så lidt ser vi af alt dette, at det ikke er så underligt om menneskene fristes til at hånle af hans kongenavn og sige: Da må han jo være en tiggerkonge.

Læg så også mærke til det vi skal lære af dette: At sådan som kongen er, sådan er hans rige også, - altså et rige som består af de skarpeste modsætninger: Den største ære og herlighed overfor Gud. - Men i den største usselhed overfor os selv og alle mennesker."

Uddrag af Husandagtsbogen 12. nov.

 Den tro som giver Gud alene æren,

er at have øjet uafladeligt fæstet på Jesus!

I 4. Mos. 21 læser vi om de giftige, dødbringende serafslanger som kom ind blandt Guds folk på vandringen mod det lovede land. Mange af folket døde af disse slangebid. Så bad de Gud fjerne slangerne (billedet på alt ondt i os selv). Men Gud bød i stedet Moses at lave en serafslange - altså en slange af samme slags som den som førte død ind over dem, men uden gift! Moses skulle rejse den op på en stang i ørkenen, og de som var bidt af slangerne, men så på den, skulle leve.

Så lavede Moses en slange i kobber, satte den på en stang, Og når en slange havde bidt nogen, og han så på kobberslangen, blev han i live.

"Så lad os derfor, da vi har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt som tynger, og synden som hænger fast ved os, og løbe med tålmodighed i den kamp vi har foran os, med blikket fæstet på Jesus, han som er troens ophavsmand og fuldender. For at opnå den glæde som ventede ham, led han tålmodigt korset, uden at agte vanæren, og har nu sat sig på højre side af Guds trone", Heb. 12:1-2.

Hør, så skal din sjæl leve!

Jesus siger til Tomas: "Fordi du har set mig, tror du. Salige er de som ikke ser, og alligevel tror."

Så snart øjet vendes bort fra Gud, svækkes troens fred

C.O. Rosenius fortæller en historie om en fattig kvinde som havde levet i Stockholm. Gennem mange år havde hun vært plaget af sydom. Men kristne venner sørgede for at hun ikke led nogen nød. "Hun var fattig, men alligevel rig", for hun kendte Gud, og havde lært at sætte sin lid til sin himmelske Far.

Men nu må man samtidig ikke tro at den som har en sand tro og tillid til Gud, aldrig skal plages af vantro eller andre ting fra alt det gamle hjertets elendighed. Abrahams, Davids og disciplenes liv viser os noget ganske andet, f.eks. i 1. Mos. 12:11-13, 1. Sam. 21:13 flg., Mark. 16:14 m.fl.

Blandt de kristne venner i byen fandtes der også en mand, som i forbindelse med sin stilling, ofte var hos kongen. Så var der nogen som tog denne fattige kvindes situation, op med manden, med spørgsmål om ikke han kunne bevirke en gave til hende fra kongen - den gode og velmenende kong Oskar I.

Efter en tid kom denne mand så virkelig med en gave han havde fået af kongen, til denne kvinde. Og fra den samtalen han nu havde med hende, har han fortalt dette:

"Jeg trådte ind i det lille rum, helt ukendt for hende, og begyndte med at sige: "Jeg har hørt om dit behov for underhold, men også at du har den store glæde at kende den rette hjælper; det at have tro og tillid til Gud. Og da er alt jo godt!"

"Ja", svarede hun, "havde jeg ikke haft det, så var jeg virkelig ulykkelig! Jeg ligger her, som du ser, syg på andet år, og har ingenting selv at hjælpe mig med. Men Gud sørger så vældigt for mig at jeg ingen nød lider. Og det at jeg tror at Herren ordner alt for mig, er så vist ikke noget jeg vil rose mig af, for jeg får bare lov at se hvordan han dagligt sørger for mig."

"Ja, det er akkurat det jeg har hørt. Og nu er jeg glad for at kunne give dig et nyt bevis på denne din Fars omsorg for dig. Her skal jeg overrække dig en gave fra Hans Majestæt på 50 rigsdaler, og med dette skriftlige løfte om at Hans Majestæt vil give dig den samme sum årligt så længe du lever." Dermed overrakte jeg hende papiret med dette løfte og Hans Majestæts signatur.

Hver og en kan forestille sig den glæde og overraskelse som prægede hende da hun tog imod gaven. Stærkt bevæget løftede hun sine øjne mod himmelen og lod sin taknemmelighed strømme op i lovprisning til sin himmelske Far som i sin store nåde endnu en gang havde tænkt på hende. Jeg kan ikke beskrive al den taknemmelighed hun gav udtryk for, og som hun også velsignede den gode konge som ville give hende så stor en gave. Til sidst fik jeg også min del af al hendes tak, for at jeg havde været den som havde bevirket denne hjælp til hende.

Det var jo en stor velsignelse for mig bare at være vidne til en sådan glæde og taknemmelighed. Og jeg fortsatte så med at tale om vor himmelske Fars trofaste omsorg for alle sine børn, og om hvor stor lykke det er at have lært en så rig og omsorgsfuld Far at kende.

Mens jeg talte har hun siddet halvt lænende mod puderne, med det fine brev fra kongen i sin hånd, og deltaget i samtalen om Guds godhed. Men pludselig bliver hun stille, ser alvorlig og betænksom ud. Øjnene er rettet mod papiret hun har i hånden. Omsider afbryder hun tavsheden idet hun sagte vender ansigtet mod mig og siger, med et dystert ansigt og nedstemt tonefald:

"Men dette er jo ikke mere end lige det som er nok til et års leje for dette fattige værelse! Hvad skal jeg så have at leve af?"

Jeg kan ikke beskrive min forfærdelse. Jeg blev fuldstændig stum da jeg så den dystre uro som havde indtaget hendes sind. Jeg følte mest anger for at jeg i det hele taget havde "brudt ind" i hendes værelse, når jeg på denne måde havde medvirket til at knuse den sorgløse fred hun ejede - så længe hun ikke havde mere end Gud alene som hele sin trøst.

Jeg tænkte: Åh, det elendige menneskehjerte! Jeg havde trods alt ikke taget noget som helst fra hende! Men tværtimod haft et herligt bevis på både Guds og menneskers kærlighed, med til hende. Men bare fordi hun fik noget jordisk at se på, og øjet på grund af dette blev vendt bort fra den eneste rige og uudtømmelige kilde, den eneste stærke og trofaste hjælper, så var hun nu ulykkelig!

Jeg talte naturligvis lidt med hende om lige dette, og mindede hende om det hun lige før havde sagt om sin trofaste, himmelske Far, sin tillid til ham, og de daglige bevis hun havde erfaret af al hans omsorg for hende. Hun erkendte alt dette, og indså vel at det bare var fjenden og det troløse hjerte som på ny havde bedraget hende. Men den fred hun havde haft, den var ødelagt. Og jeg forlod hende med en følelse af at jeg havde gjort hende mere ondt end godt." Så langt denne mands beretning.

Rosenius tilføjer: Hvis nogen som læser dette kan forfærdes over at et Guds barn på et øjeblik kan falde så totalt ud af sin tillid til Gud, så skal du bare se lidt på de eksempler fra Skriften som vi nævnte indledningsvis.

De lærdomme denne beretning giver os, er særligt følgende: Se det elendige menneskehjerte! Se følgerne af det dybe syndefald i vor natur! Og for det andet: Bare øjet vendes fra Gud til noget jordisk, så er det straks slut med freden.

Husk dette godt!

---------

Og vi kan tilføje: Det bliver altid samme resultat når vort øje vendes bort fra Gud, enten det er til noget stort og tilfredsstillende, eller det er til en vanskelig person eller et stort problem. Da brydes troens fred.

H.H.

 Vi har trykt helt ny udgave af plakaten:

"En kristens dagsorden"

På opfordring skaffede vi for 3-4 år siden et ex. af denne plakat fra Sverige, oversatte teksten til norsk, og trykte den for øvrigt lig den gamle svenske udgave, med biledet af Rosenius midt på plakaten.

Nu tror vi Gud har vist os at vi ikke skal have billedet af ham midt på denne plakat. Alle bøgerne med hans skrifter, også plakaten, er som kendt laget som uddrag fra bladet "Pietisten", det meste efter hans død. Når vi læser bøgerne er det ikke Rosenius, men Kristus som træder frem. Da tror vi heller ikke det har været hans ønske at biledet af ham skulle stå midt i denne gode dagsorden.

Billedet er i den nye udgave udskiftet med kendte motiver fra Jesu frelsesværk, som vist nedenfor (klik på billedet for større billede):

Alle som har købt den gamle plakat, og giver os besked om at de ønsker den nye, vil få den tilsendt gratis og portofrit.

--------

Stor Guds gave undervejs til vort danske broderfolk.

Efter mange tiår hvor det i Danmark, som også en tidligere lang periode i Norge, bare har været udgivet stærkt beskåret rosenius-litteratur, er den gamle Husandagtsbog nu i færd med at blive oversat i en ny, ubeskåret, ikke populariseret, dansk sprogdragt! Se websiden og tag kontakt!

www.budskabet.net

 Roseniuslitteraturen - den rene lære.

--------

Få også flere nummer af bladet gratis til uddeling!

Bladet Arven sendes gratis til alle som ønsker at modtage det

Ansvarlig redaktør: Hermod Hogganvik

Bankgiro: Bladet: 3075.10.24 092

Arven Forlag, Rennesvn. 6, N-4513 Mandal.

Forlaget: 3138.07.03508

E-post: hermodh@c2i.net - Tlf: 38 26 21 44 - Mobil: 918 70 466 - Fax: 38 26 21 32

www.arven.net

 

ISBN 1501-8938