Guds fred

 

Lad Guds fred råde i jeres hjerter! Kol. 3:15. At have fred med Gud, leve i et fortroligt samfund med sin Frelser, fri fra samvittighedens kval og stik, fra syndens gnaven, vis på at vi ejer forladelsen, at leve i Guds nåde og venskab - Åh, hvor saligt, og hvor nødvendigt dette er for alt i en kristens liv!

 

Guds fred er selve hjertet, livet og kraften i al kristendom.

 

Men når vi ikke har Guds fred, og hjertet er bundet af loven, i mørke og kval, tynget af trældommens ånd, da er alle formaninger, gode forslag og initiativer ikke bare forgæves, men ret og slet skadelige. De øger alt ondt og dræber bare sjælen endnu mere. Det virker alt sammen som stærk mad i et febersygt menneske.

 

Første vilkår for sand helliggørelse er altså at det er Guds fred som råder/regerer i hjertet. Desuden er denne Guds fred selve himmeriget på jorden, det Guds rige som er indvortes i jer, ja, paradiset i jammerdalen og et dagligt gæstebud.

 

Skriften siger: "Guds rige består i retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd", Rom 14:17. At vi skulle have fred med Gud, var jo det som var selve målet med hele Kristi forsoning. "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger. Straffen lå på ham, for at vi skulle have fred", Es. 53:5. "Retfærdighedens frugt skal være ro og tryghed til evig tid", Es. 32:17. Og "mit folk skal bo i fredens bolig og i tryghedens telte", Es. 32:18.

 

Paulus trækker så denne konklusion: "Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus", Rom. 5:1.

Sådan taler Skriften altså! Skulle Guds fred da ikke råde i enhver troendes hjerte? Eller er det ikke sandt, det Skriften siger: "Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud", at "Guds rige består i retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd"? Skriften kan ikke lyve.

Hvad kommer det da af, og hvad betyder det at denne virkelige fred med Gud er så sjælden en gæst iblandt os? Nu taler vi ikke om dem, som ikke en gang ved hvad sand fred med Gud vil sige. Disse lever i selvsikkerhedens fred, en fred som kommer af et fysisk og mentalt godt helbred, et godt job, økonomi, familieforhold o.s.v. Eller de er vakte, stressede og jagede sjæle i vantro og lovtrældom, indvortes gnavet af pinefuld uro, frygt og stik i samvittigheden.

 

Disse burde lægge mærke til at de mangler det helt afgørende. For Skriften siger jo udtrykkeligt at "da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud." Eller kan det tænkes at Skriften lyver?

 

Forstår du ikke, hvis du er en af disse, at du mangler den virkelige tro?

 

Men nu vil vi først tale lidt sammen om dem som er kommet til troen og har fået fred, men så på ny er sunket ned i ufred, frygt, mørke og trællesind. Som sukker: "Hver morgen kommer til mig med tugt", Salme 73:14, "vågner jeg, så kommer frygten, sover jeg, så indtager angsten mig. Mit liv er bare klage og suk!"

 

Da må vi spørge: Hvad er årsagen til at selv troende sjæle ofte lever i ufred? Svar: Hvis det bare er den følbare fred en kristen mangler, men han har blikket fæstet på Kristus og evangeliet, men får det ligesom ikke ind i hjertet så det giver liv og fred, da er dette mere pinefuldt end det er farlig.

 

Hvis han alligevel kan sige: "Men jeg bliver altid hos dig, Herre - om end mit kød og mit hjerte svigter, så er Gud mit hjertes klippe og min del for evig" o.s.v. Om han bare kan tale sådan med sin Gud, da er det ikke så farligt, da fører denne ufred ikke til åndelig død, men til Guds ære.

 

Da kan det hele bare skyldes at Gud skjuler sig, en tugt vi behøver, eller en naturlig sydom som i det hele taget ikke har noget med vor sjæl at gøre.

 

Men hvis vi ikke har noget som helst fæste i Ordet, og bare tænker hid og did, ser på vore synder og vore pligter, og alle mulige initiativer for at hjælpe os selv, men alt bare er trældom og ufred, da er der fare på færde. Da er det en vantro og et trældomssind som kan føre til døden, hvis vi ikke snart får hjælp og trøst.

 

Hvad bør sådanne sjæle så gøre? Først bør de holde op med alle sine egne påfund. De bør lade sig tugte for sin vantro og egenretfærdighed, og indse hvordan de med alt dette forkaster alt det den kære Frelser så rigelig har gjort og lidt for os, og det han har givet os i Ordet og sakramenterne.

 

De bør vågne og indse at de bare går og ser på sig selv, sine synder og sine følelser - som om deres synder betyder mere end alt det Kristus har fuldbragt for os. Og som om deres tanker, følelser og meninger gælder mere end alle Guds vidnesbyrd, både Åndens, vandets og blodets!

 

"Ja, men", siger du, "jeg vil tro bare på Guds ord og løfter, jeg vil tro bare på Kristus og hans fuldbragte værk. Men jeg får alligevel ingen kraft af det, intet liv, ingen fred."

 

Svar: Er det bare sådan at du virkelig vil, og søger denne gave ved at høre evangeliet, da er der ingen fare for dig. Det som da mangler, er bare følelserne og oplevelsen. For det er dette du vil have, det er denne oplevelse som du kalder liv og fred.

 

Men der findes et liv og en fred i troen udelukkende på Ordet

 

Det er en endnu mere kostelig gave. Hviler du i den, da kan du sige: Om så alt ondt skulle rase i mit kød, om al mulig angst skulle storme i mit følelsesliv, så gælder fortsat tusind gange mere det du, Herre Kristus, har gjort og sagt. I det vil jeg hvile til det onde går over.

Se da om du, som den kanaanæiske kvinde, kan holde ud i tro på den underlige Herre, så skal han nok til slut åbenbare sig, og du skal også få en stor, følbar fred. Dette er den tro og fred Paulus omtaler i Rom. 5:1 med disse ord: "Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus."

 

Guds fred afhænger af troen. Som troen er, sådan er freden. Søg aldrig bare selve freden, men søg den nåde at kunne tro - tro udelukkende på Ordet! Så følger freden af sig selv.

 

Derfor; når du mangler fred med Gud, når dit hjerte er mørkt og tungt, da sæt dig ikke ned og bare lade tankerne fare hid og did, og gætte og tænke på hvordan det nu står til med din sjæl og med Guds nåde mod dig.

 

Nej, hør, læs og studér evangeliets ord, samtidig med at du sukker til Gud om at han må åbne dit hjerte, at du må få troens gave! Se om du ikke da får øjnene åbnet, og Guds herlighed bliver åbenbaret for dig i hans evangelium. Så vil du også få en usigelig stor fred.

 

Lad os bare se på hvor stor grund vi har for troen og freden i nævnte Rom. 5:1. Det som mest forstyrrer vor fred og anfægter os, er vore synder og tvivlen på vor omvendelse og ægte oprigtighed.

 

Men Paulus siger at "vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender", Rom. 5:10. Hvis jeg da plages af anfægtelse og nød over, om jeg virkelig er blevet ret omvendt, og derfor ikke kan tro, så siger apostelen altså at "vi blev forsonet med Gud mens vi endnu var fjender" - ikke: når vi var blevet omvendt og Guds venner -! Og der stod: "ved hans Søns død" - ikke: gennem vor omvendelse, anger og tro!

 

Kan jeg bare tro dette: At hele verden i Kristi død blev forsonet med Gud - at dermed også jeg, uanset hvordan jeg så måtte være, alligevel da for evig blev forsonet med Gud. Og at i det øjeblik, når denne nåde bliver mit hjertes trøst - eller i det mindste er det jeg længtes efter, og troens gnist tændes, så er jeg straks retfærdig og frelst.

 

Jeg må altså tro på en nåde som er til før jeg tror, som er til for hele verden. Da må jeg jo få en stor og salig fred fra nævnte anfægtelse.

 

Men i samme kapitel finder vi et, om muligt, endnu stærkere udtryk for denne evige fredsgrund: "ligesom synden kom ind i verden ved et menneske, og døden på grund af synden - - ligesom én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan bliver også én mands retfærdige gerning til livsens retfærdiggørelse for alle mennesker - - så skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed."

 

"Men med nådegaven er det ikke som med overtrædelsen. For er de mange døde på grund af den enes overtrædelse, så er meget mere Guds nåde og nådens gave overfylder (flyder over) til de mange gennem det ene menneske, Jesus Kristus. For om døden på grund af den enes overtrædelse har hersket gennem den ene, så skal meget mere de som rigelig modtager nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom, leve og herske ved den ene, Jesus Kristus."

 

Her er Guds store råd til vor frelse og hans evige fredstanke om os åbenbaret. Og her bliver din og min retfærdighed ikke en gang nævnt. Her tales der bare om en andens lydighed, en andens retfærdighed, som er en gave, og er vor retfærdighed. Her står igen og igen: "ved den enes lydighed", "ved den ene", "ved den ene, Jesus Kristus", "gennem dette ene menneske, Jesus Kristus."

 

Her står at ligesom vi, uden noget som helst tiltag fra vor side, bare "ved det ene menneskes ulydighed", gennem arven fra Adam har fået synden og døden over os. Så skal vi, lige uforskyldt, gennem ens retfærdighed få liv og retfærdighed.

 

Og ikke bare det, men også at den retfærdighed og det liv vi får gennem Jesus Kristus, skal være mere mægtig over os end den synd og død som kom ved Adam. Dette er jo så usigelig stort og herligt, og er hele evangeliets indhold.

 

Men da står der endnu tilbage en ængstelig indvending: "Det som Kristus har gjort er sikkert og godt. Men da burde jeg jo også være sådan som Gud vil og kræver. I Guds ord ser vi klart hvad hans bud kræver af os. Men når jeg ikke klarer at opfylde det Gud kræver, men desværre er og gør tvært imod Guds bud, er fuld af synd og urenhed, ikke elsker Gud, ikke angrer ret, ikke beder som jeg bør, og meget andet - -. Da kan jeg jo ikke tilegne mig en sådan nåde og gave?"

 

Hør da hvad vers 20 i samme Rom. 5 siger: "Men loven kom til for at faldet skulle blive stort. Men der synden overstrømmede (flød over), der overstrømmede nåden endnu mere." Så har det da været Guds vilje at den synd som findes hos os ikke længere kan ligge skjult og stille, men gennem loven skulle oprøres, overstrømme og blive åbenbaret.

 

Og hvordan det sker, at synden overstrømmer, at ikke bare anger og tårer overstrømmer, men at selve synden gennem budet opvækkes og bliver virksom i liv og raseri, det vidner Paulus om i Rom. 7:8-13: "Synden benyttede sig af budet og vakte al slags begær i mig..."

 

Hvorfor dette må ske, omtaler Luther sådan: "Du kan ikke blive i Gud eller Kristus den du gerne vil være, før du først bliver den i dig selv som han vil du skal være. Og han vil at du skal blive for dig selv den du i virkeligheden er: En synder, ond, en tåbe, djævelsk, fuld af vantro o.s.v. Det er dit navn, titel og værdighed, du er af naturen et vredens barn, Ef. 2:3. Dette er den rette ydmyghed. Har du erfaret dette, da er du i Guds øjne den som du gerne vil være, det vil sige hellig, oprigtig, en troende o.s.v.."

 

Det er ikke nok at du en gang, i din første omvendelse, kendte dig selv fuld af synd. Nej, så længe du virkelig er en synder - d.v.s. så længe du er på jorden - må du også se dig sådan, så sandt du med hjertets tro virkelig skal have din retfærdighed i Kristus.

 

Men når du ikke kan kende synden, fordi den ligger stille og uvirksom, så må den stadig angribes af loven, opvækkes og afklædes. Om dette siger Luther: "Jo mere hellig et menneske bliver, jo større erfaring får han af synden."

 

Dels trænger loven sig stadig ind i samvittigheden. Og hver gang dette sker, har den altid samme virkning; at den ikke bare afdækker synden, men også opvækker begæret, Rom. 7.

 

Dels må Herren også, i en vis åndelig forstand, af og til gøre det Paulus gjorde med en mand når han "overgav ham til Satan til kødets ødelæggelse, for at hans ånd kunne blive frelst på den Herre Jesu dag", 1. Kor. 5:5.

 

På samme måde er det at vi tydeligt ser Kristus i sin store omsorg for Peter overlod ham til at sigtes af djævelen, så han tre gange fornægtede sin Herre (se også Job. 1). Sådan må Herren af og til overlade os til vor egen retfærdigheds fordærv, for at vor ånd må finde sin frelse og fred udelukkende i Kristi retfærdighed, lære ydmyghed og gudsfrygt, og sådan bevares til evigt liv.

 

Men dette er en stor hemmelighed, dette er "den visdom vi taler blandt de fuldkomne", 1. Kor. 2:6. På denne måde er det, som David siger, at "Herren fører sine hellige på underlig vis" (gammel svensk oversættelse af Salme 4:4). Og Paulus siger: "Vort liv er skjult med Kristus i Gud", Kol. 3:3. Om akkurat denne måde Gud som opdrager os på, er det Luther siger han "fører os sådan at vi til sidst ikke ved hvem som er en kristen."

 

Men spørg du så: Skulle troen ikke medføre at vi sættes fri fra synden? Da må vi svare: Troen fører så vist nok til forløsning fra synden, til og med en trefoldig forløsning. Først forløses vi fra alle synders skyld og dom, og sættes over i det rige hvor ingen synd mere tilregnes os.

 

For det andet forløses vi fra hele syndens herredømme. Vi bliver åndelig vrede i alt, giver Ånden ret, fordømmer al synd, og kan dermed ikke længere tjene synden frit.

 

For det tredje forløses vi også fuldkomment og for altid fra mange syndige vaner og laster, sådan at f.eks. den som har stjålet, stjæler ikke længer, den som har sværget, sværger ikke længer o.s.v.

 

Vilddyret i os

 

Alligevel findes der fortsat andre synder som mere konkret ligger i vort kød og blod. Fra deres fristelser forløses vi måske aldrig her i livet. Vi er aldrig trygge ved at blive overrumplet af dem, men må drages med dem som farlige vilddyr så længe vi lever på jorden, og må våge og bede at de må blive holdt i bånd.

 

Den ene har sin løve, den anden sit svin at trækkes med. Og den som glemmer eller ikke tror at det onde dyr lever, får da også snart erfaret det, når det uforvarende bryder tøjret og raser ud.

 

Åh, hvor nyttig og nødvendig det er for at jeg skal leve i troen, at jeg helt konkret for mig selv tænker grundig over - og slår fast - at jeg altid er og bliver en synder så længe jeg går her på denne jord. At de onde dyr lever og bor i mig, og altid vil bryde løs.

 

Men også holder fast på at jeg nu lever i det rige der på forhånd er op- og afgjort, at alle disse synder som bor i mig, ja, også om de i fristelsens stund overrumpler mig, aldrig skal kunne fordømme, og ikke en gang blive tilregnet mig. At jeg, når det er spørgsmål om min nådestand, om mit forhold til Gud, lever i en sådan "Guds barns herlige frihed, som om der aldrig havde fandtes nogen lov på jorden, hverken et eller ti bud", som Luther siger. Men at jeg lever i et nåderige som er så mægtig over alle gerninger som himmelen er højt over jorden, Salme 103.

 

På samme måde som ingen ujævnhed på jorden skaber nogen ujævnhed i himmelen, sådan sker der ingen ændring i Guds nåde på grund af at det skifter med mit livs hellighed. Jeg får til enhver tid lov at leve under samme uforanderlige nåde, når jeg oplever livet godt og når jeg oplever det ondt, i mine stærke såvel som i mine svage stunder, i sejrens såvel som i faldets stund.

 

Åh, hvilken vranglære! Siger mine følelser og fornuft. Men er dette ikke sandt, så er intet sandt i Kristi evangelium, "er retfærdighed at få ved gerninger, da er Kristus død forgæves", Gal. 2:21. Da er det falskt alt det Paulus skriver her: "ligesom synden og døden kom gennem et menneske, sådan kommer også retfærdighed til liv gennem en, Jesus Kristus", Rom. 5 - Velsignet og priset være ham i al evighed!

 

Her ser vi da den dybe og evige grund for at Guds fred kan herske i hjertet. Er det ikke en salig, ubegribelig herlig fred at vide, at ligesom vi har fået synden, djævelens raseri og døden på os gennem en anden, lige uforskyldt og lige sikkert har vi også fået retfærdigheden, livet og himmelen gennem en anden?

 

Det er heller ikke bare en lige stor retfærdighed. Men der står: "Meget mere, meget mere." Og det er her i det hele taget ikke tale om os, når det gælder retfærdigheden og livet, men om en anden; "ved den ene, ved den enes lydighed, den enes retfærdighed!"

 

Åh, hvilken høj, evig, ubegribelig salig fred at vide at alt det loven siger, alle Guds ords krav, bud og domme som plejer at kvæle og plage vore hjerter så jammerlig når det gælder spørgsmålet om min benådning og min nådestand, bare har som mål at gøre synden overstrømmende. Og når synden sådan overstrømmer, når det er på det mest forfærdende for os, så er dette stadigvæk ikke nogen "synd til døden", men vi er da nærmere frelsen end når synden er skjult for os.

 

Spørg du så: På denne måde skulle da den, som bliver i Kristus ved troen og lider under sin synd, aldrig kunne falde i Guds vrede, aldrig for sine synders skyld blive fordømt?

 

Svar: Nej, ganske vist ikke! Det er jo dette som er hele evangeliets indhold, at ingen fordømmelse skal ramme dem som holder sig til Kristus. At ikke en gang nogen synd skal tilregnes dem. At alle Guds domme og trusler bare gælder forhærdede modstandere eller hyklere.

 

Hvis Gud for syndens skyld kunne fordømme dem som tror på Kristus, da var hele Guds evangelium falsk, og Kristus var død forgæves.

 

Dette er de kristnes fred, det de kan holde frem for sig og rose sig af overfor den stærkeste anfægtelse og mod synden, nemlig: "Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus", Rom. 5:1.

 

Så findes der nok også mange andre årsager til ufred og angst, såsom ulykker, lidelser, forfølgelser, fattigdom, sydom o.s.v. Men alt dette bliver småtteri for en kristen - bare han kan tro at Gud er hans ven og omsorgsfulde Far.

 

Da har han bare, i dette Guds venskab, en skat og en lykke som tusind gange opvejer al ulykke på jorden. Da ved han også at al sorg han oplever, bare er noget hans omsorgsfulde Far sender til hans bedste. Det ser vi Paulus taler videre om i Rom. 5: "Vi roser os også af vore trængsler, for vi ved at trængselen virker tålmodighed, tålmodigheden virker et prøvet sind, og det prøvede sind håb. Og håbet gør ikke til skamme."

 

Her ser vi først hvor meget dyrebart som fødes i os gennem lidelser - og bare gennem lidelser. Ægte perler bliver ikke til i den friske, men i den syge muslingen!

 

Men om så lidelsens gode frugter heller ikke er nok trøst for os, så tilføjer apostelen noget, som i hvert fald må være evig nok for os: "Ja, ikke bare det, men vi roser os også af Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi fået forligelsen."

 

Vi roser os af hele den treenige Guds majestæt; at Gud selv er vor, Gud er vor egen kære Far og ven, og vi hans egne, hans børn og venner. Dette er summen af alt, dette er hele himmeriget. Dette er, om vi skulle formulere det konkret, den store hemmelighed i Guds fred, den dybe, evige fredens grundvold hos de troende.

 

Derfor har en kristen egentlig ikke et eneste øjeblik nogen grund til at være uden fred. Selve synden, det værste onde, er så rigelig opgjort og afgjort at det altid er en fejl ved vor tro når vor glæde over Kristus og nåden ikke er større end vor sorg over synden.

 

Derfor er apostelens formaning højst aktuel; at Guds fred bør råde i vore hjerter - bemærk råde, regere, have magten, være stærkere end al den sorg vi nogen gange kan møde på jorden. Gud, giv os nåde til at tænke over dette! Gud, forøg vor tro!

 C.O. Rosenius

 

Troen og faldene i de samme synder

 

Det er en usigelig uendelighed en kristen oplever når han ser at han fortsat falder i samme synd. Da bliver han ikke bare dømt af sit hjerte og af loven, som er indskrevet i hjerte og samvittighed. Men da oplever han det som om, at han til og med har evangeliet og nåden imod sig.

 

Får han i denne jammerdal at se f.eks. i Romerbrevet kap.6, hvor det tales om at en kristen ikke skal beherskes af synden, men herske over den. Og læser han videre i Rom. 8 om hvordan syndens magt er brudt i en kristen. Da er han færdig til at segne af fortvivlelse når han mærker, at i hans liv gentager synden sig, så han med kortere eller længere mellemrum falder i samme synd.

 

Det er når dette sker at troen begynder at svigte, fortvivlelse begynder at jage al frimodighed til dørs, og vil sænke hjertet ned i en sorg, som er en syndens lammelse. For i denne situation er det at man frygter for at man synder på nåden.

 

Først og fremmest skal du mærke dig: Dette at synden gentager sig, kommer af at så længe du er i denne verden, har du dit legeme som endnu ikke er forløst, og din omgang i verden og alt som rører sig der. Dette forhold gør at det er naturlig at du i stor udstrækning bliver ført op i de samme fristelser. Om og om igen kommer fristelser til bitterhed, hovmod, selvdyrkelse, utugt, vrede, stridighed, misundelse, bagtalelse o.s.v. Der er ikke noget menneske som bliver fri for disse fristelser så længe det er på jorden.

 

Men fald i disse fristelser er særlig nærliggende for den enkelte eftersom han ud fra sin natur, sit temperament, anlæg og lignende er særlig "disponeret" overfor forskellige svagheder.

 

På dette område begås der nu urimelig, ja, utrolig meget synd i forkyndelsen. Vi hører stadig prædikanter i stærkeste og dristigste tale forkynde at "ingen sand kristen kan ligge under for nogen synd, for han er frigjort fra synden." Jeg kender personlig prædikanter, med vel kendte navne, som, så længe jeg har kendt dem, har stået med denne stærke forkyndelse til andre, men selv i årevis har ligget under for sladder, uforsigtig tunge, ondt øje, for ikke at nævne "værre" ting.

 

Sagen er at jo mere afstumpet samvittigheden er, desto mindre ser man hvor meget man falder i samme synd. Men jo mere øm og fintfølende samvittigheden er, desto mere piner det den at falde på denne måde. Den afstumpede samvittighed er nemlig så glemsom at den slet ikke mærker det, ikke genkender sine synder fra tidligere fald. Den ømme samvittigheden derimod ser og genkender synden - og lider forfærdelig under den.

 

Derfor vil jeg understrege, at dette om syndens gentagelse slet ikke er skrevet for afstumpede hyklere, som ønsker at undskylde sig selv, eller tillade sig selv at ligge under for samme, gamle synd. Nej, det er skrevet for dig, du ømme, lidende samvittighed, som er på vej til at miste troen og omkomme i fortvivlelse over dig selv.

 

For hykleren vil Gud revse. Men dig vil han trøste. For til dig, hjælpeløse kristensjæl, lyder Guds ord: "Trøst, trøst mit folk! siger deres Gud. Tal venligt til Jerusalem og råb til hende at hendes strid er endt, at hendes skyld er betalt, at hun af Herrens hånd har fået dobbelt for alle sine synder", Es. 40:1-2.

 

Taler Bibelen så direkte om dette noget sted? Ja, det gør den. Jesus siger: "Tag jer i agt! Om din bror synder, så tal ham til rette. Og dersom han angrer, så tilgiv ham! Om han så synder imod dig syv gange om dagen, og syv gange kommer tilbage til dig og siger: Jeg angrer! - så skal du tilgive ham", Luk. 17:3-4. Og i Matt. 18:21-22 læser vi: "Da gik Peter til ham og sagde: Herre, hvor mange gange skal min bror kunne synde mod mig, og jeg tilgive ham - indtil syv gange? Jesus sagde til ham: Ikke syv gange, siger jeg dig, men halvfjers gange syv!" Det vil sige: Du skal i det hele taget ikke holde tal på hvad og hvor mange gange du tilgiver.

 

Nu kræver Jesus altså at vi os imellem ikke skal holde tal på gange, og heller ikke skal sige til nogen: "Nej, nu har du gjort det samme så tit, og vist så lidt vilje og evne til forbedring, at nu må det være slut med alle dine "om forladelser." Men dette kræver han ene og alene fordi Faderen ikke behandler os efter nogen "gangeregning."

 

Derfor slutter han hele talen til Peter, i Matt. 18, med at henvise til: "Sådan skal også min himmelske Far gøre mod jer." Og i bjergprædikenen siger han: "Dersom jeg forlader menneskene deres overtrædelser, da skal også jeres himmelske Far tilgive jer", Matt. 6:14. Gud kræver aldrig noget andet af os, end det han er villig til at gøre selv.

 

Så ser du da at "Jesu, Guds Søns blod renser os fra al synd", 1. Joh. 1:7, uden at tælle gangene. Dette er det stærkeste udtryk for at Gud anser dit kød for uforbederlig. Derfor vil han ikke forbedre dig fra kødet, men døde dig med en daglig dom, og oplive dig med en daglig renselse i Jesu blod uden at tælle gangene. Hver dag får du lov at begynde på ny! Tak din store Gud for dette!

 

Når du hører dette i Ordet, da kan du tro. Da er det ikke falske trøstegrunde som holdes frem for dig.

 

Men jeg kender jo også godt til dine betænkeligheder. Du ved godt at du hver dag kan begynde på ny med kampen mod synden og kødet og jaget efter fuldkommenhed. Det er ikke det som plager dig - for du er ikke indstillet på at opgive. Men du spørger: Tør jeg egentlig tro at alt er forladt?

 

Du har lagt mærke til at når du faldt i samme synd, så blev det hver gang vanskeligere at angre synden, du blev så kold. Og akkurat dette gør dig urolig og ængster dig for at din tro måske er falsk, fordi du synes ikke at der er anger i den. Men det viser jo at det er kødet som lever og skaber plagerne.

 

Da vil jeg minde dig om indbydelsen: Kom akkurat som du er. Det er nemlig ikke kvaliteten af din tro som frelser dig, men selve den ting at du går til Jesus. Er du derfor urolig når det gælder din tros kvalitet, så gå med den til Jesus. Det vil sige: Lad ham tilgive dig at du er så kold. For det kan han også tilgive, vor kære Herre.

 

Så længe du holder dig ved Golgata, så længe tæller Gud ikke gange. Og enten du græder eller skælver, enten du er hård eller kold - hvordan i hele vide verden det er fat med dig - har du bare dette: At komme til Jesus som du er, så er du Guds barn. For den tro som går til Jesus med sin elendighed, er en frelsende tro, hvor svag den så end er. Og dette er den tro som sejrer over verden, 1. Joh. 5:4, og som døder kødet, Rom. 8:13, Gal. 5:24.

 

Hvil nu i dette! For her har du en oase hvor du har lov at hvile. Skynd dig altså ikke så hurtigt forbi, så du ikke ser at i denne oase er livets vand for din tørstige sjæl.

 

Fra "Forsonet med Gud" (1936-udgave) af Olav Valen-Sendstad - lidt forkortet.

 

Den underlige tro som midt i synden flygter ret i armene til Den Hellige Gud, som du synder imod ....

 

Når man har fået forladelse mange gange, og stadig falder i samme synd igen, så bliver det til sidst alt for urimeligt at komme tilbage til troen. Det bliver helt umuligt. For da tænker vi: Gud må have overgivet mig til et sind som ikke duer, jeg er fortabt, o.s.v.

 

Den som angribes hårdt af denne synd, bør eje en dyrebar lærdom om en særdeles enfoldig tro, ja, en virkelig ihærdig tro, hvis han skal blive frelst. For efter at have prøvet alle andre og gode muligheder, vil du til sidst lære at ingen regel, ingen årvågenhed, ingen afsky for synd, bøn eller kamp - hjælper her.

 

Her frelses du bare ved denne underlige tro, som midt i synden kan flygte ret ind i armene til den hellige Gud som du synder imod, - og bare ved forsoningens blod indtage og blive modtaget af ham.

 

Eller endnu bedre: Når du virkelig kan tro at uanset hvor stor synden er, så er den trods alt flyttet bort fra dig og kastet på Guds Lam. At samme synd som du nu med skræk ser hos dig, alligevel ikke ligger på dig, men er lagt på Kristi skuldre. Vel og mærke; når vi ikke længere snakker om et fattigt menneskes anstrengelse for at tro, men dette er virkelig blevet din store og herlige trøst. Da er ingenting stærkere end dette til at rive djævelens lænker i stykker, og gøre dig fri. Bare "glæden i Herren er din styrke."

 

Men skal vi få en sådan tro og glæde i Herren, hjælper det ikke bare at ville tro. Her må vi bruge de midler vi har fået; evangeliets ord, personligt skriftemål, brødrenes forbøn, nadver og bøn til Gud om troens gave.

 

Alligevel må du også her lære, at ikke en gang disse midler eller al mulig agtpågivenhed hjælper. Men at til sidst afhænger hele din frelse udelukkende af Guds barmhjertighed.

 

At vi må få en dybere lærdom i dette, ydmyges mere, og lære at frygte Herren, er jo selve hovedsagen, -. Og dermed også grunden til at Gud sender så meget vanskeligt, og så mangt en mægtig djævel angriber os. I sandhed: Her hjælper bare Herrens barmhjertighed!

 

Fra bogen ”I Åndens helliggørelse” af C.O. Rosenius

 

Troen og den uendelige skyld

 

Når djævelen ingen vej kommer med at fremholde enkelte synder for os og mange gentagelser af forskellige synder, da prøver han at kvæle os med skyld og skyldfølelse, og angriber dermed vor nådestand indfor Gud, uden hensyn til om vor skyld gælder få eller mange synder.

 

Det som gør skylden for Gud så tung, er dette at den altid er uendelig, det vil sige at det er umuligt at løbe fra den. Det er med skylden overfor Gud, som med den ubarmhjertige medtjener, som Jesus fortalte om, Matt. 18:23 flg. Han ejede jo i virkeligheden intet andet end en gæld på 10.000 talenter, d.v.s. ca. 40 millioner kroner. Det var jo en fin "ejendom!"

 

Og det er med skylden indfor Gud som Job sagde: "Om han havde lyst til at gå i rette med Gud, kunne han ikke svare ham et til tusind", Job 9:3.

 

Denne skyldens uendelighed har jo sin grund i at Gud har tillagt synden så stor kraft, magt og virkning at bare en eneste overtrædelse har magt til at fordømme os.

 

Denne uendelige skyld opleves på to måder i vor bevidsthed: Tankerne som kredser om minderne, og angsten uden ord. Og akkurat disse to forhold er det så djævelen flittigt udnytter for at lamme troen.

 

Der er ikke noget så pinefuldt for hjertet som minderne om synden. Derfor prøver de fleste mennesker også så godt de kan, at finde en modvægt i glemselen. Men en kristen ved at glemselen ikke er nogen virkelig hjælp. En kristen søger derfor hjælp i at bekende for Gud, og, om nødvendig og ret, gøre op med sine medmennesker.

 

Men det egentlig pinefulde begynder først når bekendte og opgjorte synder på ny dukker op i hukommelsen, og tankene begynder at kredse rundt om dem i en uendelig skamfølelse, tungsind og sorg. Da ønsker sjælen enten at den kunne have levet om igen, at den aldrig havde levet, eller at den som på ny dukker op i mindet i at alle fald havde vært ugjort.

 

Pinen i dette er da det håbløse i at ønske som ugjort det som er gjort, og smerten er bevidstheden om at ikke al Guds forladende nåde gør noget ugjort af det som er gjort.

 

Den uendelige skylds dybe sorg og ulykke er at intet af det som er gjort kan gøres ugjort.

 

Og det er virkelig sandt også for Gud dette, at forladelsen ikke gør den gjorte synd ugjort!

 

Men dette bruger djævelen nu mod vor frimodighed på en helt falsk måde. For ved sine indskydelser lykkes det ham ofte at fremstille det sådan for vor samvittighed, at når synden ikke kan gøres ugjort, så kan den heller ikke være forladt.

 

Det er løgn. For er synden sonet og forladt i Kristi blod, da er den fjernet og tildækket for Guds åsyn. Da skal den aldrig i evighed mere møde mig indfor Gud. Den har fået sin dom og straf på Golgata. Og har jeg troet at den er forladt der, så er den forladt for evigt. Den møder mig altså heller ikke i dommen.

 

Og har den alligevel - fordi den ikke kan gøres ugjort - nogen naturlige følger for mit jordiske liv, hvad så end disse følger kan være, så skal disse følger ikke skille mig fra Gud, men ydmyge mig og binde mig fastere til ham.

 

Hvad skal vi så sætte op mod disse pinende minder? Frem for alt dette, at det som Gud forlader, tildækker og glemmer, det har også du lov til at glemme. Den synd du har gjort op for ham, den er tilgivet, den har du lov til at glemme. Ja, i sandhed: du har til og med lov til at glemme minderne om din synd - hvis sorg over disse minder fører dig ind i vantro som frarøver dig glæden i Gud.

 

Kommer minderne til stadighed, så lad dem ikke længere tynge dit sind og anfægte dig. Hovedsagen er ikke at synden bliver ugjort, men at Gud forlader den. Og skulle du have specielle tendenser til at blive indesluttet og melankolsk i minderne om din synd, da kast det på Herren. Begrav minderne i Guds glemsel, og lær bare ydmygelsens lærdom: Åh, tag sig i agt for synden.

 

Men skylden udtrykker sig også i angst. Angst for Gud, angst for mennesker, angst for sig selv, for livet..... Men over alt: Angst for døden.

 

Mod denne angst nytter ingen psykologi, psykoanalyse eller naturlige lægemidler som mennesker kan finde på. For denne angst knytter sig ikke til enkelte gerninger, men ligger i menneskets eget væsen. Og forsøger man så for en tid at kvikke sig op, bare slå den væk, være vittig og åndsfuld på dens bekostning, så kommer den igen, uforklarlig, men uimodståelig. Den er det dybeste udtryk for vor fortabte tilstand. For den ligger i og springer ud fra en tilstand som er vedvarende.

 

For angstens skyld bliver mennesket en fjende af alt det det ængstes for. Af angst bliver fritænkeren ateist - og fjende af Gud. Af angst for livet og for verden bliver den filosofiske og religiøse mystiker verdensforagter. Af angst for døden bliver mennesket materialistisk og sansebundet.

 

Åh, for en usigelig elendighed vi har i vore hjerter! Åh, som djævelen ribber mennesket i dets angst!

 

Der findes et eneste lægemiddel mod angst: Guds ord. For Ordet taler og giver os den klippegrund som modvirker og ophæver angsten.

 

Hvad kan tage angsten bort for Gud, uden ham selv som har sagt: "Frygt ikke - jeg har genløst dig, kaldt dig ved navn, du er min", Es. 43:1. Hvad kan tage angsten bort for verden og os selv, uden ham som elskede verden og os, så han forligte os med Gud? Hvad kan tage angsten bort for døden, uden ham som selv døde og opstod? Hvad kan tage angsten bort for at der ikke er noget mere på den anden siden af graven, end ham som opstod legemlig, forklaret?

 

Guds ord, og det alene, er rette lægemiddel for ængstede hjerter.

 

Og til slut: Hvad kan tage angsten bort for at kristendom og evangeliet er et tomt bedrag, og at syndernes forladelse bare er en indbildning? Denne angst er jo i sandhed en af de mest glødende pile som djævelen oftest prøver at dræbe os med, Ef. 6:16.

 

Denne angst tager Guds ord bort, når det med klar tale siger at syndernes forladelse er noget som foregår i Gud, og som derfor ikke må forveksles med vore følelser. For angsten for ikke at have forladelse kommer altid og over alt bare af, at vi ikke føler os rene, og har ondt ved at tro at vi er rene for Gud, når vi ikke føler os rene selv.

 

I alt som handler om syndernes forladelse må vi derfor uafladeligt holde klart fra hinanden hvad vi ifølge Ordet er for Gud, og hvad vi ud fra vore følelser kender til at vi er i os selv.

 

Bare ved at holde disse to forhold klart fra hinanden kan angsten overvindes. Ifølge Ordet er vi rene for Gud, i Guds øjne. Ud fra vore følelser er vi urene i os selv, i vore egne øjne.

 

Altså: Det at tro syndernes forladelse er at tro en virkelighed og sandhed i Ordet, tvært imod det vi føler og oplever i os selv.

 

Tro det, hæng dig på det, byg på det - så skal angsten vige fra hjertet dit.

 

Trøsten er altså rig og omfattende i dette at Jesus, Guds Søn, tog alt vort på sig selv, som sit. Så når nogen tror Ordet om dette, da sker der derefter med dem; Gud både sætter dem i himmelen hos sig, og forlader, fraregner og glemmer deres synd, skjuler og tildækker sit åsyn for deres misgerninger, og elsker dem med sin evige kærlighed.

 

Priset og ære være Gud, som på denne måde i sin Søn fører os over fra mørke til lys, fra død til liv, fra Satans magt til Gud!

 

Priset og ære være Sønnen, som elskede os og gav sig selv for os!

 

Priset og ære være Guds Ånd, som vidner om og forklarer med Ordet alle de skatte vi har i Jesus, vor frelser og forsoner!

Fra bogen "Forsonet med Gud" (1936-udgave) af Olav Valen-Sendstad

 

Du (Gud) dækker bord for mig, lige for mine fjenders øjne. Salme 23:5

 

Hvor ofte oplever Guds børn ikke akkurat dette i dagliglivets praktiske, problemfyldte situationer af mangfoldig forskellig slags: Gud dækker bord for os lige for vore fjenders øjne!

 

Men hvem er i virkeligheden Guds børns største fjender? Jo, det er ham de gamle troende kaldte "tusindkunstneren", Satan, slangen som bedrog Eva og Adam! Og i tillæg loven, når den anklager os, sammen med vor egen samvittighed.

 

De som er født på ny og friet ud fra verdens liv, kender til alt dette "på kroppen." De undres over hvorfor man i forsamlingerne i dag ikke hører vidnesbyrd omkring dette, sådan som vi nu har læst ovenfor. Og i enkelte sammenhænge bare hører at "dette er vi færdige med, vi har sejer i alt, halleluja!"

 

Det oprigtige nådebarn bekender nemlig altid som Paulus vidner om sit liv som Guds barn: "Jeg ved at i mig, det er i mit kød, bor intet godt", Rom. 7. Men afslutter også som han: "Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme! Gud være Tak, ved Jesus Kristus vor Herre! Jeg, som jeg er, tjener da Guds lov med mit sind, men syndens lov med mit kød."

 

Disse er det som oplever på dybeste plan at Gud dækker bord for dem lige for deres fjenders øjne.

 

Han dækker bord ved at forkynde Kristus for mig!

 

Hvad er det, ikke bare at snakke en hel del om Kristus, men virkelig forkynde Kristus? Det er at "male Kristus for mine øjne som korsfæstet", Gal. 3:1. Og hvad betyder det dybest set? Jo, at Kristus bliver forkyndt som min totale stedfortræder indfor Gud!

 

"Kristus korsfæstet" er Kristi værk for mig fuldbragt for al evighed. Fuldbragt ved hele hans stedfortrædende liv som dit og mit fuldkomne liv under loven - "født under loven, for at han skulle købe dem fri som var under loven, så vi kunne få indsættelse i sønnekår", Gal. 4:4-5. Og: Fuldbragt soning for alle menneskers synder til alle tider på Golgata kors.

 

Lad mig så vidne for dig om noget af maden han dækker bord for mig med - lige for mine fjenders - anklagernes - øjne:

 

Paulus’ ord: "Jeg var før en spotter og forfølger og voldsmand… Det er et troværdigt ord, fuldt værd at modtage: Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og blandt dem er jeg den største", 1.Tim. 1:13-16.

 

Hører du hvad der står? Paulus var en spotter, forfølger og voldsmand. Men så fortsætter han med det som var hans, din og min og hele verdens redning: Jesus Kristus kom til verden - ikke for at frelse prægtige mennesker som ingen synd har (de findes heller ikke!)- men for at frelse syndere!

 

Tak og lov! Da er du og jeg blandt dem han kom for at frelse.

 

"Men min synd er værre end nogen andres, for jeg er så uendelig falsk i alt det jeg gør." Ja vel, men hør: Paulus siger han er den største af alle syndere! Du er altså i hvert fald ikke størst!

 

Og har du så læst - og set - det allerherligste af alt! Paulus fortsætter, vers 16, som en tilføjelse til og konkret sammenhæng med netop sin bekendelse om hvor forfærdelig en synder han egentlig var:

 

"Men jeg fik miskundhed, for at Jesus Kristus kunne vise hele sin langmodighed på mig først, til et forbillede for dem som skal komme til tro på ham til et evigt liv."

 

Gud havde et helt konkret mål med at frelse akkurat Saulus! Gud ville først vise hele sin langmodighed på denne største af alle syndere - som netop var den første apostel som skulle gå ud med budskabet om frelse for hele verdens syndere. Så al Guds langmodighed mod ham, som "fik miskundhed", kunne være et forbillede som Gud kunne dække bord med - for alle os som skulle komme til tro på Jesus - lige for vore fjenders øjne.

 

"Det gælder om at tro sig frelst på flad mark - uden noget at klatre i."

(Forkynderen Kristoffer Fjelde)

Her har vi et eksempel på de gamle prædikanters nådegave til at give os nådens og troens kendetegn i "praktisk teologi."

 

"At tro sig frelst på flad mark", d.v.s. Bare nåde alt sammen, af tro. Men ikke troen som nogen gerning, bare "af tro" - som modsætning til "af gerninger."

 

Og "uden noget at klatre i." Åh, som vi forsøger at "klatre" i kundskabens træ, med vore bønner, med vor tro, med vor overgivelse, vor bekendelse af synd, helliggørelse o.s.v.

 

Nej, "det gælder at tro sig frelst på flad mark - uden noget at klatre i."

H.H.

Livets Ånds lov

 

En gammel troende fisker skildrede "Livets Ånds lov" så præcist vi bare kan få det, udelukkende fra livet med Guds ord, sådan: "Vi må huske på at brudgommen vil klæde sin brud alene, uden hendes hjælp."

 

Under en stor vækkelse et sted blev åndskampen for meget for en lærer. Han flyttede bort til en anden by. Men efter en tid ville han sende et opmuntrende telegram til prædikanten som endnu stod i vækkelsen i hjembyen, for at fortælle at nu havde også han fået det ret med Gud. I telegrammet skrev han: "Sønnen er kommet hjem og har omfavnet faderen." Prædikanten sendte et svartelegram hvor det bare stod: "Det var faderen som omfavnede sønnen!"

 

Vi ser den fortabte søn, (Luk 15) er stået op og går hjemad. Men han er alligevel slet ikke på vej til barnekår. Hans mål er tværtimod at påvirke sin far med sin bekendelse, så han "får lov at være som en af hans tjenere."

 

Men mens sønnen endnu er langt borte, ser faderen ham, løber imod ham, omfavner ham, og gir ham en ny klædning og barnekår!

 

"Giv agt på dig selv og på læren! Bliv ved med dette. For når du gør det, skal du frelse både dig selv og dem som hører dig", 1. Tim 4:16.

 

Kære læser: Nu ser du hvordan "den rene lære" ganske enkelt er læren om frelse for syndere i Jesus Kristus alene. Ren for alt vort; vor tro, vor bøn, vor overgivelse, vor lydighed, vore beslutninger, vor helhjertethed osv..

 

Nu forstår du reformationens "dødelige alvor i spørgsmålet om den rene lære", om evangeliets sandhed.

 

Hvor så også bekendelsen dybest set bliver noget så enkelt som benådede synderes lovprisning til Gud.

af C. O. Rosenius

 

Vær med til at sprede Rosenius-litteraturen!

se http://www.arven.net