Husk derfor på hvordan du tog imod og hørte!

Hold fast på det og omvend dig! Åb. 3:3

 

Disse ord i overskriften taler Herren til en menighed som han siger "har navn af at leve, men du er død!." Men lad os nu først, med baggrund i Skriften, tage et overblik over dagens kristenhed i vore skandinaviske lande.

 

Vi havde i vore lande, gennem lange tider, forsamlinger som var frugten af de gamle vækkelser. Men det er vel tydeligt nok at de allerfleste efterhånden er stivnet til i noget som bare er et mønster, ikke Ånd og liv.

 

De sjæle som er blevet opvækket af Gud, mærker at her hører de ikke Hyrdens røst. De er stærkt ængstet af de tørre både høj og lavkirkelige sammenhænge, og søger et bibelsk, åndeligt kristenliv.

 

Men ofte overreagerer de så stærkt på dette som giver sig ud for at være åndelig, men ikke er det, at de mister den rette årvågenhed når de vender sig bort, næsten med afsky, og nærmest "kaster sig ud på det åbne hav" i søgen efter et sted hvor de kan opleve "bibelske tilstande."

 

Disse gamle, tilstivnede vækkelsesretninger må dermed tage et stort og alvorlig ansvar ind over sig, for at vi får "sigøjnervandringer", som vækkelsesretninger selv kritiserer, hvor mennesker går fra forsamling til forsamling i søgning efter Gud og Guds Ånd.

 

Men efter som årene er gået, har menighed efter menighed og missionsselskab efter missionsselskab ladet sig drage med i popularitets- og aktivitetsgaloppen som aldrig har nogen ende. Den ene begyndte, og trak ungdommen til sig, den anden kritiserede påfundene som blev benyttet som "trækplaster" - men lå selv 10 år senere på en langt mere dramatisk linie end den de tidligere havde kritiseret.

 

De mærkede ikke at popularitets- og aktivitetssnebolden altid vokse. Det som fænger i dag, er for dårlig allerede om et år - for dem som "går på" popularitets-trækplastrene.

 

Vi har i vort blad ved flere anledninger og på forskellig vis berørt dagens åndelige forfald i vore landes etablerede kristendom. Vi gør det nu igen for at vise endnu alvorligere, den åndelige dramatik i dette. Og denne gang ikke mindst for at fremhæve hvordan tusindkunstneren, Satan, sørger for at, om vi ser forfaldet i én retning, står han da straks færdig med en ny lidt mere "bibelsk" eller "åndelig" retning/menighed.

 

I en sådan udvikling opstår der stadig nye "kontraudslag"

 

Akkurat som før det 16. århundredes reformation - hvor betydelig mange virkelig var optaget med at der nu trængtes til en åndelig og moralsk reformation. Hvor parolerne da blev: "Tilbage til Bibelen!", "Reformere kirken efter Guds ord", "Genopret Det Nye Testamentes rene kirke!." Alle bare med hver sine mislykkede resultater.

 

Det er trods alt sjæle hvori Gud har virket en vis hunger og tørst efter frelse. De ser sig om efter mere bibelske sammenhænge end både de stivnede mødeformer og denne voldsomme aktivitetskristendom og rock- eller gospelretningerne.

 

Så dukker et nyt "tilbud" op, en mere karismatisk bevægelse. Her er der et - i det åbenbare - mere "åndeligt liv." Her oplever mennesker udslag af "nådegaver" - som de har haft en stærk hunger efter, men aldrig oplevet i de tørre forsamlinger, og som mange føler et stærkt behov for, for at få hjælp.

 

Så opstår et nyt - nu mere "tidstilpasset" kontraudslag. Denne oplevelseskristendom udfordrer nemlig stærkt den "trofaste bibelkonservative" fløj, hvor der meget snart vokser en "kontrabevægelse" op.

 

Op gennem alle år har liberalteologien hele tiden forsøgt at få bedre fodfæste i vore folk. Og som kontraudslag ser vi da stadig igen og igen at de som ikke er grundfæstet i nåden alene, som kontrast til liberalteologien straks går i retning af katolicismen med sin lovtrældom.

 

For mange går vejen imidlertid også modsat. Karismatikken - det følelsesmæssige, afløser det katolske som spiller på det visuelle; lystænding, procesioner, ikoner .....

 

Fra så vel katolicismen som fra de mange andre retninger vi har fået, hentes så i vore bestående menigheder, lystænding, "stationer" fremme i kirken hvor man ved den ene "station" kan søge frelse, ved andre "stationer" kan søge forbøn for det ene og det andre. Eller flytte en sten fra en kurv hen til et kors, for at illustrere at vore synder flyttes fra os hen til/under Jesu kors.

 

Vi hører Guds VE-råb i Ezekiel 13:17-23 over alt dette (kort opsummeret):

 

De holder det i live som skulle dø, og dræber det som skulle leve;

 

Hvad er det som holdes i live, men skulle dø? Det er selvlivet i os, egenretfærdigheden.

 

Og hvad er det som samtidig dræbes, men skulle leve? Det er Gudslivet i genfødte sjæle.

I samme skriftsted siger Gud: "I lyver for mit folk, som gerne hører på løgn.... Ved løgn gør I den retfærdiges hjerte modløst, uden at jeg har bedrøvet ham, og I styrker den ugudeliges hænder, så han ikke vender om fra sin onde vej, så jeg kan lade ham leve."

 

Det er altså vel og mærke ikke denne verdens mennesker som Gud råber sit VE over her fordi de "holder det i live som skulle dø, og dræber det som skulle leve. Nej, det er profeter, d.v.s. mennesker som står frem og påberåber sig at være sendt af Gud, men som "spår efter sit eget hjerte", som Gud siger her i v.17.

 

Hvad holder det i live som skulle dø, og dræber det som skulle leve? Jo den "skov" af "tilbud" dagens kristenhed står frem med, som alt sammen repræsenterer noget vi skal gøre, noget vi skal modtage, eller noget vi skal være.

 

Aktivitetskristendommen er beviset på at unge og ældre hurtigst muligt må komme ind i forsamlingernes "virksomhed", og med det - tror - de knyttes til Kristus. Mens det som sker, er bare at de med alt dette "bindes" til forsamlingen.

 

Oplevelses-kristendom kan vi dele i to: A: Musik- og rytmeoplevelser, som konkret tilfredsstiller legemet.

 

B: Den mere åndelige karismatisk, som tilfredsstiller os gennem mere åndelige oplevelser. Uden at vi overhovedet aner det, lever vi på nådegaver - som ofte ikke engang er virket af Den Hellige Ånd, men som bare er sjælerisk tungetale, tydning, profetier o.s.v.

 

Dette er alt sammen livgivende mad for det mere "åndelige" selvliv og egenretfærdigheden, og er for særdeles mange med til at "holde i det live som skulle dø, og dræbe det som skulle leve."

 

I tillæg, men også til tider blandet ind i nogen af de ovennævnte retninger, har vi de endnu mere klare lovtrælretninger - som ofte er dem som kan samle allerflest tilhængere, - bare vi får lov at deltage med noget selv på himmelvejen, som jo al lovtrældom går ud på.

 

Bibelskolerne har i stor grad for længst forladt den evangeliske, karakteristiske forkyndelse - som de selv stadigvæk står frem og fortæller de tilhører - men altså ikke længere har brug for. De siger "vi må følge med tiden." Men kendsgerningen er at de uden at mærke det bare følger med strømmen!

 

Den som af Guds store nåde er blevet virkelig frelst ud fra verden, får store problemer, og kommer i konstant konflikt med lærere og forkyndere på dagens bibelskoler. For disse nyfødte sjæle lever på Skriften alene. Mens dagens "etablerede kristenhed" følger med tiden, og vil - eller tør - ikke tage klare standpunkt i åndskampen.

 

En tidligere meget Skrifttro bibelskole indførte for 2 år siden valgfaget: "Jagt og friluftsliv!"!! Og fortæller at "målet med undervisningen er at eleverne skal kunne tage jagtprøven i løbet af efteråret" - - !!!! ("Dagen" 14.9.02).

 

For nogle år tilbage ville det blevet kaldt "sindsygt", om nogen havde forudsagt en sådan udvikling på en Bibelskole! Nu er der ingen som løfter sin røst mod dette. Men de samme kredse råber meget højt mod andre udglidninger i den officielle kirke og andre trosretninger - hvor forskellen bare er at disse ligger liberalt lidt foran i verdsliggørelsen.

 

Sådan holdes det i live som skulle dø, og dræbes det som skulle leve!

 

Fællesnævneren for alt sammen: Vi har ikke nok med frelse for syndere i Jesus Kristus alene, af nåde alene, ved tro!

 

Åndelig misbrug af børn og unge

 

Guds børn, "den usle maddike, Israels lille flok", må i dag sidde og se sine unge blive åndelig misbrugt i den etablerede kristenhed.

 

Og dette åndelige misbrug er selvfølgelig langt mere uhyggelig og evighedsalvorlig end det som i dag slås enormt op, og selvfølgelig er forfærdelig; seksuelt misbrug af børn og unge!!!!

 

Børn og unge føres i kristenhedens navn vild gennem aktiviteter og al mulig verdsliggørelse af kristendommen. Unge som endnu ikke er grundfæstet, og oftest i det hele taget ikke levende kristne, bruges til at lede og åbne møder, vidne, til at være ledere. I det hele taget aktiveres de bort fra Jesus!

 

De får at høre at de er så "værdifulde" for Gud, de må få "et større selvbillede", o.s.v. De blændes i læren om arvesynden, og "vaccineres" dermed mod Skriftens budskab om en fuldkommen Stedfortræder.

 

Over alt dette lyder Jesu egen dom: "Ve jer, skriftlærde og farisæere, jer hyklere, som stænger himlenes rige for menneskene! Selv går I ikke ind, og dem som er i færd med at gå ind, tillader I ikke at gå ind", Matt. 23:13. "De er blinde vejledere for blinde", Matt. 15:14.

 

Og nu er vi ved det vi her og nu vil bruge mest tid på. For her foregår den farligste, virkelige krig mod Guds rige på jord.

 

I sidste instans ser vi oprejst nyetableringer som vil bekæmpe udglidningerne, vil standse alt ubibelsk i forsamlingerne, kvindelige præster/forkyndere, homofili, o.s.v. Vi får konferenser med emner som har som mål at rette ubibelske tilstande op - som bare er et resultat af at selve grundvolden ikke er på plads. Men det synes at være skjult for lederne i disse forsamlinger.

 

En "bibelsk" forkyndelse - men som ikke "kommer i mål"

 

Det holdes f.eks. skrifttro foredrag om at prøve ånder. Men forsamlingen er aldrig blevet stillet overfor spørgsmålet om de i det hele taget er født på ny - og har livet i Guds Søn i dag! Og kan da selvfølgelig overhovedet ikke gøre brug af en lærdom om at prøve ånder - hvis de ikke har livet i Guds Søn!

 

Der tales ofte om at være stille ved Jesu fødder. Og mange værdifulde ord bliver sagt i sådan sammenhæng. Men de kommer ikke ind til selve budskabet i Jesu ord til Martha: "Maria har valgt den gode del som ikke skal tages fra hende!", Luk. 10.

 

Hvad er det som "ikke skal tages fra hende"? Det er selvfølgelig Jesus! En gang skal alt jo tages fra os - undtagen Jesus. Vi får ikke hørt budskabet om at have nok med at vi ejer alt i Jesus. Vi får ikke lov til at fryde os over at høre en forkynder som har fået åbenbaret selve budskabet om Maria som sidder der og ser sin totale Stedfortræder foran sig: Ser sin frelse, "sin visdom fra Gud, retfærdighed, helliggørelse og forløsning", 1. Kor. 1:30.

 

Vi får i stedet bare en omfattende udlæggelse om sandhederne i hvor betydningsfuldt det er at være stille ved Jesu fødder, i Ordet, i bønnen o.s.v. - som alt sammen er sandt og godt, og store sandheder. Men som egentlig er lovforkyndelse - som heller ikke bliver ret fordi den ikke stiller os overfor det umulige krav - så det får lov at drive os til Kristus, den store sandhed, hvis navn er JEG ER.

 

Vi kender bogtitlen: "Vejen i Lammets spor." Hvor højt sætter vi ikke et menneske hvis motto og livsform netop har været denne vej i Lammets spor? En som hele sit liv har bestræbt sig på at leve som Jesus; vandre stille og ydmygt blandt mennesker...

 

Men, som en gammel bror sagde: "Det er da helt umulig for noget som helst menneske på denne jord at vandre vejen i Lammets spor!" Nej, det er Jesus selv som er vejen, sandheden og livet. Vi skal bare vandre med ham.

 

Kommer der så et Guds sendebud i forsamlingen med Ordets og Åndens budskab, så begejstres nok nogen i flokken, særlig de gamle som har hørt Hyrdens røst tidligere. Også unge sjæle som længtes efter åndelig mad, opvækkes da. Men alle falder tilbage i den gamle dødssøvn når den traditionelle forkyndelse på ny bare dræber det som skulle leve, og holder det i live som skulle dø.

 

Men Satans store tricks når en forsamling udvikler sig mod frafald, er at det foregår så fint trinvis.

 

Det store bedrag i den forbindelse, er at først forsvinder Hyrdens røst ("mine får hører min røst") i forkyndelsen! Her var det de levende lemmer skulle vågne og reagere, mens de endnu havde en "åndelig hørelse."

 

Men nu udvikler forkyndelse sig efterhånden i klar liberal retning, og musikken ligeså. Først da vågner "de konservative" og går f.eks. ud af flokken.

 

Men nu har lemmerne i årevis gået under en forkyndelse som har dræbt det som skulle leve, og holdt det i live som skulle dø.

 

Deres åndelige hørelse er ødelagt

 

Nu er alt godt bare det er "bibelsk" og Israelsvenlig*. At de ikke længere hører Hyrdens røst, kan de nu ikke længere bedømme. Nu er de bare chokeret over de klart liberale retninger i forkyndelse, sang og musik m.m.

 

Og nu går de tit og ofte ret over i modsat grøft - hvor der heller ikke er nogen Hyrdens røst, men hvor de tilfredsstilles med en forkyndelse som dundrer løs på liberal forkyndelse og moderne musik i kristne sammenhænge. Her får de ikke nogen som helst klar evangelisk forkyndelse. Her drejer det som om "fuld overgivelse", "dybere helliggørelse", tjeneste for Herren, d.v.s. "noget vi skal være, noget vi skal gøre, eller noget vi skal modtage" - bare i en anden udgave.

 

De vækker tanken - men ikke ånden!

 

Har du hørt Øivind Andersens beretning om da han og Tormod Vågen blev kaldt ind på kontoret til Ludvig Hope? Hope sagde til dem: "Jeg har intet at udsætte på jeres kristendom. I er dygtige lærere, bedre end jeg nogensinde blev. Men jeg må sige til jer at I har ikke Den Hellige Ånd over budskabet når I står på talerstolen!"

 

"Hvordan tror I vi reagerede", siger Øivind Andersen, og fortæller os lidt om akkurat dette. Men så føjer han til: "Men åh, hvor mange gange jeg har takket Gud for at Hope fik nåde til at sige dette til os!"

 

Kender du nogen som i dag kan have så stor nød og omsorg for en forkynder, en bibelskolelærer, at han ville påtage sig selv en sådan åndskamp, og den - i hvert fald umiddelbare - modstand fra den anden part, som en sådan brodertugt ville påføre ham? Men se så hvad mange af os senere fik fra Gud gennem Øivind Andersen, som fortæller dette!

 

"Nu ved jeg at du er en Guds mand, og at Herrens ord i din mund er sandhed", sagde kvinden til Elias, 1. Kong. 17:24.

 

Guds budskab i Rom 7 og 8
er i sandhed "sat til fald og oprejsning for mange"

 

Vi ser tendenserne til at ødelægge nådens evangelium ved at "drage det ned til os" går langt ind i det som alvorligt vil være "bibeltro" udlæggelse af Skriften. F.eks. har der op gennem alle årene været en udlæggelse som giver Rom. 7 ud for at være Paulus’ vidnesbyrd om hans liv før genfødelsen. Og så skal Rom. 8 være hans vidnesbyrd om hans liv efter genfødelsen.

 

Det er jo helt klart forkert. Vi kan kort slå fast at det bare er Den Hellige Ånd i et genfødt menneske som kan virke og afdække en kamp som den Paulus skildrer i Rom. 7.

 

Men bedraget går videre, og ind i en mere "troværdig" form ved f.eks. det vi kan opleve under udlæggelse af Rom. 7:14-25, at "Det er ikke en kristens normale kamp mod synden som skildres her; men det er hvordan det går en kristen i kampen mod synden, når han prøver at bruge loven for at sejre over synden og leve et helligt liv!"

 

Ja, det er rigtig nok sådan det altid går hvis vi forsøger at bruge loven i kampen mod synden. Men hvad så med den som lever under nåden? Hvad med "Stengrunden" og "tornen i kødet." Er vi færdige med alt dette bare vi lever under nåden, og ikke bruger loven i kampen mod synden? Selvfølgelig ikke!

 

Nej, Paulus oplevede at loven dømte hans indre menneske, så han ikke bare mislykkes i at sejre over synden, men virkelig måtte erfare lovens mål: "Jeg derimod døde." Og fik det endelige lovens resultat: Det drev ham til Kristus.

 

For enhver genfødt sjæl burde det være klart at det nødråb hele Rom. 7 munder ud i: "Hvem skal fri mig..." – ikke fortsætter med: "fra al den synd jeg stadig falder i." Men ret og slet: "Hvem skal fri mig fra dette syndens legeme?" – hele mig, med ånd, sjæl og legeme, sådan som det fra Adams fald vil være, til vi ligger i graven.

 

Bare, ja, bare den som har oplevet – og fortsat, som et genfødt Guds barn, oplever "Stengrunden", "tornen i kødet" og lidt til af det enorme hav "dette syndens legeme" indebærer, vil med Paulus i Rom. 7:25 bryde ud i jubel over løsepengene: "Gud være tak, ved Jesus Kristus, vor Herre!" Bare der hvor synden bliver åbenbart stor, der bliver nåden endnu større, Rom. 5:20.

 

Og så afslutter han med: "Jeg, som jeg er, tjener da Guds lov med mit sind, men syndens lov med mit kød." Taler det ikke klart nok om dette Luther skildrer med at "Troens væske må have to rum: Et for hvad vi er i os selv, og et for hvad vi ejer i Jesus Kristus"?

 

Er dette sidste vers ikke også et stærkt bevis på, at han taler ikke om at nu har han fundet ud af at bare han bruger evangeliet i stedet for loven, så har han virkelig sejr over al synd? Nej, han ser hvordan han fortsat stadigvæk "tjener syndens lov med sit kød."

 

Bare den som erkender dette, har erfaringens dybe lovprisning til Ham som har købt os – med hele "dette dødens legeme" – til Gud med sit blod. Det er det Guds nådebarn priser Lammet for: At vi er købt fri fra al vor synd og elendighed – også den vi endnu kender som hærger vildt i vort legeme ("Eftersom det i vort kød er en evig synd, var det nødvendigt at Kristus gennem sin død gav os en evig nåde", M. Luther).

 

Den rette opfattelse af Paulus’ Romerne syv-vidnesbyrd stadfæstes af Kingos sang: "aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde, altid har jeg suk og ve, altid kan jeg Jesus se. Altid trykker mine synder, altid Jesus hjælp forkynder, altid er jeg stedt i tvang, altid er jeg fuld af sang" o.s.v.

 

Rosenius har en klar tale over vers 24: "Åh, jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?":

 

"Dette er et suk som bare hellige sjæle forstår, når de er udmattet af synden. Dette er et suk, en klage, som er fuldstændig ukendt for verden. For dem er dette en ubegribelig jammer. Bare Gud hører den - fra sine børns bønnestunder. Det er et klageråb, et suk som har sin dybeste grund i at en himmelsk sjæl, en hellig ånd, er fængslet i et forgiftet og syndig kød" (fremhævet bare i denne gengivelse).

 

Og under vers 25 siger Rosenius: "Men det vi specielt skal mærke os, og huske godt på, er at Paulus takker Gud ved Jesus Kristus midt i sin klage over syndens lov i sine lemmer. Dette giver os en meget nødvendig og vigtig lærdom.

 

Vor sygelige tendens derimod, er jo at vi bare vil takke Gud når vi ikke ser, kender og plages af vor synd. Nej, når vi kender syndens lov i vore lemmer, da er det snart slut med glæden og taksigelsen. Dette er ikke ret for en kristen, for det betyder at vi vil have vor trøst i os selv.

 

Læg derfor mærke til at midt i sin klage og suk over syndens lov i sine lemmer, bryder han ud i taksigelse til Gud ved Jesus Kristus. Men derfor siger han da også i stort alvor: "ved Jesus Kristus, vor Herre." Dette er hele grunden til at han midt i sin klage over synden kan takke Gud. Bare i Jesus Kristus, vor Herre, er det jeg endnu kan have trøst og håb, siger han. I mig selv findes det ikke noget grundlag for at jeg kan trøstes. Alt har jeg bare ved Jesus Kristus, vor Herre."

 

Rom. 8:2-4 mistolkes også af mere end én. "For livets Ånds lov har i Kristus Jesus frigjort mig fra syndens og dødens lov. For det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndig køds lignelse, for syndens skyld, og fordømte synden i kødet, for at lovens retfærdighed skulle blive opfyldt i os, vi som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden."

 

Her udlægges det af enkelte som om "lovens retfærdighed" opfyldes i den troende til "livets retfærdighed", eller helliggørelse.

 

Her trækkes igen det vi bare ejer i Kristus, ned til os. Men ser vi på sammenhængen, så begynder kapitlet jo med: "Så er der da ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus." Det markeres altså klart at det er det vi ejer i ham, der tales om her. Og så fortsætter det med et "For..." som selvfølgelig betyder at det vi nu skal høre, det er hvordan det gik til/hvad som er selve grundlaget for at der ingen fordømmelse er for dem som er i Kristus Jesus – og handler altså overhovedet ikke om nogen "livets retfærdighed" eller noget andet som virkes i os.

 

En udlæggelse som nævnt ovenfor er det vi mennesker har bragt med helt fra Adam og Evas fald på slangens ord: "I skal blive…." Mens Jesus siger: "mit navn er: JEG ER." Han er, som vor Stedfortræder, alt vi behøver. "Han er blevet vor visdom fra Gud, retfærdighed, helliggørelse og forløsning."

 

Der er ikke noget farligere end at trække noget af Kristi fuldbragte værk ned til os. Dermed siger vi at det er nok med lapper på gamle klæder, nok med Guds hjælp, Guds kraft o.s.v. Det er højst u-evangelisk. Og vi forkaster og spotter Jesu fuldbragte soningsværk som vor totale Stedfortræder.

 

Så alvorlig, og intet mindre, er dette dybest set. Har vi ikke set – og ser daglig – tendensen i os alle sammen?

 

Må Gud nu i sin nåde stadig på ny for vore hjerter afdække "Stengrunden" i os, og frelsen i Jesus Kristus alene!

 

Det er det samme hos de nidkære, alvorligt konservative bibeltro, men som "ikke gav sig ind under Guds retfærdighed", Rom. 10:3. Disse har til alle tider været den sidste, stærkeste hindring for vækkelse.

 

Det som var – og er – umulig for loven – selv med al mulig hjælp, kraft o.s.v. fra Gud, "det gjorde Gud da han sendte sin egen Søn… og fordømte synden i kødet." Fordømte hele verdens synd som da var lagt på Kristus, fordømte al denne vor synd i Kristi kød på Golgata!!! "For at lovens retfærdighed (lovens retfærdige krav) skulle blive opfyldt i os som er i Kristus Jesus" – konf. begyndelsen på dette afsnittet, v.1.

 

Rosenius siger om Rom. 8:4: "Ser vi dette i hele sammenhængen, og sammen med det nærmest foran, må sammenhængen være denne: Loven fik sin ret i Kristi død. Der blev den retfærdighed som loven kræver, fuldbyrdet i os som ikke vandrer efter kødet, men gennem foreningen med Kristus (v. 1) er delagtig i alt hans værk for os. Denne opfattelse har de fleste ældre protestantiske lærere også.

 

En del nyere teologer vil forstå ordene om retfærdigheden som "bliver opfyldt i os", som at det er det nye helliggjorte sind og liv. Men den opfattelse kan ikke stemme. Først og fremmest strider denne opfattelse imod sammenhængen. Spørgsmålet er her hvorfor der "ingen fordømmelse er for dem som er i Kristus Jesus." Der svarer apostelen i v. 2 at de ikke er under loven. Og i v. 3 at dette har sin grund i at det som loven ikke var i stand til, det har Gud gjort da han sendte sin Søn, og lod syndens fordømmelse ramme ham. Svaret på dette spørgsmål kan ikke være at lovens retfærdighed blev opfyldt af os. For en sådan forklaring blev jo da en ganske anden end den hele sammenhængen bærer budskabet om.

 

Sluttelig er det heller ikke sandt at de kristnes nye og helliggjorte sind og liv på nogen måde svarer til "lovens retfærdige krav." At de "ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden" er på ingen måde nogen fuldkommen opfyldelse af "lovens retfærdige krav." For loven kræver jo fuldkommen renhed også fra alt ondt "begær" (kap. 7). I tilføjelsen: "som ikke vandrer efter kødet" o.s.v., så er det bare en skildring af de som tror, - ikke som udtryk for nogen opfyldelse af lovens krav.

 

Når det står i kap. 13 at "kærligheden er lovens opfyldelse", så er meningen, at i den grad nogen elsker, så opfylder han loven. Hvis da nogen havde en fuldkommen kærlighed, så havde han opfyldt loven fuldkomment. Men noget sådant har Skriften aldrig talt om nogen af de hellige. "Lovens retfærdige krav" er derfor noget langt mere end det som virkes i os ved Ånden." Så langt Rosenius.

 

I denne forbindelse henviser vi til Rosenius’ meget aktuelle udlæggelse af Rom. 3:21: "Men nu er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, blevet åbenbaret uden loven", "Romerbrevets budskab kap.1-5" s.142 flg.

 

Følgende citat af Luther er for øvrigt en meget god afklaring i det vi taler om her:

 

"Jeg kan aldrig få troen ren og sagen klar, uden at jeg forestiller mig at jeg selv står uden noget som helst nådens værk i sjælen, - uden helliggørelse, anger og tro -, og har al min trøst udelukkende i Kristus, at han har gjort, og fortsat gør, alting for mig", s.167 "Romerbrevets budskab" kap.1-5.

 

Den Herren får lov at arbejde med, vil gerne at "han skal vokse, og jeg skal aftage." Det samstemmer vi gladelig i, alle som gerne vil være bibeltro kristne. Men selv genfødte Guds børn må stadig erkende på ny: Vi havde nok ikke regnet med at det også vil indebære at vi mister al "vor egen kristendom."

 

Der bliver bare en eneste tilbage, den gode del, som ikke skal tages fra os; Jesus Kristus alene. Vi får bare Jesus at holde frem foran os, eller skjule os bag når vi står foran den tre gange hellige Guds øjne!

 

Det er dette som ligger bag så mange trosretninger og forannævnte menneskepåfund: Man har ikke nok med bare at leve på det vi ejer i Jesus Kristus alene. Vi må have deltaget i noget af dette selv, så vi kan have en selvoplevet, følbar stadfæstelse på at vi har det ret med Gud. Har altså ikke nok med Ordet!

 

Aktivitets- så vel som oplevelseskristendom, eller på den anden side; nidkær, men lovisk bibeludlæggelse drejer sig altså alt sammen om noget vi skal gøre, noget vi skal modtage, eller noget vi skal være. Eller undgår alt dette, men kommer ikke frem til selve hovedbudskabet om Jesus alene. Alt sammen holder det i live som skulle dø, selvlivet. Og dræber det som skulle leve: Gudslivet - i Jesus Kristus alene.

 

Så langt kan måske de fleste af vore læsere være enige i det vi har skrevet, og se sandheden i det.

 

Men ser vi, at den udglidning vi nu har berørt i alle dens former overfor Gud, er en klar forkastelse af evangeliet om at Gud måtte sende sin enbårne Søn. Ikke som lapper på gamle klæder, bare som vor kraft, hjælp, sejr o.s.v. Men som en total Stedfortræder for ethvert menneske på denne jord. For at leve et stedfortrædende fuldkomment liv under Loven, og sone al menneskehedens synd på Golgata.

 

Hvad er det som svigter selv i vor tids "bibeltro" retninger, som virkelig kæmper, men som alligevel ikke "kommer i mål" med sin kamp, sine emner og foredrag?

 

Har vi ikke set hvor dybt syndefaldet førte os alle?

 

"Du ved ikke at du er ussel og ynkelig og blind og nøgen"

 

Bare sin egen personlige erfaring i Herrens nødvendige afklædning, før en ret omvendelse sker, og efter - -!!! Giver grundlag for at bedømme hvor sagen står hos os selv og hos andre.

 

Det 16. århundreds reformation var noget så enkelt som genopdagelsen af evangeliet om frelse for syndere i Jesus Kristus alene!

 

Da blev de optaget med det dødelige alvor i den rene lære. Som ganske enkelt er læren om frelse for syndere i Jesus Kristus alene.

 

Og da måtte de erfare at bekendelsen dybest set blev så enkel som benådede synderes lovprisning til Gud: Store Gud vi lover dig...

 

Hvem er farisæeren?

 

Farisæer betyder egentlig "udskilt." En farisæer er altså en som virkelig tager sin kristendom så alvorligt at han er blevet en udskilt, har skilt sig markant ud fra denne verden. Og det er jo noget Guds ord siger hans børn virkelig skal! Hvor mange bekendende kristne kan det siges om?

 

Og de farisæere Jesus taler disse ord i Matt. 23:13 til, er slet ikke nogle overfladiske "aktivitetskristne." De studerede, trængte sig ind i Skriften, og gik af hele sit hjerte ind for at leve efter den. Alt ville de lægge i Guds hånd; sit daglige liv, sin økonomi o.s.v.

 

Men Jesus siger til dem: "I gransker Skrifterne, fordi I mener at I har evigt liv i dem - og disse er det som vidner om mig. Men I vil ikke komme til mig for at få liv", Joh. 5:39-40.

 

Hvad er altså, kort opsummeret, en farisæer: Det er en som af hele sit hjerte går ind for - noget han ikke er!!!

 

En sådan har jeg været i mange år. Jeg oplevede en "markeret omvendelse", forkastede den "lette" kristendom, og ville være et bibeltro Guds barn. Jeg vidnede, og var også ude og forkyndte Guds ord. Helt til Gud viste mig at jeg måtte bede om at komme til at se evangeliet - som jeg havde vidnet og talt om -!!!! og han i sin evige, store nåde åbenbarede evangeliet om Guds Søn for mig!

 

Husk derfor på hvordan du tog imod og hørte!
Hold fast på det og omvend dig!
Åb. 3:3.

 

Ordene: "Husk på hvordan du tog imod og hørte", taler til nogen som en gang "tog imod og hørte", d.v.s. kom til liv i Gud ved at de tog imod Ordet. Men den forsamling fælder Herren nu denne dom over: "Du har navn af at du lever, men du er død!"

 

Det må da være af stor evighedsbetydning for os alle at se nærmere på disse ord! For dette er jo Herrens eneste givne anvisning for at blive frelst, til en menighedsforstander, så vel som for hele menigheden og enkeltpersoner som har haft liv i Gud, men er sovet ind! Konf. Åb. 2:4-5.

 

Dette må samtidig være af lige stor betydning for dem som ved de aldrig har haft liv i Gud, her at få lov at se hvor afgørende Herren selv anser dette for at være: "Hvordan du tog imod og hørte" - for at man skal få - og fortsat hver dag eje livet i Gud.

 

Reformationens mænd gik meget stærkt ind på dette i Konkordieformlen.

 

Hvordan vi kommer til tro på evangeliet,
eller læren om omvendelsen

 

Luther oplevede også selv, blandt hans egne tilhængere, at der var mange som faldt fra, og vendte tilbage til den katolske gerningskristendom. Det blev da efterhånden klart at en sådan udvikling havde sin baggrund i hvordan det blev lært om den rette omvendelse, eller hvordan vi kommer til troen.

 

Det førte til at Reformationens lærere gik stærkt ind på hvem som virker omvendelsen. De sagde: Det er ikke mennesket som kan bevirke sin omvendelse. Heller ikke mennesket sammen med Gud, enten det er på den måde at mennesket begynder på omvendelsen og Gud fuldbyrder. Eller det siges at Gud begynder omvendelsen og mennesket fuldbyrder.

 

Nej, Gud alene virker omvendelsen. Skriften ikke bare frakender mennesket enhver mulighed til at tro evangeliet, Joh. 6:44, 1. Kor. 2:14. Skriften viser til og med at mennesket bare kan stå imod evangeliet, ja, ret og slet er fjendtlig overfor Gud, så længe det bare er det naturlige (d.v.s uomvendte) menneske, Rom. 8:7.

 

Skriften viser at et menneske kommer til tro på Kristus alene som et værk af Guds nåde og almagt, Fill. 1:29, Ef. 1:19-20. Og skildrer dette som et under, tilsvarende hvordan lyset blev skabt da verden blev til, 2. Kor. 4:6. For at fatte Guds enerådende virksomhed i omvendelsen, må man altså have klart for sig hvad omvendelsen består i, nemlig at komme til tro på evangeliet, da man også bliver født på ny.

 

Har man ikke dette klart for sig, bliver man meget let bedraget gennem forskellige menneskelige, ydre tiltag. Menneskene kan jo ved mange ydre tiltag vække stor opmærksomhed og beundring, med den hensigt at blive frelst, eller i hvert fald komme nærmere Gud. Men mennesket er absolut ikke i stand til at tro at Gud for Kristi skyld er nådig mod ham - uden noget som helst menneskeligt tiltag fra hans side.

 

Op gennem nyere tider har der været teologer som taler om en dragning mod det høje i det naturlige menneske, en oprigtig stræben efter forsoning med Gud. Og i dette ser så disse teologer menneskets delagtighed i omvendelsen. Men disse glemmer at denne dragningen mod det høje for det naturlige menneske selvsagt bare kan ske på Lovens vej - altså en klart modsat vej af den vi kan komme til Gud på.

 

Denne dragning mod det høje på lovens vej var særdeles stærkt udviklet hos Paulus før hans omvendelse. Men denne dragning førte - ifølge hans egen autentiske beretning - slet ikke til at han kom nærmere Gud, men gjorde ham tvært imod rasende mod de kristne og mod evangeliet.

 

Genfødt ved Guds ord, 1. Peter 1:23,25.

 

"Ham giver alle profeterne det vidnesbyrd, at hver den som tror på ham, får syndernes forladelse ved hans navn", Ap. G. 10:43. Mens Peter endnu talte disse ord, faldt Den Hellige Ånd på alle dem som hørte Ordet." De blev født på ny!

 

Når Gud i sin nåde åbenbarer, for vore hjerter, budskabet om en fuldkommen frelse for syndere i Jesus Kristus alene, da fødes vi på ny. Dette kan ske når vi f.eks. læser ordene i Gal. 3:16:

 

"Løftene blev givet til Abraham og hans afkom. Han siger ikke: Og til dit afkom, som om det gjaldt mange. Men som når det gælder én: Og dit afkom. Og dette er Kristus... loven blev lagt til for overtrædelsernes skyld, "indtil at sæden skulle komme, han til hvem løftet havde blevet givet" (C.O.Rosenius’ bibelovers.)

 

Løftene var bare givet til én: Jesus Kristus. Det er dette budskab som sætter en sjæl fri! Han er selv Ordet, og her i v.19 omtales han som "sæden", som dette ordet i Gal 3:16, som sås ud og virker troen på Ham selv.

 

En speciel undersøgelse ved alle anledninger, og på mange steder, - angående menighedens levende lemmer, om hvordan de var nået frem til "livet"

 

Lad mig først sige at jeg tror mange som vil være bibeltro kristne, kan sætte spørgsmålstegn ved om det virkelig var Gud som brugte kvinden, Marie Monsen, så vældigt til forkyndelse under vækkelserne i Kina. Det var også et spørgsmål for mig, og jeg sukkede og bad til Gud over det.

 

Så svarede Gud mig med ordet: "Om disse tier, så skal stenene råbe!", Luk. 19:40. Det var helt klart at de som skulle have "råbt", missionærerne ude i Kina på den tid, de tiede! Herren fik ikke talt gennem dem. Da lod han "stenene råbe." Da bruger Gud hvem og hvad han vil. Gud er suveræn! Det ser vi mange eksempler på i Bibelen. Og nu brugte Gud Marie Monsen i Kina - men som et undtagelse! For at han skulle få al ære, og gøre dem som troede de var de eneste rette forvaltere af Guds ord, til skamme.

 

Men hvis så vi bruger undtagelsen Marie Monsen som bevis - "Gud bruger jo også kvinder" - for at til og med ændre Guds ords regel, da er det os som er de største dårer.

 

Vi har meget at lære af Marie Monsens bøger om bøn. Men stærkest indtryk vil jeg tro bogen "Vækkelsen som blev en Åndens aktion" gør på de fleste. Derfra vil vi nu medtage nogle uddrag fra det hun fortæller under afsnittet: "En ny opgave med en rig læretid."

 

Der fortæller hun hvordan Gud ledede hende til at begynde.

 

Der var blevet en kraftig opvækkelse i hende over at ordene "frelst" og "genfødt" nærmest var sjældne ord i menighederne. Det sædvanlige var at "tro på Gud", eller "tro på Jesus."

 

Blev der spurgt: "Tror du på Jesus", svarede alle i menighederne bekræftende på det.

 

Så begyndte Marie Monsen "spørgeundersøgelsen." Vi gengiver et par eksempler:

 

"H. havde været evangelist i flere år. Det var ingen tvivl i min sjæl om at han var en frelst sjæl. "Tror du på Jesus", blev han spurgt. Han så meget forbavset på mig: "Ja, det ved du da at jeg gør." "Er du genfødt?" - "genfødt? - genfødt? Nej, det ved jeg ikke."- "Tænk på det, så taler vi mere om det senere."

 

Næste dag kom han helt strålende og sagde: "Jo, jeg er født på ny!" - "Hvordan ved du det?" - "Det står i katekismen at når man bliver født på ny, hader man det man før elskede, og elsker det man før hadede. Før hadede jeg udlændingene og deres lære, og mest af alt navnet Jesus - helt fra første stund jeg hørte det. Nu elsker jeg Jesus og Bibelen og missionærerne og alle troende." Han var synlig lykkelig over klarheden han havde fået.

 

"Hvornår kom denne forandring?" - "Nej, det ved jeg ingenting om." - "Hvis du på et tidspunkt bliver klar over det, så fortæl mig det!." Tidligt næste morgen var han der igen, og ansigtet strålede: "Jeg ved det. Så rart det end at høres, så kom forandringen efter en lille hændelse en dag. Der var stormøde på stationen. Jeg blev siddende nok så langt fremme, men den dag ville jeg bare græde. Men hvad ville folk tænke om jeg gjorde det? Til slut var det umulig at holde tårerne tilbage længere, så jeg løb ud fra mødet.

 

Så blev jeg stående ude i gården mens tårerne silede. En forsinket, ufrelst tilhører standsede ved det mærkelige syn: Evangelisten grædende? - hvad græder du for? Spørgsmålet fremkaldte svaret på noget jeg indtil da ikke selv havde været klar over: - fordi jeg er så stor en synder! Det er vel ingenting at græde over. Jeg synes I stadig siger at Jesus frelser syndere! – Akkurat da blev denne sandhed levende for mig, og freden og hvilen og glæden blev min."

 

"Det var nok den dag du blev frelst." - "Ja, nu forstår jeg det, og glæder mig til at kunne fortælle andre om hvordan jeg blev frelst. Det kan blive til hjælp for nogen. Jeg havde mest lyst til at gå ind til mødet igen og råbe det ud til alle: Jesus døde for at frelse syndere!"

 

"Pastor D. var en sjælden hyggelig mand, altid optaget i sin gerning i en stor menighed. Han var varmhjertet og gjorde absolut ikke forskel på folk - var behagelig og tillidsvækkende - og en god forkynder. I sandhed en hyrde for hjorden, blev det fortalt mig.

 

Efter nogle samtaler jeg havde med ham, føltes det som om det uundgåelige spørgsmål måtte til. Trods alle lovord om ham var vi alligevel ikke helt på bølgelængde.

 

"Er du født på ny?" Meget alvorlig kom det: "Jeg ville ønske jeg vidste det selv. Det spørgsmål har længe været et problem for mig.  - "Vil du fortælle mig akkurat hvordan du har det, så får vi se om vi kan finde løsningen." - "Med hensyn til det spørgsmål føler jeg det som om jeg bor i et stort, tomt hus, uden dør eller vinduer. Og jeg går stadig og famler langs væggene og leder efter en vej ud."

 

Jeg oplevede at få en mægtig, medfølende kærlighed da det måtte fortælles ham at han var en ufrelst mand. "Jeg har aldrig været nogen synder som trænger til en Frelser", sagde han. Svaret næsten faldt ud af min mund: "Men du har været en blind vejleder for blinde!" Med det gik han stille fra mig.

 

Men forbønnen for ham blev fortsat. Nogle dage efter kom han igen. Mærkelig nok blev det den sidst nævnte synd som dømte ham: "Jeg har bare været en hyklerpræst!"

 

Han oplevede nåde for en synder og friheden i Kristus. Han var med til mange møder derefter, og blev til stor velsignelse med sit levende vidnesbyrd om synd og nåde: "Jeg som var totalt blind, er blevet seende!"

 

Så langt fra bogen "Vækkelsen som blev en Åndens aktion."

 

Også i vore lande må vi nu begynde at spørge hinanden:

Er du født på ny? Har du liv i Gud i dag?

 

Vi ved af erfaring at de allerfleste af dagens bekendende kristne, som i Kina den gang, ikke ved hvad "født på ny" betyder. Og, om de ved det, slet ikke ved hvad det indebærer. Nogle vil svare positivt på et sådant spørgsmål. Men det vil vise sig at det bygger de på da de "bestemte sig", "omvendte sig.".. Altså noget som har foregået i deres følelsesliv eller ydre markeringer.

 

Det er ikke alle som oplever en ny fødsel som noget som har sket i et øjeblik. Men alle genfødte sjæle vil have et vidnesbyrd om noget som skete med dem, og som udelukkende var virket af Gud alene ved Ordet og Ånden. Og som de erkender uden tvivl må have været en ny fødsel.

 

De får et FØR og et NU. Om de selv fejlagtigt har troet de har været en kristen i mange år, får nu deres frelsesforhold et helt nyt indhold - hvor de får sandheden at se i Esajas 43:24-25: "Du har bare trættet mig med dine synder, og voldt mig møje med dine misgerninger. Jeg, jeg er den som udsletter dine misgerninger for min skyld, og dine synder kommer jeg ikke i hu."

 

Hver for os må vi bede: Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine mangfoldige tanker, se om jeg er på fortabelsens vej, og led mig på evighedens vej!", Salme 139:23-24.

 

Så må vi bede om inderlig omsorgsnød for dem som er på samme vej som vi selv - før vi blev født på ny.

 

Og lad os så begynde at spørge dem Gud leder os til: "Er du født på ny?" Eller: "Har du liv i Gud?" eller "ejer du livet i Guds Søn." For "Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet", 1. Joh. 5:11-12.

H.H.

* Med det mener vi bare at det er ikke alle Bibelens venner og Israel-venner som er Jesu venner. Mens derimod alle Jesu virkelige venner er Bibelens venner og Israels venner - de kan ikke andet!
 

Vær med til at sprede Rosenius-litteraturen!

se http://www.arven.net