Herrens navn: JEG ER

Jesus siger til Gud i sin ypperstepræstelige bøn:

"Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du udsendte, Jesus Kristus."

Også andre Skriftord taler klart om dette hemmelighedsfulde ord kende; .".at de kender dig..." Det viser at det er et evighedsafgørende spørgsmål vi har foran os her: kender du Jesus? 

Det er der nok rigtig mange, også i dag, som ville svare et ubetinget JA på. Men i Bibelen finder vi beretninger om flere som uden tvivl var overbevist om at de kendte Jesus, men hvor Jesus på den store dag må svare dem: "Jeg kender jer ikke", Matt. 25:12, "Jeg har aldrig kendt jer", Matt. 7:23.

Spørgsmålet er altså om vi har det afgørende kendskab til ham, kender ham som den han selv dybest set vil være kendt af os.

På Bibelens tid betegnede egennavnet personen, hans identitet. Se 1. Mos.  3:20 om Eva, 4:1 om Kain, 5:29 om Noah, 25:26 om Jakob o.s.v.

Da Gud ville sende Moses for at udfri Israel fra Egyptens trældom, siger Moses til Gud: "Men når jeg nu kommer til Israels børn og siger til dem: Deres fædres Gud har sendt mig til jer! - og de så spørger mig: Hvad er hans navn? - Hvad skal jeg da svare dem? 

Da sagde Gud til Moses: Jeg er den jeg er. Og han sagde: Så skal du sige til Israels børn: JEG ER har sendt mig til jer. Så sagde Gud til Moses: Så skal du sige til Israels børn: Herren, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Dette er mit navn til evig tid, sådan skal de kalde mig fra slægt til slægt", 2. Mos. 3:13-15.

Den udlæggelse vi kender af dette JEG ER, begrænser sig sædvanligvis til at han var, er og bliver den samme fra slægt til slægt i troskab, kærlighed, hellighed og magtfuldkommenhed, - som jo i sig selv er et stort og trøsterigt budskab ud fra det vi ved om Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.

Men kan vi sige, at med dette kender vi ham, er kommet til selve hovedbudskabet, det afgørende som ligger skjult i Herrens navn?

Når Manoah spørger: "Hvad er dit navn", svarer Herren (gennem en engel): "Hvorfor spørger du om mit navn? Det er et underfuldt navn!", Dom. 13:18.

Så ser vi i Joh. 17 hvordan Jesus straks efter sine ord om at "dette er  det evige liv at de kender dig..." , siger: "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker du gav mig af verden", v. 6.

Vi kan altså først og fremmest slå fast at:

Guds navn er en åbenbaringsgave

For at menneskene skulle have det kendskab til Gud, som er det evige liv, var Jesus altså optaget med at åbenbare hans navn for menneskene.

Og Jesus siger videre, v. 11: "Bevar dem i dit navn, som du har givet mig, for at de kan være ét, ligesom vi er ét." Som viser at det også udelukkende er i hans navn vi kan blive bevaret - og være ét. Konf. "Dersom I bliver i mig...", "blive i mig", Joh. 15 o.s.v.

Hvordan får vi i dag åbenbaret Herrens navn for vore hjerter?

Jo, på samme måde som Jesus åbenbarede Herrens navn for disciplene. Efter ovennævnte Joh. 17:6 siger han: "De ord som du gav mig, har jeg givet dem. Og de har taget imod dem og kendt i sandhed at jeg er udgået fra dig. Og de har troet at du har udsendt mig", v. 8.

Jesus gav dem Ordet, som er ham selv: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… i ham var liv, og livet var menneskenes lys... Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed", Joh. 1:1 flg. "Han er iført en klædning som er dyppet i blod, og hans navn er Guds Ord", Åb. 19:13.

Hvad åbenbarer Ordet om Herrens navn?

I 2. Mos. 6:3 læser vi: "Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud Den Almægtige. Men ved mit navn Herren, var jeg ikke kendt af dem."

Det er altså først gennem Moses at Gud åbenbarer sig for menneskeheden med det navn som for fremtiden bliver selve egennavnet på Israels Gud, det som i vore Bibler er oversat med Herren.

På det markerede tidspunkt og den vældige situation Moses akkurat nu står midt i, ligger et vældigt budskab om Herrens navn.

Det var når Israel skulle fries ud fra sin trældom i Egypten,
at Herren åbenbarede sit navn: JEG ER, for menneskene

Her sættes vi på sporet til selve kernen i navnet JEG ER. Folket skulle fries ud fra trældommen i Egypten, fra en forfærdelig Farao som bare øgede terroren og plagerne jo mere Gud talte til ham om at "lade mit folk rejse", ...

Vi kan ikke sætte os ind i deres grufulde, dræbende trængsler. Og vi kan slet ikke forestille os hvilken overnaturlig, guddommelig udfrielse som måtte ske, for at folket skulle undslippe.

Dette er det klareste billede på hele menneskehedens situation efter syndefaldet: Vi er totalt fortabt, "For Gud har indesluttet dem alle under ulydigheden, for at han kunne vise miskundhed mod dem alle", Rom. 11:32. Det udtryk på grundsproget som er oversat med "indesluttet", betyder egentlig overgivet i en andens magt - som Israel i Faraos overmægtige greb. "Det er ingen forskel, alle har syndet og står uden ære for Gud", Rom. 3:22-23, "uden håb og uden Gud i verden", Ef. 2:12.

Her nytter det ikke med lapper på gamle klæder. Men det er akkurat det den gamle slange altid har tilbudt med sit: "I skal blive lig Gud...", 1. Mos. 3:5. Vi skal blive frelst - ved vor tro, vor bøn o.s.v. I alt dette ligger bare slangens: "I skal blive..."

Sådan er det også med Israels folk når de skal fries ud fra Egypten. Moses har fortalt dem at Guds dødsengel skal gå gennem hele Egyptens land denne nat. De har gjort som Gud har befalet Moses; udtaget et lam for hvert hus, slagtet det og strøget blodet på dørstolperne og det øverste dørtræ. Og Gud havde sagt at når han ser blodet, skal intet dødeligt slag ramme dem.

Men kan du se dem for dig, israelitterne, i sine hytter bag en lukket dør? Straks er slangen der med sit gamle bedrag på Bibelens første sider: "I skal blive…." Og spørgsmålene ud fra "hver deres kristendom" melder sig: "Tror du dette holder? Ja, vi har da gjort som Gud skal have sagt til Moses, - men--- vi må jo i hvert fald tro, vi må jo bede..." o.s.v.

De rammes af de samme Jesu ord som han en gang måtte sige til Peter: "du har ikke sans for det som hører Gud til (er af Gud), men bare for det som hører menneskene til (er af mennesker)", Matt. 16:23.

Der hvor de sad, Israels folk i sine hytter i Gosen, behøvede de en total og betingelsesløs udfrielse!!!!  - helt uafhængig af og langt ud over noget som helst de selv kunne præstere eller hjælpe til med.

De måtte lære at kende Gud som Simeon, når han står med det lille Jesusbarn i armene og råber ud: "Herre, nu kan du lade din tjener gå herfra i fred, efter dit ord, for mine øjne har set din frelse", Luk. 2:29-30.

Tænk: "Mine øjne har set din frelse!"!!! Ja, "Frelsen tilhører vor Gud, han som sidder på tronen og Lammet", Åb 7:10.

Han er ikke "bare" vor Frelser. Ikke en som en gang i fremtiden og efter hånden skal virke i os det ene nødvendige for vort evige liv. Nej,

Han er selve vor frelse!

Her får vi åbenbaret dybden i dette Herrens navn: JEG ER.

Dette er det evige liv... himmelens shibbolet (Dom. 12:5-6), det eneste som gælder på den store dag, om vi kender ham som JEG ER, som selv er alt, først og fremmest vor frelse, i vort sted. Han er svaret og udfrielsen fra slangens: "I skal blive lig Gud."

Dette navn, som er det evige liv, 1. Joh. 1:2

virker selv dette liv i menneskene

Peter forkynder i Kornelius’ hus at "Ham (Jesus) giver alle profeterne det vidnesbyrd at hver den som tror på ham, får syndernes forladelse ved hans navn", Ap. G. 10:43. Og så ser vi af næste vers, at just "når Peter talte disse ord, faldt Den Hellige Ånd på alle dem som hørte ordet." De blev født på ny og fik livet i Guds Søn. For "Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn", 1. Joh. 5:11.

I Rosenius’ gamle Bibel hedder det i Gal. 3:19b: "indtil sæden skulle komme, ham til hvem løftet var blevet givet." Det er Herren selv som er Ordet, som er sæden, ja er "himmelbrødet" som vi skal fødes og leve på, Joh. 6:33 flg. Når Guds sæd træffer hjertet, og bare sådan, fødes det nye Gudsliv i mennesket.

Skriften siger vi er "genfødt ved Guds ord" - men alligevel ikke ved ethvert Guds ord, men "dette er det ord som er forkyndt jer ved evangeliet", 1. Pet. 1:23,25.

I nævnte citat fra Gal. 3:19b ser vi også klart at det er til ham, Jesus Kristus, frelsesløftet - ja, alle løfterne - er givet. Alt ejer vi i ham!

Når vi ser på nogen af de største hændelser i første del af Apostlenes gerninger, ser vi hvordan Herrens navn ikke bare er centralt, men er selve "kraftcenteret." I Ap. G. 8:12 læser vi: "Da de nu troede Filip som forkyndte dem evangeliet om Guds rige og Jesu Kristi navn, så lod de sig døbe, både mænd og kvinder."

Og i Ap. G. 5:41: "De gik da bort fra Rådet, glade over at de var agtet værdige til at blive vanæret for Navnets skyld."

Betydningen af hans navn kommer selvfølgelig også stærkt frem ved at det første vi beder om i den bøn Herren selv lærte os at bede, er: "Helliget blive dit navn!"

Paktsarken - et billede på Jesus

I paktsarken lå de to stentavler, loven. Der lå mannakrukken, vidnesbyrdet om himmelbrødet Gud under hele Israels vandring i ørkenen mættede - og altid vil mætte sit folk med. Og der lå Arons stav, som havde blomstret, Guds tegn på hvem han havde udvalgt som folkets leder.

De skulle ikke forkaste noget af alt dette som var i arken, sådan som vi hører nogen sige: "Når vi er frelst, har vi ikke brug for loven." Det samme gjaldt mannakrukken og Arons stav. De skulle ikke glemme loven, madunderet og staven, de skulle bære det med sig over alt hvor de drog frem.

Men det var ikke disse ting i sig selv menneskene skulle fæste blikket på. Alt dette lå skjult i arken.

Låget på paktsarken (nådestolen), talte selv sit tydelige budskab til folket. I hver sin ende af nådestolen stod de to keruber med udbredte vinger over - ligesom vogtende - selve nådestolen. Og kerubernes blik var vendt mod nådestolen - hvor offerdyrets blod blev stænket!

Dette er et vældigt billede på hvordan Guds blik altid er fæstet - ikke på os -, men på Jesu blod, han som er både ypperstepræsten og offerlammet "som købte os til Gud med sit blod", Åb. 5:9.

Først når paktsarken bliver åbnet, kan vi se med nye øjne, det som ligger i den. Først når Sønnen ved sit dyrebare navn bliver åbenbaret for os, bliver Guds dybeste budskab i loven og i underne også åbenbaret for os. Gennem alt får vi da se Jesus stige frem med sit JEG ER.

Vi vil erfare Jesu: "Jeg har herliggjort dit navn" i alt hvad vi møder på vor vej, både i det vi kalder ondt, og i det vi kalder godt.

Alt det vi ejer i dette navn JEG ER, er først og fremmest, og
overskyggende alt andet: Guds retfærdighed!

I Jer. 23:6 læser vi: "Dette er det navn som han skal kaldes med: Herren, vor retfærdighed."

Reformationens mænd så at "læren om retfærdiggørelsen er den nøgle som alene åbner døren til hele Bibelen." Og slog fast at "Kirken (den levende menighed) står og falder ved læren om retfærdiggørelsen."

Men i dag hører vi praktisk talt ingen klar og ren lære om retfærdiggørelsen. Og i vor norske 78/85-oversættelse af Bibelen er det netop ordet retfærdiggøre som er fuldstændig raseret på forskellig vis.

Når Skriften siger at evangeliet er "en Guds kraft til frelse", så fortsætter den straks med et "For." Og så kan vi høre hvorfor evangeliet er den eneste Guds kraft til frelse: "For i det åbenbares Guds retfærdighed", at vi ejer den i Guds Søn, Jesus Kristus alene!

Evangeliet, som betyder "det glade budskab", forkynder at "Der er ingen forskel, alle har syndet og står uden ære for Gud. Og de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus", Rom. 3:22-24. Og så fortsætter det i vers 26 sådan: "For at Gud kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus."

Gud er en retfærdig og hellig Gud. Hans retfærdighed kræver fuldt soning for alle menneskers synder til alle tider. Til fuldbyrdelse af det sendte han sin egen Søn, som levede for alle mennesker et stedfortrædende liv under loven, og sonede forbandelsen og dødsdommen over alle menneskers synd i sit legeme på korset.

Men vi ser hvordan slangens "I skal blive lig Gud" sniger sig ind i alle tilstande, også i det vi får at se vi ejer i Kristus. Har vi fået at se hvad vi ejer i Herren, JEG ER, på ét bestemt område, f.eks. at han er vor kraft, så vil han vi skal forsøge at drage dette ned til os, så det ligesom nu er "blevet vort." Så nu "er vi blevet..." noget som tilfredsstiller Gud - på dette område: Og så lever vi på det - til det ikke længere tilfredsstiller os, og vi "må have noget nyt."

Ingen gerninger gjort af mennesker, - enten de er gjort i Guds kraft eller i menneskers egen kraft, eller noget som helst virket af Gud i os, retfærdiggør et menneske. Bare Jesus alene.

"Min retfærdighed er nær, min frelse bryder frem", ser vi Esajas profeterer i kap. 51, altså lige før det kendte kap. 53 om Messias’ komme til jord.

Alt andet som vi fryder os over at vi ejer i Herren, JEG ER, må aldrig få lov at overskygge hvad vi ejer i retfærdiggørelsen i Jesus Kristus.

Men efter at have skuet ind i denne hans navns dybeste og eneste evighedsafgørende betydning, ser vi hans retfærdigheds miskundhed og nåde i alt som drejer sig om Herrens navn: I mit navn, i/ved hans navn, for hans navns skyld o.s.v., ja, i hele Skriften.

Gud har velsignet os med al åndelig velsignelse

i himmelen i Kristus, Ef. 1:3

Sammen med Jesus på fjeldet får de tre disciple at høre Herrens ord om Sønnen: "Dette er min Søn, den udvalgte", Luk. 9:35. Og i 1. Joh. 2:1 siger Johannes: "vi har en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, Den Retfærdige."

Herren ER altså den Retfærdige, ja, den eneste. ER den udvalgte. Den (eneste) Gud har udvalgt i stedet for alle mennesker, som var så fortabt at bare en fuldstændig stedfortræder i alt måtte til.

Alt dette Gud har givet os i Jesus Kristus skete "før verdens grundvold blev lagt", før Gud slap noget menneske ud af sin hånd. Så slangen ikke skulle kunne koble dette vældige værk op mod noget menneskes værdighed.

Og Ef. 1 forsætter med at "Gud udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige for Guds åsyn", vers 4. Da findes der jo ikke den mindste tanke, ord eller gerning Gud kan laste/anklage os for -!

Kan vi da mangle noget som helst?

Når vi i Guds øjne er hellige! Når vi i Guds øjne er ulastelige!

Alt dette er det som forkyndes i dette navn JEG ER.

Ikke underlig at der står om disciplene, efter at de havde været fængslet, plaget og pint: "De gik da bort fra Rådet, glade over at de var agtet værdige til at blive vanæret for Navnets skyld", Ap. G. 5:41.

Det var for Navnets skyld de måtte lide. Det er Navnet: JEG ER som hele kampen står – og altid har stået – om.

Slangens: "I skal blive… lig Gud" er sået i menneskeheden, og sidder i os så længe vi lever, også om vi er født på ny. Men

Stormen fra Satans, lovens og vor samvittigheds:
"I skal blive.." er opslugt af Herrens "JEG ER"

På alle Satans: I skal blive (frelst, helliggjort o.s.v.), står Jesu navn som en uovervindelig støtte: Jeg er – alt det Satan, loven og din samvittighed kræver af dig. "Han er blevet os visdom fra Gud, retfærdighed, helliggørelse og forløsning", 1. Kor. 1:30.

Her har modstand fra trællene – og vor egen anfægtelse til alle tider - sat ind med dette Satans bedrag om noget vi skal blive, skulle være, burde gjort, - og anklager af alle slags over det vi har gjort, tænkt og ment - også der hvor vi troede vi var drevet af Gud.

Og dette "I skal blive lig Gud" bliver i alle slags former "hængt på" forkyndelsen af evangeliet, så det ikke længere er noget evangelium vi får at høre.

Men mod alt dette lyder summen af hele Guds ord som vidner om Herrens navn: JEG ER! Og Paulus skriver: "Jeg ville ikke vide af noget blandt jer, uden Jesus Kristus, og ham korsfestet", 1. Kor. 2:2.

Det bedste menneske i sig

Er døden værd, har synd utallig.

Den værste kristen er i dig

O Jesus, helt retfærdig, salig.

Lov, ære, pris evindelig!

Al salighed er blot i dig,

blot i dig!

(fra en sang af C.O. Rosenius)

Kampen til alle tider vil stå omkring det rene evangelium om Guds Søns navn: JEG ER!

Indtil selve paktsarken bliver åbnet, og vi lærer at kende Herren ud fra hans navn, bliver alle nidkære sjæle bare optaget med at sætte nye lapper på gamle klæder. Det giver sig udtryk i mange forskellige - og ofte stik modsatte udslag.

Fællesnævner for alle er det vi har set Jesus siger til Peter: "Du har ikke sans for det som hører Gud til, men bare for det som hører menneskene til", Matt. 16:23. Altså: Ikke sans for det som er af Gud, Men bare for det som er af mennesker.

Samme budskab ser vi i dette Paulus skriver til filipperne idet han sender Timotheus til dem, at han ikke kunne sende andre, for "de søger alle sit eget, ikke det som hører Kristus Jesus til", Fil. 2:20. Og dette "sit eget", som de andre søgte, har været at finde i kirkehistorien op gennem alle årene, men dukker stadig op i nye forklædninger.

Stærkest repræsenteret i dag er vel dem som på område efter område, tager klare verdens virkemidler, i brug; rytmisk musik, lys, stærk lyd m.m., i det som skulle være Guds hus -! Her er de så åbenlyst optaget med at "søge sit eget"; alt det de kan præstere af egne påfund, egne naturgaver o.s.v. Med alt dette er de overbevist om at de tjener Herren, og sanker sjæle for Guds rige.

Andre er optaget med religiøs symbolik både hvad Gudshuset selv, så vel som dens tjenere og mødedeltagere udstyres og optræder med. Der benyttes lys og processioner, gerne med et stort kors og anden kristen symbolik. I musik, sang, tekstlæsning m.m. trækkes både enkeltpersoner og forsamlingen langt mere end før ind i gudstjenesten. Også her "søger alle sit eget."

I gudstjenesten er det klart "det som hører Gud/Kristus Jesus til" som skal træde frem - og hans tjener træde til side - så forsamlingen hører hyrdens røst. Derfor vore gamle enkle gudstjenesteformer hvor præsten alene forkyndte Guds ord.

Men altid har der været mange som går i mere åndelig retning, og i både forkyndelse og praksis lægger stor vægt på troen (bevidst eller ubevidst mere end på ham vi tror på). En naturlig konsekvens af dette bliver en udpræget oplevelsesjagt og -pres.

I alle disse udgaver ser vi netop hvordan "de søger alle sit eget, ikke det som hører Kristus Jesus til." optaget med at flere "bliver med" (i forskellige versjoner), har bestemt sig, vil være en kristen, har bøjet sig/overgivet sig til Gud o.s.v.

Eller de har sin trøst i noget Gud havde virket i dem; troen, åbenbarelsen af Ordet, bønnens Ånd, trang til at vidne o.s.v. Ikke sin trøst i "det som hører Kristus Jesus til", det vi ejer i Kristus alene, i hans navn: JEG ER.

Men måske noget af det mest tragiske i alt dette finder vi blandt dem som får se at en langt mere bibelsk funderet lære er det som må til, og så i oprigtig alvor og nidkærhed går ind for det. De ser udglidningerne i vore lande i dag. De ser bekendende kristne bliver draget med i sex, i skilsmisse, foran TV med umoralen i fri udfoldelse o.s.v.

I sin forkyndelse og i medier går de på Guds buds grund stærkt ud mod alt dette, ikke mindst hvad angår moral etc. indenfor selve kristenheden. Og dette fænger blandt dem som gerne "vil være en ret kristen." Her møder de nogen som tager et klart opgør med al udglidning. De siger: "Det er helliggørelsesforkyndelse vi trænger til."

Men fejlen er at "lovens tredje brug" til helliggørelse bare kan anvendes på "den Retfærdige" og "hellige": "Lad den Retfærdige fortsat gøre retfærdighed, og lad den hellige fortsat blive helliggjort!", Åb. 22:11. Skal altså bare bruges på dem som har opgivet al sin "egen kristendom", fået at se - og erfaret - sig helt fortabt, og er retfærdig og hellig i Kristus Jesus alene.

Er paktsarken ikke selv, Jesus Kristus, blevet åbenbaret for os, bliver det som ligger i arken; loven og underne, misbrugt.

Spørgsmålet som må råbes ud, først og fremmest indenfor kristenheden i dag, er om du virkelig er født på ny - og ejer Livet i Guds Søn. For det er det som mangler. Derfor er det ingen hellig nød over synden og tilstanden. Derfor glider alt ud.

Vi kan se ham som vor hjælper, trøster o.s.v., ja, til og med som vor frelser -. Men endnu, vel og mærke, ikke som hele vor frelse -! Og så "beder vi ned til os" alt dette - som lapper på gamle klæder. Vi har ikke set lovens dom over vort indre menneske. Satan vil ikke at vi skal komme til selve sagen, det ene nødvendige: Har vi livet i Guds Søn?

Farisæeren som står og beder i templet, står slet ikke og takker Gud for at han i sig selv "ikke er som andre mennesker: røvere, uretfærdige, horkarle...." Nej, han står og takker oprigtig og alvorlig Gud for at han ved Guds kraft, Guds hjælp o.s.v. ikke er som de andre...

Han trænger bare til Guds hjælp, Guds kraft o.s.v.; nye lapper på gamle klæder. Han er ikke totalt fortabt i ånd, sjæl og legeme, og trænger derfor ingen fuldstændig stedfortræder for hele sig selv. Derfor kender han heller ikke Herren ved sit rette navn, JEG ER.

Sådan er det Jesus siger at "de søger alle sit eget, ikke det som hører Kristus Jesus til." "Og mens vi selv tror vi er hans disciple, kalder Jesus os for Satan (Joh. 8:31-44). Vi kender ikke forskel på vor egen natur og nåde, kød og ånd, jord og himmel, vort eget jeg og Kristus, Adam og Herren, den livgivende ånd", (A. Saphir).

Evangeliet er ikke bare et løfte om noget som skal ske, men et opfyldt løfte!

Mod Herrens navn JEG ER sætter slangen ind på de første ark i Bibelen, med sit bedrag: "I skal blive … lig Gud", 1. Mos. 3:5. Og det er dette "I skal blive" som vækker menneskets kødelige selviskhed, som altid stænger for Gud. For ikke at snakke om når slangen fortsætter: I skal "blive lig Gud og kende godt og ondt" – forstå os på Guds riges hemmeligheder…!

Vi vil nu se et par eksempler på hvordan selv de bedste bibeloversættelser kan have loviske versioner af det som skal være et rent nådens budskab. Vi bruger forkortelsen BGO for Bibelen Guds Ord. Der hvor intet er angivet, er det 88-oversættelsen som bruges.

Es. 44:22, hvor 30- og 88-oversættelsen har: "Jeg udsletter dine overtrædelser som en tåge og dine synder som en sky; vend om til mig, for jeg genløser dig!"

Men hvor BGO i sit sidste udgave har ændret det til: "Jeg har udslettet dine overtrædelser som en tåge, og dine synder som en sky. Vend om til mig, for Jeg har forløst dig."

Her får vi en klar grænsegang, hvor den førstnævnte (loviske) oversættelse kan opfattes som om alt afhænger af at vi omvender os, vil Gud udslette vore overtrædelser og genløse os. Mens den anden oversættelse har nådebudskabets helt frie indbydelse til at tage imod en færdig frelse i Jesus Kristus og hans fuldbragte værk.

Matt. 9:13 er et tydeligt eksempel. Efter at have talt om at "Det er ikke de friske som trænger til læge, men de som har ondt", siger Jesus: Gå bort og lær hvad dette betyder: Barmhjertighed er det jeg vil have, ikke offer! Jeg er ikke kommet for at kalde Retfærdige, men for at kalde syndere."

30-oversættelsen: "Jeg har lyst til Barmhjertighed og ikke til offer." BGO: ”Miskundhed er det jeg har behag i og ikke…"

Opfatter vi ikke let dette som at Jesus ret nok ikke beder os om noget offer, men han "ser efter" Miskundhed i vore hjerter - - -?

Mens det rette evangeliske budskab er at det er Jesus som har lyst til at vise sin Miskundhed. Han skuer ud over hele jorden for at se om han finder nogen som altid trænger, ja, er totalt afhængig af hans Miskundhed.

Rom. 11:7: "Det som Israel søger efter, har de ikke nået. Men de udvalgte har nået det. De andre er blevet forhærdet." Svensk 2000 og dansk 31-oversættelse er endnu mere tydelig lovisk med: "har opnået det." Da er det noget vi har præsteret.

Mens de gamle oversættelser har: "Men de udvalgte har fået det." Konf. 1. Pet. 2:10: "I som før ikke havde fundet miskundhed, men nu har fået miskundhed."

Vi kender også vor tids vildfarende forkyndelse om at vore navne bliver indskrevet i Livets bog når vi bliver døbt, når vi "omvender os" o.s.v.. Men vore navn er indskrevet i Livets bog før verdens grundvold blev lagt, Åb. 13:8, 17:8 sammenholdt med Åb. 3:5.

Det sker intet nyt i Guds husholdning når vi kommer til tro på Jesus, men da får vi del i alt det som er færdig. Ja, vi genfødes netop på ordet om "det som var fra begyndelsen", det vi ejer i Herrens JEG ER. "Så længe solen skinner, skal hans navn skyde friske skud", Salme 72:17.

"Forskellen mellem lov og evangelium tilhører åbenbaringen fra verdens begyndelse til dens ende" (Olav Valen-Sendstad).

Og her gengiver vi Olav Valen-Sendstad, fra Konkordiebogen, om tolkning af Skriften: Enhver sætning som gør krav på at være skrifttro og kristelig, må være forenelig ("kompatibel") med at mennesket retfærdiggøres alene ved tro på Kristus Jesus – af Guds nåde – og til Guds ære alene. Enhver sætning som udtrykkelig eller skjult eller i sine forudsætninger eller i sine konsekvenser er uforenelig ("inkompatibel") med dette aksiom (dette alt drejer sig om, som et "nav" i hjulet), er kristelig og teologisk falsk, og må afvises og forkastes."

Vi må aldrig forkynde et "betinget evangelium"

Når vi kender menneskets trang til dette "I skal blive..", er det en stor fristelse at forkynde evangeliet sådan at det ikke skal blive misbrugt. Men gør du det, er det helt klart ikke evangeliet om Guds Søn du har forkyndt!

De som siger det er alt for let at indbyde med: "Kom som du er!", har aldrig fået at se hvordan de er i lovens lys over det indre menneske!

Loven må forkyndes så det kan ske et vist "forarbejde", der drives mennesket til Kristus. Men dette forarbejde, denne sønderknuselse bevirker slet ikke at Gud bliver mere modtagelig for dig, men at dit hjerte bliver mere modtageligt for Gud.

Det er ingen som erfarer den virkelige glæde over Rom. 8, uden at have fået åbenbaret budskabet i Rom. 7 om det genfødte menneskes uhelbredelige kød. "Troens væske må have to rum: et for hvad vi er i os selv, og et for hvad vi er i Kristus", (Martin Luther).

Evangeliet om ham som har navnet JEG ER, er betingelsesløst frit. Der kræves ingen som helst grad af "forberedelse" eller "tilførsel udefra" for at modtage evangeliet. Det skal forkyndes for alle uden nogen som helst tilføjelse, om at "vi må jo tro", "vi må jo være sønderknust" o.s.v. Og det skal kunne modtages uden nogen som helst "kvalifikationer" af nogen slags.

Du må bare forsikre dig om at du er et menneske. Da er du som ufrelst under hele menneskehedens dom ved den enes (Adams) ulydighed. Men da er du også berettiget til hele menneskehedens fuldkomne forløsning, frelse og retfærdiggørelse ved den enes lydighed, Rom. 5:19.

"Han skal vokse, jeg skal aftage", Joh. 3:30

Får den udvikling lov at ske med os, som ligger i dette skriftord, da bliver der ingen ting tilbage, som du vil bygge videre på af "din kristendom."

Derfor siger Herren: "Se, jeg renser dig, men ikke som sølv. Jeg prøver dig i lidelsens ovn. For min skyld, for min skyld gør jeg det. For hvordan skulle jeg kunne lade mit navn blive vanhelliget? Og min ære giver jeg ikke til nogen anden", Es. 48:10-11.

"Det er helt nødvendig, at det onde får lov at plage os - helt til vi har lært at lade os nøje med bare nåde. Hvis vi først fik forløsning og kraft til helliggørelse, og derefter forladelse, så fik Lammets blod aldrig al ære, og da lærte vi heller aldrig at fatte og værdsætte forsoningen, men blev bare egenretfærdige farisæere", C. O. Rosenius.

Vi vanhelliger hans navn - ikke først og fremmest ved vore overtrædelser af hans bud -, men ved at vi i tanker, ord og gerninger ikke "har sans for det som hører Kristus Jesus til", det vi ejer i ham alene.

Da må vi opvækkes med Paulus’ ord: "jeg ville ikke vide af noget blandt jer, uden Jesus Kristus, og ham korsfæstet", 1. Kor. 2:2. Men følger vi den formaning, da bliver det Herren, JEG ER alene vi lever på.

Derfor er det denne forkyndelsen vi trænger til, som vi finder f.eks. i 1. Joh. 1:1-4: "Det som var fra begyndelsen .... dette skriver vi til jer for at jeres glæde kan være fuldkommen."

I Guds øjne, han som taler om det som ikke er til, som om det var til, var Lammet slagtet før verdens grundvold blev lagt. Vi har set at alt var fuldbragt i Herren, med hele sit JEG ER fra begyndelsen, før verden blev skabt og noget menneske var sluppet ud af Guds skaberhånd. Vi, hele verden, var udvalgt i ham - "for at vi skulle være hellige og ulastelige for Guds åsyn."

Er vi hellige og ulastelige - og dette bare i Jesus Kristus, som er den i hvem Gud har velbehag, da er jeg i Guds øjne fuldkommen - som om jeg aldrig skulle have gjort en eneste synd. Da er sandelig min glæde fuldkommen!

Og eftersom denne min salige tilstand er i Kristus alene, da må denne min glæde være fuldkommen i alle mit daglige livs situationer - også mens jeg med smerte kender synd som hærger vildt i mit legeme - men i tro må kaste mig i armene til Den hellige Gud som jeg synder imod, og ved forsoningens blod at indtage og blive modtaget af ham.

Hvornår er det Paulus bryder ud i lovprisning til Gud? Jo, midt i sin dybe klage over syndens lov i sine lemmer, priser han forløsningen i Jesus Kristus. Synden som raser i ham magter ikke at dæmpe hans lovprisning for hvad han ejer i Jesus Kristus alene, men giver den sande baggrund for tilbedelsen.

Jesu første saligprisning, og det han indleder bjergprædikenen med, er "salige er de fattige i ånden", Matt. 5:3. Du får ingen fuldkommen glæde over budskabet i Romerbrevets ottende kapitel, uden at du har fået at se og erfare Paulus’ budskab i det syvende kapitel som et Guds barns nød over sin synd.

Det sker en vekselvirkning i vort forhold til Gud: "Han skal vokse, jeg skal aftage." Guds ord virker at han vokser for dit hjertes øje. Andre gange er det bare dig som aftager i lyset af Guds ord, så han igen kan vokse.

Han er vejen, sandheden og livet. Johannes taler om ham som "Livet, det evige, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os", 1. Joh. 1:2.

Vi anfægtes i spørgsmålet om vi er frelst, har det evige liv, om vi er på vejen. Han ER selv hele min frelse. Han ER mit evige liv. Han ER selv vejen. Vi ser bibeloversættelser bruger netop dette: Paulus forfulgte dem "som hørte Vejen til", Ap. G. 9:2 (88-oversættelse).

Løftet om at komme ind til hans hvile, gælder endnu

Vi vil tage et uddrag med af det Adolph Saphir skriver over Heb. 4:1-3: "Lad os derfor tage os i vare, så ikke nogen af jer skal vise sig at være blevet liggende tilbage. For løftet om at komme ind til hans hvile, gælder endnu. For det glade budskab er blevet forkyndt for os, ligesom for dem. Men ordet som de hørte, blev til ingen nytte for dem, fordi det ikke ved troen var smeltet sammen med dem som hørte det. For det er os som kommer ind til hvilen, vi som tror."

For sin vantros skyld kom Israel ikke ind til hvilen. Løftet tilhørte dem, der hørte det, men de troede ikke det de hørte, Es. 53:1.

Guds ord er rettet til hjertet, og hjertet tager imod det ved tro. Regn som falder på taget, giver ingen virkelig og varig vækst. Men falder det i god jord, skaber det vækst.

Israel modtog ordet – rent udvortes set – men det gavnede dem ingen ting, fordi det ikke ved troen var smeltet sammen med dem. Sammenligningen er påtagelig! Vi har også fået løftesordet. Men hvis vi ikke ved troen tilegner os det, bliver et med det og lever i det, d.v.s. tager det ind over os og i vort indre "smelter sammen med det", bliver det ikke til nogen gavn for os.

Men hvad mente Gud så da han kaldte det sin hvile ("komme ind til hans hvile")?

Det er ikke et spørgsmål om du skal komme ind til din egen hvile, men i hans egen hvile! Åh, hvilken herlig forskel! Jeg skynder mig med at forkynde det endelige og dybeste svar på dette Spørgsmål: Gud giver os sig selv!

I alle sine gaver giver han dybest set sig selv! I dette ligger Forskellen på alle religioner som mennesker har opfundet, som har jordisk udspring, opfundet i menneskers samvittighed og hjerter. Og på den anden side den sandhed, den frelse, det liv som er åbenbaret for os ovenfra, som kommer ned til os fra himmelen.

Alle religioner søger og lover det samme; lys, retfærdighed, fred, kraft og glæde. Men alle disse menneskelige religionerne tænker bare på menneskeligt lys, menneskelig retfærdighed, på menneskelig, begrænset og ufuldkommen fred, kraft og salighed. De bevæger sig nedenfra og opover.

Men Gud giver os sig selv – og med sig selv alt. Derfor er alle hans gaver fuldkomne og guddommelige.

Giver Gud os retfærdighed? Han er selv vor retfærdighed! Giver Gud os fred? Kristus er vor fred! Giver Gud os lys? Han er vort lys! Giver Gud os brød? Han er det brød vi æder! "ligesom jeg lever ved Faderen, sådan skal også den som æder mig, leve ved mig", Joh. 6:57.

Gud er selv vor kraft. Gud er vor, og i alle sine gaver og velsignelser giver han sig selv! Gennem Den Hellige Ånd er vi et med Kristus. Og Kristus, Guds Søn, er vor retfærdighed, vort liv. Behøver vi da noget som helst mere end dette?

Kan vi have noget mere virkeligt og saligt samfund med Gud her på jord end det apostelen skildrer når han siger: "Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig", Gal. 2:20. Eller: "Alt magter jeg i ham som gør mig stærk", Fil. 4:13. Eller som Herren selv siger til Faderen i sin sidste bøn før korsfæstelsen: "jeg i dem og du i mig."

Sådan giver Gud os sin hvile som vor hvile!

Det berettes i 1. Mosebog at Gud hvilede på den syvende dag, og at sådan (i hans hvile) blev hele hans værk fuldbyrdet. Guds hvile er afslutningen og kronen på skaberværket. Men denne Guds hvile blev ødelagt gennem synden.

Nu hviler Gud i Kristus som den faldne slægts genløser og stedfortræder. Vore sjæle længtes efter hvile. Og denne hvile har vi udelukkende i Guds hvile. Det er Jesus Kristus som alene kan give menneskene ro. For bare i ham er vi genoprettet og sat i samfund med Gud.

Årsagen til vor uro er intet andet end vort fald, vor abnorme tilstand, at vi er fremmede for Gud.

Men vi nyder hvilen i Kristus ved troen (selv om vi først i himmelen fuldt ud skal nyde den fuldkomne hvile)." Så langt A. Saphir.


 

Troen giver Gud alene æren!

"Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed", Gal. 3:6.

Luther siger: "Her gør Paulus troen til den højeste gudstjeneste, den største lydighed og det største offer. For troen giver Gud æren, og noget større kan vi ikke give ham. At give Gud æren er at tro på ham, det er at anse ham for sandfærdig, vis, retfærdig, barmhjertig og almægtig, med et ord: At erkende at han er den som skaber og gør alt godt. Derfor kan den kristnes retfærdighed klarest defineres sådan, at den er fortrøstningen på Guds Søn. Eller hjertets fortrøstning gennem Kristus på Gud."

I sin andagt 17. august over 1. Joh. 1:3: "vort samfund skal være med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus", skriver Rosenius: "Men mærk: Det er slet ikke nok, at du ved dette og ofte har hørt det. Du må stanse op overfor dette, studere det og tage det ind over dig, så dit hjerte virkelig får trøst af det og for alvor kan sige: Det er mit! Først da giver det liv, og først da begynder et saligt samfund mellem bruden og brudgommen.

Åh, for en underlig og dyb trøst når man med hjertets tro kan sige: "Alt mit er hans, og hans er mit. Min synd er hans synd, min nød er hans nød. Men hans retfærdighed er min retfærdighed, hans lydighed er min lydighed, hans blod er min renhed, hans død mit liv! Lovet være hans navn!

Mod min synd holder jeg hans retfærdighed frem, mod min kulde hans kærlighed. Mod min svaghed hans styrke. Så siger jeg: Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig. Er jeg kold, så er Kristus varm. Er jeg modløs og bange, så er Kristus slet ikke modløs. Han ved råd. Kort sagt: Alt mit er hans, og hans er mit. Ja, sådan er det han selv vil vi skal tro!"

"Straffen lå på ham, for at vi skulle have fred", Es. 53:5.

Når så dette for længst er sket "for at vi skulle have fred", så ved vi da at han hvis navn er JEG ER, "han er vor fred", Ef. 2:14.

I Åb. 2 taler Herren til engelen for menigheden i Pergamum, som han siger "bor der som Satan har sin trone." Men han siger: "Du holder fast ved mit navn." Det samme roser han i Åb. 3 engelen for menigheden i Filadelfia for, at den har "holdt fast på mit ord og ikke fornægtet mit navn." Og i Salme 91:14 læser vi: "For han hænger fast ved mig, og jeg vil udfri ham… for han kender mit navn."

"Det som var fra begyndelsen, ...om livets Ord .... og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner og forkynder jer livet, det evige, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os - Dette skriver vi til jer for at deres glæde kan være fuldkommen", 1. Joh. 1:1-4.

Vor glæde, selv over noget Gud har virket i os, svinger så ofte i takt med ydre og indre omstændigheder. Derfor skriver Johannes og deler med os det som var fra begyndelsen, og som dermed er upåvirkelig af såvel vore gode gerninger som vore fald i synd -!

Han skriver om alt dette som vi ejer i Herren alene, - fordi Gud udvalgte os i Herren, JEG ER - for at vi skulle være hellige og ulastelige for Guds åsyn. Og som er det eneste som giver os en fuldkommen glæde.

Da jubler vi med Job (42:5): "Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har mit øje set dig."

"For ham lukker dørvogteren op"

Når jeg som et Guds barn ved min time er kommet, så kan det ske at Satan, loven og vor samvittighed stormer mod mig med al den synd jeg har gjort, har tænkt, har skrevet - og alt det gode jeg skulle have gjort, skulle have tænkt, skulle have skrevet… Skal jeg mon slippe ind?

Men der ved himmelens port står det en og siger: JEG ER.

JEG ER en soning for alle dine synder, JEG ER alt det du skulle have gjort, tænkt, sagt, skrevet!

JEG ER - det eneste himmelens shibbolet!

Det er ikke for mit gamle "jeg" med alle mine synder og mangler, himmelens port skal lukkes op. Nej Skriften siger vi "ved troen skal have liv i hans navn", Joh. 20:31, og om fårenes hyrde: "for ham lukker dørvogteren op", Joh. 10:3.

Det er "i ham vi lever og rører os og er til", Ap. G. 17:28. I ham, i hans navn er det da også vi skal komme ind gennem himmelens port.

Lovet være Herrens navn, himmelens shibbolet:

JEG ER, - er alt, og er altid!

H.H.

---------

Vær med til at sprede Rosenius-litteraturen!

se http://www.arven.net