Mange er kaldet, men få er udvalgt

Hvem er manden uden bryllupsklæder?

"Jesus tog igen til orde og talte til dem i lignelser. Han sagde: Himlenes rige er at ligne med en konge som gjorde bryllup for sin søn. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet. Men de ville ikke komme.

Da sendte han andre tjenere ud, og sagde: Sig til de indbudte: Se, jeg har gjort mit måltid i stand, okserne og fedekvæget er slagtet, og alt er færdigt. Kom til brylluppet! Men de brød sig ikke om det og gik sin vej, en til sin mark, og en til sin handel. Men andre lagde hånd på hans tjenere, de mishandlede dem og slog dem ihjel.

Da blev kongen harm, han sendte sine krigshære ud og dræbte disse morderne og satte ild på deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er jo færdig, men de indbudte var den ikke værd. Gå derfor ud til vejkrydsene, og indbyd alle som I træffer på til brylluppet. Så gik da disse tjenere ud på vejene og fik samlet alle dem de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.

Men da kongen gik ind for at se gæsterne, så han der en mand som ikke havde bryllupsklæder på. Han siger til ham: Ven, hvordan er du kommet ind her uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til tjenerne: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor! Der skal de græde og skære tænder. For mange er kaldet, men få er udvalgt", Matt 22, 1-14.

Hvem er bryllupsgæsterne?

Først må vi have klart for os hvad "brylluppet" skildrer i denne Jesu lignelse. Det er selvfølgelig ikke himmelen. For der kommer ingen ind uden "bryllupsklæder." "brylluppet" skildrer heller ikke den store almene forsamling af alle som er døbt. Det ser vi af, at de som er med i denne flok, er de som er kommet derhen efter et kald gennem de tjenere som var sendt ud.

Det må være klart at "brylluppet" skildrer alle dem som gennem et Guds kald har brudt med verden, og nu samles i tilbedelse af Kristus.

I vore lande er det endnu mange som ved de er eller har været kaldet af Gud.

Men lad os først se på det alvorlige faktum at:

Mange som tror de er kaldet, er slet ikke kaldet af Gud!

Jesus siger han er "troens ophavsmand og fuldender." Det må være ham som både har begyndt og opretholdt en levende tro hos den som når frem til evigt liv hos Gud.

Men det sker langt fra altid i vore gudshuse i dag at det virkelig er et kald fra Gud som går ud. "Kaldet" sker nu i meget stor udstrækning gennem arrangementer med klar verdslig profil og indslag "for at nå dagens ungdom" og få dem ind i kirker og forsamlingslokaler.

Det vælges ikke sange hvor Guds ord og Den Hellige Ånd får lov at virke. Og hverken i sang eller "appel" er det Guds nåde for fortabte syndere som forkyndes.

Mange af dem som reagerer positivt på dette, "tager et standpunkt" og "bestemmer sig." Men det er bare noget de selv foretager sig, ikke noget som er virket ovenfra, fra Gud!

Dette sker også i mange andre sammenhænge og former. Det kan være i overåndelige mødeformer og med udstrakt brug af Guds ord, men hvor det "pumpes op" til sjælelisk åndelighed. Det kan også ske i roligere former med verbalt bibelsk - men død - lære.

I det første tilfælde virker åndsmagter som ikke er af Gud, suggererende på sjælene. I det andet eksempel er det lovtrældom som er drivkraften i møderne. Både gennem sang og forkyndelse kan der gå "kald" ud til at blive frelst i begge sammenhænge.

Vi kender ordene i Joh 1:12-13 om "alle dem som tog imod ham (Jesus)", at "De er født, ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud." På samme måde som vi må være kaldet udelukkende af Gud ("ingen kan komme til mig uden at Faderen drager ham", Joh 6:44) må vi også blive født udelukkende af Gud, og ikke af blod, køds eller mands vilje, hvis vi skal blive Guds barn.

Det er gennem køds og mands vilje der kaldes i nævnte sammenhænge, som vi har vældig meget af i vore lande i dag. Da hører vi ofte stort opslået at der er "vækkelser." Og da er der som regel også sket "fødsler." Men da er de som er født, "uægte børn", Hos 5:7. De er ikke kaldet af Gud, med hans midler (Ordet og Ånden) og gennem tjenere han har sendt ud.

Vi ser hvordan Jesus taler til skriftlærde og farisæere om hvordan de "farer omkring over hav og land for at vinde en eneste tilhænger. Og når han er blevet det, gør I ham til et helvedes barn, to ganger værre end I selv!", Mat 23:15.

De "var aktive" i det de virkelig af hjertet mente var Guds sjælevindertjeneste. Paulus var i sin tid en af disse, og han giver dem senere "det vidnesbyrd at de har nidkærhed for Gud, men uden den rette forstand", Rom 10:2.

Tænk! nidkærhed for Gud i sin sjælevindertjeneste - og alligevel gøre dem de vinder "til et helvedes barn" -!

Disse som er vundet i sådanne sammenhænge er selvfølgelig ikke overhovedet at finde i "brylluppet."

Men samtidig må vi altid holde fast på at Gud er hellig og almægtig. Han "leder efter den som er kommet bort, til han finder ham", Luk 24. Han kan både kalde og frelse en sjæl i hvilken som helst sammenhæng denne måtte have forvildet sig ind i.

Vi ved at i sammenhænge som nævnt, i lighed med farisæerne Jesus omtaler, bliver Guds ord nok brugt lidt i hvert fald. Og Gud kan nu og da møde en søgende sjæl, frelse ham og føre ham ud af denne sammenhæng og ind på Vejen!

Men vi må da bare ikke straks gå over i næste grøft, og bruge en sådan omvendelse og frelse som "dokumentation" på at de arrangementer en sådan person gik i, er af Gud. Eller indbilde os at vi med dækning i Skriften bare kan "servere" Guds ord i hvilke sammenhænge vi vil, og så, som vi hører i dag, bare påberåbe os at "Guds ord ikke skal vende tomt tilbage."

Mange er kaldet

Men mange er virkelig kaldet af Gud. De er indbudt til "brylluppet."

Disse som denne lignelsen omtaler som "kaldet" og som "udvalgt", har fra Adams dage levet side om side her på jord: Kain og Abel, Ismael og Isak, Esau og Jakob ... Og de lever i dag sammen i familien, går sammen på Vejen, arbejder sammen, lever sammen som "aktive" i missionshus og i kirke.

Vi ser hvor forskellig Kaldet bliver modtaget. Nogen forkaster brutalt både Kaldet og den som går med Kaldet, Mat 22. Andre siger: "Hav mig undskyldt, men jeg har taget mig en hustru… har købt mig en mark. Luk 14.

Med andre ord: Jeg er selvfølgelig taknemlig for Kaldet, jeg ville under andre omstændigheder selvfølgelig have sagt ja med det samme, og jeg vil gerne komme tilbage til dette når det passer bedre for mig… Men... altså ikke nu!

Alle disse er da selvfølgelig overhovedet ikke at finde i "brylluppet." De har afvist Kaldet, og regner sig sædvanligvis ikke selv som kristne.

De som tager imod Kaldet

Alle som er at finde i "brylluppet" har taget imod indbydelsen/Kaldet. Men blandt disse gælder altså kongens/Herrens ord: "mange er kaldet, men er udvalgt."

Hvad kendetegner da disse som bare er "kaldet" og dem som er "udvalgt"? Hvor er jeg i denne lignelse?  Det er jo et livsvigtigt spørgsmål for mig: Er jeg bare kaldet, eller er jeg blandt dem som også er udvalgt? Hvor finder jeg svaret?

Lad os følge Nogen af disse "på Vejen." Mennesker som Gud har kaldet begynder at læse Guds ord og bud. De vil gerne forsøge at leve efter Guds ord, bevæger sig ofte nok snart i retning af en eller anden kristen forsamling. De kommer ind i flokken, og bliver taget imod med åbne armer der.

De begynder at vidne om hvordan de en aften i et møde, eller hjemme hos sig selv med Guds ord "tog imod Jesus og gav sig over til ham."

Efter en tid begynder mange at opleve bønhørelser i sit liv med Gud. De får lov at se og erfare at selv i de mindste ting, som i store og uoverskuelige, kan de komme til Herren og kaste alt på ham. Og de oplever stærke svar på deres bønner.

Efter en tid oplever Nogen af disse, nærmest at leve i et vældig åndens stormvejr af bibelord, åbenbarelser og bønnesvar. Dette overbeviser dem, ja, indtager dem så stærkt at de i Herrens navn går ud på gaden og møder mennesker med Guds ord, sine vidnesbyrd og kald til omvendelse.

De "bliver brugt" mere og mere både i og langt udover forsamlingen, eftersom årene går også i forkyndertjenesten. Og de ser virkelig "ting sker."

For Nogen af disse, udvikler det sig anderledes. De er virkelig vækket stærkere op. De får lov at opleve at det går ikke helt som det skal -. De får lov at se at de ikke magter at leve efter loven. De må erkende at de hverken er eller gør det Ordet dybest set taler om. De forskrækkes, for "synden benytter sig af budet og vækker alle slags begær", Rom 7:8-9.

For enkelte bliver dette nærmest et jordskælv af en selvransagelse og syndserkendelse. Det driver dem også af sted for at bekende for mennesker det de har syndet overfor dem.

Syndserkendelse brænder som ild i dem. På skolen, på arbejde, i hjemmet finder vi dem stadig drevet til Gud i bekendelse og bøn om tilgivelse. De forstår at det er Gud som arbejder i dem.

De bliver mere og mere optaget af Ordet og bøn, en større overgivelse til Gud, og mere leve efter Guds ord. De får lov at se at de må bryde med gamle vaner og farlige venner, noget de nu virkelig gerne vil gøre for Jesus. De begynder at dele Guds ord med andre, både til møder og for enkeltmennesker i det daglige.

De tager klar afstand fra den sang- og musikstil som er kommet ind i menighederne, med jazz-, pop- eller gospelrytmer. Og starter i stedet gode, gammeldags musikgrupper. De er i bryllupssalen.

Så langt - og længer - kan det gå, og der er ingen forskel

på de "mange som er kaldet, og de få som er udvalgt."

Men læg mærke til at når kongen/Herren kommer ind for at se gæsterne, er der ét spørgsmål han stiller denne stakkels mand:

Ven, hvordan er du kommet ind her?

Der får vi et nøgleord som sætter os på sporet af hvem han er, "manden uden bryllupsklæder."

Hvad så med disse vi nu har fulgt til de var "kommet ind i bryllupssalen"?

De er kaldet. De har taget imod Jesus - den bedste afgørelse de har taget i sit liv.

De får som et stormvejr af åndelige oplevelser. De "bliver brugt" og ser ting sker.

Flere får en syndsbekendelse som et jordskælv, som brænder som ild i hjerterne.

De er optaget med Ordet, bøn, en større overgivelse til Gud, de bryder med verden.

Alt stemmer med dem som er i det bryllup Jesus taler om i Mat 22. Det stemmer også med de ti som "går for at møde brudgommen", Mat 25. De har alle "sagt ja til Jesus", er "jomfruer", d.v.s. rene, har skilt sig ud fra verden.

Det er væsentlige ting de har at "henvise til."

Hvad er det så jeg mangler? Mat 19:20.

Lad os se nærmere på hvad som dybest set er sket.

De havde modtaget Jesus. Men når det gælder det at modtage, siger Rosenius:

"Det er umådelig vigtig at vi ser klart og tydelig hvad Skriften selv mener med det at "modtage" nåden og retfærdigheds-gaven. Ve den som tager fejl her!

Men hvis jeg virkelig vil vide hvad Åndens egen mening er i Skriften, da må jeg nok være alvorlig bange for min egen ånd, mit falske hjerte og forfalskerens magt, og bare søge at modtage sandheden, selv om det skulle vælte al min tidligere kristendom." 

Disse vi har fulgt har ikke haft Nogen som har kunnet hjælpe dem i virkelig sjælesorg. Indenfor den etablerede kristenhed i dag er der en meget lille eller slet ingen erfaring i dette. Sjæle bliver oftest bare trøstet med at "nu har du taget imod Jesus. Og da siger Guds ord jo at "alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn"."

Men de udelader det væsentligste, afslutningen: "de som tror på hans (Jesu) navn", og næste vers: "De er født, ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud", Joh 1:12-13.

De fik som et stormvejr af åndelige oplevelser. Flere fik en syndserkendelse som et jordskælv, som brændte som en ild i hjerterne.

Kristenheden i dag møder dem med at alt er helt ret efter Guds ord sådan de nu oplever det. Nu skal de bare holde fast på Guds ord som siger at "dersom vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han forlader os vore synder og renser os fra al uretfærdighed", 1Joh 1:9.

Mens dette jo ikke er ord til ugenfødte Sjæle, men til en levende menighed om hvordan vi skal leve i lyset og bekende vore synder. Og leve renset fra al uretfærdighed - ikke på grund af at vi bekender vore synder, men på grund af Jesu trofasthed og fuldbragte soningsværk.

Disse, som altså virkelig har kendt Guds kald, er blevet hjulpet ind på en afvej - ikke på Vejen til himmelen.

Sådan er mange vækket op, og på en måde "omvendt." Men det er bare en omvendelse fra noget, men endnu ikke til Kristus. Vi hører det på deres eget ordvalg i vidnesbyrd og samtale; de har omvendt sig. Omvendt sig fra verdens frie, gudløse væsen, til en udvortes mere kristelig livsførelse. Men det nye liv i Guds søn er endnu totalt ukendt for dem.

De kan henvise til sin "fulde overgivelse", en storm af åndelig ledelse, oplevelser og bønnesvar, har fået erfare et jordskælv af syndenød... og har set frugt af alt dette.

Og noget af det som kan virke mest overbevisende på mange, er når de også lovpriser og ophøjer Jesus, og takker Gud for at ved hans nåde, hans kraft og hjælp ligger de ikke længere i grøften ved siden af Vejen.

Men, mærk dig dette! - det var jo akkurat det samme farisæeren gjorde, han som stod og bad i templet. Han stod ikke der og troede at han havde noget i sig selv eller i egen kraft ..., men stod og takket Gud for at han af Guds nåde, ved Guds kraft og hjælp og visdom… ikke var så elendig som alle de andre. . .!

Det er dette som er at "sætte nye lapper på gamle klæder", Luk 5:36. De styrker sig med Guds hjælp, Guds kraft, Guds visdom o.s.v. De har ubevidst opbygget sin egen retfærdighed. De er ikke totalt fortabt. Og trænger dermed ingen total stedfortræder for hele sig og sin kristendom. Derfor kendte farisæerne heller ikke Jesus.

Mange tror og bekender også at Kristus er vor visdom fra Gud, retfærdighed, helliggørelse og forløsning. De tror det fordi de ved at Kristus skal være alt dette, og at man for at være en ret kristen også skal tro og bekende det.

Men samtidig har deres hjerte hele tiden sin trøst i noget andet; i anger, i omvendelsens eller helliggørelsens alvor, i bøn og kamp. For når alt dette fungerer som de mener det skal, da er de trøstet, da har de "fred."

Men mislykkes de i noget af dette, da er det ikke nok "bare" med Kristus til at trøste dem.

Paulus vidner i Rom 9 og10 om det samme hos sit folk, Israel, som "havde nidkærhed for Gud, men uden evne til at skønne." De "søgte retfærdighedens lov, men kom ikke frem til denne lov." Og her taler Paulus trods alt om det folk som højagtede sin hellige skrift som en åbenbarelse fra Gud -!

Vi ser tegn og undere ske rundt om i verden. Dette skal også "følge dem som tror", Mark 16:17. Men i bjergprædikenen ser vi Nogen af dem som har været redskab for dette stå der og sige: "Herre, Herre! har vi ikke profeteret i dit navn, drevet onde ånder ud i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?." Og Jesus siger: "Da skal jeg åbent sige til dem: Jeg har aldrig kendt jer. Vig bort fra mig, I som gjorde uret!", Mat 7:23.

Tusindvis af mennesker bekender og synger hele livet at det er af bare nåde ved Jesus Kristus vi bliver frelst. Alligevel ligger de hele sin sjæl i egen aktivitet for at fortjene eller blive værdige til Guds nåde.

"Når min bekendelse og kristne liv gør at jeg ikke er en fortabt synder som hver dag trænger Kristi bryllupsklæder, da er en sådan kristendom den største hindring for at jeg kan blive frelst", C.O. Rosenius.

At afvise Guds hellige lov i ligeglad letsindighed, er vist noget alle forstår, er at foragte Gud. Men at have nidkærhed for loven, og ikke have sans for Guds højeste vilje (at give sig ind under Guds retfærdighed i Jesus Kristus), det er forræderisk ondskab som pådrager sig Guds største vrede.

Dette er skøgekærligheden

Hvis du blev spurt: Hvordan ved du at du er frelst? Og du svarer: "Jo, det kom en dag da jeg bøjede mig, og gav mig over til Gud." Da er dette altså "dragten" du står frem med, at du "har bøjet dig og givet dig over til Gud." Da må vi sige: "Ven, du vidner med din egen mund at du ikke er frelst!"

Andre vil svare: "Gud mødte mig så overbevisende og stærkt i Ordet om at han er til. Efter det har jeg vældig gerne villet tjene Jesus i hele mit liv."

En ældre bekendende kristen kvinde tog en dag imod et virkelig evangelisk budskab. Hun leverede det tilbage efter en stund med disse ord: "Jeg fandt ikke noget om hvordan vi får sejr."

Det at "have sejr" var her blevet det væsentlige, blevet "dragten." Budskabet hun fik i hænderne om ham som er vor sejr, var ikke nok for hende. "Dette er godt, nåden er let at forstå. Men vi må videre!" hedder det ofte. Å, hvordan vi - i den forskelligartede lære rundt om i Kristenheden i dag - står i fare for at iklæde os hver "vor dragt."

Se hvor let Satan får lov at komme ind i Kristenheden i dag! - ikke mindst fordi vi så totalt mangler "den rene lære" om frelse for syndere i Jesus Kristus alene!

Straks Gud har fået begyndt at virke noget i os, som åbenbarelse over ordet, inderlig bøn, helliggørelse o.s.v., så sætter Satan ind og gør os så optaget med alt dette, så vi lever i og på dette. Og så er dette blevet vor "dragt" som vi står frem for Gud med.

Hvis du da får et møde med Gud som Laodikeamenigheden, Åp 3, vil du have samme vidnesbyrd som dem: "Jeg er rig... rig på syndserkendelse, anger, bøn og bønhørelse, har givet mig over til Gud, har sejr i synd ... og mangler ingen ting! Sådan står alle som er "uden bryllupsklæder." Men Jesus siger: "Du ved ikke at du er elendig, ynkelig, fattig, blind og nøgen."

Det at de havde modtaget Jesus, et åndeligt stormvejr, en syndserkendelse som et jordskælv, ilden... er blevet det de lever , deres bryllupsklæder.

Jesus indbyder dig til "at købe af mig... hvide klæder, så du kan være påklædt", Åp 3:18.

Med alle disse dine "klæder" du er optaget af og holder op foran dig, er du i Jesu øjne altså i det hele taget ikke "påklædt" - men nøgen!

Der er befæstet et stort svælg mellem os og Jer

Dette er Abrahams ord til den rige mand. Der var befæstet et stort svælg mellem Abraham og Lazarus, som er hos Gud, - og den rige mand, "for at de som måtte ønske at gå herfra over til jer, ikke skal være i stand til det. Heller ikke kan Nogen komme derfra og over til os", Luk 16:26.

Dette er svælget som eksisterer allerede her i livet, som vi tidligere sagde, mellem de mange som er kaldet, og de få som er udvalgt.

Her i livet er det alligevel mulig - men ikke i egen kraft - at at blive "sat over" svælget, "fra døden til livet", Joh 5:24, 1Joh 3:14.

I dag ser vi hvordan de som er optaget med at være "brobyggere" forsøger at fylde dette svælget op, forsøger at udradere den ægte omvendelsesforkyndelse, og bliver rost og ophøjet. Dette skal vi nu ikke fristes til at blive optaget med.

Vi er nu samlet om et Guds ord som stiller os overfor spørgsmålet om vi har evigt liv, eller lever bedraget - til evig fortabelse?

"svælget som er spændt ud" mellem dem som går sammen på Vejen, lever sammen i hjemmet, på arbejdspladsen, skal vi nu se tydeligt mellem disse vi indtil nu har været optaget med, og et andet menneske, én vi ikke har omtalt nærmere.

Han har gået blandt de andre vi fulgte på Vejen. Men han føler sig ikke tryg i spørgsmålet: "Hvis Jesus kommer igen i dag, vil jeg da komme med ham?" Han har ikke bare "taget imod Jesus", og lagt loven til side. Han kæmper til stadighed med spørgsmålet omkring "Guds retfærdighed."

En væsentlig forskel på ham og de andre vi har fulgt, er at denne af Guds nåde efter hånden erkender at han aldrig kommer forbi Guds krav: "I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig", 3Mos 19:2.

Han har fået at se at "uden hellighed skal ingen se Herren", Heb 12:14. Han må til enhver tid eje den fuldkomne retfærdighed Guds hellige lov kræver!

Og nu begynder af Guds nåde, loven, at drive ham mod selve svaret på: "hvad er det så jeg mangler?."

Nu oplever han virkelig at "kødets attrå er fjendskab mod Gud, for det er ikke Guds lov lydig, kan heller ikke være det", Rom 8:7. Og at "Gud har overgivet dem alle til ulydigheden, for at Han kunne vise miskundhed mod dem alle", Rom 11:32.

Men nu skal han møde en gammel sjælesørger han kender udenfor forsamlingen. Han gir ham Guds ord, loven og evangeliet "i rette tid" -!

Nu slår ilden ud "i lys lue" til den brænder hans egenretfærdige jeg op, dette "jeg burde", "jeg må", "jeg skal" o.s.v. Han får lov at se at med al sin "bibelske tro", sin "skrifttroskab", sin overgivelse og ofte faste, er han midt i alt dette alvor fortsat under Guds forbandelse - fordi han endnu ikke har Nogen fuldkommen hellighed og lovens opfyldelse i tanker, ord og gerninger.

Han må erkende at han slet ikke elsker Gud, men tvært imod elsker synden! Og han oplever: "Jeg døde", som Paulus siger, Rom 7:10. "Der hvor loven ikke knuser og døder, der kan evangeliet ikke give liv og kraft!" C.O. Rosenius.

Han ser at sandheden om ham er Herrens ord: "Du har bare trættet mig med dine synder, og voldt mig møje med dine misgerninger." Esajas 43:24.

Nu får han at se at det ikke er nok at få tilgivelse for al sin synd. Da er han egentlig bare kommet fra minus til nulpunktet, men ikke "kommet i plus", er endnu ikke fuldkomment retfærdig.

Han skal opleve at frelsen ligger udenfor menneskets rækkevidde!

Nu kender han sig selv igen i Elias: 1Kong 19:11-13. Han ser at Herren var ikke i stormen som han og de andre oplevede. Herren var heller ikke i selve jordskælvet (syndserkendelse og angeren), og heller ikke i ilden som brændte i ham.

Men nu får han den rette sjælesorg, nu kommer lyden af den sagte susen til ham som til Elias. Evangeliets frigørende og frelsende budskab, som det eneste rette lægemiddel, banker nu på hans fortvivlede hjerte, åbner hjertet og indtager det.

Nu fortsætter Herren: "Jeg, jeg er den som udsletter dine misgerninger for min skyld, og dine synder kommer jeg ikke i hu", v.25.

Nu smager det godt at få at høre om en uforskyldt nåde over dette fuldstændig fortabte menneskebarn som ligger der i sit blod, Esek 16.

Nu siger han: Dette havde jeg aldrig tænkt; at det skulle foregå på denne måde; at jeg skulle få nåde af bare nåde - nu når jeg fik mig selv at se som allerværst og mest uværdig!

Nu får han opleve Ezek 16:63: "Du skal komme din færd i hu og skamme dig, og ikke mere åbne din mund for din skams skyld, når jeg tilgiver dig alt det du har gjort, siger Herren."

Han får se ordet i 4Mos 21 om de giftige serafslanger som bed folket, så frygteligt mange døde. Han ser hvordan folket fik Moses til at byde Gud fjerne disse slanger.

Å, som han ser sig selv i disse serafslanger, fuld af gift som dræber. Han ser sig selv igen i Israels bøn til Gud - akkurat den samme som Paulus: "Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?", Rom 7:24.

Og så ser han Herrens svar på Moses’ bøn: "Lav dig en serafslange og sæt den på en stang. Så skal hver den som er bidt og ser på den, leve", v. 8. Og han ser Moses gøre som Gud har sagt, og "når en slange havde bidt Nogen, og han så på kobberslangen, forblev han i live", v.9. Det samme som Paulus straks også kan takke for: "Gud være tak, ved Jesus Kristus!."

I stedet for at fjerne vort eget elendige syndelegeme, udvalgte Gud en af samme slags (født under loven), men uden gift - en stedfortræder for al verdens syndelegemer, satte ham på en stang, korset, sådan at alle dem som "ser på ham skal leve."

Det var ham som har navnet: JEG ER! Han er alt det loven siger jeg skal være, og slangen og min samvittighed anklager mig for at jeg ikke er! Der er ham "som for os er blevet visdom fra Gud, retfærdighed og helliggørelse og forløsning."

Guds ord skaber/føder det nye liv i ham, det liv som også fortsat altid bare kan leve på det samme Guds ord. Nu er han retfærdiggjort! Han skal erfare hvad det er  

at gå over fra døden til livet

Nu har han ikke en tro som svinger i takt med hans vejvalg og sejre. Hans tro har nu "ankeret indenfor forhænget", forankret i Kristus alene.

Der er født en ny sang i hans hjerte. Hans lovprisning til Gud har fået en anden klang end de andres. Hos ham er dette grundtonen: Det som var umulig for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet,

det gjorde Gud, det gjorde Gud! Rom 8:3.

Så står det ene store og evigheds-afgørende spørgsmål tilbage:

Hvem er "udvalgt"?

Først og fremmest er det klart at Gud udvælger ikke individuelt mennesker, sådan at én bestemt person har han udvalgt, og en anden er ikke udvalgt. Nej, svaret på hvem som er udvalgt burde du først og fremmest læse i bogen "Veiledning til fred" af C.O. Rosenius.

Men nu skal vi se hvad Guds ord siger: "Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, han som har velsignet os med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus.

For i ham har han udvalgt os før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige for hans åsyn.

I kærlighed har han forud bestemt os til at få barnekår hos sig ved Jesus Kristus, efter sin frie viljes råd, til pris for sin nådes herlighed, som han gav os i Den Elskede", Ef 1:3-6.

Hør: Dette er

"Guds evige nådevalg!"

I sin fuldkomne forudviden så Gud Adams fald. Og hvordan gør en møbelsnedker som griber efter et nyt emne, og ser at der er skader på det? Forsøger han at reparere på det? Nej, han kaster det væk og tager et andet i stedet!

Det er det Gud har gjort. Han så at der ikke ville blive et eneste menneske som i sig selv kunne blive hellig og ren. Så tog han en anden i stedet. Han tog en af samme slags, "en serafslange", bare uden gift, og "satte ham på en stang"/korset i vort sted.

Gud lod Jesus komme til jord, leve vort kristenliv under loven, idet han fuldkomment opfylder loven. Og til sidst går ind under vor dom for hele menneskehedens synd.

Simon står der med Jesusbarnet i sine armer og udbryder: "Gud, nu har jeg set din frelse!"

"Dette er min søn, den udvalgte", Luk 9:35.

Der er bare én udvalgt; Jesus Kristus! Det er altså ikke du og jeg, eller nogen andre, som er udvalgt!

Og så læste vi at han "har velsignet os med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus." I Kristus Jesus har vi altså alt hvad vi trænger til for at leve her på jord som Guds børn, og nå frem til himmelen.

Og det er ud fra sin egen kærlighed han har forud bestemt os til at få barnekår hos sig, ved Jesus Kristus, efter sin frie viljes råd.

Denne Guds udvælgelse af os i Kristus blev altså foretaget "før verdens grundvold blev lagt!" Intet menneske var til og kunne påvirke udvælgelsen. Det er altså ikke nogen viljesbeslutning fra noget menneskes side som må til for at blive udvalgt. Nej, det var "efter sin frie viljes råd" Gud udvalgte os i Kristus.

Alt dette som den eneste mulighed for at nogen som helst skabning i hele universet skulle "få barnekår hos Gud ved Jesus Kristus!"

Halleluja! Halleluja! Ikke ved noget menneske, eller noget menneskes oprigtige vilje og fulde overgivelse. Men ved Jesus Kristus!

Han siger: "Jeg, jeg er den som udsletter dine misgerninger for min skyld, og dine synder kommer jeg ikke i hu", Jes 43:25. Gud gør alt for sit navns skyld "til pris for sin nådes herlighed, som han gav os i Den Elskede."

Skønner du nu at det bare er et Guds barn ("genfødt ved Guds ord... forkyndt jer ved evangeliet", 1Pet 1:23, 25) som bliver "til pris for Guds nådes herlighed, som han gav os i Den Elskede"? Der altså alt er af Gud!

Den rette omvendelse er det samme som genfødelse. Efraim sukker: "Omvend mig du (Gud), så bliver jeg omvendt", Jer 31:18.

Hvis da dette du regner som din omvendelse er en viljesbestemmelse fra din side, eller noget som helst andet tiltag fra din side - ja, hvis du i det hele taget har deltaget i omvendelsen; enten ved at du begyndte og Gud overtog. Eller ved at Gud begyndte og du overtog. Så er din omvendelse ikke af Gud.

Og dermed kan den selvfølgelig heller ikke blive "til pris for Guds nådes herlighed, som han gav os i Den Elskede!" Da bliver det i stedet det du selv deltog med (at du omvendte dig, det at du tog imod, at du bekendte dine synder o.s.v.) som du hviler i og - måske ubevidst - lever på.

Anfægtes du i spørgsmålet om du er født på ny? Vend dig til "Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som efter sin store miskundhed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde..", 1Pet 1:3.

Og det er ikke småtteri han har genfødt os til! Ordet fortsætter med "til en arv som er uforgængelig og ubesmittelig og uvisnelig, og som er gemt for jer i himlene", v.4

Tag din tilflugt til ham! "Ingen af dem som tager sin tilflugt til ham, dømmes skyldig", Sal 34:23. Af Guds ord i 1Kor 15:17-20 følger klart at når nu Kristus er opstanden, da er I ikke længere i deres synder!

Arven - som alt - ejer vi i ham vi blev udvalgt i: .".velsignede os med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus." Og bare derfor er det "uforgængelig og ubesmittelig og uvisnelig", fordi vi ejer alt dette i Kristus alene.

Prøv da heller ikke at drage dette ned til dig, som vi så ofte bliver hjulpet til af vort egenretfærdigheds-sugende kød, i dagens kristenhed ved forkyndelsen, ved forbøn, o.s.v. Er det blevet dit, da må du også passe på det, kæmpe for det o.s.v. Og det ved Gud at du aldrig klarer. Derfor har han velsignet os med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus.

Hvad er altså selve "bryllupsklæderne"?

"bryllupsklæderne" er Kristus alene og hans blod, hans fuldbragte værk som vort fuldkomne, hellige lydigheds liv under loven, og som soning for al vor synd ved sit blod.

"Jeg vil glæde mig i Herren, min sjæl skal fryde sig i min Gud. For han har klædt mig i frelsens dragt, i retfærdighedens kappe har han svøbt mig", Esajas 61:10.

Hvem er det Gud så har tiltænkt denne udvælgelse i Kristus?

Det er den Gud siger "bare har trættet mig med sine synder, voldt mig møje med sine misgerninger", Esajas 43:24. Det er "den som ingen penge har", Esajas 55:1, han indbyder. Det er "den som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige", Rom 4:5.

Det er disse elendige som ikke finder nogen som helst retfærdighed i sig selv, men bare synd. Med andre ord; de som er fortabt.

Det er altså alle Gud havde tiltænkt denne udvælgelse i Kristus. For han erklærer højtidelig i sit ord: "Det er ingen forskel, alle har syndet og står uden ære for Gud."

Så fortsætter han om disse "alle", at "de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.

Og så kommer der noget vældigt, nogle få vers nedenfor i denne Rom 3: "Ved dette ville Gud vise sin retfærdighed i den tid som nu er, så han kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus."

"Ved dette ville Gud vise sin retfærdighed." Gud er retfærdig i al sin dom: Dommen over al synd, din og min og hele verdens, kunne ikke eftergives, men måtte fuldbyrdes.

Hvad er det vi læser om i Mat 3:13 flg.? Jo, menneskene kommer til Johannes og bliver døbt i elven Jordan idet de bekender sine synder. Her vægrer Johannes sig når Jesus kommer til ham for at døbes. For Johannes ved at Jesus ingen synd har selv som må bekendes. "Men Jesus svarede ham og sagde: Lad det nu ske! For sådan er det rigtig af os at fuldføre al retfærdighed. Da lod han det ske."

Det som sker her er det største som til da er sket i universet, nemlig at Jesu bekender al verdens synd som sin." Her "fuldføres al retfærdighed."

I Guds øjne havde Lammet bekendt al verdens synd som sin, og var også slagtet "før verdens grundvold blev lagt." Gud "nævner det som ikke er til, som om det var til."

Har du set hvordan Jesus på Davids læber udbryder til Gud: "Mine misgerninger har grebet mig", Sal 40:13*, "Min syndeskyld er ikke skjult for dig", Sal 69:6*.

Vi har set i Skriften hvordan Gud har kastet al vor skyld på Jesus, Guds lam. Men ser du nu at her erklærer altså Jesus overfor Gud og hele himmelen og helvede disse dine og mine "misgerninger" og "syndeskyld" for sin?

Da kan din misgerning og syndeskyld umulig fortsat ligge på dig som har taget din tilflugt til ham.

Så ser vi, når Jesus er steget op af vandet, at "himmelen åbnede sig", v.16. Fra syndefaldet havde himmelen været lukket. Nu havde himmelen igen "åbnet sig" for hele verden i Jesus Kristus!

Halleluja! Æren er Guds i det høje!

Men så ser vi en dobbeltvirkning i dette i Rom 3, at "Gud ville vise sin retfærdighed", v.26. Når soningen for al verdens synd var sket ved Jesus Kristus, da kan han "selv være retfærdig og gøre den retfærdig som er af Jesu tro" (sådan lyder ordene i grundteksten bogstaveligt). Og så fryder vi os med et uddrag fra Rosenius’ "Vejledning til fred":

"Nu har den store Herren Gud fattet en evig frelsesplan, som var sådan at selve retfærdigheden kræver vor benådning. For det ville ikke være retfærdigt at afkræve opgør to gange for samme skyld -!

Er der sonet for vore synder med Jesu blod, så skal der ikke kræves soning af os - så længe Gud er retfærdig, og ikke forkaster de løsepenge han selv har forordnet for vore synder (konf. 1Joh 1:9).

Nu skal vi få at se at Gud ikke bare er så nådig, men også "trofast og retfærdig, så han forlader os vore synder." I stedet for at nøjes med et delvis opgør af det loven kræver, fordi der ikke var mere at hente hos den fortabte skyldner, har Gud nu vendt sig til den rige garantist og fået fuldt opgør."

Vidner ikke alle disse Guds ord om en nåde som tilintetgør både vore synder - og vor fortjeneste, om vi har nogen? - sådan at hverken vore synder fordømmer os, eller vore gode gerninger frelser os?

Der er jo ingen virkelig nåde -

hvis den ikke er virkelig ufortjent!

"Gud har indesluttet dem alle under ulydigheden, for at han kunne vise miskundhed mod dem alle", Rom 11:32.

"Så beror det altså ikke på den som vil eller på den som løber, men på Gud, som viser miskundhed", Rom 9:16,

"Når der i vort kød er en evig synd, var det også nødvendigt at vi skulle få en evig nåde", Luther.

Hvem i dette bryllup har del i udvælgelsen?

Det er de som har taget sin tilflugt til Jesus og "har tvættet sine kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de for Guds trone..!", Åp 7:17.

Tegn på at vi er Guds barn

Læg mærke til - og notér dig - denne herlige, klare og dybt åndelige gengivelsen af 1Joh 5:1b i gamle Bibler:

"Hver den som elsker ham som fødte, elsker også den som er født af ham", 1Joh 5:1b.

Å, så herligt det er for enhver som er født af Gud, at få lov at være bror og søster til en anden benådet og retfærdiggjort synder! Dele "brødet" med dem, prise Lammet sammen med dem! Bære byrderne sammen med dem! Dele glæderne sammen med dem!

"Vi ved at vi er af Gud. Men hele verden ligger i det onde", 1 Joh 5:19. "Vi ved at vi er gået over fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene", 1Joh 3:14.

vort nye liv

Nu tjener vi ham ikke længere. Nu bliver vi betjent af ham! Vi arbejder ikke længere med Ordet. Nu er det Ordet som arbejder med os! – Hvis vi får lov at blive - og fortsætte at være: Hjælpeløse og tage vor tilflugt bare til ham.

Så længe du bygger, bliver du ikke opbygget! (dr. Adolp Saphir)

Også som udvalgte Guds børn sætter tusindkunstneren ind,

og vil bytte vor hvide dragt ud med vort eget "arbejdsantræk."

"Den som mener sig at stå, han se til at han ikke falder!", 1Kor 10:12.

Efter at Gud havde ladet mig se dybere ind i bønnens verden, gik der en tid - og så pludselig vækkede Gud mig op for den store fare; at jeg var i færd med at leve i bønnen - i stedet for i Kristus alene. Jeg var i færd med at iklæde mig "bønne-dragten!"

Sådan står vi stadig i fare for at skulle bytte helgendragten ud med et eller andet "arbejdsantræk." Men Gud er nådig og vækker os op. Han er trofast mod sit ord: "Når du viger af til højre eller til venstre, skal dine ører høre et ord lyde bag dig: Dette er vejen, gå på den!", Esajas 30:21.

Vi ser at han ikke siger "Hvis du viger af...." Nej, han siger: "Når du viger af..." For det ved han at vi gør. En af vore gamle lærere siger at "vi er bare midt på vejen hver gang vi krydser over vejen."

-----------

Til slut vil vi understrege at ved at skildre "vejen" mange går, både som "kaldet" og som "udvalgt", har vi bare villet vise hvor langt "det kan gå", ikke "gå." For at få den "grundvold" frem de bygger på, på begge sider af "svælget" som er udspændt.

Spørgsmålet vi beder Gud gennem dette stille foran os alle, er:

Er du født på ny - og har livet i Guds Søn, i dag?

-------

Er du og din ægtefælle sammen optaget af

at hjælpe hinanden til ikke at være bedraget, men have liv i Gud?

 Vi stiller dette spørgsmålet fordi der er mange som har en svag anelse om at ægtefælden måske ikke har liv i Gud. Men som vælger at "have det godt" sammen, frem for at tage dette vanskelige, men ene nødvendige spørgsmål op.

"Den som søger at vinde sit liv, skal miste det. Og den som mister sit liv, skal bevare det. Jeg siger jer: Den nat skal to være i én seng. Den ene skal blive taget med, den andre skal blive ladt tilbage", Luk 17:33-34.

H.H.

 

----------

 

 Vær med til at sprede Rosenius-litteraturen!

se http://www.arven.net