Fra Arvens Blad nr. 1 – 2012

Arvens Forlag

Serafslangen/ernes budskab

 

"Så brød de op fra bjerget Hor og tog vejen til Rødehavet for at drage omkring Edoms land. Men på vejen blev folket utålmodig. De talte mod Gud og mod Moses og sagde: Hvorfor har I ført os op fra Ægypten, så vi må dø her i ørkenen? For her er hverken brød eller vand, og vi er inderligt lede af denne usle mad! Da sendte Herren serafslanger* ind blandt folket. De bed folket, og mange folk af Israel døde. Så kom folket til Moses og sagde: Vi har syndet, fordi vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren at han vil tage slangerne bort fra os! Og Moses bad for folket. Da sagde Herren til Moses: Lav dig en serafslange og sæt den på en stang. Så skal hver den som er bidt og ser på den, leve. Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang. Og når en slange havde bidt nogen, og han så på kobberslangen, forblev han i live." 4Mos 21:4-9

 *Brændende, giftige slanger.

 

Her viser Gud folket (og du og mig) hvordan vi er

 

«De blev utålmodige», som du sikkert også mangen en gang bliver når det kan se ud som om Gud har gemt sig, når det trækker ud før vi selv ser løsningen i noget vi troede Gud ville hjælpe os med, særligt i kritiske situationer, osv.

 

«De talte mod Gud og mod Moses...» Her skal vi nok lære ikke mindst dette: Tager vi til orde mod en Guds tjener, enten denne person er en stor Guds mand, som Moses, eller bare en lille tjener som i sig selv ikke påkalder sig nogen stor opmærksomhed - men som trods alt er sendt i vor vej af Gud, da taler vi ikke bare mod ham, da taler vi først og fremmest mod Gud!

 

Og folket sagde: «Hvorfor har I ført os op fra Ægypten, så vi må dø her i ørkenen? For her er hverken brød eller vand, og vi er inderligt lede af denne usle mad!»

 

På samme måde med din klage - måske ikke rene ord, bare suk fra dig over din tilstand - som du synes du lider under og langt fra er fornøjet med. Men i sukket ligger nok også en forventning, ja nærmest et krav om at Gud skal gøre noget - komme dig til undsætning, give dig en udfrielse af dilemmaet.

 

Men skal Herren hjælpe mennesket, må han altid begynde med først at få os selv på «rette tilhørerplads».

 

«Da sendte Herren serafslanger ind blandt folket. De bed folket, og mange folk af Israel døde».

 

Hør! Disse giftige slanger Gud sender, er et billede på Israelsfolket selv - og her og nu et budskab til os, et billede på dig og mig!

 

Skal Gud frelse os, må han først lade os se hvem vi er

Han kom jo for at frelse det som var fortabt!

 

Gud kommer til os i sådanne situationer som Israels folk nu var i, og viser først og fremmest os selv hvordan vi er. Her sender han dem slanger med giftige, ja, dødbringende bid! Og hvordan er ikke det naturlige menneske?

 

I Rom 3 skildrer Gud dig og mig og alle mennesker i vort forhold overfor Gud: «Der er ikke én retfærdig, ikke én som søger Gud, ormegift er under deres læber... raske er deres fødder til at udøse blod».

 

Hvordan sårer vi ikke mennesker, ja, på sin vis «dræber» dem - ikke rent fysisk, men med ord - eller måske bare ved vort kropssprog, en skuldertrækning, hovedrystende osv. Guds ord siger: «ormegift (slangens gift altså) er der under deres læber», Salme 140:4, Rom 3:13.

 

Jo, netop som «giftige slanger» som med sin «gift», sine ord, valg af venner - for ikke at snakke om sit kropssprog - sender giftige ord, blik, skuldertrækninger m.m. som sårer, ja, «dræber» mennesker!

 

«Også tungen er en ild. Den smitter hele legemet og sætter livshjulet i brand, og selv bliver den sat i brand af helvede», Jak 3:6.

 

Ikke mindst gælder det vort indre farisæiske skuespiller-kristenliv! Jeg siger ofte: «Hvis ikke Den Hellige Ånd har vist dig skuespilleren i dig selv, og da først og fremmest den «kristelige» skuespiller, hykleren, da tror jeg ikke Den Hellige Ånd har fået lov at komme rigtig til!» Ikke mindst når du har stået op og talt eller vidnet. Men når så vidnet eller forkynderen sidder i bilen på vej hjem, da kommer Gud til dig, hvis han får lov at komme til, og tager noget af det du har sagt op. Han tager de ord du brugte, i sin mund, som Jesu samtale med Peter.

 

Peter hører Jesus spørge ham: «Elsker du mig?», og mærker straks at, nej, dette er for stærkt - det gør jeg virkelig ikke. Så forsøger Peter sig med det mere modererede: «Du ved jeg har dig kær». Det synes han at han «kan stå inde for». Men så tager Jesus disse Peters ord i sin mund, og spørger: «Har du mig kær?» Og i Jesu mund rammer ordene ham så han må bare svare: «Herre, du ved alt, du ved at jeg har dig kær», som ligesom bare breder ordene ud for Jesu åsyn med denne holdning: «Jesus, du alene kan bedømme hvor meget jeg i det hele taget har af virkelig kærlighed i dette!»

 

Som når Jesus kommer til Jakob ved Jabboks vadested. Læg mærke til at nu havde Jakob ført sine hustruer, børn, tjenere, budskab og alt han ejede over på den anden side af floden. Så står der: «Da var Jakob alene tilbage». Da er det Gud får anledning til at møde os. «Da kom der en mand» og kæmpede med ham...» Og denne mand, som er Jesus, spørger ham: «Hvad er dit navn?» 1Mos 32:22 flg. Nøjagtig som når Gud kommer til de to første mennesker i Paradis, som nu, efter faldet, gemmer sig for ham. Og Gud spørger: «Adam, hvor er du?», «Eva, hvad er det du har gjort?»

 

Vi ser Jakob der og da kun svarer: «Jakob!». Jakob forsøger sig ikke med nogen som helst forklaring eller bortforklaring på de reelle forhold, om hvem han inderst inde er og hvad han har gjort, men svarer bare med sit navn: Jakob. Dermed vil han «brede sig selv helt og holdent ud» for Jesus. Med andre ord: Jeg er Jakob personlig og ingen anden figur. Du alene, Herre, kender mig ud og ind!

 

Før Gud kan komme til hos os vil han have os på selverkendelsens vægtskål, - hvor for øvrigt alene Gud kan «aflæse vægten», fortælle os sandheden om os selv, hvor vi står, det afgørende: vore motiver, hvad vi mente med det vi gør, siger og tænker. Først da kommer al vor falskhed og farisæiske egenretfærdighed frem.

 

Læg mærke til at når David beder Gud ransage ham, så beder han ikke om nogen delvis ransagelse, beder ikke Gud kun vise ham om han er «begyndt at glide ud», er «begyndt at sløves» og lignende. Nej, han beder ret og direkte: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine mangfoldige tanker/mine motiver, se om jeg er på fortabelsens vej, og led mig på evighedens vej!», Salme 139:23-24.

 

Hver dag drejer det afgørende spørgsmål sig, for et Guds barn, kort og godt omkring spørgsmålet: Er jeg på fortabelsens vej, eller på evighedens vej?

 

Men det Gud, ved at sende serafslangerne ind blandt dem, vil tale til dem om, er dybest set faldet og arvesynden –

Adams fald som vi alle var med i og fik del i!

 

Adam var menneskehedens første stedfortræder - vi var alle i ham! Og Gud havde sagt: «træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du visselig dø», 1Mos 2:17.

Men Eva «tog af frugten og spiste. Hun gav også sin mand, som var med hende, og han spiste», 1Mos 3:6.

 

Dermed drog Adam os alle med i faldet. Hans synd og fald blev hele menneskehedens synd og fald! «Dommen kom efter den enes synd og blev til fordømmelse», Rom 5:16 Og videre vers 18-19: «Ligesom én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan bliver også én mands retfærdige gerning til livets retfærdiggørelse for alle mennesker. For ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed».

 

Dette er det vældige budskab om tilregnelsen! Rosenius siger:

 

«Læren om tilregnelsen er af afgørende betydning for hele kristendommen. Det er den store lære om delagtighed i en andens gerning. Det er imod denne hovedlære både vantroen og fornuften altid kæmper de hårdeste kampe».

 

Menneskehedens store redning, tilregnelsen af Jesu Kristi fuldbragte frelsesværk, vil ikke betyde nogen fryd for den som ikke først har erkendt hvordan Adams fald og dom er tilregnet vort naturlige menneske fra undfangelsen.

 

Dommen: «Den dag du spiser af det skal du visselig dø» var afsagt af Gud, og blev omgående fuldbyrdet over hele menneskeheden gennem dens stedfortræder, Adam; menneskets åndelige liv/samfund med Gud døde. Vi mistede Gudsbilledet (hjertets fortrolige samfund med Gud) vi var skabt i.

 

Dette fornægtes klart ikke bare i kirken (bl.a. i begravelsesritualet hvor der to gange takkes Gud for at vi «er skabt i Guds billede), men også i den øvrige lægmandsforkyndelse og «kristne» aviser, som gennemført taler om at «vi (hvert menneske i dag) er skabt i Guds billede».

 

Men lad os bare se sandheden klart så tidligt i Bibelen som 1Mos 5:1,3: «Dette er bogen om Adams æt: På den dag Gud skabte mennesket, skabte han det i Guds billede. Da Adam var hundrede og tredive år gammel, fik han en søn i sin skikkelse, efter sit billede. Han kaldte ham Set».

 

Er dette ikke klar nok tale fra Skriften selv? Og det stadfæstes af det vi så ovenfor, fra Rom 5:16-19, at mennesket kommer til verden under Guds fordømmelse af Adam. For øvrigt burde det være helt klart at: Mennesket kan ikke komme til verden både skabt i Guds billede og samtidig under Guds fordømmelse i Adam! **

 

Og dommen kom ikke bare over Adam, - men som der tales om i vers 16 og 18: «til fordømmelse for alle mennesker», fordi vi var alle i ham, Adam, menneskehedens første stedfortræder.

 

Ikke bare arvede vi Adams syndige natur, men det som var langt værre er: Adams største synd blev alle menneskers synd. Deraf: Arvesynden! I Salme 51:7 siger David: «Se, jeg er født i misgerning, og min mor har undfanget mig i synd», som ikke refererer sig til nogen som helst seksuel syndig undfangelse. Nej, dette er «arvesynden» der tales om, arven efter Adam, fordømmelsen - som forplantes «åndelig genetisk» til hvert eneste menneske ved undfangelsen!

 

Vi kommer altså til verden tilregnet Guds fordømmelse i Adam! Mennesker «var kommet til tro på ham», og Jesus sagde til dem: «Dersom I bliver i mit ord, da er I i sandhed mine disciple. Og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer». Da reagerede de med vrede og sagde: «Vi er Abrahams æt og har aldrig vært trælle under nogen! Hvordan kan du da sige: I skal blive fri?» Dermed viste de at de ikke var født på ny. Og Jesus sagde da til dem: «I har djævelen til far...»! Joh 8:31-44.

 

 ** Men vi skal komme tilbage til hvordan Gud før verdens grundvold blev lagt havde besluttet at genoprette Guds billede i menneskene.

 

Vi er alle enten djævelens børn eller Guds børn,

Joh 8:44, 1Joh 3:10.

 

«Du er (selv) dit fordærv, o Israel. Blod hos mig er din hjælp!», Hos 13:9. Vi kommer til verden under Guds fordømmelse, som djævelens børn! «Det som er født af kød, er kød»! Joh 3:6. Hele dit frelsesforhold og evige liv må vurderes med dette klare udgangspunkt.

 

Har du nu dette klart for øje, du som læser dette?

Erkender du at dette er alle menneskers - og din - situation hvis du ikke er født på ny og har livet i Gud i dag?

 

Når Guds Hellige Ånd ved genfødelsen kommer ind i et menneske og afdækker synden, kan vi efter hånden uden tvivl også blive for optaget med vore synder - hvor fokus bliver på vor synd, som om det er det helt afgørende for vort evige endeligt.

 

Det er ikke vore daglige synder vi først og fremmest skal dømmes etter på den store dag -

Vi skal dømmes «Ved den ene»!

 

Hvis vi ikke har liv i Gud skal vi dømmes ved Adam, efter hans fald og under hans fordømmelse af Gud. Og da skal vi også blive dømt for hver eneste synd i vort liv, i tanker, ord og gerninger - vore motiver!

 

Eller, om vi har liv i Gud, skal vi dømmes ved Jesus Kristus og hans fuldkomne frelsesværk for alle mennesker - som var nok for Gud! «For om døden kom til at herske ved den ene, fordi denne ene faldt, hvor meget mere skal da de som modtager nådens og retfærdighedsgavens overstrømmende rigdom, leve og herske ved den ene, Jesus Kristus», Rom 5:17. Og da dømmes vi ikke for nogen af vore synder og overtrædelser.

 

Dette ser vi også i Jesus tale til disciplene før han forlod dem, om at han skal sende Talsmanden, Den Hellige Ånd, og hvad den skal udrette: «Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom: Om synd, fordi de ikke tror på mig. Om retfærdighed, fordi jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere. Om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt», Joh 16:8-11.

 

Den Hellige Ånd skal altså overbevise ... ikke om den ene eller anden grufulde synd, ikke en gang alle dine synder skal han tage frem, for at overbevise dig om hvad som er synd. Nej, han skal overbevise om synd «fordi de ikke tror på mig», siger Jesus!

 

Noget af det Jesus er optaget af i sin afskedstale til disciplene, og få deres opmærksomhed rettet mod før han forlader dem, er at Den Hellige Ånd skal overbevise om synd. Og han går altså videre og klargør hvad han mener med synd: Den ene alvorlige, evighedsafgørende synd: At de ikke tror på mig!

 

Først når denne evighedsalvor begynder at gå op for os - vi ser det jo aldrig klart: Hvem vi i vort naturlige menneske ved arvesynden virkelig er, kan Gud arbejde videre med os. Det er jo ham som har virket hver mindste ting så dette er begyndt at afdækkes for os!

 

Men da har vi nok i os selv; oftest først holdninger som den fortabte søn, da han rejste sig op i grisestien og begav sig på vej hjem. Nu er vi kommet til en vis - men bare «en vis» - selverkendelse.

 

Læg mærke til at sønnens «syndserkendelse» alene er virket af loven, som han endnu er under. Der er ingen nådens duft fra hans ord på vej hjem. Nu skal han hjem til sin far og bekende: «Far, jeg har syndet mod himmelen og mod dig. Jeg er ikke længere værdig til at kaldes din søn». For målet er at bede far: «Lade mig være som en af dine daglejere», Luk 15:18-19.

 

Men nu vil vi se på Guds «svar på synden», Guds «evige nådevalg», Ef 1:4, som C.O. Rosenius har et virkelig Gudgivet budskab over i bogen «Vejledning til fred», et budskab som har sat mennesker fri og født mangen en sjæl på ny.

 

Jesu egen fortælling om den fortabte søn slutter af Guds store nåde ikke der hvor han går med sin egenretfærdige syndserkendelse på vej til sin far. For disse lignelser Jesus fortæller her i Luk 15 og i Luk 10 (om manden som ligger afklædt og halvt ihjelslået ved vejen), er Jesu lignelser om hvordan syndere bliver frelst!

 

Vi læser at da han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik inderlig medynk med ham. Han løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham. Da sagde sønnen til ham: Far, jeg har syndet mod himmelen og mod dig. Jeg er ikke længere værdig til at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer! Tag den bedste klædning frem og giv ham den på. Giv ham en ring på hans hånd, og sko på fødderne. Hent fedekalven og slagt den, og lade os spise og være glade! For denne min søn var død og er blevet levende, han var tabt og er blevet fundet. Og de begyndte at være glade», Luk 15:20-24.

 

«Da han endnu var langt borte...» hedder det i Guds ord, som er Gud selv i Ordet, og som taler klart om mennesket som altid er langt borte - i forhold til Gud. Husk! «Vi må alle, til enhver tid, frelses på samme måde som røveren som kom til Jesus direkte fra røverskoven» (C.O. Rosenius).

 

Læg mærke til at sønnen når at få sin syndserkendelse frem, ikke noget om det job han i sin egenretfærdige ydmyghed havde tænkt dig at bede om! Faderen stopper ham med sin omfavnelse, og kysser ham! Og faderen møder ham med en søns fulde rigdom, skildret med «den bedste klædning... ring på hånden og sko på fødderne». «Nåde over nåde», Joh 1:16.

 

Har du set hvordan Gud ville at Bibelens første sider

skulle bære vidnesbyrd om menneskets tilstand til alle tider –

når Gud kommer til dem og forkynder evangeliet?

 

Vi ser Gud kommer til Adam og Eva i Paradis for at genoprette det åbne, gode samfund de havde med ham, som nu var brudt - som de selv beviser bedst ved at de nu gemmer sig for ham.

 

Adam og Eva har syndet mod Gud, og har ikke en gang bedt Gud komme! Og så kommer han - ikke for at straffe dem for faldet, men for at forkynde evangeliet om ham som skulle komme og frelse dem som var fortabt!

Du mener måske det var dig som en gang «bestemte dig for» at vende dig til ham. Men «En Gud som kan vælges, er en afgud»*

 

Sandheden er det Gud selv siger bl.a. i Rom 3:10 flg., Esajas 43:24-25 og mange andre steder: «Der er ikke én retfærdig, ikke én som søger Gud»! «Ingen kan komme til mig uden at Faderen, han som har sendt mig, drager ham», Joh 6:44.

Og det uhyggelige er at det går som et ekko gennem hele Bibelen, med forskellige ord, sandheden om hvor ilde det altid står til med dig som det naturlige, uigenfødte menneske:

 

du ved ikke at du er ussel og ynkelig og fattig og blind og nøgen,

 

Det taler flere bibelsteder om, Dom 16:20, Hos 7:9, og Åb 3:15-17:

 

Jeg ved om dine gerninger, at du hverken er kold eller varm. Det havde været godt om du var kold eller varm. Men fordi du er lunken, og hverken kold eller varm, vil jeg spy dig ud af min mund. Fordi du siger: Jeg er rig, jeg har overflod og har ingen nød – og du ved ikke at du er ussel og ynkelig og fattig og blind og nøgen, så råder jeg dig til at du køber af mig: Guld, lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder, for at du kan være iklædt dem og din nøgenheds skam ikke skal blive stillet til skue, og øjensalve til at salve dine øjne med, for at du kan se.

 

Denne Laodikeamenighedens nød, at den var «ussel og ynkelig og fattig og blind og nøgen», kan vi let opfatte som denne menigheds eneste konkrete opsummerede problem - som selvfølgelig også kan være enkelte andres, ja, måske til og med din eller min konkrete nød. Men vi skal være klar over at det som siges her som deres åndelige diagnose, er hele menneskehedens situation i det naturlige uigenfødte menneske: Du er over for Gud «ussel og ynkelig og fattig og blind og nøgen» - hvis du ikke har liv i Gud i dag!

 

Og det er dette, menneskets nedarvede bedrag efter faldet, som betegnes med at «du ved ikke» hvor du står. Det er nemlig fuldstændig umuligt for dig som uigenfødt at opdage - før Gud alene åbenbarer det for dig!

 

Nu var dette altså Laodikeamenighedens situation, som Jesus i sin store nåde åbenbarede for menighedslederen: Du har ikke livet i Gud, men står der åndelig nøgen, i din naturlige menneskes dragt under Adams dom!

 

-------------

 

Hvad gør Israels folk så, når de står overfor disse dødbringende slanger? Jo, da erkender folket sin synd overfor Moses, og beder ham om at bede til Gud, om at han skal tage slangerne bort fra dem! Som vi også nøjagtig på samme måde begynder med at bede Gud tage synden bort, det som plager os.

 

Og Moses bad til Gud. Hvad gør Gud så? Han fjernede ikke serafslangerne som var deres nød - som han heller ikke fjerner vor syndige natur.

 

Vi har gennem mangfoldige år bare hørt forkyndt at «Moses lavede en kobberslange, og når de så på den, skulle de leve». Men der er intet evangelium i kobberslangen, det er bare en parentes om metallet slangen blev lavet i.

 

Bibelen selv har det rette, jublende budskab hvor Herren sagde til Moses: «Lav dig en serafslange og sæt den på en stang. Så skal hver den som er bidt og ser på den, leve. Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang…».

 

Det frelsende, frigørende budskab ligger i at Moses skulle lage «en serafslange», én af samme slags som de slanger som var deres forfærdelige fjende, og som de havde bedt ham fjerne, men denne uden gift!

 

Folket befandt sig der i ørkenen i en reel dødskamp med serafslangerne. Fik de et bid af dem, så havde dødsgrebet fæstet sig på dem! Israels folk var med andre ord nu i den samme forfærdelige situation som Adam og Eva da slangen, Satan personligt, kommer til dem i Paradis og indgiver dem giften som dræbte deres åndelige liv, Gudsbilledet, i vor første stedfortræder, Adam, og dermed, i og med ham; hele menneskeheden - som denne scene her i ørkenen jo er et billede på!

 

Gennem slægters overleveringer kendte Israelsfolket dette vældige budskab fra tidernes morgen. Men de kendte da også Guds frelsesbudskab: «Kvindens æt skal knuse slangens hoved», det budskab som gav liv til sjæle fra den stund Gud udtalte det i Paradis.

 

I dette drama i ørkenen, hvor denne frygtelige kamp om liv eller død nu udspiller sig mellem dem, møder Gud folket gennem Moses: «Lav dig en serafslange og sæt den på en stang. Så skal hver den som er bidt og ser på den, leve».

 

Åh, hvilken jubel! Hvilken lovprisning vi kan forestille os griber dem. De genkender levende fædrenes overleveringer om Adam og Eva som virkelig var «blevet bidt» af slangens dødbringende giftige bedrag, men hører Guds forløsende budskab: «Kvindens æt skal knuse slangens hoved!»

 

Nu oplever disse, Israels folk på vandring mod det lovede land, dette Guds løfte i praksis. De ser på slangen Moses har rejst, af samme slags som den de hader af hele sit hjerte. Men denne slange er uden gift. Og i den ser de - og erfarer fysisk - sin frelse fra slangegiften og døden.

 

Dette er et af de mange budskaber i Det gamle testamente som skildrer Guds evige nådevalg: Gud udvalgte os i Kristus…, Ef 1:4.

 

Hvordan får du og jeg del i dette?

 

Jesus siger: «Ingen kan komme til mig uden at Faderen som har sendt mig, drager ham», Joh 6:44.

 

Det er altid Gud som begynder arbejdet

med at omvende et menneske, som fortsætter dette arbejde -

og som fuldfører det til vi står derhjemme hos Gud!

 

Det vi nu har set i Israels GT-drama, er et vældigt billede på hvordan vi kan blive udfriet fra slangens (Satans) gift og erfare genfødelsens under.

 

Her ser vi nu hele linjen fra Gud ville skabe mennesket lig sig selv, skabte det i sit billede, som døde i Adams fald. Men hvor Gud før verden blev til havde set dette ville ske, og udvalgte hele menneskeheden i Kristus, Ef 1:4. Gud udvalgte Kristus i stedet for alle mennesker til alle tider og sendte ham til verden for at fuldføre hele frelsesværket.

 

Så lader Gud Den Hellige Ånd åbenbare evangeliet om Guds Søn for menneskehjerterne, Ordet om Kristus - som er sæden Gud bruger til at føde sjæle på ny, og genoprette Guds billede i hjerterne, Rom 1:16-17, Gal 1:15-16.

 

Er du i nogen som helst tvivl om du er født på ny og har liv i Gud i dag, så bed som David, som vi har set: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte...» Gud må afdække vor synd, men først og fremmest få afdækket vor totalt fortabte tilstand i arvesynden; At vi er tilregnet Adams fald, som førte hele menneskeheden, vort naturlige, uigenfødte menneske, under fordømmelse.

 

Lad os se hvordan Paulus skildrer Guds afgørende indgreb i hans liv, til omvendelse. Han fortæller i Gal 1:15-16 om «da han som udvalgte mig fra morders liv og kaldte mig ved sin nåde, efter sin gode vilje besluttede at åbenbare sin Søn i mig,».

 

Vi tror enhver genfødt sjæl vil se sig selv her i denne skildring, hvordan Gud ved Ordet og Ånden fødte os på ny ved at «åbenbare sin Søn i mig», hans fuldbragte værk til frelse for alle mennesker. Vi ser tilsvarende skildring i 1Tess 1:4-5. Her bruger vi gammel oversættelse: «Vi kender deres udvælgelse, I brødre, elsket af Gud. For vort evangelium kom ikke til jer bare i ord, men også i kraft og i Den Hellige Ånd og med fuld overbevisning». Så kan også du bede Gud åbenbare evangeliet om sin Søn for dig!

 

Guds genfødte små ser også sig selv igen i erfaringen som den nye fødsel bragte med sig, sådan som Paulus skildrer det i 1Tim 1:14, og sådan som vi hører det fra enhver genfødt sjæl til alle tider - også i dag: «Og vor Herres nåde blev overmåde rig med tro og kærlighed i Kristus Jesus». Vi citerer Adolf Saphir: «Af nåde blev Paulus frelst, ved tro. Denne tro var ikke af ham selv, men var en Guds gave. Og samtidig som dette var en bevidst erfaring, så ledte den nåde han da havde erfaret, altid tilbage til sit udspring».

 

Sammen med Jesus på bjerget får de tre disciple at høre Gud tale til dem i skyen: «Dette er min Søn, den elskede! I ham har jeg velbehag: Hør ham!» Matt 17:5. «Dette er min Søn, den udvalgte. Hør ham!», Luk 9:35. Der er i Guds øjne alene én han har velbehag i, én udvalgt, én retfærdig, 1Joh 2:1.

 

Og vi citerer igen Adolf Saphir: «Gud har sit uendelige velbehag i Kristus, hans Søn som blev menneske sendt til jord som frelser for syndere. Alene her findes fuldkommen fred.

 

Vi har ikke bare forladelse, men vi har forladelse for Kristi skyld, ved hans Gud velbehagelige lydighed. Vi er ikke bare frelst og erklæret retfærdige, men Gud har åbenbart sin egen retfærdighed, Sønnen, og iklædt os Kristus selv. Vi er ikke bare født på ny, men vi, som er død med Kristus, er «vækket op med ham og sat med ham i himmelen, i Kristus Jesus», Ef 2:6.

 

Findes der da troende mennesker som har fået syndernes forladelse i Kristus, og alligevel går der grædende med tung samvittighed og et hjerte som ikke er fyldt med Guds salige fred?

 

På grund af denne underlige dobbelthed findes der i os mennesker også en ældre søn som ikke kan skønne at den fortabte søn skulle pyntes med den bedste klædning, og at de nå bare var optaget af at synge og glæde sig.

 

Ved du ikke at dine stadige fald og synder ikke kan ødelægge Guds kærlighed, at hans fred altid er i dig - selv om du ikke altid bevidst er i hans fred? Samtidig som du siger: «Jeg er helt igennem syndig og afskyr mig selv», så sig også i ydmyghed og tillid: «Gud har behag i Jesus; Gud har behag i mig!» Så langt Saphir.

 

Vi kæmper en kamp om åndeligt liv eller død. Gud er begyndt at drage os mod Kristus, men vi er bidt af slangens gift i os og rundt omkring os. Vi frygter for livet, at slangens (Satans) gift i mangfoldige udgaver i livet, i tanker, ord og gerninger, skal blive vor åndelige død.

 

Så hører eller læser vi et budskab til os i Bibelen, eller et af Gud indåndet budskab gennem hans tjener eller skrift, om at som Moses ophøjet slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen blive ophøjet, for at hver den som tror på ham, hver den som «ser på ham» - tager sin tilflugt til ham - ikke skal fortabes, men have evig liv! Joh 3:14.

 

Eller vi læser om hvordan «Gud udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige for hans åsyn.», Ef 1:4.

 

Gud forudså at der ikke ville findes én retfærdig, ikke én på denne jord som søgte Gud, Rom 3. Så tog han en anden i stedet for os. Gud udvalgte Kristus i stedet for alle mennesker til alle tider på denne jord.

 

Og «da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle købet dem fri som var under loven, så vi skulle blive indsat i barnekår», Gal 4:4-5.

 

Vi har citeret Rom 5:18: «Ligesom én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan bliver også én mands retfærdige gerning til livsens retfærdiggørelse for alle mennesker».

 

Frelsen er altså færdig. Alt er færdig - men i Kristus, i Kristus alene - for at hver den som tror på ham, tager sin tilflugt til ham, ikke skal fortabes, men have evig liv!

 

I Paradis så vi at Gud kommer til to mennesker som har syndet! De har absolut ikke bedt Gud komme til dem! Og så kommer Gud altså alligevel til dem! For at dømme? Nej, for at forkynde evangeliet for disse slangen havde forført til at synde!

 

Rosenius siger: «Så skulle det også her stadfæstes at «der hvor synden flød over, der flød nåden endnu mere over», Rom. 5: 20. Kvinden var den som «blev dåret og faldt i overtrædelse», 1Tim 2: 14. Så skulle kvinden være den nærmest delagtige i Frelserens ankomst, han «en kvindes sæd».

 

Dette er (svensk: Guds nådes manér) sådan Guds nåde altid møder det gennemsyndige menneske.

Sådan er Guds forhold til alle mennesker - til alle tider på denne jord.

Joh 3:3: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Uden at man bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.

 

Pontoppidan i «Sandhed til gudfrygtighed»: «Vi fødes på ny i dåben. Falder vi ud af nådestanden, må vi fødes på ny ved Ordet og Ånden». «For I er genfødt, ikke af forgængelig, men af uforgængelig sæd, ved Guds ord, som lever og bliver», 1Pet 1:23. Og v.25: «Men Herrens ord bliver til evig tid. Og dette er det ord som er blevet forkyndt jer ved evangeliet».

 

«Men alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn, de som tror på hans navn», Joh 1:12. Og v.13: «De er født ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud».

 

Paulus siger «evangeliet er en Guds kraft til frelse…» dvs. føder sjæle på ny, «for i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro», Rom 1:16-17.

 

«Se det Guds Lam som bærer verdens synd» - bliver åbenbart for os når vi fødes på ny. - I Rosenius’ bibel læser vi: «Hver den som elsker Ham som fødte, elsker også den som er født af ham», 1Joh 5:1.

 

-----------

 

Gud havde sendt en engel som sagde til høvedsmanden Kornelius at han skulle kalde Peter til sig, og føjede til: «Han skal tale ord til dig som du skal blive frelst ved, du og hele dit hus», ApG 11:14. I ApG 10:43-44 læser vi så om hvordan Peter i Kornelius’ hus forkynder om Kristus at «ham giver alle profeterne det vidnesbyrd at hver den som tror på ham, får syndernes forladelse ved hans navn». Og umiddelbart derefter læser vi: «Mens Peter endnu talte disse ord, faldt Den Hellige Ånd på alle dem som hørte Ordet». De blev født på ny.

 

Nu vil vi fortsætte med at dele

«ord som du kan blive frelst ved»

 

Alle mennesker har slangens gift, arvesynden, i sig fra hele menneskehedens første stedfortræder, Adam. Men nu ved vi at «når nogen er bidt», og ser på den, Menneskesønnen, som blev ophøjet på korset, så skal vi leve!

 

«Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen blive ophøjet», for at hver den som tror på ham, «ser på ham» - tager sin tilflugt til ham - ikke skal fortabes, men have evigt liv! Joh 3:14-16.

 

Det er så stort og frigørende for mig at «Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver til sin vej. Men Herren lod den skyld som lå på os alle, ramme ham (Jesus), Esajas 53:6.

 

Dette havde Herren Gud selv ladet ske, selv udført! Så skulle du og jeg slippe for at anfægtes på om vi «måske ikke havde fået al vor skyld med», måske «ikke havde ment det helt som vi burde mene det, da vi bekendte vor synd/blev frelst» osv.

 

Her ser vi til og med det betegnes som «den skyld som lå på os alle», som dermed først og frem for alt taler om arvesynden.

 

Men det blev endnu dybere åbenbaret for mig, dette Den Treenige Guds totalgennemførte frelsesværk for syndere, da Gud i Ordet og ved Den Hellige Ånd åbenbarede for mig hvordan David i flere Salmer, ophøjet i Ånden, taler i Jesu sted, hvor Jesus kalder din og min og hele verdens synd som sin synd ind for Gud.

 

Læs dette, pris Gud og Lammet, og bed Gud virkelig åbenbare evangeliet om sin Søn for dig i dette: (Versene i parentes dokumenterer at det er Jesus, og ikke David selv, som taler dette).

 

Vi ser hvordan Jesus bekræfter at han er hele menneskehedens stedfortræder, «Se det Guds Lam», «kommet i kød», «født af en kvinde, født under loven», Joh 1:29, 1Joh 4:2, Gal 4:4.

 

Og i Salme 22:7 udtrykker Jesus hvordan han fuldt og helt identificerer sig med den faldne menneskehed - du og mig - «Jeg er en orm og ikke et menneske...», (vers 17 og 19). Jesus viser der hvordan Gud i slangen som blev ophøjet i ørkenen skildrede Sønnen blive hængt op på korset i et menneskes skikkelse som «ormeyngel» (Matt 23:33 «Slanger! Ormeyngel! Hvordan skal I undfly dommen til helvede?»).

 

Salme 40:13 «mine misgerninger har grebet mig...» (vers 8-9).

 

Salme 41:5 «jeg har syndet mod dig» (vers 13).

 

Salme 69:6 «Gud, du kender min dårskab. Min syndeskyld er ikke skjult for dig» (vers 22).

 

Dette gjorde Gud «for at vise sin retfærdighed», skriver Paulus i Rom 3:24. At han måtte være retfærdig og lade sin dom over alle menneskers synd til alle tider fuldbyrdes på Jesus.

 

Over ordene i Rom 3:21-26: ... alle har syndet og står uden ære for Gud. Og de bliver retfærdiggjort uforskyldt af Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus… Ved dette ville Gud vise sin retfærdighed i den tid som nu er, så han kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus» (svensk: den som er af Jesu tro), siger Rosenius i sin Romerbrevsfortolkning:

 

«Nu har den store Herren Gud fattet en evig frelsesplan, som er sådan at selve retfærdigheden kræver vor benådning. For det ville ikke være retfærdigt at opkræve opgør to gange for samme skyld!

Er det sonet for vore synder med Jesu blod, så skal soning ikke kræves af os - så længe Gud er retfærdig, og ikke forkaster de løsepenge han selv har forordnet for vore synder (konf 1Joh 1:9)».

 

Nu kan vi prise Gud og Lammet, ikke bare for at Gud er så nådig, men også så «trofast og retfærdig, så han forlader synderne», 1Joh 1:9.

 

Alle menneskers synd til alle tider var sonet på Jesu legeme på korset. Der viste Gud sit retfærdighedskrav. Men så krævede Guds retfærdighed også at han ikke forlanger opgør for din synd to gange. Ellers måtte han forkaste Jesu soningsoffer. Som vi ved han ikke gør! Halleluja!

 

Ser du nu hvordan Bibelens budskab om den første og den anden Adam lyder klart i serafslangerne Gud bruger, der hvor de med sine giftige, dødelige bid taler til Israelsfolket og os alle om slangens gift i Paradis som førte til åndelig død for hele menneskeheden. Derefter Guds besked om at oprejse en serafslange, en af samme slags, men uden gift, på en stang i ørkenen, til deres redning. Så i Salme 22 hvor Jesus (i David) udtrykker sine lidelser på korset, og i vers 7 bekræfter at han er «en af samme slags», men uden gift; «jeg er en orm...» til frelse for menneskeheden. Og så hele Det nye testamentes fuldkomne vidnesbyrd om det fuldbragte frelsesværk.

 

Ved den ene!

 

Adam var menneskehedens første stedfortræder. Vi, alle mennesker på jorden til alle tider så længe jorden består, blev uden nogen som helst medvirkning fra vor side tilregnet hans fald (Én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, Rom 5:18-19).

 

Men før verdens grundvold blev lagt, og dermed før Adams fald, havde Gud udvalgt hele menneskeheden i Kristus, Ef 1:4. Sådan at den som er i Kristus, ikke længere skal tilregnes Adams fald, men i stedet i Guds øjne uden nogen som helst medvirkning fra vor side tilregnes hele Kristi fuldkomne frelsesværk.

 

For den genfødte sjæl er da Kristus alt han behøver overfor Gud.

 

Simeon står der med det lille 8 dage gamle Jesusbarn i armene, og siger til Gud: «Mine øjne har set din frelse!», Luk 2:30.

 

Ovenfor har vi set hvordan Gud omtaler sin Søn som «den udvalgte», «i ham har jeg velbehag», «den retfærdige».

 

I 1Joh 1 kalder Johannes Jesus for: «livet, det evige, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os.

 

I Ef 1:6 omtales Jesus som «Den Elskede»

 

Når vi tænker på vort forhold til Gud og evigheden, så taler vi om «vor frelse», som vi da vældigt ofte tænker os knyttet op mod os selv og vor kristendom, dvs. afhængig af vort mere eller mindre vellykkede kristenliv, og svinger dermed i vore øjne i forhold til dette!

 

På samme måde når der tales om Guds udvælgelse, hvem som er udvalgt af Gud. Der har det op gennem alle tider verseret denne udgave: «Det er Gud som i sin forudviden ser hvem som kommer til troen, og bliver ved i troen». Men her er jo da al vægt lagt på troen! Og stakkels dem som forsøger at leve under en sådan udlæggelse. Er de kommet til troen, må de jo gå skælvende resten af livet, i frygt for om de ikke skulle «blive ved i troen»!

 

Mens den eneste evangeliske udlæggelse, som alle vore gamle bibelske lærere forkyndte, er at Gud udvalgte alle mennesker til alle tider i Kristus før verdens grundvold blev lagt, Ef 1:4. Som nævnt ovenfor: «Dette er min Søn, den udvalgte!» Vi ser det allerede i Esajas 42:1 hvordan Gud siger: «Se, min tjener, som jeg støtter, min udvalgte, som min sjæl har velbehag i!

 

Af disse Skriftsteder, som stadfæstes gennem hele Bibelen, er altså Jesus Kristus vor fuldstændige stedfortræder ind for Gud.

 

For den frelste sjæl, som har taget sin tilflugt til Jesus Kristus, er han for dig overfor Gud: Guds frelse, Den udvalgte, den Gud har valgt ud som hele vor frelse. Ligesom Gud gennem Moses sagde folket skulle udtage et lam for hvert hus, slagte det og stryge blodet på dørstolpen og det øverste dørtræ, har Gud nu udtaget lammet for hele «sit hus»=hele verden. «Se det Guds lam», sagde Johannes, da han så Jesus komme mod sig.

 

«Jeg kan aldrig få troen ren og sagen klar, uden at jeg forestiller mig at jeg selv står uden noget som helst nådens værk i sjælen, - uden helliggørelse, anger og tro, - og har al min trøst udelukkende i Kristus, at han har gjort, og fortsat gør, alting for mig». Martin Luther.

 

Redaktionelt

 

Vi skrev i bladets nr.1 marts 2011 at det nummer pga. redaktørens alder og mange andet «i hvert fald «officielt» blev det sidste», men sagde at der endnu, om Gud vil, kunne komme sporadiske numre en gang i mellem. Så er der da nu blevet endnu et nyt nummer af bladet, dette, et «udvidet» budskab af det som blev forkyndt den første dag i Finland 6.-7. august 2011.

 

Gud arbejder i Finland

 

Det er en stor glæde for os at dele med jer hvordan Gud, på trods af vor uhyggelige syndflod, af bare nåde for Jesu skyld endnu arbejder i Skandinavien:

 

I Finland samledes 6-7 brødre for nogle år siden med det ene som mål: At Jesus måtte gæste Finland på ny med vækkelse. De kendte til en dyb nød over at Kristus så ofte bare blev en person på sidelinjen i forkyndelsen, og vildfarelserne så ud til at interessere mange mennesker mere end Kristus og hans forsoningsværk.

 

Vi fik lov at være med på deres første åbne samling august 2005 og nu i august 2011. Der var begge gange deltagere fra hele Finland, over 200 til flere af møderne. Forkyndelsen har begge gange været klar om syndefaldet med arvesynden, at vi må fødes på ny, og ordet om Kristus som kan føde på ny.

 

Første gang var der flere som sagde da samlingen var afsluttet: «Vi blev sat fri», «Vi blev løst» og lignende. I år kom det bl.a. efter sidste møde en dame hen til lederen og sagde: «Jeg har gode nyheder! Jeg blev født på ny i dag!»

 

Senere har vi fået at høre mere om Guds ords frugt fra samlingen i Finland.

 

De skriver: «Det ser ud som om Guds store nåde virkelig er blevet åbenbaret mere og mere for flere, og de kalder det de har erfaret for «nåde-vækkelse». Andre siger, selv om de fra før har bekendt sig som kristne, at de har oplevet noget som var som at blive født på ny».

 

Deres nyoversatte bog: «Fader vor» af C.O. Rosenius, blev solgt i langt større antal end de havde taget med sig til samlingen. Og bare en sådan spredning af dette Gudgivne budskab, betyder jo vældig meget for Guds riges fremgang i Finland!

 

Vennerne som står sammen om dette der borte, fortsætter med at holde «Kristusdage», «Kristushelligdage», rundt om i hele Finland.

 

Dette er virkelig meget at takke Gud for – og fortsat bede med dem for!

 

****

Jesus indleder med en dobbelt ed (som Hebræerbrevet kalder det, Heb 6:13 flg.) og siger: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Uden at man bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige», Joh 3:3.

 

Det sker altså også i dag i Finland, og det sker over alt med unge og gamle under ret forkyndelse i skrift eller tale, at sjæle bliver født på ny ved Ordet og Ånden. Vi får vidnesbyrd om at Gud føder sjæle på ny i Norge, også gennem det Gudgivne budskab i Roseniuslitteraturen.

 

Skal vi ikke begynde at spørge os selv, spørge vor ægtefælde, vore nærmeste, vore børnebørn og andre Gud sender i vor vej: Er du ved Guds ord og Ånd født på ny – og har liv i Gud i dag?

 

Har du brug for nogen at snakke med om dette, hører vi gerne fra dig! www.arven.net finder du Hermods eget vidnesbyrd om hvordan han blev født på ny, på åbningssiden under: «Et evighedsafgørende spørgsmål: Er du født på ny og har du liv i Gud i dag?»

Hermod & Karin

 

Vær med til at sprede Rosenius-litteraturen!

se http://www.arven.net