At tage vore tanker til fange under lydigheden mod Kristus.

 

 

Vi vil gerne dele med jer et velsignet lys Gud gav over 2. Kor. 10:5: ”Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus.”

 

Vi tror vi er mange som, i vore bønnestunder, ofte plages stærkt af tankeflugt. Så kom dette ord til os en bønnestund, om at "tage enhver tanke til fange under lydigheden mod Kristus”.

 

Selv om vi ikke kender grundsprogets ord og dybder, kan Gud åbenbare dette for os. Først og fremmest ser vi i dette tilfælde at vore bibler bruger formuleringer i sin skriftgengivelse, hvor det som tydeligt alene Gud virker, ligesom bliver noget som er vort! I vers 4 siges det at "vore våben... er mægtige for Gud", og i vers 5: "idet vi nedriver tankebygninger og enhver højde som rejser sig mod kundskaben om Gud, og tager enhver tanke til fange under lydigheden mod Kristus." Mens f.eks. King James Version "1611" (1769) taler om at ”våbnene i vor krigsførelse er mægtigere gennem Gud... og nedriver indbildninger/forestillinger... Hvor altså våbnene ikke på nogen måde giver indtryk af at være "vore", og slet ikke "vi" som med disse nedriver tankebygninger.

 

Så åbenbarede Gud dybden i dette, at vore tanker tages til fange i lydigheden mod Kristus. Der tales ikke om en hvilken som helst lydighed, men om lydigheden (bestemt form) mod Kristus. Og så viste Gud at denne lydighed taler om netop samme lydighed som Skriften omtaler i Rom. 1:5 og 16:26: Den lydighed som ikke er lydighed mod hele Guds ord, som er en frugt. Mens denne lydighed er, som Rosenius siger i sin Romerbrevskommentar, "hjertets indtagelse af evangeliet."

 

Ved Kristus havde de ”fået nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedninger, til ære for hans navn”. De havde m.a.o. fået at forkynde evangeliet i Åndens kraft, sådan at selve evangeliet ("for det er en Guds kraft til frelse, for i det åbenbares Guds retfærdighed") banker på hjertedøren, åbner selv døren, går ind og indtager hjertet - og "holder" hjertet (som en fæstning), Rom. 1:5.

 

Eller som Rom. 16:25-26 taler om: "evangeliet og forkyndelsen af Jesus Kristus, efter åbenbaringen af den hemmelighed som der har været tiet om i evige tider, men som nu er kommet for lyset og efter den evige Guds befaling ved profetiske skrifter er blevet kundgjort for alle folk for at virke troens lydighed."

 

Det eneste som kan "tage vore tanker til fanger" et slet ikke nogen vor lydighed mod Kristus - som dette bibelsted let kunne opfattes som. Nej, det er netop den samme "lydighed", den helt konkrete der tales om i disse skriftsteder i Romerbrevet; hjertets indtagelse af evangeliet – hvor Gud virker alt, hjertet er bare genstand for Guds værk.

 

Vi kunne da måske komme sandheden nærmest ved at oversætte dette Guds budskab til os om vor tankeflugt, ved at sige at Gud der opfordrer os til at lade vore tanker tages til fange af evangeliets budskab om frelse for syndere i Jesus Kristus alene.

 

Det er altså langt fra noget vi kan udrette, men som vi bare må bede Gud om nåde til at lade ske med os - hvor vi bare bliver genstand for hans evangeliums værk i os!

 

Vi kan altså bede Gud ”tage vore tanker til fange under lydigheden mod Kristus”. Og så kan vi bidrage til at Gud kan komme til med dette, ved at tage til os af Skriften rene evangelie-ord, eller gentage sådanne ord som vi kender for os selv. Så gør evangeliet sit værk med vor tankeverden.