Troen og frelsesvishen

 

i Luthers forkyndelse.

 

Uddrag af oversætteren, Martin Lindstrøms forord til svensk udgave af Martin Luthers "Store Galaterbrevskommentar."

 

I vor bevidsthed står Luther som den store helt og forkynder af tros- og frelsesvisheden. Men det som der ikke altid bliver lagt mærke til, er at han også gennem hele livet er en anfægtelsens mand, som til stadighed må kæmpe med tvivl og anfægtelse, ja med fortvivlelse. I sit forord til denne bog siger han selv at når det gælder retfærdiggørelsens artikel, så er det bare meget lidt, ja nærmest bare det helt grundlæggende han endnu har fattet. Luther selv, er aldrig blevet færdig med den "lutherske" retfærdiggørelseslære! Både for den som vil studere det grundlæggende i kristendommen, og for den som søger sin opbyggelse, er dette et forhold som det er meget vigtig at være opmærksom på. Den som i teorien eller i praksis er færdig med retfærdiggørelseslæren, sådan at "nu er det gået op for ham", så nu er det forhold enkelt og godt -, det menneske har næppe forstået hvad Luther mener med retfærdiggørelseslæren. "For jøder kræver tegn og grækere søger visdom, men vi forkynder Kristus korsfæstet, for jøder et anstød og for hedninger en dårskab" (1. Kor. 1,22-23).

 

En særdeles stor fristelse, som altid vil forfølge os, er at borttage anstødet og gøre dårskaben til kødelig vished. Dette fordi det ser ud som om det bare er på den måde kristendommen vil kunne fremstå og blive accepteret, respekteret og godtaget. Gør man det, så henfalder man til dette livs vished og teologisk plathed.

 

Troen er for Luther, ikke at tvivle på det man ikke ser. Det var magtpåliggende for Luther at troen måtte forblive tro - at den ikke blev til forstandsmæssig vished.

 

Hvis man taler om at det er frelsesvisheden, som var det som kendetegnede Luthers forkyndelse, så må man først gå nærmere ind på hvad man da mener med frelsesvished. Opfatter man det som en vished om sin egen salighed, ligesom en garanti for at jeg som person skal være sikret saligheden i evighed, så vil det være rigtigst at sige at Luther aldrig har lært nogen sådan frelsesvished.

 

Han advarer tvært imod mod en sådan frelsesvished som djævelens farligste snare. Den vished som Luther så utrætteligt indprenter, er af et helt andet slags. Den er visheden om at Gud er kærlighed, og at han har al magt og vil føre sin vilje igennem, uanset alt som står den imod. For ånden i det nye menneske, som er skabt af Ordet, er dette virkelig vished og virkelig tryghed. Men for kødet er det lige så meget en dræbende dom, for "kød og blod kan ikke arve Guds rige" (1. Kor. 15,50).

 

Samtidig må vi passe på at dette ikke fører os ind i noget forsøg på at granske os selv, og på det grundlag finde ud af om Ånden er der -! For da giver vi afkald på Guds retfærdighed - til fordel for en selvgjort retfærdighed, og dermed havner man enten i kødelig vished - eller i lige kødelig fortvivlelse.

 

Der findes ingen, og må aldrig findes nogen anden udvej i spørgsmålet om vor frelse, end at vi igen og igen fæster blik og tanker ved Kristi gerning for os, ved Guds løfter i Ordet, og ved at bruge sakramenterne. Dette betyder at det gamle menneske dødes - for det gamle menneske kræver en ganske anden vished, og har alle andre opfattelser af Guds rige - noget som alt sammen må forlades. Men det betyder samtidig at et nyt menneske dannes og står frem. For det som lever på visheden om Guds kærlighed og magt, må jo være noget som er sprunget ud af Gud selv, og har hans natur.

 

Troen og visheden bliver dermed en tro på og en vished om Guds sejr over synd, død, djævel og helvede, sådan at det blev fuldbragt efter Guds vilje. Over denne sejr kan ånden, men ikke kødet, glæde sig.

 

Luthers retfærdiggørelseslære, og dermed hele ”hans” reformation, har altså bare et eneste sigtepunkt; den tro som giver Gud alene æren!