Den gode hyrde

 

Det emne, vi her skal betragte, er ikke alene uendelig trøstefuldt, det kaster også lys over mange overordentlige vigtige spørgsmål.

 

”Jeg er den gode hyrde,” har Jesus sagt. Hvilken trøst for den, som i erkendelse af sit hjertes ustadighed, falskhed og mørke, djævelens grumme hensigter, list og ihærdighed og de forskellige lærdommes forvirrende mangfoldighed føler sig utryg og ængstes for at komme bort fra den rette vej, fare vild, gå fortabt.

 

Hvilken trøst for en synder, som føler, hvor ynkelig afmægtig han i alle henseender er, at vide, at Jesus betragter syndere kun som får. Andet og mere er vi ikke – får, for hvilke han er den gode hyrde, som hellere ofrer sit liv, end at fårene skal komme noget til.

 

Hvilken trøst, når man ser med bekymring på alle de farer, der truer ”den lille hjord”, at han, som har ”al magt i himmelen og på jorden”, han er fårenes hyrde, han skal tage sig af dem.

 

Og hvilken betryggende rettesnor for alle de underhyrder, som indefra og udefra plages af spørgsmålet: Røgter du hvervet som hyrde ret? At se hen til det store eksempel, Jesus selv. Han er overhyrden, vi alle som en må bøje os for og rette os efter. Uden det er vi ikke gode, men dårlige hyrder. ”Om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til.”

 

Betænker vi ret det foran anførte, hvilken vægt og betydning får da ikke vort emne! Hvilken rigdom at fordybe sig i, hvad Herren selv og hans hellige profeter har talt om den gode hyrde! Og dog – det vil alt være forgæves, hvis vi går til det med forudfattede meninger, vi ikke vil ændre. De tydeligste og klareste Guds ord vil ikke sige os noget som helst, hvis ikke Guds Ånd får lov til at åbne vore hjerter og gøre Jesus levende for os. Den, som kan frygte for sig selv og bede, han bede!

 

Det fryder for det første en fattig synder at se, at Herren betragter os mennesker kun som får. Vildfarne, værgeløse får, som umuligt kan klare sig selv eller tage sig i agt for ulven, men i et og alt er afhængige af hyrdens omsorg og pleje.

 

Der ligger dybt i vor natur en forestilling om, at vi selv skulle være i stand til at klare både det ene og andet. Denne forestilling arbejder Gud bestandig på at udrydde hos os. Den får heller intet medhold i Guds ord, hvor det tværtimod hedder: ”Herren skuer ned fra himlen på menneskenes børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. Afveget er alle, til hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke en!” Ja, siger Paulus, vi er ikke engang ”duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv”. Gud må give ”både at ville og at virke”.

 

Denne uduelighed er det, der er udtrykt i billedet af får. Mere enfoldige og værgeløse dyr skal der ledes efter. De har hverken tænder, horn eller klør, hvormed de kan værge for sig mod ulven. Desuden er de kendt for en sådan mangel på klogskab, at det ligefrem er blevet til et ordsprog.

 

På samme måde er vi alle, når det gælder åndelige ting, besynderligt indskrænkede. Mænd, som på andre områder har megen viden og indsigt, er de største dårer, så snart det er deres egen sjæl, det drejer sig om. De mest oplyste kristne er et værgeløst bytte for satans list, hvis de slippes af Herren og er henvist til at klare sig selv. Og selv da, når vi tydeligst ser, hvad vi rigtigst burde gøre, må vi ofte med Paulus klage: ”Jeg er solgt som træl under synden – det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

 

Men er jeg et får, hvilken forunderlig trøst ligger der da ikke i dette, at Jesus har sagt om sig selv, han er fårenes hyrde! At vogte og værne hjorden er hyrdens sag. Og det uden hensyn til, om fårene er det værd eller ej. Det hører simpelthen med til en hyrdes kald.

 

Når da Herren Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde!” så ligger jo deri, at jeg har lov til at vente mig af ham netop det, som en hyrdes kald forpligter ham til.

 

Så ser jeg tillige, at Jesus ikke har sagt: ”Jeg er en god hyrde,” men: ”den gode hyrde.” Der ligger utvivlsomt i denne måde at sige det på som det første og egentlige dette, at han var den i Skriften omtalte gode hyrde, som Gud havde lovet at sende. Jøderne kendte udmærket løfter som disse: ”Jeg sætter en hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde.” Ezek. 34,23. ”Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.” Esajas 40,11.

 

Altså siger Jesus: ”Denne hyrde, hvis komme er omtalt i Skriften, er mig. Alle de, som er kommet før mig, er tyve og røvere - jeg er den gode hyrde, I af Gud har fået løfte om”.

 

Med sætningens bestemte form antydes tillige, at Kristus er den gode hyrde også i den betydning, at ingen uden han har ret til at bære det navn. En vigtig sandhed, til advarsel såvel som til trøst. Hvad kristne meget bør vogte sig for, er at knytte sig så stærkt til en eller anden underhyrde, at forholdet grænser til afguderi. Det er til deres egen ulykke, hvis de bliver så afhængige af et menneske, at de, hvis dette menneske dør eller bliver forflyttet, føler sig hjælpeløse ene og forladte. Eller – hvis den, de har gjort sig afhængig af, viger ud fra sandhedens vej, de da gør ham følgeskab der. Nej, en kristen bør holde sig til og have sit egentlige fæste i Herren alene, således at, om han end får sin plads på en åndelig død egn, hvor ingen omsorgsfuld hyrderøst lyder fra menneskelige læber, han da ved direkte omgang med Gud, må kunne holde sin sjæl i live. Og – for det andet – at om han hører et anderledes evangelium blive forkyndt end det, Jesus og apostlene forkyndte, han da må lade det fare og holde fast ved det rene Guds ord.

 

Det er for en tro underhyrde noget af det sværeste, når han mærker, at fårene, som han kun har villet drage hen til den store overhyrde, der har købt dem med sit blod, begynder at blive så afhængige af tjeneren, at de uden ham er ulykkeligt stillet, uden trøst uden lys over ordet. En sådan hængen ved mennesker har ofte haft til følge, at en tro tjener har måttet tages bort eller ved en anden plet på sit navn blive til spot og spe – for at vi derved skal lære ikke at gøre et menneske til Gud. Så siger Herren: ”Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris. Herren er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud.”

 

Det er så langt fra, vi hermed vil fremhæve dem, som i indbildt klogskab ser med foragt på de redskaber, Herren i stor barmhjertighed har givet sin menighed, og agter det lys over ordet ringe, som verden ved disse har fået. Det er dog vidner som disse, Gud har brugt til sin kirkes fornyelse, og i de frugter, deres vidnesbyrd bærer, har de Guds egen besegling på, at de er rettelig kaldet og sendt, (2. Kor. 3,2-5).

 

Ej heller vil vi modsige Paulus, når han med vemod efterlyser den ånd, der rådede blandt menigheden i Galatien på et tidspunkt, hvor de modtog ham som en Guds engel, ja, som Jesus Kristus, og gerne, hvis de havde kunnet, ville have revet deres øjne ud og givet ham dem (Gal. 4,13-15). En så brændende kærlighed som den, der kommer til udtryk her, kan være det skønneste bevis på, at tilstanden er så ideel, som den kan være.

 

Det, vi vil, er kun at advare mod den ugudelige og selviske hængen ved mennesker, vi før har beskrevet, hvilket er så skadelig både for fårene selv og for underhyrderne. Vi vil sige, som Johannes Døberen sagde: ”I kan selv bevidne, at jeg sagde: ”Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham.” Den, som har bruden, er brudgom – han bør vokse, men jeg blive mindre.” Johs. 3,28-30. Eller som Paulus: ”Blev Paulus korsfæstet for jer? Eller blev I døbt til Paulus´ navn?” 1. Kor. 1,13.

 

Af steder som disse ser vi, hvorledes også tidligere tiders hellige mænd har været udsat for dette, at disciplene bandt sig for stærkt til en, som kun var Guds tjener og ikke Gud. Vi skal derfor ikke undre os over, at det samme kan ske i dag. Men vi skal tage os i vare derfor som for noget, der kun kan være dyrekøbte sjæle til skade.

 

Mange skønne eksempler viser desuden, at netop når en kristen blev berøvet en god hyrdes omsorg og hjælp og derved blev tvunget til at holde sig tættere til Herren selv og hans ord – netop da fik ikke alene hans åndelige liv i almindelighed en modenhed og fasthed, som det ellers vanskeligt ville have fået, men hans hjerte fik også en langt større og langt mere varig glæde i den mere fortrolige omgang med Frelseren, som nu selv tog sig af sit ensomme får.

 

Vi vil nu tage nogle af de mægtige beviser frem, på denne hyrdes uforlignelige kærlighed til og omsorg for fårene, som han selv og hans profeter har opstillet for os.

 

”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene,” siger Jesus. Der har vi det første store bevis.

 

Men ak! Det er jo noget, vi ved så godt, vi har hørt det så tit. Hvem skulle nu igen formå at interessere sig for det? Mange vil snarest falde i søvn under betragtningen af det.

 

Og dog er det dette, der som intet andet kan gøre et iskoldt hjerte varmt, gøre den levende, som er død, hvis blot Guds Ånd får lov til at åbne vore hjerter derfor.

 

Læs det endnu en gang og tænk efter! Det er Jesus, der siger det selv: ”Jeg sætter mit liv til for fårene.” Måske er du fredløs, glædesløs, kold og ulykkelig, du har intet kærligt bryst, du kan læne dit trætte hoved imod. Men her skal du høre, hvordan du kan blive lykkelig, fredfyldt og glad. Om blot du med blikket kan holde din frelsers ansigt fast, sænke dine øjne i hans, når han siger: ”Jeg er den gode hyrde – jeg sætter mit liv til for fårene!” - Sandelig, det skulle varme dit hjerte, skabe usigelig glæde og fred.

 

Og så er det endda kun hans ord, du endnu har mødt. Se ham siden i gerning bekræfte, hvad han taler om her – se hans villige lidelse, hans bitre død – og lad dette: ”Jeg sætter mit liv til for fårene!” - Bestandigt klinge i dit sind og forklare dig alt, hvad du ser. Se ham i Getsemane frivilligt give sig sine fjender i vold. Hør, hvad han siger: ”Når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!” Se ham, stille ”som et lam, der føres hen at slagtes”, gå ud til Golgata, lade sine og fødder nagle til korsets træ, og – når du ser ham der, midt i dødens gru – tænk da igen på hans egne ord: ”Jeg sætter mit liv til for fårene!”

 

Vover du stadig at drage hans kærlighed til og omsorg for fårene i tvivl? Vover du endda at tro dit eget løgnagtige hjerte og djævelen bedre, når det lyder fra dem: Han er ligeglad med dig, ligegyldig for din nød, han venter, at fåret selv skal kunne værge sig mod ulven. Vend dig dog gysende bort fra sådanne mørkets indskydelser! Lad dog for en gangs skyld din frelser være den, han er: Den ubegribelige, aldrig svigtende ømhed, som ikke engang kunne lade folkeskaren i ørkenen gå fastende bort eller sende manden med den visne hånd uhjulpen fra sig. Hvor meget mindre skulle han da, uden at foretage sig noget til hjælp, kunne se på, at din sjæl er i nød og i fare, når, da det jo egentlig er for sjælenes skyld, han er kommet til verden.

 

Hele Kristi person og hans komme til verden er et eneste stort bevis på hans ubegribelige kærlighed til og omsorg for den stakkels faldne menneskeslægt. ”Større kærlighed har ingen,” siger han, ”end den at sætte livet til for sine venner.” I erkendelsen af dette tør jeg roligt drage den slutning, at alt, hvad jeg selv erfarer, synes, føler og ser, umuligt kan måle sin vished med det, som Kristus ved at give sit liv har bevist. Han må siden sætte mig på hvilken som helst prøve, han må give mig den onde og det onde i vold, så længe det behager ham – jeg aner dog trods alt hos ham et hjerte, der i inderlig kærlighed bløder for mig.

 

Hvor dybt han kan skjule sig for sine børn, hvor hårdt han kan prøve dem, ved jeg ikke. Men det ved jeg, at intet er så sikkert og vist som det, han selv ved at give sit liv har bevist. Når han kom til vor jord for vor skyld først blev et menneskebarn, siden et offerlam, så kan jeg jo heraf med rette slutte, at han ikke er ligegyldig for fårenes ve og vel. Stiller han sig så en anden gang an, som om han aldeles ikke brød sig om mig, så må han utvivlsomt have sine særlige grunde dertil. Det kan være skrømt (Luk. 24,28), eller det kan være for at sætte mig på prøve (Johs. 6,6 og Matt. 15,23-28), noget, jeg måske af en eller anden årsag behøver (1. Pet. 1,6). Men det kan umuligt gælde for større bevis, end hans død for syndere gør.

 

Men ak! - vi ved kun alt for godt, hvad der nu kan gøre trøsten, der ligger i dette, til intet. Det er en samvittighed, der er tynget og plaget af synd. Hvad hjælper vel det hele, når du ved med dig selv, at du ikke er, som du ved, at Guds ord kræver, du skal være. Bevidstheden herom berøver dig al din trøst. Hvilken tillid til Gud vi skulle have, hvis blot vi var, som vi burde! Se dog, hvad synden er skyld i, den ulyksalige synd.

 

Når du ved med dig selv, at du ikke er, som du burde være, måske endog har bestemte, meget alvorlige synder på din samvittighed, hvordan skulle du da kunne trøste dig med Kristi kærlighed? Du har ikke været lydig mod Guds ord og Guds Ånd, du frygter og elsker ikke Gud over alle ting, du er ikke på vagt mod synden, kæmper ikke imod den, angrer den ej heller, som du burde. Hvordan vil det da gå for en synder som dig?

 

Jo – jeg vil uden tvivl blive fordømt. I helvede er der mange før mig!

 

Men menneske – var din mund! Det er jo dog en forfærdelig tanke.

 

Det er det, ja men hvad skal jeg gøre? Forandre mit hjerte formår jeg ikke, jeg er, som jeg er.

 

Men så er du jo fortabt!

 

Ja, helt og holdent fortabt.

 

Men har du da ikke hørt om hans forunderlige kærlighed, som har sagt: ”Jeg sætter mit liv til for fårene”?

 

Jo – det er netop denne kærlighed, der i evighed vil nage og brænde min ulykkelige sjæl. Thi for denne kærligheds skyld er min synd så meget desto mere utilbørlig. Og Gud er jo retfærdig, lige så fuldt som han er kærlighed!

 

Se, der slap det ud! Så håbløs fortabt er den, som i Kristi død ikke ser andet og mere end et bevis på hans kærlighed. Som med al sin kundskab og viden om Kristi lidelse endnu har dækket hvilende over det allerhelligste deri! Så lær dog nu at forstå, at du ikke aner den fulde betydning af Kristi død. Søg at få et fuldere, klarere syn på hans ærinde her på jord og den dybere mening med hans død. Følg ikke mere det forvendte hjerte, som siger: Det med Kristus og hans død forstår jeg godt. Det er godt og fuldkomment alt sammen. Det er hos mig, der må ske en forandring. Med et sådant syn på Kristus kommer du evigt til at blive i død og fordømmelse.

 

Lige så sandt som det er, at det er i dig og ikke i Kristi soningsværk, fejlen ligger, lige så falsk er det til gengæld, at du derfor må se på dig selv og herse med dig selv for ad den vej at råde bod på det, som er galt. Det er netop, fordi hele din opmærksomhed er rettet mod dig selv, at det står så ilde til, som det gør. Du må lære, at så håbløst fortabte var vi, at Gud så sig nødsaget til at ordne det hele uden om os, i en anden person, i Kristus – og at du, så fordømt og fordærvet du er, nu må modtage alt som en gave af ham – og vel at mærke, før din forbedring endnu er lykkedes for dig. –

 

Jeg sætter mit liv til for fårene – de ord vil vi nu gå lidt nærmere ind på. Det fremgår af Skriften som helhed, at når Jesus siger: ”For fårene” - ”for dem” - ”for jer” - så betyder det også i stedet for eller til soning for. Dette har Jesus også her haft for øje, når han først siger: ”Jeg sætter mit liv(ordret: min sjæl) til for fårene,” og så umiddelbart efter begynder at tale, uden billedsprog, om Faderens vilje og råd. ”Derfor elsker Faderen mig,” siger han, ”fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader.”

 

Hør! ”Dette bud fik jeg af min Fader!” Kristi død skete altså ikke tilfældigt – som en sørgelig afslutning på hans kamp mod ulven. Det var netop for at dø, han var kommet til verden.

 

Dette bud fik jeg af min Fader! Her fører Jesus os ind i det rum hos Gud, hvor hans skjulte planer bliver til. Vi får lov til at lytte til Faderens bud med henblik på menneskers frelse. Kristi død for fårene er den i hele Skriften omtalte og med utallige blodige ofre bebudede soningsdød. Kan du få øjnene op for, hvad denne forsonings hensigt egentlig var, da skal du ikke længere grave i din egen usselhed og fortabte tilstand. Du skal lade det være en, en gang for alle afgjort sag, at alt, hvad der er i os, må være idel fordømmelse og død – eftersom ikke vor frelse kunne ordnes på anden vis, end at Gud måtte give sin søn til et blodigt offer for os. Men på samme tid skal du vide, at din usselhed til trods er den stedfundne soning alene nok til at gøre dig fuldkommen salig, retfærdig, hellig og ren for Gud.

 

Troen på dette er den eneste tro, der kan gøre et koldt og dødt og udueligt hjerte levende, friskt og varmt. En fri og uforskyldt gave! Guds egen indsats alene! Dig være pris og ære, o, Gud!

 

I Esajas 53,6, hvor der også er tale om får, tales der tillige med endnu større tydelighed om dette med hyrdens død. ”Vi for alle vild som får,” hedder det, ”vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle.”

 

Hvad der egentlig sigtes til her – i hvilken henseende det var, vi for vild – kan vi se, dels af det, Herren i den anledning foretog sig – han lod falde på ham den skyld, der lå på os alle – og dels af det foregående vers, hvor det hedder: ”Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld”, osv. Det var vejen til himlen, frelsens vej, vi gik fejl af.

 

”Vi vendte os hver sin vej.” Den ene tænker som så: Kunne jeg blot lægge den fornødne alvor i min gudsfrygt, virkelig frygte og elske Gud, så turde jeg vel håbe på Guds nåde.

 

Men dette er at ”fare vild”, siger profeten. Det slår ikke til. Du er alt for fordærvet – helt og holdent fortabt med alt, hvad du gør.

 

En anden tænker: Kunne jeg blot for alvor erkende og virkelig angre min synd, være på vagt over for den og kæmpe imod den, så turde jeg vel håbe på Guds nåde.

 

Også dette, siger profeten, er at ”fare vild”. Det er forgæves, hvad du så gør.

 

Men vil du vide, hvad det eneste er, der gælder, så hør! ”Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle!” Dette alene slår til. ”Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os.” Alle menneskers samtlige synder blev – i kraft af den store tilregnelseslov – lagt på en eneste mand. Den kendelse blev afsagt, at alle vore synder skulle regnes for hans, han skulle svare til og undgælde for dem. Vore synder er ikke længere vores, men hans.

 

Til yderligere betryggelse: Det var ikke os, der kastede vore synder på ham. Det var Herren, der lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Gud ville det sådan og gjorde det sådan og må følgelig antages at være tilfreds med det således.

 

”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” sagde Johannes. Guds lam – altså det lam, som Gud har bestemt til soning for vor synd. Det eneste offer, som Gud tager imod. ”Faderen elsker mig,” sagde Jesus, ”fordi jeg sætter mit liv til.” Kan noget være tryggere? Gud må vel være tilfreds med det, han selv har villet og gjort.

 

Bemærk dette, du arme, syndige, tyngede sjæl: Det er Guds egen gerning, der frelser dig, det er Faderen selv, der har ordnet med soning for synden. Hvem skulle da kunne anklage dig? Gud i himlen, ham, som du frygter så meget, han har selv lagt din synd, ikke på dig, men på Kristus. Skulle nu ikke den, hvis samvittighed dømmer ham, have del i denne forsoning, hvem skulle da? En forsoning er jo ikke bragt til veje for retfærdiges skyld, men for deres skyld, som har gjort sig fortjent til straf. Evige, ufattelige kærlighed! Fred for en synder trods alle samvittighedens anklager – Herren være ære og pris!

 

Tror du nu dette – hovedlæren i hele Guds ord – så overvej siden, hvor meget du vejer op mod denne forsoning. Hvor meget dit dybe fordærv, din synd, og din ondskab vejer til, stillet op mod Guds Søns død! Og eftersom det netop er hyrdens død for fårene, vi beskæftiger os med, kan måske følgende billede i nogen grad klare dine begreber.

 

Tænk dig, at et får var i stand til at synde moralsk og for sin ondskabs skyld havde pådraget sig en dødsdom, men at samme får havde en så forunderlig øm og kærlighedsfuld hyrde, at denne ville give sit liv for det arme får. Tænk, at et menneske gav sit liv for at sone et fårs brøde – var det ikke en dyrekøbt soning for et får? Men er Guds Søns død ikke lige så stor, ja uendelig større forsoning for os? Har du ikke en følelse af helt at forsvinde i denne forsonings ufattelige storhed? Skulle alle dine synder ikke, så store og grove de er i sig selv, her blive til intet? Netop dette var Faderens tanke og vilje. Os til fred kom straf over ham!

 

Kan du således – i Kristus alene – have din fred, da har du rettelig forstået ham, da har du grebet det evige liv. Og dine mange brist skal denne gode hyrde selv tage sig af. Det hører med til hans kald. Det eneste, fåret har at gøre, er at lytte til hyrdens røst. Hør, og jeres sjæl skal leve!

 

--- ooo O ooo ---

 

I foregående artikel er talt om det store hovedbevis på Kristi hyrdetroskab: At han satte sit liv til for fårene. Vi skal her særligt tale om den måde, hvorpå ”fårenes store hyrde” tager sig af sine får.

 

I Johs. 10. taler Jesus blot i almindelige vendinger om, at han giver fårene evigt liv og vil vogte og værne dem sådan, at ingen skal rive dem ud af hans hånd. Vi vil imidlertid her lidt nærmere undersøge måden, han gør det på. Dels for ret at lære fårene at kende – se, hvem det er, han kalder med dette navn – og dels for at se, hvordan han i de forskellige tilfælde behandler hvert enkelt. Alt dette vil vi kunne lære ud fra en profetisk tekst, hvor Herren selv i bestemte og tydelige vendinger udtaler sig om måden for fårenes pleje og røgt – nemlig Ezek. 34.

 

Herren retter dér først de alvorligste bebrejdelser mod de hyrder over hans folk, som ikke røgtede fårene med den omhu, de burde, og fortsætter med at skildre, hvordan han selv vil tage sig af dem.

 

”Herrens ord kom til mig således,” siger Ezekiel: ”Menneskesøn, profetér mod Israels hyrder, profetér og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Ve Israels hyrder, som røgtede sig selv! Skal hyrderne ikke røgte hjorden? I fortærede mælken, med ulden klædte I jer, de fede dyr slagtede I, men hjorden røgtede I ikke; de svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarne opsøgte I ikke, men I styrede dem med hårdhed og grusomhed.”

 

I vers 7-10 rettes tillige en forfærdelig trussel mod de ligegyldige og forsømmelige hyrder. ”Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Fordi min hjord blev til rov – fordi hyrderne røgtede sig selv og ikke min hjord, derfor, I hyrder, bør Herrens ord! Så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over hyrderne og kræver min hjord af deres hånd, og jeg sætter dem fra at vogte min hjord.”

 

Gennem disse Herrens ord slår der os i møde, en så brændende nidkærhed for fårene, at man må bæve ved tanken om at være hyrde, hvis man ikke er en hyrde efter Herrens sind. Men på den anden side, - ægges Herren i den grad til nidkærhed over fårenes vanrøgt, da må han sikkert selv have et andet sind end de hyrder, han så hårdt går i rette med. Han må antages selv at ville gøre det modsatte af, hvad han dømmer og straffer hos dem.

 

Vi mennesker har i almindelighed den opfattelse, at hvis blot vi er, som vi bør være, så vil Herren nok være os nådig. Men føler vi os ”svage”, ”sårede”, ”adsplittede” og ”vildfarne”, så tror vi straks at Herren er så ligeglad med os, ja, vred på os, at vi i bønnen må sætte al vor kraft ind på at bevæge ham til at være os nådig. Hvordan kan du dog tro, at han selv er sådan, når du ser hans brændende nidkærhed mod de hyrder, som var det? Se, hvor forfærdelig fordrejet det billede af Kristus er, som dit vantro hjerte præsenterer dig for! Tyder netop hans nidkærhed ikke på, at han selv har et andet sind?

 

Når hyrderne trues med straf, fordi de ikke ”styrker de svage”, men styrer dem ”med hårdhed og grusomhed", så slutter jeg deraf, at han selv vil behandle de svage på fuldstændig modsat vis. Når de bebrejdes, at de ikke ”læger de syge” eller ”forbinder de sårede”, så slutter jeg, at han selv vil gøre netop dette, som de uværdige hyrder forsømte.

 

Ja, hvad mere er – jeg behøver ikke at bygge på slutninger alene. Han har direkte sagt det, at netop det modsatte af, hvad hyrderne gjorde, vil han gøre. ”Thi så siger den Herre Herren: Se, jeg vil selv spørge efter min hjord og tage mig af den. - - Jeg vil selv røgte min hjord og selv lade dem lejre sig, lyder det fra den Herre Herren. De vildfarne dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke, og de fede og kraftige vil jeg vogte, jeg vil røgte dem, som det er ret” Ezek. 34, 11-16. (vers 11 og 15-16)

 

Ved gennemgangen af denne tekst vil vi hovedsagelig benytte os af Luthers udlægning deraf i hans prædiken på 2. søndag efter påske. Alle citater i det følgende vil derfor være af Luther.

 

”Her ser du,” siger Luther, ”at med Kristi rige er det sådan at han beskæftiger sig med de svage, de syge, de sårede, går ind for deres sag og hjælper dem til rette. - - De omtalte hyrder derimod styrede med hårdhed og grusomhed. Det vil sige, de holdt med megen nidkærhed folket forpligtet på Guds lov, føjede selv nye regler og bud til – som man gør det den dag i dag. Og holder man ikke til punkt og prikke det hele, så råber de op med lovens strengeste dom. Men, siger Herren, dette er ikke at røgte sjælene ret. Sådan er det ikke, han handler selv. Dermed var heller ingen hjulpet. Man opnår kun – som det følgende vil vise – at fordærve det hele i bund og grund.

 

Profetens ord vil vi nu – sætning for sætning – betragte.

 

De svage dyr styrkede I ikke, siger han først.

 

De svage skal man styrke. Men hvem er de svage? De svage er dem, som er skrøbelige i troen, har et følsomt sind og tager alting tungt. Dem skal man ikke tvinge og sige Det og det må du gøre – du må våge og bedre give agt på dig selv, du må være stærk, have større vished i troen osv. - ellers er du fortabt. Thi dette er ikke at styrke de svage.”

 

Man har vel lov at sige til dem, at der mangler dem noget, men af den grund at fordømme dem må man vogte sig for. Hellere sige dem noget, det kan styrke deres tro. ”Paulus siger med henblik herpå i Rom. 14,1: ”Den, som er skrøbelig i troen, skal I tage jer af uden at sætte jer til doms over hans meninger.” Og i Rom. 15,1: ”Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder.” Man bør altså ikke fare frem med strenghed og krav, men trøste de svage, at de ikke skal drukne i mismod – de bliver vel med tiden stærkere!”

 

Profeten Esajas siger i samme forbindelse om Kristus: ”Han bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande.” Esajas 42,3.

 

Det knækkede rør er de svage og sønderknuste samvittigheder, som let ledes vild på en sådan måde, at de sløves og mister al tro og tillid til Gud. Men Kristus planter ikke sin fod på et sådant rør. Han går varsomt frem for ikke at bryde det helt.”

 

Den rygende tande er et om muligt endnu mere talende billede. Selve luen er slukket, men en glød er dog endnu tilbage. Den lyser ganske vist ikke, den ryger kun. Det betegner på træffende måde de skrøbelige sjæle, som så gerne ville både tro og vise deres tro i deres liv, men ingen af delene kan. De kan ikke lade deres lys skinne for menneskene, dog ryger tanden endnu og røber, at glød er der i dem trods alt. Den jammer og klage, som usselhed og synd presser frem af deres hjerte og mund, røber et indre liv, som man ikke finder hos enhver. En sådan rygende tande vil Kristus ikke slukke, men ved sin munds ånde få til på ny at flamme op. Og enhver, som med evangeliets trøst ligeledes søger at opflamme en sådan svag tro, han styrker de svage, som det af den store overhyrde krævedes her. ”Den derimod, som ikke med sådan sagtmodighed omgås de skrøbelige samvittigheder, han er visselig ingen god hyrde.”

 

For det andet siger Herren: De syge lægte I ikke.

 

”Hvem er de syge? Det er dem, hvis skrøbelighed viser sig også udadtil. Mennesker, om hvem man siger: Der er noget sygt i deres kristendom.

 

De, der altså i deres liv og deres færd er så fulde af mangler og brist, at man taler derom og tager anstød deraf – de er de syge, og dem vil Herren dog ikke forkaste. Hans rige består nemlig her i tiden ikke af ene stærke og sunde – det hører den kommende verden til. Kristus er kommet, er blevet vor frelses banebryder og har sat sig på sin trone netop for at komme disse til hjælp.”

 

”Selvom vi nu er svage og syge, skal vi dog ikke fortvivle eller mene, at vi ikke hører med til Kristi rige. Jo stærkere vi føler vor svaghed, desto tættere ind til ham skal vi søge. For han skal læge – netop derfor er han kommet. Er du derfor syg og en synder og kender din nød, så har du desto større årsag til at sige til ham: ”Kære Herre! Jeg kommer, netop fordi jeg er en synder, og for at du skal hjælpe mig og gøre mig from.” Det er også netop dette, han vil og han lokker og kalder os til med fuld tillid at komme til ham.

 

Andre, der ikke har samme hyrdesind som ham, vil skabe fromme mennesker derved, at de højlydt stiller krav om og med megen strenghed driver på med, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal være. Men de opnår ikke andet derved, end at det jo bliver længere jo værre.”

 

Hvordan skal dette sidste forstås? Når hyrderne drev på med strenghed og krav, var så hensigten ikke den, at det skulle blive bedre med vor vandel i stedet for værre?

 

Det var det utvivlsomt. Men vi ser her, at der er forskellig opfattelse af, hvordan sagen bedst gribes an. Da der her jo er tale om de syge, dvs. kristne, hvis vandel er behæftet med mangler og fejl, men som lider derunder og ofte er fortvivlelsen nær – hvilken dårskab da at ville medføre forbedring ved denne stadige pisken med forestillinger, krav og bebrejdelser! Ved dette kan man fordærve, men aldrig forbedre et menneske. Om også man smykker sin moralprædiken med tusind evangeliske udtryk om Kristi værk og om Kristi kraft, så bliver dog en sådan prædiken intet andet end en med evangeliske ord og vendinger farvet lovlære, om hvilken man med rette må sige: ”Røsten er Jakobs, men hænderne Esaus.”

 

Var der tale om mere lette og sorgløse kristne, som med deres alt andet end fuldkomne vandel dog aldrig har vanskeligt ved at tro, da var der grund til med Jakob at sige: ”Ønsker du, tankeløse menneske, bevis for, at tro uden gerninger er gold?” Vi må stadig holde fast, at når der som her tales trøst til de svage og syge, så menes dermed kun dem, som selv har erkendelsen af deres svaghed og derfor har svært ved at tro. De, som er tilfredse med at altid være syge og svage, bør ikke kaldes svage, men falske i ånden, og til dem bør ovennævnte sandhed alvorligt og usminket siges.

 

Og videre: Er det indbildske gerningshelgener, man har for sig – mennesker, som i kraft af heldige naturanlæg og en lovmæssig opdragelse fører et fromt og sædeligt liv, men som derfor også er trygge og vel tilfredse med deres helliggørelse – da kan man aldrig for ivrigt søge at ramme selvretfærdighedes skjul med lovens åndelige krav på det indre menneske, på hjertets fromhed, renhed og hellighed, for om muligt at gøre dem til syndere. Men at ville læge de syge, som selv erkender deres fejl og deres brist og derfor allerede sukker under den ånd, der giver trællekår – at ville læge disse med forestillinger og bebrejdelser, det er i sandhed, som Luther siger, at gøre sagen ”værre og værre”. Thi når kravene på os under alle omstændigheder i deres inderste væsen er lov, hvilken farve de så end måtte optræde i, må også deres virkning på hjertet være lovens. Og loven ”fremkalder Guds vrede”, ”vækker synden til live” og lader os se den i dens ”grænseløse syndighed”.

 

Vi vender imidlertid tilbage til Luther igen.

 

”De sårede forbandt I ikke”, siger Herren for det tredje.

 

”De sårede - - dermed kan tænkes på kristne, som ikke alene er svage, ikke alene er fulde af fejl og brist og derfor undertiden forser sig, men som tillige kommer ud for en særlig fristelse eller langvarig anfægtelse, af hvilken de ikke slipper uskadt ud igen. Kommer det dertil med en, at han falder dybt eller – som Peter – fornægter, da må du ikke derfor bortstøde ham, som hørte han ikke mere til Kristi rige. Du må dog indrømme Kristus den egenskab, at i hans rige er alt overstrømmende nåde og barmhjertighed. Han vil kun det ene: Hjælpe enhver, som føler sin egen usselhed og gerne ville være den foruden. Det er altså et rige, usigelig rigt på trøst, og en hyrde så usigelig mild, at han lokker og drager enhver til at komme til sig.”

 

Hvilket forunderlig lifligt billede af Frelseren dette dog er! Man må rigtig begynde at elske ham, når han beskrives sådan. Og det billede af Gud, som får os til at elske ham, det er det rette. ”Den, der ikke elsker,” siger Johannes, ”kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.”

 

At male mennesker for øje dette rette og sande billede af Gud, det er at styrke de svage og forbinde de sårede. Da får jeg kærlighed til ham, og det gør mig stærk. Ingen lov, ingen trusler, ingen frygt for helvede giver mig styrke i striden. Men brænder mit hjerte af kærlighed og glæde, da er jeg stærk. Da sprænger jeg med lethed de sværeste lænker, da magter jeg alt. Vi ser det med martyrerne, som med lovsang gik døden i møde. Det var ikke frygten for Gud, men tværtimod glæden i Herren, der var deres styrke.

 

Det er således givet, at dette er måden at styrke de svage og forbinde de sårede på. Luther siger videre herom: ”Alt dette sker kun ved evangeliet. Med det bør man styrke de svage og lære de syge. Evangeliet dækker ethvert af den syg og såret samvittigheds behov, og trøsten, det giver, er så fuldt ud tilstrækkelig, at ingen behøver at fortvivle, hvor stor en synder han så er. Altså er Kristus alene den gode hyrde, som læger og hele enhver brist og hjælper dem på fode igen, som er faldet. Den iblandt os, som ikke gør det samme, han er ingen ret hyrde. - -

 

Hyrder efter Guds hjerte er kun de, som selv har erfaret, hvad et fattigt og sønderknust hjerte er. Kun disse går rettelig ind gennem døren, som Jesus siger det om den, der i sandhed er fårenes hyrde. I modsat fald kan de vel lægge megen nidkærhed for dagen og være, hvad Paulus kalder ”opdragere i Kristus,” 1. Kor. 4,15, men virkeligt hjerte for fårene har de ikke. De ser efter livsførelse og gerninger, men det indre nådeliv har de ingen forståelse af – dette ømfindtlige, dirrende, nye liv, den barnlige tillid til Guds venskab og velbehag, dette kristendommens allerhelligste. De ved intet om, hvor ømfindtlig et troende nådebarns bange samvittighed kan være. De ved ikke, hvor uendelig lidt der skal til, før et sådan menneske mister den barnlige tillid til Gud og igen bliver ”spændt i trældoms åg”. Ej heller ser de nogen særlig fare i, om dette skulle ske. Blot livet bliver levet smukt og godt, så er det dem rent ud sagt ganske ligegyldigt, om dette udspringer af den førnævnte barnlige tillid til Gud, eller det er et resultat af straf, formaning og lov.

 

Heri er det egentlig, at hemmeligheden ligger med hensyn til dem, der er nidkære nok, men ikke har den ømhed for fårene, som Herren kræver, og derfor styrer dem med ”hårdhed og grusomhed”.

 

Det var noget af dette, Paulus sigtede til, da han skrev: ”Om I så havde titusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre, for jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet.” 1. Kor. 4,15.

 

Opdragere i Kristus – ikke til Kristus – taler apostelen om. Opdragere til tugt og retledning for dem, som i forvejen er i Kristus. Men når han skelner så skarpt, som han gør, mellem opdragere og fædre, så antydes dermed, at den faderlige ømhed ejer de første ikke.

 

Forskellen mellem opdragere og fædre er den samme som mellem de to kvinder, der over for kong Salomon mundhuggedes om barnet, 1. Kong. 3. ”Guds visdom”, som kongen besad, lærte ham, hvordan han skulle finde ud af, hvem af de to, der var moderen. ”Hug det levende barn over,” sagde han, ”og giv hver af dem det halve. Ja, hug det kun over,” svarede hun, som med urette ville tilvende sig barnet. ”Nej, dræb det endelig ikke,” råbte moderen forfærdet. For – hedder det - ”Kærligheden til barnet rørte sig heftigt i hende”.

 

Det er på kærligheden til fårene, det hele beror. Den kærlighed, som siger: Hug ikke til, far ikke så ubarmhjertigt frem! Ikke fordi man krymper sig ved tanken på den lidelse, det ville forvolde – det betyder mindre – men fordi – læg mærke til det – det er et liv, der står på spil. Da det drejer sig om mennesker, som kender og erkender deres synd, så er der under al deres skrøbelighed et liv, du kan bortøde, et hjerte, som er begyndt at leve i barnets fortrolige tillid til Herren.

 

Af denne barnlige tillids bevarelse afhænger for det første selve livet – det åndelige og evige liv – og dernæst også den sande helliggørelse. Øves der vold mod den barnlige tillid, gøres dermed også al sand helliggørelse til intet. Hvad fromhed der siden måtte vise sig at blive, er intet andet end lovgerninger. Og da har man ved sin hårdhændede fremgangsmåde kun opnået det samme som den gartner, hvis spæde frugttræ ikke ville vokse så lige og smuk en vækst, som han kunne ønske, og som derfor afstivede, beskar og bandt det op så længe og grundigt, at det til sidst gik ud mellem hænderne på ham. Nok havde det set bedre ud, om træet var blevet mere lige af vækst. En vis fornuftig opbinding og forsigtig beskæring havde også været på sin plads, i særdeleshed med hensyn til at fjerne, hvad der kunne hindre træet i at sætte frugt, Johs. 15,2. Men vil man rette det hele, uden forståelse og skønsomhed med hensyn til, hvad træet er i stand til at tåle, så dør det. Og bedre var det dog unægtelig at have et kroget, men levende træ, end et lige, men dødt.

 

Derfor er Luthers ord i høj grad præget af hyrdens erfaring og visdom, når han taler om, hvor forsigtigt og varsomt de svage må behandles, og føjer til: ”De bliver vel med tiden stærkere.” Et andet sted siger han: ”Man siger vel, at øjet er den mest ømfindtlige ting, der er til. Men jeg siger: en øm samvittighed er endnu mere ømfindtlig. Den såres så let, men heles så vanskeligt igen.”

 

Den, som har denne visdom og dette medfølende sind, han har betingelser for at være en god hyrde. Den, som ikke har tanke for at værne om livet, duer ikke som hyrde for dyrekøbte sjæle.

 

For det fjerde siger Herren: De adsplittede bragte I ikke tilbage.

 

Hvem er de adsplittede? Det er mennesker, som også på det læremæssige område er faret vild. De er – enten under påvirkning af fremmed lære eller som følge af lysterne i hjertet, der virker ind på deres forståelse af ordet – kommet ind på farlige afveje. Dette har ofte til følge, at de bliver åndelige opblæste, selvkloge og egensindige gør gøre hårde udfald mod anderledes tænkende. Dette fører altid ubehageligheder med sig og kan med lethed opirre også en hyrde til utålmodighed og fortrædelighed. Da ligger fristelsen nær til enten at ville styre dem med ”hårdhed og grusomhed”, med hårde og kolde ord fordømme deres færd, eller også at overlade dem helt til sig selv. Begge disse fremgangsmåder dømmer imidlertid Herren som forkerte og siger: ”De adsplittede skal I bringe tilbage.”

 

For det femte siger Herren: De vildfarne opsøgte I ikke.

 

De vildfarne er dem, ”der er kommet så langt ud i synd og last eller vantro, at man ikke mener, de mere står til at redde. Som f. eks. toldere og skøger på Jesu tid, vilde og gudløse mennesker i vores.”

 

Sådanne bør man dog ikke på forhånd anse som tabte. Man bør tværtimod gøre alt, hvad man kan, for at finde dem og føre dem tilbage igen. Herren dømmer her de ligegyldige og magelige hyrder, der kun tager sig af de raske og stærke får, de har i behold, men ingen ulejlighed gør sig for at opsøge dem, der er gået bort. Sådan gør den gode hyrde ikke, siger Jesus. Om også han har hundrede får, og et af dem farer vild, så forlader han de ni og halvfems oppe på bjergene og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det.

 

Der ligger heri for det første den trøst, at Jesus opgiver os ikke, hvor langt vi så end er kommet bort. Han siger, at netop det bortkomne får på en særlig måde er genstand for hans hyrdeomsorg. Er vor stilling så fortvivlet, at han ikke kan gøre det ringeste selv til vor redning, da vil han i sin store barmhjertighed opsøge og frelse det fortabte. Begynder vi blot på ny at lytte til hyrdens røst og drages mod ham, vil vi opleve dette. Ja, han siger, at netop det bortkomne får, når det findes igen, er ham en større glæde end de ni og halvfems, han har i behold. Han lægger det, siger han, på sine skuldre med glæde – driver det ikke foran sig med hug og slag, men bærer det, ikke som en tyngende burde, men med glæde.

 

For det andet ligger der i dette også den lærdom til os, at vil vi være gode hyrder, må vi være hyrder efter hans hjerte og handle med hjorden på samme måde som han. Ikke betragte de bortkomne får som uigenkaldelig tabt, men gøre alt, hvad vi kan, for at søge dem op. Begynder de da at lytte efter hyrderøsten, angre deres synd og ærligt søge forlig og forsoning med Gud, er de genfundne får. Fortsætter de derimod at gå deres egne veje, så går de vel evigt fortabt, men deres blod vil ikke blive krævet af vor hånd.

 

Vi har nu betragtet såvel Herrens hjertelag som det, der kendetegner hans ”lille hjord” her i tiden. I et almindeligt overblik over denne Herrens liflige tale siger Luther videre: ”Man bør derfor prædike Kristus som den, der ingen forkaster, hvor svag han så er, men antager sig, trøster og styrker enhver. Dette, for at man altid må kunne forestille sig ham som en god og omsorgsfuld hyrde. Da vil menneske af sig selv komme til ham, uden at man behøver at tvinge og drive dem dertil. Evangeliet lokker og gør dem villige, så de fatter lyst til ham og med hjertelig tillid kommer til ham. Deraf opstår en sådan kærlighed til Kristus, at mennesker, som man før har måttet drive og tvinge, nu med glæde gør alt, hvad de er pligtige at gøre. Så længe man tvinger og truer os, gør vi alting med ulyst og modvilje. Dette er forkasteligt, det er ikke Gud til behag. Men når jeg ser den omsorg og kærlighed, Herren møder mig med, da indtager han således mit hjerte, at jeg må skynde mig til ham. Og på dette følger siden al lyst og al glæde i hjertet.”

 

”Se nu her, hvor farlig en sag det er for det ene menneske at dømme det andet! Kristi rige er, som jeg forud har sagt, således indrettet, at det kun har med svage, syge og sårede at gøre, og vil styrke og læge enhver. Derfor må alle dem tage fejl, som kun ser efter de hellige og stærke. Vi er alle af naturen arge skalke, og alligevel vil vi, at hver mand skal være from. Vi ser os alene omkring efter stærke og fejlfri kristne, de syge og de svage vil vi ikke vide af, ja, vi mener endog, at er de ikke helt igennem hellige, så er de heller ikke kristne. Vi holder dem for onde og er dog selv (ved det sind, vi lægger for dagen) værre end dem. Dette skyldes vor onde natur og vor flinke, men forblindede fornuft, som vil lægge sit eget skøn til grund for vurderingen af Guds rige og mener, at hvad der ikke i egne øjne er rent, ej heller er det for Gud.” - -

 

Når i Skriften Kristi rige fremhæves og prises, og de kristne kaldes hellige, så gør kun de færreste sig klart, hvordan dette skal forstås. De ser ikke, hvordan netop heri den højeste visdom er skjult – den visdom, som får øje på og skuer Guds herlighed under menneskets usselhed, Kristi hellighed under menneskers urenhed, Kristi kraft under menneskets svaghed. Den naturlige klogskab fatter og forstår ikke andet, end at Kristi riges herlighed må være noget synligt, og at man der burde have med lutter forstandige, fromme og hellige mennesker at gøre, ikke med svage og dårer, hvis nød man bør tage sig af.

 

Dette er kristelig visdom, at man ikke blot ser på det, som er for øjnene, og ikke blot jager efter det, som er fuldkomment, klogt og stærkt, men at man også er opmærksom på den hemmelige visdom i Guds handlemåde med det, som er svagt og sygt.

 

”Den, som forstår dette, han takker Gud! For i kraft af denne erkendelse bliver han en sådan, som kan rettelig skikke sig i alt, hvad i verden er. Man vil dog uden tvivl vinde mange (også af dem, der forkynder Guds ord); som endnu ikke er kommet så vidt. Vi har hidtil mest været vant til at høre, at det umuligt går an at tro på Kristus, hvis man ikke er fuldkommen ren. Denne opfattelse må du bort fra og få syn på Kristus som den, han virkelig er: Hyrden – den gode hyrde, som vil, at man skal styrke de svage, læge de syge og forbinde de sårede.”

 

--- ooo O ooo ---

 

I de to foregående artikler er talt henholdsvis om hyrden, der sætter sit liv til for fårene, og hyrden, der selv tager sig af sine får: Styrker de svage, læger de syge, forbinder de sårede osv.

 

Vi vil nu noget nærmere betragte selve fårene og se, hvad der ifølge Jesu egen korte beskrivelse særligt kendetegner disse. Med andre ord: Vi skal se, hvem der er de rette og sande kristne – et spørgsmål, der råder så mange forskellige meninger om. ”Mange veje synes manden ret” - men Herren er dommeren, Herren skal afgøre sagen. Han siger det selv, i Ezek. 34,17: ”Se, jeg vil skifte ret mellem får og får, mellem væddere og bukke.”

 

Gud være tak, at det er ham, der skal fælde den afgørende dom! Og at han har sagt os det allerede her, hvem der er hans rette får og hvem ikke!

 

I Johs. 10,14 siger Jesus: ”Jeg er den gode hyrde, jeg kender mine, og mine kender mig.” Og i vers 27: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.”

 

Dette er det væsentligste, ja egentlig alt, hvad Herren har sagt om fårene: Jeg kender dem, og de kender mig, de hører min røst, og de følger mig.

 

Læg nu allerførst mærke til de to korte sætninger: Jeg kender mine, og mine kender mig. Rent umiddelbart fatter man næppe, hvad der ligger i disse ord. De går ud på, at der må være et særligt forhold, grundet på kendskab, hyrden og fårene imellem, og at det er på dette kendskab, alting beror.

 

Noget af sammenhængen begynder man at ane, når man ser, hvordan Jesus ved forskellige lejligheder taler om betydningen af dette gensidige kendskab. I sin ypperstepræstelige bøn siger han det sådan: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.”

 

Hør her, hvori det evige liv efter Jesu forklaring består? Blot i dette: At kende Kristus og kende Gud.

 

Når mennesker – bedraget af deres egen åndelighed, fromhed og kraft – skal sige til Jesus ”på hin dag”: ”Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn?” så vil Jesus, siger han, vise dem bort netop med ordene: ”Jeg har aldrig kendt jer.”

 

Nøjagtig det samme domsord skal lyde til dem, som ifølge Jesu udsagn skal ”søge at komme ind igennem den snævre port, men ikke formå det”. ”Vi har da spist og drukket for dine øjne, og du har lært på vore gader,” skal disse side til ham. Men Jesus skal svare dem: ”Jeg ved ikke, hvor I er fra.” Luk. 13.

 

Når man således ser, hvilken flid Herrens Jesus har gjort sig for at fremholde og klargøre dette, får man da ikke følelsen af, at der ligger noget afgørende vigtigt deri?

 

For de troende er der intet overraskende eller særlig mærkværdigt i Jesu ord. Hvad han siger, er for dem kun en glædelig bekræftelse på, at de selv har forstået ham ret. Men for de andre – de, som undrer sig over, at Herren ikke i stedet har sagt: I har syndet mod min lov, eller: I har ikke taget det alvorligt nok med bod og helliggørelse, undrer sig over, at Herren ikke har forelagt mennesket en klart afstukket nådens orden og nu siger: Mod denne har I forbrudt jer! - de, som i stedet til deres store forundring må høre ham gentage et og det samme: Jeg kender jer ikke! - for dem var det godt, om de i tide, med tanke for deres udødelige sjæles evige vel, ville standse og lade sig sige af ham, om hvem det hedder, at han har ”Davids nøgle” og ”lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op.”

 

Mange alvorlige, fromme mænd har efter årelang hellig iver for Gud og hans rige endelig fået øjnene op og er blevet reddet som fra en brand ud af ilden derved, at Guds riges hemmelighed blev dem åbenbaret. De så den høje og hellige, blødende, med gennemborede hænder og fødder, og fik i ham og hans død deres glæde, deres liv og deres sang. Al egen hellighed regnede de siden for tab og skarn. En sådan indstilling får man, når man ret lærer Jesus at kende. Og kun de, hvis kendskab til ham i arten, om end ikke i graden, er af denne beskaffenhed, kun de er hans får.

 

”Vil du en gang for alle vide og klart kunne betegne, hvad en kristen er, eller hvad der berettiger til at kalde et menneske kristen,” siger Luther, ”så skal du ikke se efter Mose lov eller efter de største helgeners hellige liv. Du skal se ene og alene på disse Kristi ord: Mine får kender mig. En kristen er ikke uden videre den, der – i lighed med munke og eremitter (eneboere) – lever et strengt og selvfornægtende liv. Det kan enhver anden, hvis det skal være, også præstere – ofte i endnu højere grad. Med et ord sagt: intet af, hvad der i os og af os kan virkes, gør nogen til kristen. Men hvad da? Det alene, at man kender ham, vi har talt om her, og holder ham for det, han vil kaldes og er, nemlig den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene og kender dem. Et sådant kendskab er og hedder ikke andet end troen, som kommer deraf, at evangeliet forkyndes.”

 

Mere behøves egentlig ikke for at vide, hvem der hører til Kristi får. Men hjertet er falsk, svigefuldt frem for alt. Djævelens evne til at dåre og forblinde er uovertruffen og hans bedragerier på det åndelige område mangfoldige. Derfor må vi endnu med hensyn til det omtalte kendskab betænke, hvad Jesus videre har sagt som forklaring derpå.

 

Han siger først – i Johs. 10,7 og 9: ”Sandelig siger jeg jer: jeg er fårenes dør. Om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst, og han skal gå ind og gå ud og finde føde.” Og dernæst gentagne gange – i vers 11 og 15: ”Jeg – den gode hyrde – sætter mit liv til for fårene.”

 

Det er hjertets og erfaringens og ikke et blot teoretisk kendskab til Kristus, det drejer sig om. Ham må kendes og elskes som ”døren”, som den, der har sat sit liv til for os.

 

Mange mennesker kender og elsker Kristus som helliggører, eksempel og styrke og mener, at dette er den højeste og sidst af alle opnåede form for kendskab til ham. De burde dog kunne vækkes til besindelse, når vi nu i en hel række bibelord har set, at det, Jesus har at indvende mod dem, ham vil afvise med ordene: ”Jeg kender jer ikke,” netop er dette, at de kun har søgt og anvendt hans kraft til egne gerninger og egen fromhed.

 

Mange storslåede gerninger havde de gjort ”ved hans navn” Matt. 7,22. De havde sat alt til side og var kommet til bryllup. Matt. 22. De havde været jomfruer – dvs. udskilt fra verden – og var gået ud for at gå brudgommen – Kristus – i møde. Matt. 25. Og til menighedens engel i Efesus hedder det: ”Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde, du har evne til at skelne, og du har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt.” Hvilken kraft var ikke denne mand i besiddelse af! Hvilke gerninger øvede han ikke – ved Jesus navn! Og dog siger Herren, at han savnede hos ham den første kærlighed, den ydmygede og benådede synders kærlighed, som væder sin frelsers fødder med tårer, fordi han har fået mange synder forladt.

 

Vi skal betænke, at hvem som helst – hedninger, som ikke kender loven på anden måde end gennem deres samvittighed (Rom. 2,15), muhamedanere (muslimerne) og jøder, som er Jesu fjender – kan gå så vidt i deres iver for hellighed, at de plager sig til døde dermed. Skulle da vi fremdeles være så forblindede, at vi regner dette for at være det højeste, et menneske kan nå til? Er det ikke tværtimod alle kristnes erfaring, at denne iver var det første – at den var de grebet af, allerede før de rigtig havde fået øjnene op? At Kristus var død, trådte helt i skyggen for det at kunne tvinge sit kød til hellighed selv. Og selv efter at vi er kommet til troen, kan vi gribe os selv i at ti gange tænke på, hvad vi burde gøre, og hvordan vi burde være, for hver én gang, vi tænker på Kristus, hvad han har gjort, og hvad han har lidt for os. Luther, der dog var berømt for sit klare evangeliske syn, siger om sig selv: ”Loven færdes fuldstændig hjemmevant hos mig, mens derimod evangeliet er en ganske sjælden gæst i mit hjerte.”

 

Når nu dette er menneskets natur, er det ikke så underligt, at mange kan søge Kristus og tro på ham som den, der giver dem kraft og virker hellighed i dem, uden derfor at have det rette frelsende kendskab til ham. Nej – som aldeles tilintetgjort, blottet for alt og fortabt i sig selv at have hele sin retfærdighed, sit liv og sin trøst i Kristus alene – det er det sidste, man når frem til. Hvis blot Gud ville hjælpe os sådan, at vi fik lov til at blive noget særligt selv – hvor skulle det smage vor gamle natur! At vi skal være så usle og elendige og som helt og holdent fortabte have alt, både retfærdighed og styrke, i Kristus – det volder derimod vort gamle, æresyge menneske den frygteligste pine. Men det er dertil, Herren vil have os.

 

Altså er der to forskellige måder, hvorpå et menneske tror på Jesus, kende og elske ham. Men eftersom kun den ene af disse er den rette saliggørende, kunne det måske endnu blive en eller anden til vækkelse og frelse, om vi anførte de bemærkelsesværdige ord af biskop Pontoppidan i hans herlige ”Tros-spejl”.

 

Efter at have redegjort for de mange forskellige betydninger, hvori ordet ”tro” er brugt i den hellige skrift, og påvist, at det forekommer i ikke mindre end otte betydninger, karakteriserer han til sidst den eneste saliggørende tro som ”et angerfuldt hjertes oprigtige tilflugt til Kristus for at modtage og tilegne sig hans fortjeneste”. Derefter tilføjer han: ”Den ottende og sidste slags tro bør man mærke sig vel. For ingen af de øvrige kan man stille op som bevis på et menneskes nådestand. Et menneske kan vise megen flid i sit embede, stor trofasthed i ord og i gerning, han kan kende hele Bibelen, anerkende og fastholde hele dens indhold, tappert og standhaftigt bekende den sande lære, ja, endog besegle den med sit blod, han kan, hvis Gud vil det, og menighedens tilstand gøre det fornødent, gøre undere og tegn ved Jesus navn – men ikke desto mindre fare til helvede og har ikke Guds børns rette kendetegn, for dette er den sidst omtalte retfærdiggørende og saliggørende tro alene.”

 

Tænk et øjeblik alvorligt på dette højst ejendommelige forhold! Alligevel er det jo kun, hvad vi allerede i de mange anførte bibelord har haft lejlighed til at høre af Jesu egen mund. Gud give os nåde til at standse for og betænke hans ord!

 

De hører min røst, og de følger mig, siger Jesus videre om sine får. Dette er de første og mest betegnende frugter af det sande kendskab til Kristus. Når et stakkels forvildet får ret lærer sin gode, trofaste hyrde af kende, da bliver det for fåret en lyst og et livsbehov at følge en sådan hyrde. Det er umuligt at kende ham uden tillige at elske ham. Og det er umuligt elske ham og ikke tillige ville følge ham. Har han ikke fået en sådan plads i dit hjerte, at du med glæde giver afkald på alt for at være hans ven og discipel, så har du endnu ikke rettelig lært ham at kende.

 

Dog skal der her føjes til, at troen på Kristus og kendskabet til ham har mange grader. Med en svag tro følger ikke samme kærlighed og kraft til helliggørelse som med en stærkere. Derfor kan vi uhyre let blive forvirrede, hvis vi altid vil bedømme os selv eller andre efter den kraft, det daglige, praktiske liv bærer vidnesbyrd om. Det er vise og velvalgte ord, når Pontoppidan siger, at den omtalte retfærdiggørende tro er det eneste usvigelige kendetegn på et menneskes nådestand. Det samme har Luther sagt med følgende ord: ”En kristen kan ikke med sikkerhed bedømmes eller kendes på andet end samvittigheden” (dvs. sjælens indre forhold til Gud og til synden). ”Thi rette kristne kan falde, og falske kristne kan hykle og føre et ulasteligt liv.”

 

Men når Jesus siger: ”Mine får hører min røst!” så har han dermed givet udtryk for to vigtige tegn på og frugter af troen. For det første: De troende har et så fint øre for hyrderøsten, at skønt de ellers i mange henseender kan virke enfoldige og indskrænkede, så har de på dette punkt en så udviklet evne til at skelne, at de med lethed kan afgøre, hvad der er den gode hyrdes røst og hvad ikke. Og for det andet: Der ligger i dette at ”høre min røst” netop det, som er så karakteristisk for de troende, at om end de ikke altid kan udføre i gerning, hvad de ville og burde, så har de alligevel det lydige, villige sind, som så inderligt ønsker at være i stand til at kunne det. De bebrejder sig selv deres mangler og fejl og sukker til Gud om nåde og kraft til at leve livet ham til behag. Hvad Herren taler i sit ord, ”falder ved” dem. De lytter opmærksomt dertil og ønsker ingenting hellere end at kunne gøre derefter. En vanskelighed er der imidlertid, de alle beklager sig over: De har en lov i deres lemmer, som ligger i strid med loven i deres sind og gør, at de ikke altid kan gøre det gode, de vil. (Rom. 7.)

 

Som bevis på sindets renhed og lydighed hos dem er det ejendommeligt at lægge mærke til, at er der en eller anden bestemt synd, som i særlig grad hænger ved dem, så er det denne, de atter og atter kommer tilbage til i deres bønner og med en sådan iver beder om hjælp imod og befrielse fra, som var alle andre synder kun for intet at regne mod den. Deres synd er for dem at se den eneste virkelig store og strafværdige synd. Med hyklerne og farisæerne er lige det modsatte tilfældet. Andre menneskers synder er store og strafværdige, deres egne derimod bedømmer de mildt. Det viser, hvilken helligheds ånd der følger med den levende tro.

 

Med hensyn til sætningens sidste led. ” - og de følger mig!” skal du tillige bemærke følgende: Hvis et menneske modtager og går ind for evangeliet, men ikke desto mindre i sit væsen som helhed forbliver den samme – står i samme forhold til verden og har samme indstilling til sine skødesynder som før, kort sagt: ikke får hele sin livsform langt om og forvandlet til en Jesu discipel og efterfølger – så har et sådant menneske bedraget sig selv med en selvgjort tro. Den levende tro er ”en Guds kraft i os, som forvandler os, føder os på ny og gør os til helt andre mennesker i hjerte, hu og sund og har Helligånden med sig” (Luther). Og Apostelen Paulus siger: ”Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning.” Dette er det store bevis på, at troen er levende – når du først har gjort dig klart, om den er sand, det vil sige, om det er Kristi forsoning og syndernes forladelse, du tror på, og ikke din egen helligheds frugter.

 

Vi gentager her, hvad før er sagt, at Kristi efterfølgelse og den sande helliggørelse må udspringe af syndernes forladelse, ikke af vort eget begær efter at vinde os vor hellighed selv. Det må være sandhed for vort hjerte, når vi siger: ”Kristi kærlighed tvinger os, vi er nemlig overbevist om dette: En er død i alles sted, altså er alle døde.” Men når denne Kristi kærlighed tvinger os, følger nødvendigvis deraf et nyt liv – en ny skabning, som frivilligt og med glæde følger sin frelser gennem livet.

 

Kort sagt: Den, som rettelig kender Kristus, har ikke nødig at trues og drives til at følge ham. Han gør det af egen inderlig lyst og trang. Og da er hele hans liv, hvor ufuldkomment det end til tider kan synes at være, en vandring i Kristi spor. Vandre som hyrden i et og alt kan han vel ikke, træder ikke så faste og sikre spor som han (og foruroliges ofte heraf), men trods alt er det Kristus, hans blik er rettet imod, og vejen i hans fodspor, han går. Alt, hvad han er og gør ifølge sit nye sind, går ud på i ord og gerning at fremme Kristi ære og Kristi sag. Og se! Disse, som alene ved Kristi tilgivende nåde er blevet knyttet så stærkt til ham og hans sag, de er i sandhed hans får, som kender ham og – meget mere – er kendt af ham.

 

”Heraf har vi den trøst,” siger Luther, ”at enhver, som således kender Kristus, han er i sandhed et af hans får og er kendt af ham. Han hverken bør eller behøver længere at søge og spørge, hvordan han skal blive et Kristi får, eller plage sig selv med unødige tanker om, hvorvidt nåden nu også hører ham til, og hvordan han skal blive vis på sin salighed.” Han er et Jesus Kristi får og hører himmeriget til – det er en vis og afgjort sag.

 

”Han bør derfor med glæde tilegne sig trøsten, som ligger i dette, og, når han hører Kristi røst, med fuldkommen sikkerhed vide, at han er ham en omsorgsfuld hyrde, som kender ham, tager sig af ham, søger for ham og vil således værne og hjælpe ham, at han ikke behøver at frygte hverken for døden, djævelen eller helvede – som Jesus jo videre siger: ”Jeg giver mine et evigt liv, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

 

Til yderligere trøst karakteriserer Jesus arten af sit kendskab til fårene ved tilføjelsen: ”ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen.”

 

Dette gensidige kendskab mellem Faderen og hans elskelige søn må ganske givet være af forunderlig herlig art, forbundet med en evig, uudsigelig og grænseløs kærlighed. Og nu siger Jesus her, at af samme art er hans kendskab til fårene – altså også forbundet med samme store, forunderlige kærlighed.

 

Dette er visselig en trøst uden lige. Men ak! - Kristi og Faderens kendskab og kærlighed til os er af rent åndelig art og derfor en hemmelighed, skjult for vore egne og andre menneskers øjne under et uigennemtrængeligt dække af al slags skrøbelighed og til tider også hårde fristelser, ynkelig svaghed, sorger og nød, nedsættende omdømme fra verdens side samt, vor egen fornuft.

 

Det sværeste er dog, at Kristus selv undertiden helt og holdent skjuler sig for os. Han unddrager os følelsen af sin nærværelse, magt og hjælp, tøver med at høre vore bønner og stiller sig an, som havde han helt slået hånden af os og glemt os. Samtidig er vi i vort indre en skive for djævelens gloende pile. Vi tynges af frygt for vore synder og Guds vrede og har således alt, hvad ynkeligt er, at drages med. Hertil kommer fra tid til anden særlige svagheder og skrøbeligheder, som vi enten må erfare i vort eget eller være vidne til i brødrenes liv.

 

Hvem i blandt os har da så skarpt et syn, at han kan se og udpege fårene eller se dem som Kristi får, når dette endog er skjult for dem selv? I sandhed ingen, uden Kristus alene, som siger: ”Jeg kender mine!” Han, som her til vor trøst forsikrer os om, at trods alt, hvad verden og vor fornuft tager anstød af, så kender han sine får. Han slipper den ikke og glemmer dem ikke, hvordan det så end kan synes og føles for os.

 

Det var desto mere anskueligt og med desto større virkning at male os dette for øje, at Jesus som før nævnt føjede til: ” - ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen.”

 

For verdens øjne var det i sandhed skjult, at Gud Fader kendtes ved sin kære søn, da denne som det usleste tiggerbarn blev lagt i en krybbe og ikke alene var ukendt, men også blev vraget og forskudt af sit folk. Eller da han på den mest forsmædelige måde, blottet og nøgen, klyngedes op mellem to røvere, som var han den værste gudsbespotter og oprører – og tilmed for Gud som den største synder, idet han var gjort til synd for os. Kort sagt: Han var som af Gud og hele verden forbandet og råber selv i sin grufulde angst: ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

 

Og alligevel siger han her: ”Min Fader kender mig – også midt under al denne lidelse, ringhed og hån – som sin enbårne søn, udsendt af ham, for at jeg skal bringe mit liv som et offer for fårenes frelse og friheds skyld. På samme måde kender jeg ham igen og ved, at han ikke har glemt mig, men skal føre mig igennem og ud af forsmædelsen, korset og døden, frem til evig herlighed, evig ære og evigt liv.

 

Således skal og bør også mine får, midt i al deres usselhed, synd, forhånelse, lidelse og død, lære at kende mig som deres kære og trofaste frelser, der i lighed med dem har lidt, været overdænget med synd og er død en forsmædelig død. De skal have den fuldvisse tillid til mig, at jeg glemmer dem ikke og svigter dem ikke i deres nød og elendighed, således som følelsen, fornuften og verden vil påstå, men at jeg under alt dette på forunderlig vis vil styrke og opholde dem og føre dem frelst igennem til den evige herlighed, glæde og sejr.

 

Dette er det sande Kristi kendskab, hvormed han kender os og vi kender ham. En uovertruffen og ophøjet visdom, men af en så særegen art, at verden, vor fornuft og vore sanser fatter den ikke. Den er knyttet til den underlige magt, som hedder troen, hvilken derfor også må kæmpe en hårdnakket kamp for at vinde og bevare et sådant kendskab. Og dog vil det altid blive noget af et under, om ikke troen under presset af alt det, den støder sig på, skal bukke under og føres bort fra Kristus. Jesus har herom sagt: ”Salig den, som ikke forarges på mig!”

 

Efter at Luther først har talt i nogenlunde samme retning som her, føjer han til: ”Heraf skal vi nu lære, som jeg ofte har sagt, at vi ikke bør dømme om Kristi rige eller om hans lille hjord efter ydre anseelse eller efter de meninger, som fornuft og menneskelig visdom vil gøre gældende med hensyn dertil. Du hører jo her, at det virkelige kendskab til fårene tilkommer Kristus alene og er skjult for fornuften under lige så megen forargelse, som han selv var, da han hang på korset. Altså er de kloge hoveders formastelighed ligefrem strafbar, når de i deres overmod straks sætter fingeren på de kristnes skavanker – de, som dog har evangeliets lære og troen ren og klar – og fordømmer dem, som snart de mærker nogen svaghed og ufuldkommenhed hos dem. Åbenbart ser de for sig en menighed, bestående af udelukkende fuldkomne, himmelske væsener, fri for fejl og mangler og anstød, hvilket dog her i livet er og bliver umuligt.”

 

De vigtigste punkter af dette dyrebare emne er nu for så vidt behandlet. Kun skal vi endnu berøre ganske kort de ejendommelige ord i Ezek. 34,16: ” - det fede og stærke vil jeg ødelægge” (gl. oversættelse).

 

Hvad Herren mener med ”det fede og stærke”, forstår vi dels af ordene i sig selv og dels af beskrivelsen i v. 18-22, hvor det hedder: ”Er det jer ikke nok at græsse på den bedste græsgang, siden I nedtramper, hvad der er levnet af jeres græsgange? Er det jer ikke nok at drikke det klare vand, siden I med jeres fødder plumrer, hvad der er levnet?

 

Min hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I har plumret med jeres fødder! Derfor siger den Herre Herren: Se, jeg kommer for at skifte ret mellem de fede og de magre får. Fordi I med side og skulder skubbede alle de svage dyr bort og stangede dem med jeres horn, til I fik dem drevet ud, derfor vil jeg hjælpe min hjord, så den ikke mere skal blive til rov, og skifte ret mellem får og får.”

 

”Det fede og stærke” er dem, som er retfærdige, stærke og tilfredse i sig selv og derfor ikke har brug for evangeliets trøst. De ”tramper det ned”, taler derom med foragt, kalder ”løs lære”, hvad Skriften kalder ”en Guds kraft”, ”en troværdig tale, fuld modtagelse værd”. Føden fra ”den bedste græsgang” blander de med noget af deres eget, plumrer det klare vand, som fårene skal drikke, og skubber de små og de svage til side.

 

Kort sagt: Vi ser gennem dette profetord, hvad der også i ny testamente træder så tydeligt frem, nemlig, at Kristus er de svages og elendiges frelser. Når bare en synder kom til ham, ydmyget og sønderknust, så var ingen synd for stor for hans nåde. Ingen behøvede, fordi han var for svag, for syndig og uværdig, at fortabes. Men var nogen retfærdig og stærk i sig selv, han passede ikke for Guds rige.

 

Til billedet af den gode hyrde, som vi har forsøgt at tegne det, hører også Esajas´ ord fra Esajas 40,11: ”Han bærer lammene i favn!” En sætning, som siger mig, at de svageste er de tryggeste – de sikrest forvarede. Hvilket får, hvor friskt og stærkt det end er, er så trygt, så sikkert forvaret, som det, der bæres i hyrdens favn? Om hyrden står der, at han så trofast skal vogte og værne sine får, at ingen skal rive dem ud af hans hånd. Ja, han skal gå ud efter det, han har mistet, indtil han finder det.

 

At ingen skal rive det ud af hans hånd, grunder Jesus på Faderens magt, idet han siger: ”Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle.”

 

Kunne vi nu blot altid bevare og fastholde dette med rette og sande billede af vor gode hyrde! Af hjertet kunne sige med David:

 

”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl, han fører mig af rette veje for sit navns skyld. Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst. Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider.” Salme 23.