Den hemmelige død

”Du har ord for at leve og er dog død.” Åb. 3,1.

 

Grene på Jesus, som skal tages bort og kastet ud! Gæster ved brylluppet – mennesker, som altså ikke havde foragtet indbydelsen, men som dog skal kastes ud i mørket udenfor! ”Jomfruer”, men uforstandige sådanne, som forgæves må banke på bryllupssalens lukkede dør! Hvad er dog dette? - hvad vil det sige?

 

Ja, hvad vil det sige? Det er Jesu ord – og noget må der være, der står for hans tanke, og som han med disse billeder vil betegne. Men hvad? Og hvem sigter ordene til?

 

”Ikke til mig!” - ”Ej heller til mig!” - Ja, sådan vil det lyde – du sagde det selv.

 

Grene på Jesus, som dog skal kastes ud (Johs. 15.), manden, som ikke havde bryllupsklædning på (Matt. 22.), himmeriget, lignet ved ti jomfruer, fem kloge, og fem uforstandige, som ingen olie havde og derfor blev lukket ude fra bryllupssalen (Matt. 25.) - hvad er vel dette andet end den gamle gruopvækkende sandhed, at også blandt dem, der har sagt verden farvel og ved deres gudsfrygt adskiller sig fra mængden, findes sådanne, som skal kastes ud i mørket udenfor. Mennesker, som ikke er kristne, og som ikke bliver salige. Hvad betegner det vel andet, end at der altid, foruden den store, løsslupne, trygge masse af verdens børn, vil findes mennesker, som i en vis forstand er omvendt og slutter sig til de troendes flok, religiøse mennesker, som ofte er de sande, levende, ægte Guds børn så lig, at ingen her i tiden kan skelne dem fra hverandre, og Jesus endog kalder dem grene på sig.

 

Alligevel er der, hvad det indre angår, en sådan forskel på dem og de sande Guds børn, at, på den yderste dag, ”den ene skal tages med, og den anden lades tilbage”. Efter megen religiøs stræben og årelangt håb om himlens salighed skal de til slut vises bort, forkastes, fortabes. Denne forfærdelige kendsgerning i forbindelse med det for disse uægte børn så betegnende, at de kun sjældent vil finde på at mistænke sig selv eller frygte for den tilstand, de er i, er noget af det mest rystende, et åndelig vågent øje kommer ud for at skue inden for Guds menighed. Men hvad skal man gøre? Skal man råbe, skal man skrige, skal man græde, skal man, som Elisa, blive ”ude af sig selv af rædsel” - eller skal man roligt og koldt sige: ”Dem, som kan fatte det, han fatte det!” Det ene vil som ofte være lige så frugtesløst som det andet.

 

Men du, som aldrig vil finde på at mistænke dig selv eller tænke andet end godt om din tilstand – se nu her, hvordan du da vil få lov til at sove, og hvordan du skal bestyrkes i din sikkerhed og tryghed. I 2. Kong. 8. læser vi følgende: ”Siden begav Elisa sig til Damaskus, hvor kong Benhadad af Aram lå syg. Da kongen fik at vide, at den Guds mand var på vej derhen, sagde han til Hazael: Tag en gave med, gå den Guds mand i møde og rådspørg Herren gennem ham, om jeg kommer mig af min sygdom!”

 

Da gik Hazael ham i møde, han tog en gave med af alskens kostbarheder, som fandtes i Damaskus, 40 kamellæs, og trådte frem for ham og sagde: ”Din søn Benhadad, Arams konge, sender mig til dig og lader spørge: Kommer jeg mig af min sygdom?”

 

Elisa svarede: ”Gå hen og sig til ham: ”Du kommer dig!” Men Herren har ladet mig skue, at han skal dø!”

 

Og han stirrede stift frem for sig og var ude af sig selv af rædsel. Så brast den Guds mand i gråd - - -

 

Derpå forlod Hazael Elisa og kom hjem til sin herre, og han spurgte ham: ”Hvad sagde Elisa til dig?” Han svarede: ”Han sagde: Du kommer dig!”

 

Men næste dag tog han et klæde, dyppede det i vand og bredte det ud over ansigtet på kongen, og det blev hans død.”

 

Men kære du! Hvorfor skulle Herrens profet således holde den syge konge, som lå på sit yderste, for nar? Hvorfor skulle han bestyrke ham i hans sikkerhed, og sige? ”Du kommer dig!” når han dog vidste, at han skulle dø? Ja, sig mig det!

 

Så hør da nu: Sådan handler Gud med hyklere, der spørger for sjov og ikke vil tro andet, end hvad der behager dem selv. Af de store gaver, kongens sendebud medførte, forstod profeten øjeblikkelig, at kongen var ude på at få et gunstigt svar på sit spørgsmål. Det var ham ikke lige så magtpåliggende at få sandheden at vide som at blive trøstet og opmuntret. Derfor vidste profeten også, at om han end havde sagt kongen sandheden, så ville han dog ikke have troet den og omvendt sig. Det var således i overensstemmelse med Guds hellige retfærdighed at lade svaret blive, som kongen ønskede det, og lade ham dø i sin tryghed.

 

På denne Guds retfærdigheds-dom har vi mange eksempler i Skriften. ”Jeg vil forhærde Faraos hjerte,” siger Herren - ”og ægypterne skal kende, at jeg er Herren.” 2. Mos. 14,4. Men hvornår og hvorfor? Jo, på et tidspunkt, hvor Farao havde haft rig lejlighed til at se og erkende, at Herren var den eneste sande Gud, og dog havde ladet hånt om hans ord og hans bud.

 

Endog om jøderne, sit udvalgte folk, siger Herren: ”Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.” Esajas 6,10. Men hvorfor, hvordan og hvornår sådan noget sker, kan vi se af Salme 81,12-13, hvor det hedder: ”Mit folk ville ikke høre min røst, Israel adlød mig ikke. Da lod jeg dem vandre i deres stivsind, de vandrede efter deres egne råd.”

 

Endnu et mærkeligt eksempel på det samme har vi i 1. Kong. 22. Da kong Akab ville drage i krig mod Ramot i Gilead, rådspurgte han først fire hundrede falske profeter, der alle som én gav det svar: ”Drag derop, så skal Herren give det i kongens hånd!” Men den eneste sande Herrens profet, Mika, Jimlas søn, ville kongen ikke rådspørge. ”Jeg hader ham,” sagde han, ”fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt.” Og da han endelig, på Josafats indstændige opfordring, sender bud efter Mika, henstiller budet til denne at følge de øvrige profeters eksempel og give kongen et gunstigt svar.

 

Mika giver derfor, da han stedes for kongen, følgende svar: ”Drag derop, så skal lykken følge dig, og Herren vil give det i kongens hånd!” Men nu lader Akab, som om det virkelig er ham magtpåliggende at få sandheden at høre, og siger: ”Hvor mange gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end sandheden i Herrens navn?”

 

Da svarer Mika: ”Jeg så hele Israel spredt på bjergene som en hjord uden hyrde, og Herren sagde: De folk har ingen herre, lad dem vende tilbage i fred, hver til sit!”

 

Og profeten fortsætter – efter en indskudt bemærkning af Akab: ”Så hør da Herrens ord! Jeg så Herren sidde på sin trone og hele himmelens hær stå til højre og venstre for ham, og Herren sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu ét, en anden et andet, men så trådte en ånd frem og stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil dåre ham! Herren spurgte ham: Hvorledes? Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en løgnens ånd i alle hans profeters mund! Da sagde Herren: Ja, du kan dåre ham, gå hen og gør det!”

 

Resultatet af det hele blev, at Akab, som højtideligt havde besvoret profeten om at sige ham sandheden, alligevel drog ud. At profetien skulle gå i opfyldelse, mente han at kunne forhindre ved at forklæde sig, før han drog i kamp. Men mod Herrens dom er det umuligt at gardere sig. Akab blev ramt af en pil og forblødte, og hæren måtte drage herreløs hjem.

 

Se – således handler Gud! Den, som ikke vil gøre hans røst, skal få fire hundrede falske røster at høre. Han skal af disse dåres og forhærdes, så om han siden på det kraftigste advares af Herren, at han dog ikke skal tage advarslen til følge, men blindt fare frem, sin evige ulykke i møde.

 

”Gud lader sig ikke spotte”. Gal. 6,7. Er det dig ikke om at gøre at få sandheden om din tilstand at vide, så kan du få lov at blive fri. Vil du med vold og magt have et trøstefuldt svar, kan du også få det. Og vil du ikke høre og adlyde Herrens røst, skal han snart lade dig fare i dit stivsind, til at vandre efter dit eget råd.

 

Hvilken grufuldt alvorlig, men fuldt ud retfærdig dom! Herren alene ved, hvor mange iblandt os den har ramt. På adskillige steder ser det mere end betænkeligt ud. Der findes nemlig mennesker – religiøse mennesker – som så ganske øjensynlig mangler de væsentligste, i Guds ord tydeligt angivne kendetegn på et sandt nådeliv, men som det ikke et øjeblik falder ind at se med mistænksomhed på deres egen tilstand eller prøve sig efter det, Jesus har sagt. De synes endda at være meget nidkære i deres gudsfrygt, fører ofte Guds ord i munden, også af det indhold, som bevisligt dømmer dem selv.

 

Dette er fuldstændig samme sag, som vi i det foregående har betragtet. Den, som stiller sig på en overfladisk og hyklerisk måde til Guds Ånds advarsler og Guds ords udsagn, ikke selv frygter for at blive bedraget, ikke selv er ivrig for at få den usminkede sandhed om sin tilstand at vide og få kendskab til de mest skjulte farer, ham overlader Gud til i den grad at forblindes, dåres og forhærdes, at han til sidst ligefrem føler sig tryg og glad i sin indbildte, døde tro og aldrig senere står til at vække.

 

Vi vil nu gå til selve sagen, fremdrage og betragte nogle af Jesu ord angående dette emne. Vi vil lade ham tale, som jo dog en gang skal dømme både levende og døde. Vi vil vogte os vel for alle egne meninger og blot forsøge at fatte og fastholde meningen af Kristi ord. Dertil vil Herrens Ånd selv være os nær, kaste lys over ordet og vejlede os i sin sandhed.

 

Det er for det første ejendommeligt at lægge mærke til, at ingen af de hellige Guds mænd, profeter og apostle, som taler i Skriften, har talt så ofte og så tydelige ord om denne hemmelige død, disse selvbedragne religiøse, som Jesus selv. Han, som er evighedernes fader – som kom ned fra himmelen, og for hvem intet er skjult, han, som har sin kasteskovl i hånden, og som selv er fårenes hyrde – ham var det forbeholdt at åbenbare denne skjulte død i sit rige. Derfor: hør ham!

 

Gang på gang vender han tilbage til dette emne. Han taler om ”falske profeter”, som på ”hin dag” skal sige til ham: ”Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?” og hvem han vil svare: ”Jeg har aldrig kendt her, vig bort fra mig, I, som øver uret.” Han taler om jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde, men af hvilke fem var uforstandige, som ikke havde olie med i deres kander og derfor ikke kom med ind i bryllupssalen, da brudgommen kom. Han taler om en mand, som var med i bryllupssalen, men ikke havde bryllupsklædning på, og hvem kongen derfor lod binde på hænder og fødder og kaste ud i mørket udenfor. (Dobbelt alvorligt, fordi det, som disse mennesker mangler, ikke bliver åbenbart, før i det øjeblik brudgommen kommer). Jesus taler om grene på ham, som ikke bærer frugt og til sidst skal kastes ud for at brændes. Til en menighedsforstander, som apostelen Johannes har indsat, siger han det rent ud: ”Du har ord for at leve og er dog død.” Og til en anden: ”Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.”

 

Når nu Jesus, som i sin kærlighed helst kom syndere i møde med trøstens ord, taler som anført, må der uden tvivl være noget, han ser og ved besked med, en eller anden hemmelig fare, som truer religiøse mennesker, og som det vil være nyttigt at få undersøgt nærmere. Der må være en eller anden skæbnesvanger vildfarelse, som de er kommet ud i, der mener, at er blot et menneske religiøst, så er dermed alting i orden.

 

Men det er Kristi religion, du bekender dig til, vil du indvende. Javel – men læg mærke til, at her er der ikke tale om religiøse inden for andre religioner end netop den kristne. Det er om sådanne, Jesus på alle de anførte steder taler.

 

Hvad her må undersøges, er således dette: Du, som har kendskab til og kan tale med både om bod og om tro, ejer du virkelig dette i hjertet? Har du det i daglig øvelse og kender det af daglig erfaring? Eller har du det kun i fantasien, forstanden og tanken? Lad os i denne forbindelse nærmere betragte, hvad Jesus har sagt.

 

I Matt. 22. siger Jesus, at med himmeriget – dvs. hans nåderige på jorden (i himmelen vil det, som her er fortalt, aldrig kunne finde sted) - ”med himmeriget er det som med en konge, der gjorde sin søns bryllup.” Han indbød mange, men de fleste foragtede indbydelsen og undskyldte sig. Den ene var optaget af sin mark, den anden af sin forretning. Dog var det ikke alle, der således foragtede indbydelsen. ”Bryllupssalen blev fuld af gæster.” Men netop blandt disse, som havde taget imod indbydelsen og var kommet til brylluppet, var der, siger Jesus, en mand, som ikke havde bryllupsklædning på, men sad der i sine egne klæder, og som derfor blev bundet på hænder og fødder og kastet ud i mørket udenfor.

 

Men hvad vil dette dog sige? Hvad kan Jesus dog mene? Manden var jo kommet til brylluppet. Han tilhørte ikke de foragtedes flok, som blev borte, men sad der ved bryllupsbordet sammen med de andre glade og lykkelige gæster!

 

Ja, hvad vil det sige andet end, at der findes mennesker, som ikke blot har mødt Guds kald og erfaret dets dragende magt, men også for så vidt har fulgt det, som de er begyndt at søge de ting, der hører Guds rige til. De har brudt med deres tidligere tomme livsform og verdslige omgang og har sluttet sig til de troendes flok. De læser og hører Guds ord, synger og beder, er med i kristelig virksomhed, kort sagt: de er blevet de troende lig i alt, hvad der hører til en mere alvorlig gudsfrygt end mængdens. Thi at denne mand skulle betegne den store selvsikre, trygge hob er umuligt. Hvor er i så fald de, til hvem indbydelsen kom, men som ikke tog imod den? Hedningerne, som ikke har ordet, har jo ingen indbydelse fået.

 

Altså må denne mand – eftersom han ikke havde foragtet indbydelsen, men var kommet til bryllup – være en religiøs mand og stå som en type på religiøse mennesker inden for Kristi menighed. Og alligevel mangler der hos disse noget så væsentligt, at de skal kastes ud i mørket udenfor.

 

Ganske det samme betegner de fem uforstandige jomfruer, der ikke havde olie i deres kander (Matt. 25). I hele ventetiden var der ingen forskel at se eller mærke på dem og de kloge. De var alle jomfruer, havde alle deres lamper, var alle gået ud for at gå brudgommen i møde og ventede alle på det øjeblik, da de sammen med ham glade skulle gå ind til bryllupssalens herlighed. Først ved midnatstid da råbet lød: ”Se, brudgommen er der!” blev det åbenbart, at halvdelen af jomfruerne manglede olie. Deres lamper gik ud, og de blev for evigt lukket ude fra festens glæder.

 

Bemærk her følgende: De var jomfruer, og de gik ud. Det vil sige: de var udskilt fra verden og var gået ud fra verden. De gik ud for at møde brudgommen – altså var det for Kristi skyld. De befandt sig i de kloge jomfruers selskab og havde lamper, dvs. alle mulige gode gerninger og fromme iagttagelser, hvorved de troende plejer at ”lade deres lys skinne for menneskene”, men som kan øves både med og uden den rette bevæggrund. Det er således helt igennem religiøse mennesker, det drejer sig om.

 

Endnu stærkere og alvorligere er dette udtrykt i Johs. 15,2, hvor Jesus taler om grene på ham, som ikke bærer frugt. I Matt. 7,22 taler han direkte, uden at benytte sig af billedsprog, om, hvad man i hans navn kan udrette: profetere, uddrive onde ånder, gøre undergerninger, uden derfor at være en virkelig kristen. Og menighedens engel i Sardes, en mand hvis lære og liv var sådan, at han af alle blev anset for at være en sand og levende kristen, han var det dog ikke. ”Du har ord for at leve og er dog død,” siger Jesus.

 

Hvem skulle ikke gribes af frygt for sig selv, når han hører dette? De mest oprigtige og åndsfyldte kristne kender til denne frygt – frygten for muligvis at være bedragne – og har tit i deres uro og angst måtte råbe: ”Ransag mig, Gud! - se, om jeg er på smertens vej!” Skulle du alene da ikke have grund til at frygte og ikke have nødig at lytte til Jesu ord?

 

Hvad var det da, de manglede, disse, hvis endeligt blev så forfærdeligt?

 

Bryllupsklædningen! Hvordan er du kommet her – uden at have bryllupsklædning på?

 

I Åbenbaringen 19 fortælles, hvordan der ved ”Lammets bryllups” blev givet hans brud en skinnende ren linnedklædning at iføre sig. Og – tilføjes der - ”linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger.” Hvori denne de helliges retfærdighed består, ser vi i kap. 7, hvor det om den store, hvidklædte skare hedder: ”De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone.” Og til den lunkne i Laodikea (kap. 3) siger Jesus: ”Jeg råder dig til hos mig at købe - - hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar.”

 

De, som er med i bryllupssalen, men sidder der i deres egne klæder, og ikke har kongens bryllupsdragt på, er altså den slags religiøse mennesker, som med mere eller mindre alvor, iver og gudsfrygt dog endnu kun regner med deres egen retfærdighed, aldrig er blevet afklædt deres synd og deres fromhed og iført en andens, nemlig Kristi retfærdighed.

 

Inden for denne kategori af mennesker er der flere forskellige typer: Nogle er der, som tror om sig selv, at de er iført Kristus – men uden at være det. Andre derimod ved det godt, at iført Kristus, det er de ikke. Andre igen er til og med fjendtligt indstillet til denne troens retfærdighed.

 

Fjendtligt? Ja! For ikke at tale om dem, som rent ud fornægtede troens retfærdighed – mennesker, som ikke engang kan siges at være i ”bryllupssalen” eller at ”gå brudgommen i møde”, men er hans åbenlyse fjender – så findes der i kristenflokken en del ofte stærkt religiøse mennesker, som samtidig med, at de med munden berømmer Kristus og troen på ham som den eneste vej til livet, dog i hjertet er hans fjender, ofte dem selv uafvidende og under dækning af et eller andet fromt foregivende.

 

Kristus og troen på ham er den eneste vej til livet, men – siger de – ingen har lov til at tilregne sig så stor en nåde: Kristus og hans fuldbragte værk, som ikke først har opfyldt, hvad ordet gør krav på (ordet, der kræver, kaldes lov – altså: ikke før loven er opfyldt). Og videre: Ej heller går det an, at man uden videre går hen og får troens vished i eje. Selv vil de ydmygt bekende sig som syndere, kæmpe, bede og lide, så skal vel Gud til sidst være dem nådig og skænke dem troen i hjertet. Ofte sammenblander de på en fin måde sandhed og løgn, idet de siger: Jesus selv, nåden og evangeliet kræver jo dog at omvendelse og bod må gå forud for troen. Siden beskriver de dette, der skal gå forud for troen, som en slags forbedring, der – hvis den lykkes for synderen, sådan som de mener og drømmer om, at den skal – ville være det samme som helliggørelse.

 

Mange af disse mener også om sig selv, at de er i troen, er iført Kristi retfærdighed, endda det er gået til på den måde, at de stadig er blevet bedre og bedre og til sidst, under denne stadig stigende forbedring, har ment sig at nu måtte de tro – på Kristus! Men dette er i sandhed en selvgjort tro.

 

Den rette tro opstår på den stik modsatte måde: man synes at blive værre og værre, synden rører sig stærkere og stærkere, og synderen, skuffet og mismodig over sine mislykkede bedringsforsøg, opgiver til sidst det hele. Han kan ikke angre, han kan ikke bede, han kan ikke elske. Han er, som var han fuldstændig død og forstenet. Men netop da, som han er allerlængst nede, bliver han ved evangeliet, ved det, som Kristus har gjort for os, reddet som en brand ud af ilden, frelst, retfærdig og salig. Det er den rette omvendelse, som Skriften beskriver den for os. Se Rom. 3,19-25, Rom. 5,20 og hele Rom. Kap. 7.

 

Ganske vist kan man også, før man er kommet til troen, gå frem i forbedring. Men kun på den ganske bestemte og højst ulyksalige måde, at loven ikke når helt ind i hjertet, men holder sig blot til det ydre. Resultatet heraf bliver, hvad Jesus kalder ”kalkede grave”, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed.

 

På denne måde – men også kun på denne – kan man forud for troen (altså uden tro) opnå at stadig blive bedre og bedre. Trøst og fred har sådanne mennesker også – i deres omvendelse, gudsfrygt og alvor, deres rene lære, deres brud med verden, deres religiøse aktivitet. De siger det ganske vist ikke, at det er dette, de grunder deres tro på. Men at det ikke desto mindre er tilfældet, ser vi af den simple kendsgerning, at når de synes, de nævnte ting lykkes for dem, så kan de tro, så strækker Kristus og nåden til, men ellers ikke. Mennesker som disse skal Jesus, som aldrig ville være blot en halv, men en hel frelser, en dag møde med spørgsmålet: Hvordan er du kommet herind, min ven, uden at have bryllupsklædning på?

 

Så er der de andre, som godt nok ved, at de endnu ikke har fået troen i eje, ikke har bryllupsklædningen på. Dette er ofte alvorlige og redelige mennesker. De mener det for så vidt oprigtigt nok, og går der, tyngede og trætte af mange forgæves forsøg, ja, til tider aldeles fortvivlede. De kæmper og strider og venter på en tid, hvor det skal blive så meget bedre med dem, at også de kan blive værdige til at tro. En varig bedring bliver det dog aldrig til. Kommer der en fristelse, følger de den straks, falder, fortvivler, føler sig letsindige, egenkærlige, forsynder sig atter, fortvivler osv. Kort sagt: de mest modstridende forhold og følelser gør sig gældende hos dem.

 

I denne brogede, pjaltede klædning vandrer de fremad. Og først og sidst hedder det: Umuligt, at jeg kan tro på Kristus, sådan som jeg er! Medvirkende hertil er, at tro ifølge deres begreber er, at jeg tror mig at være en kristen, tror, at med mig er alting vel. Og at ikke alting er godt og vel, derpå får de gang på gang alt for stærke beviser.

 

Sådanne mennesker burde i stedet lade sig overbevise om, at det i virkeligheden står langt værre til med dem, end de selv tror. Dels, fordi de er uden bryllupsklædning, og dels, fordi de arbejder sig frem ad en vej, der ender blindt, strider for noget, de til slut vil blive nødt til at opgive som håbløst. De bør lade sig overbevise om, at de aldeles ikke er kristne, og at grunden hertil er den, at de ikke, midt i deres usselhed, vil høre og i tro tage imod, hvad Kristus med sit blod og sin død har udrettet for dem, men stædigt og stadigt bestræber sig for at blive bedre. De bør gøre sig klart, at hvis de, mens de endnu går i denne deres egen pjaltede klædning, bliver overrasket af døden, vil dommen komme til at lyde: Denne har ikke bryllupsklædning på – kast ham ud!

 

En helt anden sag er det med dem, som midt i elendigheden dog står kritisk og afvisende over for deres selvretfærdighed og såkaldte tro, dømmer sig selv derfor, giver Guds ord ret og ønsker sig nåde til at kunne tro. Hos dem er den sande tro i virkeligheden allerede tændt.

 

Nu står endnu et stykke til selvprøvelse tilbage – et stykke som egentlig er det afgørende. Det angår os, som tror, at vi er i troen, er iført Kristi retfærdighed. Os, som kan tale om troen og nåden og roser os deraf som den eneste vej til frelse, vi ved, men som muligvis, uden at vide det selv, kan være bedragne med en falsk tro, en selvgjort, indbildt og død tro. Vi vil betragte Jesu ord om grenene på vintræet og lægge mærke til, hvilke kendetegn han anfører på dem, der skal tages bort og kastes ud.

 

Fra Johs. 15 læser vi følgende: ”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.”

 

Her taler Jesus om grene på ham, som ikke bærer frugt, og som derfor skal tages bort, ja, kastes i ilden og brændes. Forfærdelige ord af vor frelsers mund, så meget mere, som han kalder dem grene på sig! Hvad kan han mene med det?

 

Meningen er afgjort ikke, at et menneske, som ærligt og oprigtigt ved troen er og bliver i Jesus, kan være uden frugt og derfor blive forkastet. ”Den, som bliver i mig og jeg i ham,” siger han jo længere nede, ”han bærer megen frugt.”

 

Nej, Herren vil med ordene: grene på mig, knivskarpt og fint give udtryk for, hvor stor ligheden mellem de ægte og de uægte børn kan være. Hvor megen religiøsitet og hvor meget ydre fællesskab med ham og med sande kristne et menneske kan have og dog ikke eje det sande liv, saften og kraften fra ham, hvilket frugterne skulle være et vidnesbyrd om.

 

Lad os standse en stund for disse Jesu ord. Han siger om de ægte, de gode grene, de grene, som bærer frugt, at dem renser vingårdsmanden. Det vil sige han beskærer og bøjer dem, tager bort, hvad der hindrer deres vækst, kort sagt: lader dem ikke få lov til at udvikle og udfolde sig efter behag. De grene derimod, som ikke bærer frugt, slipper for vingårdsmandens kniv. De får lov til at vokse frit, de er jo kun bestemt til at brændes.

 

Her kunne nok være grund til for hver og en at prøve sig selv – oprigtigt og med bæven – efter Jesu ord. Men ak! - det bekræftes med det samme, at vingårdsmandens kniv ikke rammer de golde, men kun de gode, frugtbærende grene: De, som har grund til at frygte, frygter ikke, men de, som ikke har grund til at frygte, de frygter. Mangt et menneskes sande stilling skal med uhyggelig klarhed vise sig derved, at han ikke er i stand til at frygte eller til alvorligt at prøve sig selv. Han skal være så tryg, så tilfreds med sig selv, i kraft af sit harmoniske følelsesliv, sin fromhed og religiøsitet, at Jesu ord, om også de når hans ydre ører, dog ikke når ind til hans bevidsthed.

 

Måtte dog, for en eller anden, det lykkelige øjeblik nu være kommet, da det bliver givet ham at se, hvad det er, han mangler, og vågne op af sin falske fromhed og skjulte død!

 

Du håber, at du er en kristen, håber, at du er i troen og ejer Guds nåde. Du har, kan hænde, en sådan følelse af fred i dit indre, en sådan tillid til bønnen, en sådan kærlighed til Guds ord, så mange beviser på Guds kærlighed, at du umuligt kan tænke dig andet end, at du ejer Guds nåde og yndest. Du ræsonnerer måske frimodigt som så: Jeg har jo længe regnet mig med til de troendes flok, har sagt verden farvel, ja, har til og med været ude for hån og spot for min gudsfrygts skyld, jeg har stridt for Kristi sag, været med i kristeligt arbejde – at jeg er en kristen, ved jo enhver.

 

Nu vel – dette er alt sammen godt og rosværdigt. Der er tusinder af mennesker, som ikke kan sige noget sådan om sig selv. Men kære! Det er endnu intet bevis for, at du også er en sand og levende kristen. Så stor er ligheden mellem de golde og de frugtbærende grene, mellem de kloge og de uforstandige jomfruer, at du med lethed kan være bedraget. Prøv dig derfor på den måde, som ordet giver anvisning på. Såvel Jesu ord her som Guds ord i sin helhed gør jo gældende, at troen skal bevise sin ægthed ved de frugter, den bærer.

 

Visselig er også en kristen svag og syndig og fuld af mangler. Og nåden er uforskyldt stor og grænseløst rig – derom er ingen tvivl. Men der er dog visse virkninger, visse frugter, som troen, Ånden, den nye fødsel, altid vil medføre, selv hos de svageste kristne. Det er disse virkninger, disse frugter, der er tale om her.

 

Muligvis tænker du i denne forbindelse på gode gerninger, du øver, synder, du har aflagt, åndelige evner, du er i besiddelse af, religiøs virksomhed, du deltager i, og mener, at dette må være et vidnesbyrd om, at din tro er en levende tro. Men se efter, om også Skriften lader det bero hermed. I Matt. 7,22 siger Jesus: ”Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jeg, vig bort fra mig, I, som øver uret.” Vi vil derfor anstille en nøjere prøve og se, om nu også de virkninger, som Skriften angiver som troens og Åndens frugter, har fulgt og endnu følger vor tro.

 

Vi standser f. eks. for følgende bibelord: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.” Gal. 5,22-23.

 

”Da vi har den samme troens ånd som i skriftordet: ”Jeg troede, derfor talte jeg,” så tror vi også, og derfor taler vi også.” 2. Kor. 4,13. Læg hertil Jesu klare og tydelige ord i Matt. 12,34: ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.”

 

”Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden, og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.” 1. Johs. 5,4. Til sidst Jesu allerede anførte ord: ”Hver gren, som bærer frugt, den renser ham, for at den skal bære mere frugt.” Og i forbindelse hermed apostelens ord i Hebr. 12,8: ”Hvis I da ikke får nogen tugtelse - - så er I jo uægte børn og ikke sønner.”

 

I disse bibelord finder vi opgivet som troens og Åndens frugter, som kendetegn på de ægte grene på Kristus, følgende: For det første: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, osv.

 

For det andet: At dette giver sig udslag i vor tale, så vi fører et nyt, åndeligt sprog – med munden bekender os til Kristus.

 

For det tredje: At den, som er født på ny, sejrer over verden, dvs. ikke er træl af noget som helst. Og for det fjerde, at han med alt dette er genstand for daglig tugt af Guds Ånd.

 

For at kunne prøve sig ret ud fra disse fire punkter, er det nødvendigt først at kende de forskellige frugter så godt, at man kan skelne de ægte fra de uægte. Den fare vil altid være til stede, at man på grund af manglende forståelse af frugternes art tager fejl. Det er derfor nødvendigt at give agt på ordets beskrivelse af dem.

 

Den første var kærligheden. Kærligheden til Gud vil vi få lejlighed til at komme ind på i forbindelse med ordet: ”Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden.” Den kærlighed, som Kristus og apostlene, Johannes især, i egentligste forstand har anført som kendetegn på Guds børn, er den indbyrdes kærlighed brødrene imellem. Det finder vi udtrykt i ord som Johs. 13,55 og 1. Johs. 2,9-11 og 3,14 og 4,7 og 12,20 og 5,12. m.fl. Bestandig kommer det igen: om vi har indbyrdes kærlighed – om vi elsker brødrene – elsker Guds børn – elsker dem, som er født af Gud.

 

For ikke at bedrage sig selv med hensyn til dette kendetegn må man på forhånd gøre sig følgende klart: Det er mennesker, som har et eller andet religiøst broderskab, de elsker, men alligevel ikke er Jesu disciple. Farisæerne elskede også hinanden som brødre. Saddukæerne ligeså. Jeg må derfor sammen med dette kendetegn både hos mig selv og mine brødre kunne finde de øvrige kendetegn, som viser, at vi ikke blot er religiøse, men også kristne – de tegn, som er den sande menigheds tegn.

 

Og hvad mærkeligere er – der er mennesker, som virkelig elsker sande Guds børn, elsker dem, der er født af Gud, uden at være det samme selv.

 

Motiverne for deres kærlighed er ikke de rette. Arten deraf ej heller. Om de rette motiver for kærligheden skriver Johannes: ”Enhver, som elsker den, der fødte ham, elsker også den, som er født af ham. Derpå kender vi, at vi elsker Guds børn: når vi elsker Gud.”

 

Gør dig klart, om din kærlighed skriver sig derfra, at du selv fandt den fred med Gud, du hungrede og tørstede efter, og da begyndte at elske ham således, at du så eller hørte om en eller anden, som også søgte og elskede Herren, blev denne dig straks så broderligt kær, så elskelig, at hans egenskaber i øvrigt blev ladt fuldstændig ude af betragtning. Ja, om også han faktisk havde udseende, optræden og væsen imod sig, så var han dig dog, blot fordi han elskede Herren, langt mere kær end det prægtigste verdensmenneske, som ikke spurgte efter Gud. Dette er at elske barnet for faderens skyld. Herpå var det, at Jesus lagde vægten, når han over for sine disciple talte om kærlighed. F. eks. når han i Mark. 9,41 så udtryksfuldt siger: ”Den, som giver jer et bæger vand at drikke af den grund, at I hører Kristus til, sandelig siger jeg jer: han skal ikke gå glip af sin løn.” Eller i Matt. 10,41, hvor det hedder: ”Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet - - tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig - - giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel,” osv.

 

Der findes nemlig dem, som elsker de kristne, ikke som kristne, men som mennesker. Elsker dem f. eks. fordi de er så elskværdige i omgang, så milde og medgørlige, så hjælpsomme og godgørende. Eller elsker dem, som den, der har stiftet et parti, elsker sine tilhængere, fordi de i et og alt er af samme mening som de selv. Elsker dem, som det da vil hedde, for deres troskab mod lærens renhed, deres indsigt i sandheden osv.

 

Spørgsmålet er ikke, om ikke en kristen naturligt bør være som ovenfor skildret. Spørgsmålet er om din kærligheds motiver: om du elsker en kristen for dydernes skyld eller blot, fordi du forstår, at han elsker den samme frelser som dig og er elsket af ham.

 

Blandt troens frugter nævner apostelen også fred. Med hensyn til dette skal vi mærke os følgende: Der er mennesker, religiøse mennesker, som kan eje en indre fred, men en fred, som ikke er Åndens frugt. Måske er det netop denne din fred, som nu burde rokkes. Gør dig klart, hvad grundlaget er for din fred. Gør dig klart, af hvad art den er. Om den rette fred siger Paulus: ”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi nu fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” Rom. 5,1.

 

Tænk efter, på hvad måde du første gang fik freden i eje. Skriver den sig derfra, at du som en fuldkomment hjælpeløs synder ved ordet fandt fred i den retfærdighed, Kristus havde vundet til dig? Og er det på samme måde, du daglig får freden fornyet? Eller vokser den frem af sig selv i dit hjerte? Er den udelukkende en frugt af et lyst og harmonisk livssyn? Eller en følge af, at du ingen anfægtelse har for dine synder, men lever i rolig tilfredshed med dig selv?

 

Den rette fred er fattige synders fred i Kristus. Den føres i hjertet ved ordet om Kristus og retfærdigheden i ham, læst, hørt og modtaget, så synderen derved bliver trøstet og glad. Retfærdiggjorte af tro, sagde jo Paulus, har vi – ikke blot fred, men fred med Gud. Det vil sige, vi står i det nære, fortrolige, gode forhold til Gud, hvorved vi også har fred i samvittigheden, indre glæde og ro.

 

Hvad her er sagt om fredens grundlag, opkomst og art, glæder også om de øvrige Åndens frugter, apostelen opregner: langmodighed, mildhed, godhed osv. Som dyder betragtet findes disse ofte i langt højere grad hos vantro mennesker end hos mange oprigtige kristne. Men da kun som naturgaver – udslag af et blidt temperament, en god opdragelse, eller frugten af egne bestræbelser. Undersøg derfor, om disse dine dyder er Åndens frugt. Om de skriver sig fra, at du modtog nåde, fik fred med Gud, og at denne nåde har indvirket på og bøjet dit hjerte, så langmodighed, mildhed og godhed m.m. Blev frugten deraf – en proces, som på grund af kødets modstand ikke går af uden kamp.

 

Oprigtige kristne, som af naturen har et heftigt og vanskeligt sind, høres ofte klage over mangler og brist på dette punkt. Men denne klage og denne kamp er uden sammenligning et bedre tegn end de andres højere grad af kraft og fuldkommenhed. –

 

En meget betegnende troens frugt var også mundens bekendelse – det nye, åndelige tungemål. Men måtte ingen bedrage sig her! Husk at: Et menneske kan tale meget om åndelige emner, både om lov og evangelium, omvendelse, tro og helliggørelse, uden at dette derfor behøver at være en sand Kristi bekendelse og tegn på åndeligt liv.

 

Rent bortset fra ordets forkyndere, hvis embede kræver, at de stadig, enten de vil eller ej, må beskæftige sig med åndelige emner, så findes der mennesker, religiøse mennesker, som fører megen åndelig tale i munden uden i hjertet at eje åndeligt liv. Gør dig derfor klart, hvad din bekendelse grunder sig på. Om den rette bekendelse hedder det i Skriften: ”Jeg troede, derfor talte jeg!” Og: ”Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.” Altså: når det er, fordi du tror, at du taler – når du i Jesus og hans nåde har fundet så megen glæde og lykke, at du ikke kan tie dermed – da vidner det om, at du ejer livet i Kristus, men også kun da.

 

Se ligeledes til, af hvad art og indhold din tale er. Mange religiøse mennesker taler – og taler meget om åndelige emner, men der er intet vidnesbyrd om Kristus deri. De taler om kirkelige spørgsmål: om religioner og sekter, om forkyndere og forkyndelse, om vildfarelser og synder – hos andre. Men ikke en eneste gang måske taler de om Frelseren, om deres egne synder, om syndernes forladelse, om nåde og barnekår hos Gud – disse for Guds børn så kære og liflige emner. Og hvorfor? Hvorfor smager det dem ikke at tale om dette?

 

Siger ikke Skriften udtrykkeligt: ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med!” Aldrig har vel nogen haft vanskeligt ved at tale om sit yndlingsemne! Hvad vidner den da om, denne afslag for, ja, undseelse ved at tale om så herlige ting som disse? Et spørgsmål til den enkelte selv at besvare!

 

Det er desuden vigtigt, at du gør dig klart, ikke hvad du kan, men hvad du gerne vil tale om. Hvad du kan tale med om, vidner om, hvad du har i forstanden. Hvad du har lyst til at tale om, vidner om, hvad du har i hjertet. Her kan vel forskellige ydre omstændigheder, selskabets art og interesser, forbigående ligegyldighed m.m. Bevirke, at en kristen til tider ikke taler om sine egentlige yndlingsemner. Men læg blot mærke til, hvad dit kæreste emne til samtale er, og hvad du i selskab med dine kæreste, mest fortrolige venner oftest og ivrigst vil søge at føre samtalen ind på. Dette skal vise, om Kristus er dit hjertes liv og skat eller ej.

 

Et tegn på de ægte, de gode grene var også dette, at vingårdsmanden renser dem.

 

Ydre lidelse er intet bevis med hensyn til et menneskes åndelige tilstand. De er jo fælles for alle slags mennesker, ja, endog for de umælende dyr. Og tillige skal vi mærke os følgende: Et menneske kan godt gå med en indre uro i sindet og have samvittighedsbebrejdelser over sine synder, uden at det derfor er tegn på, at han som barn hos Gud er genstand for Guds faderlige tugt.

 

Kong Saul f.eks. blev slået i sin samvittighed, brast i gråd og erkendte sin ondskab 1. Sam. 24,17-18, men fortsatte ikke desto mindre som før.

 

Kain havde også en såret samvittighed, et bævende hjerte. ”Min straf er ikke til at bære.” sagde han til Herren, men var og forblev dog lige ubodfærdig.

 

Selve synden og samvittighedens rent naturlige uro kan ofte volde smerte, uden at Herrens Ånd derfor bor i hjertet.

 

Til nu at kunne skelne mellem Åndens tugt og denne rent naturlige smerte vil det bedste og pålideligste middel være dette, at du lægger mærke til, om tugten i dit indre står i samklang med den fred – fattige synderes fred i Kristus – som i det foregående er omtalt. Om der dybest inde består et godt, fortroligt forhold mellem dig og din Gud, og der som følge heraf er en vågen og fint mærkende tugtens ånd i dit indre, som ikke tillader dig at synde imod ham.

 

Læg ligeledes mærke til, hvilke virkninger tugten har. Om den driver dig til Gud, driver dig til daglig – som et barn hos sin fader – i anger og bod at bekende din synd og på Kristi retfærdigheds grund søge nåde og fred for fortsat at bevare det gode forhold til Gud, samt endelig at råbe om hjælp og kraft i kampen mod synden. Eller om derimod din erkendelse af synd efterlader dig på samme sted og i samme pinefulde stilling som før, endnu stadig fremmed for Gud.

 

Ja, se nøje til – måske vil du også finde, at det kun er for ydre og grovere synder, du føler dig dømt og urolig. For det finere indre onde: ligegyldighed, hovmod, egenkærlighed osv mærker du aldrig til tugt. Skulle Guds Ånd ikke, hvis den boede i hjertet, se også dette og dømme og straffe? Netop for dette indre onde tugtes de sande kristne oftest og mest.

 

Vi vil i samme forbindelse undersøge, hvad der menes med det, Johannes skriver: ”Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.” Hele Hebr. 11. handler om det samme. Det viser, hvad de gamle ”i tro” har formået. Apostelen slutter med at minde om martyrerne, som, efter først for Kristi skyld at have givet afkald på alt, hvad de her i livet havde kært, ofrede selve livet – alt i kraft af deres tro. Dette er at ”sejre over verden”. Thi denne verdens fyrste, djævelen, med alle sine indskydelser, verden, dvs de vantro, med trusler og løfter, kødet, med dets overordentlige følsomhed over for lidelser og nød – alt må have forenet sig i at bevæge dem til utroskab mod Herren. Men de holdt ud! Og den kraft, hvormed de holdt ud og overvandt verden, var deres tro.

 

Ordenes betydning er således denne: Den, som er født på ny, er ikke træl under noget som helst. Han kan forsage alt og udholde alt. Han er ikke træl hverken under synd eller verdslig lyst, ja, end ikke under ganske uskyldige ting. Dette betyder ikke, at det onde ikke klæber ved ham. Ej heller, at han ikke i et svagt øjeblik kan overrumples deraf og bringes til fald. Men det betyder, at han ikke bliver i synden. Synden er ikke noget, han nødvendigvis må fortsætte med og ikke kan slippe eller unddrage sig – som en træl er tvunget til hver morgen på ny under det samme åg at gå til det samme arbejde. Således hersker synden og verden nemlig over deres trælle – også om disse undertiden lider derunder, græder og klager. Hvor troen ikke er, er der ingen kraft til sejr, ingen mulighed for at blive løst. Altid samme slaveri, hvad en eller anden bestemt synd angår. Læg mærke til dette: Hvad en eller anden bestemt skødesynd angår. Man kan nemlig udmærket slippe og aflægge adskillige ydre synder, uden at nåden er den tvingende og drivende kraft.

 

Den derimod, som er født af Gud, er ikke træl under en eneste synd. At et barn elsker sin fader og moder er f.eks. en ganske uskyldig ting, ja, ganske enkelt noget, vi i Guds ord er befalet at gøre. Men – siger Jesus – den, som er så bunden af denne kærlighed, at han ikke, hvis det kræves, kan give slip på fader og moder, han kan ikke være min discipel. Luk. 14,26 og Matt. 10,37.

 

At have penge, marker, forretning eller ægtefælle er ligeledes ganske uskyldige ting. Men når mennesker i den grad blev bundet af disse uskyldige ting, at de ikke kunne komme til festen (Matt. 22 og Luk. 14.), ikke kunne følge Jesus (Luk. 18,22-23), så blev det dem til død.

 

Som allerede sagt: Troen ophæver ikke den rent menneskelige svaghed eller de rent naturlige følelser. Men den giver hjælp og kraft til i givet fald at undertrykke og sejre over synd og under det alt sammen blive hos Herren. ”Mit hjerte var bittert, og det nagede i mine nyrer,” siger Asaf - ”dog bliver jeg altid hos dig - - lad kun mit kød og mit hjerte vansmægte.” Salme 73. Dette er at ”sejre over verden”.

 

Er det derimod sådan, at jeg nok er religiøs, gudfrygtig og from, men – hvis det gælder om at afstå fra skødesynd eller give afkald på en kær, i sig selv uskyldig ting – dog ikke kan stå prøve, ikke kan lade det fare og have min skat og mit alt i Herren alene, da har jeg ikke den sande Gud til mit hjertes Gud. Jeg har ikke den nye fødsels og troens sejrskraft. ”Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden.”

 

”Dette er det kristnes kendemærke,” siger Luther, ”det, hvorpå man bør kende dem og mærke, at de er født af Gud og derved skiller sig fra de falske børn, som kun beholder skummet af Guds ord, men aldrig har erfaret dets kraft. Af dette sidste bliver kun et åndeligt misfoster, hvori der hverken er liv eller kraft. Det hedder ikke her at være født af Gud og endda forblive i det gamle døde og verdslige væsen samt ligge bundet i synder efter djævelens behag og leve det samme liv som før. Det gælder om at stå Djævelen og hele hans rige imod. Derfor: hvis ikke du sejrer over verden, men lader dig besejre af den, kan du vel rose dig af troen og af Kristus, men dine egne gerninger vidner imod dig, at du ikke er et Guds barn.”

 

”For nu blot at begynde med et ganske enkelt og nærliggende eksempel: Hvis du roser dig af, at du er et Guds barn, og samtidig lever i synd mod det sjette bud, så har Djævelen besejret dig og revet dig ud af Guds rige. Hvis du er en gnier, som med åger og svig, falske varer og uredelighed i handel og vandel skader din næste, så har du ladet verden og dit eget kød besejre dig ved at par lumpne skillingers hjælp. Og hvis du i hjertet huser had og misundelse mod din næste, så er du med det samme en djævelens træl.”

 

Og videre: Du vil være en kristen, men på samme tid stå dig godt med verden – eller i hvert fald med visse mennesker inden for verdslige kredse. Og når dette ikke kan lade sig gøre, uden at du skal skikke dig lige med dem, så gør du også det. Du strækker dig heri så vidt, at du nu er elsket og agtet af mennesker, som ikke spørger efter din herre, ikke elsker og ærer ham.

 

Hvad vidner dette nødvendigvis om? Vistnok ikke blot om en fornægtelse som Peters – han blev dog aldrig en verdens ven, men gik ud, udenfor, og græd bittert, og var både før og efter, åbenbart for alle, en Jesu discipel. Det vidner om en stadig fortsat, blivende og herskende verdslighed og utroskab mod Herren. Det vidner om, at du ikke ejer den nye fødsels og troens kraft. Thi venskab med verden er fjendskab med Gud. Hverken Jesus selv eller nogen sand Jesu discipel – hvor elskelige, milde, vise og taktfulde de så ellers måtte være – har nogensinde lært den kunst på en gang at være ven med Gud og med verden.

 

Vi vil nu slutte denne beskrivelse af Åndens frugter og det, de står som beviser for, og overlade til den enkelte selv at tage stilling dertil. Du kan, hvis du vil, lade være at agte på det dømmende ord. Du kan lade være i oprigtighed at prøve dig efter det og lade være at lytte til Åndens røst i din samvittighed. Kong Akab fik jo lov til frit at foragte Herrens advarsel og drage ud, sin egen ulykke i møde. Du skal – siger Herren – hvis du vil det så, få lov til at blive i din tryghed. ”Mit folk,” siger han, ”ville ikke høre min røst, Israel lød mig ikke. Da lod jeg dem fare i deres stivsind, de vandrede efter deres egne råd.” Salme 81,12.

 

Men du synes, det ville være så foruroligende at opdage. At det ikke stod så vel til med din gudsfrygt!

 

Ja, det er sandt. Det kan nok skabe uro og angst. Det samme syntes også den gamle kong Benhadad, da han lå syg og svag på sit leje: Det ville være så hårdt at få den besked, at han skulle dø. Og fordi han så bestemt ønskede at få et mere trøstefuldt svar, fik han det også. Han fik lov til uforstyrret at dø i sin tryghed. Det samme får du, hvis du nødvendigvis vil. Men Gud bevare dig for, at dette skulle ske!

 

Mens nådetiden endnu er inde, vær da oprigtig mod dig selv og lad Guds trofaste ånd få lov at kaste lys over din stilling. Tusinder af mennesker er, efter et langvarigt selvbedrag, vågnet op, har fået kursen lagt om og priser nu evigt Gud, fordi de blev standset i tide. Derfor: stands også du og tænk efter!

 

Og er det ved Guds store barmhjertighed blevet dig klart, at det ikke har været, som det skulle, med dig hidtil, så lad intet menneske drage denne Åndens røst i dit indre i tvivl eller søge at bringe den til tavshed. Lad dig heller ikke nøje med mindre end en helt ny klædning, nyt liv og ny fred. Og se – Guds rige er dig nær. Faderens favn er åben for dig – ved dag og ved nat. Hvad Jesus har gjort, strækker til, om også du var tusinde gange værre, end du er. Ånden står rede til at give dig liv, give dig den levende tro. Hvis blot du er kommet til kort med dit eget, så kom, som du er, til Jesus, og alt bliver godt.

 

Har det aldrig før været godt, så er du heller aldrig på den måde kommet til ham. Har det været godt, du er blot gledet ud, så kender du vejen af egen erfaring. Kom da igen på samme måde – til samme frelser. ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid.” Han råber endnu: ”Den, som tørster, skal komme, den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.