Den sande gudsfrygt

 

Når et menneske, som hidtil har sovet i synden, bliver vækket og får den dom og forbandelse at se, som, uden at han vidste det, har hængt over hans hoved, bliver han forfærdet og søger en udvej til redning.

 

Han hører nu om omvendelse, anger og tro, om Kristus, om nådestolen, om gode gerninger – og fatter af det hele kun så meget, at man skal omvende sig, man skal angre, man skal tro på Kristus, gøre gode gerninger osv.

 

Alt dette, som siger: ”du skal!” hedder loven – også når det hedder: ”du skal tro!” Der ligger jo også i dette et bud, et krav. Men alt, hvad et menneske gør, drevet dertil af lovens krav, får to ulykkelige forhold til følge.

 

Det første er dette: Han er med alt sit stræb endnu under forbandelsen. For ”alle de, der er af lovgerninger, er under forbandelse.” Gal. 3,10. Nåde og syndernes forladelse er uløseligt knyttet til Kristus og fås alene ved troen på ham.

 

Det andet er dette: Han vil aldrig ved sit stræb under loven blive født på ny. Han får aldrig ad den vej et nyt hjerte, et nyt sind. Ej heller får han Guds Ånd. Det sker alt sammen først, når han begynder at tro på Kristus og ved ham bliver frigjort fra loven, benådet, salig og glad. Herom er det, at Paulus i samme kapitel (vers 2) siger: ”Dette ene vil jeg have at vide af jer: var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?” Og i Rom 7,4 siger han: ”Så er da også I, mine brødre, ved Kristi legeme døde fra loven, så I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud.”

 

Mærk dig dette: Først når vi er døde fra loven og er kommet til ham, som blev opvakt fra de døde, kan vi bære frugt for Gud. Dette vil vi også af egen erfaring kunne bekræfte – hvis vi da har gjort en sådan erfaring! Der var, mens vi befandt os under lovens trælleåg, vel til tider anger og tårer, bønner, forsøg på forbedring, angst og fortvivlelse, men ingen indre lyst og kærlighed til det gode og ingen kraft til at gøre det. Jeg faldt i synd, jeg blev angst, jeg forfærdedes, jeg angrede, jeg søgte at forbedre mig, men fandt igen. Atter begyndte kampen, og atter faldt jeg. Synden fik stadig større magt, begæret blev stærkere, modstanden svagere, fjendskabet mod Guds hellige lov brød for alvor ud, fangen sled i sine lænker og forbandede dem – sådan er menneskets lod, så længe det er under loven. Jeg havde intet af den hellige vilje, intet af den kærlighed og lyst til Guds lov, som dog er det første, Herren ser efter hos os.

 

Men det var ej heller at vente. Det virkes kun af Guds Ånd, og det sker kun ved i tro at høre. Når ordet og Kristus får indgang i hjertet, når synderen får nåde og forladelse for alt, hvad han har gjort, når han ser, at om end han fremdeles er uværdig og fuld af synd, så er synden dog sonet, slettet ud, taget bort, ja sænket i havets dyb, og at Gud for Kristi soningsdøds skyld smiler synderen i møde – da lever han op, da smelter hans hjerte, ja, da bliver det født på ny og forvandlet. Dette er den sande, levende, frelsende tro.

 

Nu nærer jeg ingen misfornøjelse mere mod Gud, fordi hans liv er så streng. Jeg elsker ham i stedet. Jeg kan ikke andet end at elske en Gud, der er så inderlig barmhjertig, nådefuld og mild, en Gud, som har forladt mig alle mine synder og rådet bod på alle mine brist. Tillige er mit hjertes smag så fuldstændig forandret, at det, som før var mig kært, hader jeg nu, og det, som før var mig umuligt, er mig nu så let og så kært. Jeg glæder mig nu i mit indre menneske over Guds lov, og der er intet, jeg højere ønsker, end at jeg også i alt kunne være og gøre, hvad den kræver. Det er min største sorg, at jeg i mig selv er så fordærvet, så svag og usømmelig. Der findes således nu i mit hjerte den villige ånd, den nye skabning, den sande gudsfrygt, som jeg før under frygt og bæven forgæves søgte i eget arbejde, omvendelse, anger og bøn.

 

Her skal det lige bemærkes, at denne forandring hos et menneske naturligvis ikke er så absolut, at der ingen brist, intet kød og blod mere skulle være tilbage. Ej heller må det ventes, at synderen altid selv skal kunne se og forstå den fornyelse, der er foregået med ham. Såvel Åndens tugt som satans anfægtelser, ja, også hans egen åndelige fattigdom og de brist, som endnu klæber ved ham, vil som oftest forhindre ham deri.

 

At der ikke desto mindre er sket en forandring med dig, siden du kom til troen, det ser enhver åndelig vågen kristen med glæde. Det ser selve den blinde verden omkring dig med harme og beklagelse. Også du selv skal i tider, hvor du ikke bliver anfægtet, kunne se og måtte indrømme, at troen trods alt på vigtige punkter har bevirket en ikke ringe forandring hos dig.

 

At elske Gud f.eks. er umuligt for den, som ikke er født på ny. Ikke blot lever han nok så tilfreds og fornøjet uden Gud. Hans hjerte bliver også, når han for alvor begynder at arbejde på sin egen forbedring, fjendtligt og bittert stemt mod Gud og hans lov. Nu derimod, da han, træt og tynget af byrder, som han var, har fået forladelse og trøst i troen på Jesus – nu elsker han Gud. Elsker ham i tider, hvor hjertet smager og ser, hvor liflig han er, og sjælen fortroligt siger sit: Abba, Fader! Elsker ham i de mørke stunder, hvor Gud trods mørket dog er den faste grund for hans fred. Elsker ham – til trods for, at han lider under og ser med bekymring på sine følelsers kulde – med en kærlighed så inderlig, at han ikke kan leve ham foruden, ikke kan være glad og tilfreds uden at have vished om at eje hans venskab. Guds bud bliver også nu ret hans hjertes lyst. Aldrig ville han være lykkeligere end den dag, han i alt kunne lave sin Gud til behag.

 

Videre bærer han nu Herrens frygt i sit hjerte. Tidligere levede han med dommen over sit hoved – i fuldkommen tryghed og ro. Nu derimod er han aldrig tilfreds med sit selv. Aldrig tør han føle sig tryg, for han frygter for muligvis at leve i et bedrag. Falder han i synd af en eller anden art, så kan han dog aldrig blive i synden.

 

Og endnu et: Man sporer aldrig hos verdens børn nogen glæde i Herren. Man hører dem aldrig af hjertet at prise Guds kærlighed og nåde. Man hører dem aldrig bekende hans navn – derimod ofte letsindigt at misbruge det. Men en kristen, når han først har fået vished om Guds nåde, hans ansigt stråler, og han er ikke i stand til at tie om sin lykke. Han ”priser Gud” - ligesom Simeon, da han havde ”set Herrens frelse” og stod med barnet i sine arme. Han ”fortæller, hvad der er sket” - ligesom de to, der på vejen til Emmaus havde vandret sammen med Jesus og til sidst fik øjnene åbnede og så, hvem han var.

 

Den nye skabning, som således er en følge af troen, vil vise sig i alle menneskelige livsforhold: Barnet bliver så medgørligt, så lydigt og opmærksomt, når det har smagt Frelserens kærlighed. Man tager imod og tilgiver så gerne forurettelser, når man selv har søgt og modtaget Guds tilgivelse for alt, hvad man har gjort. Man gribes af angst og forfærdelse over at opdage urene tanker og urent begær hos sig selv – i det Helligåndens tempel, man er. Finere uærlighed, løgn og bagtalelse, som verden tager sig let, bliver for den troendes pinligt ømme samvittighed gnavende orme, som må fjernes.

 

Kort sagt: den, som er født på ny, var med det samme en fuldkommen helgen, hvis han helt igennem kunne være, hvad han ville. Så villig er ånden, så inderlig hans indre menneskes lyst til Guds lov. Men ak! En kristen har endnu bestandig sit onde kød, og længe varer det ikke, før kødet og ånden ligger i strid med hinanden. Af den stilling, han indtager i denne strid, beror det, om hans nådeliv skal bevares friskt og i stadig vækst, eller det skal forfalde og dø. Derfor skal vi nu gå nærmere ind på det særlige ved striden – også fordi det netop er på den, at den levende, oprigtige og villige ånd tydeligst adskiller sig fra den falske.

 

Dog skal vi, før vi går videre, bemærke følgende: Den i det foregående nævnte forandring, som sker, når troen fødes i et menneskes hjerte, er et så vigtigt kendetegn på den sande tro, at hvis nogen skulle mene sig at være blevet omvendt og være en levende kristen, men ikke har undergået denne indre forvandling og en ny fødsel og derved fået et nyt sind, nyt lys, nye evner og kræfter, han bedrager sig selv med en falsk tro. Apostelens tale er tydelig nok. ”Hvis nogen er i Kristus,” siger han, ”er han en ny skabning, det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” 2. Kor. 7,17.

 

”Hvis nogen er i Kristus” - dvs. ved troen er iklædt Kristus. Og videre: Apostelen siger ikke: En ny livsform, nye vaner, ny omsorg og iver, men: En ny skabning. Det vil sige hele mennesket og da i særdeleshed dets indre: dets hjerte og sind, dets dømmekraft, lyst og forstand.

 

”Noget nyt er blevet til” - hvad der også vil ytre sig udadtil i tale og optræden, liv og bekendelse m.m.

 

Endvidere står der ikke, at den, som er i Kristus, bør være en ny skabning men at han er en ny skabning. Det vil sige, han kan ikke være den samme, som han hidtil har været. Han kan ikke f.eks. have samme indstilling til verden og dens tomhed, samme forhold til synden eller til Gud, som han før har haft.

 

Hvad angår den første af de to stridende magter, den nye villige ånd i de troendes hjerter, så har vi allerede set, hvorledes den opstår og i almindelighed ytrer sig. Men spørger nogen, hvorfra den da har sin hellige art, så finder vi svaret i 2. Pet. 1,4 og Rom. 8,9-11 og Gal. 4,6. og flere andre steder i Skriften. Den er efter sit inderste væsen intet mindre end ”del i guddommelig natur”, ”Guds Ånd” eller ”Kristi Ånd”, levende og virkende i de troendes hjerter. Intet under da, at den ”glæder sig over Guds lov” og er ”villig” til det gode. Derfor hedder det heller ikke, at ånden bør være villig, men: Ånden er villig. Matt. 26,41.

 

Det er af så afgørende betydning for din udødelige sjæls velfærd, at sandheden i tide bliver erkendt. Hvis du lever i den mening, at du ved Guds nåde er blevet et andet menneske, en kristen – fordi du hører og læser Guds ord med større iver og indsigt end før, gerne taler derom og søger fromme menneskers selskab – men du ikke har fået en ny, villig ånd, som elsker, hvad før var forhadt, lider under det, som før var dig kært, og formår, hvad før var umuligt, så er dette kun et alt for tydeligt tegn på, at du endnu ikke er rettelig født på ny. For ”hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning”.

 

Med kødet – den anden af de tro stridende magter – menes den i syndefaldet fordærvede, os medfødte onde natur, arvesynden, som er en kilde til alt ondt.

 

Hvad kødet angår, skal vi bemærke følgende: Når Jesus siger, at ”kødet er skrøbeligt”, så er det sagt til hans tro disciple, som havde den villige ånd, men ikke desto mindre samme aften blottede kødets art derved, at de ikke, mens Jesus svedte blod i Getsemane, kunne våge blot en time med ham, at de flygtede, da han blev grebet, og fornægtede ham, mens han som anklaget stod for sine fjender.

 

Når Paulus i Gal. 5,17 siger. ”Kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet, de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil,” så taler han der til de samme kristne brødre, om hvem han i samme kapitel har bevidnet, at de stod i den troens frihed, i hvilken han ønsker, de fortsat må stå fast (vers 1). Alligevel frygter han for, at de skal lade friheden blive en anledning for kødet (vers 13), at de skal ”bide og æde hverandre” (vers 15), ja, advarer dem mod at ”fuldbyrde kødets begæringer” (vers 16).

 

Af alt dette – såvel som af de helliges fristelser og fald – turde det være tilstrækkelig godtgjort, at kødet bliver ikke i den nye fødsel forvandlet og godt. Kød er kød, og samme onde kød som hos de vantro findes også hos de troende. Hvorfor det heller ikke hedder kødets, men sindets fornyelse, Rom. 13,2. og i modsætning hertil ”kødets korsfæstelse”, Gal. 5,24.

 

Dette onde kød er for det første i sig selv fyldt af alle slags ondt begær. Dernæst også, ved den mindste fristelse udefra, ligesom krudt, let antændt til alle mulige synder og laster. Hertil kommer endnu djævelen og verden, der til stadighed belejrer os med utallige fristelser.

 

Her har vi således grunden til den vedvarende krig i de troendes hjerter. Striden mellem ondt og godt, mellem tro og vantro, lyst og ulyst, glæde og sorg, god vilje og ond vilje, kort sagt: Mellem kød og ånd, så længe disse bor sammen i vort legenes telt.

 

På stridens udfald beror vort evige ve og vel. Hvordan vi i denne så skæbnesvangre kamp skal kunne sejre – måske efter mange nederlag dog stå med sejren i hænde til sidst – får vi forståelsen af ved at betragte, hvorledes i denne henseende den oprigtige skiller sig, dels fra en falsk kristen, en hykler, og dels fra en ulykkelig stridsmand, som ligger under i striden og dør.

 

Ofte ligner den sande og den falske ånd skuffende hinanden. Thi hykleriet efteraber nådens værk, og det sande nådens værk bliver fordunklet af kødets svaghed og fristelser. Det, som er det herskende hos hykleren, bliver ofte en fristelse for den oprigtige. Men i sindet – og i den måde, hvorpå de tager kampen op – er der forskel.

 

Det oprigtige sind hos en kristen viser sig deri, at mærker man kødet begynde at røre på sig med ondt begær, eller han fristes af en djævel, så frygter han straks for sig selv. Er han ung og uerfaren som kristen, bliver han ofte forvirret og modløs og mener, at det ikke må være gået rigtig til med hans omvendelse – han har tilegnet sig nåden for tidligt og har trøstet sig selv med en falsk tro. Dette er en følge af den fejlagtige opfattelse, at når først han var født på ny og havde modtaget sine synders forladelse, ville han helt og holdent blive kødets vanarter kvit. Men frygten, han føler, er trods alt tegn, som vi forgæves vil søge hos hykleren.

 

Også hos en mere oplyst og erfaren kristen virker Guds Ånd en gavnlig frygt. Hykleren derimod har ingen mangel på trøst og er altid ved godt mod. Vel har han også til tider sine kampe, dog ikke mellem kød og ånd, men mellem kød og kød og mellem kødet og samvittigheden. Han kæmper mod syndens udbrud for egen æres og vindings skyld – eller af frygt for helvede og flid for at gøre sig fortjent til himmelen. Men ikke, fordi han står i et sådan forhold til Gud, at han har lyst til at adlyde hans bud. Han har nok sine kampe, men det skjulte onde i hjertets dyb foruroliger og ængster ham ikke. Og har han en skødesynd, som frem for alt er ham kær, så trøster han sig med læren om den menneskelige svaghed, forbliver sin synd tro og søger kun at skjule eller tage den i forsvar over for mennesker. Læg mærke til forskellen her! Det, som er den oprigtiges daglige smerte og sorg, nemlig kødets svaghed, er hyklerens tilflugt og trøst.

 

Vi ser her, hvad Johannes mener, når han skelner imellem at ”have synd” og at ”gøre synd”. ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv,” siger han først. 1. Johs. 1,8. Men i 1. Johs. 3,8-9: ”Den, der gør synd, er af djævelen – enhver, der er født af Gud, gør ikke synd.”

 

At have synd vil sige, at synden bor og rører sig i en kristens kød. Han kan overrumples af den og falde, men synden er hans lidelse, som han gerne var kvit. At gøre synd vil sige at have synden til sin livsform og daglige vane, tage synden i forsvar og trives deri. Den oprigtige søger i Ordet efter råd og hjælp imod synden, hykleren søger efter undskyldning for den. Det er forskellen mellem at have synd og at gøre synd, forskellen mellem den villige ånd og den falske.

 

I samme forbindelse skal nævnes, at der, hvad selve synderne angår, er to slags: Den ene slags synder er dem, som helt kan besejres eller aflægges. Synd mod det andet og tredje bud, drukkenskab, verdslighed og for en kristen uværdige fornøjelser, og for øvrigt gerningssynder i almindelighed: Tyveri, hor, løgn og uforsonlighed m.fl., hvilke aldrig kan forenes med en sand tro og en god samvittighed. Sker det – hvad de helliges eksempel viser er muligt – at en kristen falder i synd af nævnte art, så falder med det samme hans tro og hans fred og kan kun ved anger og bod og syndernes forladelse oprettes igen. Hykleren derimod kan uden skrupler indrette sig med en eller anden af disse synder. Det er at gøre synd, og ”den der gør synd, er af djævelen.” Det er at ”leve efter kødet”, og: ”lever I efter kødet, skal I dø!” Det er om synder af denne art, apostelen siger, at de, der øver sådanne ting, ikke skal arve Guds rige. 1. Kor. 6,9 / Gal. 5,19-21.

 

Den anden slags synder er dem, der ligger i selve naturen som rod eller udsæd til alt ondt, og som aldrig, så længe vi er her på jorden, helt vil kunne udryddes. Synder af denne slags er f.eks. manglende kærlighed til Gud, fejhed, når det gælder at bekende hans navn, ulyst til ordet og bønnen, utilfredshed med ens jordiske kald, utålmodighed, vrede, urene tanker, urent begær, gerrighed, vantro osv.

 

Over for synder som disse viser forskellen mellem at have synd og gøre synd sig på følgende måde: Hykleren ulejliger sig ikke med at kæmpe mod synd, som han alligevel aldrig bliver kvit, men giver den frit løb i sit liv. Den oprigtige derimod ligger i stadig strid. Synden er hans daglige plage. Han er altid utilfreds med sig selv, altid på vagt mod det onde. ”De, som hører Kristus Jesus til,” siger Paulus, ”har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.” Gal. 5,24. Da kan vel kødet endnu vise livstegn og vride sig på korset, men korsfæstet er det og får ikke igen den frihed, det begærer. Indirekte siger det samme ord os, at de, som ikke har korsfæstet kødet, hører ikke Kristus til.

 

Men som ånden er oprigtig og villig, når det gælder at fly det onde, så er den det også, når det gælder om at hige efter vækst i det gode. Den skiller sig således også i dette fra falskhedens ånd. Det er en slags fromme mennesker, som i deres gudsfrygt, deres bøn, tro, kærlighed og gode gerninger ligesom har sagt sit et bestemt mål, og er dette mål nået, bekymrer de sig ikke om yderligere tilvækst i nåden. Den oprigtige derimod slår sig aldrig til ro, som om målet var nået. Han higer bestandig efter mere – mere ydmyghed, kærlighed og tro, mere lyst og kraft til at leve Gud til behag.

 

Når hertil endnu må føjes, at samme falskhedens ånd, som hos hykleren er den rådende, også forfører og frister den oprigtige til igen at sove ind i sikkerhed og synd, og vi tillige har slået fast, hvad der kendetegner den oprigtige, villige ånd, så ser vi klart, hvad vi i denne sag har at gøre: Vise troskab og lydighed mod Åndens røst i vort indre og – ved de samme midler, hvorved det engang brød frem – bevare troslivets friskt og stærkt.

 

Hvad mere der – foruden disse midler – behøves, det gør den trofaste Gud gennem korset, og da især, hvis du beder ham derom. En redelig kristen sukker tit: Koste, hvad det vil, blot Guds værk i mit hjerte må fremmes! Ville Gud dog ret gribe ind og døde mit kød, jeg er for svag til at gøre det selv! Den slags sukke opfanger Gud altid med en særdeles beredvillighed. Det er deraf, det kommer, at hvis du f.eks. får hang til afguderi, fæster dig for meget ved et eller andet af jordiske ting, så tager han det fra dig, så følbart, at du græder og klager derved. Eller også han giver dig det, som du tigger ham om, men lader det blive dig til smerte og sorg.

 

Begynder du at tænke for højt om dig selv og ikke kan bevares i ydmyghed ellers, så sender han dig en djævel på halsen, lader dig kommer ud for svære fristelser, ja, falde i synd og blive til spot og skam for enhver. For derved er mindre tabt, end hvis du blev stikkende i hovmod. Gjorde du det, var alt nemlig tabt.

 

Regel er derfor den: Så meget ydmyghed et menneske vinder, så meget hellighed og så mange nådegaver får det. Blot du oprigtigt ønsker at blive helliget og blive bevaret i troen, så skal Gud nok gøre det, om end på en anden måde, end du havde tænkt. ”Al nådes Gud, som kaldte jer til sin evige herlighed i Kristus Jesus, ham vil, efter at I en kort tid har måttet lide, selv fuldt ud berede, styrke, bekræfte, grundfæste jer.”