……….det gjorde Gud.  Rom 8:3.

  

Der er to ord jeg aldrig kan lære, aldrig kan virkelig tro, aldrig kan huske, aldrig kan forstå. Det er disse to: fortabt og fuldbragt.

 

Der var et menneske som havde en kristens sædvanlige længsel efter ikke bare at tro, men også at finde en lille gran af trøst i sig selv. Længe gik han virkelig nedbrudt og bad: ”Åh, så uværdig og syndig jeg er! Åh, så forfærdelig kold og død jeg er! Åh, sådan en mangel på kraft jeg har! Og ingen bønhørelse på at Gud skal sætte mig fri fra mine synder! Og ingen ret sorg over synden, ingen virkelig alvor i mig. Åh, så forfærdelig!”

 

På denne måde, helt sunket ned i sit eget, gik dette menneske længe i mørke.

 

Til sidst talte Herren til ham på en særlig måde, denne gang i en drøm. Han drømte at han skulle synge sammen med nogle venner. Sangbogen var meget gammel, og helt gulbrun af alder. Da sangbogen blev åbnet, så han at sangen stod skrevet i to spalter på siden. Sangen var vældig lang, i en gammeldags, men klar stil.

 

Men hvad ser han? Jo, når han begynder at se på selve ordene, og begynder at synge, så består hele den lange sang bare af ét eneste ord som stadig gentages om igen og om igen: Fuldbragt!  Fuldbragt!  Fuldbragt!

 

Han bladrer om, og ser igen, med de samme formskønne bogstaver, bare det samme ord: Fuldbragt! Fuldbragt! Fuldbragt!

 

Og på endnu et blad, og fremdeles bare i samme uendelige sang: Fuldbragt! Fuldbragt! Fuldbragt!

 

Nu var drømmen slut. Men det dyrebare ord fuldbragt, med det indhold som evighedens himmelkor ophøjer og lovpriser, begyndte nu at blive levende for hans sjæl.

 

Og Ånden åbenbarede det sådan for ham:

 

Alt, alt det du burde være og gøre, har Jesus fuldbragt, - fuldbragt for dig!

Alt, og akkurat alt det som var umulig for loven, det gjorde Gud! Han kom for at frelse det som var fortabt.

Alt i os er fortabt. Men alt er fuldbragt i Kristus!

Men jeg burde da virkelig frygte Gud? - Ja vist, men det er fuldbragt!

Men jeg burde jo i det mindste have en virkelig anger og bøn? - Det er fuldbragt!

Men så burde jeg i hvert fald inderlig elske Gud? - Det er fuldbragt!

Men hvad så med min uendelige synd og ulydighed? - Det er fuldbragt!

Men min utaknemmelighed og træghed? - Det er fuldbragt!

 

Nu græder han af kærlighed til sådan en Gud. Og nu forstår han i hjertet hvad det er som skaber ånd og helliggørelse. Barmhjertige Gud! Luk denne helligdom op for min sjæl! Og skriv med store, brændende bogstaver disse ord for min sjæls øje: ”Kristus: Lovens ende. Alt, alt i os er fortabt - alt er fuldbragt i Kristus!”

 

Her vil jeg stille blive,

her er det skønt at bo.

Her lover du at give

den trætte sjæl ro.

 

Her er i al slags vejr

en sikker ankergrund,

min tilflugt og min lejr

også i dødens stund.

C.O. Rosenius