Den første bøn - Helliget vorde dit navn!

 

I forrige artikel så vi blandet andet, hvor aldeles umuligt det er for mennesket, som det er af naturen, at rettelig bede et fadervor. Vi fandt, at bøn må være hjertets sag, ikke den blotte tankes alene, og at vi således ved en ny fødsel (omvendelse) må have fået et hjerte, som rent umiddelbart har samme omsorg, samme ønsker og samme begær, som i Fadervors bønner er udtrykt.

 

Det samme vil vise sig igen, når vi nu skal betragte den første af Fadervors bønner. Thi hvor mange bekymrer sig om, at Guds navn bliver helliget, med mindre de selv har erfaret kraften i dette navn. Alene et nyt og omskabt hjerte har sans for sligt. Derfor er dette et emne, som, før vi ved af det, åbenbarer, hvad forhold vi står i til Gud.

 

Helliget vorde dit navn! Denne bøn må utvivlsomt være af dybere betydning og have større vægt, end vi rent umiddelbart tænker os, eftersom den af Jesus er sat som den første. Så meget mere, som den tydeligvis har samme sigte som det andet bud i Guds lov: ”Du må ikke misbruge Herren din Guds navn” - det bud, hvortil den forfærdelige trussel er knyttet: ”Herren lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn” 2. Mos. 20,7

 

Når Gud således på en særlig måde har understreget det nævnte bud og den nævnte bøn, må vi da ikke undrende spørge os selv, hvori det kan ligge, at netop disse i forhold til de øvrige for al menneskelig tanke synes at være af underordnet betydning.

 

Hvad mener da Jesus med bønnen: ”Helligt vorde dit navn!”

 

”Guds navn,” siger Luther, ”er vel helligt i sig selv, men vi beder i denne bøn, at det må blive helligt hos os”

 

Hvorledes sker nu dette? Også det giver Luthers korte, men vidtspændende forklaring os forståelsen af. Det sker, siger han, ”når Guds ord læres rent og ret, og vi også lever helligt derefter som Guds børn. Den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn iblandt os” Netop dette punkt er det derfor, vi bør gå nærmere ind på og søge at få klaret. Og fik vi nåde til ret at se, hvad det rummer, skulle bønnen: ”Helliget vorde dit navn!” uden tvivl volde stor ståhej i mange menneskers hjerter og blive en ganske overordentlig betydningsfuld bøn.

 

Til førnævnte undersøgelse hører for det første at få klarhed over, hvad der ligger i betegnelsen ”Guds navn” Hvad forstås der ved Guds navn?

 

Derved forstås alt, hvad der siger os noget om, hvad Gud er – siger os noget om hans væsen, hans guddommelige egenskaber og fuldkommenheder. Derfor kræves der for at kunne sige, hvad Gud er, samtlige former af Guds åbenbaring på jorden – og så evner vi endda kun ufuldstændigt at fatte og begribe ham.

 

Nu har Gud for det første åbenbaret sig i sit skaberværk. Men i dette ser vi ham kun – om man så må sige – til det ydre. Hans hjertes tanker, hans guddommelige retfærdighed og barmhjertighed, hans bestemmelse og vilje med os mennesker ville evigt forblive hemmeligheder, skjult for vort blik hvis han ikke også havde åbenbaret sig i Ordet, først det skrevne og siden i det kød og blod åbenbarede – Guds herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede (Kristus). Derfor kræves der tillige det hele og fulde Guds ord for at lære ham at kende.

 

Kort sagt: Guds navn er ikke udtalt i hast. ”Hvad er dit navn?” sagde Manoa til Herrens engel – og fik til svar: ”Hvorfor spørger du om mit navn? Du skal vide, det er underfuldt” Dom. 13,18. Ligeledes spurgte Moses Herren efter hans navn, og Herren svarede: ”Jeg er den, jeg er!” 2. Mos. 3,14 Dette er betydningen af navnet Jahve.

 

Det er selve hans majestætiske væsens navn, ved hvilket han endnu har føjet talrige betegnelser, hvori hans egenskaber, de forfærdende såvel som de liflige er udtrykt.

 

Et navn, der kan gå os gennem marv og ben, er det f.eks., når han siger: ”Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud.” Ligeså, når han kaldes ”en fortærende ild” - for alle gudløse en frygtelig Gud: den almægtige, retfærdige, hellige, store. Men også liflige navne på Gud er der overflod af i Guds ord. Han kalder sig den barmhjertige, den nådige, den langmodige, den trofaste. Specielt bliver Gud som åbenbaret i kød til vor frelse kaldt Immanuel, det betyder ”Gud med os! - samt Underfuld-rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-fader, Freds-fyrste. Han kalder sig også vor trøster, vor ven, vor hyrde, vor brudgom, vor broder og nu her i bønnen vor fader.

 

Men hvem kan opregne alle den Højestes navne! Som en liflig salve (Højsangen 1,3) er de udgydt over alt Guds ord. Dog – hvordan skulle vi kunne undlade særskilt at nævne det navn, som er navnet over alle navne, for syndere det lifligste navn, der kan nævnes i himmel og på jord – det navn, hvori der alene er frelse, det navn, som kvæger de trætte, tørster de sorgfulde, læger de sårede, sætter fanger i frihed, gør de fattige rige, udsletter synd, gør retfærdig og salig! Det dyrebare navn, med hvilket Gud har benævnt sig i sin søn, det forunderlige frelsernavn: Jesus. I dette navn har Gud åbenbaret sit hjertelag mod syndere, sin evige frelsesplan, sin evige kærlighed, sin barmhjertighed, langmodighed og trofasthed. Alt, hvad en synder behøver til frelse, er af Gud lagt ind i navnet Jesus. Så kort den end er, der rummes et helt evangelium i det.

 

Mens vi således beskæftiger os med disse betydningsfulde navne, begynder Gud selv at tone frem for vor bevidsthed som den store, herlige, hellige, nådige Gud, alt efter de navne og betegnelser for ham, vi betragter. At bruge benævnelsen Guds navn, når det dog er Gud selv, man mener, er ikke blot en hebraisk sprogform. Samme udtryksmåde bruges også hos os. Hvis en taler ilde om sin næstes person, ord eller handlinger, siger vi herom, at han bruger hans navn i vanry.

 

Til Guds navns helligelse hører således alt, hvorved Gud bliver herlig og stor for mennesker, elsket, æret og rettelig kendt. Alt, hvad der derimod er med til at forvende begrebet om Gud eller forringe respekten for ham og hans ord, er med til at vanhellige hans navn.

 

At dette sidste først og fremmest sker ved, at der ”læres anderledes end Guds ord lærer” er let at forstå. Thi for det første bliver gudsbegrebet ved selve den falske lære forvansket, for det andet bliver enhver vildfarelse blandt dem, som bekender sig til og forkynder Guds ord, til anstød for verden. På samme måde virker det, når mennesker, som vil gå for at være kristne, lever et vanhelligt liv: Det giver modstanderne anledning til spot, det forvirrer de svage og det får de vankundige til at tænke og tale ilde om Guds rige og om Kristi evangelium. Og tjener nu både det ene og andet til at bortvende menneskers sind fra det helligste i himmel og på jord, fra det eneste, hvorved deres sjæle kan frelses – føre mennesker, som Kristus har lidt døden for, bort fra Guds ord og fra gudsfrygtens vej – så er jo dette et forhold så rystende, at man forgæves vil søge dets lige.

 

Er du tilstrækkelig sløvet, vil det måske ikke røde dig synderligt. Men lever du et vågent liv med din Gud og føler dit ansvar for de sjæle, din frelser har købt så dyrt med sit blod, skulle du foretrække at være død og begravet frem for at leve til din frelsers og evangeliets vanære og sjæles fordærv. Sandt nok: ”De blev alle døsige og faldt i søvn” Matt. 25,1-13 - Det kan ske for en kristen, at han undtagelsesvis ikke er tilstrækkelig opmærksom på, hvad han med sin tale og sin færd kan forvolde. Men i almindelighed er der intet, der ligger ham på sinde som dette, at han ikke skal være årsag til, at evangeliet bliver ringeagtet. Derfor er det, at et menneskes gudsforhold, før han ved, afsløres her.

 

Hvordan det går til – selve det at vanhellige Guds navn – vil vi nu se lidt nærmere på her.

 

Det er dog ikke så meget verdens grove misbrug deraf – ved letsindig at inddrage de store, hellige navne i sin tale og bruge dem i forbindelse med de ligegyldige småting – vi tænker på her. Om denne sædvane skal kun i korthed bemærkes, at det er en af de snedigste og mest virksomme opfindelser, denne verdens fyrste(Satan) har gjort. Han ved, at kan han blot få mennesker til flittigt at misbruge såvel Guds navn som andre af Bibelens hellige ord, vil deres øre efterhånden blive så sløvet, at ordene mister deres magt til at gribe. De vil herefter kunne høre så meget Guds ord, det skal være, uden at der spores den ringeste virkning deraf. jf. Rosenius bind XV "Du må ikke misbruge Herren din Guds navn" s.42-43

 

Hvorledes verden tillige ved gudløst væsen side om side med bekendelse af Kristi navn vanhelliger dette, skal vi ej heller her komme nærmere ind på. Det er dog trods alt begrænset, hvad verden som sådan kan udrette til vanhelligelse af Herrens navn, eftersom dens livsform og livsførelse ikke bliver sat i umiddelbar forbindelse med Gud og hans ord. Den lever og synder – man sige – for egen regning.

 

Nej, skal Guds navn for alvor blive vanhelliget, må det ske ved mennesker, som åbenbart for alle, har at gøre med Guds ord. Mennesker, der står som ordets repræsentanter og talsmænd og – enten i kraft af deres embede eller af personlig lyst og trang – beskæftiger sig meget dermed samt forkynder det for andre. Hvad sådanne gør eller siger, bliver altid sat i forhold til Guds ord og tjener således til at vanhellige Guds navn, hvis det er i modstrid med ordet.

 

Det er således især ved vantro forkynderes hykleriske fremtræden og gudløse liv, at vanhelligelsen af Guds navn i større stil finder sted. Hvem kan vel fortænke den ufornuftige tilhører i at ræsonnere som så? når præsten, som er en lærd mand, ikke selv tror på det, han forkynder, så betyder det åbenbart ikke så meget, det hele, og heller ikke jeg behøver derfor at tage det så nøje. ”For eders skyld” siger Paulus til jøderne, ”spottes Guds navn blandt hedningerne – du altså, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! Du, som siger, at man ikke må bedrive hor, du bedriver hor! Du, som afskyr afguderne, du øver tempelran! Du, som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at overtræde loven! ”

 

Vist er det ufornuft og blindhed hos verden, at den ringeagter Herrens hellige ord, fordi dets forkyndere følger deres kødelige sind. Herren og hans evangelium har dog ingen andel i dette, eftersom de pågældende ikke er hans tjenere. Det er lige så kortsynet, som hvis nogen ville tilskrive Jesus, Johannes og Peter den udåd, Judas forøvede. Men hvem kan vel vente, at verden i sin blindhed skal have så megen åndelig forståelse, at den ikke ud fra præstens egen tro dømmer om hans forkyndelses troværdighed? Imidlertid bliver den foragt for Guds ord, som dette giver anledning til, og den vanhelligelse af Guds navn, der således sker, af et sådant format, at alle de enkeltes vanhelligelse deraf er for intet at regne derimod.

 

Et emne for alle troendes bøn bliver således dette: Helliget vorde dit navn! Store Gud! Fri os fra anstød i din menighed! Giv dine adspredte får hyrder efter dit sind, som frygtløst og tro, i lære og liv, virker med til, at dit store navn bliver forherliget!

 

Men i samme grad, som opmærksomheden rettes mod dem - både af forkyndere og tilhørere – som har Herren kær, i samme grad bliver det vigtigt for disse at vogte opmærksomt på, hvad der kan tjene til hans hellige navns ære. Kristi riges fremgang på jorden er afhængig af, at selve dets konges navn bliver agtet stort og holdt helligt. Derfor er denne bøn med fuld ret af Jesus sat som den første.

 

For at nu de, som elsker Gud og hans ord, og som i særdeleshed har alles øjne rettet imod sig, virkelig kan bidrage til Guds navns helligelse, er det nødvendigt at lægge sig følgende nøje på sinde: For det første, hvad læren angår, at det ikke slår til med bare at undgå at blive til anstød ved falsk lære – der kræves tillige, at alle Guds egenskaber, som de fremgår af Ordet bliver fremholdt, således at mennesker får et sandt og helt billede af Gud.

 

Han må fremstilles både som den hellige nidkærheds Gud – at sjæle kan vækkes og i sand anger og bod søge soning i Kristi blod – og som den fuldkomne frelser - at de vakte og lovbundne må løses af ”trældommens åg” og nå frem til den troens glæde og fred, som gør at de villigt helliger Herrens navn og synger hans pris.

 

Hvorledes for det andet de troende ved et helligt liv skal bidrage til at hellige Guds navn – derom er i særdeleshed meget talt i Guds ord. I sin betydningsfulde afskedstale til de tolv siger Jesus: ”Derved er min Fader herliggjort, at I bærer meget frugt og bliver mine disciple” Til alle troende lyder derfor også hans indtrængende formaning: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene”

 

Apostlen Peter siger: ”Det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal lukke munden på d tåbelige og uforstandige mennesker”

 

Men her støder vi nu på det sørgeligste forhold, der inden for en kristenflok kan tænkes, nemlig, at mange, der står som Guds ords venner, ved åbenbare vanarter ”giver modstanderen anledning til spot” Et forhold, som burde vække enhver kristen til med alvor at bede den første bøn.

 

Også de er med til at føre skam over evangeliet, som – skønt lige så kødelige selv, men med et udadtil mere ulasteligt liv – med en vis skadefryd trækker frem de ovennævnte uheldige eksempler fra de troendes kreds, antydende hermed, at kristenflokken som helhed består af sådanne. De tilskriver discipel flokken som sådan, hvad en Judas gør sig skyld i. Var de Herrens sende venner, og lå hans navns ære dem på sinde, ville de altid samvittighedsfuldt skelne mellem de falske disciple og selve de troendes flok.

 

”Kærligheden glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden” Siger Paulus. Den er taktfuld i bedømmelsen af alt, hvad der kan komme til at indvirke på evangeliets anseelse. Den vil hellere dække over end forstørre de skrøbeligheder, som altid vil hænge ved discipel flokken. Og hvad angår de åbenbare fald må det i hvert fald for en kristen være klart, at en discipelflok umuligt kan bestå af ene forsætlige skalke – den ville da på grund af manglende sammenhold opløses indefra. At der skulle være ene falsk mønt i et land er dog logisk umuligt. Falsk mønt ville overhovedet ikke findes, hvis ikke der også fandtes den ægte med samme præg.

 

Sammen med Judas findes imidlertid i discipel flokken også en Peter, som ligeledes fejler og forser sig. Ved én lejlighed hugger han øret af ypperstepræstens tjener, ved en anden bringes han af menneskefrygt til at fornægte sin mester. Også hos de mest tro disciple er fejl og brist fremdeles at finde.

 

Af det første af de ovenfor nævnte eksempler kan vi lære, hvorledes den bør forholde sig, som bliver vidne til en kristens svaghed og fald. Da Peter afhuggede tjenerens øre, skyndte Jesus sig at læge det, men giver samtidig den fejlende discipel en alvorlig formaning. På samme måde skal også vi skynde os at råde bod på, hvad vor broder har fejlet, at ikke evangeliet skal blive vanæret derved, og siden give den fejlende broder den formaning, han måtte behøve.

 

Det andet eksempel viser, på hvad måde en tro discipels fejl kan undgå at blive til anstød for mennesker. Peter gik ud, udenfor og græd bitterligt. Disse tavse tårer taler endnu i dag. Alle må erkende, at Peter i hjertet var en tro og oprigtig Jesu discipel. Han har aldrig givet noget menneske anledning til at tro, at synder som banden, fornægtelse og løgn hører til og bliver tålt i de troendes kreds. Hvad jeg med oprigtig anger misbilliger og straffer hos mig selv, kan derfor ikke engang af de uforstandige lægges evangeliet til last. Det er tilmed sket, at hvad en kristens ulastelige liv ikke var i stand til at udrette hos et menneske, det blev virket ved hans umiskendelige anger over et fejltrin, han havde begået.

 

I det hele taget kan der ikke kraftigt nok påmindes om, hvor nøje vi bør våge over hele vor færd, vore ord og vore handlinger, at vi ikke på nogen måde skal give anledning til, at vort kristennavn spottes.

 

”Vi volder ikke anstød i noget” siger Paulus, ”for at tjenesten ikke skal komme i vanry”

 

Vi bør leve sådan, hver i sin stand, at verden – om end den ikke har sans for ret at vurdere det – dog med egne øjne kan se, hvad Guds ord og Guds nåde virker hos dem, som tror. Leve sådan, at det bliver den almindelige opfattelse mellem folk, at kristen medhjælp i huset er den bedste medhjælp, kristent herskab det bedste herskab, en kristen håndværker den bedste håndværker, en kristen købmand den bedste købmand og en kristen nabo den bedste nabo. Da bliver Guds navn æret og helliget og Kristi rige i et sådant omfang fremmet iblandt os, at de bedste ord aldrig ville være i stand til at udrette noget tilsvarende.

 

Paulus strakte sig endog så langt, at han af frygt for at ”lægge hindring i vejen for Kristi evangelium” afholdt sig ikke blot fra fuldstændig harmløse ting, men også fra det, der i sig selv var det rigtigste, når han færdedes blandt mennesker, som endnu ikke havde åndelig forståelse nok til at kunne se det som han.

 

Han fører i 1. Kor. 9. bevis for, at han som den, der forkyndte evangeliet, havde ret til at ”leve af evangeliet” - ”dog har vi ikke, gjort brug af denne ret, men vi udholder alt for ikke at lægge hindring i vejen for Kristi evangelium” sagde Paulus.

 

Var han blandt jøder, som endnu følte sig bundet af den levitiske lov, iagttog også han denne lovs forskrifter: rensede sig i templet efter loven o.s.v. Var han derimod blandt hedninger, talte han ikke med et ord om den nævnte lov, men føjede sig efter deres fatte- og forestillingsevne. ”skønt jeg står fri over for alle, ” siger Paulus, ” har jeg dog gjort mig til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere” Og bevæggrunden udtrykker han således: ”Kristi kærlighed tvinger os!” - ”Han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem”

 

Vi er ikke vore egne. Vi er købt og prisen betalt. Skulle du da ikke, tvunget af Kristi kærlighed, i al din færd have hans ære for øje og gerne med Paulus gøre dig selv til de svages tjener, de uforstandiges træl! Hvor skønt er det ikke at se en kristen i den grad være omhyggelig for evangeliets ære og sine medmenneskers bedste, at han intet kan foretage sig, ikke så meget som at spise, drikke, tale eller klæde sig uden at tage med i betragtning, hvilke følger det kan tænkes at få for evangeliets anseelse og for de svagere kristne, som er vidne dertil.

 

Men hvad har dette med hinanden at gøre, vil du spørge. Skal Guds navns ære være afhængig af, hvordan jeg forholder mig til dette og hint?

 

Ikke, hvis du ikke er en kristen. Men en sådan sammenhæng er der dog, Gud være lovet, mellem Kristus og de kristne, at verdens henholdsvis agter eller ringeagter Kristi navn for de kristnes skyld.

 

Men har jeg da ikke min frihed, når det dog ikke er noget direkte forkert, det jeg gør? Skal jeg være bundet af andre menneskers ufornuft?

 

Du kan godt blive fri! Men det er Kain, der siger: ”Skal jeg vogte min broder?” Men det sømmer sig ikke for en kristen.

 

Herren har retmæssige fordringer på os. Han døde for alle, for at vi ikke skulle leve for os selv.

 

”Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!” siger Paulus. ”Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed” Kol. 3,17 / 1. Kor. 10,31-32.

 

Men samtidig med, at vi vogter os for med vor færd at blive til anstød, skal vi betænke, at vi som kristne tillige bør være rige på gode gerninger for derved at ”være en pryd for Guds, vor frelsers lære” Alene et åndelig ufrugtbart liv – hvor jeg vel ikke tilføjer noget menneske uret, men ej heller gør noget menneske godt – kaster skam over evangeliet.

 

Thi troens lære, som forkaster gerningernes værdi til frelse, vil endda altid af ufornuftige mennesker blive anset for at ”sætte loven ud af kraft” og bringe gode gerninger i vanry. Hvor meget mere da ikke, hvis mennesker, som ivrer for denne lære, selv ved deres åbenlyse mangel på gode gerninger støtter en sådan opfattelse. Derfor er det, siger apostlen, ”Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal lukke munden på de tåbelige og uforstandige mennesker”

 

Der er intet, Satan i den grad græmmer sig over, intet, der vidner så klart og så stærkt om evangeliets sandhed, intet der ved en sådan overbevisningens styrke taler til menneskers sind som netop denne forening af iveren mod gerningers fortjeneste og rigdom på gerningers bevisning. Ivrer du blot for troens vej, men ikke selv gør gode gerninger, vil mennesker sige: I sandhed en meget behagelig vej til salighed – yderst bekvem – bare tro og så slippe for at gøre noget godt!

 

Kan derimod dine naboer og din omgangskreds ellers bevidne, at ingen mere villigt og glad gør gode gerninger end netop du, som dog ivrer så stærkt mod gerningers værdi, når talen er om retfærdighed for Gud, så lukker du derved munden på de ”tåbelige og uforstandige mennesker” Ethvert redeligt menneske vil nødes til at indrømme: Nej – det er ikke for sin egen mageligheds skyld, han taler mod gerningers værdi, han giver jo selv i praksis bevis for det modsatte.

 

Det er ved sådanne kristne, at Kristi rige og evangeliets ære på det kraftigste fremmes iblandt os. En gammel, højt benådet kristen har engang sagt: ”Når jeg på en nytårs- eller fødselsdag noget mere indgående tager mit liv op til revision, plejer jeg at bede: Herre, bevar mig for alle synder – men er det ikke muligt, så bevar mig i hvert fald for to: Først for den synd, hvoraf man aldrig vil rejse sig igen, og som strider mod nåden, nemlig hovmod, og dernæst for synd, som vil bringe vanære og skam over dit evangelium”

 

Måtte alle kristne bede samme bøn – for sig selv og for hverandre! Bed for de kristnes gode vandel – da beder du dermed den første bøn. Vor Fader, du som er i Himlene! – Helliget vorde dit navn!