Indledning - Vor Fader du som er i Himlene

 

Bønnen Fadervor – er det med rette blevet sagt – er Paradiset åbnet på jorden på ny. Det med Gud forligte menneske taler der igen med Gud som med en far og færdes mellem de syv bønneord som mellem de prægtigste og frugt rigeste træer.

 

Og – har en anden bemærket – den, som får nåde til ret at se, hvad disse syv bønneord rummer, og den fuldkommenhed, hvormed de er formet, skulle intet yderligere bevis behøve for Kristi guddom. Vi vil her finde alt, hvad et troende hjerte inderligt attrår og nødvendigt behøver. Kunne Luther sige om Salmernes bog, at det der bliver os givet at se en kristen lige ind i hjertet, så gælder dette i endnu højere grad om Fadervor.

 

Derfor er denne bøn også den mest fuldkomne rettesnor for en kristens selv prøvelse. Er hans hjerte ret umiddelbart fyldt af den samme omsorg, de samme ønsker, det samme begær, som er udtrykt i Fadervors bønner, så er til visse det samme sind i ham som i Kristus. Han er født af Gud, han er en ny skabning. Er derimod hans sind i åbenbar modstrid med disse bønner, må han også være i åbenbar modstrid med Kristi sind og synder på det groveste, når han endda kommer frem for Gud og i bønnens form bruger ord, han ikke af hjertet er med i.

 

Lad os derfor, inden vi går videre, et øjeblik prøve vort hjertes tilstand i lyset af denne bøn. Du må, hvis du skal opnå evighedens fællesskab med Gud, her kunne tale med ham i Fadervor. Thi du kan ikke som en fremmed, for husets herre ukendt person, komme ind i hans himmel. Der er nogle, siger Jesus, til hvem det engang skal lyde: Jeg har aldrig kendt jer.” Anden grund til forkastelse af disse nævner han ikke.

 

Måske er der derfor noget andet, som – inden du kan bede Fadervor ret – først må bringes i orden. Et tydeligt misforhold, dybt og alvorligt tillige, må der jo være mellem dig og din Gud, hvis Fadervor fordømmer dig. Hvis hver af dets tanker er i modstrid med dit sind, og du således i hver af dets bønner må hykle for Herren.

 

Tænk dog engang: et menneske kommer frem for Gud, løfter sit bedende blik mod det høje og siger: Vor Fader! Men dette samme menneske har aldrig så meget som bekymret sig om at blive Guds barn. Den nye fødsels nødvendighed har han ingen forståelse af, har måske endda kun hån og foragt tilovers for dem, som har oplevet denne og derved er blevet sande Guds børn. Er ikke dette en gudsbespottelse, et hykleri så grufuldt, at man må beundre den evige Faders langmodighed, som ikke med sin vredes lynstråle rammer en sådan hykler øjeblikkelig.

 

Videre beder han: ”Helliget vorde dit navn!” men selv har han aldrig et øjeblik bekymret sig om med sit liv at hellige Herrens navn. Så lidt betyder det tværtimod for ham, at han direkte misbruger det eller tankeløst bruger det i forbindelse med de ligegyldigste småting. Dette navn, for hvilket engle skjule deres ansigt og helvedes kræfter bæver, navnet, i hvilket der alene er frelse, og i hvilket hvert knæ skal bøje sig – (Filip 2,10-11) – dette navn har for ham så ringe værdi, at han uden at mene noget med det kan lade det gå over sine læber. Ikke desto mindre siger han i bønnen til Gud:

 

”Helliget vorde dit navn!”

 

Hvad er meningen? Er det ikke dette at drive spot med den Hellige? Men Gud lader sig ikke spotte.

 

”Komme dit rige!” fortsætter han. Guds rige består i retfærdighed, fred og glæde i Helligånden”.

 

Dette rige ”kommer” i menneskers hjerter, når Herren vækker dem af syndens og sikkerhedens søvn til bedrøvelse efter Guds sind, som virker omvendelse til frelse. Denne omvendelse til frelse har Herren så ofte ville vække hos ham, men forgæves. Han har lukket sit hjerte, forskanset sig bag alle ubodfærdighedens undskyldninger og således gjort alt for at holde sig Guds rige på afstand. Men alligevel løfter han blikket i bøn og siger: ”Komme dit rige!” Hvordan skal vel Herren stille sig til en sådan bøn? Hvad andet kan han svare end dette: ”Din hykler! Du ønsker jo ikke, mit rige skal komme. Du står det tværtimod hårdt imod. Og alligevel beder du: Komme dit rige! Forråder du Menneskesønnen med et kys?

 

Dernæst beder han: ”Ske din vilje...” Så langt fra, at han i mindste måde gør sig flid for at gøre Guds vilje, er det tværtimod her, det for alvor står hårdt mellem ham og Gud. Gud gør sin vilje kendt og kræver den fulgt, selv vil han følge sin egen og frygter, at Gud med sin vilje skal stille sig i vejen for hans. Og således indstillet beder han: ”ske din vilje!” Må da ikke Herren svare: Din hykler! Du står jo min vilje imod. Du må ikke friste Herren din Gud.

 

Den fjerde bøn skulle man da endelig tro, at det også for et uomvendt menneske var muligt at bede. ”Giv og i dag vort daglige brød!” Og vel er det sandt, at af Fadervors bønner er denne ham den kæreste. Han ved at vurdere, hvad han beder om her. Men spørgsmålet er, om det nu også er fra Gud, han venter de gode gaver og således ham, han begærer dem af. Han sætter snarest sin lid til sin egen kraft og sin egen kløgt eller regner med andre menneskers hjælp. Ikke engang denne bøn kan han derfor bede af hjertet.

 

Syndernes forladelse ønsker han nok, når han engang skal dø, men kan udmærket klare sig uden, så længe han lever. Eller: han vil nok allerede nu have sin synd forladt, men vil fortsat vandre på syndens vej. Ja han kan leve i uforsonligt had til sin næste og endda bede: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere! Og således videre hele bønnen igennem.

 

Af de anførte eksempler forstår vi, at et menneske, som ikke er født på ny, vil være ude af stand til at bede et eneste Fadervor uden at hykle derved. Hans bøn bliver derfor hans største synd – frækt komediespil for den Helliges ansigt, som den er.

 

”Den, der vender sit øre fra loven, endog hans bøn er en gru” Ordsp. 28,9

 

Allerede over for mennesker er der intet så afskyeligt som at hykle et venskab, man ikke i hjertet har. Hvor meget mere da ikke over for Gud!

 

Intet af Skriftens eksempler vækker vor afsky som disciplen, der forrådte sin mester med et kys (Judas). Ingen er blevet ramt af en så øjeblikkelig straf som Ananias og Safira, da de over for Peter hyklede en fromhed, der var forbundet med falskhed og løgn Ap.G. 5,1-11

 

Intet har Jesus advaret så kraftigt imod som farisæernes surdej: hykleriet Matt. 16,6 Og der er ingen synd, han så tit og med så megen strenghed fordømmer som dette. ”Ve jer, I hyklere” hedder det gang på gang.

 

Er derfor din bøn hykleri, så vid, at den vækker Guds vrede, mere end en hvilken som helst anden synd, du måtte begå. Og hvad mere er: det står ikke i et menneskes magt at råde bod på dette ulykkelige forhold. Hvor meget du end gør dig flid for at mene, hvad du siger, når du beder Fadervor, så er dette aldeles ikke det samme som hjertets begær.

 

Bøn skal jo ikke være med tankens begær, men hjertets begær. Det er derfor med selve hjertet, der må ske en forandring. Du må fødes på ny – få et hjerte, som helt af sig selv har samme omsorg og samme begær, som et udtryk i Herrens bøn. Det kan ske – også for den, som er født på ny (dvs. omvendt sand kristen) – at tankerne flyver og fare, så han midt i bønnen går helt i stå. Men hjertets begær – læg mærke til det – er punkt for punkt det samme som i bønnen, Jesus har lært os at bede.

 

Den, som har fået et hjerte, der i alt væsentligt stemmer overens med Guds sind, må visselig være født af Guds Ånd, om også han dagligt må græmme sig dybt over det gamle menneskes vanarter, som fremdeles hænger ved ham. Den derimod, hvis hele retning og indstilling er i modstrid med Guds sind, som dette finder udtryk i Fadervor, har lige så tydeligt bevist, at han ikke er født af Gud. Den sidste er ved sit hjertes indstilling bandlyst fra Herrens bøn. Han kan ikke i hele sin levetid bede et Fadervor uden at synde dermed. Og den, som er bandlyst fra Herrens bøn, er bandlyst fra himmelen, om han dør i den tilstand, han er. Thi uden at være personlig bekendt med husets herre kommer ingen derind. Dette er en sandhed, der ikke kan rokkes ved, men glæd dig i endda, du som i dag er i denne ulykkelige tilstand. Der kan times dig en nåde så ufattelig rig. Du er endnu ikke i den evighed, hvor alt håb lades ude. Du kan endnu blive forsonet med din frelser. Du kan endnu blive årsag til den højeste glæde hos Gud og hans engle. Du har endnu en fader i himmelen, som i sin kærlighed vil favne dig og skænke dig den bedste klædning, hvis blot du som den fortabte søn vil stå op og gå hjem til den fader. Og da er der straks en bøn, hvori han har behag, du kan bede: ”Fader, jeg har syndet – forbarm dig!” Lad det være så som så både med bøn og med tro – dit begær om frelse glæder Guds hjerte, og dit nødråb når frem til hans øre.

 

Men selve Paradiset i Fadervor åbner sig egentligt først da for din sjæl, når du begynder at bede i tro. Når du har modtaget uforskyldt nåde, og Ånden vidner sammen med din ånd, at du er et Guds barn. Først da kan du med sandhed sige: ”Fader!”

 

Ingen kristen bør derfor gå videre i Fadervor, før han har grundigt gjort op med sig selv, om han barnligt og tillidsfuldt mener, hvad han siger i det første af bønnens ord: ”at Gud er hans kærlige fader og han Guds barn” Thi herpå er det, at trøsten og kraften af bønnen beror. Kan du af hjertet kalde Gud for din fader, tror du af hjertet, du er hans barn, og gør dig klart, hvad dette vil sige, da vil du også med hjertelig tillid kunne bede, hvad der videre følger i den dyrebare bøn.

 

Men her er det, der glipper så tit, også for mennesker med gudsfrygt og åndelige sans. For det første for dem, som går og stræber med sig selv og endnu ikke er nået frem til troens fulde tillid og fred. Disse regner sig nok – til tider i hvert fald – i en vis forstand for at være Guds børn, men ikke i den dybe og rige betydning, som denne betegnelse ejer i Kristi mund. De er ikke af verden, de hører til blandt det folk, som søger og elsker Gud. Men bevidstheden herom er langt fra det samme som at tro, at ”Gud er vor rette fader og vi hans rette børn”

 

Hvad dette rummer, forstår vi af Jesu ord, når han efter det fuldbragte frelsesværk på sin opstandelsesdag siger:

 

”Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud”

 

Ikke nok med, at han kalder disciplene brødre. For at ingen skal overse, hvad der ligger i dette ord, føjer han til: ”min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud”.

 

Jesus har dermed fremholdt og understreget den egentlige betydning af ordet broder, og da får betegnelsen Guds børn så dyb og rig en betydning, at englene i himmelen skulle ville skjule deres ansigter derved.

 

Guds børn! Det var det, der stod for Guds tanke, da han i begyndelsen skabte mennesket og stillede alt, hvad han ellers havde skabt, til dets tjeneste. Mennesket Guds barn – derfor kunne Guds evige søn blive menneskebarn og således bevise for enhver, at vi var brødre. Men – det må vi bekende – vore hjerter er for snævre. De kan vanskeligt rumme så stor en sag. Og dog er der forskel. Den ene holder aldrig op med at forundre sig over højden og dybden og længde og bredden af den herlighed, det rummer at være Guds barn. Han kan aldrig ret få det ind i sit hjerte, sådan som han ser det og tror det, men har ikke desto mindre deri sin største glæde på jorden. Den anden derimod tror det med lethed, men det vækker ingen hverken undren eller glæde i hans sind. Det er således endnu kun lidt, han har set af, hvad det vil sige at være Guds barn.

 

Men også de troende, som i kortere eller længere tid har frydet sig i barnekårets liflighed, begynder stundom på ny at se på sig selv og mister den rette barnlige tillid og fortrolighed til Gud. Nogle er der, som da beder Herrens bøn på en underlig skødesløs måde, kalder Gud for fader uden ret at betænke, hvad der ligger deri, hvorfor det også går tørt og trægt for dem hele bønnen igennem. Andre er bundet i deres samvittighed – enten fordi de er faldet i åbenbar synd, eller fordi de plages af overmægtige fristelser – og ved snart ikke, om de også virkelig tør kalde Gud deres fader. Måtte derfor den enkelte gøre sig klart, til hvilken klasse han hører. Thi derpå er det, at selve livet beror, at vi ejer en virkelig barnlig tillid til Gud og i fuldeste mening kan påkalde ham som vores fader. Som apostelen siger:

 

”I modtog jo ikke en ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: ”Abba Fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn” (Rom 8,15-16).

 

Atter igen bliver hovedsagen den, at vi er fuldt oprigtige over for Gud. Bort med alt hykleri!

 

Bed ikke Fadervor, hvis ikke du mener, hvad ordene siger – at Gud er din rette fader og du hans rette barn – eller det i hvert fald er dit inderligste ønske at nå til en sådan erkendelse. Stands ved de dyrebare ord: ”Fader vor!” og gå ikke videre i bønnen, før du har gjort op med sig selv, hvad ordene betyder, og om du virkelig er Guds barn. Dette kan vel føre til en troskamp, som gør, at du ikke så snart når frem til de følgende bønner.

 

Men du vil få langt større hjælp og velsignelse af det, end hvis du tankeløst jager hele bønnen igennem.

 

”Her er det bedst...” siger Luther, ”... at enhver prøver og øver sig selv, når han går ind i sit kammer, og begynder at bede, at han dog må tænke efter, hvad han siger, og ligesom lægge ordene: ”Fader vor” på en vægtskål, sigende: ”Kære, hvad er det, du beder? Hvad siger dit hjerte dertil? Holder du også virkelig Gud for din fader og dig for hans kære barn? ” Vær vis på, at hjertet vil svare: nej! – eller: jeg ved det ikke! – eller: hvordan skulle jeg kunne tænke så stort om mig selv? – Ak, hvorfor lader du da ikke hellere være at bede – når din mund kalder Gud for fader, og dit hjerte beskylder både ham og dig selv for at fare med løgn? Eller hvorfor bekender du ikke hellere din svaghed for ham og siger: Jeg kalder dig fader og bør ifølge dit ord og din befaling kalde dig så, men jeg frygter, mit hjerte lyver. Det fik endda være, at jeg løj for mig selv, når blot jeg ikke også beskyldte dig for det samme. Ak, hjælp mig, min kære Herre og Fader, at jeg ikke gør dig til en løgner!

 

Derfor, skønt jeg føler og stadig erfarer på ny, at jeg ikke af ganske hjerte kan sige: Fader vor – hvad for øvrigt intet menneske på jorden til fuldkommenhed kan (thi kunne vi det, var vor salighed fuldkommen her) – – så vil jeg dog daglig øve mig i at stave der på, lige til jeg kan sige efter både Fader vor og Jesu ord om vort broderskab med ham. Jeg må gøre det så godt eller dårligt, jeg kan, jeg må glimre, stamme eller læspe, Gud hjælper mig blot til i hvert fald at gøre det, jeg kan” Så langt Luther.

 

Kort sagt: Lad intet i Herrens bøn være dig så vigtigt som dette første, at Gud er din fader og du er hans barn. Skulle du end ikke i dag komme længere i bønnen end til ordene Fader vor, men du ved Guds nåde for disse ind i dit hjerte og begynder at tro, du er barn hos Gud, så er dette vel og rigeligt bedt for i dag. Du har dermed den store hovedsag klar og kan siden bede: Helliget vorde dit navn og komme dit rige!

 

Meningen er ikke, at du, når som helst du vil, selv kan tiltage dig denne frelsende tro. Meningen er blot, at du ikke skal fremsige dit Fadervor uden at betænke, tro eller mente det, som ordene siger.

 

Du må først have det vigtigste i forholdet til Gud bragt i orden, før du kan gå videre i bønnen. At gå let hen over dette første og vigtigste punkt har for mange haft skæbnesvangre følger. Men om det nu skulle koste dig svære kampe, ja synes dig ganske umuligt at kunne tro dette dit barnekår hos Gud, så vær opmærksom på følgende forskel: Skyldes det synd, forsætlig synd, at du ikke vil slippe, så forsøg aldrig med evangeliets trøst at overdøve eller bringe til tavshed den røst, som siger, du ikke er barn hos Gud. Thi Guds ord taler klart derimod, og Guds Ånd, som er den, der skal give dig troens vished og vidnesbyrd om dit barnekår, er ”Sandhedens Ånd” Han(Ånden) kan ikke give dig et vidnesbyrd, der strider mod sandheden.

 

Men mærk dig vel: dette gælder om synd, som du hylder – ikke blot elsker, som altid kødet, også hos de hellige, har sin kærlighed til synden i behold – synd, som du hylder, dvs. stadig på ny slutter pagt med, undskylder og har i sinde at beholde. Dette står altid i direkte modstrid med troen og nåden.

 

Noget helt andet er det med en kristen, som siger: ”Jeg elsker dig, synd, men jeg hader og forbander min kærlighed til dig” samt hos den almægtige Gud søger hjælp mod denne sin kærlighed til synden. Er det sådan, du har det, skal du ikke et øjeblik længere fly for din elskende, forsonede Fader, men jo før jo hellere fly i hans favn og med troens fulde vished gribe og holde fast ved hans nåde. ”Synder, som vi således dømmer os selv for”... siger Luther ”..er nøgne og blotte synder, som altid har Kristi offer mellem sig og Gud” Derfor skal de heller ikke fordømme is, så længe vi bliver i Kristus, og synden således er korsfæstet med ham.

 

Mod sådan synd og mod alle daglige brist må du stadig på ny vende tilbage til og indprente dig det, er fra evighed har udgjort den urokkelige grund for nåden, vi står i hos Gud, og kæmpe som for livet for at bevare barnets umiddelbare tillid til sin fader. Thi det skal du vide, at Djævelens højeste stræben går ud på at berøve dig denne og føre dig ind i forsagthed og trældom. Tag derfor hele Guds evangelium til hjælp. Vogt dig tillige, at du ikke lader fornuft og følelse råde, glemmende, hvad det er, vores barneret fra evighed grunder sig på.

 

Hvad er vel mennesket? Hvortil er det skabt? Er det ikke oprindelig et Guds barn? Rent bortset fra det herlige perspektiv, der i skabelsesberetningen åbner sig for os med hensyn til vor bestemmelse, burde vi bogstavelig talt med vore egne øjne kunne se, at mennesket var barnet, det egentlige formål for Guds skaberværk på jorden. Til hvem blev vel ellers det hele skabt? -

 

Hvilken plads i Guds hjerte må ikke mennesket have haft!

 

Men mennesket faldt. Og det er faldets forfærdelige følger, der volder os uro og angst. Gå da videre til stalden i Betlehem og spørg dig selv, hvad det er, du skuer i krybben der. Tror du, at barnet, du ser, er Guds evige søn, som er kommet fra Himmelen og er blevet vor broder? Lyt til det budskab, den himmelske budbærer forkynder for hyrderne på marken. Hvad synes du, det siger dig med hensyn til mennesket? Betyder din usselhed mere end dette, som Gud har gjort? Vend dig siden til korset og se, hvilken kamp det kostede ”den førstefødte blandet mange brødre” at ophæve lovens forbandelse og ”fælde dødsdom over synden i kødet” Vejer mon du med din synd mere end alt dette? Bed Gud om at løse dig ud af vantroens og Djævelens anfægtelse, bed ham åbne dine øjne, så skal du få at se en herlighed så stor, at du intet mere ved af dig selv, men med salig og ydmyg undren må sige: ”Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne. – Han har givet os barnekår hos sig selv ved Jesus Kristus – ifølge sin egen viljesbeslutning – til lov og pris for sin nådes herlighed”

 

Vi må ikke for det syndens og dødens legemes skyld, vi her er til huse i, glemme, hvad og hvem vi i virkeligheden er. Det er derfor nødvendigt at holde hårdt fast ved, hvad Gud selv har sagt om og gjort for det menneske, han skabte. Men tænker du på kravet om den nye fødsel, der står som betingelse her, og du ikke med vished tør sige, om du også er født af Gud, så stands f. eks blot for, hvorledes – som før nævnt – det naturlige ikke-kristne) menneskes indre på ethvert punkt er i modstrid med Fadervor, og hvorledes derimod det modsatte er tilfældet med de troende. Når du da med al din usselhed alligevel ikke kan nægte, at dit eget hjertes sukke punkt for punkt stemmer fuldt overens med denne bøn, så må jo en sådan radikal forandring af hjertet være vidnesbyrd om, at en ny fødsel virkelig har fundet sted. Og når du ved med dig selv, at der intet er, der er dig så magtpåliggende som dette at måtte være et Guds barn, og ingen, du i dette stykke fortrøster dig til som Frelseren selv – da må visselig dette være, hvad Johannes kalder at ”tage imod ham”

 

”Og alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn” Johs. 1,12.