Hvorledes en kristen falder fra

 

En kristen kan snuble og falde. Han kan vakle af sted med usikre skridt. Han kan, fordi hans modstandskraft er svækket, ”blive overrasket af en synd” Gal. 6,1. Eller han kan komme i en tilstand af ligegyldighed og sløvhed, som har til følge, at Herren skjuler sit ansigt for ham og alt bliver mørkt. Men under alt dette har han dog stadig livet i Gud i behold. Det er derfor ikke det, der er tale om her.

 

Det, der er tale om her, er det sørgeligste, der inden for Guds menighed kan indtræffe: at en virkelig levende, troende kristen glider over i vantro og åndelig død. At den, som en gang var friet ud af mørkets magt og ført over i Guds elskede søns rige, igen ”lader sig indvikle i verdens besmittelse”, ”kaster en god samvittighed over bord” og derved ”lider skibbrud på troen”. Det salige fællesskab med Gud hører op, og Ånden må vige.

 

At dette sørgelige virkelig indtræffer, er en kendsgerning, som Skriften med tydelige ord og eksempler bekræfter. For ikke at tale om de mange i Israel, der vendte sig bort fra Herren, deres Gud, vil vi blot se efter, hvad Jesus og hans apostle siger om nævnte sag.

 

Jesus siger: ”Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile, og når den ikke finder den, siger den: ”Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af.” Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der, da bliver det sidste værre for dette menneske end det første.” Matt. 12,43-45. Luk. 11,24-26.

 

Apostelen Peter siger: ”Når de ved erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende frem for efter at have erkendt den, da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet. Det er gået dem, som ordsproget træffende siger: ”Hunden vender sig om til sit eget bræk” og ”den vaskede so vælter sig atter i sølet”. 2. Pet. 2,20-22.

 

Hebræerbrevets forfatter taler om dem, som ”en gang er blevet oplyst og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter – og så falder fra og for deres del korsfæster Guds Søn igen og gør ham til spot.” Hebr. 6,4-6.

 

Paulus næver i sine breve enkelte navngivne frafaldne, som f.eks. Hymenæus, Aleksander og Demas. Om de to førstnævnte siger han, at han har overgivet dem til satan, ”for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud”. 1. Tim. 1,19-20. Demas havde en tid været Paulus´ medarbejder (Filem. v.24), men var siden faldet fra. Paulus giver Timoteus den sørgelige meddelelse herom i følgende ord: ”Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden.” 2. Tim. 4,10.

 

Hertil kan endnu føjes de sørgelige eksempler på frafald og åndelig død, vi ser i vor egen tid.

 

På steder, hvor en lille flok troende sammen har levet livet med Gud nogle år, kan man efter kortere eller længere tids forløb finde en og anden som frafalden. Hvor det før var ydmyghed, anger og bod og troens lykke, kærlighed, glæde og fred, der prægede personen, er det nu de uhyggeligste dødstegn: sikkerhed, stolthed og manglende kærlighed, åbenbar verdslighed, utæmmet vrede, had og begær. Når man derpå betænker, at sådanne frafaldne visselig også en gang var bestemt til at stå fast og gå ind til glæden hos Gud, så kan tanken på deres tilstand unægtelig ryste en kristen i hans inderste sjæl.

 

Men er dette ikke netop, hvad Skriften, med den ene advarsel mere alvorlig end den anden, har forudsagt os? Siger den ikke, at vor vandring gennem livet skal være en stående strid, en strid på liv og død? At vi på alle sider er omgivet af fjender, som har svoret os føden og er fast besluttet på at føre deres fortsæt igennem? Er det kun for spøg, når apostlene taler om ”en brølende løve” - om ”djævelens snigløb” - om ”slangens træskhed” - om ”den onde dag” - om ”syndens bedrag” - om kødets og verdens forførende magt? Er det kun for spøg, når Jesus og apostlene med glødende iver taler om nødvendigheden af at ”våge og bede”, at iføre sig ”Guds fulde rustning”, at ”løfte troens skjold”, at ”stride den gode strid”, at være ”tro indtil døden”, hvis vi til sidst skal få livets sejrskrans i eje? Nej, det er ikke spøg, det er alvor, rystende alvor!

 

Dette er derfor et emne, som det vel var værd, at Guds folk tog til hjerte i tide. Er faldet først sket, er det som oftest for sent.

 

At en levende kristen falder fra og glider over i åndelig død er ikke noget, der sker på en gang. Kun sjældent afsluttes åndeligt liv med en brat død. Det sygner hen, lidt efter lidt, gennem længere tid. Ofte er sygdommen hård, og voldsom spænding og uro forbundet dermed. Guds gode, trofaste ånd sætter ind og strider af alt sin magt mod det onde. Sjælen lider, til visse tider især, under bebrejdelser og pinefuld angst. Men tager sygdommen til, så aftager disse smerter lidt efter lidt. Det onde får lov til at udvikle sig uhindret og frit, og da er døden for hånden.

 

Dog kan det også udvikle sig sådan, at døden kommer snigende – som en liflig søvn, fremkaldt af en sød og berusende gift. Dette vil i særdeleshed være tilfældet for dem, som finder døden ved åndeligt hovmod, egenretfærdighed eller vranglære. De holder da deres egen vej for den eneste rette og går med den største frimodighed, trygge og glade, deres ulykke i møde.

 

De veje, der fører til frafald og død, er så mange, at det ikke er let at gøre nøjere rede for dem alle. Men nogle af de mest almindelige skal vi her se lidt nærmere på.

 

En vej, hvorpå mange har mistet livet i Gud, er åndelig sløvhed. Våbnene lægges til side, brugen af nådemidlerne forsømmes, troen får lov til at passe sig selv, og gode gerninger er der ingen af mere. I den første tid af deres kristenliv var det dem så kært at læse, høre, tale og skrive om Kristus, omgås med ham i bønnen, og ved nadverbordet nyde hans hellige legeme og blod. Men efterhånden tabtes i nogen grad interessen for dette. Nye gøremål optog tiden, nye hindringer indtraf, og djævelen forstod på mesterlig vis at forstørre og fremhæve betydningen af disse. Han bildte desuden sjælene ind, at nu, da de vidste alt, hvad de behøvede at vide, kunne de godt for en tid leve på mindet, håbende, at Gud nok skulle opholde deres åndelige liv. Og kan djævelen blot få ført mennesker bort fra Ordet, så kan han siden føre dem til hvad side, han vil.

 

Snart ser man ikke andre synder hos sig selv, end dem fornuften dømmer og straffer. Snart tror man ikke større om nåden, end man anser sig selv for værdig til at tro. Men efter som følelsen af synd er ved at dø ud, har man trøst nok endda. Og snart står man atter som det naturlige, rent sjælelige menneske, man oprindelig var.

 

Den åndelige sløvhed giver sig også til kende derved, at man ikke indretter sit liv efter Ordets krav og ikke er lydhør for Åndens røst. Før var man villig til at gøre hvad som helst, der var befalet af Herren. Da var man opmærksom på alle kristelige pligter. Vel var man ikke i stand til at opfylde dem alle, men viljen til at gøre det var der, og man stræbte troligt derefter. Og glippede det med et eller andet, så man det straks som en synd, man hos Gud måtte søge forladelse for, samt hos ham hente nåde og kraft til fortsat og bedre strid. Nu derimod sætter man sig et bestemt mål for, hvad man skal gøre, og hvor langt man skal gå. Alt det øvrige lader man fuldstændig ude af betragtning, stræber ikke derefter, ja, tænker end ikke derpå. Da bliver der heller ingen mangler og brist at beklage.

 

Al tilfredshed med sig selv opstår nemlig derved, at man ikke er opmærksom på budenes åndelige krav og glemmer, at Gud er en hellig Gud. Og er man først blevet tilfreds med sig selv, ikke mere har nogen følelse af mangler og skyld, hvilken plads og betydning får Kristus da i ens liv?

 

Sagt i få ord: Frelseren, forsoneren, hans embede og gerning mister sin egentlige og sande værdi. Hvor syndserkendelse, anger og bod, som er det første, ikke længere findes, bliver også det øvrige skævt og falskt. Det er på denne måde, der af en kristen bliver en farisæer.

 

Den åndelige sløvhed har også en anden ulykkelig følge. Den skaber tomhed i sjælen, ledighed, lunkenhed, sikkerhed og lede ved alt. Hvor man ikke mere kender hverken til kampens hede eller sejrens glæde, ikke til synd eller til nød over synden, ikke til bøn, ikke til glæde over nåden, der mister kristendommen hurtigt sin spænding og dragende magt. Det er denne tilstand, Jesus beskriver, når han taler om, at huset er ”ledigt, fejet og pyntet”. Det går djævelen ind og skaffer mennesket en eller anden slags afgud – eller syndigt begær af en eller anden slags – at fylde tomheden med. Og eftersom hjertet er således skabt, at det ikke kan trives, uden det er fyldt med et eller andet, og alt, hvad det før var fyldt af, er borte, så griber det nu med begærlighed det nye. Det suger til sig, hvad djævelen byder det, som en svamp suger vand. Lad det være verdens venskab, verdslig ære og udmærkelse, rimelig vinding eller vellyst eller hvad som helst - ”den stærke” går i alle tilfælde ind, fulgt af syv andre ånder, værre end den selv, og tager bolig der. Og da bliver, som Jesus siger, det sidste værre for dette menneske end det første.

 

Nu vil ganske vist enhver kristen bebrejde sig selv megen åndelig sløvhed og forsømmelighed. Der er intet Guds børn sukker over så tit som over dette. Men alligevel er der kun en forskel. Meget ofte består den sløvhed, de klager over, kun i savnet af liflige følelser. De står samtidig daglig rustet til kamp. Og om også de gribes af virkelig åndelig sløvhed, men, lydhøre for Åndens advarende stemme, lader sig vække til besindelse og søger til Gud og til Ordet om nåde og hjælp, så fører deres tilstand ikke til død.

 

Er det derimod sådan, at man ingen bebrejdelser har for sin sløvhed eller ikke giver sig tid til at lytte til Åndens kaldende, vækkende røst – det må gå som det kan – da går det mod fald og mod død.

 

Vore lyster og begæringer har djævelen på en særlig måde i sin magt. Han hersker og råder og benytter sig af dem med samme færdighed som af sine egne våben. Når han da vil fange en ledig sjæl i lystens garn, går det oftest til på følgende måde: Først vækker han i hjertet det heftigste begær efter synden. Fantasi og følelse ægges og får udmalet for sig, hvor megen vinding og fornøjelse man kan skaffe sig af den. Hvad djævelen nu ikke opnår ved fristelsens heftighed og styrke, søger han at opnå ved dens langvarighed. Han har god tid og kommer derfor uophørligt igen. I de mest fortryllende farver maler han synden for hjertet – at det dog til sidst måtte blive træt af kampen og give efter for fristelsen.

 

I denne kamp havde ikke en eneste kristen mulighed for at bestå, hvis ikke vor trofaste Herre til sidst bød satan at fly og skabte vej ud af fristelsen, så vi kan stå den igennem. Men det er en naturlig konsekvens af Guds hellige retfærdighed og fastsatte ordning, at de, som engang har ”lært retfærdighedens vej at kende”, men vender sig bort fra den, skal overlades til fristeren, om også det bliver dem til død. Det er først og fremmest på kristne, det skal opfyldes, hvad Paulus skriver i Rom. 1,21 og 24: ”Skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Derfor gav Gud den hen i deres hjerters lyster til urenhed.”

 

Denne udvikling fuldbyrdes derved, at djævelen – foruden det begær han undskylder i følelse og fantasi – tillige forblinder forstanden og overbeviser mennesket om, at synden ikke er synd eller i det mindste slet ikke farlig. Hertil kommer også ”de gudløses råd” - djævelske røster, som tager synden i forsvar. Og samme kristen, som altid før har gyst tilbage for disse djævelske lærdomme, finder dem nu, i fristelsens stund, ganske tiltalende, kloge og sande. Det er som regel herpå, at faldet beror.

 

Der gives imidlertid andre lyster og andet begær, som på en endnu mere fin og umærkelig måde får livet hos en kristen til at svinde. Begær, som til genstand har noget, der i sig selv er uskyldigt og godt, men som bliver en afgud for hjertet og derved til død.

 

Dette sker, når hjertet begynder at hænge så stærkt ved noget andet end Gud og hans nåde, at omsorgen for denne andet bliver det første og vigtigste, opnåelsen af den største glæde og tabet af den største sorg. Da bliver følgerne ganske de samme, enten sagen i sig selv er uskyldig og god, eller det er den mest uhyggelige last, det drejer sig om.

 

Det er i sig selv en ganske uskyldig ting at spise kød. Men det var ved deres utøjlede begær efter kød, at Israels folk ”ringeagtede Herren” 4. Mos. 11,20, så Herrens vrede blussede op imod dem, og stedet blev kaldt for ”lystenhedens grave”.

 

Det er i sig selv en ganske uskyldig ting at have marker, kvæg eller ægtefælle. Men da Jesus ville anføre nogle af de hindringer, der holder mennesker borte fra Guds rige, er det netop dette, han nævner i Luk. 14,18-24.

 

At elske fader og moder er ikke blot en uskyldig ting, men endogså befalet af Gud. Men, siger Jesus, ”den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd.”

 

Nå nu mennesker lever i åndelig sløvhed og sikkerhed, hvordan skulle det da falde dem ind at nære frygt for begær af så ganske uskyldig art som ovenfor nævnt! Og omsider kommer det dertil, at om også de ved og forstår, at de er i en afguds vold, så har de ingen kraft til at gøre modstand mod denne, ja, ikke engang noget ønske om at slippe deres kærlighed til den. Da ser det mere end betænkeligt ud med livet i Gud.

 

Som den tusindkunstner, djævelen er, ved han hertil at benytte sig af de mærkeligste kneb for at fastholde de fangne i sit garn, samt endelig at bilde de arme mennesker ind, at de ingen mulighed har for igen at slippe løs. Hjerteskærende er det i sådanne tilfælde at høre den ulykkelige i navnløs kval og fortvivlelse fastholde, at for ham er der ingen hjælp – han må, tvunget af omstændighederne, fortsætte, som han har begyndt.

 

Han havde ikke tænkt, sig, da det hele endnu var i sin begyndelse, at det skulle ende sådan til sidst. Da Judas gav efter for begæret efter penge og så småt begyndte at rapse, lå den tanke ham sikkert fjernt, at enden derpå skulle blive, at han for penge forrådte sin Herre og mester og derefter tog sit eget liv. Men noget sådant er det altid, satan har i sinde, allerede på det tidspunkt, han forsigtigt begynder at lægge fristelsen til rette.

 

Djævelen benytter sig imidlertid ikke alene af ”det, der er i verden: kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods”, når han vil fange og fastholde de troendes sjæle, men også af ”dem, der er af verden”. I denne verdens børn har djævelen tro og villige tjenere, snart til at skræmme, spænde ben for og udmatte de troende ved forfølgelse, fjendskab og trusler, og snart til at lokke og overtale dem med løfter og smiger og venlig imødekommenhed, hvilket sidste smager så meget desto bedre, som det er det første, man hyppigst bliver udsat for.

 

Således at fanges i verdens garn kan mennesker i hvilken som helst stilling og stand komme ud for. Snart er det en forretningsmand, snart en student, snart en ung pige og snart en præst. De er begyndt at leve med Jesus, men kan ikke i det lange løb holde ud at se sig foragtede, tilsidesatte og forfulgte, se deres gode navn og rygte lide skade, deres udkomne i fare, deres fremtidsmuligheder forspildt for deres kristendoms skyld. De begynder derfor så småt at forsøge at vinde verdens venskab tilbage og skikke sig lige med den. Men at dette skulle være dikteret af svaghed over for verden, indrømmer de ikke engang for sig selv. De klæder det hele i en finere dragt og taler så smukt om en kristens frihed, ja, en kristens pligt, som – for at gavne verden – forbyder ham at skille sig fra den. Men lejligheden til med en eller anden alvorlig advarsel at vise verden en virkelig tjeneste indtræffer aldrig. Thi altid skal der gås så forsigtigt til værks, at man ikke støder eller forarger nogen dermed. Dette er grunden til, at verden, som ikke tager sådanne hensyn, får større mangt over den troende end omvendt.

 

Hvis ikke den arme stakkel i tide får øjnene op for sin stilling og bryder med verden, bliver han til sidst træl under verden og menneskers gunst. Den åndelige kraft er forsvundet. Venskabet med Gud eksisterer ikke mere, thi ”venskab med verden er fjendskab med Gud”. Forbindelsen med de andre troende er opløst. ”Demas forlod mig,” siger Paulus, ”af kærlighed til den nuværende verden.” Mennesker og bøger, som dømmer hans tilstand, går han langt uden om og nærmer sig dermed forhærdelsen mere og mere. Her vil det bekræftes, hvad apostelen siger: ”Når de ved erkendelsen af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, da er det sidste blevet værre med dem end det første.” 2. Pet. 2,20-22.

 

Den, som engang ”begyndte i ånd” og en gang har ejet åndeligt liv, fuldender således nu ”i kød” og ender som åndelig død. Måske var han målet ganske nær: gennem den legemlige død at gå sejrende ind i de saliges himmel. Nu er det hele forspildt. Al den salighed, han har nydt i det fortrolige kærlighedens fællesskab med Frelseren, al den spot og hån, han for hans skyld har udstået – alt er forspildt, endda han havde en trofast og mægtig frelser og en nåde, der fuldt ud strakte til. Havde han blot holdt sig nær til sin frelser i tro og bøn, været lydhør for Åndens røst og gjort brug af sine våben, så havde hverken djævel, kød eller verden haft magt til at overvinde ham. ”Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt” osv., ”thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus. Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig, thi når I gør dette, vil I aldrig snuble.” 2. Pet. 1,5-10.

 

De veje til frafald og død, som i det foregående er skildret: åndelig sløvhed, forsømmelighed både med hensyn til brugen af ordet og efterlevelsen af det, afguder, syndigt begær, verden med dens trusler og dens smiger, kan man dog i almindelighed så nogenlunde indse det farlige i. Men de veje, som vi nu skal betragte, er de virkelige løngange – de skjulte veje til frafald og åndelig død, som enhver kristen nok i teorien erkender, men i praksis har så svært ved at vogte sig for. Så forvirrende virker de, at alvorlige og gudfrygtige kristne i fristelsens stunder ofte bogstavelig talt gør sig flid for at gå dem – endda de er nærmeste genvej til fortabelsen. Og dette gør de – det skal vi mærke os – ud fra åndelige bevæggrunde, netop for ret at gå viist og forsigtigt til værks!

 

Farer så hemmelige og skjulte som disse kan ingen skarpsindighed gennemskue, ingen menneskelig forstand se til bunds i. Synes de før omtalte afveje os som mørke og truende onde ånder, må disse sidste snarere lignes ved skønne og strålende lysets engle. Det var om en af disse skønne og tiltrækkende veje, Luther skrev: ”Dette er kvinden Kozbi, stammehøvdingen Zurs fagre datter, for hvis skyld 24.000 af Israel mistede livet. Dette er den brede, lyse og skønne landevej til fordømmelsen.” Og det er vejen, på hvilken de særlig fromme alvorlige og gudfrygtige kristne bliver fanget i snaren og falder, mens derimod de førnævnte veje er de ringere kristnes, de ligegyldige, kolde og mindre samvittighedsfulde kristnes veje til fald.

 

Dette hemmelighedsfulde onde har som sit egentlige navn og oprindelige udspring den dybt rodfæstede og evigt uforanderlige hang til selvretfærdighed, der ligger i den menneskelige natur. En hang, som hvis ikke Guds ord får magt i et menneskes liv, vil have til følge, enten at det ”lader sig spænde på ny i trældoms åg”, eller at det bliver stående ved ”selvgjort gudsdyrkelse og såkaldt ”ydmyghed” - - der kun tjener til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur.” Kol. 2,23.

 

Nu er der det at bemærke, at ingen sand kristen lever i en så uforstyrret og ren evangelisk tro, at aldrig tilbøjeligheden til selvretfærdighed skulle gøre sig gældende hos ham. Nej, skønt han hundrede gange har lært og erfaret, ikke blot hvor ussel, men også hvor farlig den er, bliver han ustandselig indviklet i den igen. Dette er så nøje forbundet med den menneskelige natur, at den, som ikke ved af noget sådant at sige, må befrygtes at vandre så helt og holdent på selvretfærdighedens vej, at han overhovedet ikke kender til andet.

 

Men det er ikke disse anfald af selvretfærdighed, som med mellemrum optræder hos en kristen, der er tale om her. Af disse vækkes ham dog altid og vender tilbage til troens enfold igen. Talen er om dette, at en kristen kommer ind på og fortsætter ad en sådan vej, enten bundet og ulykkelig under trældommens åg eller også vel til mode, glad og tilfreds med sig selv og sin kristendom, idet han, med det forkvaklede åndelige syn, han har fået, holder sin vej for den bedste og eneste rette.

 

Det går ganske hurtigt og let at komme ind på sådan en vej. ”En smule surdej gennemsyrer hele dejen,” siger Paulus med henblik herpå. Gal. 5,9. Og i Fil. 3,7-9 ser vi, at han var så bange for denne skjulte fælde, at han ikke vidste anden udvej end at regne sin bedste retfærdighed for ”tab”, ja, for ”skarn” - ”for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus.” Med al ønskelig klarhed har han dermed vist, at denne sag ikke er noget, man spøger med. Den, som ikke ser det farlige i den, for ham er der i sandhed fare på færde.

 

Det kan, hvad dette angår, udvikle sig forskelligt med de forskellige.

 

Vi tænker os en som f. eks, med sin trællen under loven helt kom til kort, og som nu, ulykkelig og rådløs, fandt alt, hvad han før havde søgt i sig selv, i en anden, i Kristus. Nåde sin retfærdiggørelse og sin helliggørelse fandt han i ham og havde nu i denne frie, uforskyldte nåde og gave sit liv og sin fred, ja, sit alt. Af samme overstrømmende nådes rigdom gjorde han nu det gode så frit, enfoldigt og villigt, at han knapt nok selv vidste af det, når han gjorde noget godt. Det er denne indstilling, Paulus betegner som ”den oprigtige troskab mod Kristus” 2. Kor. 11,3. Det er denne tilstand han kalder at være ”død fra loven ved Kristi legeme” og ”stå i Åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste” Rom. 7,4,6. at være ”ikke under lov, men under nåde” Rom. 6,14-15. At ”det ikke længere er mig, der lever, men Kristus lever i mig, og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn” Gal. 2,19-20. At være et ”Guds barn”, at have ”iført sig Kristus” Gal. 3,26-27, at leve i ”den frihed, hvortil Kristus har frigjort os” Gal. 5,1. osv.

 

Fra denne oprigtige troskab mod Kristus føres han nu ved ”slangens træskhed” derhen f.eks. at han efter en tids forløb begynder på ny at lade tankerne beskæftige sig med, hvad vi burde gøre og være. Så ihærdigt og vedholdende tumler han med dette, at der næppe bliver en tanke tilovers for Kristus og nåden i ham. Fristeren fortæller ham måske, at det vel var af nåde alene, han engang blev retfærdiggjort, men at det siden må stå til ham selv at vandre så viist og så varsomt, at han derved fortsat kan være Gud til behag. Eller, at det nok kan være i orden med retfærdiggørelsen – helliggørelsen derimod må han nu til at gøre en indsats for selv. Den enfoldige tro på Kristus slår ikke til. Kol. 2,18-23.

 

Nu sker der desuden det, at den åndeligt fattige sjæl ser så mange brist hos sig selv, både i sin personlige helliggørelse og sit daglige liv, og derfor ikke kan være tilfreds med sig selv. Får djævelen så bildt ham ind, at disse brist må betyde, at han har grebet det hele forkert an, og at han derfor ikke blot må sætte mere ind på at våge og bede og gøre fremgang i den tro, han har, men tillige må slå ind på en helt ny vej, hvorved han skulle kunne opnå en ny og helt anderledes fuldkommen helliggørelse, da er forførelsen og forvirringen for alvor blevet stor og har for alvor fået magt.

 

Nu ligger det i selve sagens natur, at når grenen ikke længere suger saft fra træet, må den blive mere og mere vissen og tør. For det andet begynder loven igen at herske i samvittigheden, thi i samme grad som troen forsvinder, indtager loven dens plads. Og loven, så snart den kommer ind i samvittigheden, vækker den synden til live og forøger dens kraft. Rom. 7,8-11. Det syndens elende, som i forvejen syntes ham alt for stort til, at han skulle driste sig til fortsat at tro, bliver således endnu større, og som følge heraf trækker han sig længere bort fra Kristus og mister mere og mere af den barnlige tillid til ham. Dette vil i almindelighed vise sig at være en vej til trældom og død.

 

Men endnu mere magt får vildfarelsen, når også læren – af forkyndere, der har deres hellighed i sig selv – bliver forvansket, og det således er et menneskes dybeste overbevisning, der driver ham ind på selviskhedens vej. Sådan var det, det var gået med galaterne. De var af falske apostle blevet ført hen til ”et anderledes evangelium”, som dog, siger Paulus, ”ikke er et evangelium, det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium” Gal. 1,6-7. De ville på ingen måde fornægte Kristus, men blot føje noget efter deres mening nødvendigt til. Dertil siger imidlertid Paulus i Gal. 3,1. at de er blevet ”forhekset” - endda Kristus var blevet malet dem for øje som korsfæstet.

 

At det netop er samme afvej, som vi her har betragtet, det drejer sig om, viser Gal. 3,2. ”Dette ene vil jeg have at vide af jer,” siger Paulus, ”var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?” Der er spørgsmål om en ny vej til at opnå en større fylde af ånd og kraft. Og her såvel som i Kol. 2,19 viser apostelen, at en sådan fylde får man ikke på anden måde end ved ganske enkelt og enfoldigt at tro på Kristus - ”holde fast ved hovedet, nemlig ham, ud af hvem hele legemet vokser Guds vækst.” Ja i Rom. 6. siger han endog, at den eneste måde at blive helliggjort på er at blive frigjort fra loven og leve på nåde. ”I er jo ikke under lov, men under nåde, derfor skal synden ikke få herredømme over jer – I har nu den frugt, at I helliggøres.” Og Jesus siger: ”Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt – thi ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun, hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig.” Johs. 15.

 

Dette er også enhver kristens erfaring. Det var af nåde alene, ved tro, han fik et nyt, åndeligt sind, blev glad i sin Gud, fik lyst og trang til at gøre det gode, kort sagt: blev et nyt menneske, så helt forskelligt fra verden og fra, hvad han før havde været. Men eftersom ingen finder flere mangler og fejl hos sig selv end en kristen, så kommer djævelen – eller en, der tror at være hellig i sig selv – og overbeviser ham om, at det ikke går an ganske enfoldigt blot at tro. Der er dét og dét, han tillige må gøre. Der er en helt anden vej, han må gå. Og hvordan skulle det falde ham ind at frygte for den vej, der bliver anvist. Det er jo dog større fylde af hellighed, mere alvor, det drejer sig om. Og bør vi ikke altid se med mistænksomhed på vejen, vi hidtil har gået? Den kunne jo være forkert!

 

I god tro forsøger han derfor at finde ind i en ny livsform, finde frem ad en ny vej. Det liv, som Gud selv havde virket i ham, da han fattig og hjælpeløs kom til Kristus og modtog nåde fra ham, er ham ikke nok. Han vil finde en vej, hvor han har mulighed for at blive mere hellig, end troen på Kristus har gjort ham. En vej, hvor han ikke altid skal behøve at føle sig så fattig og ussel og så mange mangler og fejl hos sig selv.

 

Hvordan lykkes så dette foretagende for ham?

 

Ja, er han virkelig vakt og har erfaret mere af lovens åndelige krav på et menneskes hjerte end sine rådgivere, så lykkes det overhovedet ikke. Han bliver blot endnu mere ulykkelig. Thi som han med al sin forvirring og alt sit stræb fjerner sig mere og mere fra den eneste sande livets kilde, den barnlige tillid til Kristus og nåden i ham, ebber hans livskraft efterhånden ud. Loven trænger ind i samvittigheden og vækker synden til live. Han bliver da en ulykkelig træl, og til sidst dør livet fuldstændig ud – hvis han da ikke i tide vender om til den enfoldige tro på Kristus igen.

 

Det hele kan imidlertid også få et andet forløb: Han kan finde, hvad han søger – i hvert fald mener han selv – og blive hængende i ”selvgjort gudsdyrkelse” og tilfredshed med sig selv. Dette bliver tilfældet, når omvendelsen ikke går i dybden, men blot er af mere ydre art. Og da især, hvis den pågældende fæster sig så stærkt ved én eller flere bestemte måder at praktisere sin hellighed på, som han nogenlunde magter, at han derved glemmer hele fordærvelsens afgrund i sit indre.

 

Andre kommer ind på disse ulykkelige veje blot gennem savnet af den følbare nåde. De mindes, hvorledes i den første tid af deres kristenliv Frelseren stod dem for øje, så forunderlig skøn, som ”smerternes mand”, hvorledes de lå ved hans bryst, smagte hans kærligheds sødme og selv af hjertet var i stand til at elske ham igen. Alt dette synes de nu, at de mangler, og mener derfor, at den tro, de engang havde, nu kun er død kundskab. De vender så deres blik mod selve troen og dens egenskaber, og al deres stræben går ud på at oparbejde de tidligere liflige følelser igen. Men af sådanne bestræbelser høstes kun dårlige frugter. Troslivet mattes mere og mere, indtil det sluttelig dør.

 

Mest følelig bliver imidlertid troslivets dødskamp hos en kristen, når han har været så ulykkelig at falde i synd af grovere art. Vore første forældre syede figenblade sammen og bandt dem om sig, da de efter faldet fik at se, at de var nøgne. De skjulte sig mellem havens træer, da de hørte Gud Herren vandre i haven. Det samme gør vi. Har vi syndet, så holder vi os sky på afstand fra Gud. Det går ikke an, så nøgen og tynget af skyld, som man er, straks at vende sig til ham i bøn og tro. Sådan må ethvert menneske, også enhver kristen, nødvendigvis føle det. Men begrænses det blot til følelsen, vil der altid være råd. Nådens storhed vil besejre den tyngende følelse af skyld.

 

Men nu sker det undertiden, at staklen tillige tænker som så: ”Jeg er en frafalden – jeg må helt begynde forfra igen: Vende om og gøre bod.” Og så tænker han sig dette som noget ganske overordentlig stort og mærkværdigt, tænker sig en anger så dyb og så følbar, at den modsvarer syndens skyld, samt en følbar forvisning om Guds nåde og en forbedring udadtil i liv og færd, som skal gøre det klart for Gud, at angeren er ægte og oprigtig. Og vel at mærke: Alt dette må han have bragt i stand, før han kan tro – før han kan vove sig frem og finde nåde!

 

Det går imidlertid ikke, som han havde tænkt. Det, som han venter på, indtræffer ikke. Han gør tværtimod lige den modsatte erfaring. Thi aldrig er ens anger over synden blot tilnærmelsesvis så dyb og så bitter, når han holder sig på afstand fra Gud, som når man kommer til ham med sin synd og begærer at få del i hans nåde. Desuden er anger over synden en ting, som en virkelig kristen aldrig synes at finde tilstrækkelig af hos sig selv.

 

Holder man sig nu fremdeles på afstand fra Gud, bliver hjertet stadig mere koldt, angeren mindre følbar, mens i samme grad hans skyhed for Gud tager til, og afstanden fra ham forøges. Den ventede forbedring, hvad livsførelsen angår, udebliver. Det onde får tværtimod større mangt, og kraften til at kæmpe imod det bliver mindre. Fordi han har vendt livskilden ryggen, og loven har fået indpas i samvittigheden, sker der ham nu det, som er værre end faldet, der var årsag til det hele: Synden lever op på ny og vækker begæret. Og så trækker den arme sjæl sig tilbage, skridt for skridt, stadig længere tilbage fra sin frelser. Som livstegnene bliver svagere, bliver tilliden mindre, og som tilliden bliver mindre, bliver livstegnene svagere. Til sidst lader han ganske roligt stå til. Forstanden formørkes, samvittigheden slumrer ind, og snart er der intet mere, der formår at drive han til nådestolen. Det må blive, som det er, og gå, som det kan, det står alligevel ikke til at hjælpe! Et eller andet bliver hjertets afgud, eller det lader sig trøste med falsk trøst – og så er det slut. En sørgelig bekræftelse på Paulus´ ord i Gal. 5,9: ”En smule surdej gennemsyrer hele dejen.”

 

Det var ikke for ingenting, den store apostel selv måtte regne sin egen retfærdighed for ”skarn” blot for at findes i Kristus og have sin retfærdighed i ham. Det viser tydeligt nok, at vor retfærdighed og Kristi retfærdighed ikke på samme tid kan råde i samvittigheden, og at ”den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste.”

 

Ingen kan granske og mærke sig disse veje for godt. Så mange levende kristne har her ”lidt skibbrud på troen”.

 

Tilbage står endnu at nævne en vej til frafald og død, som der ikke findes ord stærke nok til ret at beskrive. Det er det åndelige hovmods vej. På denne vej snubler og falder de, som ikke på nogen af de førnævnte veje har kunnet bringes til fald. De stærke, solide og afgjorte kristne, som hverken af syndigt begær, verden, vantro eller vildfarelse har ladet sig rokke.

 

Mange sørgelige eksempler har vi på dette. Og hvad siger Skriften? At ”Gud står de hovmodige imod” - at ”den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges” - at ”de første skal blive de sidste”.

 

Det er tydeligt nok en alvorlig fare, der lurer her. Skønt verdensmennesker og falske kristne med urette beskylder os for åndeligt hovmod, og skønt en frimodig tro og bekendelse ikke er det samme som hovmod, så er hovmod alligevel noget, hver eneste kristen har at frygte og når som helst kan falde for fristelsen til. Og den, som ikke frygter derfor, ham skal det ramme!

 

Når Jesus siger: ”De første skal blive de sidste.” Så advarer og forskrækker han jo dermed så fortræffelige folk som selve apostlene. Det er til dem, det bliver sagt. Se. Matt. 19,27-30. Og meningen er, at om denne eller hin i virkeligheden er en af de første, er så oplyst og oprigtig en kristen som ellers kun få, men han også selv begynder at se sig som en sådan og mener sig at være af de første, så skal han alene derved blive af de sidste. Og – som Luther siger: ”- det hænder vel også, at en, som i verdens øjne er ringe agtet, fattig og svag, og som tillige må gennemgå meget for Herrens skyld, at han – skønt der tilsyneladende ikke er antydning af, at han skulle mene sig at være noget – alligevel hemmeligt i hjertet at det største behag i sig selv, ser sig som den første for Gud og derved bliver den sidste.”

 

Ikke uden grund har de gamle hellige frygtet for dette. Thi hvor mange fortræffelige mænd så man ikke falde for hovmodets fælde! Hvad var vel grunden til Sauls fald? Hvorfor lod Herren David falde? Og hvad fik vel enkelte af Paulus´ medarbejdere til at falde?

 

”Derfor,” siger Luther videre, ”er det også aldeles nødvendigt, at man i vor tid prædiker dette for dem, som allerede har nogen indsigt i evangeliet, så som mig og mine lige, som er i stand til at lære og mestre hele verden og mener, at vi da vel er de største. Thi hvoraf kommer det, at den ene foretager sig et, den anden noget andet med evangeliet? Mon ikke deraf, at der er ingen, der regner med, at dette: ”De første skal blive de sidste!” angår dem. Eller – hvis de ved med sig selv, at de hemmeligt holder sig selv for at være de første, og derfor nok har en følelse af, at det angår dem – så er de endda så forblindede og føler sig så sikre, at de fortsætter uden frygt på den vej, de er begyndt. Derfor må det gå dem efter Herrens ond: De må virkelig blive de sidste og dette enten bliver åbenbart her i tiden ved syndefald af grovere art eller også først åbenbares ved den endelige dom.

 

Disse forskellige frafaldets veje ligger hver især som en fristelse for hver eneste kristens fod. Åndelig sløvhed, verden og synd, egenretfærdighed, trællesind, hovmod, - alt får en kristen til at føle, mere end han bryder sig om.

 

Hvordan udfaldet bliver, beror på, om sindets indstilling hos ham er ret – om han har den villige ånd eller ej. Om han bliver i synden, holder hånd over afguden, fortsat skikker sig lige med verden, eller han lider derunder, kæmper i bøn derimod og således stadig ved nåden fornyes og rejses på fode igen. Om han fortsætter på den selvretfærdighedens vej, han er slået ind på, og havner i trældom eller selvbedrag, eller han i tide lader sig advare og vender tilbage til troens enfold og trøsten i den uforskyldte nåde igen. Om han i åndeligt hovmod bliver ved at tænke høje tanker om sig selv, eller han forfærdet vågner op og råber om hjælp imod hovmodets djævel og som det normale er alt andet end tilfreds med sig selv.

 

Det beror i hvert enkelt tilfælde på, hvem der har magten og er den rådende i os. Gal. 5,18. ”Ved I ikke,” siger Paulus, ”at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed.” Rom 6,16.

 

Så lad da dette være et varsel for den, som mener at stå. Han tage sig i agt, at han ikke falder!