Hykleri

 

Det kunne synes lidet lønnende at tage et sådant emne op til behandling, eftersom det netop er en fremtrædende egenskab hos dem, det i særdeleshed angår, at de ikke tager det til hjerte, men altid lever i en følelse af sikkerhed og tryghed.

 

I bøn om Guds bistand dertil vil vi ikke desto mindre knytte nogle bemærkninger til emnet. Dels, fordi Guds ord har så mange alvorlige advarsler mod hykleri – hvilket jo dog burde tages som et bevis på, at sådanne advarsler ikke altid er uden frugt – og dels for de oprigtiges skyld, at de kan vide, for hvad de skal tage sig i vare. Endelig også, fordi det er vanskeligt at tie, når man observerer en fjende, som man ved har snigmyrdet mange af ens bedste og kæreste venner – vanskeligt at tie, også om man intet synderligt håb har om at udrette noget ved at tale.

 

Emnet er afgjort vigtigt, faren er afgjort stor. Måtte det, der her skal siges, dog vække en og anden til besindelse og til alvorligt at prøve sig selv!

 

Hvad vi først bør lægge mærke til, er at ikke alt hykleri er forsætligt og bevidst, således forstået, at enhver, som er hykler, skulle vide det selv. Nej, tværtimod! Det er netop et karakteristisk kendetegn på de falske kristne, at de ikke ved af, endsige frygter for selv, at de er hyklere. Et typisk eksempel herpå har vi i Jesu skildring af de uforstandige jomfruer. Disse gjorde det bedste, de forstod: Tog deres lamper og gik, sammen med de kloge, ud for at gå brudgommen i møde. Havde de dengang vidst, hvad de for sent fik at erfare, så havde de utvivlsomt i rette tid sørget for at skaffe sig olie til lamperne.

 

Man må derfor her frygte for en fare, som man hverken ser eller på anden måde mærker noget til. Særegent for oprigtige kristne er også det, at de frygter for at være hyklere, skønt de ikke er det. Netop derved bliver de bevaret for dette snigende onde, den falske kristendoms hemmelige død, om hvilken Jesus siger til ”menighedens engel” i Sardes: ”Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død.” Åb. 3,1.

 

Vi skal dog ikke her komme nærmere ind på denne finere slags af hyklere, men tale om hykleriet i mere sædvanlig betydning.

 

I Luk. 12,1 læser vi følgende: ”Da der imidlertid havde samlet sig en flok i tusindtal, så de var nær ved at træde på hinanden, tog han til orde og sagde, først og fremmest til sine disciple: Tag jer i agt for farisæernes surdej – hykleriet!”

 

Hvori dette farisæernes hykleri har bestået, ser vi i kapitlet forud og forskellige andre steder. Jesus siger i denne forbindelse til dem: ”I farisæere renser nu det udvendige af bæger og fad, men jeres indre er fuldt af rovlyst og ondskab. - I giver tiende af mynte og rude og alle slags grøntsager, men ret og kærlighed til Gud går I let hen over.”

 

Dette var det grove farisæiske hykleri. Farisæerne iagttog meget nøje visse bud og forskrifter, men i hjertet rådede egenretfærdighed og selvtilfredshed. De var fromme og havde åndelig sans, men Kristus havde ingen betydning for deres hjerter. Forfærdeligt at være i en sådan sjælstilstand, for Gud på sin side regner ikke med andet end Kristus, sin elskelige søn. Men hyklere netop som disse er alle de, der søger deres retfærdighed ved loven. Dels gør de lovens gerninger med en indre ulyst, fjendtligt indstillet til Guds hellige krav og dermed til Gud selv, og dels har Kristus ingen betydning for deres hjerter, om han end i deres forstand og bekendelse indtager en større eller mindre plads. Ja, farisæerne i Jerusalem var med al deres fromhed Jesu bitreste fjender og lagde til tider det groveste og mest utilslørede hykleri for dagen. For eksempel, da de i deres iver for at få Jesus dømt førte ham til hedningen Pilatus. Ved denne lejlighed demonstrerede de deres hellighed derved, at de ikke selv ville gå ind i borgen for ikke at blive urene. Men at de tørstede efter den uskyldiges blod anfægtede dem derimod ikke.

 

Så almindeligt er dette farisæiske hykleri i de uomvendtes verden, at man næppe finder et eneste menneske, som ikke i større eller mindre grad ligger under for det. Visse bestemte bud tager man det uhyre nøje med overholdelsen af. Men andre – og det de vigtigste – går man ganske let henover.

 

Man går f.eks. flittigt i kirke – men man omvender sig ikke af hjertet til Herren, erkender og begræder ikke sin synd, agter og vurderer ikke efter fortjeneste Kristi udgydte blod, fryder sig aldrig i sit hjerte over nåden osv. Man skulle ikke ville tage så meget som en øre fra sin næste – men man berøver ham måske med bagtalelse og løgn det dyrebareste, han har: Hans gode navn og rygte. Man beder andægtigt: ”Helligt vorde dit navn!” - men man misbruger selv det samme store og hellige navn.

 

Om en hellighed af denne beskaffenhed var det, at Jesus sagde til farisæerne: ”Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.” Det gode, som du gør, bør du gøre og aldrig forsømme, men det gode, du glemmer at gøre, ville også blive gjort, hvis du ikke i din fromhed var en skalk og en hykler.

 

Men at Jesus mod dette samme hykleri også advarer disciplene, disse oprigtige og ham inderlig hengivne sjæle, er ganske ejendommeligt og nok værd at tænke over. Han vidste imidlertid, hvor nødvendigt det var. Hvor vægtige grunde han havde dertil, kan vi finde blot ved nærmere at betragte det navn, hvormed han benævner hykleriet. ”Surdej” kalder han det. Utvivlsomt i den hensigt at henlede opmærksomheden på hykleriets betænkeligste og farligste egenskab. Det særlige ved surdejen er nemlig, at kommer man blot en smule deraf i en dej, så gennemsyres derved den hele (Gal. 5,9).

 

Ganske på samme måde med hykleriet. Begynder en oprigtig og levende kristen på fristelsens onde dag at give rum for blot den mindste smule falskhed og uærlighed i sit personlige gudsforhold – holder hånden over en eller anden synd, tillader sig uredelighed i handel og vandel, men for øvrigt vil gælde for en god kristen, omgås Guds ord og Guds folk og udadtil opretholder skinnet – da bliver hele hans væsen besmittet. Det hykleri, han på et punkt har givet rum for, breder sig hastigt til flere og tager skridt for skridt hele hans personlighed til fange. Samvittigheden forhærdes og vil til sidst ikke mere virkelig kunne vækkes.

 

Hvordan det går til, at denne hykleriets surdej kan gennemsyre, besmitte og i bund og grund fordærve en Jesu discipel, derpå skal vi nu anføre et slående eksempel.

 

Da Jesus udtalte den førnævnte advarsel mod farisæernes surdej, var der blandt dem, som hørte den, en, som efter alt at dømme ikke ret har taget det til hjerte. Det var en af Jesu nærmeste venner og disciple – Judas Iskariot.

 

Men inden vi nærmere går ind på Judas´ historie, bør vi gøre os klart, hvad der fortrinsvis har med vort emne at gøre, og hvad vi derfor i særdeleshed bør fæste vor opmærksomhed ved.

 

Først og fremmest selve hykleriet, dets snigende art og gradvise udvikling. Dernæst den tryghed og sikkerhed, der i almindelighed hersker i hyklerens hjerte, og de grunde, han synes at have til ikke at frygte. Og endelig den fortabelse, som nødvendigvis til slut bliver følgen af et falsk og hyklerisk væsen.

 

En hykler føler sig i almindelighed sikker og tryg, ofte af følgende grunde: Jeg har jo dog haft så mange og store beviser på Guds nåde, jeg har jo ikke min plads i de vantros flok, men har haft og har fremdeles min gang blandt Guds venner, jeg bruger såvel Guds ord som de øvrige nådemidler, jeg har også ved Guds nåde tilstrækkelig åndeligt lys til at vide, på hvilken grundvold jeg står osv.

 

Intet af dette manglede hos Judas. Han var for det første en af de tolv særlig udvalgte disciple og havde således så mange fortrin og så store beviser på Guds nåde, at ingen af os har haft noget tilsvarende. Han havde den lykke i tre år at leve i nær personlig omgang med Guds søn her på jorden, spise og drikke, våge og hvile sammen med ham, være vidne til hans mægtige gerninger og lytte til den himmelske visdom, der lød fra hans mund. Og så udvikler der sig samtidig i Judas´ hjerte et så hyklerisk, falsk og forhærdet væsen, at Jesus kunne sige: ”Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er en af jer en djævel.” Johs. 6,70.

 

For det andet var Judas blevet betroet det særlige hverv at stå for den fælles kasse – den eneste personlige ejendom, Jesus som menneske havde på jorden. ”Judas havde pengepungen.” Han skulle modtage og opbevare de gaver, som taknemmelige Jesu venner skænkede deres frelser og velgører. Han skulle foretage de nødvendige indkøb og forestå uddelingen af gaver til de fattige. Det var under denne sin forvaltning af de betroede midler, at Judas slog ind på den finere uærligheds vej og tid efter anden tilvendte sig nogle af pengene selv. Men så fint og umærkeligt skete det, at det ikke faldt de øvrige disciple ind at nære mistanke til ham. Først bagefter kunne de sige det: ”Han var en tyv”.

 

Lad os nu så levende som muligt søge at forestille os dette. Måske vil det virke som et slag i ansigtet på en eller anden.

 

I Jesu følge omgikkes Judas daglig Jesu venner og hørte på Jesu ord. Men nu og da var han ude i de nævnte forretninger, og da var han tyven, som af pungens indhold stak småbeløb til side til sig selv. Utvivlsomt har det, især i begyndelsen, for samvittighedens skyld været nødvendigt for ham at finde så mange undskyldende momenter som muligt i forbindelse hermed. Det er vel ikke for meget, at jeg får en smule godtgørelse for min ulejlighed, kan han f.eks. have tænkt. Eller jeg kan jo altid senere betale det tilbage igen (hvilket dog aldrig skete) – jeg har jo brug for pengene nu, og der er ingen, der ser det.

 

Sådan er slangens måde at argumentere på, og det var nok til at føre Judas i ulykke. Når han siden vendte tilbage til Jesus og til de andre disciple, kunne han deltage i bøn og i åndelig samtale med en mine så åben og ærlig og fri, at ingen faldt på at nære mistanke til ham.

 

Se, dette er typisk for det ægte hykleri. Judas tænkte at bedrage og føre sin Herre bag lyset, derfor lod Herren ham fortsætte med det og bedrage sig selv, os alle til et advarende eksempel. Herren tier – en truende, uheldsvanger tavshed – når hykleren ikke vil lade sig advare af ordet. Judas får lov til, skridt for skridt, at nærme sig afgrundens rand. Herren hindrer ham ikke deri, standser ham ikke, når ord ikke mere strækker til. Ligesom Farao bliver Judas blot mere forhærdet af de advarsler, han får. Da han først er begyndt at give djævelen rum, vokser i hans hjerte, sammen med hykleriet og begæret efter penge, også hans uvilje mod Jesus. Til sidst kan han ikke tåle at se det, som han kunne ønske at have i pungen, blive anvendt på Jesus. Ja, omsider forråder han for penge sin guddommelige herre og mester.

 

For de fattige følte Judas tilsyneladende ømt. Da han i Betania ser den ægte, meget kostbare nardussalve blive udgydt over Jesu fødder, var han der straks: ”Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?” Johs. 12,3-6. I den anledning fik han en tilrettevisning af Jesus, og det var, siger Mattæus, umiddelbart efter dette optrin, at Judas gik hen til ypperstepræsterne og sagde: ”Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?” og at de udbetalte ham tredive sølvpenge.

 

Bitterheden mod Jesus og kærligheden til penge – disse to ting i forening fik Judas til at forråde sin herre til hans fjender. På samme måde går det ofte også blandt os. En kristen, hos hvem der er sket et indre fald, begynder som regel i småting at lægge den åndens falskhed, han huser, for dagen. Får han så af oprigtige kristne en broderlig advarsel, giver han sig ofte, irriteret over dette, frit og åbenlyst synden i vold.

 

Men tilbage til Judas. Handelen med ypperstepræsterne var afsluttet, og det skæbnesvangre øjeblik, hvor gerningen skulle sættes i værk, var nær. Og selv da holder han spillet gående over for Jesus. Forfærdeligt hykleri! Judas har til og med mod til at deltage i den højtidelige sammenkomst, ved hvilken Jesus for sidste gang spiste påskelammet sammen med disciplene. Han deltog også her i nadveren, som ved samme lejlighed blev indstiftet, og er således den første i verden, der har ”pådraget sig skyld over for Herrens legeme og blod” og har ”spist og drukket sig selv en dom til”.

 

Da Jesus under måltidet pludselig udbryder: ”En af her vil forråde mig,” har Judas fremdeles mod til at forstille sig og spørge som de andre: ”Det er dog vel ikke mig, rabbi?” Og endnu mere; da Jesus i tydelige ord har røbet, hvem forræderen er, og tillige har udtalt de forfærdelige ord: ”Ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født,” er han lige uberørt, rolig og hård. Man skulle dog synes, han blegnende måtte have sunket i knæ og have råbt i sin angst: Forbarm dig, Gud, over mig synder, frels mig fra helvedes dyb! Men nej – han går nu sin vej for at fuldbyrde gerningen.

 

Dette punkt i Judas´ historie er overordentlig bemærkelsesværdigt og et forfærdeligt eksempel på, hvad forhærdelse vil sige. Judas havde daglig haft lejlighed til at se for sine øjne, hvorledes alting skete nøjagtigt, som Jesus bød, - stormen og bølgerne lagde sig, døde blev levende, figentræet, som Jesus forbandede, visnede osv. Og dog kunne han nu høre en så forfærdelig trussel, udtalt af samme mund, uden at føle den ringeste frygt derved. Sådan ser det ud med et menneske, som på grund af hykleri er blevet så forhærdet, at samvittigheden ikke mere kan vækkes. Gud! Forbarm dig over os alle!

 

Det sidste eksempel på Judas´ hykleri ser vi i Getsemane, da Jesus blev grebet. Der kommer han i spidsen for skaren, som var udsendt for at gribe og fængsle Jesus, og alligevel møder han Jesus som sædvanlig med et: Vær hilset, rabbi! Og kysser ham. Dér hører han selv – for sidste gang – Jesu milde stemme henvendt til ham. ”Ven, hvorfor kommer du her?” spørger Jesus vemodigt. ”Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?”

 

Nu var det slut. Hans færden sammen med Jesus, hykleriet over for ham – alt var forbi. Aldrig mere skulle han høre den velkendte stemme, ikke før han på dommens dag skal høre den og kende den igen. Endnu i nogle timer slumrer hans samvittighed. Men næste dag, da Jesus er dømt til døden, vågner han brat. Og nu gribes den ulykkelige mand af vild fortvivlelse og står ikke til at trøste. ”Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet domfældt, fortrød han det,” står der.

 

Vi kan heraf se, at djævelen må have foreholdt Judas, at så langt som til at gælde Jesu liv ville det aldrig kunne komme. Det skulle Jesus nok ved sin almagt vide at forhindre. Nu ser han til sin skræk, at det virkelig er livet, det gælder, og da er på en gang alt hans mod og alle de forestillinger, satan har indgydt ham, borte. Gengældelsens forfærdelige time er kommet. De sølvpenge, som før havde været ham så kære, og for hvis anvendelse han sikkert med en indre tilfredsstillelse havde lagt sine planer, bliver ham nu så forhadte, at han ikke er i stand til at beholde dem længere. Han går til ypperstepræsterne og beder dem om at tage deres penge tilbage. ”Jeg har syndet – forrådt uskyldigt blod,” lyder hans bitre klage. Men det er for sent. Jesus kan ikke købes tilbage. Judas kaster derfor pengene fra sig. Og ypperstepræsterne, som troligt nok før havde smigret for Judas og lovet så godt, har nu ingen anden trøst til den fortvivlede mand end et hånligt: ”Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.”

 

Se et øjeblik også på dette svar. Således lønner djævelen og verden sine tjenere. Underligt er det at se også disse hykleres modløshed efter fuldbyrdet gerning. De har ikke mod til at svare Judas tilbage: Det er ikke ”uskyldigt blod” - han er skyldig til døden.

 

Den arme Judas går nu fra tempelbjerget lige hen til den nærmeste skov og hænger sig i fortvivlelse der. Han går – og af alle de trøstende ord, han har hørt af Jesu mund, mindes han ikke et eneste undervejs. Heller ikke skikker Gud noget menneske til ham, som kunne have hindret ham i hans forehavende. Som en, der er aldeles forladt af Gud, får han lov til at gå. Han hængte sig – og ”styrtede hovedkulds ned og brast itu, så alle hans indvolde væltede ud.” Ap.g. 1,18.

 

Et sådant endeligt fik en mand, som kunne have taget af de tolv troner i himmelen i besiddelse og der være med til at dømme Israels tolv stammer (Matt. 19,28). En mand, som havde færdedes sammen med Jesus og daglig havde hørt det reneste og kraftigste Guds ord i så rigeligt mål blive forkyndt.

 

Hvad har nu dette at sige til os – hvad skal vi lære deraf?

 

Vi skal lære, at ”Gud lader sig ikke spotte”. Gal. 6,7. Han ”kender ikke til personanseelse”. Matt. 22,16 og Mark. 12,14 og Luk. 20,21 og Ap.G. 10,34 o.a.st. ”Gudløses håb vil briste”. Ordsp. 10,28. Vi skal lære, at vil vi være Jesu disciple, må vi vandre i oprigtighed for hans ansigt. Den, som vil være en Jesu discipel og omgås med Guds ord og Guds venner, men samtidig omgås fortroligt med verden og af verdens børn regnes som en af dem, han er en hykler, en Judas. Men da skal han også, lige så sikkert som Judas, af sin egen ulykke lære, at ”venskab med verden er fjendskab med Gud”.

 

At stå sig godt med alle hedder vel oftest nu at være fri for partiskhed eller lignende. Men Skriften kalder det at ”tjene to herrer”, at ”få Kristus til at stemme overens med Beliar”, at ”trække i ulige åg med de vantro”, eller med andre ord: At være en hykler!

 

Og videre: Hvis nogen vil være en kristen og af andre blive regnet for en sådan – eftersom han læser Guds ord og omgås Gud i bøn – men han ganske privat i sit daglige liv holder hånden over og øver en eller anden hemmelig skødesynd, så er han en hykler, en Judas, en forræder, som, når legen er slut, vil havne i fortvivlelse og gå evigt fortabt. En eneste synd er nok – vi ved ikke af, at Judas lå under for flere. Det kan være uærlighed i handel og vandel, hemmelig utugt, had og uforsonlighed over for en uven eller lignende.

 

Eller det kan være synder, som i almindelighed anses for at være af mindre betydning: Ærgerrighed og forfængelighed f.eks. afguderi under en eller anden form, misbrug af Guds navn, løgn og bagtalelse, gerrighed, ubarmhjertighed, dovenskab, frådseri og lignende synder. Den, som vil være en kristen, men forsætligt indretter sig med nogen af disse synder, også han er en hykler. Han mangler tydeligt nok den villige, hellige ånd, som dømmer og straffer også sådanne synder.

 

En redelig sjæl kan meget vel være omgivet af og udsat for fristelser. Han kan som kristen betragtet være ufuldkommen og skrøbelig nok, ja, han kan snuble og falde. Men han har det dog altid sådan, at han lider under sin synd, erkender den for det, den er, og intet højere ønske har end at blive den kvit.

 

Men hvad vi i særdeleshed bør lære af Judas´ eksempel, er dette, at ingen må føle sig sikker og tænke som så: Hyklerne, de er hyklere, en redelig kristen har intet at frygte. Eksemplet med Judas viser os det modsatte. Da Judas af Jesus blev valgt til apostel, var han afgjort ikke, hvad han senere blev. Og mange er de, som ”begyndte i ånd”, men har ”fuldendt i kød”. (Gal. 3,3). Se på Judas og på hvem som helst ellers, der faldt, hvor hurtigt og let det går for en kristen at blive et fortabelsens barn. Især, når ”den onde dag” for alvor er inde, og ”Djævelens snigløb” hverken under dig rist eller ro.

 

I en sådan fristelsens stund er det i særdeleshed tre ting, der gør sig gældende.

 

For det første: Synden bliver dig særdeles kær og uundværlig.

 

For det andet: Fra hvad side du end ser den, kan du umuligt finde, at den skulle være farlig. Så ringe og ubetydelig synes den dig at være.

 

For det tredje: Du begynder i det små med at synde og tænker ved dig selv, at sådan en smule kan da ingenting gøre.

 

Sådan var det, da slangen forførte Eva. Det var jo da kun en ringe ting: At række hånden ud og tage af træets frugt – og hvad var der så ikke at vinde derved! De skal ikke dø – nej – men få opladte øjne, fuldere udviklet forstand – foruden den nydelse, selve den herlige frugt kan give dem.

 

På samme måde med Judas. Lidt rapseri begyndte det med – så lidt, at det ikke var svært at finde en undskyldning for. Og da djævelen senere indskød den tanke i hans hjerte, at han skulle forråde Jesus, var det ganske naturligt for ham at tænke: Tredive sølvpenge er ikke at foragte – og hvad fare skulle der vel være ved det! Jesus er jo uskyldig – og tillige almægtig – det kan aldrig komme til at gælde hans liv. Mig skaffer det imidlertid en pæn gevinst. Sådan skal Judas sikkert have tænkt. Havde nogen sagt til ham, at han efter fuldbyrdet gerning skulle være så fortvivlet, at han skulle tage sit eget liv, så ville han pure have nægtet at tro det. Havde han om torsdagen, da Jesus gav ham sin advarsel, troet, hvad han om fredagen fik at erfare, så ville han have gyst tilbage for sin handling som for selve helvede. Men han så det endnu ikke selv, og djævelen fyldte flittigt hans hjerte med forestillinger, der gik i fuldstændig modsat retning.

 

Hykleriet er syndens og djævelens gyldne klædning, uden hvilket de ingen vegne kan komme med et menneske. Tag hykleriet bort, og du vil aldrig kunne blive i nogen synd, men hver gang, du falder, rejse dig igen og blive frelst.

 

Havde blot Judas bekendt, hvad satan havde indskudt i hans hjerte – om det så kun havde været for en af de andre disciple – så havde satan med det samme været afvæbnet, og Judas havde ikke fortsat i synden. Dette er et middel, som hårdt fristede kristne til alle tider har benyttet sig af imod djævelen, og altid til velsignelse.

 

Men alt dette er noget, som man sjældent virkelig tror og tager til hjerte, før man af egen sørgelig erfaring drives dertil – og da er det ofte for sent. Man regner ikke for alvor med, at man i fristelsens stund er genstand for en virkelig forblindelse, er inde under djævelens dårende magt og derfor ingen fare kan se, skønt der spilles med selve livet som indsats.

 

Man måtte dog ganske naturligt gribes af frygt – og med disciplene spørge: ”Hvem kan så blive frelst?” På dette spørgsmål svarede Jesus: ”For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.” Matt. 19,25-26.

 

Så længe vi lever med denne frygt og denne trøst i vort hjerte, er vi i Guds hånd. Han er en trofast hjælper og hyrde. Jesus har selv sagt: ”Ingen skal rive mine får ud af min hånd.” Johs. 10,28.