Just fordi nåden er stor, er faren større

 ”Hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse?” Hebr. 2,3.

 

Gud er kærlighed! - og ingen, hverken menneske – eller engletunger slår til, når det gælder at tolke Guds kærlighed. Men hvem tænker på, at jo større nåden er, desto større er faren – nemlig, hvis nåden foragtes, misbruges, ikke får lov til at råde! Hvor mange gør sig klart, at Guds væsen, foruden hans guddommelige kærlighed, rummer en lige så guddommelig og evig retfærdighed og hellighed! Og at netop, fordi nåden er så stor, desto frygteligere er Guds nidkærhed, Guds retfærdige dom over dem, som ikke agter at så stor en nåde, ikke er værd at modtage!

 

”Var jeg ikke kommen og havde talt til dem,” siger Jesus, ”havde de ikke synd, men nu har de ingen undskyldning for deres synd.” Johs. 15,22. Og umiddelbart efter, at apostelen i Hebr. 1. har givet en fremstilling af den store nåde og ære, verden nu ”ved dagenes ende” har nydt – at Gud har talt ved sin søn – er det, han siger: Hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse?”

 

Kristi blod skal og må – med tvingende nødvendighed – enten tjene os til liv og salighed, til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning, eller blive os til dom og forbandelse, som tilfældet var med de vantro jøder. ”Hærskarers Herres nidkærhed gør det!”

 

”Den, det har brudt Mose lov, må uden barmhjertighed dø,” siger apostelen - ”hvor meget hårdere straf mener I da ikke, den fortjener, som har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent?”

 

At ”træde Guds Søn under fod” vil vel sige at stille sig komplet ligegyldig over for ham, agte ham så ringe, at man ikke anser det for umagen værd at sætte noget ind på at blive hans ven og discipel. Thi det, man agter så ringe, at man ikke bøjer sig for det, det træder man på. Så langt fra alle de jøder, Guds frygtelige gengældelses-domme har ramt, havde været med til at smæde og korsfæste Jesus. Nogle var der, som ved synet af hans lidelse klagede og græd. Endda fik de samme dom – ene og alene, fordi de ikke havde modtaget ham og var blevet hans discipel.

 

Hvordan handler da den hellige, nidkære Gud med et menneske, som foragter hans kærlighed, foragter hans søn og hans ånds røst?

 

Ja, egentlig sker der ham ikke noget mere opsigtsvækkende, end at han bliver overladt helt til sig selv. Guds Ånd viger fra ham, han får lov til at gå sine egne veje, følge sin egen vilje, sit eget behag, være uden tugt, uden angst eller frygt, uden omsorg for sjælen, ja, får lov til, skønt han lever i synden, at føle sig fuldkommen tryg. Følgen er, at han bliver så forvendt og forblindet i tanker og sind, at han anvender alt til sit eget fordærv. Hvad Gud har givet til velsignelse, tjener for ham til forbandelse. Hvad der er givet til indsigt og forståelse, tjener til forblindelse. Hvad der er givet til vækkelse, tjener til forhærdelse. Hvad der er givet til trøst og til frelse, tjener til fordømmelse og endeløs kval. Hærskarers Herres nidkærhed gør det. Således bekræftes de forfærdelige ord: ”Ve dem, når jeg viger fra dem!” Hos. 9,12 og: ”Gud lader sig ikke spotte!” Gal. 6,7.

 

”Der er en egenskab hos Gud,” siger en gammel Åndens mand, ”et princip, for hvilket jeg gruer, og for hvis skyld jeg med gråden i halsen og tårer i øjnene forgæves har skreget mig hæs. Det er den egenskab, det princip, hvorom David siger: ”Du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.” Salme 18,27. Med de rene, dvs. de, som står for dit ansigt i oprigtighed, taler du åbent, enfoldigt, forståeligt, oplyser og leder dem i nåde. Men mod de svigefulde viser du dig vrang, forblinder deres øjne og holder dem for nar.

 

Synes nogen, at dette er hårdt sagt, når talen er om Gud, han kan læse den forklaring, Jesus i Matt. 13,10-15 og Matt. 11,25 giver på, at han taler til folket i lignelser. ”Den, som har,” siger han, ”ham skal der gives, og han skal få overflod, men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.” Han taler til dem i lignelser, ”fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller forstår. ”Han priser Gud, fordi han har ”skjult dette for de vise og kloge”.

 

I 2. Tess. 2,10-12. taler Paulus med lige så stærke ord om dem, som ”ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frels. Derfor,” siger han, ”sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.”
 

Hvad her er sagt – at på rigeste nåde følger heftigste vrede, når nåden foragtes, at Gud viser sig vrang mod de svigefulde og lader alt, hvad der var givet og bestemt til velsignelse, blive dem til forbandelse – skal videre illustreres ved nogle eksempler på, hvordan Gud ved forskellige lejligheder har forholdt sig over for sit ejendomsfolk, jøderne. Disse er sat af Gud til et tegn for folkene, for at man på dem kan se, hvordan Herren handler.

 

I Esajas 63,9-10 hedder det om den store ømhed, hvormed Herren omfattede dette sit folk: ”En frelser blev han for dem i al deres trængsel. - - I sin kærlighed og skånsel genløste han dem alle fortidens dage. Men de stred imod og bedrøvede hans hellige Ånd, så blev han deres fjende, han kæmpede imod dem.” Alt det, som havde været det ventende Israel til vederkvægelse og velsignelse, blev det forhærdede Israel til forbandelse og død. Gud er blevet deres modstander og har slået dem med alt, hvad deres fædre nød godt af.

 

Mamres lund var for det gamle Israel et dyrebart sted. Der havde Abraham af Herren fået forkyndt, at alle jordens folk i ham skulle velsignes. På samme sted solgte kejser Hadrian efter jødernes andet oprør flere hundrede tusinde af dem som slaver.

 

Ildstøtten i det gamle testamente havde i sit følge haft en fylde af velsignelser for folket. Den var tillige et forbillede på Messias, der, som ildstøtten tidligere, skulle føre sit folk gennem fjendtlige hære, gennem ørken og ham, til det himmelske Kana´en. Men i det sjette århundrede efter Kristus hævdede en vis rabbi Meir i Asien at han havde set ildstøtten. Den skulle være et varsel om Messias´s komme. Han kaldte folket til rejsning. De ville drage til Kana´en – ildstøtten skulle komme og gå i spidsen for toget. Men ingen ildstøtte kom. I stedet for flød der strømme af blod. Perserne udryddede i en syvårig krig så mange af jøderne, som deres sværd kunne nå.

 

”En stjerne opstår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel.” Således lød Bileams profetiske ord. Vi ved, at stjernen, der sigtedes til, var Kristus, den strålende morgenstjerne. Men efter at det arme folk havde foragtet den sande stjerne, verdens lys, kom i året 132 efter Kristus en falsk stjerne til syne på dets himmel, en bedrager, der kaldte sig Bar-Kochba (stjernens søn). En kortere tid flammede og lyste denne stjerne i natten, så slukkedes den brat og forsvandt. Bedragerens fodspor var mættet af jødernes blod.

 

Oliebjerget er for de sande Israelitter, for alle troende, et helligt og dyrebart bjerg. Her plejede Jesus ofte at tilbringe nætterne alene med sin fader. Her begyndte – med hans sjælekamp i haven – hans stedfortrædende lidelse og død. Herfra blev han, mens apostlene så derpå, optaget til himmelen. Men for de vantro jøder har dette bjerg en anden betydning. Andre minder knytter sig til det. Da kejser Hadrian havde dæmpet det andet oprør med blod, blev det under dødsstraf forbudt jøderne mere at betræde den hellige stads område. Kun på Jerusalems ødelæggelsesdag var det tilladt dem at samles på Oliebjerget, hvorfra de under klage og gråd skuede over til byens ruiner.

 

En frelser fik verden fra begyndelsen løfte om. En mellemmand mellem os og Gud. Han kom, fuld af nåde og sandhed, Guds herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede. Han blev alle troendes glæde og salighed. Men det vantro Israel har, siden de vragede den eneste sande frelser, banket på alle døre, håbende at finde en frelser bag ved en eller anden af dem. Man har sagt til dem: ”Se, her er Kristus,” eller ”der!” og de har troet det. Ja, endog blandt de kristne har jøderne spejdet efter Frelseren. Til den engelske oprører Oliver Cromwell kom i det 17. århundrede en jødisk deputation for at spørge, om ikke han kunne tænkes at være den af Gud forjættede Messias. Nedstammede han ikke på fædrene side fra David?

 

Ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange er det arme folk blevet bedraget. Ca. 70 falske Messiaser er fremstået blandt jøderne, og for de flestes vedkommende er deres vej betegnet med folkets blod. Israels håb bliver bestandig til skamme og må nødvendigvis blive det, så meget mere som – ifølge deres egne hellige bøger – Davids slægt, af hvilken Frelseren skulle komme, er uddød. Israel står som en stakkels sindssyg mand, over hvem solen for længst er stået op, men som bestandig spejder mod øst, ventende på, at den skal vise sig. Og hvorfor er vel Israel så afsindigt – slaget med blindhed? Jo, de stred imod Herren – så blev han deres fjende og kæmpede mod dem, Esajas 63,10.

 

Hvor der ingen frelser er, der er heller ingen forsoning. Israel har en forsoningsdag, men ingen forsoner. Gå på denne dags aften forbi deres helligdom og hør deres råb – et råb, som går gennem marv og ben. De råber mod himmelen, men ”himmelen er blevet af kobber”. Templet er fyldt af lys, men frelsens vej ligger i mørke. Røgelsen dufter, men den rette røgelse mangler knuste og bøjede hjerters bøn. De vil ved lovens gerninger blive retfærdige for Gud.

 

En usigelig herlig gave, dette folk var blevet skænket af Gud, var loven. Herrens lov var den herlighed, der gav Israel en særstilling blandt folkene. Loven er en tugtemester til Kristus, og en sådan tugtemester er en trofast og god ven. Men efter at Israel havde fornægtet den herre, som købte dem, er loven blevet deres fjende. Den lukker dem ude fra nåden. De vil frelses ved loven.

 

Frelst ved loven bliver imidlertid kun den, som holder loven. Og dette er de ikke i stand til. Ikke engang, hvad dens udvortes forskrifter angår, langt mindre i liv og vandel og mindst af alt, når det gælder den hjertets kærlighed, der er lovens første og sidste krav. Loven, som skulle føre dem hen til Kristus, fører dem bort fra Kristus i stedet. Altid er de omgærdet af lovens bestemmelser. Og som om det ikke var nok med Guds egne bud, har de i deres forblindelse føjet en hel række andre til. Så vidt er det gået, at deres rabbinere for ramme alvor har diskuteret, hvorvidt det kunne tillades at spise et æg, som en høne havde lagt på en sabbat. Kort sagt; loven, som var givet for at gavne og retlede, har de i stedet ladet sig vildlede af.

 

Hvor lykkeligt stillet er ikke – i sammenligning hermed – en kristen. Jo skarpere han fordømmes af loven, desto klarere bliver det ham, at salighed, frelse og fred er at finde i Kristus alene. Siden tvinges han af Kristi kærlighed til alt, hvad han bør gøre, og loven er således hans ven, hans hjertes glæde og lyst. Herre! Mod den rene viser du dig ren og mod den svigefulde vrang!

 

Vi vil endnu ud fra en af Jesu samtaler med jøderne anføre et eksempel på, hvordan han mod de svigefulde viser sig vrang og blot lader dem fremture i deres dårskab. Eksemplet er hentet fra Johs. 8,46-59. Da jøderne møder Jesu tale med spot og foragt, siger han dem blot endnu flere guddommelige sandheder, men former sine ord på en måde, så kun de troende skal fatte indholdet af dem, modstanderne derimod bliver endnu mere forblindede.

 

Da jøderne først har hævdet, at Jesus er besat af en ond ånd, svarer han dertil: ”Jeg er ikke besat af nogen ond ånd - -. Sandelig, sandelig siger jeg jer, om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.” I denne udtalelse mener de at se en bekræftelse på, hvad de har sagt. ”Nu ved vi da, at du er besat af en ond ånd,” siger de. ”Abraham er død, profeterne ligeså, og dog siger du: Om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke smage døden.”

 

Og se – Jesus værdiger dem ikke et ord til forklaring. Han lægger i stedet endnu en anstødssten for dem at støde sig på, i det han siger: ”Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.” Atter en bekræftelse på hans afsind, mener jøderne og svarer: ”Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set Abraham!”

 

Heller ikke nu forklarer Jesus sig nærmere – siger ikke f.eks.: det var i ånden, han så mig! Han giver dem blot en anstødssten mere, større end den forrige, og siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: før Abraham blev til, er jeg!” Nu anser de det ikke en gang for umagen værd at svare med ord. De tager sten op for at kaste dem på ham.

 

Det var ene guddommelige sandheds- og visdomsord, Jesus talte, men for de vantro, lød det som den største dårskab, de endnu havde hørt. Og Jesus gav dem ingen forklaring – lod dem blot løbe linen ud, dem selv til fordærv. Fra først til sidst et vidnesbyrd om, at jo større nåden er, desto farligere er det at foragte den. Gud lader sig ikke spotte!

 

Denne Guds hellige nidkærhed mod sine foragtere er hans evige og uforanderlige natur. Han handler med dem på samme måde endnu i dag. Der er sørgelige eksempler nok på mennesker, som har fået det at mærke. Mennesker, som engang var besøgt af Guds Ånd og hørte Guds ord, men aldrig fik taget det afgørende skridt. De gjorde sig hård mod sandhedens virkning på hjertet. De bedrøvede Guds Helligånd, og i løbet af et, to eller tre år var Ånden veget fra dem. Alt, hvad der er givet os til velsignelse, bliver dem nu til skade og forbandelse. Loven bliver dem en anledning til hykleri, evangeliet til kødelig frihed, nadveren til falsk tryghed og til at ”spise og drikke sig selv en dom til”. Medgang forleder dem til hovmod, modgang til knurren mod Gud. Så forfærdeligt kan Herren straffe sine foragtere.

 

Det er en alvorlig sag for et menneske at stride mod Gud. ”Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.”

 

Lykkeligst er det at stå sig godt med ham, som har al magt i himmelen og på jorden. Den, som søger, elsker og følger ham, skal uendelig barmhjertighed, godhed og trofasthed følge livet igennem. Men ”mange kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud.” Salme 16,4.