Kom!

For alt er færdigt!

Luk. 14:17

 

I Den Hellige Skrift lægger vi først og fremmest mærke til noget som er ligeså underligt som det er herligt og tankevækkende. Og som de fleste mennesker vil opfatte som noget nyt og overraskende. Det er dette at

 

alle menneskers synder er allerede forladt og udslettet -!

 

før menneskene i det hele taget bliver omvendt og får troen i eje. Altså før de selv modtager den nåde, den syndsforladelse som ligger færdig og bliver tilbudt dem.

Hvad betyder det så? Jo, at Skriften siger at betydningen, eller meningen med forløsningen i Kristus, netop var syndernes forladelse. Og at vi, da Kristus døde på korset, blev forsonet med Gud. At vor synd da blev slettet ud, at misgerningerne da blev sonet.

Hvor står dette skrevet? Jo, i Rom. 5:10 står det: ”mens vi var fjender, blev vi forligt med Gud ved hans Søns død”.

Læg mærke til at der står ikke: Vi bliver forligt, men: vi blev. Det står ikke: ved vor anger, bøn, omvendelse o.s.v. Men ved hans Søns død.

Der står ikke: da vi blev omvendt og venner, men: da, mens vi var fjender. ”Vi blev” er aldrig det samme som: ”vi skal blive”. Vor omvendelse, anger, bøn og gode gerninger er aldrig det samme som Guds Søns død.

Og videre står der i 2. Kor. 5:19 at ”Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv, så han ikke tilregner dem deres overtrædelser og nedlagde i os ordet om forligelsen. Så er vi da sendebud i Kristi sted, som om Gud selv formaner ved os. Vi beder i Kristi sted: Lad jer forlige med Gud!”

Som om apostelen vil sige: Nu har Gud da fra sin side fået et barmhjertigt sind overfor jer. Det skete ved Kristi død. Nu er synderne taget bort, og ikke længere for hans åsyn. Nu er han da dermed fornøjet og forsonet med jer.

 

Lad nu også jer bare forsone jer med Gud!

 

I Ef. 1:7 og Kol. 1:14 læser vi så og sige de samme ord: ”Vi har forløsningen ved hans blod, det vil sige syndernes forladelse”. Her forklarer apostelen jo klart og tydeligt hvad forløsningen ved Kristi blod indebærer; nemlig syndernes forladelse.

I Dan. 9:24 står der også at på den tid som anvises der, og som blev opfyldt ved Kristi død, skulle ”frafaldet tøjles, synden blive skjult og skylden sonet, og en evig retfærdighed ført frem”. I Esajas 53:6 står der at ”Herren kastede alle vore synder på ham (den enbårne Søn). At han blev såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger. At straffen blev lagt på ham for at vi skulle have fred, og ved hans sår har vi fået lægedom”.

Sådan har Den Hellige Gud ladet ordene blive skrevet ned. Og hans ord er jo tydelige og klare som solen, og faste som klippen. Vi må tage imod dem som de lyder, og vide at Herren vil at sådan - hverken mere eller mindre - skal de også opfattes.

Hvad siger disse ord så til os? Jo, at al synd i verden, - alle menneskers, også de ugudeliges, uomvendte og vantro synderes, blev en gang kastet på Kristus. D.v.s. de blev tilregnet ham, skrevet op på hans regning og betalt, sonet for og taget bort af ham.

 

Men er de blevet kastet på ham, så ligger de jo ikke længere på synderne.

 

For hvis man tager noget fra ét sted og lægger det et andet sted, så ligger det jo ikke længere på det første sted! Hvis en gæld afskrives på én persons regning, og er skrevet op på en andens, så står gælden jo ikke længere på den første! Eller hvad?

 

Dette betyder at ingen mennesker behøver at gå fortabt på grund af sine synder. For nu er synden jo taget bort, udslettet, forladt -!

 

”Den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. Den som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han ikke har troet det vidnesbyrd Gud har vidnet om sin Søn. Og dette er vidnesbyrdet at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn”, 1. Joh. 5:10-11.

 

>>> Fås som traktat på Arvens Forlag