Med dig i bedrøvelsen

 

Det er en trøstefuld sag at se, hvordan Jesus om aftenen går med de to bedrøvede disciple på vejen til Emmaus, og hvordan Han, ukendt af dem, taler med dem i deres bedrøvelse og genopretter deres forstyrrede tro, ja omsider giver deres hjerter et fuldt mål af glæde, da Han åbenbarer sig for dem, i det Han bryder brødet.

 

Der har Han med sine gerningers himmelske veltalenhed antydet for os hvordan Han også vil være vor medvandrer gennem dette arme liv, og i særdeleshed når vi i vantro og mørke forvilder os bort fra den øvrige hjord. Da vil Han være den gode hyrde som forlader de andre får, som er i forvaring, og gå ud efter det som er borte indtil Han finder det.

 

Også denne trøst er os aldeles uundværlig. Vi ville fortabes tusind gange i denne farlige verden, om Han ikke også selv bevarer os, opsøger os på vore vilde stier, henter os tilbage og på ny fører os tilbage til den rette Guds nåde.

 

Vi kan umuligt våge sådan, at ikke snart synder, snart vildfarelser, i det mindste vantroens mørke indhyller os, sådan at vi ikke en gang ved hvor vi er kommet hen. Da sukker vi: Ak, om jeg vidste hvordan jeg har det! Alt er dødt og mørkt i mit hjerte, hverken ordet eller bønnen smager mig, alt er dødt. Kristus er tabt, jeg er kommet væk fra vejen, det er min egen skyld, jeg har syndet osv.

 

Se, i sådanne tider er vi på de to disciples vej, og skønt dette mørke ikke er det farligste, når man selv sukker efter lyset, så er det alligevel sådan, at om Herren overlod os til os selv var vi fortabt.

 

Sådan var det også med disse to disciple. Men midt i deres mørke, "der hvor de gik og var bedrøvede," går Herren med dem - og alligevel, om nogen havde sagt dem det, så havde det været den største urimelighed for dem. De troede jo at Han var død, og omtaler dette for Ham i dybeste overbevisning og ved ikke at de netop taler med Ham, som de savner.

 

Se, hvilket mærkværdigt billede af vor åndelige tilstand i de mørke tider! Sådan må vi sande Luthers ord, at når du føler dig aldeles død, uden tro, uden kærlighed og uden nogen omsorg eller længsel efter det, da "ser Han dig dybere ind i hjertet og finder, at du ville ikke have det mindste i mod det, om dit hjerte var helt brændende af tro og kærlighed."

 

Og der hvor det er sådan, at det netop er savnet af dette liv, af tro, af kærlighed, af Kristus, som gør dig den største sorg, der er Kristus og troen ikke døde, der er Han ikke fjern, der går du i dette selskab til Emmaus.