Så snart øjet vendes bort fra Gud, så svækkes troens fred

 

C.O. Rosenius fortæller en historie om en fattig kvinde som havde levet i Stockholm. Gennem mange år havde hun været plaget af sygdom. Men kristne venner sørgede for at hun ikke led nogen nød. ”Hun var fattig, men alligevel rig”, for hun kendte Gud, og havde lært at sætte sin lid til sin himmelske Far.

 

Men nu må man ikke samtidig tro at den som har en sand tro og tillid til Gud, aldrig skal plages af vantro eller andre ting fra alt det gamle hjertets elendighed. Abrahams, Davids og disciplenes liv viser os noget ganske andet, f.eks. i 1. Mos. 12:11-13, 1. Sam. 21:13 flg., Mark. 16:14 m.fl.

 

Blandt de kristne venner i byen fandtes der også en mand som i forbindelse med sin stilling ofte var hos kongen. Så var det nogle som tog situationen op for den fattige kvinde, for denne mand, med spørgsmål om ikke han kunne udvirke en gave til hende fra kongen - den gode og velmenende kong Oskar I.

 

Efter en tid kom denne mand så virkelig med en gave han havde fået til denne kvinde. Og fra den samtale han nu havde med hende, har han fortalt dette: Jeg trådte ind i det lille rum, helt ukendt for hende, og begyndte med at sige: ”Jeg har hørt om dit behov for underhold, men også at du har den store glæde at kende den rette hjælper; det at have tro og tillid til Gud. Og da er alt jo vel!”

 

”Ja”, svarede hun, ”havde jeg ikke haft det, så var jeg virkelig ulykkelig! Jeg ligger her, som du ser, syg på andet år, og har selv ingenting at hjælpe mig med. Men Gud sørger så vældigt for mig at jeg ikke lider nød. Og det at jeg tror at Herren ordner alt for mig, er så vist ikke noget jeg vil rose mig af, for jeg får bare lov at se hvordan han dagligt sørger for mig”.

 

”Ja, det er nøjagtig det jeg har hørt. Og nu er jeg glad for at kunne give dig et nyt bevis på denne din Faders omsorg for dig. Her skal jeg overrække dig en gave fra Hans Majestæt på 50 rigsdaler, og med dette skriftlige løfte om at Hans Majestæt vil give dig den samme sum årligt så længe du lever”. Dermed overrakte jeg hende papiret med dette løfte og Hans Majestæts signatur.

 

Hver og en kan forestille sig den glæde og overraskelse som prægede hende da hun tog imod gaven. Stærkt bevæget løftede hun sine øjne mod himmelen og lod sin taknemmelighed strømme op i lovprisning til sin himmelske Far som i sin store nåde endnu en gang havde tænkt på hende. Jeg kan ikke beskrive den taknemmelighed hun gav udtryk for, og som hun også velsignede den gode konge som ville give hende så stor en gave. Til sidst fik også jeg min del af al hendes tak, for at jeg havde været den som havde udvirket denne hjælp til hende.

 

Det var jo så stor en velsignelse for mig, bare at få lov til at være vidne til en sådan glæde og taknemmelighed. Og jeg fortsatte så med at tale om vor himmelske Fars trofaste omsorg for alle sine børn, og om hvor stor lykke det er at have lært en så rig og omsorgsfuld Far at kende.

 

Mens jeg talte, har hun siddet halvt lænende mod puderne, med det vældige skriv fra kongen i sin hånd, og deltaget i samtalen om Guds godhed. Men pludselig bliver hun stille, ser alvorligt og betænksom ud. Øjnene er rettet mod papiret som hun har i hånden. Omsider afbryder hun tavsheden, idet hun sagte vender ansigtet mod mig og siger, med et dystert ansigt og nedstemt tonefald: ”Men dette er jo ikke mere end lige det som kan betale et års leje for dette fattige værelse! Hvad skal jeg så have at leve af?”

 

Jeg kan ikke beskrive min forskrækkelse. Jeg blev fuldstændig stum da jeg så den dystre uro som havde indtaget hendes sind. Jeg følte det mest som en anger, for at jeg i det hele taget havde ”bragt mig ind” i hendes værelse, når jeg på denne måde havde medvirket til at knuse den sorgløse fred hun ejede - så længe hun ikke havde mere end Gud alene, som hele sin trøst.

 

Jeg tænkte: Åh, det elendige menneskehjerte! Jeg havde trods alt ikke taget noget som helst fra hende! Men tværtimod båret et herligt bevis, på både Guds og menneskers kærlighed, med til hende. Men bare fordi hun fik noget jordisk at se på, og øjet på grund af dette blev vendt bort fra den eneste rige og uudtømmelige kilde, den eneste stærke og trofaste hjælper, så var hun nu ulykkelig -!

 

Jeg talte naturligvis lidt med hende om lige dette, og mindede hende om det hun lige før havde sagt om sin trofaste, himmelske Far, sin tillid til han, og de daglige bevis hun havde erfaret af al hans omsorg for hende. Hun erkendte alt dette, og indså vel at det bare var fjenden og det troløse hjerte som på ny havde bedraget hende. Men den fred hun havde haft, den var ødelagt. Og jeg forlod hende med en følelse af, at jeg havde gjort hende mere ondt end godt. Så langt denne mands beretning.

 

Og Rosenius tilføjer: Hvis nogen som læser dette, kan forskrækkes over at et Guds barn, på et øjeblik kan falde så totalt ud af sin tillid til Gud, så skal du bare se lidt på de eksempler fra Skriften som vi nævnte indledningsvis.

 

De lærdomme denne beretning giver os, er særligt følgende: Se det elendige menneskehjerte! Se følgerne af det dybe syndefald i vor natur! Og for det andet: Bare øjet vendes fra Gud til noget jordisk, så er det straks ovre med freden.

 

Husk dette godt!