Små synder

 

”Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.” - Luk. 16,10.

 

Der er kristne, som uden tvivl har det godt med Gud, hvad den store hovedsag angår, men som ikke er tilstrækkelig opmærksomme på en hel mængde småting, som deres lidenhed til trods, kan få uanede og skæbnesvangre følger.

 

Kun de færreste har øjnene åbne for, hvorledes der af liden årsag kan følge stor virkning. Selv den mindste gnist kan blive til en brand, der lægger store værdier i aske. Selv såkaldte ”små synder” kan – ved den åndelige død og forhærdelse, de bliver anledning til – føre til evig fortabelse. Havde Judas ikke begyndt med sine lejlighedsvise smårapserier, var hans samvittighed aldrig blevet så forhærdet, at han for penge kunne sælge sin herre og mester.

 

Den, som vil undfly store og grove synder, må begynde med at kvæle deres første spæde spire i starten. Desuden kan disse en kristens ”småsynder” vække det voldsomste anstød hos en skrøbelig sjæl, der kun ser efter det hellige liv, som han mener, der må ytre sig hos den, der siger sig at være en kristen. Hvert ord af en kristen bliver vejet på guldvægt, enhver bevægelse, han gør, registreres.

 

Små synder! - hvad forstås der ved små synder? Hvis vi ret kunne se, hvad det vil sige at handle imod den store, almægtige Guds vilje, skulle vi vist aldrig for alvor kalde en eller flere synder for små. Den forskel, som Romerkirken gør på dødssynder og tilgivelige synder, savner ethvert virkeligt grundlag. Hvordan kan et menneske som tror på den hellige skrift, nogen sinde agte en fejl for en ringe ting?

 

Tog vi os for altid at granske motiverne til vore såkaldte småfejl, skulle vi snart få at se, at egentlig har de alle deres udspring i en indre kærlighed til synder, som, hvis de nåede til fuld udvikling, ville regnes for store og grove.

 

Kun alt for ofte er disse småfejl den første begyndelse til disse store og mere alvorlige synder. Ydermere bedrager vi alt for ofte os selv med hensyn til den lethed, hvormed vi mener at kunne holde sådanne småsynder af denne finere art i mange henseender langt sværere end kampen mod de grovere fristelser, mod hvilke vi har brug for hele Guds fulde rustning og derfor lettere holder stand.

 

Men – for nu at give nogle eksempler på, hvad man plejer at kalde småsynder – hvilken af disse bør da indtage førstepladsen?

 

Der gives en synd, at vist alle må erkende os skyldige i og gang på gang har fattet de bedste forsætter mod. En synd, som øves på så mange forskellige måder og dækkes af så mange forskellige undskyldninger, at den med god grund kan kaldes de fleste menneskers vedhængende synd. Jeg tænker på dette at udsætte – udsætte, hvad man burde gøre med det samme eller til den dertil fastsatte tid.

 

Hvem er vel rent umiddelbart villig til at kalde dette for synd? Men når de ulykkelige følger af vor opsættelse bliver åbenbare, eller vi får øjnene op for, at vor hang til at udsætte egentlig skyldes en indre ulyst til det gode, da mærker vi først, hvilket fordærveligt onde der skjuler sig bagved. Og hvor meget godt lades ikke ugjort for stedse blot ved at udsætte! Så vi mere klart, ville vi snart opdage, at vor svorne fjende i høj grad driver sit spil med os blot ved at få os til at udsætte.

 

I hverdagens småting – som blot det at besvare et brev, gøre små ærinder, sætte små planer i værk om at hjælpe og glæde en eller anden – hvem af os tænker vel på, at vi med vor udsættelse gør os skyldige i noget direkte forkert. Men tager først udsættelsen overhånd, bliver den – selv i sådanne småting – årsag til megen uorden og megen fortrædelighed i vort eget og andres liv. Kærlighedens kongelige lov bliver brudt. Og hvad værre er: vanen at udsætte indgår i hele vort væsen og bliver i den grad vor natur, at vi også – i lighed med landshøvdingen Feliks – udsætter til en mere belejlig tid, når det er vor udødelige sjæls vigtigste anliggende, det drejer sig om.

 

En god leveregel er dette: ”Udsæt ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag.” Den driftige og flittige udsætter nødigt. Som modvægt mod dovenskabens og magelighedens synd findes intet bedre middel end at lægge sig efter at blive pinligt nøjeregnende med hensyn til den punktlige opfyldelse selv af de mindste ting. ”Den, som er tro i det små,” siger Jesus, ”er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.” Luk. 16,10.

 

Dette at bestandig være på vagt imod fristelsen til at udsætte, har som yderligere gevinst også den virkning, at vores vaner i mange henseender bliver højnet, og vor karakter vinder i fasthed derved.

 

Der gives også en umådelig aktiv form for lediggang, som undertiden fører mennesker bag lyset med hensyn til sin beskaffenhed. Vi er tilsyneladende travlt optaget, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at vores beskæftigelse dybest set ikke er andet end letsindig og magelig ødslen med tid. Det kan være ved tom og unyttig samtale, tilfældig og planløs læsning, eller ved spild af tid på ufrugtbart og ørkesløst arbejde. Hvor mange timer og dage bliver ikke på denne måde spildt og kommer hverken os selv eller andre til gode!

 

En kristen, hvem evangeliets dyrebare hemmelighed og desuden adskillige personlige nådegaver er betroet, hvor megen åndelig velsignelse vil han ikke være i stand til at formidle til de mennesker, han færdes imellem! Og hvilken uberegnelig skade er der derfor ikke sket, ja, hvilken synd er der ikke begået, hvis han på en af de førnævnte måder spilder den kostbare tid!

 

Vi vil således finde, at forhold og ting, som synes os så temmelig betydningsløse, kan få uoverskuelige følger og være forbundet med stort ansvar. Når først vi begynder at give efter for vor kærlighed til den mest magelige livsform, hvem garanterer os da, at vi ikke til sidst synker ned til kun at ville leve for os selv, aldrig ville underkaste os den selvfornægtelse eller møje, det kan koste at gøre vores pligt.

 

Legemlig og åndelig ulyst og træghed har ikke altid med hinanden at gøre, men for begge må vi tage os i vare. Fristelsen til den sidste er i almindelighed større end til den første. Hvor mange lægger ikke efter kort tids læsning en bog til side, som kræver eftertanke. Hvor mange lader sig ikke af modvilje mod krævende åndeligt arbejde afholde fra at virke for næstens gavn. Og denne magelighed bliver plejet så længe, at man til sidst ikke vil anerkende nogen anden autoritet end hensynet til ens egen tilfredsstillelse og de tilfældige indfald, man tid efter anden får – eller også synker hen i en nærmest apatisk tilstand af tørhed og afmagt.

 

Næst efter det at spilde tiden må nævnes de synder, som forøves med tungen. De fleste af disse betragtes som små synder eller endog som slet ikke synd. Bare et ord – hvad betyder vel det?

 

Men ser vi lidt nøjere til, vil vi finde, at der er intet, hvormed vi gør så mange og store synder som med henholdsvis vores tale og vor tavshed. ”Tungen er et lidet lem,” siger Jakob, ”men kan dog prale af store ting. - Se, hvor den mindste ild kan sætte den største skov i brand! Også tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer, den besmitter hele legemet, ja, sætter ”tilværelsens hjul” i brand og er selv sat i brand af helvede.”

 

Og videre hedder det: ”Enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesker, men tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond, som den er, fuld af dødbringende gift.” Jak. 3.

 

Mange af de største begivenheder i verden er tungen ophavsmand til. Syndefaldet med alle dets ulykkelige følger skyldtes ord, der blev talt. Med ord blev til gengæld også Gudsriget plantet i jordens muld. Med vor tunge kan vi forvilde meget ondt – men også udrette meget godt. Og alligevel regner vi dette, hvad vi siger, for så ringe en ting. Blot nogle enkelte eksempler skal nævnes herpå.

 

Hvor let kan man ikke – uden overhovedet at mene noget ondt dermed – lade falde en eller anden bemærkning om sin næste. Det var så lidt – blot et ord – men det havde til følge, at det dyrebareste, han ejer på jorden, hans gode navn og rygte, kom til at lide derunder.

 

Hvor let kan man ikke i hidsighed eller irritation med tungen tilføje mennesker sår, som dage og nætter igennem smerter og bløder, mere end et udvortes sår.

 

Eller: Hvem kan måle den skade, der kan tilføjes en skrøbelig kristen ved drøftelse af åndelige spørgsmål på en måde, der kun kan gøre ham forvirret og usikker over for dem. At såre de skrøbeliges samvittighed er let gjort. Atter at læge den er sværere.

 

Og til sidst: Hvor kan der ikke syndes alene ved tom og indholdsløs tale, uden at den behøver at indeholde noget egentlig ondt. Vi glemmer så let, at en kristen er ”et tempel for Helligånden” 1. Kor. 6,19. ”Om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til.” Rom. 8,9. Har jeg nu en så høj og hellig gæst boende hos mig, skulle jeg vel da med tom og unyttig tale volde ham sorg og misbruge den dyrebare gave, Gud har givet mig, min tunge, med hvilken jeg kan prise Gud og lægge udsæd til evigt liv i udødelige sjæle!

 

Men i samme grad, som vi med tungen kan udrette meget godt, bliver også vor tavshed en synd, når lejligheden var der til at tale mennesker til nytte, men vi tav.

 

Vi kan heraf forstå, at også, når vi ingenting gør – altså blot tier stille – kan vi pådrage os skyld over for ham, som kræver igen med rente, hvad han en gang har givet os at forvalte. Tjeneren med den ene talent havde intet brugt af sin herres penge, men leverede pligtskyldigst hele summen tilbage. Hele hans synd bestod deri, at han i stedet for at sætte pengene på rente, havde gravet dem ned. For dette blev han dømt – kaldt ”dårlig” og ”doven” og straffet hårdt. Altså dømmer og straffer Gud som synd også det, at vi ingenting gør.

 

I samme forbindelse skal nævnes en synd, som ofte bliver betragtet som en dyd – nemlig den at undlade at tugte, dadle og irettesætte andre. Nu gives der ganske vist også en dømmen og dadlen og kritik, dikteret af egenkærlighed og dårlig humør, som af naturen falder mennesker let, men som absolut er af det onde. Det, vi taler om her, er en hellig kærlighedspligt, dikteret af hellig iver for Guds ære og menneskers vel.

 

Der er for det første den ret og pligt til at tugte og straffe, som visse personer i kraft af deres embede har. Fader og moder i hjemmet, lærere, forkyndere og øvrighed uden for hjemmet.

 

Men når forældre frit lader selvrådighed og respektløshed hos børn og husfolk passere, når lærere og forkyndere ikke, ”hvad enten det er belejligt eller ubelejligt”, overbeviser, tugter og formaner med al langmodighed og belæring, men tier til den gudløshed, de ser for deres øjne, når øvrigheden, hvis opgave det er at være ”Guds tjener, som til straf lader vreden ramme dem, der handler ondt”, ofte ser gennem fingre dermed – da må ondskab og fordærv tage overhånd. Og i denne ondskab bliver også den skyldig, som ingenting gør, når det dog var hans pligt at træde op derimod.

 

For det andet er der den ret og pligt til at tugte og straffe, som enhver kristen ifølge sin kaldelse har. Herren siger, at ”du skal tale din næste til rette, at du ikke skal pådrage dig synd for hans skyld.” 3. Mos. 19,17.

 

Her kræves megen visdom, megen ydmyghed, megen kærlighed. Det er en vanskelig kunst at irettesætte sin broder på en sådan måde, at det fører til noget godt. Alligevel må det ikke forsømmes – den oprigtige kærlighed kræver det. Straf dog ikke uden tvingende grund. Irettesæt ikke, når du selv er irriteret eller ophidset, men lad den sande kærlighed, den hellige nidkærhed lede dig.

 

Ligeledes er der mangfoldige fejl, der falder ind under begrebet tankeløshed. Evig og altid er denne en kilde til små forsømmelser, små overilelser, små ubehageligheder, hvis sande væsen vi sjældent har den rette erkendelse af. Vi betænker i almindelighed ikke, at de er lige så mange overtrædelser af budet om kærlighed til næsten.

 

Måtte vi dog altid huske på, at lige så tit vi forsømmer at tage skyldigt hensyn til andre, lever vi os selv til behag – egenkærlighedens dybt alvorlige synd.

 

Endelig er det også et spørgsmål, om det ikke falder ind under begrebet ”små synder”, hvad man plejer at kalde for ”ondt lune” eller ”dårligt humør”, men som dybest set ikke er andet end tilbagetrængt ondskab i hjertets grund.

 

I Jakobs brev har vi et mærkeligt ord, som direkte handler om dette. ”Vær ikke vrantne mod hverandre, brødre, for at I ikke skal blive dømt.” Jak. 5,9. Med disse ord har Jakob ramt en snigende slange på dens ømmeste punkt – den ondskab, man bevidst indrømmer plads i sit hjerte, og som, når den ikke kan få afløb i vrede ord eller handlinger, nødvendigvis må ytre sig i gnavenhed og vrantenhed over for den, man føler sig forulempet af.

 

Ak, det arme menneskehjerte – svigefuldt er det frem for alt! Hvem af os kender ikke de karakteristiske udslag af indelukket ondskab: Det bortvendte ansigt, de korte, kølige svar, den udtalte mangel på interesse for alt, hvad den anden siger og gør! Eller endnu værre: Den korte, studse og vredladne måde at være og udtrykke sig op, den forurettede martyrmine, det faste forsæt om ikke at åbne sin mund til et smil eller et venligt ord. Og videre: De hånlige smil, den påtagne ydmyghed, ønsket om hellere at være død og begravet, glemt af enhver, hvisken og tisken i krogene om den, som ens vrede er rettet imod, men aldrig en åben, velvillig samtale med ham.

 

Det arme menneskehjerte! Hvilket uhyggeligt billede der oprulles for os, så snart der blot pirres den mindste smule derved!

 

I samme forbindelse skal nævnes ømfindtlighed og mistænksomhed. Man ser sig f. eks. tilsidesat og forurettet og opfatter ethvert lille udslag af ubetænksomhed eller glemsomhed som en grov personlig fornærmelse. Og det værste er, at vi som oftest kun lader vor sårede selvfølelse og vort onde lune gå ud over vore nærmeste derhjemme. En fremmeds nærværelse får os straks til at aflægge vort misfornøjede, dystre og lidet tiltalende væsen. Således kan vi både for os selv og vore kære forbitre den velsignelse, Gud har beredt os ved at give os hjem og familie.

 

Med god grund kan der spørges, om disse udslag af et ondt og fordærvet hjerte nu også kan betragtes som ”små” synder. Ganske vist bliver de i almindelighed henregnet hertil eller – i nogle tilfælde – slet ikke regnet for synd. Men hvad enten vi ser på deres oprindelse eller deres virkninger, vil de vise sig at være virkelig store og alvorlige synder.

 

Skulle en kristen ikke gå i hans fodspor, som var ”sagtmodig og ydmyg af hjertet?”  Vil vreden ikke også i dens undertrykte og tilslørede form bedrøve Helligånden, som bor i vort hjerte og ser og kender alt, hvad der findes derinde? ”Vær ikke vrantne - - for at I ikke skal blive dømt.” Så alvorligt så Jakob på denne sag. Måske han mindedes Jesu ord: ”Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.”

 

Lad os lægge os disse Jesu ord på sinde! Skal vi tilgive af hjertet, da må der ikke i hjertet blive ondskab tilbage.

 

Vi har talt om ondt lune og dårligt humør og den synd, som ligger deri. Men vi ser her, at det er lige så stor en synd for os ikke at tilgive vore medmennesker dette, som det er for dem at give rum derfor.

 

Ganske vist bør vi – da det har med det onde i hjertet at gøre hos dem – lejlighedsvis og da altid på et tidspunkt, hvor de er velvilligt indstillet, give dem en kærlig formaning derimod. Vi må ikke ”kalde ondt for godt”, men vi må på den anden side være rede til at tilgive, for at vi ikke selv skal blive onde. ”Lad dig ikke overvinde af det onde,” siger Guds ord, ”men overvind det onde med det gode.”

 

Som kristne er vi kaldet til i kærlighed bestandig at ”bære hverandres byrder”, også når byrden består i skrøbelighed og synd hos den anden. Vi er kaldet til at tjene hver enkelt efter hans særlige behov, også når det er tålmodighed og overbærenhed, der er brug for. ”Hvis du er mild og sagtmodig og sen til vrede,” siger Luther, ”men din ægtefælle, din arbejdsgiver, din broder, din medtjener ikke har denne gave, så agt ham ikke ringe derfor, men bær over med hans svaghed. Husk, vi er kaldet til bestandig at bære hverandres byrder.”

 

Kristi rige er helt igennem et forladelsens rige, hvor vi bestandig behøver Guds tilgivelse og lige så bestandig må tilgive andre.

 

Dog må det i denne forbindelse bemærkes, at der også skal gives en nedtrykthed eller en art ”dårlig humør”, som aldeles ikke har med hjertets ondskab at gøre, men udelukkende må tilskrives fysiske eller psykiske årsager. Visse sygdomme f. eks. har en uhyre indvirkning på sindet. Bekymringer og overanstrengelse ligeså. Det ville dog i sådanne tilfælde være højst uretfærdigt ved bebrejdelser at forøge den lidelse, som man i stedet burde søge at lindre.

 

Vi har nu betragtet en hel del såkaldte ”små” synder – skønt – hvor store og grove viste de sig ikke ved nøjere gransken at være!

 

Hvad vil det da ikke blive, hvis vi også betragter de i sammenligning hermed virkelige store synder? Synd mod det første og andet bud for eksempel. At vi er så ligegyldige og kolde over for vor nådefulde Gud. At vi ikke med inderlig kærlighed takker og priser vor frelser for frelsen, han vandt os, og alt, hvad han ellers har gjort og gør os at godt. At vi ikke, som vi burde, bekender ham for mennesker, men ofte skammer os ved ham og hans navn. At bønnen, som skulle være vor største glæde og lyst, så ofte kun synes os at vær en tør og kedelig pligt.

 

Også mod den anden tavle af Guds lov syndes der ofte groft. Vi elsker ikke vor næste som os selv, men tænker først og sidst på vort eget gavn. Så ligegyldige er vi for næstens evige vel, så falske i vor kærlighed til ham, at vi uden at åbne vor mund kan se ham gå den lige vej til fortabelse. For slet ikke at tale om alle mulige andre uhyggelige synder, som ligger i kød og blod, i hjerte og begær. Når Guds ord ret kaster lys over dette, og vore øjne åbnes til ret at se – hvilken forfærdende masse af synd, også hos en kristen, vi da får at se!

 

Er det da muligt, dette til trods, at få lov til at tro, at vi ejer Guds nåde og venskab? Intet kan synes os mere urimeligt, ja, faktisk umuligt. Og dog er det tvingende nødvendigt for os at fastholde denne tro. Men hvordan skal vi kunne dette? Det vil overhovedet aldrig kunne lykkes, hvis vi ikke, som Luther siger; ”helt kryber ud af vort gamle skind” - får nye, åndelige øjne at se med og begynder at stave så småt på kunsten at tro, som Abraham troede: tro på den Gud, der ”nævner det, der ikke er, som om det var”.

 

Skal jeg selv være ren, retfærdig og god, da er alting tabt. Da må Guds vrede ramme og fortære os alle. Det er derfor aldeles nødvendigt, at vi for alvor betænker og tror, at vor eneste retfærdighed for Gud er at finde deri, at Kristus med sit sonende blod er gået ind i det allerhelligste og nu træder frem for Guds åsyn til bedste for os. At Kristus er retfærdig, det er vor eneste retfærdighed for Gud. Men dette glemmer vi bestandig igen, så ofte vore synder træder frem for vort indre blik. Straffer Gud os for synden, så tvivler vi straks om hans nåde. Endda har vi set, hvordan han bestandig måtte straffe og irettesætte sine disciple uden dog nogen sinde at formene dem adgang til nåden.

 

”Jeg ophæver ikke Guds nåde,” siger Paulus, ”thi var der retfærdighed ved loven, så var Kristus jo død til ingen nytte.” Gal. 2,21.

 

Vel er det trøst, at vore synder er så mange og store, som de er. Vel er det straf værd, at vi ikke med mere iver våger og beder og står i kampstilling til det onde. Og vel er det sandt, at Gud med glæde ser på vor helliggørelse, vor fremgang og vækst i det gode. Men – mærk dig det endnu en gang: Er der retfærdighed at vide ved gerninger, da er Kristus død til ingen nytte.

 

Vor højst ufuldkomne helliggørelse og vor retfærdighed for Gud – disse to ting må vi altid holde ude fra hinanden. Vor helliggørelse vil altid, så længe vi er i ”legemets telt”, være fuld af mangler og brist. Derfor må vi også stadig formanes og straffes og føle vor ufuldkommenhed selv. Men vor retfærdighed for Gud er på samme tid aldeles fuldkommen, takket være ham, som træder frem for Guds åsyn til bedste for os.

 

”Synder nogen,” skriver Johannes, ”så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.” 1. Johs. 2,1.

 

”Hvorfor skulle jeg da,” siger Prætorius, ”gøre mig selv til en skyldner og plage mig selv med det, som Kristus har frelst og friet mig fra? - - Så meget mere, som det er Guds alvorlige vilje, at vi på dette grundlag skal eje en evig fred.”

 

Og se – alene i denne salige fred har vi den rette lyst og den rette kraft til et helligt liv. Vi lever hernede som Guds børn, forventende den herlighed, som allerede nu er os givet, Johs. 17,22. Det er da vor glæde, når Gud er os nær, og vi vil kun et: at være ham til behag. Ja, alene i dette salige troens fællesskab med Frelseren har vi den rene, hellige ånd, som både er opmærksom på og afskyr også de fineste synder.

 

Skulle vi vel – fordi nåden er så rig og så stor – lade vore ”små” synder uforstyrret passere? Nej – netop fordi vi lever under en evig nåde, skal vi med desto større troskab og flid dagligt arbejde på at komme syndes udslag til livs. Gud er en hellig Gud. Det er ham imod at være vidne til synd i sine børns liv. Og vi på vor side har fået ”del i guddommelig natur”. Vi elsker alt, hvad der er helligt, og lider under alt, hvad der er vanhelligt.

 

Denne troens fred og denne hellige natur at forøge du dagligt hos os, o Gud, ved din hellige Ånd!