Jeg mener ikke om mig selv at jeg allerede har grebet det...”

Eller: Billedet af et sundt trosliv

C. O. Rosenius i samlede skrifter

 

Når Guds Ånd føder sjæle på ny, da vækker han dem op af syndens og selvsikkerhedens dybe dødssøvn. Gennem evangeliet åbner han deres øjne for forsoningens store hemmelighed, og de begynder at smage nogen dråber af den himmelske nektar, syndernes forladelse og venskab med Gud.

 

Da og på denne måde fødes den sande kristendommens ånd, en fattig og bøjet ånd, en hungrende og tørstende, men også en glad og salig ånd.

 

Det er en ubeskrivelig fryd bare at se dette Guds Ånds rene værk i de spæde nådebørn. Deres ansigt bliver lyst og mildt og øjet fugtes for hvert saligt ord de hører om Kristus. Og ingenting i hele verden er nu mere vigtig for dem end dette at få mere og mere af det uovervindelige kendskab til Gud og vor Herre Jesus Kristus.

 

De kan aldrig høre nok om Jesus, tale, synge og læse om Kristus, om syndernes forladelse og om det evige liv i ham.

 

Dette er et sundt, evangelisk nådeliv. Og sådan skildres dette i Bibelen: ”Den som spiser af mig, hungrer des mere efter mig”. ”Voks i nåde og kendskab til vor Herre Kristus”, ”Jeg tror ikke at jeg allerede har grebet det”.

 

Så går Rosenius over til at tale om dem som nu er blevet mætte, som nu har nok af livets vand og den himmelske manna, på samme måde som Israels børn i ørkenen. Han henviste til Paulus brev til galaterne.

 

Nu har de ikke længere nogen trang efter noget mere. Nu er den evigt ”nye sang” blevet for gammel og lang. Og nu begynder den tomme sjæl at strække sig efter noget andet, noget nyt, det ene efter det andet.

 

Det er mod denne åndelige sygdom og farlige udvikling vi fremholder billedet af et sundt trosliv, sådan som Paulus i sin bekendelse om sig selv giver os den i Filipperbrevets 3. kapitel: vers 12-14.

 

Her lærer vi hvad det vil sige at være frisk og sund i vort indre menneske!

 

Hør her hvad denne store apostel siger: ”Jeg tror ikke at jeg allerede har grebet det”. Var han endnu ikke kommet til troen, til den evangeliske frihed, til frelse og evigt liv i Kristus?

 

Åh, vi ved jo at når han skrev dette brev, da havde han allerede fyldt hele landet med sin lære. Og hans bekendelse var denne: ”Jeg er ved loven død for loven - og jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig. Og det liv jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv for mig” (Gal. 2:19,20).

 

Rosenius stopper så kort op for den ”åndelige falskhed” som ofte vil støtte sig netop til disse ord, som en trøst i dette at ”jeg ikke tror at jeg allerede har grebet det”. Og tror de dermed har støtte til at blive i vantroens mørke og trældom. Disse som endnu aldrig er kommet til troens salige vished om sin benådning. Men som altid bare har haft nok med nogen Åndens besøg, lidt åndelig bevægelse og vækkelser.

 

Rosenius går så igen tilbage til Paulus.

 

Jo mere en kristen skrider frem i denne åndelige sundheds kendskab til Kristus, desto rigere bliver hans Bibel, men desto fattigere hans egen ånd. Desto livligere erkender han at han her har nok at studere på Gennem hele sit liv, helt til graven, uden i det hele taget at kunne udtømme halvdelen af disse rige gruber af guld og diamanter, - og desto mere bestemt stemmer han i med Paulus: ”Jeg tror ikke at jeg allerede har grebet det.”

 

Derfor er det også at Luther så tit og så stærkt beklager disse ”indbildske helgener, som allerede er så udlært i kunsten at tro Guds nåde, mens dette trods alt er den højeste og vanskeligste kunst under solen, som alle rette hellige har nok med at øve sig på så længe de lever.”

 

Lær derfor her at troens retfærdighed ikke bare i begyndelsen af en kristens liv, men gennem hele livet indtil graven må være det mål og klenodie den benådede, strækker sig efter.

 

For her er det et spørgsmål om et liv i Kristus. Her drejer det sig ikke om at have troens retfærdighed bare som en klar og afgjort kundskab. Men at vi i en uafbrudt og levende tilegnelse bestandig lever og glæder os i den.

 

Her gælder det at vi i vor samvittighed har den trøst imod alle daglige synder og svagheder, at jeg i Kristus allerede er hellig og ren. Ja, fuldkommen og delagtig i samme kærlighed hos Faderen som den han elsker sin Søn med.

 

Og dette er sandelig ingen let sag!

 

Eller kender I ikke de mange tusinde hindringer som lægger sig i vejen for at vi kan modtage og beholde denne tro?

 

Har I ikke daglig erfaret vor egenretfærdighedsnatur, eller de mangfoldige modsigelser fra fornuft og samvittighed?

 

Daglig at se sig som en synder ind for Gud, ja, troløs, falsk, hyklerisk, og så i tillæg for afmægtig til at befri sig fra alt dette - og så alligevel på samme tid holde sig til Kristus, retfærdig og velbehagelig for Gud -. Er dette ikke en stor kunst?

 

Så tager Rosenius frem: ”Glæden i Herren er deres styrke”, og hvordan Paulus var blevet ”grebet af Kristus”, noget som sikkert ikke bare sigter til hans første opvækkelse og omvendelse. Men noget meget dybere og herligere som endnu stadig fortsætter med ham når han skriver dette.

 

Kristus, med sit eget og egentlige værk, vor forsoning og evige retfærdighed ind for Gud, har grebet og indtaget hans hjerte så intet andet betyder noget for ham, sådan at han anså alt andet, selv det allerbedste, den største retfærdighed efter loven, som ”tab og skarn fordi kundskab om vor Kristus Jesus, min Herre, er så meget mere værd”.

 

Hans hjerte var så indtaget af Herrens herlighed, og blev draget med livet og frelsens kraft til Kristus, som øjet drages mod lyset og barnet mod mors favn.

 

Mange som vil være kristne, ved ikke hvad dette vil sige. De truer og driver sig selv frem til Kristus, men de er ikke indtaget af Kristus. De tvinger sig, som træge trækdyr, til nådestolen. De bliver ikke draget af nådens herlighed og storhed til den.

Det som driver dem til Jesus, er den kolde tanke at uden ham går de fortabt. Men ikke den brændende ånd som evangeliets herlige vidnesbyrd tænder i dem.

 

De kommer til Frelseren som en tung tønde bliver slæbt hen til en brønd. Ikke som en tørstig hjort der springer frem til den friske bæk.

 

Når evangeliets herligste forkyndelse om Kristus, og den usigelige kærlighed i hans hjerte, og storheden i hans forsoning får lov at indtage hjertet, da kan vi i Paulinsk mening siges at være ”grebet af Kristus”.

 

Et sådant hjerte, har nu Kristus som sit eneste og dyrebareste mål for øje, og kan ikke, så længe nådelivet er friskt, holde op med at strække sig efter målet. Han kan komme i stort mørke, og kan føle sig både kold og død. Men Kristus kan han alligevel ikke undvære. Selve mørket og kulden vækker og øger bare hans tørst og hunger efter Kristus.

 

Så bange var Paulus for nogen som helst indblanding af nogen egen trøst, at han anså selve retfærdigheden overfor loven, i dette spørgsmål, for ”tab og skarn”.

 

Så ren ville han have sin samvittighed fra alt sit eget, og så helt og holdent bygget udelukkende på Kristus.

 

Han vidste godt hvor let samvittigheden griber fat i noget af vort eget. Om det bare er den allermindste åbning, så er den snart helt og holdent under loven. Samvittigheden suger og søger efter vor egen retfærdighed, som en svamp suger vand op.

 

Det er dette han taler om til galaterne, der hvor han siger at ”en smule surdej gennemsyrer hele dejen”.

 

Derfor vil han glemme alt som kunne grumse op og besmitte hans evangeliske tro, som han anså som øjestenen og hjertet i hans indre menneske, og som alt lys og alt liv afhang af. Derfor går han så langt at han også anså sin alvorligste retfærdighed efter Guds lov for ”tab og skarn” - for at, og bemærk: for at han kunne blive fundet udelukkende i Kristus.

 

Han vil overhovedet ikke være noget andet i egne øjne end en fattig synder.

 

Mens vi ofte glæder os hjerteligt når vi finder noget hos os selv som kan give os den smigrende trøst at vi trods alt ikke er blandt de værste, - så er det for Paulus en plage og en forskrækkelse når hans selvretfærdige natur vil gribe til en sådan trøst.

 

Så meget hans synder end bedrøvede og forfærdede ham, var han alligevel endnu mere bange for at en trøst fra nogen egen retfærdighed skulle blande sig ind.

 

Så helt og holdent ville han have al sin trøst og retfærdighed i sin Herre Kristus.

 

Her ser du hvilken ømtålelig og skør ting troen er! Her ser du hvor nødvendigt det er at våge imod vor dybe og evige egenretfærdighed, som mod den mest dødbringende ormegift. Så vi ingen anden trøst må have end Kristus og hans retfærdighed!

 

Men her ser jeg også en umådelig stor trøst! Er det på den måde Paulus’ retfærdighed overfor loven er bare ”skarn”, da også får fattige syndere til at komme frem. Da bliver vi snart alle lige indfor Gud, – – – –