Om retfærdiggørelsen ind for Gud

Vidnesbyrd fra de gamles skrifter

Samlet af Axel B. Svensson

 

Den Hellige Skrift lærer klart og tydeligt at alene det menneske som er retfærdig ind for Gud, bliver frelst.

Men dette siger os samtidig, at intet spørgsmål som angår vor kristne tro er vigtigere end dette:

 

Hvordan bliver en synder retfærdig ind for den hellige Gud?

 

På dette spørgsmål er der givet mange, ofte helt modstridende, svar. Samtidig med at næsten alle har henvist til Bibelen, eller i hvert fald visse steder i Bibelen, som grundlag for det de siger.

De har tolket Den Hellige Skrift forskelligt, og kommet til forskellige resultater. Den ene har helt enkelt holdt sig til Skriftens ordlyd, den anden har forsøgt at få Skriftens budskab til at stemme med fornuftens tankebygninger.

Dermed er hele spørgsmålet blevet ganske indviklet, så den som ønsker at få et ret svar på dette, får store vanskeligheder med at finde ud af hvad han skal holde sig til.

Nu er det altid bedst at holde sig til selve Ordet. Men så kommer der jo tanker som disse: «Du har ikke opfattet Ordet ret! Du har misforstået det hele, du er faret vild!»

I en sådan situation kan det være godt at tage formaningen i Heb. 13:7 til sig, hvor der står: «Kom jeres vejledere i hu, de som har talt Guds ord til jer! Læg mærke til den udgang deres livsvandring fik, og følg efter dem i deres tro». Her er der ikke snak om at følge efter dem som skaber tidens mangfoldige partier, men dem som levede et liv som allerede har vist sig at være afsluttet som et godt eksempel. Og var denne formaning altid blevet fulgt af de kristne, så ville den åndelige tilstand i dag have været bedre end den er.

For den enkelte bibellæser vil det kunne synes som om Bibelen taler om retfærdiggørelse i mere end én forstand. F.eks. tales der på et sted om retfærdiggørelse som om den allerede skulle være kommet «for alle mennesker», Rom. 5:18. Mens der andre steder i Bibelen slås fast at den som tror, bliver retfærdiggjort. Når det så er umuligt at Den Hellige Skrift skulle kunne modsige sig selv, så kan det altså, som sagt, let føre til at den enkelte bibellæser kan mene at her er der tale om to slags retfærdiggørelse.

Før vi går videre vil vi tage nogle ord fra Bibelen frem, dels sådanne ord som fremstiller retfærdiggørelsen som om den allerede er sket, dels sådanne ord som taler om retfærdiggørelsen som sker når mennesket kommer til tro.

I Apg. 10:28 siger Peter: «Gud har vist mig at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent». I Rom. 3:24 står der at retfærdiggørelsen sker «ved forløsningen i Kristus Jesus». Og sammenhængen (vers 23) viser at det sigter til alle mennesker.

I Rom. 4:25 hedder det om Kristus at han «blev givet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse». I Rom. 5:8-9 står der at «Kristus døde for os mens vi endnu var syndere», og at «vi er retfærdiggjort ved hans blod». I Rom. 5:18 siges det udtrykkeligt at «livets retfærdiggørelse» er kommet «for alle mennesker». I 2. Kor. 5:14 hedder det at «én er død for alle, og derfor er de alle døde». Og i Rom. 6:7 står der at «den som er død, er retfærdiggjort fra synden». I 1. Kor. 15:17, 20 læser vi: «Men er Kristus ikke opstået, da er jeres tro forgæves, og da er I endnu i jeres synder. Men nu er Kristus opstået fra de døde og er blevet førstegrøden af dem som er sovet ind». I 2. Kor. 5:21 står følgende: «Ham som ikke vidste af synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham».

Efeserbrevets første kapitel, som bør læses i sin helhed, taler bl.a. om en Guds husholdning som gik ud på at han i tidernes fylde skulle «samle alt til et i Kristus, både det som er i himmelen og det som er på jorden». For tidsbegrebets skyld må vi her sammenholde dette med Gal. 4:4 hvor der står at «da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn». I Heb. 10:10 står dette underlige ord: «Ved denne vilje er vi blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme blev ofret én gang for alle». Og i Heb. 13:12 læser vi at Jesus led «udenfor porten, for at hellige folket ved sit eget blod».

Ingen af disse bibelsteder vi nu har citeret, er retfærdiggørelsen fremstillet som om den skulle være afhængig af noget som helst ved mennesket eller menneskets forhold til Gud. Den omtales som om den helt og holdent er en sag mellem Gud Fader og Guds Søn, og er sket udelukkende på grund af Kristi forsoningsdød for os.

Men nu er der, som tidligere nævnt, også andre steder i Bibelen som taler om at retfærdiggørelsen sker gennem troen. I Apg. 13:39 læser vi: «Fra alt det som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved Mose lov, retfærdiggøres i ham enhver som tror». I Rom. 3:28 står der: «Vi er overbevist om at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro, uden lovgerninger». I Rom 5:1 læser vi: «Da vi nu er retfærdiggjort af tro» osv. I Gal. 2:16 siger Paulus: «Vi ved at mennesket ikke bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men ved tro på Kristus Jesus». Og i samme kapitel vers 17 taler han om ham selv og Peter, og siger: «Vi søger at blive retfærdiggjort i Kristus». I Gal. 3:8 læser vi: «Skriften forudså at det er ved tro Gud retfærdiggør hedningerne».

Vi kunne nævne mange andre ord fra Skriften, men dette bør være nok. For den som vil bøje sig for sandheden, har vidnesbyrd nok i det som er citeret. Og de sidste bibelcitater vi har taget frem nævner jo alle retfærdiggørelsen som knyttet til troen.

Erfaringen viser at de som læser Bibelen kan deles i flere grupper ud fra på hvilken måde de opfatter og forholder sig til det de har læst. Det samme gælder da også dem som læser de citater vi har taget frem her fra Bibelen om retfærdiggørelsen.

Først har vi de totalt ligegyldige, som i det hele taget ikke er optaget med hvad det er de læser, men bare læser af gammel vane, eller som en nødvendig del af deres jordiske tjeneste/stilling, som tilfældet er med ugenfødte lærere.

Så har vi de hemmeligt trælbundne, som nok på en måde har lært at vi ikke bliver retfærdiggjort ind for Gud gennem nogen egen fortjeneste. Men de kan alligevel ikke indse at det er helt til ende med at de kan udrette noget som helst, og anser det urimeligt at alle skulle have fået lige meget af Gud. De mener at der slet ikke kan blive tale om nogen retfærdiggørelse før mennesket er kommet til tro. Dermed bedrager de sig selv, for de gør da troen til en gerning, som om den skulle være noget fortjenstfuldt i sig selv. Og denne gerning skal de nu selv udføre.

Så er der enkelte sjæle som læser hele Guds ord og tror det uden at tænke videre over det. Disse kan ofte være nok så forvirret i sin forstand, men de hviler alligevel enfoldigt på og lever af Kristi værk.

Så er der også sådanne som lever i en ret syndserkendelse og er kommet til kort i alt sit eget, så de må bekende at de ikke en gang kan tro - som af sig selv. Når de læser de skriftsteder vi her har nævnt først, tror de dem som de lyder, og fryder sig over at se der at retfærdiggørelsen allerede er sket - udenom dem - i Kristus. For da vover de at regne sig selv med, så fattige de er.

De tror også de skriftsteder vi her nævnte sidst, om troen, og finder i dem en bekræftelse på, at i Kristus skete en retfærdiggørelse som omfatter hele verden - eftersom det jo står enhver frit at tro at han i Kristus er «ren og retfærdig, himmelen værdig». De indser at den retfærdiggørelse som allerede er sket i Kristus er hele grundlaget for det Bibelen omtaler som retfærdiggørelse ved tro, og som de mener, er absolut nødvendig om man skal blive frelst og nå frem til himmelen. Disse tror også Bibelens ord: «den som ikke tror, skal blive fordømt», Mark. 16:16.

Så findes der også en femte gruppe, som nok mest består af frafaldne kristne, dårlige jomfruer som mangler olie på sine lamper. Hos dem er livet, om der nogensinde har været noget liv, slukket, og hele deres kristendom sidder i hovedet. De har sædvanligvis en klar og rigtig kundskab, og indser at der i Kristus er sket en retfærdiggørelse som omfatter alle. Men de lever ikke på denne sandhed, men bruger den bare til at forsvare sig med, når Ånden forsøger at vække dem til at indse at der må ske en sindsforandring i dem. Disse har ingen frygt for hvordan det står til med dem selv.

I det vi har nævnt foran, tog vi også frem hvor vigtig det er at følge efter vore vejlederes tro. Og nu vil vi se hvad nogen af vore gamle ledere lærte og troede i dette væsentlige spørgsmål vi har taget op her.

 

Martin Luthers vidnesbyrd

 

A: Om retfærdiggørelsen som skete i Kristus.

 

Hovedbudskabet og summen af hele den kristne lære er at Gud sendte og gav sin Søn, og alene gennem ham forlader os al synd og gør os retfærdige og frelst.

For er det ikke sandt at vi alle udelukkende af Guds nåde er forløst fra synd og død og gjort retfærdige og frelst, og dette uden nogen vor gerning og vor fortjeneste! Kan djævelen eller pavedømmet vel fornægte at Kristus er født og døde for os, og har udgydt sit blod for os for at frelsen skulle være af bare nåde, og kunne deles ud blandt os gennem dåben og Ordet! Denne grundvold og klippe skal da også for altid stå urokket overfor helvedes porte.

På denne lære om Kristus beror alt, og i den er alt indbefattet. Sådan at den som har den, han har alt. Og de kristne må kæmpe for denne lære, ja, altid stride for den, så de holder fast på den og lever på den.

Hvis det skulle blive overladt til os og komme an på os, så vi gennem vore egne gerninger skulle forløse os fra synd og død og opnå livet, så ville vi aldrig i hele vort liv få nogen ro. Vi måtte uafbrudt plage os selv og slide med gerninger. Og om vi med det sled os til døde, og om et menneske med det opnåede al verdens herlighed, så ville vi alligevel aldrig kunne blive trygge eller sikre på at vi havde gjort nok, så Gud kunne være tilfreds med det.

Derfor har Gud i sin nåde og miskundhed lagt alt dette på et menneske, som var den som udrettede alt sammen uden og for os. Og dermed er dette udført så det er helt sikkert for os, og kan aldrig blive noget vi skal mangle. For vi har for vor del fået det fuldstændig uforskyldt. Og hvad vi så end selv gør eller er i stand til, hjælper os aldrig noget som helst til at få nåde eller at genoprette den tabte retfærdighed ind for Gud, uanset om vi gør og fortsat vil gøre gode gerninger.

Det er på nøjagtig samme måde som at vi uforskyldt er blevet syndere og må dø. For vi har jo ikke gjort noget for at Adam skulle spise frugten og dermed falde i synd, selv om vi af den grund også selv gør synd. Og sådan sker det i alt som har at gøre med synd og retfærdighed, død og liv, alene som arv fra de to mennesker Adam og Kristus.

 

- - - - - - - - - -

 

Jeg kan aldrig få troen ren og sagen klar uden at jeg ser mig selv uden noget nådens værk i sjælen; uden omvendelse og helliggørelse, uden anger og tro, og har al min trøst i Kristus alene, at han har gjort og fortsat gør alt for mig.

Ja, dette hedder og er vor retfærdighed overfor Gud, at Kristus går til Faderen. Dvs. at han for os lider, dør og opstår, og dermed forsoner os med Faderen, og vi for hans skyld har syndernes forladelse og nåde. Og at dette på ingen måde er en følge af nogen vor gerning eller fortjeneste, men udelukkende på grund af hans frelsesværk, som er fuldbragt af ham for vor skyld.

Skulle det ikke give os en stærk, uovervindelig tillid og fred, at Kristus dør for os før vi har bedt om det, eller nogensinde haft nogen tanker om det, ja, mens vi endnu bare levede i synd! Og af dette følger jo at om nu Kristus er død for os mens vi endnu var syndere, hvor meget mere skal vi da ikke blive frelst ved ham, når vi nu er retfærdige gennem hans blod! Rom 5:10.

Evangeliets lære, det herligste og mest trøsterige af alle budskab, taler ikke om vore eller lovens gerninger, men om Guds ubegribelige og usigelige barmhjertighed og kærlighed mod os uværdige og fortabte mennesker.

Det taler om hvordan han, den barmhjertige Far, så os nedtynget under lovens forbandelse, og så bundet af den at vi aldrig i egen kraft kunne befri os selv fra den. Og at han derfor sendte sin enbårne Søn til verden og kastede alle menneskers synd til alle tider på ham, og sagde: «Du skal være Peter, fornægteren, Paulus, spotteren, voldsmanden og forfølgeren og David, som brød ægteskabet! Du skal være synderen som åd den forbudte frugt i Paradis, du skal være røveren på korset! Kort sagt: Du skal være det menneske som har gjort alle menneskers synder! Vær derfor nøje med at du betaler og gør regnskabet fuldkomment op for dem alle!»

Så kommer loven og siger: «I dette menneske finder jeg en synder, og det en som har taget alle menneskers synd på sig, så jeg ingen synd ser udenom ham. Derfor skal han dø på korset». Så angriber loven ham og dræber ham.

Men efter at dette er sket er hele verden renset og forsonet fra alle synder, og dermed også friet ud fra døden og alt ondt.

Men når da synden og døden er ryddet bort ved det ene menneske, skulle Gud ikke længere se noget andet i hele verden (i hvert fald hvis alle i verden havde den levende tro) end bare renhed og retfærdighed. Og om der så stadigvæk fandtes nogle rester af synden, kunne Gud alligevel ikke se dem for denne sol Kristus.

Med sådanne tanker skal vi ophøje kristendommens lære om retfærdiggørelsen, og sætte den op mod lovens og gerningernes retfærdighed.

Og alligevel ville ingen på noget sprog eller med nogen veltalenhed nogensinde virkelig på værdig vis kunne fatte, og endnu mindre skildre, retfærdiggørelsens betydning og omfang. For det bærer i sig denne usigelige og udiskutable konklusion: Ligger hele verdens synder på dette ene menneske Jesus Kristus, så ligger de ikke længere på verden. Men ligger de ikke på ham, så ligger de endnu på verden.

Det nye testamentets løfter har hverken nogle tilføjede vilkår, kræver noget af os, eller er betinget af vor værdighed. Nej, af disse løfter følger og gives os for intet syndernes forladelse, nåde, retfærdighed og evig liv for Kristi skyld.

Når nu Herren, vor Gud, har lagt alle menneskers synder på Kristus, for at han skulle bære dem og gøre hele regnskabet fuldkomment op for dem, så kommer Kristus til Johannes og lader sig døbe af ham - på dine og mine og hele verdens vegne. For at han skulle rense os fra synd og gøre os retfærdige og frelst. Derfor ofrer han sig så på korset, bliver en synd og en forbandelse, selv om han alene er den velsignede sæd (æt) som er den hele verden kan blive velsignet ved, d.v.s. forløst fra synd og død.

Det at han på korset hænger mellem to røvere, bliver regnet som en af dem og dør den smertefulde død, det gør han på hele menneskehedens vegne, for at han skulle forløse dem fra den evige forbandelse.

Han er dermed både den største og den eneste synder på jorden, for han bærer al verdens synd. Og han er den eneste retfærdige og hellige, for ingen bliver retfærdig og hellig ind for Gud uden gennem ham.

På samme måde vidner Johannes om ham: «Se det Guds Lam!» Dette må jo være det samme som hellig, ren, uskyldig. Men hvad siger Johannes videre om ham? Jo, at han «tager verdens synd bort.» Bærer han og tager verdens synd bort, så er han selvfølgelig en synder, den eneste synder! For Den Hellige Ånd spøger ikke når han siger gennem profeten: «Herren lod den skyld som lå på os alle, ramme ham.»

Derfor må det være en usigelig nåde, en evig brændende kærlighedsild, som gør at han bøjer sig så dybt ned. Villig giver han sig selv for os, lader det koste så meget for at drage os til sig, og stopper ikke op overfor det at give sit dyrebare blod og lide en så smertefuld død.

Alt sammen for at vi skulle kunne kaldes hans brud og eje hans gaver, altså evig retfærdighed, frelse og evigt liv - i stedet for at vi skulle blive værende i syndens, dødens og djævelens vold, som vi blev født til.

 

For evigt priset være,

Og lovet uden ende.

Guds evige barmhjertighed,

som os den hjælpen sendte,

og slog ned i Kristi død,

synd, helvede og dødens nød!

Hvem kan os nu fordærve?

 

B: Om retfærdiggørelsen ved tro.

 

Det handler om en åndelig påklædning i sin samvittighed. Og det foregår ved at man i sin sjæl tager Kristus og al hans retfærdighed til sig som sin egen ejendom, holder fast på og trøster sig til dette som om vi selv skulle have gjort og fortjent dette, på samme måde som vi tager vore klæder på os. At tilegne sig dette sådan, er på åndelig vis at iklæde sig det. Dette er troens natur.

I sandhed er Kristus givet os sådan, og med ham al hans retfærdighed og alt hvad han har og er. Og for den som tror dette, bliver det også som Paulus siger: «Gud har givet sin Søn for os alle. Hvordan skulle han kunne andet end at give os alle ting med ham?» Rom 8:32.

Ja, den som tror på Kristus sådan, han iklæder sig ham. Derfor er troen noget så stort at den gør mennesket retfærdig og frelst. For den har al Kristi rigdom med sig til dig, som din samvittighed kan sætte sin lid til og fortrøste sig på.

På denne grund finder du da din fred og fryd i Kristus, og får lyst til at gøre alt mulig godt og sky alt ondt. Da frygter mennesket hverken for død eller helvede eller hvad ondt det måtte være, for det er rigelig iklædt Kristus.

Dette er den sande tro, når man tror at man ikke gennem gerninger, men udelukkende gennem Kristus som vor stedfortræder, og ved den forløsning han af bare miskundhed fuldbyrdede, bliver retfærdiggjort og frelst. Sådan at mennesket har opgivet sig selv og alt hvad det kan udrette, og holder sig alene til hvad Kristi fuldbragte frelsesværk for alle mennesker har virket i Guds hjerte.

Retfærdigheden gives Abraham, ikke på grund af nogle af hans egne gerninger, men når han tror. Den gives heller ikke på grund af en tro som noget vort værk, men for Guds frelsesværks skyld, som er troens grund.

Løftet er hovedsagen og det væsentligste i denne lære, som troen slutter sig til, eller for at udtrykke sig klarere; som troen hviler på, og endnu bedre: «lader sig indtage af». Men sådan at «lade sig indtage af» dette løfte, kaldes tro og gør retfærdig, ikke som nogen gerning af os, men som Guds værk alene. For løftet er en Guds gave eller tanke, som noget Gud tilbyder os, og er ikke vort værk.

Sønnen er kommet og alle løfterne er opfyldt. Vi hører Sønnen selv tale, vi har sakramenterne og afløsningen*, og evangeliet forkynder dag og nat: «Du er hellig, dine synder er dig forladt, du er frelst!»

Men hvad gør vi? Vi skælver stadig, og bliver liggende i vor ynkelighed så længe dette liv varer. Hvorfor bliver vi ikke opvækket og oplivet af patriarkernes eksempler?

Sådan som vi har lært ovenfor må en kristen lære sig at leve så hans hjerte og samvittighed bliver rene og uden alle syndens pletter! Og det opnår vi ikke på nogen anden måde end ved troen - som holder fast ved at vore synder og misgerninger er overvundet i Kristus. Og dermed er vi også sikret og bevaret fra den evige død, og har nu gennem den samme Kristus den evige retfærdighed og frelse!

Moses truer synderen med at ethvert menneske må dø på grund af sin synd og misgerning - på samme måde som du i de jordiske sammenhænge selv må stå til regnskab for den synd du har gjort. Men hvis vi skal blive retfærdige ind for Gud, er vore synder ikke vore, men Kristi synd.

Troen er ikke nogen lov eller gerning, men en tillidsfuld fortrøstning som hviler i Kristus, som er Lovens endemål. Og hvad betyder det? Ikke på den måde at Kristus afskaffer den gamle lov og opretter en ny, eller selv er en dommer som må forsones med gerninger, sådan som pavedømmet har lært. Nej, «Kristus er lovens endemål til retfærdighed for hver den som tror», Rom. 10:4.

Du skal heller ikke føle, men tro at du har retfærdigheden! Og tror du ikke at du er retfærdig, så vanærer og forkaster du i højeste grad Kristus - som gjorde dig ren i vandets bad ved Ordet, og som gennem sin død på korset fordømte og knuste synden og døden, for at du ved ham skulle få evig retfærdighed og evigt liv!

Dette kan du ikke fornægte så sandt du ikke vil være et åbent ugudeligt og gudsfornægtende menneske, og fuldstændig forkaste Gud, alle Guds løfter, Kristus og alle hans velgerninger. Derfor kan du heller ikke nægte at du er retfærdig.

Men at der nu, når Kristus regerer, ud fra hans frelsesværk ikke længere findes nogen synd, død eller forbandelse, det bekender vi jo i vor apostoliske tro, når vi siger: «Jeg tror på en hellig almindelig kirke».

For dette er egentlig det samme som om vi sagde: «Jeg tror at der ikke findes nogen synd eller død i menigheden, fordi de som tror på Kristus ikke er syndere, ikke er skyldige til døden, men helt og holdent hellige og retfærdige, herrer over synd og død, og skal leve i al evighed». Men det er bare troen som ser dette. Derfor siger vi: «Jeg tror på en hellig almindelig kirke».

Rådfører du dig derimod med din fornuft og det dine øjne ser, så dømmer du helt anderledes. Da ser du meget hos de troende som du tager anstød af. Ind i mellem ser du dem snuble, falde i synd, viser sig svage i troen, overlistes af vrede, misundelse og andre onde begær.

«Altså er kirken ikke hellig», siger du. «Jeg afviser sandheden i denne del af vor bekendelse. Hvis jeg ser på mig selv eller min næste som menneske, så er kirken aldrig hellig. Men ser jeg igen på Kristus, som helliger og renser sin kirke, så er den fuldkommen hellig. For han har taget hele verdens synder bort.»

 

For sit liv, sit dyre blod

Han ville ikke spare,

Så jeg for den dom som forestod,

jeg skulle tryggest være.

Han blev hos Gud min løftesmand,

udi hans død min synd forsvandt:

sådan er min frelse fuldbragt.

 

Johan Arndts vidnesbyrd

 

A. Om retfærdiggørelsen som skete i Kristus.

 

Selv om Adam i sin uskyldige tilstand (hvis han ikke var faldet) havde forplantet sin retfærdighed til os, og forenet os med den, så er den forening som vi har med Gud i Kristus alligevel langt større.

Kristus blev menneske, kom til os i vor menneskelige natur og rensede den så fuldstændig i sig selv, som er meget mere fuldkomment end den nogen sinde var i Adam. Sådan bliver han, og i ham alle troende, også evigt forenet med den menneskenatur han den gang stod frem med. For Kristus er helt og holdent vor, og vi er helt og holdent hans.

Derfor, så ren som han nu har gjort den menneskelige natur i sin person, så ren har han også gjort vor natur ind for Gud. Det skal vi erfare når vi skal åbenbares med ham på den yderste dag, når vort skrøbelige legeme bliver ligt hans forklarede legeme.

Kort sagt: Vor retfærdighed er så stor i Kristus som Gud selv! Så det er lige umuligt for os i al evighed at udgrunde den, som det vil være at udgrunde Guds eget væsen.

Derfor vil enhver skabning blive stående målløs overfor en sådan retfærdighed. For de har dermed ingenting som de kan beskylde et menneske for, men må bare erkende: Hvem vil fordømme noget menneske? Kristus, Guds Søn, er selv deres retfærdighed!

Tænk nu efter hvem det var Kristus døde for! Paulus svarer: «Én er død for alle», 2. Kor. 5:14. Johannes siger: «Han er en soning for vore synder, og det ikke bare for vore, men også for hele verdens», 1. Joh. 2:2. Døberen Johannes siger: «Se det Guds lam, som bærer verdens synd!», Joh. 1:29. Dette forklarer Paulus når han siger: «ligesom én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan blev også én mands retfærdige gerning til livsens retfærdiggørelse for alle mennesker», Rom. 5:18.

Med disse ord sætter apostelen Adam og Kristus op mod hinanden. Skulle vel Adams synd ligge så stærkt over alle mennesker at Kristi retfærdighed ikke skulle være større og stærkere? Nej, om end synden er stærk, så er nåden langt stærkere!

Men for at bevise at Kristi fuldbragte frelsesværk er for hele verden, og altså gælder alle mennesker, så har Paulus et sted denne herlige slutbemærkning: «Der er én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, han som gav sig selv som løsepenge for alle», 1. Tim. 2:5-6. Derfor vil Gud også at alle mennesker skal blive frelst og komme til sandheds erkendelse, 1. Tim. 2:4.

Dette tænker Paulus nok også på når han siger at gennem Kristus er alle ting forsonet med Gud, både det som er på jorden og det som er i himmelen, Kol. 1:20. Og videre: «Gud sparede ikke sin egen Søn, men gav ham for os alle», Rom. 8:22.

Husk: Blandt disse «alle» er du også! For Gud gør ikke forskel på folk!

Så svar mig nu: Hvem er det Kristus er død for? Jo, for alle syndere! Og er han død for alle syndere, så er han også død for dig, fordi du jo også er en synder!

Det Kristi fuldbragte frelsesværk har virket hos Gud er ikke bare nok, men det er mere end nok for alle menneskers synder. De kan være så store, så mange og forfærdelige de vil. Kristi frelsesværk er ikke bare et fuldkomment og en tilpas opgørelse og betaling, men er en langt mere værdifuld og langt mere fuldkommen betaling som vejer meget mere end alle verdens synder.

Hvorfor stiller du dig da selv udenfor, og vil ikke godtage denne betaling?

Du er jo også et menneske. Og nu siger Herren altså selv at «Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge menneskes sjæle, men for at frelse dem», Luk. 9:56.

Du er jo også i verden! Og nu siger Paulus: «Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv», 2. Kor. 5:19. Og Johannes siger: «Kristus er en soning for hele verdens synder», 1. Joh. 2:2, dvs. for hvert eneste menneskes synder!

Sådan er Kristi fuldbragte frelsesværk et uendeligt og evigt opgør eller betaling. Og for denne højhellige persons skyld, han som er både Gud og menneske og led for vor skyld, har omfanget af dette frelsesværk ingen begrænsning hverken i tal, i omfang eller nogen ende.

Hvorfor vil du da sætte grænser for dette vældige frelsesværk både hvad antal, omfang og ende angår, så det ligesom skal ophøre at gælde for dig, og ikke også omfatte dine synder?

For om så et hvilket som helst menneske havde al verdens synder på sine skuldre, og der var så mange kloder fulde af synd som der findes mennesker, så ville det som Kristi fuldbragte frelsesværk har virket hos Gud, og hans retfærdighed, være større.

Hvorfor vil du da ikke tage imod denne Guds retfærdighed? Dette er det havets dyb hvor Gud har kastet alle vore synder.

 

Hvor er nu, o død din vælde?

Helvede, hvor er din magt?

Slangen, som vor moder fælded,

har Kristus lagt under sig.

Over alt, hvad os fordærved,

Har Kristus frembragt sejr for os.

 

Lad os nu være glade,

Fryde os på hver vort sted!

Nu er lægt al den skade,

som syndefaldet påførte os.

Dødsfrygten er fordrevet,

døden er blevet opslugt

 

B: Om retfærdiggørelse ved tro.

 

Gud har i sin guddommelige visdom ordnet det sådan at det er ved tro vi skal modtage vor retfærdighed. For troen bygger på Guds sandhed og løfter og er knyttet til dem. Altså på samme grund som også løftet blev givet til Abraham og hans troende slægt, om at modtage retfærdigheden.

«Derfor», siger apostelen Paulus, «fik han (Abraham) løftet ved tro, for at det kunne være af nåde, sådan at løftet kunne stå fast for hele slægten», Rom. 4:16.

På dette nådens løfte, som er fuldbragt i Kristus, har Gud bygget vor retfærdighed og frelse, sådan som apostelen stadfæster det et andet sted: «Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed. Derfor skal I vide at de som har tro, de er Abrahams børn», Gal. 3:6-7. «Da Skriften forudså at det er ved tro Gud retfærdiggør hedningerne, forkyndte den på forhånd dette evangelium for Abraham: I dig skal alle jordens folk velsignes. Så bliver da de som har tro, velsignet sammen med den troende Abraham», Gal. 3:8-9. Al denne nåde og sandhed er kommet til os ved Jesus Kristus!

Derfor gives retfærdigheden ud fra Guds ord ved tro, fordi det er en retfærdighed af nåde som må tages imod ved tro, og for at Guds nådeløfte må stå sikkert og fast, som apostelen Paulus siger: «Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde, sådan at løftet kunne stå fast for hele slægten», Rom. 4:16.

Uden Guds nåde og løfte kan vi ikke have nogen sikker og stadig trøst for vor samvittighed mod vore synder.

For når vor samvittighed vågner op og anklager os, eller i vor sidste stund taler til os om at «nu skal du forlade dette liv. Hvordan er det du har brugt din levetid her på jord?», så kan vi i tro svare: «Min retfærdighed og frelse bygger jeg ikke på nogen som helst af mine gerninger, men på nåden i Kristus Jesus, vor Herre».

Derfor er vor retfærdighed også sikker og uangribelig. For Guds nåde, som er lovet os i Kristus, varer fra evighed til evighed over dem som frygter ham.

 

Sølv hjalp ej, eller guld

at fra dødens snare

frelse os, fra syndens skyld

og fra dommens fare.

Men Guds egen kære Søn

sig til offer gjorde,

led uskyldigt, frelste fra

hvad vi burde have lidt.

 

Tager jeg i tro mod dette,

Bliver jeg da så regnet som

ren, uskyldig så som han,

intet bliver tilbage

af den synd, jeg øvet har,

selv om jeg ind for Herren

har gjort meget galt, hans fuldbragte værk

driver vreden langt af sted.

 

Anders Nohrborgs vidnesbyrd

 

A: Om retfærdiggørelsen som skete i Kristus.

 

Det som den første Adam havde ødelagt, det var der én som påtog sig at genoprette, vor Frelser Jesus Kristus, han som kaldes den sidste Adam og det andet menneske. Og apostelen viser at det forholder sig med ham på samme måde som med den første, men på fuldstændig modsat vis.

Jesus stod altså også med hele menneskeheden frem i én person, som i ham var at anse som én person, ét legeme hvor han var hovedet. Og når så hele verdens syndeskyld blev lagt på Jesus, så kunne denne skyld ikke længere blive liggende på verden - for den kunne jo ikke samtidig være på to steder!

Ved Jesu lidelse og død var verden altså at anse som fri og løst fra al skyld.

For ellers havde Jesus ikke kunnet sige om sine disciple, som der og da stod for ham som hele menneskeheden: «Er det da mig I leder efter, så lad disse gå!» Joh. 18:8.

Havde Jesus ikke kunnet føre det frelsesværk han havde påtaget sig helt til ende, sådan at Guds retfærdighed fuldkomment kunne være opfyldt, så ville hele verdens skyld med hele sin fordømmelse falde tilbage på verden og menneskeheden igen.

Men når Jesus, som bar hele verdens syndemasse, havde kæmpet sig igennem, så Gud ud fra sin fuldkomment strenge retfærdighed at der var fuldstændig gjort op og betalt. Dermed fandt Gud det ret også at tage al skyld fra ham og gøre ham retfærdig.

Men så var det jo også klart at al skyld med sin fordømmelse var taget bort ikke bare fra Jesus, men også fra hele verden. Og skylden kunne da ikke på ny falde tilbage på verden igen. Fordi han som hele verdens skyld var lagt på, ved sit soningsværk havde fået den udslettet af Gud!

Altså ser vi at en retfærdiggørelse også gik over verden på samme tid og i samme øjeblik som Jesus blev retfærdiggjort.

Derfor siger Paulus at «én mands retfærdige gerning blev til livets retfærdiggørelse for alle mennesker», Rom. 5:18. Han siger ikke for nogen, kun for dem som efterhånden skulle komme til troen, eller som indtil dette skete havde troet. Nej, han siger «for alle mennesker»! Og i det følgende vers taler Paulus om hvordan «de mange», det vil her sige alle, bliver retfærdige ved den enes lydighed, på samme måde som alle blev syndere ved den første Adams ulydighed.

Så siger apostelen Paulus også tilsvarende et andet sted: Når én, altså Jesus, er død for alle, og som død også retfærdig i forhold til synden, så er de alle døde og retfærdige overfor synden. Daniel siger også at efter de fastsatte halvfjers uger skulle ved Kristus, overtrædelser blive taget bort, indelukket, ligesom låst inde i et fængsel, og synden forseglet, - så den ikke kunne læses i Guds dommes bog, og misgerningerne forsonet, dækket over, og en evig retfærdighed ført frem.

Ligeså siger Sakarja at landets synder skulle tages bort på én dag. Men blev de taget bort, så kunne de jo ikke længere ligge der hvor de var, og gøre nogen skyldig på grund af synd. Og hele landet blev, hele verden, alle mennesker, når man ser alle under et, retfærdiggjort på én dag, når Jesus blev retfærdiggjort.

 

Hvilket lys over graven!

Han lever, åh, hvilken fryd!

Fuldkommen er Skriften,

o, saligheds højde!

Fra himmelen hilset

han går frem i stråleglans,

og verden er frelst,

og sejren er hans.

Bortvæltet er stenen og seglet brudt,

og vagten er fly’et for hans Ånds magt,

og afgrunden bæver. Halleluja!

 

B: Om retfærdiggørelsen ved tro.

 

Men kan vi da sige at alle mennesker i hele verden i samme stund blev så retfærdige at hver eneste synder personligt ikke behøver retfærdiggøres når han kommer til verden? Nej, må Gud bevare os fra at drage en sådan slutning ud af denne trøsterige lære om hvordan forsoningen gælder alle mennesker, og lader det blive grundlag for en kødelig frelsesvished!

Hele menneskeheden blev ved Kristi retfærdiggørelse også retfærdiggjort med ham. Men dette bliver ikke til nogen virkelig gavn for noget menneske før det bliver født af den anden Adam, og får åndeligt liv gennem en ny og åndelig fødsel, og gennem denne nye fødsel bliver indtaget af og begynder at leve i Kristi rige.

I denne nye fødsel virkes troen på Kristus alene. Og så snart det er sket, kommer Kristi retfærdiggørelse over mennesket til virkelig gavn. Ikke før. For det kan jo ikke ske før mennesket begynder at leve og være i Kristi rige.

Og denne retfærdiggørelse er da den samme som Kristi retfærdiggørelse. Den tilegnes mennesket gennem troen. Og retfærdigheden, som det da iklædes, kalder vi derfor en troens retfærdighed - selv om den ikke er troens, men Kristi retfærdighed, og er den samme som den som blev tilregnet Kristus i hans retfærdiggørelse.

 

Han, som var kommet til verden

For at verdens synder bære,

Guds lov for os fuldkommen har

i lydighed og lære.

Ej loven mer’ fordømme kan

den, som i hans forsoning fandt

en vej til nådestolen.

 

Carl Olof Rosenius’ vidnesbyrd

 

A: Om retfærdiggørelsen som skete i Kristus.

 

Så er hele verden nu gennem Kristi herlige sejer lige så sandt og ret forløst i Kristus, som den er faldet og fortabt i Adam! Den får lige uforskyldt gennem Kristus det evige liv, som den gennem Adam har fået synden og døden i arv.

Arven fra Adam ser og føler vi bestandig i os og i verden omkring os. Men arven i Kristus ser og føler vi ikke. Det kan alene blive forkyndt ved evangeliet og troet af os.

Men Herren, vor Gud, ser Kristus og hans fuldbragte værk for hele verden. Derfor: Lige så sikkert som du ser hvordan hele verdens menneskehed er sunket dybt ned i al mulig synd, lige så sikkert ser Gud alle mennesker i Kristus fuldkomment forsonet, retfærdige og helliggjort, ja, så velbehagelige for Gud som da han skabte verden og alt som var i den, og så på alt det han havde gjort, og «så det var overmåde godt».

Hvis verden ikke, efter Adams fald, i Kristi fuldbragte værk i Guds øjne var blevet så fuldkomment genoprettet, da havde Kristus ikke fuldkomment udrettet sit forsoningsembede!

Ham som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham, - ... gjort til forbandelse for os, for at vi skulle arve velsignelsen.

Af dette ser vi at vort evige nådevalg ikke bygger på nogen eftergivende kærlighed hos Gud. For misgerninger skulle forsones, overtrædelser blive taget bort, synden forseglet, og den evige retfærdighed blive ført frem.

Langt mindre bygger vort evige nådevalg på nogen som helst værdighed hos os selv, i noget vi har fortjent på nogen måde. For vi lå, som Skriften siger, i vort blod da han som forbarmer sig over os kom forbi og tog os op.

Nej, det grunder sig helt og holdent på Kristus, det usynlige Guds billede, den førstefødte frem for alle skabninger, Guds evige og enbårne Søn i Ånden, men efter kødet Davids søn, menneskesønnen, kvindens sæd (æt), den anden Adam.

Ham, den store mellemmand mellem Gud og mennesker, har det kostet meget at nedbryde skillevæggen, sone synden, tilfredsstille Guds retfærdighedskrav, og genvinde den tabte barneret og den sønderknuste arv for os.

Det kostede vor kære Herre usigelig meget da han i over tredive år var en træl for vor skyld, for at forløse os fra djævelens vold og med sit blod købe en retfærdighed som i alle vort livs dage skulle gælde mod alle vore daglige synder og urenheder. Det kostede ham stærke råb og tårer, sved og blod. Men han købte med det for os en evig forløsning som gælder evigt ind for Gud.

Når han ud fra Guds evige råd var gjort til synd for os, og Herren havde kastet al vor synd på ham, fik han ikke det mindste afslag på vort uendelig lange skyldbrev, men blev tvunget til at betale alt. Derfor siger apostelen Paulus også at han «udslettede skyldbrevet mod os og naglede det til korset», Kol. 2:14. Der blev alle vore synder og al lovens forbandelse standset.

Og sådan som vore synder da var gjort til Kristi egne synder, sådan blev også hele Kristi fuldbragte værk, hans retfærdighed og hellighed, vort. Han er Herren, vor retfærdighed, Jer. 23:6, 33:16.

Gud ser nu hele menneskeheden i Kristus, og derfor i Kristus forsonet, i Kristus retfærdig, i Kristus hellig, ustraffelig og ren.

 

Alt hvad Adam i faldet påførte os,

alt er nu sonet af kvindens sæd:

Kristus har taget verdens synder bort

just på den dag, han døde på træet.

Han, som var ren,

gjorde det alene;

En døde for alle og alle i en.

 

B: Om retfærdiggørelsen ved tro.

 

Åh, hvilken nød at verden ikke ved hvad der er sket, at den ikke kender hele menneskehedens historie, ikke ved at menneskeheden en gang er blevet købt fri. At vi er forløst og udfriet fra alle vore synder, fra dødens og djævelens vold, lige så sikkert som at vi alle ved Adam faldt i synd.

Læg da her mærke til: Denne syndsforladelse, denne forløsning vi nu har nævnt, den tilhører hvert eneste menneske, hellig og vanhellig, den som tror og den som ikke tror.

Uanset hvordan du så er, så er i hvert fald alle dine synder taget bort, udslettet, forladt, kastet i havets dyb. Dette skete i Kristi dødsstund!

Bliver du fordømt, så sker det ikke på grund af dine synder, men på grund af din vantro, at du holder dig borte fra Gud, ikke har taget din tilflugt til ham.

Vil du derimod komme til Gud, blive hans barn og eje hans nåde, så findes der ingen hindring for at det kan ske! Hvert øjeblik er du hjertelig velkommen hos Gud. Herren selv siger: «Den som kommer til mig, vil jeg slet ikke støde bort», Joh. 6:37.

Her er ingen undtagelse! Hvem som helst, den som vil, hver og en, og om dine synder var røde som blod - sådanne ord er det den store barmhjertige Herre selv bruger. Her er da altså ingen undtagelse, og grunden er at al synd er betalt, hele verden er forsonet.

Når nogen så kommer i nød for sine synder, og aldrig kan få vished for at hans synd er forladt, så er fejlen den at han ikke tror Gud, ikke tror han kan stole på det han har sagt, ikke vil lægge mærke til hvad Kristus har gjort eller hvad Gud siger i Ordet. Ja, han gør ret og slet Gud til en løgner, som jo er ganske forfærdelig.

Men er der så nogen som vil tro Gud på Ordet, men bare ikke kan få det ind i hjertet, så skal Gud nok snart give ham en større troens gave. Han skal selv få vidnesbyrdet i sit hjerte om at alle hans synder virkelig er taget bort, at han er iklædt hele Kristi fuldbragte værk, at han er et Guds elskede barn.

Hvis Paulus f.eks. i Rom. 4:1 flg. havde villet sige at det var selve troen, som en Gud velbehagelig sag hos mennesket, som blev regnet Abraham til retfærdighed, så havde han alene med sådan en antydning straks skåret af selve hovednerven i hele sin retfærdiggørelseslære. Men det er netop hans hensigt med det han skriver her i Rom. 4:1 flg. at vise at vi bliver retfærdige uden vor fortjeneste eller værdighed, men alene af Guds nåde gennem den forløsning som er sket i Kristus.

Og Paulus siger udtrykkelig i det følgende kapitel at det er udelukkende gennem den enes (Kristi) lydighed vi bliver retfærdige, Rom. 5:19. Retfærdighed er intet mindre end lovens fuldbyrdelse. Og så meget magter selve troen ikke.

Troen er desuden i sig selv netop en fornægtelse af nogen vor fortjeneste. For den som tror på Kristus, han bekender at han selv er uretfærdig, fortabt, rådløs, og tager derfor sin tilflugt til Guds retfærdighed, den lovopfyldelse, som er sket i Kristus.

Troen må have et ord fra Gud den kan fødes på og leve i. Og det afhænger af dette ordets indhold hvad jeg får ved troen. Hvis vi ikke har klarhed over dette, vil vi altid misforstå ordene om troen og troens retfærdighed. Vi bruger en lignelse:

En bortkommen søn lever langt borte i et fremmed land, hvor han lider nød. Hans far lover ham en stor, herlig ejendom, bare han kommer tilbage og tager imod den. Sønnen tvivler længe, og bliver derfor bare der i sin fattigdom. Men lidt efter lidt begynder han at tro på sin fars ord, og skynder sig da hjem for at tage imod ejendommen. Så er han straks rig og lykkelig.

Senere siger han: «Længe levede jeg i stor nød. Men det var jo bare min vantro som var skyld i det. Da jeg troede min fars ord, blev jeg rig og lykkelig. Det var ganske enkelt min tro som gjorde mig rig».

Hvis nogen så hører sådanne ord, og ikke ved eller tænker over hvad indholdet i faderens løfte var, så kunne de opfatte hans ord som at denne søn var blevet belønnet for sin store tillid til faderens ord. Men da ville den som kendte hele forholdet, sige: «Nej, læg mærke til indholdet i det løfte han til sidst troede på! Det var dette som gjorde ham rig. Løftet handlede om en stor ejendom, og i dette bestod selve rigdommen. Hans tro gjorde bare at han kunne nyde godt af den!»

 

Stop og vågn op, tænk hvad du ejer

ikke i dig, men i Frelseren kær:

ren og retfærdig

himmelen værdig

ikke i dig men i Jesus du er!

Mit under syndens daglige plage

dog du en evig retfærdighed har.

Jesus alene

tvættet os rene:

pris være Lammet, som synderne bar.

 

- - - - - - - - - -

 

Nu har vi hørt fire læreres vidnesbyrd. Disse lærere er frem for de fleste andre anset for at have haft et særdeles klart lys over Guds ord, og «den udgang deres livsfærd fik»** var god. Vi har set at de med tydelig tale har lært at retfærdiggørelsen skete en gang for alle i Kristus Jesus, vor Herre.

Og vi har også set at de klart påviser at vi mennesker er berettiget til, ja af Gud befalet at tilregne os, denne Guds retfærdighed.

Men vi har også set de med lige klare og utvetydige ord viser os at det udelukkende er ved troen vi selv får denne retfærdighed i eje, personlig iklædes den færdige bryllupsdragt, får del i arven, som vi fik ved Jesu fuldbragte værk for os.

Det er dermed ingen modsigelse i de forskellige bibelord som vi tog frem i begyndelsen af dette hæfte. Der hersker tværtimod den dybeste harmoni mellem dem. De som vi foran i hæftet nævnte sidst af disse bibelord, strider altså slet ikke mod dem vi nævnte først, men de hviler på dem, som den ene sten hviler på den anden i en mur.

Man er altså ingen bibeltro kristen, og heller ingen lutheraner, om man enten fornægter at hele verden er i Kristus retfærdig, eller at hvert enkelt menneske, for at blive frelst, må komme til tro på Jesus. Begge disse sandheder må fastholdes om man vil være så vel bibeltro som lutheraner.

Nu er det ganske rigtig sandt, som også nævnt tidligere i hæftet, at der vel findes mennesker som misbruger læren om retfærdiggørelsen i Kristus for alle mennesker, så nåden bliver brugt som grund for løsagtighed. På samme måde findes der mennesker som misbruger læren om troen, og laver et nyt lovbud om den. Men sådanne misbrug må aldrig føre til at vi fristes til at slå af på sandheden. Sandheden skal altid forkyndes uafkortet!

Men dette fritager os alligevel ikke fra alvorligt at advare mod sådanne urigtige brug af læren. Det gjorde f.eks. Rosenius når han i et brev til nogle venner et sted skarpt advarede mod at opfatte læren om hvordan retfærdiggørelsen er sket i Kristus, som om troen var overflødig. Dermed viger han overhovedet ikke væk fra sagens kærne. Men samtidig med at han som sagt stærkt advarer mod misbruget, fremholder han tydeligt at sagens kærne er en guddommelig sandhed, ja, «selve den store hovedsandhed».

Han siger der bl.a.: «De som med kristelig visdom brugte dette udtryk: «Verden er i Kristi død retfærdiggjort», har med det bare villet fremholde evangeliets store hovedsandhed, som vi aldrig i evighed kan lovprise den guddommelige kærlighed nok for:

Denne store hovedsandhed at Kristus i sin forsoningsdød har båret og borttaget hele verdens synder. Og har så virkelig stået i vort sted ind for Gud, død vor død og opstået til vor retfærdighed. Og at når han i sin opstandelse blev retfærdiggjort fra verdens synder***, så blev også verden i ham retfærdiggjort fra alle synder.

Verdens synder var der nu sonet for. De var taget bort, udslettet. Guds retfærdighedskrav var tilfredsstillet, sådan som Gud gennem profeten havde sagt: «jeg tager dette lands misgerning bort på én dag», Zak. 3:10.

Også synderne til dem som ikke tror, er udslettet af Kristus. Også deres skyldbrev er naglet fast til korset. Også de er inkluderet i hans soningsdød og hans opstandelse.

Johannes siger: «Han er en soning for vore synder, og det ikke bare for vore, men også for hele verdens», 1. Joh. 2:2. Paulus siger: «Én er død for alle, derfor er de alle døde», 2. Kor. 5:14. Og videre: «Gud forligte i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregner dem deres overtrædelser», 2. Kor. 5:19. osv. Sådan som vi mener det her er i sandhed hele verden retfærdiggjort i Kristus».

Se her hvor tydelig og med hvilken kraft Rosenius fremholder denne sandhed, og det i et brev hvor han advarer mod misbrug og beder dem være varsomme når det gælder hvordan de udtaler sig i denne sag.

Man kan blive frelst uden at kunne bestå en teologisk eksamen, og det er godt. Men den som skal lære andre, må selv have læren klar. For Ordet skal forkyndes både rent og klart!

Men det er sikkert at hvis nogen går og bærer på et eller andet slags fjendskab i sit sind, og er bitter overfor selve den evangeliske sandhed, da er det tegn på at hjertet er åndeligt dødt. En sådan person bør da overhovedet ikke stå frem som forkynder og lærer. Han fornægter jo med sig selv den store hovedsandhed, samtidig med han hævder at ville frembære en anden side af sandheden. Nej, en sådan må straks begynde med sig selv, og søge at komme til troen, for «den som ikke tror, skal blive fordømt», Mark. 16:16.

 

Åbent står Jesu forbarmende hjerte,

kærlige arme og nådige favn.

Er det da ret at vansmægte i smerte,

når du kan ankre i saligheds havn?

Brudgommen Jesus så kærligt dig møder,

Råber til bruden: «dit hjerte mig giv!»

Er det da ret, at din ven du bortstøder,

som for at løse dig hengav sit liv?

 

Verden i Jesus retfærdig er vorden:

Han på sit hjerte hver synder jo bar.

Da på sit kors mellem himlen og jorden

Han vor forløsning og skyldoffer var.

Gælden forsvandt da blodkilderne fløde,

Og fast på korset han skyldbrevet slog.

Dommeren selv for dødsfangerne døde.

Gud er forsonet, han ofret antog.

 

Kommer da sjæle, ja syndere alle,

Modtag her dobbelt for synd og for brøst!

Måtte vi alle med Adam end falde,

Jesus har frelst os og lænkerne løst.

Er det da ret, at de løskøbte dvæle,

Endnu med bæven i trældommens bånd!

Nej, lad os hel’re med frigjorte sjæle,

Prise vor Gud med taknemmelig ånd!

 

- - - - - - - - - -

 

* Afløsning: Efter bekendt synd, af sjælesørger på Ordets grund og i Jesu navn få tilsagt syndernes forladelse.

 

** Heb. 13,7

 

*** 1. Tim. 3,16