Vort forhold

til

lov og evangelium

 

Både lov og evangelium er Guds ord.

 

Indholdsmæssigt set fordeler hele Skriften sig på lov og evangelium.

 

Loven er hele Guds ord som kræver af mennesket at de i tanke, ord og gerninger skal leve i fuldkommen overensstemmelse med de bud Gud har givet os som rettesnor for vore liv. Og hvor han udtaler forbandelse over dem som bryder disse bud, og dermed giver kundskab om synden, og giver hele verden en lukket mund (Gal. 3:12, 3:19, Rom. 3:19-20). Al formaning er loven.

Evangeliet er hele Guds ord hvor Gud ikke stiller nogen som helst moralske krav til menneskene, og dermed heller ikke udtaler nogen straf for overtrædelser. Men tværtimod, for Kristi stedfortrædende, fuldbragte værks skyld forkynder nåde, syndsforladelse, fred, kort sagt: frelse for syndere (Rom. 1:16-17, Apg. 20:24, Rom. 10:15, Ef. 6:15, 1:13).

Evangeliet er kort sagt den opfyldte lov.

 

Lovens tre brug

 

Loven deles sædvanligvis i tre dele, efter sin brug.

Lovens første brug er den «borgerlige». Meningen med det er at loven, Guds vilje, skal forkyndes som en regel og rettesnor for alle mennesker, for at sikre retfærdighed og sikkerhed i samfundet. Med bud og forbud hindre den vantro verden i laster og ugerninger, som de ville ødelægge sig selv og sine medmennesker med. Men denne virkning af loven tjener ikke til sjæles frelse, men er bare for det timelige liv.

Lovens andet brug er at den skal være «en tugtemester til Kristus», Gal. 3:24. Da virker den ikke til at hindre synden og bidrage til vor retfærdighed, men tværtimod til at synden i os bare rejser sig og bryder ud, til vi må opgive os selv og alle vore muligheder for at frelses, og søge vor frelse bare i Kristi forsoning, Rom. 3:19-20, 4:15. Dette er det vigtigste mål for lovens virkning.

Lovens tredje brug er at den skal være en vejviser og rettesnor for dem som er blevet et Guds barn ved troen på Jesus Kristus. Den er en hjælp mod alle hjertets og djævelens bedrag. Dels er den også et spejl, som altid viser os vor synd og urenhed, som ydmyger og tugter os.

 

Forskellen mellem lov og evangelium

 

Reformationens mænd, så vel som nyere tids skrifttro lærere, fremholder alle stærkt og klart at det er af helt afgørende betydning at vi altid har forskellen mellem lov og evangelium tydeligt for os.

For at belyse den fuldstændige ulighed mellem lov og evangelium, når det gælder deres indhold, har nogen af vore gamle lærere særlig påpeget den væsentlige forskel mellem lovens løfter og evangeliets løfter. Og skildret lovens løfter som betingede, og evangeliets løfter som ubetingede, rene nådeløfter.

Det evangeliets løfter lover, får vi uafkortet ved troen, og mister vi uafkortet ved vantroen.

Det er en ganske enkel sag for vor fornuft at forstå forskellen på budskabet i loven og evangeliet.

Men når det gælder selve det Gudgivne budskab i såvel loven som evangeliet, sådan som det var tiltænkt menneskenes åndelige behov, vil vi nok, bare efter en kort gennemgang som den vi nu får i dette blad, være meget enige i Olav Valen-Sendstads konklusion (side 204 i Konkordiebogen):

 

«Forskellen mellem lov og evangelium tilhører åbenbaringen

fra verdens begyndelse til dens ende»

 

Gud selv er den som har givet os lovens ti bud. Disse bud harmonerer fuldkomment med den morallov som Gud lagde ned i menneskets hjerte og samvittighed i skabelsen, Rom. 2:14 flg. Når da den naturlige morallov (medfødt i mennesket) er helt overensstemmende med den lov Gud gav mennesket på Sinai, så indeholder Guds lov egentlig ingenting som er uforståeligt for mennesket.

Men fordi synden har fordærvet mennesket sans også for moral, har Gud også måttet åbenbare loven profetisk for at lære mennesket Guds vilje på ny.

Helt anderledes er det med evangeliet. Der findes ikke noget som helst naturligt grundlag i menneskets sjæleliv (psykologi), fornuft eller dømmekraft til at kunne fatte evangeliets budskab. Derfor indskærper Skriften, men også vor bekendelse, at evangeliet åbenbarer «det som intet øje har set og intet øre hørt». Og «det som ikke opkom i noget menneskets hjerte, det har Gud beredt for dem som elsker ham» (1. Kor. 2:9, Esajas 53:1, Joh. 3:10-13, Rom. 3:21 flg.).

Derfor slår alt anstød til mod evangeliet, fordi «Guds dårskab er visere end menneskene», 1. Kor. 1:25. Det var ved forkyndelsens dårskab Gud ville frelse dem som tror, 1. Kor. 1:21.

Derfor er også åbenbarelsen af Ordet helt nødvendigt for at kunne tage imod evangeliet på rette vis. Kundskaben om og kendskabet til evangeliet, kan vi derfor heller aldrig tilegne os uden ved Den Hellige Ånd. Og vi kan heller ikke holde det fast, om vi aldrig har så god en hukommelse. Vi må til stadighed tage det til os på ny og på ny, som man spiser det daglige brød for at opretholde legemet, Joh. 6:53-58.

Evangeliet med sine løfter, er altså et nådemiddel, det nådemiddel Gud bruger for at give os al sin nåde, og først og fremmest frelsen i Kristus alene, og troen på ham.

 

Før Gud åbenbarer loven

 

Saulus er, før han blev Paulus, det bedste eksempel vi har på et menneske som både kender og kan loven til fuldkommenhed. Og som virkelig går ind for at leve efter den.

Vi kender hans vidnesbyrd om hvordan han virkelig mente at han efter lovens retfærdighedskrav var blevet ulastelig, Fil. 3:6.

Så oplever han at Jesus møder ham og stopper ham fuldstændigt, på vejen til Damaskus. Længe før dette har loven nok begyndt at arbejde med ham. For netop dette raseri som nu over tid havde opbygget sig i ham mod alle som «tilhørte Vejen», er jo en kendt begyndende virkning af Guds arbejde på et menneske.

Men efter at Jesus har mødt ham som mente at han var ulastelig efter loven, og han bliver Paulus, får han at se at hans liv hidtil ret og slet har været som om han «har levet uden lov».

«Men da budet kom, vågnede synden til live», fortsætter han i Rom. 7:9. Han siger: «Jeg kendte ikke synden uden ved loven. For begæret havde jeg ikke kendt dersom loven ikke havde sagt: Du skal ikke begære. Men synden benyttede sig af budet og vakte alle slags begær i mig. For uden lov er synden død», Rom. 7:7.

Nu indser han at «loven er åndelig, jeg derimod er kødelig, solgt til træl under synden. For jeg ved at i mig, det er i mit kød, bor der intet godt. For viljen har jeg, men at gøre det gode, magter jeg ikke. Det gode som jeg vil, gør jeg ikke. Men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg», Rom. 7:14, 18-19.

 

Budet skulle være til liv

 

Til sidst må Paulus erkende: «Det viste sig at budet, som skulle være til liv, blev til død for mig. For synden benyttede sig af budet og besatte og dræbte mig ved det», Rom. 7:10.

Gennem mange ord i Bibelen siger Guds bud hvad vi skal gøre og hvordan vi skal leve. Og når du gør det skal du leve, siger loven. Budet skulle være til liv!

Fordi Paulus indtil nu bare har været det naturlige, uigenfødte menneske, har han ikke haft Den Hellige Ånds åbenbaring over loven. Derfor har den aldrig tidligere ramt hans indre liv, bare det ydre - som det gik an at «leve med». Derfor har budet heller aldrig «været til liv» i ham, men bare til det vi kalder lovtrældom.

Men hvordan kan loven/budet da - ikke af sig selv og gennem vort kød - men indirekte alligevel blive til liv for os? Og vi ikke bare bliver stående tilbage med det som ofte er opfattelsen i dag: At så mente Gud ligesom ikke noget mere med loven end at vi bare skal indse, at vi ikke kan opfylde den. Og så lægge loven bag os og «bare tage imod Jesus og blive frelst». Svaret på det spørgsmål vil Gud nu åbenbare for os i det vi herefter skal gennemgå sammen.

 

Når Gud åbenbarer lovens klare sammenhæng med evangeliet

Kristus er lovens endemål, til retfærdighed for hver den som tror Rom. 10:4

 

I et uddrag af en af de herligste perler i Luthers veltjente Store Galaterbrevs-kommentar, skal vi nu, med åbenbaringen af Guds ord, gå fra forgården og lige ind i helligdommen -!

I Gal. 3:10 læser vi: Alle de som holder sig til lovgerninger, er under forbandelse, for der er skrevet: Forbandet er hver den som ikke holder fast ved alt det som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det.

Med denne stadfæstelse («for der står skrevet») fra 5. Mos. 27:26 vil Paulus vise at alle som lever under loven, eller under lovens gerninger, er forbandet, eller står under forbandelse, d.v.s. under synden, Guds vrede, den evige død og alt ondt.

Men her står vi vel overfor en underlig bevisførelse? Først siger Paulus at «alle dem som holder sig til lovgerninger, er under forbandelse». Og så vil han stadfæste dette med Moses’ ord: «Forbandet er hver den som ikke holder fast ved alt som står skrevet i lovens bog...».

Paulus’ ord og Moses’ ord strider jo konkret mod hinanden! Paulus siger at alle de som gør lovens gerninger, er forbandet! Moses siger: Alle de som ikke gør lovens gerninger, er forbandet! Hvordan skal sådanne modsætninger kunne forenes? Eller det som mere er, hvordan skal det ene kunne tjene som bevis for det andet?

Dette skriftsted kan ingen fatte, som ikke har fået åbenbaret læren om retfærdiggørelsen. Vi kender jo Paulus’ ord i Rom. 2:13: «Ikke de som hører loven, er retfærdige for Gud, men de som gør efter loven, skal blive retfærdiggjort». Og på den anden side: De som lever på lovens gerninger bliver fordømt.

Men læren om retfærdiggørelsen siger: Alt som står udenfor Abrahams tro er forbandet. Og alligevel skal lovens retfærdighedskrav opfyldes i os, Rom. 8:3-4!

For et menneske som ikke kender troens lære, synes disse to krav at stå i diametral modsætning til hinanden. Det høres jo som om at hvis vi opfylder loven, så opfylder vi den ikke. Og hvis vi ikke opfylder loven, så opfylder vi den -!

Nu skal vi først lægge mærke til at Paulus ser på Mose lov med ganske andre øjne end hyklerne og de falske apostle. Han udlægger loven på åndelig vis. Det afgørende ord i Gal. 3:10 er da ordet gøre (sådan at han gør det) eller holde/opfylde.

At opfylde eller holde loven betyder ikke bare at opfylde den i ydre mening, men at gøre det helt rette og fuldkomment. Da indser vi at vi har to slags mennesker som gør efter loven. Det er dem som er lovens børn, som «holder sig til lovens gerninger», Rom. 4:4. Det er dem Paulus kæmper mod i hele Galaterbrevet. Men de som gør efter loven er også løftets børn, de som lever et liv i tro på frelsesløftet, som vi skal komme tilbage til senere.

Begge disse parter, de som holder sig til lovgerninger, og de som lever et liv i troen, er jo fuldstændige modsætninger til hinanden, nøjagtig som djævelen og Gud, synd og retfærdighed, død og liv er hinandens modsætninger. Lovens børn er dem som vil blive retfærdiggjort gennem loven. Løftets børn er dem som har sin trøst i at de skal blive retfærdiggjort af ren barmhjertighed for Jesu Kristi fuldbragte værks skyld.

Men nu har vi altså klart for øje, at Paulus taler her om selve hensigten med loven og gerningerne, og om det syn hyklerne havde på disse ting når de ville blive retfærdiggjort på lovens og gerningernes vej.

Har vi dette tydeligt for øje, så indser vi let at det at holde loven, betyder ikke bare ydre og synlig, men i Ånden, d.v.s. fuldkomment i ånd, sjæl og legeme opfylde det som loven kræver.

Men hvor finder vi en som opfylder loven på denne måde? Der findes selvfølgelig ingen sådanne.

Nu ser vi tydeligt hvordan det at ville blive retfærdiggjort gennem lovgerninger, faktisk er at fornægte retfærdigheden ved tro. Netop ved dette at være optaget med at holde loven, fornægter de gerningsretfærdige evangeliets retfærdighed ved tro, Rom. 1:16-17, og synder mod det første, andet og tredje bud, ja, mod hele loven. For Gud kræver at vi skal tilbede ham i tro og gudsfrygt. De derimod bygger sin egenretfærdighed op uden tro, og dermed mod troen!

Netop ved at de er optaget med at holde loven, handler de altså i højeste grad mod loven, som kræver fuldkommen opfyldelse af loven i ånd, sjæl og legeme overfor alle bud i ethvert øjeblik.

De begår dermed den største og groveste synd! For de forkaster dermed Guds retfærdighed som han gav os i Jesus Kristus alene, hans barmhjertighed og alle løfterne. De fornægter Jesu Kristi fuldkomne liv under loven i vort sted, og hans fuldbyrdelse af straffen for hele verdens synd på Golgata.

De opbygger i sit hjerte, ikke den retfærdighed loven kræver, som de ikke forstår og slet ikke opfylder, men et selvlavet fantasi-afgudsbillede af loven.

De som ikke forstår loven, misbruger den altså. Det går som Paulus siger: «Da de ikke kendte Guds retfærdighed, men søgte at grundlægge sin egen retfærdighed, gav de sig ikke ind under Guds retfærdighed», Rom. 10:3.

De er blinde, de forstår ikke Skriftens ord om troen og løfterne. Derfor kaster de sig over Ordet uden troens visdom, og begynder at leve alene efter den ene del af Skriften, loven. Den tror de så, som Saulus, at de opfylder med sine gerninger, sin aktivitet.

 

Altså kan vi slå fast at det er umuligt for os

at opfylde loven på nogen som helst måde.

Og endnu mere umulig at retfærdiggøres gennem den

 

Det vidner først og fremmest loven selv om, fordi den tværtimod har en klar modsat virkning. Den forøger jo bare synden, anklager, forskrækker og fordømmer. Hvordan skulle den da kunne retfærdiggøre?

Desuden viser løftet også nøjagtig det samme. For det blev sagt til Abraham: «I dig skal alle jordens slægter velsignes», d.v.s frelses, 1. Mos. 12:3.

Derfor forkynder dette løfte samtidig at der ingen velsignelse/frelse findes udenom dette løftet til Abraham (som er løftet om Kristus som skulle fødes gennem Abrahams æt). Den som står udenfor dette løfte er og bliver under forbandelse. Og den som står under forbandelse kan aldrig opfylde loven. For han lever under synden, djævelen og den evige død, som alt sammen er forbandelsens følger.

Kort sagt: Hvis retfærdighed kunne opnås gennem loven, så var det helt unødvendigt for Gud at give dette løfte vi har gennem Abraham, og sende sin velsignelse/frelse til hele verden i Jesus Kristus. Men netop fordi Gud vidste at intet menneske kan opfylde loven, forudså han dette længe før loven blev givet, og gav dette løfte om frelse til Abraham: «I dig skal alle jordens slægter velsignes».

Mens den som altså ikke bryder sig om, og dermed ret og slet foragter løftet, og holder sig til loven for at blive retfærdiggjort gennem den, han er under forbandelse.

At opfylde, eller holde (loven), er altså først og fremmest at tage imod den samme velsignelse/frelse som blev lovet Abraham. Og den får vi ikke gennem loven, men alene ved at tro det samme løfte som Abraham fik, om frelse i hans slægt, d.v.s. tro på frelsen i Jesus Kristus alene.

Samtidig ved at vi kommer til tro på Jesus Kristus, får vi Den Hellige Ånd, som medvirker sammen med Ordet i genfødslen (som igen sker samtidig med retfærdiggørelsen). Når vi så bliver oplyst og fornyet ved Ordet og Den Hellige Ånd, begynder vi at holde loven og elske Gud og vore medmennesker.

 

Dette er altså den eneste rette måde vi kan «holde loven» på. Kort sagt: Helt enkelt at tro på Kristus, gennem troen på Kristus at modtage Den Hellige Ånd. Og så efter hånden gøre det loven taler til os.

 

For først må træet findes. Frugten kommer senere. Det er ikke æblerne som bærer æbletræet, men æbletræet som bærer æblerne. På samme måde må Ordet først ved Den Hellige Ånd, skabe troen og det nye menneske. Så kan dette menneske senere gøre gerninger. Den som skal gøre noget, må komme foran gerningerne, ikke gerningerne foran gøreren!

De kristne bliver altså ikke retfærdige gennem at gøre retfærdige gerninger. Men efter at de er blevet retfærdige ved troen på Kristus (Rom. 3:26), gør de retfærdige gerninger!

Derfor er det ikke bare sådan at de som stræber i egen kraft med at holde loven, slet ikke holder den. Men de fornægter som tidligere nævnt de guddommelige løfter, frelsen som blev lovet Abraham gennem hans slægt (Kristus).

De forsøger at velsigne sig selv gennem sine gerninger. Dette betyder at de fornægter Gud og sætter sig i hans guddomssæde. For alle de gerninger loven kræver, er det bare Gud alene i hans majestæt, og slet ingen skabning, enten det er engle eller mennesker, som kan virke.

Sådan stræber alle hyklere og afgudsdyrkere med at gøre de gerninger som bare tilhører guddommen, og bare kunne udføres af Kristus alene. Med munden siger de selvfølgelig ikke: Jeg er Gud, jeg er Kristus. Men med sine gerninger gør de i virkeligheden krav på Kristi guddom og hans embede.

Derfor siger de i virkeligheden: Jeg er Kristus, jeg er Frelseren, - ikke bare min, men også andres.

Det er meget nyttigt, siger Luther, at få dette grundigt indprentet i sig, og grunde på det. For det sætter os i stand til at bedømme hele den kristne lære og hele det menneskelige liv. Og det befæster først og fremmest vor samvittighed i den rene lære: Frelse for syndere i Kristus alene, og giver indsigt i hele Skriften.

Nu ser vi klarere den herlige åbenbaring af det skriftord vi begyndte dette afsnit med: «Alle de som holder sig til lovgerninger, er under for-bandelse, for det er skrevet: Forbandet er hver den som ikke holder fast ved alt det som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det», Gal. 3:10.l 2.

Med det som «er skrevet» (i 5. Mos. 27:26) kræver Moses at mennesket opfylder loven fuldkomment. Men en sådan finder vi ikke noget sted. Paulus erkender at han aldrig blev sådan, Rom. 7:19: «Det jeg vil, gør jeg ikke». Det samme siger David: «Gå ikke i rette med mig, din tjener! For ingen som lever, er retfærdig for dit åsyn», Salme 143:2.

Derfor står vi nu ved Guds herlige åbenbaring af hvordan «Kristus er lovens endemål». Vi ser det vældige budskab som ligger i at Moses har samme sigte som Paulus med det som citeres her fra 5. Mos. 27:26. Han vil drive os frem til Kristus.

Med ordene: «Forbandet er hver den som ikke holder fast ved alt det som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det», siger Moses: Forbandet er hver den som ikke ved troen er skjult i Kristus - han som alene holder fast ved alt som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det!

Konf.: «Skriften har indesluttet alt under synd, for at det som var lovet, ved tro på Jesus Kristus skulle blive givet til dem som tror», Gal. 3:22.

Jesus selv sagde: «Hvis I troede Moses, så havde I troet mig. For det er mig han har skrevet om», Joh. 5:46.

Hele Skriften, lov og evangelium, taler altså, indirekte eller direkte, om Jesus Kristus, vor frelse! Halleluja!

 

Lovens endemål...

 

«Kristus er lovens endemål, til retfærdighed for hver den som tror». Men selv om lovens endemål altså er at du skal få del i Kristus og hans retfærdighed og frelse, kan loven ikke drive dig længere end til Kristus.

Du kan foretage dig alt det loven kan drive dig til: «Bestemme dig for at blive en kristen», «bøje dig», «give dig over til Gud», og med din egenvilje «tage imod Jesus», som alt sammen er det bedste du nogen sinde har gjort. Men Guds retfærdighed og frelse i Jesus Kristus får du ikke med noget af dette.

Lovtrællen griber aldrig den rene evangeliske lære om frelse for syndere i Jesus Kristus alene. Det ligger til vor adamittiske, loviske natur at vi absolut skal deltage med et eller andet i selve omvendelsen, for at kunne føle os trygge på at vor omvendelse er ret.

Den Romersk-katolske kirke står den dag i dag fast, ikke bare på bandlysningen af Luther, men også af hver en sjæl som er frelst på det rene evangelium om Guds Søn. «Det hedder i Trientinerkonsilets beslutning (sess. VI, can. 11): «Hver den som påstår at mennesker bliver retfærdiggjort alene ved tilregnelsen af Kristi retfærdighed… han være Forbandet!», David Hedegård: Ekumenismen och Bibelen, s.81.

Der er også stadigvæk, i vore lande, flere som vil være alvorlige, bibeltro kristne, som fastholder at det er alt for letvundet og ubibelsk at indbyde til frelse: «Kom som du er!» Disse har aldrig virkelig fået at se hvordan de selv er -!

Når Jesus siger: «Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige», siger disciplene: «Hvem kan da blive frelst?» Men Jesus ser på dem og siger til dem: «For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alt muligt», Matt. 19:24-26.

Det høres ikke sådan i dagens forkyndelse. Men Jesus har altså selv sagt at for mennesker er det umuligt at blive frelst. «Men for Gud er alt muligt», føjer han til.

Når loven har drevet os til Kristus, er det evangeliet som må banke på døren og kalde dig ved sin nåde, åbne døren, gå ind og indtage hjertet, og holde fæstningen/hjertet - alt sammen ved evangeliet om Guds Søn! Gal. 1:6, Kol. 1:6, 1. Pet. 1:23, 25, Fil. 1:6, Ef. 3:17-19.

Da får Gud al ære for din frelse, og da bliver bekendelsen dybest set benådede synderes lovprisning til Gud: Store Gud, vi lover dig!

Og «budet er blevet til liv» ved evangeliet, i Kristus, lovens endemål!

 

Evangeliet er en Guds kraft til frelse...

for i det åbenbares Guds retfærdighed af tro

 

Paulus indleder Romerbrevet med at sige at han er «udvalgt til at forkynde Guds evangelium... om hans Søn», vers 1,3.

Videre siger han i det samme første kapitel vers 16 at «evangeliet er en Guds kraft til frelse». Og fortsætter i vers 17: «For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro. Som det står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro». Her tager vi C.O. Rosenius’ udlæggelse af vers 17 med os.

«Med dette vers forklarer apostelen hvorfor evangeliet er en Guds kraft til frelse. Han siger grunden er at evangeliet åbenbarer Guds retfærdighed, som er det eneste grundlag for at nogen kan blive frelst.

Men hvad er det apostelen her mener med Guds retfærdighed? Den apostel her, og mange andre steder i hans brev, mener med «Guds retfærdighed», er noget fuldstændig nyt og ukendt for de fleste mennesker, også inden for den såkaldte kristenhed. Man må «være indviet» i Den Hellige Skrifts udtryksmåde i sin almindelighed, og apostelens eget sprog i særdeleshed, for at forstå dette udtryk.

De som ikke er kendt med denne talemåde, vil ud fra selve ordvalget let opfatte Guds retfærdighed som den egenskab hos Gud som peger hen på hans retfærdigheds-krav, og dermed er skrækkelig i sin dom over syndere. Men her, som så mange andre steder, har dette udtryk en helt særlig betydning, og står for noget ganske andet end den sidstnævnte Guds egenskab.

Det apostelen lægger i dette udtryk ser vi særligt i Rom. 3:21-22. Det er den Guds retfærdighed som åbenbares gennem evangeliet. Det vil sige Kristi stedfortrædende, fuldkomment retfærdige liv, som tilregnes alle troende, «så Gud kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus», Rom. 3:26. Den er en gave til os fra Gud selv. Derfor kaldes den Guds retfærdighed, og er dermed den eneste retfærdighed som gælder for Gud.

Apostelen siger i Rom. 3:21-24: «Men nu er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, blevet åbenbaret uden loven, det er Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus, til alle og over alle som tror. - For der er ingen forskel, alle har syndet og står uden ære for Gud. Og de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus».

I femte kapitel bliver denne Guds retfærdighed beskrevet endnu mere udførligt, som den store «nådens gave i det ene menneske Jesus Kristus, ... for de mange», Rom. 5:15. Og Guds store plan med nåden forklares der sådan at «ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, så skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed», vers 19.

Menneskene havde ved syndefaldet tabt al sin egen retfærdighed, og enhver mulighed for at blive retfærdige overfor Guds hellige lov. I denne tilstand ville menneskene for al evighed være fordømt. Derfor har Gud i sin store barmhjertighed fattet denne nådefulde beslutning, at han selv skulle give mennesket en retfærdighed - en fuldkommen opfyldelse af loven, både af de ti bud og den straf som var udtalt for overtrædelse af disse.

Denne retfærdighed står færdig for menneskets regning, til at modtages i tro. Og når dette sker, er mennesket ved denne retfærdighed fuldkommen fri fra al skyld, og fra al den dom loven udtaler, og har navnet indskrevet i livets bog fra verdens grundvold blev lagt, som arving til det evige liv.

Det er denne Guds retfærdighed engelen Gabriel taler om i Daniels niende kapitel, når han siger om Kristi død: «... til at indelukke frafaldet og til at forsegle synder og til at dække over misgerning og til at føre en evig retfærdighed frem». Det er denne Guds retfærdighed som skildres som «den bedste klædning», Luk. 15:22, som «bryllupsklæder», Matt. 22:12, og som «rent og skinnende fint linned som er gjort hvide i Lammets blod», Åb. 7:14, 19:8.

Nu siger apostelen at denne Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet. Han siger ikke først at når evangeliet blev forkyndt, blev denne retfærdighed tilbudt, og kunne tilegnes af mennesket. For ind for Gud var «Lammet slagtet fra verdens grundvold blev lagt», Åb. 13:8.

Han siger heller ikke at denne retfærdighed var ukendt i Det gamle testamente. Tværtimod har han netop i teksten henvist til en profets vidnesbyrd om retfærdiggørelse ved tro, Habakuk 2:4. Og i fjerde kapitel viser han at Abraham blev retfærdiggjort ved at den samme retfærdighed blev tilregnet ham. Nej, det han siger, er bare at den største og mest fuldkomne åbenbaring af denne retfærdighed sker gennem evangeliet.

Når det gælder denne Guds retfærdighed, ser vi dens historie gennem tre store tidsafsnit i Guds husholdning, som vi skal lægge mærke til. Først da Gud fattede den nådefulde beslutning om dette i sit evige råd. Dernæst da han i Det gamle testamentes forberedende tid gav løfte om den, og hvor alle de som i sandhed troede på ham som skulle komme, blev tilregnet denne retfærdighed. For det tredje når retfærdigheden fuldt ud blev forkyndt og åbenbaret ved evangeliet. Herren Gud gav mange herlige løfter i GT om hvordan denne retfærdighed skulle åbenbares i evangeliets salige tid. F.eks. «min frelse kommer snart, og snart skal min retfærdighed åbenbares», Esajas 56:1. Men apostelen tilføjer:

Af tro til tro. Dette udtryk kan virke underlig og tåget. Nogen har villet tolke det der hen at det betyder: Fra den tro man i Det gamle testamente havde på den kommende Frelser, - til Det nye testamentes tro på den som allerede er kommet. Andre igen mener det betyder: Fra den ene grad af tro til den anden, osv.

Men de må uden tvivl have opfattet det rette, de som ser at første del af dette udtryk, altså «af tro», hører ind i sammenhængen sådan: «Guds retfærdighed af tro». Det betyder jo ganske enkelt at i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed ved tro - altså den retfærdighed som vi får ved tro (i modsætning til «ved gerninger»). Sidste del af dette udtryk, «til tro», vil sige at det virker troen.

Retfærdigheden ved tro åbenbares altså i evangeliet, så mennesker kan komme til troen. Det stemmer også godt overens med vers 5, hvor apostelen siger at han har fået apostelembedet for at virke troens lydighed. Det betyder, som vi tidligere har set, den lydighed at vi tror. Apostelen mener sikkert også at sige at evangeliet havde samme mål som apostelembedet: Altså at åbenbare retfærdighed ved tro, for at troen kunne fødes i mennesker og de kunne blive frelst.

Som der står skrevet: «Den retfærdige skal leve af tro». Her henviser han til GT's skrifter, Habakuk 2:4, som bekræftelse på det han nu har sagt og bevist, at dette ikke er nogen ny lære han kommer med. Nøjagtig som han i vers 2 antyder, at Gud til alle tider har retfærdiggjort mennesket på samme måde. Alle som nogensinde er blevet retfærdige og salige ind for Gud, er blevet det ved troen på Kristus. I Heb. 11:4 siges dette allerede om Adams anden Søn, Abel.

Betydningen bliver helt tydelig når vi ser, at det som siges, er at den som er retfærdig af/ved tro, han skal leve. Dvs.: Ingen bliver retfærdig uden gennem tro. Og bare sådanne skal eje det evige liv. To andre steder finder vi de samme ord. Først i Gal. 3:11, der hvor han er optaget med at bevise at ingen kan blive retfærdige ved loven. Der bruger han dette udtryk: «Den retfærdige skal leve af tro».

I Heb. 10:38 formaner han dem han skriver til, at blive faste i troen. Der bruger han igen denne formulering, og giver straks en fyldig forklaring på hvad han mener med dette gennem hele det ellevte kapitel, hvor han viser at helt fra verden blev til, blev Guds retfærdighed bare tilregnet mennesket ved troen.

Når så denne eneste vej til retfærdiggørelse og salighed åbenbares gennem evangeliet, da må det vel gå op for os hvorfor det bare er evangeliet som er Guds kraft til frelse. Mange mener at enhver trøstefuld tale om Gud og hans nåde, er et evangelium. Straks nogen hører en sådan trøstefuld forkyndelse, så siger de at talen var evangelisk. Dette er en farlig vildfarelse. Utallige er de som nok lever på en vis trøst i Guds nåde, men som går til evig fordømmelse.

Nej, evangeliet er et helt konkret budskab. Nøjagtig som loven indeholder nogen konkrete Guds bud, så er evangeliet også konkrete ord om vejen til frelse - et herligt budskab: «Det er fuldbragt». Men også et konkret bud: «Hyld Sønnen».

Evangeliet forkynder at «ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen», Joh. 14:6. Evangeliet fremholder, for os, den retfærdighed som tilregnes den som tror på Ham, og lærer at dette er den eneste vej til frelse.

Evangeliet lader Gud beholde al sin fuldkommenhed, og lærer at ingen bliver frelst hvis han ikke ejer en retfærdighed som fuldt ud tilsvarer alle lovens krav. Og en sådan retfærdighed har vi bare gennem Kristus. Evangeliet fortæller os at «retfærd og rette er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn», Salme 89:15. Det forkynder at kun den har evigt liv, som her i livet er dømt for sine synder, men også her i livet er frikendt fra alle sine synder, har modtaget Guds benådning og er blevet forenet med ham i én ånd.

Man kan nok lykkes i at opbygge et gudfrygtigt liv ved at gå en anden vej. Men alene på denne vej som evangeliet fremholder for os, bliver hjertet forvandlet. Alene ved evangeliet fødes der en ny skabning i mennesket, et himmelbarn som får lov at leve i Guds salige velsignelse.

Alene evangeliet er den uforgængelige sæd ovenfra, som virker at vi fødes af Gud, som helliggør og fornyer efter hans billede. Alt dette forklarer os hvorfor det alene er evangeliet som er Guds kraft til frelse for hver den som tror.

Uddrag af «Romerbrevets budskab kapitel 1-5» af C.O. Rosenius

 

Har det genfødte mennesket noget behov for loven?

 

I dette spørgsmål har der til alle tider været mange som går vild. Man har henvist til de mange ord om at vi som frelste mennesker er frie fra loven. Men det betyder jo bare at vi ikke længere er under loven, men under nåden! Og at da kan loven ikke blive til nogen forbandelse for den som er forenet med Gud.

Men sandheden er at både loven og evangeliet fortsat har sin arbejdsplads i et menneske, også efter at det er blevet en kristen.

Jesus udtaler klart at «I må ikke tro at jeg er kommet for at ophæve loven eller profeterne! Jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde», Matt. 5:17.

Vi ser flere steder i Skriften at Guds børn har brug for loven, f.eks. Salme 119:1: «Salige er de som går de oprigtiges vej, som vandrer i Herrens lov». «Salig er den mand som ...har sin lyst i Herrens lov og grunder på hans lov både dag og nat», Salme 1:1-2. Se også Salme 119:35, 47, 97.

Selve det nye menneske i en kristen har ikke længere brug for loven, det lærer Skriften os klart nok bl.a. i 1. Tim. 1:9: «Loven ikke er givet for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og syndere...». Det nye menneske har, som de første mennesker på jorden før syndefaldet, fået loven indskrevet i sit hjerte, Jer. 31:33, og ved, uden nogen skriftlig lov, hvad der er synd og hvad der er gode gerninger.

Men en kristen i denne verden består ikke helt og holdent bare af det nye menneske. Det bærer fortsat det gamle menneske med sig. Og for denne sin «gamle Adam» har en kristen brug for samtlige lovens opgaver. For på ny og på ny at drives til Kristus - når vi er i færd med at drive bort fra ham, og som en rettesnor til et Gud velbehageligt liv.

Derfor er der ingen modsigelse når Paulus på den ene side siger som nævnt i 1. Tim. 1:9 at loven ikke er givet for de retfærdige. Og på den anden side, allerede i samme kapitel vers 18 begynder med et bud: «Dette påbud giver jeg dig (denne befaling pålægger jeg dig)». Dette fordi vers 9 taler om det nye menneske, og vers 18 gælder det gamle menneske som fortsat findes i den som er en kristen. Se også Kol. 3:16, 1. Tim. 4:13, 6:14, Titus 2:15, Heb. 3:13, 2. Pet. 3:1-2.

Luther siger: «I sin ånd er den troende retfærdig, uden nogen synd, og behøver ingen lov. Men i sit kød har han fortsat synd». Selv om en kristen ved sin genfødsel er fornyet i sit sinds ånd, så er denne fornyelse aldrig fuldkommen i dette liv, men bare påbegyndt, og har dermed brug for hele lovens Gudgivne arbejde ved siden af evangeliet så længe han lever.

Vi ser hvordan Konkordieformelen til og med i detaljer understreger lovens og evangeliets forhold til hinanden i en kristen. En kristen synder dagligt i sit kød. Samtidig er han tilbøjelig til ikke helt at genkende synden som synd, men indbilder sig let at alle hans gerninger er fuldkomne. Dermed har han let for at falde ud af troen. Og derfor må loven stadig åbenbare og tugte hans synd. Så drives han igen til evangeliet for at hente sin trøst der, om at hans synder forlades for Jesu Kristi skyld.

Dernæst har en kristen på grund af sit kød stadig let ved at unddrage sig når det gælder at gøre gode gerninger, som Gud vil han skal gøre. Derfor må han stadig ved Guds lov påmindes om hvad der er Guds vilje med ham. Men når det gælder gode gerninger er det evangeliet som stadig må bruges. For det er alene evangeliet som giver lyst og kraft til at gøre den Guds vilje som vi bliver kendt med gennem Guds lov.

Både Luther og Konkordieformlen minder om at de kristnes kød aldrig bliver hellig i dette liv, men helt og holdent beholder sin fjendtlige natur overfor Gud, Rom. 8:7.

Negativt udtaler Skriften om de kristnes kød at der bor der intet godt, Rom. 7:18. Og positivt siger Skriften at den kristnes kød står i strid til det nye menneske, Rom. 7:23.

 

 

Hvordan vor medfødte natur

stadig giver sig udtryk i loviske holdninger

 

F.eks. har der op gennem alle år stadig været gjort forsøg på at gøre den frelsende tro til en viljesag. Men det må være helt klart, at gør vi troen til en viljesag, så har vi gjort den til en form for lovgerning, som om man vil sige: Gud gør næsten alt - men du må jo gøre det at tro. Da bliver ikke bare samvittigheden uden trøst, men da bliver Guds ord også gjort til intet. For Guds ord siger at «vi er overbevist om at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro, uden lovgerninger», Rom. 3:28.

En Gud som kan vælges, er en afgud. I evangeliets husholdning er det Gud som vælger os, ikke os som vælger ham. «I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer», Joh. 15:16.

Jesus er «troens ophavsmand og fuldender», Heb. 12:2. Troen må komme til os, Gal. 3:23, 25. Og det sker gennem evangeliet om Guds Søn, ved Den Hellige Ånds åbenbaring.

 

Praktiske eksempler på hvordan trællen afdækker sig selv

for dem som skelner ret mellem lovens og evangeliets «verden»

 

Under en vækkelse i Kina blev det «for varmt» for en ung lærer i en by hvor vækkelsen brød ud. Han flygtede fra byen og fik sig et job et andet sted. Men efter en tid sendte han et telegram til den som ledede vækkelsesmøderne i hjembyen. Der skrev han: «Sønnen er kommet hjem og har omfavnet faderen».

Der blev sendt et kort telegram tilbage til ham, som lød sådan: «Det var faderen som omfavnede sønnen -!»

Vi ser hvordan Guds tjener straks afdækker egenretfærdigheden personligt i telegrammet, og forkyndte evangeliets rene lære tilbage til læreren.

I bogen «Stengrunden» af Bo Giertz oplever vi den unge hjælpepræst som forsøger at overbevise sognepræsten om at han er da en troende, men ser ikke nogen tydelig genklang for dette hos sognepræsten. Så tilføjer hjælpepræsten næsten fortvivlet: «Jeg mener jeg har givet Jesus mit hjerte!» sognepræsten svarer bare alvorligt: «Mener du at der var noget at give ham», (med andre ord: havde du i det hele taget noget at give ham).

En mand kommer til den kendte missionær Nils Skjælaaen i Bergen, banker på døren og siger: «Nu kommer jeg og søger Gud». «Nej», svarer Nils Skjælaaen, «nu er det Gud som søger dig!» Vi ser hvordan sjælesørgeren straks afklæder hans gæsts «egenretfærdige ankomst», «ingen kan komme til mig uden at Gud drager ham», siger Jesus.

Vi hører hvordan mange, både læg og lærd, fortæller os at den hjemmeværende Søn da også var virkelig frelst - - ! (Luk. 15). Åbenbaringen, af forskellen mellem lov og evangelium, som Guds folk har haft fra verdens begyndelse, har da ikke fået lov til at finde ind hos disse som siger sådan.

Se hvordan den hjemmeværende Søn taler til sin far: «Se, i så mange år har jeg tjent dig, og aldrig har jeg gjort imod dit bud...» For det første ville et Guds barn aldrig tale til sin far om hvor «mange år han har tjent ham». Dernæst, og allerværst og tydeligst er dette: «… og aldrig har jeg gjort imod dine bud» - noget som et Guds barn selvfølgelig aldrig hverken kan eller vil sige til Gud!»

Selvfølgelig var den hjemmeværende søn ikke frelst! Når den anden kom hjem, var han «ude på marken». Sådan er de hjemmeværende sønner oftest optaget med at evangelisere, med at «virke» «ude på marken», ja, desværre ofte langt ude på missionsmarkerne - uden at være frelst -!

 

Det er om at gøre at vi lærer at kende lov og evangelium ved siden af hinanden og mod hinanden,

og når det gælder deres forbindelse med hinanden,

på en sådan måde at de selvsikre bliver forskrækket, og de forskrækkede bliver trøstet.

Pieper-Müller: Kristen dogmatik

 

Det har stor betydning for os alle, at vi altid har tydeligt for øje, hvad det er som foregår i den voldsomme kamp mellem Gud og Satan om vore sjæle, og hvad der er lovens og hvad der er evangeliets ånd i denne kamp.

Det naturlige menneske søger Guds nåde og frelse gennem loven. Det søger altså det i loven som bare findes i evangeliet -!

At komme til Jesus, eller at tro på Jesus, er saglig set intet andet end i hjertet at skelne mellem lov og evangelium, - eller ved tro at sætte evangeliets dom op mod lovens dom.

Vi ser at det at skelne mellem lov og evangelium udelukkede, er et Guds værk ved Ordet og Den Hellige Ånd, og sker altså første gang når vi kommer til troen/bliver født på ny.

Men på samme måde er jo da også dette, fortsat at skelne mellem lov og evangelium, som strækker sig gennem hele den kristnes liv, noget som ligger helt udenfor den menneskelige mulighed, og må forblive et Guds værk!

----------

Kilder:

Luther: Store Galaterbrevskommentar.

Olav Valen-Sendstad: Konkordiebogen og Retfærdiggjort af tro.

Pieper-Müller: Kristen dogmatik.

C.O. Rosenius: Romerbrevets budskab.