Paulus' brev til romerne.*

 

Indledning.

 

Luther siger: "Dette brev er selve hovedsagen i Det nye testamente, og det aller reneste evangelium. Det vil være af stor betydning for en kristen at han ikke bare kan dette ordret udenad. Han bør også hver dag være optaget med det, som sjælens daglige brød. Det kan aldrig læses og granskes for grundigt. Og jo mere det bruges, desto mere værdifuldt bliver det, og desto bedre smager det."

 

Dette er dybe sandheder. For dette brev er som et kort sammendrag af alt det Gud har åbenbaret for os i sit ord, om hans vilje, og om hvad han har bestemt skal være den eneste vej til frelse for menneskene. Med et vældigt Åndens budskab får vi her alt det vigtigste som Skriften lærer: Om hvordan Gud taler gennem sit værk i naturen, og i menneskenes hjerter, og derefter: nødvendigheden af Guds strenge dom på den yderste dag. Vi ser hele menneskeslægtens helt igennem fordærvede natur og fortabte tilstand. Vi ser den rette brug af loven, Guds egentlige hensigt med loven, og hvordan den virker i en sand omvendelse. Frem for alt ser vi hvorfor Guds Søn blev sendt til verden, den store gerning han havde at udføre, og om retfærdiggørelsen ved troen på ham.

 

*Al den kundskab som vi trænger til om den hellige forfatter af dette brev, apostelen Paulus, har vi i Apostlenes gerninger.  Der læser vi i det niende kapitel om hans gudgivne omvendelse. I alle kapitlerne fra og med det trettende hører vi om hans tid som apostel, hans rejser, forkyndelse, og de lidelser han måtte igennem. Dette brev til romerne har apostelen skrevet i Korint, på et tidspunkt da han endnu ikke havde været i Rom, efter hvad man antager i år 57, og helt sikkert før sit første fangenskab i Rom. Dermed var der endnu ingen forsamling i Rom, som han havde stiftet.  Den første antydning vi finder i Skriften om oprindelsen til en forsamling i Rom, er den korte anmærkningen i Apg. 2:10, at på den store pinsehøjtid, da Guds Ånd blev udgydt over apostlene, var der også "tilrejsende fra Rom."  Når disse kom tilbage til Rom, var det uden tvivl dem som blev førstegrøden til en Guds menighed i denne by, som da var den hedenske verdens hovedstad.  I de hilsner vi finder i dette brevs sekstende kapitel ser det alligevel ud som om der var mange i Rom som Paulus kendte personligt. De var blevet omvendt ved hans forkyndelse i  Hellas. Vi lægger mærke til at de fleste af disse hilsener går til personer med græske navne. Mennesker fra alle jordens kanter rejste jo stadig til verdens hovedstad, og da var det jo heller ikke underligt at kristendommens såkorn tidlig blev ført derhen, og at man i sådanne forsamlinger fik en blanding af jøder og grækere. Til disse i Rom skrev nu "hedningenes apostel" dette brev, hvor han mere fuldstændigt end i noget andet brev udlægger den kristne troens lære. Med tanke på det ønske vi ser Paulus har, om at han på sin rejse til Spanien måtte komme til Rom og opholde sig der en tid, siger dr. Philippi "at han med dette brev har villet give de kristne i Rom en erstatning for et personligt besøg og forkyndelse iblandt dem. Det var dette som også var sigtemålet med hans brev, at de skulle få den forkyndelse de ville have fået ved et besøg fra ham - konf. kap. 1:15 -. Derfor finder vi i dette brev en mere fuldkommen udlæggelse end i noget andet apostelbrev, om alt det væsentligste som Skriften lærer om den kristne tro."

 

Her finder vi Skriftens lære om de vigtigste spørgsmål: om menneskenes forsoning og helliggørelse, om nåde og om gerninger, om frelse og fordømmelse, om udvælgelse og forkastelse, om hvordan de troende kan stå fast og have vished om evigt liv under de største trængsler. Vi undervises om hvordan modgang er nyttig, og om hvordan Gud på de herligste måder velsigner sit folk netop i trængsler. Vi lærer om hvordan Gud har vendt sig til hedningene og kalder dem til sit rige, om hvordan jøderne blev forkastet, og om hvordan de til sidst på ny skal "indpodes" i træet: Guds rige. Her finder vi grundreglerne for hvordan den sande gudfrygtighed skal leves ud i det daglige liv. Det omfatter alt det vi skylder Gud, os selv, og vor næste, hele vejen stærkt understreget af hvad Guds ord siger må være selve drivkraften i alt dette.

 

I lighed med de fleste breve Paulus har skrevet, finder vi at også dette brev efter sit indhold har to hoveddele: den første del udgør selve læren om vejen til salighed, om Kristus og Retfærdigheden ved tro. Dette finder vi udlagt gennem de første elleve kapitler. Den anden del indeholder formaningerne til et kristent liv, og dækker de fem øvrige kapitler. gennem den første del lægges grundvolden i hjerterne, for evigt liv og helliggjørelse. På denne grundvold bygges så kristenlivets guld, sølv og ædle stene, gennem budskabet i den anden del.

 

Når apostelen i den første del forkynder troen på Guds Søn som eneste vej til frelse for alle mennesker, så møder han selvfølgelig først de sædvanlige modsigelser fra fornuften. Men ikke nok med det, den romerske forsamling bestod også til dels af omvendte jøder. En sådan forkyndelse passede derfor ikke ind i deres forhold til den gamle pagt, som Herren Gud havde oprettet med dem, og som de endnu hang fast ved.

 

Når han nu åbner himmerigets dør bare ved troen på Kristus, ikke bare for jøder, men også for hedningerne, er det derfor helt nødvendigt at han også kommer nærmere ind på jødernes situation. De mente jo Gud havde anvist dem en anden vej til frelse. Dette er grunden til at der i den første hoveddel tales så forholdsvis meget om jøderne.

 

Når vi ved Guds nåde skal kunne udlægge budskabet i dette store og åndeligt rige brev, er det naturligt at vi begynder med at se på selve tankegangen gennem hele brevet. Det vil samtidig gøre det meget lettere at opfatte budskabet i brevets forskellige dele.*

 

*Desuden henviser vi til Luthers udlægning om de mest betydningsfulde ord, i hans stærke og lærerige "Forord til Romerbrevet”.

 

I de fem første kapitler er den store lære om retfærdiggørelse ved tro omhandlet mere udførligt end noget andet sted i Den Hellige Skrift.

I apostelens udlægning over dette emne fremgår det først tydeligt at menneskene bare har to veje at vælge mellem, til saligheden: enten den vej som loven forkynder: gennem vore gerninger. Eller den vej evangeliet forkynder: gennem nåde ved Jesus Kristus. Den første er for al evighed stængt for menneskene. Paulus siger i Rom. 3:20: "Derfor bliver intet kød retfærdiggjort for ham ved lovgerninger." For den som vil få evigt liv hos Gud, er der så bare den sidste vej: gennem troen på Jesus Kristus. Herren selv siger: "Jeg er vejen... ingen kommer til Faderen uden gennem mig" (Joh. 14:6 svensk overs.). Dette er den ene hovedsandhed apostelen forkynder her.

 

Den anden store sandhed han indprenter, er at retfærdiggørelsen af nåde, ved troen på Jesus Kristus, er for alle mennesker uden forskel, både for jøder og hedninger, og at det skille som loven har sat mellem dem er fuldkomment ophævet i spørgsmålet om frelsen. Men han slår kraftig fast at jøderne, såvel som hedningerne, ligger under Guds dom, fordi alle er syndere og skyldige til døden. Ved egne gerninger kan hverken den ene eller den anden undgå fordømmelsen. Paulus ligestiller begge. Han stiller hedningene overfor den grove uretfærdighed og blindhed som rådede hos dem og deres vise mænd, som de var så stolte af. Og han sønderknuser jøderne ved at vise at de var belastet med de samme synder som hedningene. På den måde river han egenretfærdighedens trøst væk under ethvert menneske, og viser alle som én den samme redning: Kristus alene!

 

I det første kapitel begynder apostelen straks at rette vor opmærksomhed mod Guds Søn, hans komme som menneske til vor jord, og hans guddomsvæsen fra evighed af. Dette var hovedindholdet i det evangelium han var kaldet til at forkynde. Efter en kort indledning, som alligevel har et mægtigt budskab, udtrykker han i vers16 summen af hans budskab: Kristi evangelium, Guds kraft til frelse for hver den som tror - for i det åbenbares Guds retfærdighed (v. 17). Hvis ikke en sådan retfærdighed var tilvejebragt for os, så ville alle mennesker have måttet lide straffen for hver eneste synd de havde begået, overensstemmende med hvad den evige Gud har udtalt om hvordan hans vrede skulle komme over alle menneskers ugudelighed og uretfærdighed. Dette er virkelighedens store sandheder, som apostelen så fortsætter med at uddybe.

 

Det første område apostelen omtaler er menneskenes fortabte tilstand. Han viser at alle mennesker totalt mangler enhver form for retfærdighed, og er af naturen fanget under syndens magt. Han overbeviser først hedningerne om denne hjertets "ugudelighed", og dermed også "uretfærdighed." De tilbad ikke længere Gud, på trods af at de bare gennem det synlige skabningens værk havde kundskab nok om hans magt og guddom, så de måtte vide at de stod til ansvar overfor Gud. De havde trampet på den lov som var skrevet i deres hjerter, og syndet mod sit klare kendskab til det som er Guds vilje. Derfor falder de alle under dommen som forkynder fortabelse over alle dem som var lydige mod uretfærdigheden. Denne tilstand skal åbenbares for dem "på den dag da Gud skal dømme det skjulte hos menneskene" (Rom. 2:16).

 

Med samme tyngde fremholder han i andet kapitel, for jøderne, deres overtrædelser og skyld. Ja, faktisk med endnu større tyngde, fordi jøderne jo havde den fordel frem for hedningerne at de havde haft Guds ord, sådan som det var givet dem.

 

I de to første kapitler har Paulus ved uigendrivelige beviser ladet os se at både hedningerne og jøderne, alle som én, står skyldige efter Guds retfærdige dom. I begyndelsen af tredje kapitel imødegår han nogle indvendinger når det gælder forholdet med jøderne. Så tager han videre i dette kapitel alle mennesker under et, og møder os med en forfærdelig opsummering af hele menneskeslægtens skyld og syndefordærv. Han viser at der ingen findes som er retfærdig, ikke en eneste. Alle er afvegne, i sin natur totalt fordærvet, ugudelige og skilt fra Gud. På denne måde fastholder han som udiskutabel sandhed at ethvert menneske i sin naturlige tilstand, efter Guds retfærdige dom er dømt til fortabelse. Mennesket er gjort kendt med Guds love gennem et eller flere af de tre områder: skabningens værk, den lov som er skrevet i ethvert menneskes hjerte, eller det guddommelige ord. Men mennesket er oprørsk overfor alt som har med Gud og Guds love at gøre. Og han forklarer udtrykkeligt at intet menneske kan blive retfærdigt gennem loven.

 

Gennem denne forkyndelse er vejen så banet for det mægtige budskab om Kristus og hans fuldbragte værk, som frelste menneskene så fuldkomment at det holdt overfor lovens hellige krav, og sådan at dens domme fortsat stod ved magt. Det loven ikke kunne udrette - ikke på grund af nogen mangel ved den, men på grund af menneskenaturens uduelighed - det har Gud på alle områder fuldkomment opfyldt ved sin Søn. I sig selv har menneskene ingen som helst retfærdighed. Men Gud har tilvejebragt en retfærdighed for dem.

 

Denne retfærdighed, som er uendeligt højere end den mennesket oprindeligt ejede før faldet, blev skænket menneskeheden af bare nåde, og modtages bare ved tro. Den er tilvejebragt og står fast for den troendes regning, uden noget som helst hensyn til hvad han i fortid eller fremtid kan fremvise af lydighed mod Gud. For Guds æres skyld er den givet af bare nåde. For den samme Guds æres skyld skal den altid være bare nåde. Hos den troende bliver den også derfor den første kilde til taknemlighed og lydighed.

 

Denne retfærdiggørelses-vej er ikke i strid med Guds retfærdighed. Tværtimod åbenbarer den på det stærkeste Guds retfærdighed. Den bygger jo ikke på at der er sket nogen eftergivelse i forhold til lovens krav, men på at loven er fuldbyrdet. Så langt fra at gøre loven til intet, stadfæster den tværtimod loven med al dens ære og hellighed.

 

Denne vej til frelse står lige åbent for alle, både jøder og hedninger, mennesker af alle folkeslag, på alle udviklingstrin og med hver sine egenskaber. "Der er ingen forskel." For alle, uden undtagelse, er syndere. Og alle, uden nogen som helst undtagelse, er genløst. Det er dette apostelen forkynder i det tredje kapitel.

 

Det fjerde kapitel handler om troen, og hvordan man tager imod, og ejer, Guds retfærdighed ved troen. Når menneskene hører at vi skal blive retfærdige bare ved troen, uden gerninger, har de alle denne indvending: "Hvad skal gode gerninger så tjene til?" Dette imødegår Paulus ved at vise at selv Abraham, jødernes stamfar, ikke blev retfærdiggjort ved gerninger, men ved tro. Dette var hemmeligheden som gjorde ham til alle troendes far, og mønster og forbillede på hvordan alle mennesker, både jøder og hedninger, bliver retfærdiggjort.

 

For at retfærdiggørelsen ved tro skal blive endnu mere ophøjet, viser apostelen i begyndelsen af det femte kapitlet nogen af dens salige frugter: fred med Gud, vished om evig salighed, trøst og frimodighed under alle slags prøvelser o.s.v.  Derefter fører han os lige op på forklarelsens bjerg, og udsynet åbner sig over Guds store plan om menneskenes frelse gennem Kristus. Det gør han ved at vise os de to stamfædre, eller urkilderne, til både synd og retfærdighed, fordømmelse og salighed: Adam og Kristus. I begyndelsen, ved den første prøve Gud satte mennesket på, var det hele menneskehedens sag som stod og faldt ved én stedfortræder: Adam. Ved hans fald kom dermed synden, døden og fordømmelsen ind over alle mennesker. Når det er forkyndt, ligger det åbent for Paulus at vise selve hovedbudskabet i hans brev: Guds nådefulde plan med at give den faldne verden en ny stedfortræder: Jesus Kristus. Gennem ham skulle retfærdighed, liv og salighed blive givet alle dem som ved troen bliver forenet med ham.

 

Når det så er gjort klart at det bare er i Kristus retfærdighed, liv og salighed rækkes os, så er det også nødvendigt for Paulus at vise hvorfor loven da blev givet os. Det var Moses som kom med den pagt som blev givet ved loven. Nu viser Paulus at Gud placerede lovgiveren Moses mellem Adam og Kristus, for at syndens vælde og magt skulle åbenbares gennem den hellige lov. På den måde skulle frelsen som rækkes os i Kristus, gøres stor og herlig. Dermed ser vi i disse fem kapitler en bestemt plan i Guds råd og husholdning med menneskene. En plan som ingen menneskeforstand nogen sinde har kunnet udtænke.

------

Men læren om retfærdiggørelsen af bare nåde, fuldstændig uafhængig af enhver gerning, kan selvfølgelig misbruges. Der vil være mennesker som i letsindighed misbruger den til kødelig fordel, og der vil være andre som beskylder selve læren for at den netop inviterer til den slags. Paulus møder både misbruget og beskyldningen på den rette måde. Det gør han i det sjette og dels i det syvende kapitel. Han viser at denne lære så langt fra fører til letsindighed og foragt for Guds lov. Tværtimod er det netop retfærdiggørelsen i Kristi blod som skaber den rette grund for helliggørelse. Gennem den retfærdiggørende tro forenes vi med Frelseren. Da fødes ikke bare det nye liv i os, men også længslen og kraften til at leve efter Guds lov.

 

Ved sine bud og forbud er det derimod loven som vækker al ondskab som ligger i menneskehjertet, og ophidser den til udbrud. Samtidig fordømmer loven alle og enhver som stadigvæk står under dens herredømme og dommersæde. Men ved at de troende er forenet med Kristus, er disse friet ud fra loven. Og ved at de står under nåden, som virker kærlighed, er de troende sat i stand til at bære frugt som behager Gud. Stadigvæk står det fast at loven i sig selv er hellig, retfærdig og god. Sådan er den givet os af Gud til at overbevise os om synd, og lærer os dermed hvor uendelig stor den frelse er, som gives os i evangeliet. Ved at den lader os kende vort hjertes konstant fordærvede tilstand, skal loven også virke at vi holder os stærkt knyttet til Herren. Gennem en talende beskrivelse af sin egen erfaring, viser apostelen hvordan "dette dødens legeme" (7:24) fortsætter med at udøve sin magt i de troende, og kæmper mod Ånden, så længe de er på denne jord.

 

Som en generel konklusion på alt som er sagt hidtil, forkynder Paulus i begyndelsen af det ottende kapitel de troendes fuldkomne frihed fra fordømmelsen, og hvordan netop dette fører til et helligt sind og levevis. Ingen af disse frugter ville kunne opnås gennem loven, men tværtimod ved at blive løst fra den. Som modsætning til det kødelige sind, som er fjendskab mod Gud, kommer han videre ind på virkningen af at Den Hellige Ånd bor i dem som har fået Guds nye sind. Han taler om alle de rigdomme de dermed ejer. Midt oppe i de prøvelser og lidelser som rammer dem i dette liv, har de mangen en stor og evig trøst. Det har de i håbet om evig herlighed til slut, den som hele skabningen sukker efter, i hvordan Ånden trøster i deres skrøbelighed, i hvor fast Guds evige udvælgelse står, og i den urokkelige Kristi kærlighed. Alt sammen føder en triumferende trosvished, som dette kapitel så slutter med.

 

Efter at Paulus har talt om disse store velsignelser som de troende har del i, går hans tanker til den sørgelige tilstand hans egne landsmænd befinder sig i. Disse, som var benådet med alle mulige fordele frem for alle andre folk, havde alligevel, ved sin vantro, mistet det allerstørste: den saliggørende nåde. Det er dette apostelen tager op i det niende kapitel. Men Gennem en sådan tanke og lære som han står for, kan det se ud som om han vil sætte de løfter til side som Gud havde givet jødefolket, og den pagt han jo havde oprettet med dem. I dette kapitel møder Paulus en sådan indvending ved at vise at Skriftens løfter om åndelige velsignelser gjaldt de troende, som er de sande israelitter, den rette Abrahams slægt.

 

Med flere eksempler fra Skriften viser han at allerede blandt de første slægtled efter Abraham finder vi tilfælde af konkrete udvælgelser, grundet på Guds eget frie valg. Disse udvælgelser har samtidig betydet forkastelse af andre, hvor dermed alle menneskelige forudsætninger har været sat til side*. Med denne hårde og besynderlige tale angriber han på det stærkeste den opfattelse som sidder dybest i alle mennesker, ikke mindst blandt jøderne: det forventes at Gud skal dømme ud fra menneskelige værdier, at han må tage hensyn til vor indsats, at vi "er aktive kristne." Ja, Paulus slår til og med fast at "så beror det altså ikke på den som vil eller på den som løber, men på Gud som viser miskundhed."

 

* Jakob frem for Esau, Josef frem for de andre og ældre brødre, på samme måde David, o.s.v.

 

Endelig giver han så, i vers 30-33 svaret på sin underlige fremstilling, og forklarer at alt det han har villet sige, var at Gud bare havde udvalgt dem som havde taget sin tilflugt til hans Søn, havde modtaget retfærdigheden ved troen på ham, og havde forkastet dem som søgte retfærdigheden gennem gerninger - og dermed støtte an mod snublestenen. Så frit er Guds nådevalg. Sådan forklarer apostelen sin tale om Guds frie udvælgelse. Dette er apostelens gudgivne budskab som bedre end noget andet knuser enhver tanke på at opnå noget efter kødet, og forkynder Guds store nidkærhed for sin Søn og troen på ham.

 

I det tiende kapitel er apostelen fortsat optaget med at forklare grunden til udvælgelsen og forkastelsen. Han understreger stærkt at selv ikke de jøder som "havde nidkærhed for Gud", havde del i retfærdigheden. Han siger: "Da de ikke kendte Guds retfærdighed, men søgte at grundlægge sin egen retfærdighed, gav de sig ikke ind under Guds retfærdighed." Igen fremstiller han de to veje: retfærdigheden gennem loven, og - ved tro. Og han går videre til troens kilde og væsen: udelukkende at holde sig til Guds ord. At Israel er forkastet beror ene og alene på deres egen vantro. De har jo, i modsætning til hedningerne, haft Guds ord.

 

I det ellevte kapitel afslutter han dette emne ved at forklare endnu mere udførligt at ikke hele Israel, som folk, er forkastet. Herren havde sparet en "rest": de troende. Paulus nævner sig selv som eksempel. Men i sin tid skulle Israel på ny få del i en stor nåde: når "hedningenes fylde er kommet ind." På grund af vantroen havde Gud ladet Israel blive "afhugget", og dermed åbnet vej for hedningenes frelse. Men for ikke at, på den anden side, hedningerne skulle ophøje sig over det folk som nu er forkastet, så understreger apostelen på ny at den nåde som var givet dem, ikke havde baggrund i deres fortjeneste, men var af bare nåde. Hvis de nu ikke vogtede sig mod overmod, kunne også de blive forkastet på grund af vantro - mens Gud i sin tid på ny skulle "indpode" Israel i "træet", når de omvender sig til Herren. Paulus viser at sådan handler Gud med udvælgelse og forkastelse, og med den endelige "indpodning" af Israel, for at det skal blive bare hans guddommelige ære som forherliges. 

 

Her har vi derfor den mest trøsterige udsigt over Guds vej til frelse for menneskene. Det gælder os som lever i dag, og det gælder løftene om hvordan hedningene som endnu ikke har hørt budskabet, og til sidst også Israel, skal blive omvendt. Paulus er grebet i beundring over Guds nåde og hellighed, som gennemstråler alt det Gud gør. Han slutter denne hoveddel af sit brev i tilbedelse og lovprisning til ham som er, og som var, den første og den sidste, Den Almægtige.

– – –

I den anden hoveddel af sit brev viser apostelen hvordan al denne Guds nåde skal virke i mennesket, og åbenbare sig i hele dets væsen, sindelag, ord og gerninger. I de kapitler som følger nu, finder vi nemlig formaninger, og undervisning om den sande gudsfrygt. I dette brev har han jo henvendt sig "til alle Guds elskede, kaldte og hellige som er i Rom", og nu formaner han dem til, ved Guds barmhjertighed, at hengive sig helt og holdent til den gode Gud, som et levende og helligt offer til Guds behag. Den store hovedtone i alle de formaningerne apostelen nu giver os, er at de som har fået det evige liv, udelukkende på grund af Guds barmhjertighed, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham som har frelst dem fra døden. De skal nu kunne kende "Guds vilje: det gode, det som han har behag i, det fuldkomne."

 

Intet andet kan være en mere "åndelig gudstjeneste" end at give sig helt hen til ham, og ofre alt for ham. Med dette for øje fremholder apostelen så alle kristelige pligter. I tolvte kapitel lærer han hvordan den enkelte i sit liv ikke bare skal ofre de grove lyster, men også den fine, skjulte indbildning om hvor betydningsfulde vi er i os selv, og i det vi kan urette. Videre taler han om hvordan vi med omsorg skal udføre alt det vor jordiske stilling kræver, - hvordan vi skal formane, forkynde, styre, tjene, give, lide og virke.

 

I det trettende kapitel taler han om vort forhold til myndighederne, og formaner os til sidst til at leve ædruelige og vågne, både åndelig og i menneskelig forstand. Det fjortende kapitel taler om hvordan vi skal forholde os overfor de svage og uforstandige brødre. Selv om vi har visdom, må vi ikke i utide misbruge vor frihed, så det fører til samvittighedskval for de som er svage i troen. Og i det femtende kapitel fremstiller han Kristus for os som forbillede på denne kærlighed og selvfornægtelse.

 

Men over alt, flettet ind mellem formaningerne, er det troen og kærligheden Paulus fremholder som hovedsag og drivkraften til alt sammen. Det bliver klart for alle at det ikke er selve gerningerne som har betydning for Herren, men først og fremmest den villige ånd. Samtidig bliver det klart at troen og gerningerne hører uopløselig sammen. Som kilden er, altså troen i hjertet, sådan må også det som flyder ud fra hjertet blive, i ord og gerninger. Bare så langt menneskene kender Gud, så langt rækker også deres tro, kærlighed og gudsfrygt. Et sandt og levende kendskab til Gud er den eneste og rette kilde for et gudfrygtigt liv. Og når så apostelen viser hvordan denne kilde forpligter Jesu disciple til et hellig liv og tjeneste, kan vi straks se hvor lykkelige vi ville have det, over alt hvor kendskabet til Kristus og hans kærlighed fik magt i menneskene. Da ville verden blive noget andet end den er i dag: en tumleplads for al mulig ondskab, uretfærdighed, stolthed, gerrighed, afguderi, svig og urenhed, - totalt blottet for kærlighed. Vi ville opleve den sådan som den var før synden trådte ind i verden: et paradis som både Gud og mennesker frydede sig i.

 

Det sidste kapitel indeholder hilsener med formaninger og ønsker som apostelen til sidst må give dem, og lovprisning til Gud, sådan som han sædvanligvis afslutter sine breve.

 

Dermed har vi nu taget et overblik over indholdet i brevet. Så skal vi fordybe os i dette hellige budskab. Da er det en forudsætning at vi møder budskabet med den bevidste indstilling at det er hellige ord, hvert enkelt, som vi har foran os. Vi må lade ordene arbejde med os - det er ikke vi som skal arbejde med ordene -! Da har vi også grund til at vente os al den opbyggelse, og næring for troen og kærligheden, som dette brev har givet så mange millioner Guds børn, både af dem som endnu lever, og de som er gået ind til herligheden. Må Herren være med os i dette, og lede os med sin Ånd!