Romerbrevets budskab kapitel 1.

 

Dette kapitel har tre dele. Først en almindelig indledning. Der forklarer apostelen sit kald til at forkynde evangeliet, og taler om Guds Søn. At det er ham som er selve evangeliet, og det er ham evangeliet taler om. Videre finder vi her hvem han skriver til, og hilsener til dem (vers 1-15). Alene to vers, 16-17, udgør anden del. Der fortæller apostelen koncentreret hvad der er summen af alt det han vil forkynde i dette brev.  I sidste del tager apostelen straks det op han vil forkynde i brevet. Han begynder med at fremstille menneskets fortabte tilstand, idet han henviser til hedningernes liv i synden og under Guds dom, vers 18-21.

 

1: Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, udvalgt til at forkynde Guds evangelium,

2: det som han forud har givet løfte om ved sine profeter i hellige skrifter,

3: om hans Søn, han som efter kødet er kommet af Davids slægt,

4: og som efter helligheds Ånd er godtgjort at være Guds vældige Søn ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre.

 

Med gentagne bibelske sandheder begynder apostelen straks at vække vor opmærksomhed for hvor stor, og hvor troværdig, det budskab er, som han forkynder. Den som skriver er ikke bare en Paulus, det er en Jesu Kristi tjener. Det er Herrens ærinde han går. Det er Herrens budskab han går med. Og han er en særlig Kristi tjener. Han er nemlig ”kaldet til apostel.” I et sådant kald ligger noget mere end det andre Kristi tjenere har fået. Det ”Guds evangelium” han var kaldet til at forkynde, var ikke et øjebliks tanke. Nej, gennem en hel, lang verdens-tidsalder var det bebudet af Guds profeter i de hellige skrifter. Altså er det et fast og urokkeligt Guds ord.

 

Og det dette evangelium handler om, hovedemnet og selve kærnen i det, er selve Guds Søn, Jesus Kristus, vor Herre. Før vi læser noget som helst mere, har vi altså allerede med dette, oplysninger som må vække store forventninger, og den største opmærksomhed hos os. Lad os nu se nærmere på teksten.

 

Paulus. Som sædvanlig i breve på den tid, nævner apostelen først sit navn. Paulus betyder lille, og var det romerske navn han stod frem med efter sin omvendelse, som ”hedningernes apostel.” Blandt jøderne hed han tidligere Saulus.

 

Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, eller apostel efter et kald. Det er denne baggrund som gør at dette brev må tillægges så stor vægt og betydning. Hvis Paulus er en Jesu Kristi apostel, da står vi her ikke bare overfor en hellig og oplyst mands tanker. Da er det hans store Herres beslutning om hvordan han vil frelse menneskene, vi læser om i dette brev. Det er meget vigtig at tænke nærmere over hvad en apostel var. Ordet apostel betyder sendemand, delegeret, eller udsending. Det blev også brugt i andre forhold end når det gjaldt Kristi apostle. Men nu taler vi om den betydning det havde som Jesu Kristi udsending. Hvordan de havde fået Jesu eget kald om at gå ud til alle folkeslag i hele verden, og forkynde evangeliet, og kundgøre de love som gjaldt i Hans rige. Herren Kristus gav selv disse udsendinge navnet apostle (Luk. 6:13). Alt det vi finder i Skriften om dette høje kald, viser at apostelembedet var for en bestemt tid, var kendetegnet ved nogle bestemte egenskaber, og grundet på et kald som var givet dem direkte af Kristus selv. Derfor kunne der ikke tilsættes nogen efterfølger af en apostel.

 

For det første måtte en apostel have set Jesus Kristus efter hans opstandelse. Når apostlene skulle vidne for hele verden om Jesus Kristus, var det nødvendigt at de kunne vidne om hans opstandelse, som en stadfæstelse på hele deres vidnesbyrd. Når Peter i Apg. 1:21-22 med få ord beskriver de egenskaber en apostel må have, er det denne han ser som mest væsentlig i dette embede. Mange andre steder i Skriften finder vi det samme, f. eks. Apg. 2:32, 3:15, 4:33, 5:30-32, 22:14-15, 26:13-14, 1. Kor. 9:1, 15:7-8.

 

For det andet: En udpræget Åndens kraft, og lignende særlige tegn, kendetegnede apostlene. Tegn man aldrig senere så noget menneske udrustet med. Som nævnt havde de da også sit kald direkte fra Jesus Kristus selv, ikke meddelt dem af, eller gennem, noget menneske. De tjente med særlig kraft. Ved deres håndspålæggelse fik f.eks. også andre Den Hellige Ånds gaver, og alene ved et ord bragte de Guds retfærdige dom over mennesker. F.eks. Ananias og Safira (Apg. 5:1-11), blodskænderen i Korint (1. Kor. 5:1-5) m.fl. Og sluttelig var Kristi lære, hans vilje og mening, blevet åbenbaret for dem ved en direkte guddommelig meddelelse. For at dette skulle ske, fik de befaling om at blive i Jerusalem, og ”vente på det som Faderen havde lovet” - om at den Hellige Ånd skulle blive udgydt over dem (Luk. 24:48-49, Joh. 14:26, 15:26-27, Apg. 1:4 og kap. 2).

 

For det tredje: Det embede som blev givet apostlene, bestod i at de skulle udbrede evangeliet over hele verden. Men de skulle ikke tage omsorgen for nogen bestemt forsamling på sig. Fuldmagten til deres embede havde denne ordlyd: ”Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen” (Mark. 16:15). De kunne nok være ”ældste” og ”hyrder”, men da i en særlig betydning. Hele Guds kirke, ja hele verden, var givet dem som arbejdsfelt. Nøglerne til himlenes rige var givet dem (Matt. 16:19 og Joh. 20:20-23). De skulle forkynde det ord som skal dømme menneskene på den yderste dag (Joh. 12:48), og den lov som gælder for himlenes rige. Sådan at det de bandt på jorden, skulle være bundet i himmelen, og det de løste på jorden, skulle være løst i himmelen. Og Ånden som var i dem, vejledte dem til hele sandheden (Joh. 16:13). Herren havde udtrykkelig lovet om Talsmanden, Den Hellige Ånd, at ”han skal lære jer alle ting, og minde jer om alt det som jeg har sagt jer” (Joh. 14:26). Men endnu havde de ”denne skat i lerkar, for at den rige kraft skal være af Gud og ikke fra os selv” (2. Kor. 4:7). Det var sådan Gud ville at alt skulle være indenfor hans nådepagt for vor jord. Også disse, hans forreste tjenere, skulle være belastet med syndefaldets fordærvelse, så de ikke skulle blive nye guder. Men den Ånd som talte i dem, og den lære de forkyndte, var fra Herren. Selv sagde han jo: ”... det er ikke jer der taler, men jeres Fars ånd taler i jer” (Matt. 10:20).

 

Alt dette viser at det kald apostlene havde fået var helt specielt. Også når det gjaldt deres helt særlige udrustning, bl.a. den forudsætning at de måtte have set Kristus, så var det udelukket at nogen kunne blive en konkret efterfølger i samme slags aposteltjeneste som dem. At Mattias blev valgt i stedet for Judas, blev ikke nogen undtagelse fra reglen. Det skete jo ved begyndelsen af deres virksomhed, og Peters ord i den anledning bekræftede også at en apostel måtte være et sådant vidne om Kristus, som havde set ham efter hans opstandelse. Dette ville jo heller ikke kunne ske i senere tid. Det er nødvendigt at huske på dette, for at alle og enhver kan vide at al den kundskab som er nødvendig til vor frelse, allerede er givet os gennem apostlene. Om nogen lægger noget til dette, eller trækker noget fra det vi har gennem disse, så forfalsker han Guds ord (Gal. 1:8).

 

Helt klart står det dermed også at intet menneske, ingen kirke, og heller ikke nogen lovgivende myndighed, som vil have navn af at være kristne, kan forandre eller ophæve noget af det apostlene har lært eller foreskrevet for alle mennesker. Derfor formanes også alle kristne ”... til at stride for den tro som en gang for alle er blevet overgivet til de hellige” (Jud. vers 3). Navnene til Lammets apostle er indskrevet på grundvoldene til det nye Jerusalem (Åb. 21:14), og hele Guds menighed er ”opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, og hjørnestenen er Kristus Jesus selv” (Ef. 2:20).

 

Så har vi nu set hvad en apostel er. Og alle de tydelige kendetegn for dette høje kald finder vi særligt fremtrædende hos Paulus. Et vemodens suk hører vi kan hænde idet han udtaler: ”Men sidst af alle blev han set af mig da jeg var som et ufuldbåret foster” (1. Kor. 15:8). Trods dette ser vi ham påberåbe sig også dette tegn når han siger: ”Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?” (1. Kor. 9:1). Men desto mere tydeligt finder vi de andre kendetegn hos apostelen Paulus: Den måde han oplevede Kristi direkte kald til apostel, og de store tegn og undere som fulgte ham i hans vidstrakte tjeneste. Om dette kunne han udtale: ”... jeg har arbejdet mere end de alle - det vil sige: Ikke jeg, men Guds nåde som er med mig” (1. Kor. 15:10). Den kundskab som åbenbarer den guddommelige sandhed, havde han fået, ”ikke af noget menneske, men ved Jesu Kristi åbenbaring” (Gal. 1:12). Han havde ”en apostels tegn ... ved tegn og undere og kraftige gerninger” (2. Kor. 12:12). Men det som er det mest tydelige af alt dette, er selve det kald og de ord han modtog af Herren Kristus. Det vigtigste af alt vi bør lægge mærke til, er jo hvad Kristus selv udtalte om ham.

 

Gennemtænk det som skete da Paulus blev kaldet til aposteltjenesten! Før dette levede han i den opfattelse at loven blev tilintetgjort af ”nazaræerens sekt.” De lærte jo en ny salighedsvej ved troen på Jesus. I blind jødisk nidkærhed for loven, var Saulus den mest aktive af dem som ”troede det var deres pligt” at dræbe de hellige. Han var ”en spotter og forfølger og voldsmand” (Gal. 1:13), og kæmpede mod Jesu, nazaræerens navn (Apg. 26:9).

 

Med denne holdning er han på vej til Damaskus for også der at gribe Guds hellige, og dræbe dem. Nu er timen kommet da Herren vil åbenbare sin nåde og magt over ham, og gøre sin bitreste fjende til sin mest trofaste tjener - skabe en Paulus ud af en Saulus. Åh, som vi burde lovprise den Gud vi har! Pludselig stråler et himmelsk lys over den nidkære farisæer, og kaster ham til jorden. Han bliver liggende ved Jesu fødder, og en røst høres som siger: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden.” Forfærdet spørger han: ”Hvem er du, Herre?” Da siger Herren: ”Jeg er Jesus, han som du forfølger.”

 

Tre dage senere åbenbarer Herren sig for Ananias, og befaler ham at gå til denne mand som nu sidder og sukker i et mørke. Ananias kender til Saulus's nidkære had, og har store betænkeligheder. Hvad er det nu Herren siger til ham? Jo, ”Gå af sted! For et udvalgt redskab er han for mig, til at bære mit navn frem, både for hedningefolk og for konger og for Israels børn. For jeg skal vise ham hvor meget han må lide for mit navns skyld” (Apg. 9). Dette er altså Herrens eget vidnesbyrd om denne sin tjener.

 

En røst fra himmelen vidnede over Jesu hoved: ”Dette er min Søn, den elskede! I ham har jeg velbehag. Hør ham!” (Matt. 17:5). Senere sagde Herren til sine apostle: ”Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” (Apg. 20:21). På samme måde taler en himmelsk røst nu over Paulus, og udråber ham til et udvalgt redskab, som skal bringe Herrens navn til alle folkeslag. Åh, hvilket under af Guds store, frie nåde! Et andet sted i Bibelen hører vi om en fisker fra Betsajda. Han ligger skælvende for Jesu fødder og råber: ”Herre, gå fra mig, for jeg er en syndig mand!” Og i denne konkrete situation er det at han ikke bare får nåde, men også apostelkaldet. Jesus siger: ”Fra nu af skal du fange mennesker” (Luk. 5). Sådan ligger her den nu aller værste synder, en som myrder Jesu hellige. Han er slået ned og ligger for Jesu fødder hvor han hører disse ord: ”... rejs dig op og stå på dine fødder! For derfor åbenbarede jeg mig for dig: For at udvælge dig til tjener og vidne ...” (Apg. 26:16).

 

Vi har nu også set hvor meget der ligger i denne korte betegnelse: ”Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel.” Vi har set Jesus selv udtrykkeligt udtale at Paulus er hans udvalgte redskab. Ved mange store tegn og undergerninger, og gennem hans mange breve og missionsrejser, kommer det tydeligt frem at denne apostel er den mest fremtrædende blandt alle Kristi apostle. Når vi så ved at det er gennem sine apostle Kristus har givet verden den fulde og hele kundskab om sin lære, da må vi alvorligt tage ind over os, hvor stor betydning denne apostels skrifter har for os.

 

Aftenen før han døde sagde Herren til sine disciple: ”Endnu har jeg meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han kommer, sandhedens Ånd, skal han vejlede jer til hele sandheden ...” (Joh. 16:12-13). Med disse ord har Herren Kristus udtrykkeligt forklaret at så længe han endnu ikke var død og opstået igen, kunne hans disciple ikke fuldt ud fatte en mere fuldstændig udlæggelse af hans lære om evangeliet, end den han nu havde givet dem. Men han føjer til at senere vil han give dem fuldt lys over det alt sammen, ved at Ånden skulle blive udgydt. Den jødiske forventning til en frelser som skulle redde dem fra ydre fjenders overmagt, lå så dybt hos alle i Juda land, at ikke en gang Jesu nærmeste tolv disciple helt kunne fri sig fra denne opfattelse så længe han endnu levede iblandt dem. De forstod ikke fuldt ud at det var en åndelig frelser han var, for deres sjæl. Derfor har Jesus selv bare givet dem selve hovedtrækkene i læren om evangeliet. Senere, når de havde set hans død, hans opstandelse og himmelfart, ville han gennem Den Hellige Ånd give dem det fulde lys over hans store gerning, og over alle Skriftens vidnesbyrd om dette.

 

Derfor siger han: ”Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer, ... når han kommer, skal han lære jer alle ting, og minde jer om alt det som jeg har sagt jer.” ”Han skal overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.” Det vil sige at Den Hellige Ånd skal give endnu større klarhed og kraft i forkyndelsen om synd og retfærdighed m.m. Derfor ser vi at denne vældige lære om vantroens synd, og retfærdigheden i Kristus, bliver forkyndt med flere ord, og mere udførlig efter Kristi død gennem hans apostle, end fra ham selv tidligere. ”For Ånden var endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh. 7:39). Derfor kunne Kristi forkyndelse gennem tre år, heller ikke vinde så mange mennesker som en eneste prædiken af Peter på pinsedagen. Da var Jesus opstået igen, og det måtte ske før han kunne forherliges.

 

Ganske vist finder vi ikke noget nyt i apostlenes skrifter, når det gælder læren. Der findes ikke noget som Jesus ikke allerede havde forkyndt. Ånden mindede om og åbenbarede bare det Jesus allerede havde talt til dem. Men denne lære, som Herren i store træk havde givet dem gennem sin forkyndelse, sine lignelser og domme, finder vi nu mere tydeligt udlagt. Når Paulus skriver at menneskene ”ikke bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men ved tro på Jesus Kristus”, så havde Herren jo også selv tidligere vist at han fordømte de strengeste lovhelgener, mens han forkyndte nåde over alle syndere som kom til ham i tro. Fra hans mund hører vi altid sådanne ord: ”Din tro har frelst dig” - ”den som tror” - ”hvis du tror”, osv. Paulus skriver at ”den som har gerninger (svensk: som holder sig til gerninger), får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent”, men at ”den derimod som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed” (Rom. 4:4-5).

 

Det samme havde Kristus også forkyndt, ved hans tale om arbejderne i vingården som vurderede ud fra sine gerninger, som ”havde båret dagens byrde og hede.” De fik ingen nådegave, men bare hvad de havde fortjent, - mens de stakkels syndere, som havde stået hele dagen forgæves på torvet, og med denne baggrund bare var afhængig af sin herres godhed, hvor meget han ville give dem for dette - de fik som gave noget de ikke havde fortjent. Kort sagt: Alt det apostlene udførligt forkynder, det var noget Kristus havde lært, og som Ånden nu forklarede for dem.*

 

*På dette grundlag ser vi hvilken ynkelig dårskab de er faldet i, de som, på trods af den udiskutable klarhed i Paulus’ skrifter, bare afviser disse, og giver indtryk af at de nok vil tro og følge Kristus, men ikke Paulus - som om han skulle forkynde en anden lære. Kristi lære og Pauli lære er den samme. Problemet er bare at menneskene får meget vanskeligere ved at bortforklare eller omtolke den, når de står overfor en mere udførlig udlæggelse af den hos Paulus. Og det faktiske forhold er at i sit hjerte hader de selve læren. Måtte de i tide stoppe op for at Herren Jesus, som de altså vil bekende sig til, har givet Paulus dette vidnesbyrd: ”Et udvalgt redskab er han for mig”, og har sagt om apostlene at de gennem Ånden skulle modtage og videregive til hele verden, den fuldstændige udlæggelse af hans egen lære!

 

Derfor siger apostelen Paulus også: ”Så er vi da sendebud i Kristi sted, som om Gud selv formaner ved os. Vi beder i Kristi sted ...” (2. Kor. 5:20). Og Kristus siger: ”Den som tager imod jer, tager imod mig” (Matt. 10:40). Fordi han var Kristi sendebud, skulle en apostel også modtages ”som en Guds engel, som Kristus Jesus selv” (Gal. 4:14). Nøjagtig som en jordisk konges budskab, båret frem af hans tjener, altid må modtages som kongens eget ord - som det jo også er. Derfor siger apostelen: ”Da I fik det ord som vi forkyndte, tog I imod det, ikke som et menneskeord, men som det i sandhed er, som Guds ord” (1. Tess. 2:13).

 

Det er ikke uden grund vi har brugt så mange ord på dette punkt, for så højt som vi agter Guds ord, så stærkt virker det på os. Den som sover, så han ikke giver agt på den store sandhed: At det er Guds ord han læser eller hører fra de apostoliske skrifter, han vil heller ikke erfare nogen saliggørende virkning af budskabet. Apostelen siger videre om sig selv:

 

Udvalgt til at forkynde Guds evangelium. Dette ord ”udvalgt” (svensk: udskilt), eller ”udset” kan henføres på at apostelen skriver i Gal. 1:15, at ”han … udvalgte mig fra moders liv”, til apostelembedet, på samme måde som Herren taler til profeten Jeremias: ”Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, og før du kom ud af mors skød, helligede jeg dig. Jeg gjorde dig til en profet for folkene” (Jer. 1:5). Men det kan også have sin baggrund i det som skete da Kristus åbenbarede sig for Paulus og kaldte ham til apostel. Ellers kan det se ud som om apostelen lægger meningen ”udskilt” i dette, og lader det henvise lidt til sit gamle liv, da han var en farisæer som også betyder ”udskilt.” Også nu var han en udskilt, men på en helt anden måde. Tidligere var han blandt de ”udskilte” i stolthed og indbildt selvretfærdighed. Nu udskilt gennem Guds nåde. Tidligere til at stride for menneskebud. Nu til at forkynde Guds evangelium.

 

Åh, hvor meget der ligger i ordet ”evangelium.” Dette skal vi uddybe nærmere når vi kommer til vers 16 og 17. Men når apostelen her kalder det ”Guds evangelium”, så er det fordi han på ny vil minde os om hvem der er den højhellige kilde for den forkyndelse han skal bære frem. Måtte vi altid være vågne for at det er Guds evangelium vi skal modtage her! Det er Guds evangelium, fordi det er Gud selv som er dets ophav, og den som først forkyndte det. Gud er dets ophav fordi han i sit evige råd først af alle ting besluttede at frelse os gennem sin Søn - ”For i ham har han udvalgt os før verdens grundvold blev lagt” (Ef. 1:4).

 

Gud er også den første som forkyndte evangeliet. Det var Gud selv som på syndefaldets dag for første gang forkyndte evangeliet. Derfor må det være helt rigtigt at kalde det for ”Guds evangelium.” Ellers bliver det også betegnet som ”Kristi evangelium” (Rom. 15:19), ”Guds nådes evangelium” (Apg. 20:24), ”fredens evangelium” (Ef. 6:15), ”evangeliet om deres frelse” (Ef. 1:13) og ”et evigt evangelium” (Åb. 14:6). Men endvidere at Paulus med udtrykket ”Guds evangelium” vil understrege dets evige oprindelse og uforanderlighed, så kommer han med endnu en vigtig tilføjelse med samme hensigt, og siger:

 

Det som han forud har givet løfte om ved sine profeter i de hellige skrifter. Med disse ord imødegår apostelen den anklage at evangeliet er en ny lære. Jøderne var stolte af at eje de hellige skrifter, Moses og profeterne. I særdeleshed når det gjaldt jøderne, så var den eneste tænkelige holdning hos dem: At foragte forkyndelsen til Kristus og hans apostle. De anså det som noget nyt. Da er det apostelen her klart udtaler at just disse hellige skrifter og profeterne som jøderne trøstede sig til, netop bar vidnesbyrd om Kristus og hans evangelium. Den forsoning som skete i Kristus, og som er evangeliets budskab, var bare opfyldelsen af det løfte Gud gav Adam allerede på syndefaldets dag.

 

Åh, hvilken trøst og styrke det er for vor svage tro, at Gud helt fra verdens begyndelse, og under løfternes og forbilledernes lange tidsalder, med utallige forudsigelser gav løfter om den Frelser som skulle komme. Hele Det gamle testamente er jo fuldt af hemmelighedsfulde antydninger, eller også udtrykkelige ord, om en mand som skulle komme i tidens fylde - kvindens sæd, Abrahams velsignelse, Davids slægt, Forløseren, Herren i Israel, Sions konge, den store profet, et skud, en kvist af Isajs stub, alle hedningers trøst, folkenes fyrste og lovgiver, Herrens salvede, redningsmanden, osv. Og han er beskrevet til den mindste detalje. Ikke bare er det sted han skal fødes forudsagt, men til og med at han skulle blive forrådt for tredive sølvpenge, og at disse til sidst skulle blive givet til en pottemager (Zak. 11:12-13).

 

Videre forkyndte profeterne også, at en ny og salig tid med et nådefuldt budskab, skulle blive givet verden. En ”ny pagt”, ikke som den første pagt, den som Gud stiftede med Israels folk ved Sinai (Jer. 31:31flg.), men en ”fredspagt” (Ezek. 34:25), når ”retfærdighedens sol”, efter en lang, dunkel dæmringstid ”skulle gå op med lægedom under sine vinger” (Mal. 4:2). En tid da forkyndelsen skulle være denne: ”Trøst, trøst mit folk! Tal venligt til Jerusalem” (Esajas 40:1-2). Da skulle han komme, Den Salvede, som var sendt ”til at forkynde et godt budskab for de sagtmodige, til at forbinde dem som har et sønderknust hjerte, til at udråbe frihed for de fangne og frigørelse for de bundne, til at udråbe et nådens år fra Herren” (Esajas 61:1-2).

 

Bare dette at sådanne løfter er givet af Gud helt fra verdens begyndelse - burde det ikke få os til at tænke efter, om det ikke skulle være Guds alvorlige mening at vi virkelig skal frelses ved hans Søn, af bare nåde? En hel lang tidsalder fuld af guddommelige løfter og forbilleder på en frelser! Jovist vejer dette lidt mere end alle vore tanker og meninger. Så meget trøsterigt ligger der altså i disse ord om at Gud forud har givet løfte om evangeliet ved sine profeter i hellige skrifter.

 

Apostelen kalder Skriften, eller skrifterne, ”hellige”, fordi det er Gud som har indgydt profeterne det de har skrevet. Det var Den Hellige Gud som talte i dem, sådan som apostelen udtrykker det: ”For aldrig er noget profetord bragt frem ved menneskers vilje, men de hellige Guds mænd talte, drevet af Den Hellige Ånd” (2. Pet. 1:21). Og nu fortæller apostelen hvad der var selve det hellige formål med Guds evangelium, hvad der var kærnen og indholdet i det. Han siger at de løfter Gud har givet, handler om et godt budskab:

 

Om hans Søn.

Hele Guds evangelium handler om hans Søn. Han er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, i Guds råd til vor frelse. ”For således har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne.” Det er denne store gave som er midtpunkt, kærne og hovedsag, i den himmelske Fars nådesbudskab til de fortabte børn. ”Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet” (1. Joh. 5:11-12). ”Og der er ikke frelse i nogen anden. For der findes ikke noget andet navn under himmelen, givet blandt mennesker, som vi kan blive frelst ved” (Apg. 4:12). Derfor sagde Herren Kristus også: ”Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6). Men Kristus er ikke bare givet os til vor benådning og retfærdighed, men også til vor helliggørelse, til genoprettelse af Guds billede i os. Derfor ser vi også at dette er det andet store hovedpunkt hvor apostlene fremholder Kristus som den som er alt sammen. Enten det er spørgsmål om hvad der er kaldet til et helligt liv og drivkraften i dette, eller det gælder måden, formen og rettesnoren for helliggørelsen, altid er det Kristus som forkyndes.

 

Han er hovedet, og fra ham går kraften og ledelsen til alle lemmerne. Han er roden, og fra ham strømmer al kraft og saft til grenene, og virker god frugt. Han er forbilledet for vor lydighed, ”for at Faderen skal blive herliggjort i Sønnen.” Hele Skriften vidner altså om at både begyndelsen og fortsættelsen i det kristne liv, kommer til os fra Kristus. De kristne skildres som ”indpodet i ham”, ”begravet og opstået med ham”, som dem som ”vandrer i ham”, og ”levende og døde med ham.” Over alt i Bibelen fremstilles Guds kærlighed i Kristus som den kilde som kan bevæge vore hjerter til at elske ham og hele hans vilje. Også når det gælder at elske vor næste. Når Ordet formaner sådan: ”Ingen må søge sit eget, men hellere det som er til gavn for næsten”, så er det for at vi skal have samme sind som Jesus Kristus selv, ”han som da han var i Guds skikkelse ... gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på sig” (Fil. 2:6-7).

 

Formanes vi til at give til de fattige, så ser vi apostelen, som baggrund for dette, siger: ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for deres skyld blev fattig da han var rig” (2. Kor. 8:9). Formanes vi, af hensyn til de som er svage i troen, at afstå fra en frihed som ellers kunne være uskyldig, så siger apostelen: ”Du må ikke med din mad føre den i fortabelse som Kristus er død for” (Rom. 14:15). Vi formanes til ikke at blive trælle for menneskene. Som grund nok siger apostelen at vi er ”dyrt købt” (1. Kor. 7:23). Vi formanes til at tilgive dem som har gjort os uret. Som grund siger apostelen: ”Ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (Ef. 4:32). Vi formanes til et rent liv i vore legemer. Apostelen fortsætter: ”Ved I ikke at jeres legemer er Kristi lemmer?” (1. Kor. 6:15).

 

Kort sagt: I alle de formaninger hvor Guds Ord taler om hvordan vi skal leve som kristne, så er mønsteret altid det samme: Grunden, drivkraften er Kristus som blev givet for vore overtrædelser. Kristus, alt i alle! Dette er den rette forkyndelse af evangeliet. Det handler om Guds Søn,

 

han som efter kødet er kommet af Davids slægt. Mange profetier havde forudsagt at Kristus skulle fødes af Davids slægt. Efter Guds visdom gennem hele hans frelsesplan, skulle det på forhånd være kendt: Først indenfor hvilke folk, og senere også indenfor hvilken stamme i dette folk, hans Søn skulle blive født som menneske. Først fik Abraham løftet om at ”I dig (svensk: i din sæd) skal alle jordens slægter velsignes.” Gud åbenbarede til og med hvem af de tolv sønner til Jakob som skulle blive stamfar og arving til løftet: ”Juda, dine brødre skal prise dig!” (1. Mos. 49:8-10). Så kommer budskabet endnu klarere: En bestemt slægt indenfor Juda udpeges. Her skal der ske, det løfterne taler om. Herren talte til David og sagde: ”Når dine dages tal bliver fuldt, og du hviler hos dine fædre, da vil jeg efter dig oprejse en søn.”

 

Og Gud sagde han ville grundfæste kongedømmet til denne søn til evig tid. ”Jeg vil være hans far, og han skal være min søn” (2. Sam. 7). Dette løfte om at Guds Søn skulle fødes af Davids hus, finder vi også gentaget i profetisk billedsprog, f.eks. i ordene fra Esajas 11:1-2: ”En kvist skal skyde frem af Isajs stub, og et skud fra hans rødder skal bære frugt. Og Herrens Ånd skal hvile over ham.” Isaj var Davids far. Videre hedder det samme sted i vers 10: ”På den tid skal hedningefolkene søge til Isajs rodskud, som står som et banner for folkeslagene.”

 

At Gud havde bestemt at Kristus skulle fødes af Davids hus, var alment kendt blandt jøderne. Af den grund var det også naturligt for dem at kalde Kristus for Davids søn. Alligevel ville de vantro ikke erkende at Jesus af Nazaret var denne de havde ventet. Men Herren havde igen givet nye kendetegn på den rette Messias, til styrke for de troende, og til en ny dom over de vantro jøder, som forkastede ham og ville vente en anden Kristus. Denne holdning sad de altså fast i, på trods af at de ikke længere havde sine egne slægtsregistre i behold, så disse kunne have bevist nogen afstamning fra David. Og nogen Davids slægtslinje findes heller ikke længere på jorden. Men af dette kan vi også opfatte hensigten med apostelens tilføjelse: ”Efter kødet er kommet af Davids slægt.” Det var for at styrke de troende, og til en advarsel for de vantro.

 

Og nu ser vi hele grunden til at der netop måtte ”udgå et bud fra kejser Augustus at al verden skulle skrives i mandtal” - nøjagtig på den tid Jesus skulle fødes. Alene for at den fattige ukendte jomfru i Nazaret skulle blive nødt til at rejse til ”Davids by som hedder Betlehem”, så det kunne blive kendt og bekræftet at Jesus var født af Davids hus. Åh, hvilken almægtig Gud!  Og engelen som forkyndte Kristi fødsel for hyrderne på marken: ”I dag er der født jer en frelser, som er Messias, Herren”, måtte også føje til: ”I Davids by.” Så fortsætter apostlen sådan:

 

Og som efter helligheds Ånd er godtgjort at være Guds vældige Søn ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus vor Herre. Det ord som er oversat med godtgjort, har betydningen af at det er bestemt, afgjort, bekræftet, eller fastslået, at Jesus er Guds Søn. At han ”efter helligheds Ånd”, eller den guddommelige natur, er Guds Søn, det bekræftes ved hans opstandelse fra de døde. Den samme som ”efter kødet er kommet af Davids slægt”, dvs. har fået menneskelig natur, er altså samtidig ”efter helligheds Ånd” Guds vældige Søn. Og denne sandhed er en klippe som alle vantroens bølger både før og nu bryder mod - men som de også til alle tider selv har knust sig på. Der var ting som ikke var helt klart, selv for dem som troede på ham, så længe Kristus gik her i sin fornedrelse. Men det blev åbenbaret for dem da han stod op fra de døde.

 

Fra da af blev også apostlenes hjerter fyldt med en sådan himmelsk kraft og frimodighed at de nu løb med fryd, selv om de vidste at det mest grusomme martyrium ventede dem. Og de løb med dette vidnesbyrd, at ”Gud har gjort ham både til Herre og til Messias, denne Jesus som I korsfæstede” (Apg. 2:36). På trods af Pilatus's segl, og bestikkelsen de forskræmte vagter ved graven fik, blev nyheden om Kristi opstandelse kendt for alle. Og dette var den store menneskelige årsag til at den ene prædiken af Peter gav det vældige stik i så mange hjerter. ”Lad os glæde os og fryde os og give ham æren”, han som så overbevisende er godtgjort at være Guds Søn!

 

Egentlig tvivler vi ikke på dette. Alligevel indser vi at vor tro på denne store sandhed ofte er svag. Men ved at høre Ordet fra de mange vidner, kan troen vækkes og styrkes. Lad os derfor høre nogen af de stærkeste vidnesbyrd, som Herrens apostle har givet os om dette, at han selv var den evige og sande Gud.

 

I vor tekst bygger Paulus alle de store og vigtige sandheder han vil forkynde i sit brev, på den store hovedsandhed at Gud har sendt sin egen, evige Søn til verden, født efter kødet af Davids slægt. På samme måde finder vi også andre steder i brevet at Paulus bruger denne dokumentation, f.eks. i kap. 9 vers 5: ”Dem tilhører fædrene, og fra dem er Kristus kommet efter kødet, han som er Gud over alle ting, velsignet i evighed. Amen.”

 

Mattæus begynder sit evangelium på samme måde. Først giver han os Kristi slægtsregister som menneske. Umiddelbart derefter henviser han til hans guddommelige væsen, ved at minde om profetens ord om det tegn og under som skulle ske: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel - det betyder: Gud med os” (Matt. 1:23). Markus evangeliet indledes med disse ord: ”Begyndelsen til Jesu Kristi, Guds Søns evangelium”, og fastslår dermed straks at denne er Guds Søn. Men umiddelbart derefter tilføjes: ”Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min budbærer foran dig, han skal rydde din vej. Der er en røst af en som råber i ørkenen: Ryd Herrens vej, gør hans stier rette.” Og dette udlægger han på denne måde: ”Sådan stod døberen Johannes frem i ørkenlandet og forkyndte omvendelses dåb til syndernes forladelse.” Læg mærke til dette enkle, men stærke bevis på at Jesus var Jehova, eller Gud selv, den evige. Profetien om døberen Johannes var tydelig og udiskutabel. Men hvem var det han skulle berede vej for?  Profeten siger ”Herrens vej.” Altså var Jesus Herren.

 

Det samme gælder Lukas. I indledningen til evangeliet henviser han straks til både Jesu guddommelige og hans menneskelige natur, ved at minde om englens ord da døberen Johannes skulle blive født: ”Mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Han (altså Johannes) skal gå foran ham.” Johannes skulle stå frem før Jesus, som altså er Herren, deres Gud (Luk. 1:16-17 og Esajas 40:3). Apostelen Johannes begynder sit evangelium med sin mægtige tolkning om Ordet som i begyndelsen var hos Gud, som var Gud, og ved hvem alt er blevet til. Dermed har han både skildret de to personer (Faderen og Sønnen), og deres enhed i guddommen. Da har han samtidig sagt at Messias i sin guddommelige natur var Herren selv. Og han som i begyndelsen skabte alting, og som var Gud, - det var ham som blev kød og tog bolig iblandt os, siger han her udtrykkeligt. ”Og”, lægger han til, ”vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søn har fra sin far.”

 

I Apostlenes gerninger henvender Paulus sig til forstanderne for forsamlingen i Efesos, og formaner dem sådan: ”Så giv da akt på jer selv og på hele hjorden, som Den Hellige Ånd har sat jer som tilsynsmænd for, for at I skulle vogte Guds menighed, som han vandt sig med sit eget blod” (Apg. 20:28). Her benyttes ikke Jesus-navnet, men ”Guds menighed, som han (Gud) vandt sig med sit eget blod.” Dermed siger apostelen at Gud vandt den med sit eget blod. Vi ved at løsepenge for vore sjæle er Jesu dyre blod. Her bliver det altså kaldt Guds blod. Ja, det er netop denne dybe, hemmelighedsfulde forening mellem hans menneskelige og guddommelige natur, som giver dette blod dets evige værdi.

 

Alt det apostelen lærer i Hebræerbrevet om den nye pagts fuldkommenhed - i forhold til den gamle - bygger han på Jesu guddommelige væsen, ”han som er troens ophavsmand og fuldender.” Først forklarer han at Jesus er Guds Søn. Derefter beviser han dette ved at citere et ord fra Skriften som sigter på Kristus, og som tilegner ham den evige Guds navn, hans trone, rige, magt og tilbedelse: ”Men om Sønnen siger han: Din trone, Gud, står i al evighed, og retfærds stav er dit riges kongestav.” Og: ”Du, Herre lagde i begyndelsen jordens grundvold, og himlene er dine hænders værk” (Heb. 1:8,10). Lige derefter imødegår han den indvending som nu kunne have sneget sig ind, at Jesus bare var et menneske, men kaldte sig Menneskesønnen. Apostelen siger: ”En kort tid stillede du ham lavere end englene.” Men hvorfor? ”Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på samme vis del i det, for at han ved døden skulle gøre den til intet som havde dødens vælde. Derfor måtte han i alle ting blive sine brødre lig, for at han kunne blive en miskundelig og trofast ypperstepræst for Gud til at sone folkets synder” (Heb. 2).

 

I sin ypperstepræstelige bøn (Joh. 17) siger Herren Jesus til sin himmelske Far: ”Og nu, herliggør du mig, Far, hos dig selv med den herlighed jeg havde hos dig før verden blev til.” Så er der nogen som påstår de tror på Jesus, men de er alligevel ikke sikre på at han var den evige Gud - og det på trods af at han altså selv har udtalt at han er det. Hvad skal vi sige om en sådan tro? I Åb. 1 viser Jesus sig for sin discipel Johannes og siger: ”Jeg er Alfa og Omega ... han som er og som var og som kommer, Den Almægtige” (vers 8). Det er den samme som i Åb. 5:5 kaldes ”Løven af Juda stamme” og ”Davids rodskud.” Igen stadfæstelse på hvordan guddommen og mennesket er forenet.

 

Men hvorfor er alt dette så underligt og vanskeligt at tro? Tænk, Den Almægtige, som har skabt alle verdener, vor jord, vor menneskehed, solen, månen og stjernerne - - hvis det behagede ham at blive menneske, og se millioner af menneskehjerter i tid og evighed smeltes ned overfor hans kærlighed, og fylde himmelen i evighed med jubel og lovsang over hvordan han frelste dem. Hvad var lettere for ham som skabte universet, end at lade dette ske? Herrens Ånd har forklaret nådeunderet for apostelen Paulus, som siger at Herren Gud har gjort alt dette ”efter sin viljes frie råd, til pris for sin nådes herlighed.” Og det er sket ”efter hans fortsæt som sætter alt i værk efter sin viljes råd, for at vi skulle være til pris for hans herlighed” (Ef. 1).

 

Men han, som altså ”efter kødet er kommet af Davids slægt, og ”som efter helligheds Ånd er godtgjort at være Guds vældige Søn ved opstandelsen fra de døde”, han har også af Gud fået det navn som er over alle navne (Fil. 2:9). Apostelens skildring af Kristus som Guds Søn, slutter sådan:

 

Jesus Kristus, vor Herre. Jesus er det græske udtryk for det hebræiske ”Josua”, som betyder Jehova er frelser, eller Jehova som frelser. Allerede fra himmelen, ”før han blev undfanget i moders liv”, var det bestemt at dette skulle være Guds Søns navn. Herren sendte sin engel og talte til Josef: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra dets synder” (Matt. 1:21). Åh, hvilken frelse og trøst som dermed ligger i dette navn! Det er noget for alle kristne hjerter at være optaget med så længe de lever, og derefter i al evighed. Bare tænk på den store omsorg Herren Gud havde ved at give englebud til Josef om det rette navn: Jesus, og selv forklarede: ”For han skal frelse sit folk fra dets synder!” Går det ikke op for os alle hvor stor en trøst der ligger i dette?

 

Kristus er den græske oversættelse af det hebraiske Messias (den salvede, et navn som Gud også selv bruger om Sønnen. Se Heb. 1:8-9, Salme 2:2, 45:8). Det siger os at han var af Faderen, udvalgt og indviet til sit trefoldige embede: At være den store profet, ypperstepræst og konge. Indvielse til disse tre embeder i Israel foregik ved salvelse med den hellige olie. Denne vellugtende olie var lavet af skønne krydderier, og forestillede Den Hellige Ånd som Kristus var salvet med ”frem for sine medbrødre” (Heb. 1:9). Dette navn (det som ligger i dette navn) er, kort sagt, det segl Herren Gud har ladet præge/gennemsyre/kendetegne alle hans elskede Søns gerninger for os. ”Kristus gav ikke sig selv den ære at blive ypperstepræst, men han som sagde til ham: Du er min Søn, jeg har født dig i dag. Ligeså siger han også på et andet sted: Du er præst til evig tid på Melkisedeks vis” (Heb. 5:5-6). Dette er det Kristus betyder. Og om Ånden får lov at åbenbare det, så vi fornemmer den himmelske vellugt i dette navn, så vil vi sikkert sige med Salomos Højsang: ”Dit navn er en udgydt salve” (Højs. 1:3).

 

Apostelen bruger betegnelsen: Jesus, Kristus vor Herre. Han er vor herre. Det betyder at vi ikke er vore egne, men tilhører Kristus. ”Dyrt købt” (1. Kor. 7:23), ”ikke med sølv eller guld, men med hans dyrebare blod” (1. Pet. 1:18-19). Derfor skal vi også være hans egne, og leve under ham som vor rette konge. Ordet for Herre (Kyrios) har en dyb betydning. De halvfjers oversættere som oversatte Det gamle testamente fra hebræisk til græsk, oversatte altid Jehova med dette ord. Men da nu Herren selv, Jehova, blev et menneske som os selv, og blev vor frelse, så er det som trøst for os vi kan sige ”vor Herre.” Han er vor - givet os som vor egen, og vor Herre, vor salighedshøvding og salighedskonge, som skal forsvare os mod alle vore fjender, lede os, regere over os efter sine egne love, og selv sørge for os i alle ting. Vor Herre er Jehova (den evige, uforanderlige) og dermed altid den samme. Han er hos os alle dage og tider. Hvor som helst og når som helst kan vi tale med ham, råbe til ham og modtage hans hjælp i alle forhold. Måtte vi få nåde til virkelig at tro dette, og benytte os af det!

 

5: Ved ham har vi fået nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedningefolkene, til ære for hans navn.

 

Af Jesus Kristus havde Paulus først fået nåde, og derefter apostelembede. Dette er to dyrebare gaver. Så er dette da også den rækkefølge Herren arbejder i: Først nåde, og derefter embedet til at forkynde denne nåde.

 

Ordet nåde, i den hellige Skrift, betyder først og fremmest Guds uforskyldte og evige barmhjertighed, kærlighed, og hengivenhed overfor uværdige. Men med Guds nåde tænker man ofte mere på dens virkning i menneskene, som kilden til åndeligt liv og lys. Det er den Guds nåde som virkes i os gennem Ånden.

 

Nåde er et vigtigt og centralt ord i læren om vor frelse. Derfor må vi også studere dette nøje. Så længe vi bare tænker og taler om det, kan det synes ret let at forstå. Men så snart der bliver tale om at anvende det, - når vor evige frelse eller fordømmelse afgøres af nåde, - da er der ikke noget andet som er vanskeligere at fatte og tro, end dette korte ord nåde. Læren om nåden er en vigtig del af læren om Gud. Og det at have det rette kendskab til Gud i hans nåde, det er evigt liv (Joh. 17:3).

 

Vi står først og fremmest overfor det faktum at hele verden ligger i et tykt mørke når det gælder spørgsmålet om Guds nåde. Nåde bliver opfattet som at ”Gud ikke skal være så nøjeregnende med menneskene som jo er svage og ikke kan leve et fuldkomment liv.” ”Men Gud er jo nådig”, siger man, og så citerer man Skriftens ord: ”For Jesu skyld forlader han os vore synder.” Dette er den nådeforkyndelse den gamle slange bruger for at bedrage hele verden - så den fortsætter med at sove. På denne måde bliver Guds nåde en slags eftergivenhed, så man ligesom bare kan se bort fra hans retfærdighedskrav og domsforkyndelse. Men det er noget ganske andet Skriften lærer om Guds nåde. Du vil få noget ganske andet at lære gennem budskabet om at Kristus svedte blod, at han blev hudflettet, og om hans høje råb på korset. Også når du læser videre, og opdager hvordan Jerusalem blev ødelagt, og alt det grusomme som dermed kom over Guds ejendomsfolk, mens ikke en fugl falder til jorden uden at deres Far vil det.

 

Nej, Guds nåde er ikke eftergivenhed. Guds hjerte kendetegnes sikkert og vist af en ubegribelig stor kærlighed og barmhjertighed for os. Men dette praktiserer han ikke i strid med den lige så store og fuldkomne retfærdighed han kræver. ”Retfærd og ret er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn” (Salme 89:15). Ingen kan få Guds nåde, uden at det sker i fuldkommen overensstemmelse med hans retfærdighedskrav. Kristus kunne græde over Jerusalem, men han kunne ikke frelse dem, for de ville ikke høre på hans røst.

 

Taler vi om Guds tilgivende nåde, i betydningen af at menneskene kommer ind i hans pagt og venskab, så må vi lægge os på sinde at denne nåde aldrig gives os udenom Kristus. Det var udelukkende en fuldkommen opfyldelse af alt det loven krævede, som tilfredsstillede Den Hellige Gud. Og der er bare et eneste forhold som gør at et menneske kan komme ind under Guds nåde, og kan leve der. Det er at mennesket gennem en levende tro er forenet med Kristus, og dermed ved ham har fået del i alt det han har gjort for os. Ja, fået del i det som om mennesket selv skulle have gjort det.

 

Der er ikke noget menneske som har Guds nåde,

hvis det ikke ejer hele lovens fuldendelse i Kristus.

 

Men dersom du er i Ham med alt det han har gjort og er for os, da ejer du også en fuldkommen nåde, og har Guds salige venskab og kærlighed.

 

For ligesom der udenfor Kristus ikke gives nogen nåde, men bare efter fortjeneste, så gælder tværtimod ingen gerning, ingen synd eller uværdighed, hos dem som er i Kristus Jesus (Rom. 8:1).

Det er dette som er nåde!

Nåde er den totale modsætning til alt det som har med gerninger og fortjeneste at gøre. Det er det helt grundlæggende man må være klar over, om man vil komme til at fatte hvad nåde er. Apostelen siger: ”Er det af nåde, da er det ikke mere af gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nåde. Men er det af gerninger, så er det ikke længere nåde, ellers bliver gerningen ikke længere gerning” *(Rom. 11:6). Og han siger videre: ”Den som har gerninger, får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent” (Rom. 4:4). Her bliver nåde og fortjeneste stillet op mod hinanden som modsætninger. Og i Rom. 4:16 læser vi: ”Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde.” Og i Ef. 2:8-9 siger han: ”Af nåde er I frelst, ved tro. Og dette er ikke af jer selv, det er Guds gave. Det er ikke af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.” Af alle disse bibelsteder ser vi at nåde og gerninger, nåde og fortjeneste, er totalt modsatte, sådan at det ene nødvendigvis må udelukke det andet.

 

*Her citeret som i den gamle svenske bibel. Dagens norske og danske bibler har bare første del af verset. Men i gamle skandinaviske, også norske, Bibler, og i King James, finder vi at budskabet forkyndes ”fra begge sider.” Først: ”Er det af nåde, da ...” Dernæst: ”Men er det af gerninger, så er det ikke længere nåde…” Det kan være nødvendigt at se sagen fra begge sider. Hvad er det vi lever på? Der er et enten - eller! (oversætters kommentar).

 

Når Skriften lærer at det bare er ved nåde et menneske bliver retfærdig og salig, hvad siger det os så om de mennesker som lever under denne nåde? Jo, det fortæller os at det er mennesker som ikke har nogen som helst ret til denne gave. Men ikke nok med det, de fortjener tværtimod bare Guds straf og vrede, og så længe de lever på jorden vil de ikke fortjene noget som helst andet - hvis Gud skulle handle med os efter fortjeneste! Fordi Guds fuldkomne retfærdighed kræver en fuldkommen hellighed, mens der i os bestandig er synd, også efter at vi er frelst!

 

Ja, alt dette er let at forstå, når det alene gælder selve læren. Men når Gud besøger et menneske, og vækker det op fra søvnen, da ser og føler det sit dybe, uendelige syndefordærv i sjælens inderste væsen, i tanker, begær og alt det som rører sig derinde. Det indser at det gamle hjerte altid vil i syndig retning, og at kødet er fuldt af syndige tilbøjeligheder. Denne tilstand bliver bare mere og mere åbenlys og følbar, ved den Ånd som nu har taget bolig i os. Da bliver det i hvert fald vanskeligt at fatte at nådens kendetegn er dette: At al denne vor synd og vore lyster ikke hindrer eller rokker den noget som helst!

 

For når loven er skrevet ind i menneskets hjerte, og den store nåde som Gud har vist ham, får ham til at se virkelig alvorligt på sin syndige natur, da vil han opleve den indre anklage over sin synd endnu stærkere. I samme grad som vi erfarer Guds uforskyldte nåde, vil vi erfare synden lige så forfærdelig. Og når fjenden ikke længere kan holde menneskene fast i søvn og sikkerhed, så vil han sætte alt ind på at give dem modløshed og uro. Til dette bruger han alle midler. Først og fremmest opvækker han igen og igen synden som bor i dig. Derefter bruger han dette til at forfærde og pine din sjæl, ved at han trækker alle mulige dømmende Guds ord frem. Dermed vil han samtidig fordunkle dit syn på Guds nåde, og stadig fremholde Guds hellighed og vrede over al synd for dig.

 

At kunne beholde ordet nåde i sin sande og fulde betydning i denne situation, det er en visdom som overgår al menneskelig forstand. Måtte Gud bevare alle kristne fra en sådan dårskab at de skulle komme til at tro at de er udlært i dette emne! Til og med er alle virkeligt hellige mennesker bare blevet spæde lærlinge i dette emne så længe de levede. Det ser vi i alle de suk, den angst og nød, som vi læser om i Davids salmer og historierne om alle de hellige. Under vers 16 vil vi tale mere om den nåde som bor og virker i os.

 

Nu vil vi se nærmere på hvad apostelen mere har fået gennem Kristus. Udover nåden havde han også fået apostelembedet. Som tidligere nævnt, er dette den rette rækkefølge for den som får et forkynderkald: Først få nåden, derefter apostelembedet. Den evangeliske forkynders hovedopgave er: En ret udlæggelse af Guds nåde, som den eneste vej for syndere, både til retfærdighed og til helliggørelse. Derfor omtaler apostelen også dette kald som ”husholdningen med den Guds nåde som er mig givet” (Ef. 3:2). Da kan enhver tænke sig hvor vigtigt det er at Kristi tjenere selv ejer det saliggørende nådens værk i sit hjerte, så de kan sige som Paulus: ”Men jeg fik miskundhed” (1. Tim. 1:16), ”af Guds nåde er jeg det jeg er” (1. Kor. 15:10), ”Jeg troede, derfor talte jeg!” (2. Kor. 4:13).

 

Den som ikke selv lever som en fattig synder bare på nåden, kan ikke tale ret om nåden! Han vil aldrig kunne tale om den med nidkærhed og liv, hvis han ikke selv dagligt lever i nåden. Uden erfaringens lys vil han ikke kunne tale om Guds skjulte veje, og om den kamp som vi da også oplever. Lysets børn, som lever i nåden og undervises af Ånden, kan ofte komme i fare for næsten at fare vild, når de oplever denne kamp. Hvordan skulle disse kæmpende sjæle så kunne få hjælp, hvis ikke sjælesørgeren selv har erfaret den kamp som opstår?

 

Et Guds barn ved både fra Ordet og erfaring, at det alene er nåden som skaber en hellig iver og kraft i os. Men når de oplever udslagene fra den mægtige syndenatur som bor i os, kan mangen en levende sjæl komme i tvivl om at dette stemmer. Da er det ikke så rart om de som ikke har nogen erfaring i dette, tænker, at på dette område kan nåden da ikke udrette noget. At nåden og evangeliet tværtimod kan modvirke helliggørelse og ”ophæve loven” (Rom. 3:31).

 

En forkynder uden denne erfaring i Åndens liv og kamp, han prædiker så godt han kan, men de tilhørere som har oplevet åndskampen, får ikke den vejledning de trænger til gennem denne forkyndelse. Da bliver forkynderen let frustreret over disse tilhørere. Og hvis han ikke forstår at her er der hemmeligheder som kun det levende gudsliv kan lære os, så konkluderer han med at det er tilhørernes manglende indsigt, eller dårlige smag, som skaber frustrationen i møderne. På den måde kan han, helt mod sin vilje, fuldstændig komme på kollisionskurs med dem som netop konkret oplever det gudsliv som han troede han forkyndte. Ja, hvem kender alle de ulykkelige resultater af at den som skulle fremme nådens værk, selv totalt manglede erfaringen af dette liv? For den som står i Guds nådes embede, er det en tvingende nødvendighed selv at eje nåden i sit hjerte!

 

For at virke troens lydighed.

Dette var målet med hans apostelembede. I grundteksten står der: ”Apostelembede til troens lydighed.” Sammenholder vi dette med andre steder hvor samme talemåde forekommer, vil vi se at udtrykket ”troens lydighed” ikke taler om lydigheden til hele Guds ord, som er troens frugt, men om selve den lydighed at man tror. Når den levende tro er født i en sjæl, virker den et lydigt sind i alt. Det er klart. Men apostelens kald var først og fremmest at bringe mennesker til i lydighed at modtage (indtage) evangeliet. Dette var hoved-lydigheden, og af denne fulgte så efterhånden al anden lydighed. Evangeliet omskaber dem som tror på det! Men det ville på den anden side være en fuldstændig forkert udlægning, om man sagde at evangeliet kom for at omskabe verden. Nej, det blev givet for at frelse sjæle fra den evige død.

 

Den lydighed der her tales om, er altså at hjertets øre hører og tager evangeliet til sig. Det er evangeliet som møder hjertet og åbner det, så det forenes med evangeliets budskab. Dette stemmer helt med de steder hvor samme udtryk anvendes, som f.eks. Apg. 6:7: ”En stor flok af præsterne blev lydige mod troen.” Peter opfordrede dem til at ”lade sig frelse” (Apg. 2:40). Rom. 16:25-26: ”Den hemmelighed ... som nu er blevet kundgjort for alle folk for at virke troens lydighed,” og 2. Tess. 1:8 står der om Herren som skal hævne sig på ”dem som ikke er lydige mod vor Herre Jesu evangelium.” I Rom. 10:3 giver apostelen udtryk for sin bekymring over dem som ”søgte at grundlægge sin egen retfærdighed.” Og der tilføjer han at ”de gav sig ikke ind under Guds retfærdighed.” I vers 16 i samme kapitel siger han: ”Dog var det ikke alle, der adlød budskabet (dvs. ikke alle havde hørt og samtidig taget ordet til sig og ladet det virke i sig). For Esajas siger: Herre, hvem troede vel det han hørte af os?”

 

Der er nok mange mennesker som ikke foragter Guds ord, men tværtimod anser loven for Guds hellige vilje, og som mener at loven skal holdes. Men samtidig har de et totalt uforpligtende forhold til evangeliet. Deres forhold til evangeliet anser de ikke for så alvorligt som sit forhold til loven. Hele Guds ord vidner tværtimod om at den som bryder loven alligevel kan frelses ved at fly til nåden i Kristus. Men den som ikke har det rette forhold til evangeliet, som ikke har ”givet sig ind under Guds retfærdighed”, ikke omvender sig og ”hylder Sønnen,” - for sådanne er der ”ikke længere noget offer tilbage for synden” (Heb. 10:26). ”Har nogen brudt Mose lov, da dør han uden barmhjertighed på to eller tre vidners ord. Hvor meget værre straf tror I da den skal agtes værd, som har trådt Guds Søn under fødder, og foragtet pagtens blod?” (Heb. 10:28-29).

 

Men hvem er det som træder Guds Søn under fod? Det er dem som hører, og godt kender til den store nåde og gave fra himmelen, men ikke mere er optaget med den. De mener måske til og med at de ”har jo taget imod.” De tror de er frelst. Men det er blevet noget selvfølgeligt og uforpligtende!  Åh, hvor der tilbydes stor nåde, der er der også stor fare! Der bliver stor vrede, der hvor den store nåde foragtes. Gud har givet os sin Søn til soning for alle vore synder, og givet os et nådefuldt tilbud om at komme til ham, blive forenet med ham, og med ham få del i saligheden. Men som en selvfølgelig del af dette nådetilbud er det også hans majestætiske vilje og bud at vi i taknemlighed ”er lydige mod evangeliet”/”bliver lydige mod troen.”

 

Derfor siger Johannes også: ”Dette er hans bud at vi skal tro på hans Søns, Jesu Kristi navn” (1. Joh. 3:23). Og Herren Gud siger: ”Kys (hyld) Sønnen, for at han ikke skal blive vred og I gå til grunde på vejen!” (Salme 2:12). At foragte Guds tilbud om nåde i Kristus, er et oprør mod hans majestætiske væsen. Dette er grunden til at hvor som helst i Skriften vi læser om dommen, eller fordømmelse, over synd, så er det vantroen som er selve synden. Menneskene ser ikke Guds mening med evangeliet, men elsker mørket frem for lyset. De vil ikke omvende sig til Herren, som evangeliet forudsætter, men forbliver borte fra Herren. Derfor siger Skriften: ”Hør! Så skal jeres sjæl leve” (Esajas 55:3).

 

At kunne høre hvad Gud har besluttet som den eneste vej til frelse for menneskene, at man bøjer sig for det, begynder at spørge efter denne vej, og på trods af alle fornuftens indvendinger, vil lade denne Guds frelse være nok for sit hjerte, - det er at ”give sig ind under Guds retfærdighed.” Det er dette vort bibelvers kalder for ”troens lydighed.”

 

Blandt alle hedningefolk, skulle denne troens lydighed virkes, siger apostelen. I tidligere tider havde Gud ladet alle folkeslag, med undtagelse af jøderne, vandre sine egne veje. Men vi skal da også huske på at Gud, iflg. hans eget ord, havde givet også dem sit vidnesbyrd. Han havde lagt det ned i deres hjerter, og vist dem det i skabelsen (Rom. 1:20, 2:15). Men, siger apostelen, ”efter at Gud har båret over med uvidenhedens tider, befaler han nu alle mennesker alle steder, at de skal omvende sig” (Apg. 17:30). Nu havde Herren givet sine vidner dette kald: ”Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for hele skabningen” (Mark. 16,15). Og Paulus’ særlige kald var at være ”hedningenes apostel” (Rom. 1:13, 11:13, Apg. 9:15, 22:21).

 

Til ære for hans navn, hedder det til sidst. Dvs.: for at hans navn skal blive forherliget. Hele verden blev skabt til Guds ære. Underet: Synderes frelse, er først og fremmest til Guds ære. Al den nåde og barmhjertighed han viser sit folk, gør han for sit eget navns skyld (Esajas 43:25). Det samme gælder hans straffedomme over hans fjender (se Rom. 9:17). Som regel tænker vi ikke på at Gud skulle have noget højere mål ved det han virker i os, end at vi bliver frelst. Men

 

over alt taler Skriften tydeligt om at alt det Gud gør, og har gjort, for menneskene,

har som sit højeste mål at forherlige hans navn.

 

I dette ligger en virkelig stor trøst for elendige syndere. Når jeg er kommet der hen, at al min skidne synd overskyller mig, så det eneste rette for sådan en som mig, synes at være at blive kastet i helvede. Når det er umuligt at tro, at Gud ville vende sit øre til nogen bøn fra så stor en synder, - da er det en stor trøst at vide at alt det Gud gør, det gør han først og fremmest for sit navns skyld.

 

Da kan vi sige: Gud, alene dit store prisværdige navn må få al ære. Skulle du bare se på mig, så måtte du kaste mig i helvede. Men til dit store navns ære beder jeg dig gøre det store og barmhjertige under at du frelser mig, elendige synder! På denne måde er det Moses, David, og mange andre Guds hellige holder Guds navns ære frem i sine bønner. Ja, Herren skal få en vældig, uophørlig lovprisning af syndere i al evighed. Videre siger apostelen at af Kristus havde han fået nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedningefolkene til hans navns ære. Ja, tænk som Kristi navn dermed skal æres af alle dem som fik del i dette! Tænk hvilken uendelig lov og pris som engang skal bruse ind for Lammets trone, fra alle synderes hjerter, fra denne ”store skare som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål” (Åb. 7:9).

 

6: Blandt dem er også I kaldet til Jesus Kristus.

 

I sit brev vender apostelen sig nu til en flok hedningekristne som han ikke kender personligt. Han har allerede fortalt at hans apostelembede omfattede alle hedninger, som jo også inkluderer disse i Rom. Men nu går han nærmere ind på deres åndelige tilstand, som var endnu en baggrund for at han skrev til dem, nemlig at de allerede var kaldet af Jesus Kristus, eller ordret Jesu Kristi kaldte. De havde dermed allerede dette fælles med apostelen. Men apostlenes kald var tosidig: Først at de skulle gøre alle folk til disciple, eller virke ”troens lydighed” hos dem. For det andet at de skulle lære dem at holde alt det Herren havde befalet dem (Matt. 28:19-20). Dem som han skrev til i Rom behøvede altså i hvert fald det sidstnævnte, og denne aposteltjeneste vil han nu opfylde i dette brev.

 

Vi bør tage ved lære af denne hans indledning. Her har vi en apostel som havde fået kald til at forkynde for ”enhver skabning under himmelen.” Alligevel fortæller han dem den konkrete årsag til at han nu vender sig mod dette nye sted. Af dette lærer vi at ingen må trænge sig ind på mennesker med Guds ord, uden at kunne henvise til at det har sin baggrund i at Gud har sendt eller kaldet dem til det. (Dette taler Luther meget om i sine skrifter). Efter denne indledning følger nu selve hilsenen:

 

7: Til alle Guds elskede, kaldte og hellige som er i Rom: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus.

 

Efter at han har afsluttet den rige indskudssætning i vers 2-6, fuldfører apostelen her den egentlige overskrift og hilsen i brevet: Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel - til alle Guds elskede, kaldte og hellige som er i Rom: Nåde være med jer ... osv.

 

Er det ikke en herlig måde apostelen omtaler de kristne på, i sine breve? Med disse ord betegner han deres evighedsposition: ”Guds elskede, kaldte og hellige!” Dette taler ikke bare om Guds almene kærlighed, den han elskede verden med, sådan at han gav sin Søn den enbårne. Det skildrer en særlig kærlighed, som overfor børn og fortrolige venner. Den væsentlige betegnelse her er Guds elskede. Ordene som følger bagefter skildrer hvem disse elskede er, og hvorfor de er særligt elsket. At de er kaldte og hellige vil sige at de er kaldet til at være hellige, eller ved Guds kald udvalgt (svensk: afsondrede) fra andre mennesker til at være hans egne, være folket i hans nye pagt (Esajas 48:12). Alle sådanne er hellige for Gud. Hvad ligger der i alt dette? Hvordan skal dette opfattes? Det må vi nu se nærmere på. For denne ordlyd kan ellers stå i temmelig stærk kontrast til hvad vi føler og erfarer hos os selv.

 

Ordet hellige betegner sådanne som er udskilt til tjeneste for Gud, ”helliget i Kristus Jesus.” Dette er selve hovedsagen hos hele Guds folk, uden undtagelse. Vi ved ikke noget som helst om Guds rige, udover det vi finder i Skriften. Og hele Skriften vidner om at betegnelsen hellig er givet enhver som er forenet med Kristus, eller ”er i Kristus.” Når det gælder det gode og det onde i hvert enkelt menneske, så findes der nok et uendeligt antal af grader. Men der vil alligevel altid være to store hovedkategorier mennesker, med baggrund i de to magter som kæmper om sjælene: Kristus og Bileam. Det er ”kvindens sæd” og ”ormens sæd.” Der findes ingen ”mellemklasse” af mennesker. Ethvert menneske er enten Guds barn, eller djævelens barn, siger Johannes (1. Joh. 3:10).

 

Videre siger han, når det gælder ham selv og andre Guds børn: ”Vi ved at vi er af Gud. Men hele verden ligger i det onde” (1. Joh. 5:19). Disse som apostelen nu skriver til, er altså ”hellige brødre som har fået del i et himmelsk kald” (Heb. 3:1). I vort brev tiltaler han dem også med disse ord: ”I som var syndens tjenere, er nu af hjertet blevet lydige mod den læreform I er overgivet til” (Rom. 6:17). De havde fået ”syndernes forladelse og arvedel blandt dem som er helliget ved troen på Jesus” (Apg. 26:18). Alle de som har oplevet dette og er blevet ”forenet med ham” (Rom. 6:5), Kristus, er altså hellige ind for Gud, og elsket af ham. Og det har udelukkende sin grund i at de er iklædt Kristus, han som selv sagde: ”Jeg helliger mig for dem” (Joh. 17:19). Det grunder sig ikke på nogen hellighed som er i os, eller er virket i os, men på selve kaldet til Kristus, til at træde ind i det han har fuldbragt, som en der er indsat som arving til en fremmed, stor arv.

 

Derfor bruger apostelen heller ikke betegnelsen at de er ”gjort” hellige, men ”alle Guds elskede, kaldte og hellige.” For selv om du af Guds nåde er en helliggjort kristen, så vil du - så sandt du ikke er blevet blændet af egenretfærdighedens bedrag, altid se at der stadigvæk findes meget synd og urenhed i dig. Derfor høres sukket over disse ting altid, fra en hellig, kæmpende ånd i dig.  Nej, ikke engang de største helgener var hellige og syndfrie i sig selv. Luther siger i denne forbindelse: ”Dette at jeg tror på en hellig, kristen kirke, er lige så meget en trosartikel som de andre.” ”En kristen er også skjult for sig selv, sådan at han ikke ser sin hellighed. Det er stadig bare vanhellighed og synd han ser hos sig selv. Kort sagt: Vor hellighed er i himmelen - i Kristus.”* I Skriften kaldes alle troende for hellige, og de er hellige og velbehagelige ind for Guds øjne - udelukkende fordi Kristus er hellig og velbehagelig for Gud, og ved at de er iklædt Kristus. Alt dette bare fordi Kristi blod gælder, og er en fuldkommen forsoning ind for Guds øjne i himmelen. Alle som i tro har tvættet sig i Kristi blod, er dermed fuldkommen hellige ind for Gud.

 

* Luthers forord til Johannes Åbenbaring.

 

Derfor sagde Kristus, henvendt til sine svage disciple: ”Den som er badet… han er jo helt ren” (Joh. 13,10). I himmelen er det bare Kristi blod som har værdi, - Gud være evig lovet! I himmelen betyder hans blod vor fuldkomne renselse. I himmelen regnes vi derfor som fuldkomne rene. I Guds øjne er vi hellige - men bare i hans elskede Søn. I vore øjne er vi bare urene og vanhellige, fordi vi bare ser det som er i os. Vi ser ikke det Kristus har gjort og er for os. Men nu bør vi da sandelig lade Guds dom råde, sådan som Peter fik at høre af den himmelske røst: ”Det som Gud har renset, skal du ikke kalde urent” (Apg. 10:15). Dette var også åbenbaret David da han kunne sige: ”Bevar min sjæl, for jeg er from” (Salme 86:2).

 

De som ved troen er i Kristus Jesus, har Den Hellige Ånd i sine hjerter. Og Ånden arbejder på at hellige hele vor ånd, sjæl og legeme. Men dette værk vil aldrig opnås fuldkomment mens vi lever her i tiden. Det hedder da også at da ”har I helliggørelse (ikke hellighed) som frugt, og til sidst evigt liv” (Rom. 6:22). Ligeså hedder det ”For med et offer har han for altid gjort dem fuldkomne som bliver helliget” - der står ikke som er blevet hellige - (Heb. 10:14). Det som gælder som hellig ind for Gud, det er alene en fuldkommen hellighed, nemlig Kristi egen! Og i denne mening er alle troende lige hellige, og kaldes alle for hellige, sådan som apostelen bruger det her: ”Alle Guds elskede, kaldte og hellige som er i Rom.” Alle er de udvalgt af verden (Joh. 15:19) og helliget Gud (Joh. 17:19), og alle lige retfærdiggjort i Kristi blod (Rom. 3:23-24), selv om de enkelte troendes helliggørelse ikke er kommet lige langt. Nogen er i så henseende børn, andre er unge, mens nogle er blevet fædre i Kristus. Nogle svage i troen, andre stærkere. Nogle mere vågne Guds børn, andre mindre vågne. Men i Kristus er de alle lige retfærdige og hellige.

 

På denne baggrund har vi nu forstået hvad (hvem) det er som har gjort dem til Guds elskede, hans venner, og kære børn. Der er altså ikke nogen fuldkommenhed eller dyd hos dem selv som virker dette. Nej, apostelen siger: ”Han har benådet os i den elskede” (svensk. Ef. 1:6). Vi kan også se Ef. 1:4 hvor apostelen siger at ”Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige for hans åsyn.” Guds kærlighed til os har sin baggrund i hans kærlighed til Jesus Kristus, Faderens elskede. Og dem som han ser i Kristus, er alle sammen for Kristi skyld, kære og elsket af Gud, selv om de af naturen er vredens børn og endnu fulde af meget ondt. Dette forhold skildrer Skriften også ved at tale om Guds ”øjesten” (Zak. 2:12), ”dem du (Gud) elsker” (Salme 108:7), ”I sin kærlighed og sin store mildhed genløste han dem” (Esajas 63:9), ”Og Gud skal tørre hver tåre bort fra deres øjne” (Åb. 7:17), o.s.v.

 

Alle sådanne udtryk vidner om Guds særlige kærlighed og ømhed overfor sine børn. Og den reduceres altså ikke ved at de falder. Men denne Guds kærlighed giver sig også andre udslag, sådan som det skildres f.eks. i Åb. 3:19: ”Alle dem jeg elsker, dem revser og tugter jeg.” Og apostelen siger: ”Det er for tugtens skyld I tåler lidelser. Gud handler med jer som med sønner” (Heb. 12:7). På denne måde hader Gud nok sine børns synder, og straffer disse. Men barnet selv er hele tiden lige kært for ham, nøjagtig som den kærlighed en jordisk far har til sit barn er lige stor, også når han tugter det fordi det var ulydigt. På denne baggrund forstår vi apostelens ord: Guds elskede, kaldte og hellige. Måtte vort hjerte nu også virkelig gribe disse herlige ord!

 

Så skal vi se nærmere på hans konkrete ønske for dem. Apostelen siger:

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. Dette er den hilsen apostelen sædvanligvis bruger i sine breve. Disse to ord, nåde og fred, rummer da også hele det kristne liv med al dets salighed. Vi har tidligere set på hvad vi finder i ordet nåde: Først al den uforskyldte barmhjertighed Guds hjerte er fuldt af, som virker al denne venskab og kærlighed til dem som er i Kristus, og som er så ubegribelig for os. For det andet bærer det i sig alt det gode som Gud også virker i de troendes hjerter når han giver dem Den Hellige Ånd, som oplyser deres forstand og helliger deres sind og gerninger. Fra nådens kilde flyder alt som virker liv og gudfrygtighed, den nåde som kalder og genføder, som helliggør, styrker og befæster i troen. Apostelen opsummerer en hel række skønne Åndens frugter: ”Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed” (Gal. 5:22). Alt dette får vi gennem dette ord nåde.

 

Fred var det næste i apostelens ønske for dem. Ordet fred har en betydning som går på et begrænset ”indre” område. Men også en betydning som står for et mere omfattende område. Ser vi på det begrænsede, konkrete område som gælder vort forhold til Gud, betyder det først og fremmest at fjendskabet er ophævet, at forligelsen er sket. For det andet at dette er åbenbaret for vort hjerte, så vi har samvittighedens fred i sjælen, og et fortroligt forhold til Gud. Dette er den fred som har nærmest sammenhæng med nåde, som apostelen også taler om i Rom. 5:1 hvor han siger: ”Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” Sådan udlægger Luther også disse to ord, nåde og fred, i apostelens hilsen, når han siger: ”I disse to korte ord finder vi hele det kristne liv. Nåden: Syndernes forladelse. Freden: En glad og frimodig samvittighed.”

 

Men i sin mere omfattende betydning af freden har vi også al den hjertelige tryghed og lykke som følger med dette gode forhold til Gud. Derfor, siger apostelen, roser vi os ikke bare af håb om Guds herlighed, med baggrund i nåden, men vi roser os også af vore trængsler, for vi ved at når det gælder os som er frelst, så må til og med trængslen tjene til alt muligt godt. Ja, han siger til sidst, ”vi roser os også af Gud” (Rom. 5) - vi roser os af Gud selv, over at nu er han vor Far, og da må vi nødvendigvis have alt godt, for ”er Gud for os, hvem er da imod os?” (Rom. 8:31). Tænk, Gud, ”han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for os alle, hvordan skal han kunne andet end at give os alle ting med ham?” (Rom. 8:32).

 

Alt dette ligger i ordet fred. Og Tænk: Når så Gud har gjort det nådeværk i et menneske, at han har åbnet dets åndelige sanser, sådan at det ser hvad det vil sige at himmelens og jordens Herre er dets ven, - og det på en sådan måde at intet af al den synd som endnu bor i dette menneske på nogen som helst måde kan rokke ved dette forhold! - Da må det jo blive en stor og salig fred. Når jeg så yderligere får øjnene åbnet for den sandhed at ikke et hår kan falde af mit hoved, uden at vor himmelske, kærlige Far vil det, at der ikke findes noget ondt hvor han ikke kan hjælpe, så snart det behager ham, og at han nu ikke kan lade noget som helst ondt ramme mig - uden at det er noget som er helt nødvendigt for mig! Jovist giver dette en stor og salig fred.

 

Men denne fred hedder med rette ”fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus”, sådan som apostelen udtrykker det her. Dette skal vi forstå sådan at freden ikke bare er en gave som Gud giver os. Det betyder også at Gud selv, hans venskab og hans magt, er selve freden. Læg godt mærke til dette! Han siger ikke: Fred fra verden, for Kristus siger tværtimod: ”I verden har I trængsel”, og: ”Verden hader jer”, osv.  Han siger heller ikke: Fred fra kødet, for ”kødet begærer imod Ånden.” Han siger ikke: Fred fra djævelen, for ”djævelen er steget ned til jer i stor vrede” siger Johannes (Åb. 12:12). Han siger heller ikke: Fred på grund af gode livsvilkår, fred fra gode venner, fred på grund af et godt rygte, god helse osv. Nej, fordi alt dette giver en ustadig fred. Men han siger: ”Fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus.”

 

Det vil sige at han ønsker os en guddommelig og himmelsk fred, sådan som Kristus også udtrykker det: ”Min fred giver jeg jer. Ikke som verden giver, giver jeg jer” (Joh. 14:27). Den fred verden giver, består i at det onde som vi oplever i legemet, eller omkring os, og som bekymrer os, bliver taget bort. Ligesom når en fjende har indtaget en by, da er der ufred, men fred igen når fjenden er borte. Sådan er der også ufred når fattigdom eller sygdom tynger dig. Men når problemerne er borte, da har du på ny fred. Ligeså når onde tunger angriber dig med løgn og bagtalelse, da har du ufred. Men når bagtalelsen ophører, da har du igen fred. Sådan svinger verdens fred.

 

Men Guds fred består i at selv om alt dette ydre onde endnu påvirker og anfægter dig, så har du stadigvæk fred i hjertet. Bare fordi Gud er din ven, at Gud er almægtig, at han hører dine bønner, tæller dine tårer og kan når han vil, på et øjeblik stille stormen, og på ny give dig hvile. Guds fred består i at selv mens dit kød endnu er fuldt af synd, og djævelen anfægter med sine anklager mod din samvittighed, så ved du stadigvæk at Kristus med sin retfærdighed og nåde vejer meget mere end alt dette, og er din stærke forsvarer hos Faderen. Guds fred består i at selv om alt ondt i verden kan plage dig, enten det er sygdom, fattigdom, bagtalelse o.s.v., så ved du alligevel at Gud og hans venskab er tusind gange større end alt dette, og at han snart skal komme og hente dig fra denne jammerdal til sig i himmelen. Der skal du i al evighed være fri fra alt ondt, være tryg og salig med Gud og de hellige.

 

Dette er Guds fred. Men denne fred kommer fra nåden i hjertet. Derfor kan den øges og mindskes. Men hele vor kristendom hviler på nåden og freden i hjertet. Da forstår vi hvor stor betydning det har, ikke bare at ønske hinanden nåde og fred, men også flittigt at tage vare på dette. Og det middel som kan forøge nåden og freden, hører vi om i 2. Pet. 1:2: ”Nåde og fred bliver I til del i rigt mål gennem kundskaben om Gud og Jesus, vor Herre.” Jo mere vi kender Gud og vor Herre Jesus Kristus, desto mere nåde og fred får vi i hjertet. Måtte derfor hver kristen flittigt lade disse skatte tilføres hjertet! Ja, måtte Gud selv i sin nåde lade dette ske!

 

Det som nu følger i vers 8-15 er en strøm af det som ligger apostelen mest på hjerte. Det viser os hvad det vil sige at være ”brændende i ånden.” Det kan være et spejl for enhver kristen, i særdeleshed for sjælesørgere.

 

8: Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, for i hele verden bliver der talt om jeres tro.

 

Det Paulus her siger, er med andre ord: Det første som griber mig når jeg tænker på jer, det er en hjertelig glæde og taknemlighed til Gud, som har gjort så stor en gerning i jer at det bliver omtalt over hele den verden vi i dag kender (det romerske rige). Dette som bl.a. har virket at i hovedstaden er de begyndt at tage afstand fra afgudsdyrkelsen, og er blevet optaget med Kristi evangelium. I taksigelse til Gud glædede apostelen sig over dette han har fået at høre om evangeliets fremgang i Rom. Her ser vi et klart eksempel på det rette åndelige sind - i modsætning til den kyniske, mistænksomme ånd, som ikke kan tænke noget godt om en åndelig bevægelse som det høres om fra et andet sted, selv om den har Kristus og omvendelse til ham som mål. Og disse sidstnævnte kan slet ikke fryde sig over noget sådant, men lader det i bedste fald ligesom koldt bare ”stå for hvad det er”, som det hedder. Men sådan er det altså ikke med Paulus. Vi ser at han til og med fryder sig over den Guds nåde han trods alt ser, er virksom hos korinterne (1. Kor. 1:4-9), selv om han hos dem fandt så meget han måtte påtale og straffe.

 

Dette er den rette Guds nådes ånd. Kærligheden ser Guds værk, tror og håber det gode (1. Kor. 13), og fryder sig over at sjæle søger Jesus og omgås ham, selv om der stadigvæk er mange fejl og mangler som hænger ved dem. Der er mange som bare vil glæde sig når de ser mere fejlfrie kristne, og det er bare sådanne de anser for hellige. Måtte disse nu tage ved lære af apostelens rette sind. Paulus siger jo her: Jeg takker min Gud ”for jer alle.” I vers 7 havde han sagt hvem han adresserede dette til, nemlig de kaldte og hellige. Men der måtte jo være stor forskel på alle disse mennesker som brevet er adresseret til. I kap. 14 siger han at nogle var svage, nogle stærke, nogle kommet et lille stykke, andre længere på helliggørelsens vej.

 

Men disse forhold gør altså ingen forskel for apostelen. Han takker sin Gud for dem alle, for de var trods alt ”Guds elskede, kaldte og hellige.” De var alle født af Gud, og den fødsel er hovedsagen. Sådan er det jo også i et hjem. Det er ved fødselen alle bliver børn og arvinger der. Og det er jo det som er grundlaget for forældrenes kærlighed til dem, uanset hvor ulige de ellers er i alder og udvikling. Sådan er det altså også med Guds børn, de er alle kære for Gud - bare for Kristi skyld. Dette er et stort Guds underværk i dem alle, som vi må prise Gud for.

 

For denne nåde priser apostelen - ikke de omvendte sjæle, men Gud. Og han tilføjer: ”Ved Jesus Kristus.” Alle Guds gaver kommer til os gennem Kristus, ligesom alle vore bønner og taksigelser går gennem Kristus til Gud.

 

Vi har ikke noget som helst fællesskab med Gud, uden gennem denne eneste mellemmand som findes mellem Gud og mennesker.

 

Ikke engang vore taksigelser er velbehagelige for Gud, uden gennem ham, som er den elskede.

Vi lægger også mærke til at apostelen ikke er bange for konkret at omtale det Guds værk som er sket ved dem. Apostlene begynder sædvanligvis sine breve med opmuntrende udtalelser om hvad Gud har virket hos dem de skriver til. Og på denne nåde som de dermed allerede har fået, grunder de så sine formaninger. Sådan talte Herren Kristus også selv. Se Matt. 16:17, Åb. 2:2, 3, 4, 13, 14, m.fl.

 

9 og 10: For Gud selv, som jeg tjener i min ånd i hans Søns evangelium, han er mit vidne på hvordan jeg stadig mindes jer i mine bønner, og beder om at det endelig en gang ved Guds vilje må lykkes for mig at komme til jer.

 

”Gud er mit vidne.” Apostelen går antagelig ud fra at dem han skriver til i Rom ikke kunne tænke sig at han, en totalt fremmed, kunne have en sådan omsorg for dem. Når de møder en sådan kærlig nidkærhed fra en de ikke kender, virker det som en stærk vækkelse, og tjener desuden til at åbne deres hjerter for Ordet. Vel vidende om dette tager apostelen Gud til vidne på hvordan han stadig mindes dem i sine bønner. Og for at understrege at det ikke var i nogen slags letsindighed han tog Gud til vidne, er det at han siger (om Gud selv): ”Som jeg tjener i min ånd i hans Søns evangelium”, dvs. i troen på ham, i kærlighed til ham, og i nidkærhed for hans ære.

 

Med Gud som vidne, han som han nu tjener, skriver han altså at han stadig tænker på dem, altid mindes dem i sine bønner til Gud, og beder også om en lykkelig rejse til dem. Igen finder vi her et eksempel på den rette sjælesørger: Altid i sine bønner optaget med sjælenes vel. Ja, sådan er det hver enkelt kristens pligt at bede for hinanden. Enhver som tror på evangeliet er lige forpligtet til at bede for, som at arbejde for, dets udbredelse. Både bøn og arbejde må følge enhver kristen. At bede uden at arbejde, er at spotte Gud. At arbejde uden at bede, er at tage æren fra Gud. Hvis begge disse to midler ikke går sammen, kan man ikke vente nogen stor velsignelse.

 

I disse to vers ser vi både apostelens liv ind for Gud, og hans kærlige nidkærhed for sjælene. Alt sammen stemmer godt med de to hovedgaver han iflg. vers 5 havde modtaget: Nåde og apostelembede. Det er som om han vil sige: Gud har givet mig nåde - jeg tjener ham i min ånd. Han har givet mig apostelembede - og jeg tænker stadig på sjælenes vel. Apostelen beder også Gud om at det må gå ham godt på vejen til Rom. Ikke engang en sådan praktisk sag ser han på som noget vi har magt over. Også apostelen Jakob lærer os at give Gud æren på den måde, så vi ikke en gang taler om at vi skal rejse hid eller did, uden at tilføje: ”Hvis Gud vil” (Jak. 4:13-15).

 

11 og 12: For jeg længtes efter at se jer, så jeg kunne lade jer få del med mig i en og anden åndelig gave, sådan at I kan blive styrket. Det vil sige: At vi sammen hos jer kunne oplives ved vor fælles tro, jeres og min.

 

Det var for at styrke brødrene, for at dele en og anden åndelig gave med dem, at apostelen ville komme til dem. Hvordan de åndelige gaver skulle deles, og brødrene styrkes, det forklarer han ved tilføjelsen: Det vil sige: At vi sammen hos jer kunne oplives ved vor fælles tro, jeres og min. Al kristen erfaring bekræfter også at det styrker vor ånd, og forøger de væsentligste nådegaver, når man oplever troens ild brænde hos nådesøskende. I stærkest grad sker dette når denne troens ild virker sådan at det læres på bibelsk vis, at det bedes og lignende. Ved hans brændende ånds gerning i tale, bønner og under, og særligt ved hans forkyndelse og undervisning i evangeliets hemmeligheder, skulle de troende i Rom gennem apostelens besøg få mere nåde, styrket tro, kærlighed, og kraft. Men apostelen skulle også selv blive styrket og fornyet i sin ånd ved at opleve Guds værk hos dem. Dette er en uimodsigelig sandhed, at de åndelige gaver meddeles gensidig ved den åndelige styrkelse vi har i at opleve hinandens tro. Det er som vi siger, at den ene glød antænder den anden. 

 

Når flere troende kommer sammen i Jesu navn bliver åndens liv stærkere. Ligeså styrkes troen, kærligheden, bønnen og bekendelsen. Alle Åndens gaver fornyes og styrkes. Derfor har sådanne sammenkomster af nådesøskende også været et velsignet nådemiddel helt fra menighedens første dage. Det taler Lukas også om i Apg. 2:46-47: ”Hver dag kom de trofast og med et sind sammen i templet, og i hjemmene brød de brødet, og holdt måltid med fryd og hjertets enfoldighed. De lovede og priste Gud.” Når sådanne samvær mellem nådesøskende altså tjener til at styrke det åndelige liv, da er det jo et mistænkeligt tegn om du har en ånd som ikke elsker sådanne samvær!

Men apostelen tilføjer:

 

13: Jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om at jeg ofte har sat mig for at komme til jer, men helt til nu er jeg blevet hindret. Også hos jer ville jeg gerne høste nogen frugt af mit arbejde, ligesom blandt de øvrige hedningefolk.

 

Med dette kommer det frem at den kærlighedens nidkærhed han havde for disse som han skrev til, ikke var af ny dato. Det ville han de skulle være klar over. For som det også er nævnt tidligere, så virker det vækkende og livgivende på sjælene, når de forstår at de er genstand for gudfrygtige menneskers omsorg. Det var for at han også hos dem kunne ”høste nogen frugt af sit arbejde”, siger apostelen. At udtrykket ”høste” anvendes, sigter til at ”det er Gud som giver vækst” (1. Kor. 3:7).

 

”Ligesom blandt de øvrige hedningefolk.” Apostelens virksomhed havde allerede givet meget frugt blandt andre hedningefolk, se Rom. 15:19. I stort arbejde og under mange lidelser havde han vandret gennem en stor del af Syrien, Asien og Grækenland. Men han ville ikke hvile endnu. Også i Rom ville han høste nogen frugt. Hidtil var han altså blevet forhindret. Det var på grund af uundgåeligt arbejde andre steder, sådan som vi ser af Rom. 15:22. Og på samme måde blev apostelen fortsat stadig forhindret, helt til Herrens time var kommet. Da kom Paulus til Rom - men på en helt anden måde, og under ganske andre omstændigheder, end han havde i tankerne da han bad om at det måtte ”lykkes at komme til dem.”

 

Han kom som fange til Rom, i lænker. Undervejs var skibet, de rejste med, forlist, og efter ankomsten til Rom blev han holdt fængslet. Læg mærke til hvor underligt Gud handler! Hans mest trofaste tjener havde over lang tid bedt om en lykkelig rejse, og så blev det på en sådan måde. Ja, sådan plejer Herren at handle med sine mest trofaste venner. Men - Gud havde hørt bønnen, rejsen var lykkes for dem som fangen kom til! Selv om han var bundet, så var Guds ord ikke bundet. Og ved Guds vidunderlige styrelse kom alt til at virke sådan at hans rige blev udbredt. Men igen går vi videre i teksten, hvor han forklarer hvorfor han ikke kunne slå sig til ro med den tjeneste han allerede havde fået at stå i.

 

14: Jeg står i gæld både til grækere og barbarer, både til vise og uvise.

 

Han siger: ”Jeg står i gæld”, er altså en skyldner. Dette taler han også om til korinterne: ”For om jeg forkynder evangeliet, så er det ikke noget at rose mig for ... gør jeg det nødtvunget, da er det en forvaltning som er betroet mig” (1. Kor. 9:16-17). Måtte alle de som er forkyndere have dette tydeligt for sig, at de ikke er sine egne herrer, som kan gøre som de vil! Den Herre som kaldte dem, skal en dag kræve regnskab af dem, om hvordan de har udført hans kald. Jeg står i gæld ”både til grækere og barbarer, både til vise og uvise”, siger apostelen. Med datidens udtryksmåde siger han dermed at han står i gæld til alle mennesker. Apostelen skyldte dem alle sin tjeneste, og alle var afhængige af at høre evangeliet, for at blive frelst. For når det gælder det store spørgsmål om hvordan Gud vil frelse menneskene, så er alle mennesker ”uvise”, uanset hvilke folk og udviklingstrin de tilhører.

 

15: Derfor er jeg for min del rede til at forkynde evangeliet også for jer i Rom.

 

Fordi jeg skylder alle mennesker min tjeneste, så er jeg også indstillet på at komme til Rom, siger apostelen. Han ser på det som sin absolutte pligt. Dette er også noget alle kristne må være klar over. Vi tænker oftest mere på konsekvenserne af det vi skal foretage os, end på hvad Gud beder os om. Vi glemmer hvad der ventes af os: Bare at gøre det Gud har befalet. Vi er tværtimod optaget med, og bekymrer os for, det som er Guds egen sag, at der skal blive frugt og fremgang. Men sådan må det ikke være. Paulus så bare på at det var hans pligt at rejse også til Rom. Og dette på trods af den situation som i virkeligheden rådede i Rom. Der herskede virkelig den mægtige verdens ånd. Den hedenske kejser havde sit sæde der, og Rom var midtpunktet for den største hedenskab. Der var nok ingen tvivl om at situationen måtte fortone sig særdeles problematisk for en apostel som bare havde evangeliets dårskab at forkynde. Dette har han nok haft i tankerne når han så fortsætter sådan:

 

16: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet, for det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror, både for jøde først og så for græker.

 

Her begynder et nyt afsnit i brevet. De femten første vers har han brugt til indledning af sit brev. I et kort, men indholdsrigt sprog, giver han os i dette vers hovedemnet for de elleve første kapitler: Selve læren om hvordan menneskene bliver frelst.

 

For jeg skammer mig ikke ved evangeliet. Man kan spørge sig selv hvorfor apostelen kommer med denne bemærkning. For evangeliet er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo givet os fra himmelen af Gud, og dermed det meste ærefulde på jorden. Hvorfor siger apostelen da at han ikke skammer sig over det? Jo, uden tvivl fordi menneskene sædvanligvis skammer sig over det. Nu vil mange sikkert bemærke at noget sådant kunne måske ske på apostelens tid, da vantro jøder og hedninger ikke kendte evangeliets herlige budskab, og dermed i sin uforstand foragtede det. Og sådan var det ganske rigtigt på apostlenes tid. Guds evangelium var ”for jøder et anstød og for hedninger en dårskab, for jøder kræver tegn og grækere søger visdom” (1. Kor. 1:22-23).

 

Men på nøjagtig samme måde har vi det også i dag. Til og med blandt dem som er døbt til hans navn, er Kristi evangelium en forargelse og en dårskab for de fleste. Den menneskelige natur vil til alle tider og på alle steder være den samme, uanset ydre omstændigheder. Derfor er Guds ord også en tale som træffer alle mennesker til alle tider, enten det er jøder eller hedninger, muslimer eller navnekristne. Det apostelen siger, det finder vi over alt: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det som hører Guds Ånd til. For det er en dårskab for ham, og han kan ikke kende det” (1. Kor. 2:14).

 

Og ikke bare det, men Kristi evangelium står på ethvert område i den hårdeste strid imod alt det som ligger dybest i vor natur. Evangeliets budskab angriber det menneskene elsker allermest: Sin uafhængighed. Der kræves nemlig at både forstand og vilje fuldstændig underkastes Kristi ord. Der bliver selve grundvolden til al selvretfærdighed og stolt indbildning knust. Der er det bare Gud som bliver stor, og mennesket bare en fattig tigger. Noget sådant kan selvfølgelig aldrig behage den menneskelige natur, men bliver tværtimod dens pine og død. Dette er grunden til at Kristi ord, og Kristi sande vidner, altid vil blive hadet af alt som ikke er født af Gud. Derfor talte Herren også ofte til sine disciple om at de måtte forberede sig på at blive hadet af alle mennesker for hans navns skyld. Og han sagde at det var ikke ret med dem, de var ikke hans sande disciple, om de ikke fik dette hans tegn, om det ikke gik dem som Mesteren (Joh. 15:20 og Luk. 6:26). Det er ikke Kristi evangelium, forkyndt sandt og rent, hvis verden kan elske det, og hvis det ikke bliver afvist og angrebet (Joh. 15:19 og 1. Joh. 4:5-6).

 

Men evangeliets fjender er ikke mennesker som giver sig ud for at hade det gode og det rette. Derfor kommer fjendskabet altid iklædt et skin af nidkærhed for sandheden. Med det udgangspunkt er det Kristi sag som forkastes som dårskab, eller som noget falsk og ondt, som man må tage fuldstændig afstand fra. Kristi disciple og venner udgør jo altid den mindste flok, bare nogle få foragtede sjæle. Og hele verden, som forkaster dem, er den store toneangivende masse som er accepteret af de fleste. Da er det let at forstå at det bliver en stor fristelse at opleve Kristus og hans ord som noget man skammer sig over.

 

Ja, da bliver det for mange kristne en utrolig hård kamp. For Kristi skyld at sige farvel til det at blive accepteret af alle. Blive en dåre, se sig foragtet og forkastet af sine nærmeste og venner, ja af hele samfundet. Vi må bare indrømme at vi ikke har noget så dyrebart på denne jord, som venskab og fortrolighed fra mennesker som sætter os højt. Og nu skal vi give afkald på alt dette! Der trænges til et guddommeligt værk i vor sjæl for at holde ud under sådanne forhold. For her taler vi ikke om den kristendom som verden kan acceptere og respektere, men om den sande og ægte Kristi efterfølgelse som uundgåeligt bliver en forargelse og dårskab for hele verden. Kristus sagde selv: ”En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, så vil de også forfølge jer” (Joh. 15:20). Det er som om han vil sige: Om de skulle begrunde sit had med at de ser at der er meget som mangler hos jer, f.eks. at I ikke er sagtmodige nok, mangler ydmyghed osv., så husk at jeg var ”sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Matt. 11:29). Alligevel hadede de mig.

 

Dette er den mest almindelige situation og baggrund for fristelsen til at skamme sig over Kristus og hans ord. Men endnu har vi ikke set på hvad apostelen særligt sigter til, og som de som forkynder evangeliet særligt er optaget med. Dette forhold går endnu dybere. Hvis vi lægger mærke til hvordan apostelen udtrykker sig, vil vi opdage noget. Han siger: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet, for det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror.” Læg nøje mærke til sammenhængen! Netop den tilføjelse, at evangeliet er en Guds kraft til frelse, antyder hvad han havde i tankerne, når han siger at han ikke skammer sig ved det.

 

I lighed med Kristus havde Paulus heller ikke stort besvær med alle dem som hverken brød sig om, eller havde, nogen religion. Problemet fik han med mennesker som var engageret i sin skrifttroskab, dem han skildrer i Rom. 2:19-20. Han siger at det er nogen som ”regner sig selv for at være en vejviser for blinde, et lys for dem som er i mørket” osv., og som havde ”den rette form for kundskab og sandhed i loven.” Læg mærke til at det altid var disse som kæmpede mod evangeliet, mod Kristus og mod Paulus, og påstod at de ”ophævede loven ved troen” (Rom. 3:31), at evangeliet var både en svag og løsagtig lære som undergravede det rette alvor, og at det så langt fra gjorde mennesker hellige, men tværtimod løsagtige. Det var i hvert fald en svag og løs lære, sammenlignet med loven, - evangeliet var et svagt budskab, sagde de.

 

Det er ikke mindst rettet mod denne holdning, og disse som endnu havde høje tanker om loven og menneskenes egen kraft, at apostelen formulerer det sådan: ”Det er en Guds kraft.” Dette ser vi tydeligt af hans ord i 1. Kor. 1, hvor han siger: ”Ordet om korset en vel en dårskab for dem som går fortabt, men for os som bliver frelst, er det en Guds kraft.”  ”Vi forkynder Kristus, Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene.” Han siger: ”Guds svaghed.” Selv kaldte han det jo ”Guds kraft.” Der må altså være andre som anså det for en svaghed. Men til dem siger apostelen altså: Er evangeliet nogen svaghed, så er det altså Guds svaghed, men ”Guds svaghed er stærkere end menneskene.”

 

Evangeliet er en Guds kraft. ”Ophæver vi da loven ved troen? Langt fra! Vi stadfæster loven.” Det er bare evangeliet som virker at et menneske virkelig begynder at holde loven. Det er bare gennem evangeliet et menneske kan modtage Guds kraft. Evangeliet beskyldes for at være noget svagt, men det er tværtimod en Guds kraft i menneskene, både til retfærdighed og helliggørelse. Det har apostelen forklaret så udførlig, særligt i brevet til romerne og brevet til galaterne. Der kan hvem som helst få tilstrækkelig kundskab om hvad det er apostelen tænker på her. I disse breve beviser han at loven ikke kan gøre menneskene hverken retfærdige eller hellige. Nej, loven tværtimod fordømmer menneskene, fordi intet menneske i sig selv er retfærdig overfor loven. Derfor er alle de som holder sig til lovgerninger, under forbandelse (Gal. 3:10). Og når det gælder helliggørelse, så virker loven bare at ”synden bliver overmåde syndig ved budet.” Den ”vækker alle slags begær i mig”, og gør at synden flyder over, bliver stor. Loven virker ikke kærlighed, men vrede. Ikke liv, men død. ”Kun hvis der var givet en lov som havde kraft til at gøre levende, kom retfærdigheden virkelig af loven.”

 

Med disse ord stadfæster apostelen at loven ikke gør nogen hverken retfærdig eller hellig. Ved Adams fald i synd, har alle mennesker arvet den åndelige død, er fjender af Gud og hans vilje, og bærer i sig roden til alt ondt. De er ”solgt til træl under synden” (Rom. 7:14). I denne tilstand står menneskene overfor loven, som kræver alt det de ikke formår af dem. Og loven fordømmer den som ikke opfylder hele loven. Da kan bare et af to ske: Enten satser mennesket på at holde loven ved ydre gerninger, alt det man selv kan gøre og overholde. Da bliver mennesket en hykler og farisæer, som glemmer det loven siger, er størst, nemlig selve hjertets holdning, gudsfrygten og kærligheden. Eller, menneskene kan blive dybere grebet og vakt, sådan at Guds stemme og øjne forfølger synden i hjertet. De ser Guds dom over hver syndig tanke og lidenskab. Da står mennesket der, fortvivlet og fortabt. Så langt kan loven virke, og det er netop det Gud ville bruge loven til.

 

Men kommer Kristi evangelium nu og forkynder mennesket al nåde og tilgivelse, netop når det ligger der i sin synd, sin ondskab og fortvivlelse, da skabes der et helt nyt liv i hjertet, et nyt syn på Gud, en inderlig tillid, kærlighed og taknemlighed. Og dermed er der skabt i ham, dette som loven først og fremmest krævede: Kærlighed til Gud. Denne kærlighed, dette liv i Gud, er jo også helliggørelsens inderste grund og væsen.

 

Men at evangeliet er en Guds kraft til menneskenes frelse, genfødelse og helliggørelse, er en Guds hemmelighed. Gud ”fandt det for godt at frelse dem som tror, ved forkyndelsens dårskab” (1. Kor. 1:21). Det skulle ske på en måde som virkede helt tåbeligt, set med menneskelig fornuft. Menneskets syndefald gik på dette at de ville blive sådan som Gud, og kende godt og ondt. Nu skulle menneskets forstand på godt og ondt, totalt tilintetgøres. Den gamle indbildning i os skulle dødes, og vi skulle lære bare at tro på Gud.

 

Men at mennesket så totalt skal tilintetgøres, både når det gælder forstand og kraft, og så bøje sig for noget som synes at være dårskab og svagt, det strider stærkt mod vor natur. Du som holder fast ved denne tåbelige forkyndelse, at alt kød er som græs: Hvis du fortsætter sådan, og med et alvor som understreger at du virkelig mener dette, da kan du lige så godt indstille dig på at du vil blive set på, enten som en tåbe der er forvirret, eller som en falsk ånd. Enkelte vil også opfatte dig som en som ikke vil anstrenge sig det mindste for at bekæmpe synden, men bare lade kødet få frit løb. Både fra dit eget hjerte, og udefra, fra de aktive gerningsretfærdige, vil du stadig høre dette: Vi har da fået styrke selv også. Vi er da ikke helt hjælpeløse. Bare vi tager os alvorligt sammen, så skal vi da kunne stå imod synden. Deres løsning er at vente på at Kristus ikke skal være både vor retfærdighed og vor helliggørelse, men i stedet bryde op fra denne svaghedslære og foretage sig noget. Vi må da tro der er nogen kraft tilstede i os selv, og gøre brug af den, så vi kan blive mere hellige end bare at sidde og vente på at evangeliet skal virke dette også, siger de.

 

Dette er den stærkeste og fineste fristelse en kristen nogensinde møder. En væsentlig grund er at det ikke er noget som sidder så dybt rodfæstet i vor natur, som det at tro på sig selv, og ikke på Kristus. Men det er heller ikke nogen fristelse som har et sådan skin af hellighed og alvor over sig, som dette. Desuden undgår du på denne vej korsets dårskab, og bliver tværtimod anset som en alvorlig, gudfrygtig, og respektabel person.

 

Ja, man kan frygte for at mange som en gang har forstået og smagt evangeliets kraft, skal glide over i en sådan holdning. De holder ikke fast ved en klar bekendelse, men afviger i alle tilfælde på en lidt finere måde, og anlægger en tone som smager for den menneskelige forstand. Men ofte er det netop dette, at da vil de undgå den konstante ydmygelse, som frister dem til afvigelsen, så de i stedet kan blive anset for forstandige og alvorlige personer. Efter hånden er de kørt træt i at leve under korsets anstød. Noget sådant antyder apostelen i Gal. 5:11 og 6:12. At skulle miste medmenneskers agtelse totalt, en agtelse som kan købes med få ord, det koster et menneske ganske meget. Men Herren ser hvad dit hjerte vil. Han som ved hvad der bor i mennesket, har alvorligt formanet: ”Den som skammer sig over mig og mine ord, ham skal også Menneskesønnen skamme sig ved når han kommer i sin Fars herlighed” (Mark. 8:38). Hvis du altså forkynder evangeliet på en sådan måde at du ikke samtidig formaner de troende til at ”leve et liv som er Kristi evangelium værdigt”, til at ”våge og bede” (Matt. 26:41) og ”tage Guds fulde rustning på” (Ef. 6:13), da pådrager du dig straf fordi du ikke har forkyndt hele Guds ord.

 

Men det som der tales om her, er at selv om du bruger loven som en tugtemester til Kristus, og formaner de troende til alt godt, så må du alligevel bære korsets vanære, - hvis du bare fortsat for alvor tror og forkynder at alt kød er græs, at vi i os selv ingen kraft har til at gøre Guds vilje, men at du udleder alt fra det Kristus giver os, - og derfor først og fremmest forkynder Kristus. Dette er nok til at du pådrager dig menneskenes forargelse. Er der måske nogen som vil påstå at Paulus ikke formanede de kristne, eller ikke forkyndte loven? Nej, han forkyndte alvorligt læren om at hverken vi selv, eller loven, har nogen kraft til at gøre os hellige. Men at loven tværtimod var givet ”for at hver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig for Gud” (Rom. 3:19), og at al retfærdighed og helliggørelse kommer ved troen. Alligevel blev han beskyldt for at ”ophæve loven ved troen” (Rom. 3:31). Ja, han blev til og med beskyldt for at have sagt at vi da ”lige gerne kan gøre det onde for at det gode kan komme af det” (Rom. 3:8). Dette er korsets dårskab! Og det pådrog han sig bare fordi han alvorligt og udholdende forkyndte dette tåbelige budskab.

 

I evangelierne ser vi at det var nøjagtigt de samme anklager Kristus selv vedblivende måtte tåle fra de gerningshellige farisæere. Så må vi stille os spørgsmålet: Skal alle hans sande tjenere ikke lide samme skæbne? Det var jo ikke fra den afvisende masse, men netop dem som havde nidkærhed for Gud ud fra loven, og havde de samme Guds ord som vi har, - at disse Guds højeste tjenere fik denne samme beskyldning! Skulle vi da ikke indse at dette til alle tider er et vigtigt tegn på det sande evangelium? Og læg mærke til at når Paulus siger dette: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet”, så har han dermed givet et fint kendetegn og en afgørende understregning af hvad der er den rette vej: Det er den som bærer forsmædelsen i sig. Ikke på grund af mange forskellige forhold, men udelukkende fordi evangeliet forkyndes ret. Det er dette han mener når han siger at han tjener Gud efter den vej som de kalder en sekt (Apg. 24:14).

 

Der findes mennesker som vil være noget helt andet end verden. Vil være fromme og rette kristne, men på en forstandig og ”rigtig måde”, så deres kristendom kan blive respekteret og godtaget af flest folk. Og dette lykkedes også for dem. Men den vej de har givet sig ind på har bare den betænkelige fejl at Kristus ikke accepterer den! Han siger tværtimod: ”Ve jer når alle mennesker taler vel om jer” (Luk. 6:26). Eller er det muligt at din lære og dit liv er mere bibelsk end Herren Kristus? Han opnåede aldrig at undgå beskyldninger om at han lærte i strid med loven. Skulle du da ikke frygte for at dit hjerte og den listige fjende kan have bedraget dig, når du ret og slet går en anden vej end den Kristus og Paulus gik? Måtte vi være alvorligt på vagt, så vi ikke tager fejl af selve vejen, men i al vor skrøbelighed alligevel er på den rette vej, ”den som de kalder en sekt”, og som man ofte fristes til at skamme sig over! Men da må vi ikke skamme os over den, men bare prise Gud for nåden! Se 2. Tim. 1:8,12.

 

Igen går vi tilbage til teksten. Når apostelen siger at evangeliet er en Guds kraft til frelse, så har han derefter en kort, men vigtig tilføjelse. Han siger: ”For hver den som tror.” Han siger ikke at evangeliet er en Guds kraft til frelse for alle som hører det. Nej, han siger: For hver den som tror. Dette må vi lægge nøje mærke til. Mange undrer sig over at de ikke finder nogen Guds kraft i evangeliet. Men de har aldrig nogen sinde virkelig troet. Har du det sådan, da er du enten et sovende verdens barn. Eller du er et vakt menneske, men er altid bare optaget med dig selv, og hvad du selv er og gør. Flygtigt kender du nok de store budskaber om evangeliet, og du mener at du altid har troet - fordi du aldrig har betvivlet sandheden i budskabet. Men dit hjerte har hele tiden tragtet efter, og haft sin trøst i, det du selv kunne udrette. Og så sukker du over at du ikke oplever at evangeliet er en Guds kraft! Nej, hvordan skulle det være muligt? Du har jo endnu ikke virkelig troet at du var aldeles fri fra alle dine synder - bare gennem Kristus. Fri fra hele lovens dom! Og at du nu er Guds elskede barn! Når du aldrig har troet noget af dette - hvordan skulle du da kunne opleve evangeliets kraft? Fortsat står det uimodsigelig fast at evangeliet er det eneste som er en Guds kraft til frelse for hver den som tror.

 

Både for jøde først og så for græker. Grunden til denne tilføjelse: først jøderne og dernæst grækerne*, bliver videre udførligt forklaret i niende, tiende og ellevte kapitel. Der taler apostelen om Guds gamle pagt med Israel, som burde være de første til at blive indpodet i sit eget olietræ: Kristus (Rom. 11). Men jøderne havde forkastet og dræbt sin konge, Kristus, som på trods af dette udtrykkeligt gav apostelen besked om at begynde sin forkyndelse i Jerusalem (Luk. 24:47, Apg. 3:26, 13:46). Her har vi et rigt budskab. Sådan som Kristus dermed handlede, skulle ikke bare profetierne opfyldes (f.eks. Esajas 2:2-3, Salme 68:16-17), men dermed skulle Herren også vise hvor stor og tilgivende hans hjertes nåde og kærlighed er, som forkyndes i evangeliet: Netop ved at denne nåde allerførst skulle tilbydes dem som havde gjort at hans blod flød, de som havde ”dræbt livets høvding.” Med dette ville han vise at evangeliet skulle forkyndes for de største syndere, så det kunne vise rigdommen og det fuldkomne i hans forsoning, når den også gjaldt mordere. Måtte så hver og en virkelig tro dette! Så skal de blive frelst. Og da skal de erkende at evangeliet er en Guds kraft til frelse ”for hver den som tror” - hver og en. Ikke en eneste er undtaget.

 

*Efter at Alexanders generaler havde grundlagt hans rige i Ægypten og Asien, blev indbyggerne i disse lande også betragtet som grækere, fordi de sædvanligvis talte græsk. Og fordi jøderne praktisk talt ikke havde omgang med andre hedninger, så kaldte de alle hedninger for grækere. Derfor bruges altså udtrykket ”grækere” som betegnelse for alle hedninger.

 

17: For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro. Som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro.

 

Med dette vers forklarer apostelen hvorfor evangeliet er en Guds kraft til frelse. Han siger: Grunden er at evangeliet åbenbarer Guds retfærdighed, som er det eneste grundlag for at nogen kan blive frelst. Men hvad er det apostelen her mener med Guds retfærdighed? Det apostelen her, og mange andre steder i hans brev, mener med ”Guds retfærdighed”, er noget fuldstændig nyt og ukendt for de fleste mennesker, også inden for den såkaldte kristenhed. Man må ”være indviet” i den hellige Skrifts udtryksmåde i sin almindelighed, og apostelens eget sprog i særdeleshed, for at forstå dette udtryk. De som ikke er kendt med denne talemåde, vil ud fra selve ordvalget opfatte Guds retfærdighed som den egenskab hos Gud som peger hen på hans retfærdighedskrav, og dermed er forfærdelig i sin dom over syndere. Men her, som så mange andre steder, har dette udtryk en helt særlig betydning, og står for noget ganske andet end den sidstnævnte Guds egenskab.

 

Det apostelen lægger i dette udtryk ser vi særligt i Rom. 3:21-22. Det er den Guds retfærdighed som åbenbares gennem evangeliet. Det vil sige Kristi stedfortrædende, fuldkomment retfærdige liv, som tilregnes alle troende, ”så han kunne være retfærdig og retfærdiggøre den som har troen på Jesus” (Rom. 3:26). Den er en gave til os fra Gud selv. Derfor kaldes den Guds retfærdighed, og er dermed den eneste retfærdighed som gælder for Gud.

 

Apostelen siger i Rom. 3:21-24: ”Men nu er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, blevet åbenbaret uden loven, det er Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus, til alle og over alle som tror. – For der er ingen forskel, alle har syndet og står uden ære for Gud. Og de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” I femte kapitel bliver denne Guds retfærdighed beskrevet endnu mere udførlig, som den store ”nådens gave i det ene menneske Jesus Kristus, ... for de mange” (Rom. 5:15). Og Guds store plan med nåden forklares det sådan at ”ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, så skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed” (vers 19). Menneskene havde ved syndefaldet tabt al sin egen retfærdighed, og enhver mulighed for at blive retfærdige overfor Guds hellige lov. I denne tilstand ville menneskene for al evighed være fordømt. Derfor har Gud i sin store barmhjertighed fattet denne nådefulde beslutning, at han selv skulle give mennesket en retfærdighed - en fuldkommen opfyldelse af loven, både af de ti bud og den straf som var udtalt for overtrædelse af disse.

 

Denne retfærdighed står færdig for menneskets regning, til at modtages i tro. Og når dette sker, er mennesket ved denne retfærdighed fuldkommen fri fra al skyld, og fra al den dom loven udtaler, og har navnet indskrevet i livets bog fra verdens grundvold blev lagt, som arving til det evige liv. Om denne Guds retfærdighed er det englen Gabriel taler i Daniels niende kap., når han siger om Kristi død: ”... til at indelukke frafaldet og til at forsegle synder og til at dække over misgerning og til at føre en evig retfærdighed frem.” Det er denne Guds retfærdighed som skildres som ”den bedste klædning” (Luk. 15:22), som ”bryllupsklæder” (Matt. 22:12), og som ”rent og skinnende fint linned som er gjort hvide i Lammets blod” (Åb. 7:14, 19:8).

 

Nu siger apostelen at denne Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet. Han siger ikke at først når evangeliet blev forkyndt, blev denne retfærdighed tilbudt, og kunne tilegnes af menneskene. For ind for Gud var ”Lammet slagtet fra verdens grundvold blev lagt” (Åb. 13:8). Han siger heller ikke at denne retfærdighed var ukendt i Det gamle Testamente. Tværtimod har han netop i teksten henvist til en profets vidnesbyrd om retfærdiggørelse ved tro (Hab. 2:4). Og i fjerde kap. viser han at Abraham blev retfærdiggjort ved at den samme retfærdighed blev tilregnet ham. Nej, det han siger, er bare at den største og mest fuldkomne åbenbaring af denne retfærdighed sker gennem evangeliet.

 

Når det gælder denne Guds retfærdighed, ser vi dens historie gennem tre store tidsafsnit i Guds husholdning, som vi skal lægge mærke til. Først da Gud fattede den nådefulde beslutning om dette i sit evige råd. Dernæst da han i Det gamle Testamentes forberedende tid gav løfte om den, og hvor alle de som i sandhed troede på ham som skulle komme, blev tilregnet denne retfærdighed. For det tredje, når retfærdigheden fuldt ud blev forkyndt og åbenbaret ved evangeliet. Herren Gud gav mange herlige løfter i GT om hvordan denne retfærdighed skulle åbenbares i evangeliets salige tid. F.eks. ”min frelse kommer snart, og snart skal min retfærdighed åbenbares” (Esajas 56:1). Men apostelen tilføjer:

 

Af tro til tro. Dette udtryk kan virke underlig og tåget. Nogen har villet tolke det der hen at det betyder: Fra den tro man i Det gamle Testamente havde på den kommende Frelser, - til Det Nye Testamentes tro på den som allerede er kommet. Andre igen mener det betyder: Fra den ene grad af tro til den anden, o.s.v. Men de må uden tvivl have opfattet det ret, de som ser at første del af dette udtryk, altså ”af tro”, hører ind i sammenhængen sådan: ”Guds retfærdighed af tro.” Det betyder jo ganske enkelt, at i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed ved tro - altså den retfærdighed som vi får ved tro (i modsætning til ”ved gerninger”). Sidste del af dette udtryk, ”til tro”, vil sige at det virker troen. Retfærdigheden ved tro åbenbares altså i evangeliet, så mennesker kan komme til tro. Det stemmer også godt overens med vers 5, hvor apostelen siger at han har fået apostelembedet for at virke troens lydighed. Det betyder, som vi tidligere har set, den lydighed at vi tror. Apostelen mener sikkert også at sige at evangeliet havde samme mål som apostelembedet: Altså at åbenbare retfærdigheden ved tro, for at troen kunne fødes i menneskene og de kunne blive frelst.

 

Som det står skrevet: ”Den retfærdige skal leve af tro.” Her viser han til GT's skrifter (Hab. 2:4) som bekræftelse på det han nu har sagt og bevist, at dette ikke er nogen ny lære han kommer med. Nøjagtig som han i vers 2 antyder at Gud til alle tider har retfærdiggjort menneskene på samme måde. Alle som nogen sinde er blevet retfærdige og salige ind for Gud, er blevet det ved troen på Kristus. I Heb 11:4 siges dette allerede om Adams anden søn, Abel. Betydningen bliver helt klar når vi ser at det som siges, er at den som er retfærdig af/ved tro - han skal leve. Dvs.: Ingen bliver retfærdig uden gennem tro. Og kun sådanne skal eje det evige liv. To andre steder finder vi de samme ord. Først i Gal. 3:11, der hvor han er optaget med at bevise at ingen kan blive retfærdige ved loven. Der bruger han dette udtryk: ”Den retfærdige skal leve af tro.” I Heb. 10:38 formaner han dem han skriver til, at blive faste i troen. Der bruger han igen denne formulering, og giver straks en fyldig forklaring på hvad han mener med dette gennem hele det ellevte kapitel, hvor han viser at helt fra verden blev til, blev Guds retfærdighed bare tilregnet menneskene ved troen.

 

Når så denne eneste vej til retfærdiggørelse og salighed, åbenbares gennem evangeliet, da må det vel gå op for os hvorfor det alene er evangeliet som er Guds kraft til frelse. Mange mener at enhver trøstefuld tale om Gud og hans nåde, er et evangelium. Straks nogen hører en sådan trøstefuld forkyndelse, så siger de at talen var evangelisk. Dette er en farlig vildfarelse. Utallige er de som nok lever på en vis trøst i Guds nåde, men som går til evig fordømmelse. Nej, evangeliet er et helt konkret budskab. Nøjagtig som loven indeholder nogle konkrete Guds bud, så er evangeliet konkrete ord om vejen til frelse - også et herligt budskab: ”Det er fuldbragt.” Men også et konkret bud: ”Hyld Sønnen.” Evangeliet forkynder at ”ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen.” Evangeliet holder den retfærdighed som tilregnes den som tror på Ham, frem for os, og lærer at dette er den eneste vej til frelse. Evangeliet lader Gud beholde al sin fuldkommenhed, og lærer at ingen bliver frelst hvis han ikke ejer en retfærdighed som fuldt ud bekræfter alle lovens krav. Og en sådan retfærdighed har vi bare gennem Kristus. Evangeliet fortæller os at ”retfærd og ret er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn” (Salme 89:15). Det forkynder at kun den som har evigt liv, som allerede her i livet er dømt for sine synder, men også allerede her i livet er frikendt fra alle sine synder, har modtaget Guds benådning og er blevet forenet med ham i én ånd.

 

Man kan nok lykkes i at opbygge et gudfrygtigt liv ved at gå en anden vej. Men alene på den vej som evangeliet viser os, bliver hjertet forvandlet. Alene ved evangeliet fødes der en ny skabning i menneskene, et himmelbarn som må leve i Guds salige velsignelse. Kun evangeliet er den uforgængelige sæd ovenfra, som virker at vi fødes af Gud, som helliggør og fornyer efter hans billede. Alt dette forklarer os hvorfor det bare er evangeliet som er Guds kraft til frelse for hver den som tror.

 

18: For Guds vrede bliver åbenbaret fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker som holder sandheden nede i uretfærdighed.

 

Her begynder tredje afdeling i dette kapitel. Nu har apostelen som mål at vise at alle mennesker er under synd (kap. 3:9), og efter den retfærdighed Gud kræver dermed dømt til fortabelse (kap. 2:12). Ved at påvise dette forhold forbereder apostelen brevets store hovedemne, og forbereder dermed også læserens sind for det samme, nemlig evangeliets budskab om den eneste vej til frelse: Jesus Kristus og hans forsoning.

 

Det vers vi nu har for os er blevet opfattet på forskellig vis. Nogen vil have det til at det betyder det samme som det foregående vers, altså at Guds retfærdighed bliver åbenbaret gennem evangeliet. Men hele den udvikling af emnet som følger herefter, viser det urimelige i en sådan opfattelse. For det apostelen udtaler i dette vers er jo hvilken tilstand som råder over dem som ikke har modtaget evangeliet. I vers 16 og 17 har apostelen sagt at evangeliet er en Guds kraft til frelse, fordi Guds retfærdighed, som kommer af troen, åbenbares i evangeliet. I dette nye vers viser han hvad vi i modsat fald har i vente, om vi ikke har Guds Søn. Da har vi bare Guds vrede. Og det viser han for at vi skal se hvor nødvendig, ja uundværlig denne Guds nåde er for menneskene. Det er tankegangen i disse vers.

 

Men når det gælder udtrykket ”Guds vrede bliver åbenbaret”, er der igen nogen som mener dette bare er det som foregår i ethvert menneskes samvittighed. De mener at når apostelen har sagt at også hedningene har loven i sin samvittighed og i Guds skaberværk, så skulle Guds vrede dermed også være åbenbaret. Men der er to forhold som viser at det ikke er det apostelen har ment. Først: Det ord i grundteksten som er brugt for ”åbenbaret”, bruges ikke for naturlige åbenbarelser, som f.eks. gennem vor samvittighed eller gennem skabelsens værk. Det betegner det guddommelige og overnaturlige. Det har derfor uden tvivl sammenhæng med at Guds vrede skal åbenbares på den sidste dag. Det andet som bekræfter dette, er at apostelen lige nedenfor, i sin fortsættelse over emnet (kap. 2:5), udtrykkeligt taler om den dag da Guds vrede og dom skal åbenbares. Han siger: ”Du ophober dig vrede til vredens dag, den dag da Guds retfærdige dom skal blive åbenbaret.”

 

Vi må ikke opfatte Guds vrede som et udbrud af en sindstilstand hos Gud, i lighed med det der sker når et menneske ”bliver vred.” Nej, Guds vrede betegner i Skriften først og fremmest hans hellige og forfærdelige had overfor al synd, og hans alvorlige nidkærhed og urokkelighed i at synden skal straffes (Salme 95:11, Joh. 3:36 m.fl.). For det andet står udtrykket Guds vrede også for selve de straffedomme Herren hjemsøger syndere med (4. Mos. 16:46, Salme 78:38,49,50, Esajas 5:25). Og denne Guds vrede har han jo gang på gang vist på jorden. Først skete det ved den dødsdom Gud udtalte over vore første fædre, Adam og Eva, hvis hans bud blev overtrådt. Så ser vi hvordan han forbandede jorden på grund af deres synd, osv. Senere ser vi det i mange forfærdelige straffedomme, som f.eks. den store syndflod, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra ved ild fra himmelen, og hvordan Gud overgiver hedninger i deres hjerters lyster til urenhed og skammelige lidenskaber (vers 24-28). Vi ser det i Jerusalems ødelæggelse, hvordan jøderne blev spredt ud over verden, og generelt hvordan alle brud på loven i den gamle pagt blev straffet i ufravigelig strenghed.

 

Men særligt ser vi Guds vrede over al synd manifesteret i Stedfortræderens forfærdelige lidelse og død, da han tømte den bitre kalk ”Faderen havde givet ham.” Når vore synder blev straffet på ham som var Guds elskede Søn, på en så frygtelig måde, da må enhver vel fatte lidt af Guds forfærdelige nidkærhed imod synden. Efter alt dette skal det alligevel endnu en gang ske en Guds vredes åbenbaring så stor, at når vi med tanken på Skriftens skildringer af hvordan det skal ske, kunne fristes til at sige at hidtil har Gud skjult sin vrede. Der skal komme en ”vredens dag” da Guds vrede skal åbenbares i sin yderste konsekvens. Det sker ”når Herren Jesus åbenbarer sig fra himmelen med sin magts engle. Han kommer med flammende ild, og tager hævn over dem som ikke kender Gud og over dem som ikke er lydige mod vor Herre Jesu evangelium. Den straf de skal lide bliver en evig fortabelse borte fra Herrens åsyn og fra hans magts herlighed” (2. Tess. 1:7-9). Da skal dommeren sige til disse: ”Gå bort fra mig, I som er forbandet, til den evige ild” osv. (Matt. 25:41). Herren Jesus Kristus, han som er Sandheden i al evighed, har selv forkyndt dette til os.

 

Nu siger apostelen at Guds vrede skal åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker som holder sandheden nede i uretfærdighed. Her er noget som det er meget vigtigt at vi griber. Selvfølgeligt hader Gud alle former for synd. Men det som Guds vrede altså skal åbenbares over, det begrænser sig til ugudelighed og uretfærdighed. Al synd er brud på loven og mod Guds hellige vilje, men ”ugudelighed” er alligevel noget andet. Både ordet i grundteksten, og vort danske ”ugudelighed”, udtrykker at man ikke har agtelse for Gud, ikke værdsætter og frygter Gud, men ret og slet overser ham. En sådan holdning giver sig igen selvfølgeligt udslag i al mulig uretfærdighed, dvs. at man også i gerning frit bryder Guds bud, ikke gør det man skylder Gud, sig selv og sin næste, men i stedet gør det som er synd. Det som da sker, er at man holder sandheden nede i uretfærdighed, dvs. at vi undertrykker den sandhed vi kender til og som taler til vort hjerte, og ”holder den nede”, så den ikke får herredømmet i vor forstand og vore tanker. Alt sammen for at vi kan handle frit i synd og uretfærdighed.

 

Dette er jo netop det Jesus sagde, var selve grunden til fordømmelse. Han sagde: ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, for deres gerninger var onde. For hver den som gør det onde, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive revset” (Joh. 3:19-20). At menneskene står til ansvar, og overfor en fordømmelse, det forudsætter, som vi også ser her, at de har et vist kendskab til Gud og hans vilje, men med fuldt overlæg bryder den. Og vor samvittighed bekræfter at dette er en retfærdig dom. Men så ville nogen kunne spørge: Hvad så med hedningerne som ikke har Guds ord? Hvordan vil apostelen anvende denne udtalelse på dem? Der har Paulus dette svar:

 

19 og 20: For det man kan vide om Gud, ligger åbent for dem, for Gud har åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har været synlig fra verdens skabelse af. Det ses af hans gerninger, for at de skal være uden undskyldning.

 

Her siger apostelen at selv hedningerne havde så meget kendskab til Gud, at de var uden undskyldning. Han bruger udtrykket ”For det man kan vide om Gud”, dvs. det menneskene kan forstå om Skaberen, bare ved at give agt på alt det han har skabt omkring dem, sådan som det fremstår for deres øjne. ”Det ligger åbent for dem, for Gud har åbenbaret det for dem”, siger han videre. For helt fra verden blev skabt, siger han, har både hans usynlige væsen, hans evige kraft, og hans guddommelighed, været synlig. Det ses af hans gerninger. Guds væsen, hans magt og guddom, ville have været usynligt for os, om ikke dette usynlige ligesom havde fået skikkelse gennem skabelsens værk. Gennem skaberværket blev Gud på en måde synlig. Og denne åbenbaring af Guds usynlige fuldkommenhed, som begyndte ved skabelsen, har efter den tid altid stået der for alle menneskers øjne. Derfor står ethvert menneske uden nogen som helst undskyldning, hvis de ikke dyrker Gud som en almægtig, vis, god og levende Gud bør dyrkes.

 

For disse Guds egenskaber kan alle jo se med sine egne øjne. Apostelen siger her at det vidnesbyrd om Gud som taler til os gennem de skabte ting, er så tydelig at her har selv hedningerne den kundskab de behøver om hans egenskaber, hans magt og guddom, som står i modsætning til ”ugudelighed og uretfærdighed.” Men det er denne kundskab, eller sandhed som de holder nede i uretfærdighed (vers 18). Havde de ikke gjort det, ville denne kundskab om Gud have ført til at de havde søgt endnu mere kundskab om ham. Og da havde den trofaste Gud, som vil være alle menneskers Fader, også have givet dem det saliggørende lys. Det apostelen taler om i dette kapitel, er altså at hedningernes dybe fornedrelse i blindhed, dårskab og synd, er Guds straf for denne deres ugudelighed at de ikke tog imod det lys som var givet dem - ”ikke brød sig om at eje Gud i kundskab” (vers 28), men ”holdt sandheden nede i uretfærdighed.” Dette fortsætter han så med at tale mere om i dette kapitel.

 

Han har altså sagt at ”de er uden undskyldning.” Men dermed har han ikke sagt at de har nok til at blive frelst, til genfødelse og helliggørelse, - bare ved det lys de har i sin samvittighed, sin fornuft og gennem det Gud har skabt i verden. Det han siger er: Det at de mangler selve lyset, er Guds retfærdige straf for at de foragter det lys som var givet dem. På den anden side siger apostelen heller ikke at den skyld og dom som hviler over disse, skal blive lige så stor som for de ubodfærdige kristne som har evangeliets lys. (Dette taler Jesus også om i Matt. 10:15, 11:22, 24, og Paulus antyder det samme i Rom. 2:12). Men det Paulus siger, er at den Guds vrede som har hvilet over dem, noget som altid vil ske over sådanne, den er retfærdig, fordi den sandhed som var åbenbaret dem, har de holdt nede i ugudelighed og uretfærdighed.* Dette understreger han ved at han siger: De er uden undskyldning.

 

*Når apostelen ikke bare siger ”ugudelighed”, som tydeligt indebærer at man ikke frygter Gud, men tilføjer at de ”holder sandheden nede i uretfærdighed”, ser det ud til at han sigter til det som var tilfældet med hedningernes filosofer, lærere og lovgivere. Disse havde jo sædvanligvis en vis opfattelse om den ene store Gud. Men det lys de dermed havde, meddelte de nemlig ikke uden videre til folket, men nægtede tværtimod sine disciple at lade dette blive kendt. Selv Sokrates skjulte det lys han havde for folket. Ikke alene bød han sine disciple at holde dette for sig selv, og i gudstjenesten rette sig efter landets ritualer, men han ofrede også selv på de offentlige altre, og spurgte det delfiske orakel til råds. Også Platon lærte at ”det ikke var klogt at afdække hele lyset om al verdens Fader, for almindelige mennesker.” Mod bedre viden støttede de på denne måde op under det mørke og den ugudelighed som dyrkelsen af de stumme afguder stod for, og al den vederstyggelige synd og laster som fulgte denne afgudsdyrkelse. Dette er også en måde det foregår på, at holde sandheden nede i uretfærdighed.

 

21. For selv om de kendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud. I stedet blev de tomme i deres tanker, og deres uforstandige hjerter blev formørket.

 

Når apostelen gentager at ”de kendte Gud”, så hentyder han først til den kundskab de havde om Gud gennem de ting han netop har nævnt (vers 20), og gennem den lov som var indskrevet i deres hjerter (Rom 2:15). Men han kan også have tænkt på den åbenbaring af sit væsen, som Gud gav menneskene i paradis og efter syndfloden, da alle mennesker bare var en eneste familie. Havde de adlydt og fulgt dette lys, så ville de have beholdt lyset, og deres lys ville være blevet større. Men, siger han, ”de ærede eller takkede ham ikke som Gud. I stedet blev de tomme i deres tanker.” Og så ”er deres uforstandige hjerter blevet formørket.” Her lærer vi at Gud alvorligt forventer af menneskene at de skal prise og forherlige ham, i den grad de kender ham. Om vi bare så kender ham som den vise og almægtige skaber, så venter han at vi skal tilbede og dyrke ham som en sådan skaber. Alene på dette grundlag skylder vi ham jo hele vort hjertes kærlighed, ærefrygt og lydighed.

 

De har heller ikke ”takket ham”, tilføjer apostelen. Uafladeligt bør vi minde os selv om at Gud er kilden til alt det vi er og har. ”I ham er det vi lever og rører os og er til” (Apg. 17:28). Derfor er det også en væsentlig del af vor gudsdyrkelse at vi altid ”takker ham”, erkender vor afhængighed af ham, og giver ham æren i alt. Og tænk, når til og med hedningerne, som mangler evangeliets lys, alligevel er uden undskyldning når de ikke takker Gud og forherliger ham - hvordan skal det da gå med os, som han har talt til gennem sine profeter og til sidst gennem Sønnen, om vi ikke forherliger og takker Gud (Heb. 2:1-3)?

 

Men det der ligger i dette at ære ham som Gud, det er der al mulig grund til at tænke nærmere over. Det sker nemlig ikke bare ved ord, holdninger og gode gerninger. Nej, de der indser at Gud er ånd, de må også tilbede ham i ånd og sandhed. Som sagt ovenfor, så vil Gud at vi skal dyrke ham i samme grad som han har åbenbaret sig for os. Elske ham sådan som han har vist os grund til at elske. Frygte ham sådan som han har vist os grund til at frygte. Tro på ham sådan som han har vist os at være trofast og sandfærdig. Med andre ord: Lyde ham under alle forhold, fordi vi har set at han har både magt og ret til at befale over os i alle ting. Det er dette som hedder at ”ære ham som Gud.” Hvis vi for alvor skal kunne prise og ære ham på denne måde, da går vejen gennem at vi sønderknuses ind for ham. For da ser vi alle mulige brist og synder hos os selv, og vi må bare bekende at han dømmer aldeles ret om han kaster os i helvede. Da ærer vi ham som Gud. Da får Gud på ny den ære han blev frarøvet i syndefaldet, da slangen fik menneskene ind på tanken: ”Har Gud virkelig sagt”, og ”I skal blive ligesom Gud”, osv. Når vi nu erkender os skyldige til døden, da ærer vi ham som Gud.

 

Men Gud har også åbenbaret os sit råd til vor frelse, åbenbaret sin Søn for os, og hvordan han virkelig vil frelse alle dem som tilbeder Sønnen. Da kræves det også at vi tager dette alvorligt, så vi ikke kaster Guds nåde fra os, men bøjer os for hans ord, og tror på hans barmhjertighed. Dette er at ”ære ham som Gud.” Det er hans alvorlige vilje at de som ved hans Søns soning er gjort levende, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dem” (2. Kor. 5,15), at de skal tage afsked med alt det som ikke behager Gud, og gøre det som han har behag i. Har vi forstået dette - da kræves det at vi også med glade, taknemlige og villige hjerter gør dette. Og om vi da ser at vi endnu har store mangler, skal vi fortsætte i tro på den evige forladelse som han har købt os så dyrt, og så alvorligt givet os i gave. Alt sammen hører med i det at ære ham som Gud. Hvis nu dette ikke sker, men vi bliver ”tomme i vore tanker”, og begynder at leve frit og imod det vi ved om Gud og hans bud, da er følgerne at Gud tager sit lys fra os, som en retfærdig straf. Da lader han vore uforstandige hjerter formørkes, og vi falder i al slags dårskab, sådan som apostelen her taler om hvordan det gik hedningerne.

 

Dette er den alvorlige lærdom som denne tekst giver os, og som i særlig grad bør gribe os som Gud har givet sit evangelium til. Gud har set til os i så stor nåde at han har stillet hele skabningen til skue for vore øjne, fuld af vidnesbyrd om hans usynlige egenskaber, både hans evige magt og hans guddom. Men ikke nok med det, han har også givet os sin egen elskede Søn fra himmelen, som er blevet vor bror og trofaste stedfortræder. Han som ved at opfylde loven og udgyde sit blod, har løskøbt os fra syndens og lovens forbandelse. Videre har han givet os sit ord om alt dette, og sender os også dagligt Den Hellige Ånd, som selv virker alt som tjener til liv og gudsfrygt. Som kalder, vækker, oplyser, tugter og velsigner os - alt efter hvad vi trænger til.

 

Tænk, Gud har nu givet os alt dette, mens verden endnu bare går sin egen vej, sikker og ugudelig. Frygter ikke Gud, ærer og takker ham ikke for al hans nåde, men lever frit i sine synder, sin forfængelighed og dyrkelse af sine afguder. Hvem vil forundres over at vor Gud i sin hellige retfærdighed da lader verden fare, ja lader dem i den grad forblændes og afstumpes, så de knapt nok frygter for helvede blot et øjeblik?

 

Men hvad så med os, vi som til og med er blevet benådet med Åndens liv og lys, har smagt Guds godhed og begyndt vandringen i Ånden? Hvis vi igen falder fra, bliver tomme i vore tanker og på ny lever trygt i bevidste synder! Hvor meget mere vil Guds retfærdige og forfærdelige dom da ikke ramme os?

 

Men hvis vi tværtimod kæmper med vor svaghed og vore synder, da giver vi alene ham æren, idet vi ind for Gud bekender vor synd og usselhed, dømmer os selv og søger hans nåde. Da vil alt blive tilgivet. Men hvis vi foragter ham, misbruger og modstår det lys han har givet os, og begynder at holde sandheden nede i uretfærdighed - vi gentager: Hvem kan forundres over at Gud i sin majestætiske retfærdighed da handler med os sådan som denne bibeltekst taler? Men hvordan foregår det? Hvad er det Herren da foretager sig? Han forlader os (går fra os)! Han foretager sig ikke noget mærkbart ondt overfor os - men han tier (Salme 50:21)! Og da er dette menneske fortabt. Da kan det ikke længere tænke og handle efter Herrens veje. Da er vort hjerte blevet formørket, så nu kan vi falde i hvilken som helst dårskab.

 

Herren siger: ”Mit folk hørte ikke min røst… så overgav jeg dem til sit hjertes hårdhed, for at de skulle vandre efter deres egne onde planer” (Salme 81:12-13). Gud ”forhærdede Faraos hjerte” hele tiden mens Farao fik de mange vækkende besøg af Gud ved Moses og Aron (2. Mos. 4:21). Og ”de som ikke tog imod kærlighed til sandheden, dem sender Gud en kraftig vildfarelse, så de tror løgnen, for at de skal blive dømt, alle dem som ikke har troet sandheden, men havde sit behag i uretfærdigheden” (2. Tess. 2:10-12). Dette taler apostelen så videre om i det følgende.

 

22: Mens de gav sig ud for at være vise, blev de dårer.

 

Mens de gav sig ud for at være vise. Det findes ingen synd og ugudelighed som Gud reagerer med så stor vrede mod, som denne. Dette at det falne menneske indbilder sig at det enten har nogen visdom, eller er retfærdig, det er dette som er selve oprørssynden mod Gud. Der var ingen synd i Israel som Herren Kristus førte så hård en strid mod, som de skriftlærdes og farisæernes indbildninger. I sandhed: ”Gud står de stolte imod” (1. Pet. 5:5). Og når Gud står dem imod som giver sig ud for at være vise, da sker det på den måde at han lader dem blive dårer. Historien bekræfter at de som var de mest skarpsindige og kloge på jorden, de mest lærde filosofer og tænkere både blandt hedninger og kristne, de er alle sammen faldet i den største dårskab når de har forkastet gudsfrygt og Guds sandheder. Den ene visdomslære har nedkæmpet den anden, og mod sin vilje har de alle bare bidraget til at bekræfte sandheden i at mens de gav sig ud for at være vise, blev de dårer.

 

Det er Kristus som er menneskenes lys (Joh. 1). Når menneskene ikke tager imod det lys, straffer Gud dem med blindhed. Jødefolket står overfor hele verden som et stort, levende bevis på dette. Grunden til dette ligger i Guds evige nidkærhed for sin ære. Når menneskene falder fra Gud i sin stræben efter ”at blive sådan som Gud og kende godt og ondt”, så skal de også bare kunne komme tilbage til Gud ved at erkende sin dårskab. Jesus frydede sig i ånden over at det er sådan Gud dømmer og regerer, og sagde: ”Jeg priser dig, Far, himmelens og jordens herre, fordi du har skjult dette for de vise og forstandige, men åbenbaret det for de umyndige. Ja, Far, sådan skete det som var dig til behag” (Matt. 11:25-26).

 

 ”Gud fandt det for godt at frelse dem som tror ved forkyndelsens dårskab, og gøre de vise til skamme.” For det er skrevet: ”Jeg vil ødelægge de vises visdom, og de forstandiges forstand vil jeg gøre til intet. Hvor er en vismand? Hvor er en skriftlærd? Hvor er en forsker i denne verden? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For, brødre, læg mærke til det kald I fik: Ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem slægt. Men det dåragtige i verden, det udvalgte Gud sig for at gøre de vise til skamme” (1. Kor. 1). Hvordan dette foregår i praksis, det ser vi i det følgende. Paulus siger at da de i sin formørkede tilstand faktisk troede de havde visdom, så blev de dårer. De blev sløve og dumme i en sådan grad at så sker dette:

 

23: Og de byttede den uforgængelige Guds herlighed bort mod et billede, et afbillede af et forgængeligt menneske og af fugle og firbenede dyr og krybdyr.

 

De havde gjort sig guder af træ og sten, og formede dem så de ikke alene afspejlede mennesker, men også dyr: Okser, aber, orme og padder. Ikke alene har de givet disse figurer ud for at være sit indre billede af den eneste sande, usynlige Gud, sådan som nogen af dem vil have det til. Men de har også demonstreret sin dybeste omsorg og ærbødighed for selve billedet. Og det var ikke bare de mere vilde folkeslag som var sunket ned i en sådan dårskab, men også de menneskeligt set mere vise og fremtrædende, som grækerne, egypterne m.fl. Særligt Esajas taler i malende sprog om hvordan menneskenes forstand bliver slået med denne tragiske forblindelse. Han taler om hvordan hedningerne går i skoven og udvælger sig træer. Noget af træet bruger de til brændsel for at få varme, og til at bage brød. Men det udvikler sig videre, sådan at ”resten af det gør han til en gud, til sit udskårne billede. Han falder ned for det og tilbeder det. Han beder til det og siger: Frels mig, for du er min gud” (Esajas 44, konf. 5. Mos. 4:16, 2. Kong. 17:16-20 m.fl.).

 

24 og 25: Derfor overgav Gud dem også i deres hjerters lyster til urenhed, til at vanære sine legemer imellem sig. De byttede Guds sandhed bort mod løgnen og ærede og dyrkede skabningen frem for Skaberen, han som er lovprist i evighed.

 

Derfor overgav Gud dem også i deres hjerters lyster til urenhed. Her hører vi på ny, hvordan Gud handler med dem som ikke følger det lys, han har givet dem. Han overgiver dem til deres hjerters lyster, og snart fører disse deres lyster dem videre ud i et hav af urenhed - som nu bliver deres fortjente løn. ”Gud bliver ikke fristet af det onde, og selv frister han ingen” (Jak. 1:13). Men ondskabens magt i menneskene er så stor, at hvis Gud bare forlader dem, så raser de straks ud i al mulig synd og skam. Ved syndefaldet blev menneskenes natur fyldt med den gamle slangens gift, synd og al mulig ondskab. Dette arbejder kontinuerligt, og trænger ind i tanker, lyster og begæringer, som en stadig strømmende elv eller kilde. Tidligt klagede Herren Gud da også over at ”menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alle tanker og hensigter i deres hjerter var onde hele dagen lang” (1. Mos. 6:5). Om dette siger Herren Kristus også: ”Fra hjertet kommer onde tanker, mord, hor, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd, spot” (Matt. 15:19).

 

Hvis ikke Gud med sin almagt, og mange naturlige hindringer, holdt denne syndflod tilbage, så ville intet samfund kunne bestå. Nej, hele menneskeslægten ville være gået under af ondskaben med dens påtrængende kraft, som ville føre til at alle mennesker i hast ville ødelægge sig selv og hinanden. Selv der hvor nådens kræfter ikke er til stede og virker, har Gud i sin almægtige faderomsorg for menneskeslægten, lagt flere naturlige spærringer og bånd som holder denne ødelæggende ondskab tilbage. For eksempel naturlig kloghed, frygt for skammen og for skade, omsorg for hvad der gavner dem selv og alt deres. Desuden ligger det til Guds regerende natur at han i sin almagt vil tilbageholde denne påtrængende ondskab.

 

Men, som den retfærdige straf for at menneskene foragter og vender sig bort fra hans kærlige måde at regere på, trækker Herren Gud altså - når han vil - disse spærringer væk som hindrede at syndfloden brød ud. Da overlader han mennesket til sig selv og alt det den onde indgiver ham. Det der da sker, er at ondskabens magt oversvømmer alle mål og hæmninger. Da får man at se alt dette forfærdelige bryde ud, sådan som apostelen her skildrer det fra hedningernes liv, og som man nok også ofte til og med ser indenfor kristenheden - disse ekstreme eksempler hvor til og med mennesker som anses for at være vise og forstandige, pludselig ligger der i al mulig synd og dårskab, sådan at den ene er blevet en tyv eller bedrager, en anden morder, en tredje ligger i forfærdelige laster, en fjerde tager livet af sig selv, o.s.v. Tidligere blev de måske anset for at være kloge og hæderlige mennesker, og nu ender det på denne sørgelige måde.

 

Da står verden der og undrer sig. De kan ikke forstå hvordan dette er gået til. For aldrig var der nogen som ville have troet disse kloge og gode mennesker ville finde på noget sådant, som man nu bare må indse at de har gjort. Hvordan kan noget sådant ske? Jo, bare på den måde apostelen selv fortæller her: ”De kendte Gud, men ærede ham ikke som Gud.” De kunne ikke afvise at de havde kendt Guds røst, men de ville ikke bøje sig for den, men holdt i stedet sandheden nede i uretfærdighed. De gav sig ud for at være vise, og ville ikke tro på det Gud talte til dem. Alt dette er så grunden til at Gud har overladt dem til deres hjerters lyster. Sådan er de blevet dårer.

 

Åh, om hvert menneske som endnu er vågen, i tide måtte tænke nøje over dette som Herrens apostel lærer os! Af gode og oplyste forældre eller lærere har mangen en ung mand og kvinde tidligt fået Guds råd for livet her og i evigheden, at høre. De hører og forstår at Gud er almægtig, og at de ikke må trodse Herren. De hører og forstår at denne almægtige Gud taler alvorligt til alle mennesker at de skal omvende sig til ham, frygte og elske ham, tro og følge ham gennem livet osv. Men dette Guds råd vil de ikke lyde. De vil fortsat følge sine egne lyster og verden, og tror at de nok selv skal passe på, så det ikke skal ende for groft med dem, at de nu ikke skal synke for dybt i syndens pøl. De tror de selv har magt til at sætte grænser. Sagen er at de ikke vil ”være Herrens egne, forblive og leve under ham i hans rige”, men bare være påpasselige så de ikke synker for dybt!  Men dette vil aldrig lykkes for dem. Det er da Herren vælger at trække sig tilbage, så deres lyster får magten over dem. De falder i al slags urenhed, grov uretfærdighed, eller anden åbenlys dårskab. ”Gud lader sig ikke spotte.” Vil du ikke høre hans ord, og omvende dig til ham, så hjælper det dig ikke med klogskab og varsomhed. Du havner i dybet! Før eller senere, i dette liv eller i evigheden, vil du bittert erfare at det var her du gjorde dit livs største fejlvalg: Du adlød ikke Herren, men trodsede i stedet hans vilje og råd.

 

Det er dette apostelen forkynder os her, og han tager det op når han taler om hedningernes forhold til Gud. Endnu en gang gentager han årsagen til at de blev overladt i sine hjerters lyster til urenhed: ”De byttede Guds sandhed bort med løgnen”, siger han. Dvs. at de ikke ville lyde sandheden om Gud og gudsdyrkelsen, så langt de forstod den. I stedet holdt de sandheden nede i uretfærdighed, som tidligere omtalt. Derefter har de selv gjort sig falske meninger om Gud, for at kunne fortsætte i sine synder. Følgen er at de bliver åndeligt blinde, deres hjerter forhærdes, og de ærer og dyrker skabningen i stedet for Skaberen - som er en træffende beskrivelse af hvordan hele verden opfører sig til alle tider, også i dag. De ærer og dyrker de skabte ting i stedet for Skaberen, han som er højlovet i evighed. Amen!

 

Når apostelen kommer med dette tillæg/gentagelse, så er det dels et udtryk for hans egen dybe ærbødighed for Gud. Dels giver han med dette afgudsdyrkelsen endnu et slag, da det er udtryk for hvordan vi burde ære og tilbede Herren Gud, og ikke røve noget som helst fra ham af det som er hans ære. Vi skal heller ikke tale om ham, uden den dybeste ærbødighed, ophøjelse og lovprisning. Så fortsætter apostelen med at nævne hedningernes konkrete synder, og taler først om en af de mest forfærdelige, som de var sunket ned i. Han siger:

 

26 og 27: Derfor overgav Gud dem til skammelige lidenskaber. Deres kvinder ombyttede det naturlige samliv med et som er mod naturen. På samme vis forlod mændene også den naturlige omgang med kvinden og brændte i sit begær efter hinanden. Mænd drev skammelig utugt med mænd, og fik på sin egen krop den straf som de fortjente for sin forvildelse.

 

Det er nok også denne unaturlige hedenske vederstyggelighed apostelen omtaler i Ef. 5:12 sådan: ”For det sådanne mennesker lever med i det skjulte, er det en skam bare at tale om.” Og dette har foregået, ikke bare i Sodoma, men også blandt de mest dannede hedninger. Man ser f.eks. grækernes og romernes mest anerkendte poeter, som vel havde folkets største agtelse, ikke en gang skammede sig over at sværte sine digte til med samme slags urenhed. I den grad blev de altså dårer, mens de gav sig ud for at være vise. Men vi står overfor den store, majestætiske Gud, og mildere straf kunne han ikke møde dem med, end at han ret og slet gjorde dem til dårer, når de i sin indbildte visdom foragter hans sandheder. Når de havde draget Guds billede ned på elendige menneskers og dyrs plan, så faldt de selv til dyrenes niveau og dyriske laster. Derfor siger apostelen at de fik, på sin egen krop, den straf de fortjente for sin forvildelse. Sådan er det den store Gud plejer at handle med mennesker. Han siger ”den som ærer mig, vil jeg ære, og dem som ringeagter mig, skal blive til skamme” (1. Sam. 2:30).

 

Men, er det bare hedningerne som på denne måde er gjort til skamme, og overladt til sine lysters magt? Ser vi ikke også inden for kristenheden spor efter samme Guds straf og dom over dem som foragter ham? Mangen en forfærdelig afsløring, eller bekendelse, fortæller os at til og med blandt dem som er døbt til Jesu navn, og har modtaget hans legeme og blods sakramente, findes der sådanne som ligger i samme slags hedenske vederstyggeligheder. Vi bør lægge mærke til at disse ikke bare findes blandt de mindst ansete mennesker. Nej, den store Gud lader også sine lærde og dannede foragtere synke ned i samme søle. Dette er et særdeles tankevækkende bevis på hvordan Guds straf og dom rammer. For når man ser mennesker leve i sædvanlige, naturlige synder, så kan det bare være på grund af menneskenes fald. Men når sådanne vederstyggeligheder som sædvanlige syndere ville reagere med væmmelse på, har indtaget fornuftige og velopdragne mennesker, da må der være stærkere forhold bag. Da ser man den forfærdelige hævner gennem det som foregår. Da ser man at det er Guds straf og dom, dette. Men når vi ser at Gud overlader menneskene til skammelige lyster her i livet, så er det alligevel bare et forspil til det som er værre, som skal komme, såfremt en radikal omvendelse og forsoning ikke indtræffer først (3. Mos. 20:13).

 

Men apostelen tager et helt register af hedenske synder frem, og gentager endnu en gang årsagen til at noget sådant sker. Han siger:

 

28 - 31: Og da de ikke brød sig om at eje Gud i kundskab, overgav Gud dem til et udueligt sind, så de gør sådant som det ikke sømmer sig. De er fulde af al slags uret, umoral, griskhed, ondskab, fulde af misundelse, mordlyst og strid, svig og falskhed. De blev rygtemagere, bagtalere, gudshadere, voldsmænd, overmodige, storskrydere, opfindsomme til ondt, ulydige mod forældre, uforstandige, upålidelige, uden naturlig kærlighed, ubarmhjertige.

 

De brød sig ikke om at eje Gud i kundskab. Igen det samme som er sagt tidligere. De havde fået kundskab om Gud. Men de brød sig ikke om at tage vare på den og følge den. Tværtimod havde de holdt den nede i uretfærdighed. Dette er altid baggrunden for Guds dom.

 

Derfor overgav Gud dem til et udueligt sind. Grundtekstens ord for ”udueligt sind” betegner til og med et sind som ikke er i stand til at drage sunde afgørelser. Menneskene har ikke villet prøve, ikke set nogen grund til at holde fast ved, Guds sandhed. Derfor har Gud givet dem et sind som ikke længere kan prøve hvad der er ret og forkert. Dette viser os Guds gengældelsesformel. ”Mod den rene viser du dig ren, mod den falske viser du dig vrang” (Salme 18:27 konf. Salme 18:13). Dette vi nu har talt om, har vi set dokumenteret i al hedensk dårskab. Vort bibelord fortsætter med at nævne eksempler på det.

 

De er fulde af al slags uret. Dette fortæller os at de synder og laster som nu opsummeres, havde fået magten over dem. Der var ingen som helst modvægt eller modstand længere, fra noget bedre i deres sind. Der var intet andet end synd og uretfærdighed. Det var dette som fyldte både hjertet og deres daglige liv. Og så nævner apostelen en mængde konkrete former for denne uret. Umoral: Her anvendes ordet i videste forstand, og betegner alle grader og former for synd mod vort sjette bud. Vi ved også at hedningene altid så på denne last som uskyldig. Men også i dag må vi med stor sorg konstatere at i mange hedningelande udgør denne vederstyggelighed ret og slet en del af deres gudstjeneste. Så fuldstændig frit regerer djævelen blandt hedningerne.

Griskhed: Dvs. at menneskene beherskes og drives af et begær efter bare dette at få fat i, at eje, - uden tanke på om der i deres konkrete livssituation er noget særligt behov for det de er ude efter. Grundtekstens ord udledes fra ordet som betyder det at have mere. At have mere - er gerrighedens lyst og kendetegn. Selve det at eje, og det at have fået fat i, er den gerriges mål. Derfor siger apostelen at pengegriskhed er afgudsdyrkelse (Kol. 3:5).

 

Ondskab. Der er en bitterhed i vort sind som virker på den måde at vi er ude efter at påføre andre skade - altså uden nogen som helst anden årsag end selve trangen efter at skade nogen. Fulde af misundelse. Misundelse er mørkets åndsmagt i mennesket, som gør at det så langt fra at elske sin næste som sig selv, tværtimod lider når det ser at andre bliver foretrukket, eller det går dem vel. Mordlyst: Det er tankevækkende at misundelse og mord udtrykkes med samme ord i grundteksten. Ved ligheden i selve betegnelsen antydes slægtskabet mellem begrebene. Så har da Kristus også, i sin forklaring af det femte bud, sagt at et hjerte som ikke elsker sin næste, men i stedet forarges og hader ham, det begår mord (Matt. 5:22-25, konf. 1. Joh. 3:15). Hedningernes liv er fulde af mord i deres gerninger. Strid: Menneskene udkæmper en stadig strid i ord og gerninger, for egen ære - og ikke for sandheden. Svig og falskhed: Under skind af ærlighed og oprigtighed, søger man at bedrage sin næste, til egen ære, eller anden vinding.

 

De blev rygtemagere: Det er sådanne som i påtaget fortrolighed fortæller noget negativt om sin næste. Det har ikke noget kærligt mål. Det er bare for at skade andre, eller fremhæve sig selv. Det er en af de mest giftige måder at frarøve sin næste hans gode navn og rygte på. Den som rygtet omtaler, kender jo ikke til dette, og er dermed ude af stand til at forsvare sig. Bagtalere: Mens rygtemagerne oftest opererer i det stille, foregår bagtalelsen mere åbenlyst, men er af samme art, bag ryggen på ofrene. Gudshadere: Egentlig dem som hader Gud. Dette var selve hovedtrækket i hedningernes sindelag. Det har været omtalt tidligere i dette kapitel. De elskede ikke Gud sådan som de havde lys nok til at skulle kunne kende ham, som hellig og retfærdig. Sådan som det her fremstår, i en opsummering af konkrete synder, sigter det uden tvivl til disse mere oplyste syndens slaver. I sin samvittighed kender de godt til Guds lov og domme, og det gør at de hader Gud. Sådan ser vi at Rom. 8:7 omtaler dette: ”Kødets attrå er jo fjendskab mod Gud, for det er ikke Guds lov lydig, og kan heller ikke være det.” Netop dette at menneskene kender til hvad Guds lov kræver, men ikke magter at opfylde det, vækker en bitterhed mod Gud som har givet loven. Når det hader Gud, har menneskets ondskab nået sit højdepunkt. Det er på denne måde synden ”ved det som er godt (loven) volder mig døden” (Rom. 7:13).

 

Voldsmænd: Dette er mennesker som hæver sig over andre, og behandler dem frækt og hårdt. Men her har vi grund til at antage at apostelen bruger sammenhængen: Gudshadere - voldsmænd, særlig med tanke på det had mod Gud som brød ud i de romerske kejsere under forfølgelserne af de kristne. Da kristendommens lys begyndte at spredes, blev mange mennesker urolige i sin samvittighed. Dette var nok den største grund til den indre strid og bitterhed som opstod mod Gud og evangeliets lys, og som gjorde dem til ”voldsmænd” mod de hellige. En væsentlig baggrund for at opfatte apostelens tankegang sådan, er at han i 1. Tim. 1:13 taler om sig selv som en forfølger af Guds folk, og der bruger de samme ord med betegnelsen ”voldsmand.” Overmodige hæver sig over andre og bruger store ord for at dokumentere sin egen fortræffelighed. Storskrydere taler med store bogstaver om hvad de selv er, har gjort eller oplevet, og overdriver som regel betragteligt. Opfindsomme til ondt: Det siger i grunden alt om hvordan disse mennesker har en opfindsomhed som er udviklet og stillet til disposition i det ondes tjeneste. Historien fortæller f.eks. om en grusom opfindsomhed blandt hedningerne i Rom, når det gjaldt at torturere de kristne.

 

Ulydige mod forældre: Her siger apostelen indirekte at lydighed mod forældre er en pligt, som selve naturen havde lært hedningerne. De som brød dette bud var derfor dømt, selv om de ikke konkret kendte det fjerde bud i den lov Gud havde skrevet. Uforstandige: Sådanne som ikke tager imod råd fra nogen, og ikke lader sig lede af visdoms eller sandheds ord, men som ufornuftige dyr raser frem efter som de finder for godt. Upålidelige: Mennesker man ikke kan stole på.* Uden naturlig kærlighed: Sådanne som ikke har naturlig ømhed for nogen. Ordet betegner egentlig dem som mangler den naturlige kærlighed mellem forældre og børn. Apostelen ser derfor her ud til at tænke på hedenskaben som bl.a. førte til at forældre ”satte sine børn ud”, for at lade dem omkomme. Og børnene, når de voksede op, satte sine gamle forældre ud på samme vis. Ubarmhjertige mangler medlidenhed med andres nød, deres bekymringer og lidelser.

 

* I Rosenius's svenske bibel står der ”troløse”, som han siger egentlig betyder pagtsbryder. De lever ikke i tro til pagten - Guds pagt.

 

Hvilket forfærdeligt synderegister vi nu har gennemgået! Hvilken syndflod som har flydt ud fra det første syndefald! Og så kommer apostelen nu med en tilføjelse som gør at vi bare må erkende at Guds vrede fra himmelen er vel begrundet og retfærdig. Han siger:

 

32: De kender godt til Guds retfærdige dom, at de som gør sådant, fortjener døden. Alligevel gør de ikke bare sådant selv, men de holder også med dem som gør det.

 

Endnu en gang gentager apostelen dette som han så ofte har nævnt, grundene til at Guds dom over hedningerne er retfærdig: De kender godt til Guds retfærdige dom, siger han. De har det naturlige lys over Guds væsen, og de har loven skrevet i deres hjerter (Rom. 2:15). De ved at de der gør sådanne synder som nu er nævnt, er ”skyldige til døden.” Denne deres forstands kundskab om Gud er det ene forhold han så ofte har nævnt. Det andet han nu nævner konkret, er at de også holder med dem som gør det. Her er vi ved sagen. De holder med det onde. Det er dette som altid kendetegner ugudelighed. De ikke bare modsætter sig syndens lov, som er i deres lemmer, og syndens magt i naturen, men de holder også med/giver sig selv ret i at gøre disse synder. Ja, det som mere er, de holder også med andre i at gøre disse synder. Det er et tydeligt bevis på hvad der foregår når Gud overgiver nogen til et udueligt sind, sådan som det var sket med hedningerne.

 

Et menneske som ikke totalt har overgivet sig til synd, vil som regel bevidst og tydeligt tage klart afstand fra at sådant bør foregå, selv om de for egen del gør samme synd. Men så udvikler det sig ofte til at mennesket også forsvarer dem som lever i denne synd. Da er det et tegn på at mennesket totalt har rejst sig mod Gud, og hans ret til at regere. Da er det en forhærdelse som viser hvor forfærdelig den straf er, at være overladt til et udueligt sind. Totalt modsat er forholdet for de gudfrygtige, som hader, ja forbander sin synd, og alligevel må lide under dette onde, som er deres største plage og bekymring. Dette taler apostelen om i Rom. 7:15-25.

 

Det væsentligste apostelen ville lære os i denne sidste del af første kapitel, bliver nu tydelig: Guds vrede skal åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos de mennesker som kender Gud, men ikke ærer ham som Gud, og ikke bryder sig om at eje Gud i kundskab. Disse som holder sandheden nede i uretfærdighed, som kender Guds retfærdige dom og ikke bare selv gør det onde, men også holder med de andre som gør det. Sådan fordømmelse er da også fuldt ud retfærdig, og Guds vrede hviler over dem, - hvis ikke de flyr til fristaden, går ind gennem den trange port, bliver tvættet ren og får liv i det forsoningsblod Guds evangelium forkynder fra himmelen.