Romerbrevets budskab kapitel 2.

 

Indhold: På samme måde som det første kapitel handler om hvordan hedningenes sag står under synden og Guds dom, så tales der her om jøderne, som havde stor kundskab om sandheden, og på den baggrund dømte og fordømte andre. Dermed vil de i endnu større grad end hedningerne være "uden undskyldning,” når de gør de samme synder som de selv fordømte. Gud skal i sin retfærdighed dømme alle mennesker efter det mål af kundskab som hvert menneske har om ham, og efter de synder som de med fuldt overlæg har begået (vers 1-16). I sidste del af kapitlet (vers 17-29) holder apostelen jødernes synder frem, og viser at deres ydre liv, og den agtelse de fik for dette, ikke gav dem nogen frifindelse fra den dom som hvilede over dem.

 

1: Derfor er du uden undskyldning, du menneske, hvem du end er som dømmer. For idet du dømmer en anden, fordømmer du dig selv. Du som dømmer, gør jo selv det samme.

For at vi skal kunne forstå hvilken sammenhæng apostelens tale om det at dømme, kan have med selve hovedemnet i dette kapitel, er det nødvendigt at vi er bevidst om følgende: Apostelen skriver til menigheden i Rom, og der var en blanding af hedninger og jøder. Jøderne var dem som havde Guds skrevne lov, og kendskabet til den sande Gud. Denne deres position gjorde at de suverænt dømte, fordømte, og afskyede alle andre mennesker som ikke havde samme kundskab om Gud, og som levede frit og åbent i synd. I det forrige kapitel udbredte apostelen åbent hedningernes grove blindhed og syndige liv. Det kunne let vække jødernes traditionelle dømmesyge. Nu ser Paulus det rette øjeblik til at tage fat i dette, og viser hvordan deres dømmesyge slår tilbage på dem selv. Ja, det bliver bare et endnu stærkere bevis på at de selv er under fordømmelse. For med sin egen fordømmelse af andre, beviser de at de er kendt med hvordan loven fordømmer al synd, og alligevel begår de selv synd - om end ydre set på en finere måde end hedningerne.

 

Apostelen siger: Derfor. Dvs.: Nu har jeg vist at det er netop kundskaben om Gud og hans vilje, og om hvordan al synd er under fordømmelse (Rom. 1:19,20,32), som gør at synderen er uden undskyldning. Da må jo du, som dømmer andre syndere, være uden undskyldning, når du gør de samme synder som du fordømmer. For idet du udtaler dom over andre, har du selv givet udtryk for at du har kundskab om Guds retfærdige dom over synden. Men Herrens Ånd, som taler gennem apostelen i dette, så ikke bare på jøderne, men på hvert menneske som i enhver fremtid skulle komme til at læse Romerbrevet. Derfor siges der ikke her noget konkret om hvilket folk denne tale først og fremmest sigter på. Det finder vi først i vers 17. Paulus bruger udtrykket "du menneske, hvem du så er som dømmer.” "Du menneske" - du som bare er et menneske - hvem du nu for øvrigt end er!  Er du klar over at du som dømmer dem som syndere, samtidig selv gør samme slags synder som dem - da må du være klar over at du selv er under fordømmelse!

 

Det hykleriske menneskehjerte vil så gerne være alvidende, tale og dømme - men ikke erkende Guds dom over sig selv. I dette budskab vil Gud gennem apostelen vække sådanne op. Netop denne hjertets falskhed, selvsikkerhed og formastelighed, er det som angribes her. Egentlig ikke selve det at de dømte, men hjertets selvsikkerhed, er det han er ude efter. En dom afsagt i kødelig selvsikkerhed, over noget som Gud alene, i sin tid, skal dømme (1. Kor. 4:5, 1. Tim. 5:24), er i sig selv en synd, fordi mennesket dermed indtager den majestætiske Guds dommersæde - han som alene har ret til at dømme (Rom. 14:4, Jak. 4:12). Men, som vi har set af sammenhængen, apostelens egentlige mål med dette er at vække og knuse syndere, sådan at hjerterne kunne åbnes for nådens budskab. I forrige kapitel har han bevist hvordan hedningerne var "uden undskyldning" (Rom. 1:20). Nu begynder han altså med nøjagtig de samme ord, når han taler til jøderne: "Derfor er du uden undskyldning, hvem du så er som dømmer.”

 

For idet du dømmer en anden, fordømmer du dig selv. Du som dømmer, gør jo selv det samme. Eller kan du virkelig tænke dig at Guds dom ikke er den samme for alle mennesker som gør den samme synd og har samme sind? Én eneste forskel skal gøres mellem mennesker som gør samme synd: Bare den at de som har fået et klarere lys, skal få desto hårdere dom (Matt. 10:14-15 og 11:21-22). Til dig som dømmer andre er måske mere givet, og da skal det også kræves mere af dig (Luk. 12:48). Måtte alle kristne tænke nøje over dette! Egenkærligheden forblinder os ofte stærkt. Da kan dette let ske: Den synd andre begår, bedømmer vi helt korrekt som en fordømmelig synd ind for Gud. Men samtidig finder vi undtagelser når det angår os selv - som om Gud ikke skulle dømme alle mennesker efter samme lov. Dette bliver jo et stort selvbedrag.

 

2: Vi ved at Guds dom, i sammenligning med sandheden, er over dem som gør sådan.

Vi ved. Dvs. at alle har vi kendskab til dette forhold, selv om vi pga. egenkærligheden ikke anvender det ret, når det gælder os selv. Men vi ved at Guds dom er retfærdig når den rammer dem som gør sådan. I grundteksten står der egentlig "at Guds dom er i overensstemmelse med sandheden.” Det ord som er oversat med sandhed er rigt og går dybt. Med reference til det som kommer bagefter, har det her uden tvivl denne betydning: Guds dom er altid overensstemmende med det sande forhold om ethvert menneske - hensyntagen til hvert menneskes individuelle situation (vers 12). Guds øjne følger hvert enkelt menneske, og prøver deres forskellige indre forhold, deres sind og sjæls sande tilstand. Ud fra dette vejes gerningerne ind for Gud. Her har apostelen rettet søgelyset på denne falskhed, at menneskene indbilder sig at de ligesom kan bedrage Gud. Jøderne trøstede sig til at de havde Guds løfter til Abraham og Moses, samtidig med de hele tiden brød de vilkår Gud havde sat som betingelse for at løfterne skulle opfyldes. Men så trøstede de sig med at de jo var Abrahams børn, pagtens folk, de havde loven og den skønne gudstjeneste. At de ikke holdt loven, at de brød pagten, at deres gudstjeneste bare var et hykleri, det lod de som om de ikke forstod. At det er dette falske uvæsen apostelen sigter til, det ser vi af vers 25-29, hvor han taler ret ud om det.

 

På nøjagtig samme måde er det også den store masse af navnekristne i dag bedrager sig selv. De er døbt til Kristus, er undervist i Guds ord, går jævnligt til kirke og nadver, gør en del synlige gode gerninger, tager afstand fra en del grove synder, osv. Men dagligt, ja mange gange om dagen, trodser de Gud i de helligste bud og forskrifter han har givet os. De fortsætter med at dyrke sine afguder. Uden nogen omvendelse og genfødsel tror de alligevel de skal få evigt liv. De kan leve sit liv uden noget forhold til Frelseren. Alligevel regner de med at blive frelst. De kan bære på hemmeligt had og misundelse over for sin næste. Kan bagtale og lyve om ham. De lever i sine kødelige lyster, gerrighed, fråseri osv. De lader som om de ikke forstår at dette er synd. Det er som om Gud skulle kunne bedrages med en ydre gudstjeneste, og ikke så deres falskhed i liv og levned.  Men Guds dom skal en dag fuldbyrdes "i overensstemmelse med sandheden over dem som gør sådan.”

 

3: Men du, menneske, som dømmer disse som gør sådan, og selv gør det samme - mener du at du skal undfly Guds dom?

Det ord i grundteksten som er oversat her med mene, betyder egentlig: En beregnende konklusion. Apostelen synes at ville sige: Er dette din beregnende konklusion, at du, netop gennem din nidkære dom af andre, selv skal kunne undfly Guds dom - skal ligesom kunne fordreje Guds øjne bort fra dig selv, ved at tale og dømme om andres synder? Dette er nemlig ikke anderledes end det falske menneskehjerte. Vi ser hvordan apostelen i vers 17-29 netop angriber denne falskhed hos jøderne. Vi kender også til at Kristus stadig omtalte deres hykleri og falske hjerter, når han så deres nidkærhed i ydre retfærdighed, og i at dømme åbenbare udskejelser (se Joh. 8:7-9, Matt. 5:21,22,27,28).

 

Som tidligere omtalt, støttede jøderne sin kødelige selvsikkerhed på deres position i forhold til andre folkeslag. De var børn af vore åndelige fædre, det var dem som forvaltede loven, omskærelsen, gudstjenesten, osv. Men det de ikke var sig bevidst, var at i alt dette lå en endnu større forpligtelse for dem til at frygte og elske en sådan Gud, i samme grad som han havde gjort dem så meget godt. Og at de i modsat fald ville falde under en tilsvarende større dom - når så stor en nåde var vist dem. Det er det apostelen har i tankerne når han fortsætter:

 

4: Eller foragter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og tålmodighed? Ved du ikke at Guds godhed driver dig til omvendelse?

Her har vi et ord som burde vække alle mennesker til eftertanke. Hvem kan tolke dybden i disse ord: Guds rigdom på godhed og overbærenhed og tålmodighed? Her er en hel verden fuld af Guds velgerninger og nådebeviser, som evighedens lys en gang skal åbenbare. Tænk dig hvordan denne sandhed, som et forfærdeligt bjerg skal falde over den sjæl som aldrig lod sig bevæge til omvendelse. Godhed er det sind som bare ønsker at gøre godt, og bestandigt vil tjene mennesker, også ukendte og uværdige. Den godheden retter sig i mod, kan være særdeles uværdig for nogen som helst form for kærlighed. Godheden vil nemlig bare gøre godt, uden hensyn til om den som godheden rettes mod er værdig eller uværdig. Guds godhed er den egenskab som gør at han "lader sin sol gå op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige" (Matt. 5,45). Guds godhed er det uudtømmelige kildespring, og fra dette flyder stadig alle hans velgerninger til os. Tænker vi på jøderne, så var det netop Guds godhed som gjorde at han først udvalgte dem som sit ejendomsfolk, åbenbarede sig for dem da de endnu ikke kendte ham, og gav dem det lys som satte dem i en særstilling frem for alle andre folkeslag.

 

Overbærenhed gør at man til og med tåler utaknemlighed og meget ondt, uden straks at blive vred. Guds overbærenhed overfor jøderne er tydelig bevist i hans holdning overfor dem, når de stadig brød hans love og bud, uden at han straks straffede eller opgav dem. I stedet ventede han til det var tid, for at vise dem hans nåde. Ordet tålmodighed henspejler både på deres utaknemlighed og mange synder, og på hvordan han døjede med at straffe dem. Ja, i årtusinder tålte han dem. Og folkets stadige, fortsatte syndeliv i denne tid kunne ikke udslukke hans tålmodighed. Om dette siger Herren selv: "Hele dagen rakte jeg mine hænder ud til et ulydigt og genstridigt folk.” Men det Paulus siger her er ikke bare at Gud har, eller virker med sin godhed, overbærenhed og tålmodighed. Men at han er rig på disse egenskaber. Han taler om "Guds rigdom på godhed og overbærenhed og tålmodighed." Dette understreger hvor stor, hvor omfattende og uudslukkelig den godhed, overbærenhed og tålmodighed er, som bor i Guds hjerte. Hans rigdom på disse egenskaber beviser han i sandhed når han, Den Almægtige, som ikke på nogen måde behøver os små skabninger, alligevel stræber og arbejder over så lang tid med os uretfærdige, utaknemlige og genstridige menneskebørn. Og det bare for at gøre os godt!

 

Ja, Guds godhed, overbærenhed og tålmodighed er så stor, at menneskets forstand ikke kan fatte det. Det bedste bevis på det, er at mange ofte ret og slet fristes til at tvivle på om der findes en Gud som hader synden, fordi de ser hvor længe han undlader at straffe menneskenes ondskab. En sådan tvivl kommer bare af at de ikke er i stand til at fatte Guds overbærenhed og tålmodighed. Men vi burde have for øje, at ligeså stor som Gud viser sig i sit skaberværk, ligeså stor og rig er han også i sin nåde og barmhjertighed. Se op mod himmelen! Kan du tælle stjernerne, disse store kloder i universet? Eller kan du opmåle vandet i havene, eller tælle dråberne i en stor flod? Ligeså stor som Gud er i sit skaberværk, ligeså stor og rig er han også i sin godhed, overbærenhed og tålmodighed. Det er også grunden til at han endnu ikke, i sin straffende retfærdighed har tilintetgjort hele verden, som er fuld af synd og utaknemlighed.

 

Hvad så, når Guds nåde og barmhjertighed er så stor? Skal vi da desto dristigere kunne synde og trodse ham? Må Gud Herren i sin nåde bevare os fra en sådan tanke! Paulus spørger: "Foragter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og tålmodighed? Ved du ikke at Guds godhed driver dig til omvendelse?"  Bryder du dig ikke om dette? Da foragter du det! Det viser du når du lønner hans godhed med fortsat at leve i synden, når du i tankeløshed skyder alt det gode du modtager af Gud fra dig, så det ikke får lov at standse dig og drive dig til omvendelse. Hvis Guds godhed og overbærenhed havde en begrænsning, så ville det vel også være en begrænset fare ved at foragte ham. Men at foragte et guddommeligt væsen som er særdeles mild og nådig, det må da få en særdeles grufuld ende! At være under en stor og nådefuld Guds misfornøjelse, det er fuldstændig uudholdeligt.

 

Hvad er da Guds egentlige hensigt og alvorlige vilje med at vise os så stor overbærenhed? Apostelen siger han vil "drive dig til omvendelse.” Det Gud har som mål med sin godhed og overbærenhed, er at du omvender dig. Omvendelse: En ændring af dit sind, at du angrer hvordan du har syndet så meget mod en så nådig Gud. Angrer at du så længe har foragtet ham, sådan at du nu vender dig bort fra dine synder og vildfarne vejer, søger nåde og forligelse med ham, og så bliver hans for resten af dit livs dage. Det er dette som er omvendelse. Men hvis nu ikke dette sker - hvad er det da du gør? Apostelen siger du foragter Gud og hans store godhed, og du forstår intet. Dit sind er formørket og bedraget. Og dermed, på trods af al din kundskab om Gud, ser du ikke - når det angår dig selv - at Guds godhed driver dig til omvendelse.

 

5: Med din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte hober du dig vrede op til vredens dag, den dag da Guds retfærdige dom skal blive åbenbaret.

Din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte. Profeten Esekiel bruger betegnelsen stenhjerte. Profeten Zakarias siger: "Sit hjerte gjorde de hårdt som en diamant, så de ikke hørte på loven.” Disse billedsprog fortæller os hvordan menneskehjertet er. Luther siger: "Ingen sten, intet stål eller diamant, kan være så hårdt som det naturlige menneskets hjerte er overfor Guds ord.” Mennesket kan være fuldstændig overbevist om at det er Guds ord det læser og hører. Ligeså at det er "udelukket at Gud kan lyve.” Det ser Gud stadig gentager at en evig fordømmelse sammen med djævelen og hans engle, venter den ubodfærdige, mens en evig salighed hos Gud i himmelen venter den som omvender sig og tror. Det ser og hører at Jesus selv taler om hvordan han på den sidste dag skal vise de uretfærdige bort til en evig ild, men indbyder sine børn til at indtage det rige som er beredt til dem fra verdens grundvold blev lagt.

 

Dette menneske burde nu være klar over at det er syndelivet som behersker ham, at han ikke har omvendt sig, og ikke er i samfund, eller forligt, med Gud. Og på trods af alt dette frygter han næppe et øjeblik for helvede. Han er indforstået med at livstråden når som helst kan klippes over. Alligevel kan han spise og drikke, og sove ind om aftenen, - selv om han ikke ved om han skal vågne igen i nådens tid. Dette, som vi dagligt ser omkring os, er jo de stærkeste bevis på djævelens magt over de vantros sjæle. De står uden nogen som helst mulighed for at reagere, uanset hvad de så hører om Guds domme. Ja, ikke engang om de selv erfarer hans nærvær, enten han møder dem i alvorlige hændelser, eller i stor nåde og godhed.

 

I jødernes historie har vi jo de alvorligste eksempler på en sådan hårdhed i hjerterne. De havde vidunderlige erfaringer med Gud og hans magt og nåde mod dem. Han åbenbarede sig iblandt dem, talte med dem, hjalp dem i nød ved store tegn og undere, og ramte deres fjender med grufulde straffedomme. Han slog også Israels børn, og han benådede dem. Det hele på en sådan måde at de vidste hvad der var hans hensigt gennem det han sendte dem. Han prøvede alt overfor dem, som han selv siger det: "Hvad var der mere at gøre med min vingård, som om jeg ikke havde gjort alt med den?" (Esajas 5:4). Og efter alt dette kunne de fortsætte med at trodse ham. De foragtede det mest udtrykkelige budskab om hvad der ville ske, både af nåde og vrede. De trodsede ham bare fortsat. Alt dette ligger bag ordene "din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte.” Vi ser det overalt mellem os. Vore børn og andre mennesker formanes dagligt til omvendelse. Men uanset hvad de ser og hører af Guds ord, af åndelige ting og vækkende bevægelse i folket, så fortsætter de med at sove, ubevægelige i sin ubodfærdighed.

 

Hvad er det da der sker med sådanne mennesker? Apostelen siger at med en sådan hårdhed og ubodfærdighed hober du dig vrede op til vredens dag. Grundtekstens ord for hober eller samler, er meget udtryksfuldt. Det betyder egentlig at samle en skat sammen. Sådan ophobes der altså efterhånden synder, og dermed ophobes også Guds vrede og syndens straf over menneskene. Udtrykket antyder at synderne skal afstraffes efter deres mængde. Et menneske kaldes rigt eftersom det har skatte - den ubodfærdige skal blive straffet i forhold til hvor meget han, mod bedre viden, har stået imod nåden og syndet mod Gud. I vers 4 og 5 sætter Paulus to slags rigdomme op mod hinanden. På den ene side: Rigdommen i Guds godhed, overbærenhed og tålmodighed. På den anden side: Rigdommen i (omfanget af) Guds vrede og hævn over modstanderen.

 

Til vredens dag, den dag da Guds retfærdige dom skal blive åbenbaret. Den sidste dag kaldes her vredens dag, og den dag Guds retfærdige dom skal blive åbenbaret. For da skal Guds vrede åbenbare sig over den ugudelige på en forfærdelig måde. Indtil den dag er Guds vrede og dom ligesom forseglet under den guddommelige overbærenhed og tålmodighed. Men den dag, som Herren Kristus har beskrevet så udtrykkelig, skal en stormflod af vrede bryde ud over de ugudelige. Dagen kaldes "Guds retfærdige doms åbenbarelses dag,” for nu er det bare den udøvende retfærdighed (Guds retfærdige håndhævelse af loven) som skal åbenbare sig. Det ville ikke være nogen Guds dom, om den ikke var til fuldkommenhed retfærdig.

 

Alle de troende bliver den dag iklædt Lammets hvide klæder. Da er de lige fuldkomne som Lammet, og tilfredsstiller den samme Guds retfærdighed (i hans håndhævelse af loven) som på den anden side er grundlaget for de ubodfærdiges fordømmelse. For den dag skal det blive åbenbaret at det ikke var tomme ord, men en guddommelig sandhed, at Kristus opfyldte loven for os, og smagte døden for alle, og at dette Kristi fuldbragte værk så fuldkomment er tilregnet de troende, som om de selv havde gjort alt det Kristus gjorde. Ja, at Kristi forsoning fuldkomment opfyldte loven, sådan at den retfærdighed Gud krævede, dermed blev opfyldt. Det skal den dag blive åbenbaret.

 

Den Gud har retfærdiggjort - han er i sandhed retfærdig. Men den samme dag skal det også blive åbenbaret at "alle de som holder sig til lovgerninger, er under forbandelse,” og at hvert menneske er forbandet hvis det "ikke holder fast ved alt det som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det" (Gal. 3:10). Men apostelen går videre i at udlægge denne Guds retfærdige dom, når han fortsætter sådan:

 

6: For han skal give enhver igen efter hans gerninger.

I dette vers, og den sammenhæng det står i, kan det se ud som om apostelen på dette sted lader saligheden blive et resultat af vore egne gerninger, - og ikke, sådan som vi altid er vant til, at det er ud fra Kristi fortjeneste og troen på ham. Men ved en sådan tolkning af dette ville vi ikke bare sætte apostelen i konflikt med sig selv, men også forkaste hele hovedlæren om Guds evangelium.

 

For at "være behjælpelig med at løse sagen" har nogen forklaret at apostelen her fremstiller dommen bare fra lovens synsvinkel, for at vise hvordan vor stilling havde været, om Kristus og evangeliet ikke var kommet til os. For selve sagens skyld kunne dette nok lade sig høre, men en sådan forklaring ville ikke være tilstrækkelig til at hindre en falsk tydning af bibelverset. Desuden forekommer der nogen ord i teksten som på ingen måde passer ind i den nævnte, velmente udlægning. Disse ord viser i stedet at det apostelen egentlig taler om her, det er dommen, sådan som Kristus skal håndhæve den på den sidste dag. Heller ikke ordene i næste vers, om "dem som med udholdenhed i god gerning søger herlighed,” giver udtryk for lovens krav og betingelser. De gælder helliggørelsens liv for de troende, som derefter arver herligheden. Og netop her ligger det egentlige bevis på at apostelen ikke bare vil tale om lovens krav, men om den endelige dom, sådan som Herren Kristus har beskrevet den.

 

Beviset ligger i ordvalget som er brugt her, om vore gerninger. Det giver slet ikke udtryk for lovens krav. Loven siger aldrig at bare vi "i udholdenhed i god gerning søger herlighed,” så skal vi få den (herligheden). Nej, det er noget ganske andet loven giver udtryk for. Den siger: "Det menneske som gør disse ting (dvs. som fuldkomment gør alt det loven kræver), skal leve ved dem" (Rom. 10:5). Og: "Forbandet er hver den som ikke holder fast ved alt det som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det" (Gal. 3:10, 5. Mos. 27:26). Dette viser at her fremstiller apostelen ikke sagen fra lovens synsvinkel. Desuden siger han i vers 16: "På den dag da Gud skal dømme det skjulte hos menneskene, efter mit evangelium, ved Jesus Kristus.” Der siger han jo udtrykkelig at han taler om den dom som virkelig skal ske "ved Jesus Kristus.” Og han gør denne konkrete tilføjelse: "Efter mit evangelium.”

 

Men så spørger nogen: Hvordan skal vi undgå at opfatte dette skriftsted som om frelsen afhænger af vore gerninger? Hele problemet er da at de ikke læser nøje nok hvad der står. Apostelen siger aldrig noget sted at vi bliver retfærdiggjort, eller frelst, på grund af vore gerninger. Nej, det er jo dette han over alt afviser (se Rom. 4:2-6, 11:6, Ef.  2:9, Titus 3:5). Men at vi skal dømmes efter vore gerninger, det er det Paulus og hele Skriften forkynder over alt (Jer. 17:10, 32:19, Ezek. 18:30, Matt. 16:27, 25:34-45, 2. Kor. 5:10, Åb. 2:23, 20:12, 22:12). Selv om Gud kender alles hjerter, så har han alligevel, helt fra verden blev skabt, fastsat den ordning at vort hjertes forhold skal bevises gennem vore gerninger.

 

De troendes far, Abraham, bliver brugt som et tydeligt eksempel på dette. "Han troede på Herren,” når det gjaldt løftet om den velsignede sæd. Og der står at "han (Gud) regnede ham det til retfærdighed" (1. Mos. 15:6). Nu var han retfærdig ind for Gud, og en Guds ven (Jak. 2:23). Men dette skulle også bevises i ydre handling. Gud satte Abraham på prøve, og da han adlød Gud, da talte Gud gennem en engel: "Nu ved jeg at du frygter Gud, siden du ikke har sparet din søn, din eneste, for mig" (1. Mos. 22:12). Dette forhold er det Jakob sigter til, når han bruger udtrykket at han blev retfærdiggjort af gerninger. Det vil altså egentlig sige at hans retfærdighed blev stadfæstet gennem gerninger (Jak. 2:21).

 

Sådan skal det også ske i den sidste, store dom. Ved enhver domstol må der være vidner. Det er det vore gerninger skal tjene til. De skal vidne om den nåde som har været virksom i de troende - eller om den ugudelighed som bor i de vantro. Kristus siger: "Høster man druer af tornebuske, eller plukker figner på tidsler? Sådan bærer hvert godt træ god frugt, men et dårlig træ bærer dårlig frugt.” "Hvert træ kendes på sin egen frugt" (Matt. 7:16-18, Luk. 6:44). De gode gerninger gør ikke mennesket godt, men de beviser at det er godt. Og, mennesket er ikke godt fordi det gør godt. Men det gør godt fordi det er godt. Og Gud må først gøre dets hjerte godt - før det kan gøre noget som han anser for godt.

 

Når Kristus skal dømme os efter vore gerninger, vil han ikke dømme efter gerningernes ydre form eller omfang, men efter deres egentlige, indre værdi. Dvs. efter kilden, det som gerningerne havde sit udspring fra. Dette er et forhold verden aldrig vil kunne forstå, men som Herren Kristus så ofte og indtrængende holdt frem. I Matt. 6:1 siger han: "Tag jer i vare så I ikke gør jeres gode gerninger for øjnene af folk, for at blive set af dem. Da har I ingen løn hos jeres Far i himmelen.” Hvorfor? Opdager vi ikke hvordan Herren netop ser efter hvad der er hensigten bag gerninger? Gerninger er jo i sin ydre form gode. Men bare fordi de blev gjort "for at blive set af dem" (menneskene), så er de bortkastet.

 

I Matt. 10:42 siger han: "Den som giver én af disse små, om det så bare er et bæger koldt vand fordi han er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke miste sin løn.” Et bæger koldt vand er en særdeles lille gerning/gave. Men bevæggrunden var "fordi han er en discipel,” dvs. at det egentlig var for Kristi skyld. Da forsikrer Herren at den gerning ikke skal blive uden løn, om den aldrig var så lille i sig selv. I Mark. 9,41 har Kristus talt endnu tydeligere om dette: "For den som giver jer et bæger vand at drikke i mit navn, fordi jer hører Kristus til, sandelig siger jeg jer: Han skal slet ikke miste sin løn.”

 

Sådanne bibelord siger os hemmeligheden om hvordan Herren dømmer efter vore gerninger. Selv taler han også klart om dette, når han taler om den yderste dom. Den som vil vide hvad det betyder når Skriften siger at "han skal give enhver igen efter hans gerninger,” kan aldrig få nogen mere tydelig og sikker forklaring end den Kristus selv giver os der, i Matt. 25:31-46. Der siger han at når han kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sidde på sin herligheds trone, og alle folkeslag skal samles foran ham. Det første som da skal ske, er at han skiller dem fra hinanden, ligesom vogteren skiller fårene fra bukkene. Han skal stille fårene ved sin højre side, og bukkene ved sin venstre. Det fortæller os at allerede før dette skete var der forskel på dem (får - og bukke). Det næste der sker, er at han højtidelig, og i offentlighed ind for alle mennesker og ånder, henvender sig direkte til hver enkelt af disse to flokke og fremhæver deres gerninger. Så hører vi hvordan han vil komme til at dømme efter gerninger.

 

Kongen skal sige til dem ved sin højre side: "Kom hid, I som er velsignet af min Far! Arv det rige som er beredt for jer fra verdens grundvold blev lagt. For jeg var sulten, og I gav mig mad. Jeg var tørstig, og I gav mig at drikke. Jeg var fremmed, og I tog imod mig,” osv. Det er bare gerninger vi hører han taler om her. Men hvad slags gerninger? Jo, bare dem som blev gjort med den hensigt som Herren selv udtrykker sådan: "I har gjort det mod mig.” Med dette har han også givet tydelig udtryk for at alt det som er gjort for hans navns skyld, det vil han se på med så stort velbehag, som om tjenesten var gjort overfor ham personlig. Men, læg mærke til at det er udelukkende de gerninger som er udført for hans skyld, som får denne modtagelse af ham. Det er derfor han siger det sådan: "Alt hvad I gjorde mod en af disse mine mindste brødre, det gjorde I mod mig.” Det som var hovedsagen, var at gerninger var gjort for hans skyld. Det har vi allerede set i de skriftsteder vi har vist til lige foran (Matt. 6:1, 10:42, Mark. 9:41). Men at gerninger er gjort for hans skyld, det vidner igen om et hjerte hvor Kristus er blevet dyrebar og kær. Og hvordan det går til at han bliver dyrebar for et hjerte, det har han selv givet os svaret på: "Hendes mange synder er hende forladt, derfor elsker hun meget" (Luk. 7:41-47 m.fl. steder).

 

Sådan ser vi hvordan Herren Kristus, også når han taler om hvordan han skal dømme efter gerninger, ikke undlader at bekræfte den store hovedlære om nådens og troens vej, om syndernes forladelse bare for hans skyld. Og samtidig at bare de som i ham har fået syndernes forladelse, har et hjerte som er godt, og gør gerninger som er gode, ind for hans øjne. Når Kristus taler om hvordan han dømmer efter gerninger, lægger vi mærke til at han aldrig nogen sinde nævner alle de gerninger som er gjort med noget andet formål end for hans skyld. Han siger aldrig: En som var sulten kom - og I gav ham mad, en som var tørstig - og I gav ham at drikke, en fremmed - og I tog imod ham, osv. Nej, over alt siger han: Jeg, jeg - var sulten, og I gav mig at spise, jeg var tørstig, og I gav mig at drikke osv. I har gjort det mod mig. Det er det afgørende.

 

Men så lægger vi mærke til, at til de andre, på sin venstre side, de som ikke var frelst, har dommeren ikke en eneste god gerning han nævner, men taler bare om den ene store mangel: At de ikke elskede og tjente ham. Af denne ene grund var alle deres bedste gerninger onde, og under fordømmelse. Det foregår ikke sådan som enkelte i sin vantro mener, at dommeren ligesom skal have to regnskab for menneskene: Et regnskab over deres synder, og et over deres gode gerninger. Og så skal han nærmest opsummere disse to, og se hvilken som er størst. Nej, den som er velsignet, han skal bare få ære og velsignelse. Og den som er forbandet, han skal bare forbandes og fordømmes. Dommeren havde ingen god gerning at trække frem, når det gjaldt dem som stod på hans venstre side.

 

På samme måde har han ingen ond gerning, og ingen synd han nævner, når det gælder dem på hans højre side, men taler bare om det gode de har gjort for hans skyld. "Du skal kaste alle vores synder i havets dyb" (Mika 7:19). "Jeg vil ikke længere komme jeres synder i hu" (Jer. 31:34, Esajas 43:25). Det samme siger Kristus også udtrykkelig: "Den som hører mit ord og tror ham som har sendt mig, han har evigt liv. Han kommer ikke for dommen (dvs. en dom efter lovens krav, som altid er en dom til fordømmelse), men er gået over fra døden til livet" (Joh. 5:24). Skulle de frelstes synder fortsat trækkes frem, og vi fortsat dømmes efter loven, så var syndernes forladelse bare tomme ord, og hele Guds evangelium et stort bedrag.

 

Nu har vi vel opfattet selve sagen. Men vi vil gå lidt nærmere ind på apostelens ordvalg. Han siger at Gud "skal give enhver igen efter hans gerninger.” Det ord som er oversat her med give, betyder egentlig at give ud, betale, gengælde. Gud har ligesom modtaget ondt eller godt fra menneskene. Og sådan som han har modtaget det, sådan har han opført det på deres regning, for at han på den retfærdige doms dag kan give det tilbage til hver enkelt, - vel og mærke på den måde vi nu har set Kristus forklare dette. Apostelen bruger videre udtrykket "enhver" - Gud skal give enhver igen. Her på jorden kan der være mange som tror de er nærmest bortgemt i folkemængden, sådan at Gud ikke følger dem så nøje med sit øje. Men Gud er så stor at han til og med følger hver fugl (Matt. 10:29). Han er mægtig til at følge hver eneste én lige nøje, som om der bare eksisterede det ene menneske på jorden.

 

I den sidste dom skal hver og en stilles frem for dommerens øjne, som om de stod nøgne og bare. Der skal de dømmes efter deres gerninger. Og de som selv står ansvarlig for sine synder, dvs. som er under loven og dermed skal dømmes efter den, de vil ikke blive tilgivet et eneste unyttigt ord, sådan som Kristus selv siger det (Matt. 12:36): "Det siger jeg jer: Hvert unyttigt ord som menneskene siger, skal de gøre regnskab for på dommens dag.” Men i himmelen skal de frelste også gives forskellig igen, efter deres gerninger. Det ser vi af Jesu tale i Matt. 25:14-29 og flere bibelsteder, f.eks. 2. Kor. 9:6 og Dan. 12:3 m.fl. Også dette ligger der i ordet "han skal give enhver igen efter hans gerninger.”

 

7: Til dem som med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforgængelighed, skal han give evigt liv.

De som søger Gud og hans rige, de søger samtidig evig ære og herlighed, også selv om de ikke engang tænker på det selv. Det er det første vi skal bemærke her. Desuden finder vi over alt i Skriften at den evige løn stadig fremholdes som en opmuntring til de troende, for at de udholdende må følge Jesus. Selvfølgelig er det bare Kristi kærlighed som er den eneste drivkraft til alt godt. Men de som har denne drivkraft i hjertet, dem vil Herren også styrke og opmuntre til at holde ud, tålmodigt i kampen, idet han holder kronen og den evige herlighed frem til dem som venter dem ved målet. På samme måde vækker og advarer han os mod søvnen, og mod slaphed i tjenesten, ved at han understreger faren for at tabe kronen.

 

Herren siger: "Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets krone" (Åb. 2:10). "Hold fast ved det du har, for at ingen skal tage din krone" (Åb. 3:11). "Den som sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ" (Åb. 2:7,11,17,26, 3:5,12). Når Paulus gennem hele det femtende kapitel af første brev til korinterne taler om opstandelsen, hvor stadfæstet og sikker den er, og om dens herlighed, så afslutter han sådan: "Derfor, mine elskede brødre, vær faste og urokkelige, altid rige i Herrens gerning, da I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i Herren.” I det bibelord vi har for os siger han at dem som med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforgængelighed, dem skal Gud virkelig også give evigt liv. Og det er bare i dette evige liv vi har al den salighed, som en gang fuldkomment skal åbenbares i himmelens og evighedens lys.

 

8 og 9: Men over dem som er genstridige og ulydige mod sandheden, men lydige mod uretfærdigheden - over dem skal der komme vrede og harme. Trængsel og angst skal komme over hver menneskesjæl som gør det onde, både jøde først og så græker.

Med tre tydelige kendetegn beskriver apostelen her de ubodfærdige. Det første er at de er genstridige. Dvs. at de stritter imod Guds arbejde på deres hjerter. De indser at Guds kald også vil føre til at de må give afkald på noget. De stritter imod al Guds påvirkning. De vil maksimalt leve sin egen "gode" kristendom. Dernæst er de ulydige mod sandheden. De både ser og forstår så meget af sandheden, at de helt bevidst må modstå sandhedens/Herrens røst for at kunne blive værende i sine synder. Hvilken uhyggelig tilstand! Det tredje er: …men lydige mod uretfærdigheden. Dvs. at de ikke bare voldeligt tvinges af en ond magt, eller synder, på grund af at de ikke magter at holde sig vågne, men de har et sind som holder med det onde. Det er et karakteristisk kendetegn for et ubodfærdigt sind, og et bevidst liv i synd. Det er dette Skriften kalder "den som gør synd" (1. Joh:3,8,9. Konf. vers 6 her).

 

Her er forskellen mellem de troendes synder, og de vantros. En troende magter ikke altid at være eller gøre det han vil, men må ofte sukke med apostelen: "Det jeg hader, det gør jeg" (Rom. 7:15-24). "Da er det ikke længere mig som gør det, men synden som bor i mig" (vers 17). Men de som "gør synd,” det er dem som forsvarer sin synd, og de skal ikke arve Guds rige (1. Kor. 6:9,10, Gal. 5:21). Han siger her, at over dem skal der komme vrede og harme, nemlig Guds unåde og retfærdige straf, ja trængsel og angst. Over hver menneskesjæl som gør det onde, eller som lever i det onde, og selv står med disse gerninger ind for Gud, uden Stedfortræderen, - over disse sjæle udtaler Kristus selv at de skal græde og skære tænder.

 

Både jøde først og så græker. Med denne tilføjelse antyder apostelen på ny hvordan ansvaret og straffen bliver større, i samme grad som mennesket har haft kundskab om Gud og hans vilje. Når det gjaldt dette forhold, så stod jøderne højt over grækerne, dvs. hedningerne. Derfor ville de også "først,” i forhold til hedningerne, blive ramt stærkere af Guds vrede og harme, trængsel og angst, når Guds retfærdige dom bliver åbenbaret. Dette havde Herren også tidligere talt til dem: "Bare jer ville jeg kendes ved blandt alle jordens slægter. Derfor vil jeg hjemsøge jer for alle jeres misgerninger" (Amos 3:2. konf. Matt. 11:22, Luk. 12:47). Men om end dommen skal blive hårdest over jøderne, så skal hedningerne heller ikke anses uskyldige. Grunden til det så vi i kapitlet foran, men også i dette.

 

Men jøde først! Tænk nøje over dette, du som er født og opvokset i lyset af Guds evangelium. Kan du tro det skal gå dig vel, hvis du fortsætter med at foragte dette lys, ved at du bliver værende i synd og selvoptagethed, og ikke bliver omvendt og frelst? Hvor stor vil den vrede og harme, trængsel og angst ikke være, som i stedet da kommer over din sjæl!

 

10: Men herlighed og ære og fred skal hver den få som gør det gode, både jøde først og så græker.

Hvilke herlige løfter! Ikke bare nåde og forladelse. Vi skal Ikke bare slippe for velfortjent straf for alle synder. Men herlighed og ære skal de også få, de som trods alt har været syndere, og bare fortjente Guds straf. Når de på trods af dette, alligevel har ladet sig føre til frelse, og er blevet iklædt Kristus, så skal de altså stå så fuldkomne for Guds øjne som om de var hans elskede Søn (Ef. 1:4-6). De skal til og med have herlighed og ære, så dommeren skal ære dem som om de ikke havde gjort den mindste synd, men bare levet ret og fuldkomment. Så umådelig stor er nåden over dem som er nådens børn. Det gode de har gjort, drevet af Guds nåde, hvor småt det end er - som at give nogen et glas vand i Jesu navn, det skal blive husket og priset i Kristi herlige dom, som om han selv havde været den som tørstede og havde fået dette glas vand.

 

Men også i dette, hvis vi skal tale om belønning af gode gerninger, så vil der blive en forskel. De som har haft mere lys, og derfor som troende været "rig på Guds herlighed over miskundhedens kar" (Rom. 9:23-24), de skal også i dommen få mere pris, herlighed og ære, end de som har haft mindre. Det er dette der tales om i det gentagne "jøde først, og så græker.” Store og fuldkomne er Herrens domme. Måtte alle mennesker have dette for øje!

 

11: For Gud gør ikke forskel på folk,

At gøre forskel på folk, dvs. at dommeren ikke dømmer alle efter de samme principper, men tager hensyn til personerne. Det er en uretfærdighed hos syndige mennesker, som aldrig kan tænkes vil finde sted hos vor store Gud. Moses siger: "Herren deres Gud, han er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som ikke gør forskel på folk og ikke tager imod gaver" (5. Mos. 10:17). Men jøderne er ikke de eneste som går med en sådan indbildning, at Gud i sin dom ligesom skulle gøre undtagelser når det gjaldt dem, sit ejendomsfolk, sådan at de ikke bliver straffet på samme måde som andre.

 

Dette finder vi også inden for kristenheden. En del mennesker som har erfaret nogen nåde, og oplevet Guds trofasthed, tror dermed at Gud elsker dem så højt at de kan regne med at han vil overse om de falder tilbage i sin egen tryghed. Sådan opfører de sig i hvert fald, og begynder at leve frit og ubekymret efter kødet, på lige linje med måden de ugudelige lever på. Det er mod en sådan falsk indbildning Herren taler, når han siger: "Når en retfærdig vender om fra sin retfærdighed og gør uret, gør efter alle de modbydelige gerninger som den ugudelige gør, skulle han da få lov at leve? Ingen af de retfærdige gerninger som han har gjort, skal tilregnes ham. For den troløshed han har vist, og for den synd han har gjort, skal han dø" (Ezek. 18:24). Gud er stor og retfærdig. Han gør ikke forskel på folk.

 

Derfor formaner Peter også: "Og hvis I som Fader påkalder ham, der uden personsanseelse dømmer enhver efter hans gerning, så må I også vandre i frygt, så længe I er udlændinge her" (1. Pet. 1:17). Dvs. at vi skal vandre i gudsfrygt. I modsat fald vil I enten pådrage jer meget ondt, for Gud hjemsøger synden med ris og plager (Salme 89:31-35). Eller det som er værre: Ved letsindig foragt overfor klare ord fra Gud, bliver forhærdet, "vender om fra deres første retfærdighed,” falder til slut helt fra, og kommer dermed igen under loven. Da skal I dømmes efter hele Guds strenge retfærdighed i loven.

 

Noget ganske andet er det at "der er ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus.” Men disse "vandrer" da heller ikke "efter kødet, men efter Ånden" (Rom. 8:1,4). At disse ikke dømmes efter loven, at ingen synd bliver tilregnet dem i dommen, det kommer af at Kristus har opfyldt loven for dem, og står overfor vor Far i himmelen i deres sted (Rom. 10:4, Heb. 9:24). Men disse bliver også daglig "dømt, for at de ikke skal blive fordømt sammen med verden" (1. Kor. 11:31-32). I dette vers vi har foran os, modsiger Paulus ikke dette, de troendes, forhold. Her taler han bare om hvordan Gud dømmer efter loven. Det vil ske, i ubegrænset retfærdighed, over alle mennesker som ikke kan henvise til at de har en fuldbyrdelse af loven. Og det gælder enten selve lovens indhold er åbenbaret for dem, eller ikke. Dette tager apostelen nu op.

 

12-16: alle som har syndet uden at have loven, skal gå fortabt uden loven, og alle som har syndet under loven, skal dømmes ved loven. For de som ikke hører loven, er retfærdige for Gud, men de som gør efter loven skal blive retfærdiggjort. For når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør det loven byder, da er disse, som ikke har loven, sig selv en lov. De viser at den gerning loven kræver, er skrevet i deres hjerter. Om det vidner også deres samvittighed og deres tanker, som indbyrdes anklager dem eller også forsvarer dem - på den dag da Gud skal dømme det skjulte hos menneskene, efter mit evangelium, ved Jesus Kristus.

Noget af dette kan synes underligt. Men først ser vi Paulus udtaler, det han også for nylig har sagt, at hos Gud gøres det ingen forskel på mennesker. Med samme guddommelige retfærdighed skal alle syndere, enten de er jøder eller hedninger, dømmes efter hvordan de har forholdt sig til det lys de har over Guds vilje. Han siger: Alle som har syndet uden at have loven, skal gå fortabt uden loven, og alle som har syndet under loven, skal dømmes ved loven - på den dag da Gud skal dømme det skjulte hos menneskene, efter mit evangelium, ved Jesus Kristus. Med dette vil apostelen gøre én ting helt klart for alle mennesker: Uanset om de er kendt med loven sådan som den blev givet gennem Moses, når de alligevel kender til og har forstået hvad Guds vilje og krav er, så er de fordømt hvis de ikke fuldkomment opfylder loven.

 

Menneskehjertets undskyldninger går i alle retninger. De som kender loven, og dermed har mere indgående kendskab til Gud, de lever på dette forhold, selv om de ikke opfylder loven. Og de som ikke har dette nære forhold til Gud, og heller ikke er kendt med lovens formelle ordlyd, de trøster og undskylder sig netop med hvad de dermed mangler. Det samme hører vi ubodfærdige sjæle undskylder sig med i dag: "Når jeg ikke forstår så meget af dette, så kan der vel heller ikke kræves så meget af mig.” Men da er det apostelen siger her: Nej, du har ingen undskyldning, uanset! For selv dem som ikke kender lovens formelle ordlyd, har alligevel fået åbenbaret så meget af Guds vilje i sit hjerte, at når de synder så må de bevidst gå imod Gud. Alle som gør det skal dø. Og de som har hele loven, de har jo ingen som helst undskyldning når de synder mod så klart et lys. Dette er hovedtanken i vor tekst.

 

Det sidstnævnte, at de som selv har loven, og synder, skal dømmes ved loven, det har apostelen uddybet nærmere i vers 13. Der siger han: "For ingen som hører loven, er retfærdige for Gud, men de som gør efter loven skal blive retfærdiggjort.” Her siger apostelen altså at "de som gør efter loven" skal blive retfærdiggjort (svensk: dømmes retfærdig). Men det er ikke apostelens mening at noget som helst menneske, efter syndefaldet, virkelig kan blive retfærdig gennem det han gør efter loven. Heller ikke at nogen fuldkomment kan holde loven. Nej, det er jo netop det denne apostel så hårdnakket afviser (se Rom. 3:19-20, Gal. 3:10).

 

I Rom. 3:9-10 forklarer han hvad hensigten har været med disse to første kapitler. Der siger han: "Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for at de alle er under synd, som det står skrevet: Der er ikke én retfærdig, ikke en eneste.” Men når apostelen siger her at ikke de som hører loven, men de som gør efter loven skal blive retfærdiggjort, så er hensigten at imødegå jødernes falske indbildning om at de stod i nogen form for nåderig særstilling hos Gud. Deres bedrag byggede på at det var dem som forvaltede og praktiserede den hellige religion, og på denne måde skilte sig ud fra alle andre folk. Og videre på at Gud jo havde åbenbaret sig iblandt dem, og havde givet dem sit ord og den rige gudstjeneste.

 

Men Paulus siger altså her: Intet af dette kommer til at hjælpe jer, så længe I ikke til fuldkommenhed opfylder den hellige lov som er givet til jer. Vil I blive retfærdige gennem loven, så må I fuldkomment opfylde den. Den lov som I selv har, siger jo udtrykkelig: "Forbandet er hver den som ikke holder fast ved alt det som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det" (5. Mos. 27:26, Gal. 3:10). De som gør efter loven, betegner her slet ikke dem som bare gør et eller andet af det loven kræver, som ligesom praktiserer nogen gode gerninger efter loven, og afstår fra nogen af synderne. Nej, det betegner dem som - sådan som selve loven kræver - holder fast ved alt det som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det. For det er intet mindre som kræves, for at blive retfærdig gennem loven. Med dette har apostelen ikke bare angrebet jødernes, men også alle menneskers hykleri og falske indbildninger om at de skal kunne tækkes Gud ved et vist religiøst levesæt, og god kundskab om Guds ord. Det han vil have frem, er jo at de bare står overfor en endnu større dom, hvis de ikke lever ind for Gud i overensstemmelse med det lys de har over hans vilje.

 

Hvem du end er som læser dette: Tænk nøje over at netop den nåderige fordel du har ved al din kundskab om dette, det vil medføre den strengeste dom over dig, hvis du ikke oprigtig gør og er det som loven kræver. Vær klar over at loven ikke bare kræver at blive forstået, men at blive opfyldt af dig! At det er et forfærdeligt skuespil ind for Gud, når du ved, taler og dømmer åndeligt, men skubber det forhold fra dig, at du samtidig ikke selv er og gør i overensstemmelse med det du ved.

 

Glem aldrig at det bare er noget den gamle løgner bilder dig ind, når du tror at Guds hellige krav skulle være tilfredsstillet, bare du gør noget af det. Nej, bare den som fuldkomment opfylder alle Guds krav, skal dømmes retfærdig efter loven. Apostelen Jakob siger jo: "Den som holder hele loven, men snubler i et bud, han er blevet skyldig i dem alle" (Jak. 2:10). Hvis du skal være ærlig: Kender du ikke inderst i din samvittighed at du nok er klar over at alt det Gud kræver, det forudsætter en uafkortet lydighed overfor alt det han har befalet? At bare den mindste afvigelse fra hans bud betyder en protest overfor hans kongemyndighed, og at det han derfor forventer, er en fuldkommen opfyldelse af sine bud? Kristus siger jo klart at du er skyldig under dommen, også om du ikke har gjort nogen som helst ond gerning, bare du skjuler noget ondt i dit hjerte (Matt. 5:28).

 

Men allerstørst afsky og fordømmelse venter dig, hvis du yderligere har syndet mod det "største og første bud,” så du ikke har "elsket Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af al din forstand" (Matt. 22:37-38). Da har du ingen mulighed for at blive retfærdig. Da er du efter Guds hellige lov fordømt. Kan du da  yderligere skubbe dette fra dig som mindre betydningsfuldt, så du går der trøstefuld og ubekymret? Da er du en gudsforagter. Da siger du egentlig: Jeg bryder mig ikke om hvad Gud kræver og dømmer. Måtte alle have for øje at det ikke er dem som hører loven, men dem som gør efter den, som skal blive retfærdiggjort ind for Gud! Og med dette har apostelen oplyst os om hvilken dom som rammer dem som synder under loven, og skal dømmes ved loven (vers 12).

 

I vers 14 og 15 følger så forklaringen på den påstand i vers 12 som først kunne se noget mærkelig ud. Der læste vi at de som syndede uden at have loven, skal gå fortabt uden loven. Her har apostelen forudset at denne indvending vil komme: Men hvordan kan Gud i retfærdighed dømme hedningerne, når han ikke har givet dem sin lov? Da svarer han, at selv om de ikke havde den formelt og konkret, sådan som den stod skrevet på stentavlerne, så havde de alligevel loven skrevet i sine hjerter og samvittighed. Da var deres kendskab til Guds vilje stor nok. Så da var de, når de syndede, bevidst ulydige mod sin Skaber, og pådrog sig dermed hans retfærdige straf. I vers 14 og 15 siger apostelen: For når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør det loven byder, da er disse, som ikke har loven, sig selv en lov. Det viser at den gerning loven kræver, er skrevet i deres hjerter. Om det vidner også deres samvittighed og deres tanker, som indbyrdes anklager dem eller også forsvarer dem.

 

Han henviser til to forhold som beviser at hos hedningerne findes der et, om end svagt, kendskab til Guds lov. For det første, at de af naturen gør det loven byder. Det beviser at de kender Guds påvirkning i sine hjerter. Det andet er at de har en samvittighed som gør at de overvejer med sig selv (anklager eller forsvarer) hvad de skal gøre. Det viser at den gerning loven kræver, er skrevet i deres hjerter, og derfor har de al mulighed for at skelne mellem rigtig og forkert.

 

Men når han siger at de af naturen gør det loven byder, så vil han dermed selvfølgelig ikke sige at hverken hedningerne generelt, og heller ikke en eller anden særligt, gør alt det loven byder. I kapitlet foran har han jo udtrykkelig bevist det modsatte. Nej, meningen er at de gør mange gerninger som er pålagt efter loven, og disse gerninger er virket ud fra en indre lovisk bevidsthed, som en pligt. Det beviser at de af naturen har et vist kendskab til lovens krav, og at de dermed, når de synder bevidst, er ulydige mod Gud. Apostelen siger at dette viser at den gerning loven kræver, er skrevet i deres hjerter. Han siger ikke lovens ord, eller lovens bogstav, og langt mindre lovens ånd, - men bare den gerning som loven kræver. Den gerning som loven kræver*, er de mere konkrete ydre gerninger som loven enten kræver eller forbyder. For længere rækker det naturlige kendskab ikke til godt og ondt.

 

* Ordet i grundteksten står her i ental, og er dermed et "kollektivt" udtryk for alt det loven kræver.

 

Om det vidner deres samvittighed og deres tanker også, som indbyrdes anklager dem eller også forsvarer dem. Ud over at de gør det loven byder, siger apostelen, så har de også en samvittighed som anklager eller forsvarer det de foretager sig. I deres tanker foregår der ligesom en afvejning, eller et opgør. I tankerne anklages de for noget forkert som de har i sinde at gøre, eller allerede har gjort, - samtidig med at der kommer en anden tanke ind og forsøger at undskylde eller forsvare den samme gerning. Disse tankens overvejninger er nok til at overbevise os tydeligt nok om at den gerning loven kræver, er skrevet i deres hjerter. Det samme kommer også tydeligt frem når de taler sammen, og bedømmer hinandens gerninger. Vi finder mange eksempler på det fra hedningernes skrifter. Ingen ville kunne anklage eller fordømme nogen gerning, hvis han ikke selv havde et udgangspunkt, havde regler for hvad der er ret og forkert. Nogen kunne heller ikke forsvare en handling, uden at have et sådant grundlag. Sådan er det at hedningernes tanker indbyrdes anklager eller forsvarer deres egne eller andres gerninger. Sådan er den gerning loven kræver, altså skrevet i deres hjerter.

 

Da siger det jo sig selv at de også har en vis opfattelse af at der findes en højeste dommer, og at der vil følge belønning eller straf for gode eller onde gerninger. Og når man går nærmere ind på hedningerne, når det gælder deres afgudsdyrkelse, er det en kendsgerning at de også selv påstår at de har denne forstand på et højeste væsen som har skabt alt, og som de forsøger at give udtryk for gennem sine mange afgudsbilleder. Vi husker at apostelen i forrige kapitel (vers 19 og 20) henviser til hvordan hedningerne også gennem Guds skaberværk har kendskab til Gud. Vi kender også til hvordan hedningerne kan opleve Guds vrede over onde gerninger, og hvordan de kan frygte for Guds dom. Man ser det tydeligt hos skrækslagne sjæle som går ind i den ene bodsøvelse efter den anden. Ofte kan de give de allerstørste offergaver, til og med sine børns eller eget liv, for at blødgøre en guddom som er blevet vred.

 

Alt sammen vidner om at Herren heller ikke blandt hedningerne "lod sig uden vidnesbyrd" (Apg. 14:17). Skaberværket står der for alles øjne, og vidner om sin Mester og Herre. Og den gerning som loven kræver, som er skrevet i menneskenes hjerter, den vidner i deres samvittighed om den samme Herre og hans vilje. Både det vi ser for vore øjne, og det som arbejder i hjerte og samvittighed, giver et samlet vidnesbyrd om Guds væsen, hans herredømme, visdom og godhed, og hvor meget menneskene skylder ham. Samvittighedens lys er i sig selv klart og guddommeligt, og selv om det blev formørket ved syndefaldet, så holder det ethvert menneske forpligtet under et konkret ansvar. Alle må erkende at dette lys arbejder i dem, og nødvendigheden af at adlyde. Det kommer de ikke udenom, selv når lysten til synd i deres hjerter gør at de forsøger at bortforklare alvoren i det. Dermed har apostelen vist hvad dette tosidige vidnesbyrd om Gud skal tjene til - og hvad det derimod ikke fører til. Han viser at det ikke fører til at nogen bliver retfærdige, salige og trøstet, men bare til fortvivlelse og fordømmelse.

 

På den dag da Gud skal dømme, osv. Herren har åbenbaret at der skal komme en konkret dag i verdenshistorien, en dag da Herrens sidste, endelige dom skal fuldbyrdes. Det er nødvendigt at det sker på et helt bestemt tidspunkt, at hans retfærdige domme bliver offentlig kendt. Ellers ville dette ikke blive vist den nødvendige agtsomhed, eller være tilbørlig kendt og lovprist. Da skal Guds domme åbenbares for alle skabte væsner, mennesker og ånder - da Gud skal dømme det skjulte hos menneskene. Det betyder ikke at Gud ikke også skal dømme de gerninger som er åbenlyse, og måske kendt af alle. For der er ikke noget som helst som ikke skal frem for dommen. Da skal jo også de som "er i sine synder" dømmes efter loven, og skal til og med "gøre regnskab for hvert unyttigt ord" (Matt. 12:36).

 

Nej, meningen er at Herrens dom skal ske gennem et guddommeligt oversyn som gør at selv de mest hemmelige og skjulte ting vil blive stillet klart frem i lyset. Gud skal ikke bare åbenbare menneskenes ydre gerninger, men også tanker og hjertelag. Det som inderst inde i os egentlig var kilden til gerningerne. Kort sagt: Alt det vi har gjort, åbent eller i hemmelighed, skal komme for dommen. Men det at selv menneskenes hemmeligheder, eller skjulte ting, nu skal åbenbares, det er det som kendetegner den sidste dom. For disse forhold har ikke tidligere kunnet blive dømt. Hvis det er lykkedes menneskene at skjule sine onde gerninger, så kan de være trygge for menneskers dom. Men det gælder ikke i vort forhold overfor Herren på den store dag.

 

Apostelen siger dommen skal afsiges efter mit evangelium. Med udtrykket "mit evangelium" vil apostelen bare lade det blive tydeligt hvor sikker og urokkelig hans forkyndelse var. I det første vers i dette brev kalder han det "Guds evangelium.” Når han nu siger "mit evangelium,” er det dette han vil have frem: Det er bare en Kristi tjener jeg er, bare en som bærer Kristi eget budskab til jer. Det skal I få at se på den sidste dag, når alt kommer til at ske på den måde jeg har forkyndt. At det er dette Paulus mener, det kan vi se når man sammenligner med lignende udtryk, hvor han udtaler sin triumferende vished om sin læres urokkelige sandhed, som f.eks. i Gal. 1:8: "Men selv om vi eller en engel fra himmelen skulle forkynde jer et andet evangelium end det vi har forkyndt jer, han skal være forbandet.” Og disse stærke ord udtaler han to gange i træk (i vers 8 og 9).

 

Men apostelen siger altså at dommen skal udføres efter hans evangelium. Af dette vil apostelen give os den lærdom at hver gang vi læser noget om den sidste dom, så må vi aldrig få nogen anden opfattelse af dette, end at det er den samme dom som er beskrevet i evangeliet. Af enkelte korte, ensartede udtryk, kunne man ellers let få en falsk opfattelse af Guds sidste dom. En opfattelse som måske fuldstændig tilintetgjorde evangeliets store hovedlære om hvordan de troende gennem Kristus er frigjort fra sine synder. Derfor er det et vigtigt ord at holde fast på: Gud skal dømme menneskene efter mit evangelium.

 

Ved Jesus Kristus. Han som første gang han kom til jorden, var i fornedrelsens dyb "foragtet af hver sjæl, og afskyet af folk.” Han skal nu komme i sin magt og majestæt, og sidde på herlighedens trone, og "tusind gange tusind” af hans vældes engle skal "tjene ham.” Han som i sin fornedrelse lod sig dømme til døden af mennesker, skal nu være dommer over alle folk på hele jorden, skal dømme alle sine fjender til den evige død, og tage sine venner op til evigt liv og salighed i sit rige. Men så fortsætter teksten:

 

17-20: Men om du kalder dig jøde, og du sætter din lid til loven og roser dig af Gud, og kender hans vilje og dømmer om de forskellige ting, fordi du er oplært i loven, og regner dig selv for at være en vejviser for blinde, et lys for dem som er i mørket, en opdrager for uforstandige, en lærer for umyndige, siden du har den rette form for kundskab og sandhed i loven:

Her begynder nu anden del af dette kapitel. Hidtil har apostelen bare, med en vis varsomhed, søgt at undergrave jødernes falske trøst, ved at tage de almene grunde for Guds retfærdige dom frem. Nu trænger han sig nærmere ind på deres liv. Nu tiltaler han dem direkte, og nævner konkret områder som var deres fortrin frem for andre, og som de dermed trøstede sig til. Og han nævner de mest tydelige træk i deres personlige holdning til disse fortrin: Hykleriet og ugudeligheden. I de vers vi nu har for os, vers 17-20, lister han de fortrin op, som de havde frem for andre. Han opsummerer i seks konkrete punkter. 1: De bærer navnet jøder. 2: Det er dem som har Guds skrevne lov. 3: De har den sande Gud som sin gud. 4: De kender hans vilje, 5: Og kan dermed afgøre konkret hvad der er godt og ondt. 6: De kan være lærere og ledere for andre.

 

Men om du kalder dig jøde. Det første fortrin var at de blev kaldt jøder*. For dem var dette et stort navn. Det kendetegnede at de nedstammede fra patriarkerne, og særligt den patriark som verdens frelser skulle nedstamme fra, efter det Jakob, deres far, profetisk havde udtalt (1. Mos. 49:8-12). Men desuden havde selve navnet en betydning som henviste til Guds mange udsagn om den store opgave de var tiltænkt på jorden. Navnet betyder "bekendere og lovprisere.” Og Herren Gud havde sagt: "Det folk jeg har dannet mig, skal forkynde min pris" (Esajas 43:21). Navnet jøde blev altså givet en meget stor betydning, - sådan som vi også burde gøre ved navnet kristen (konf. Åb. 2:9, 3:9, Gal. 2:15).

 

*Dette var det betydningsfulde navn som efterhånden blev brugt på alle patriarken Jakobs efterkommere. Fra begyndelsen, og helt til kong Rehabeams tid, blev de kaldt for Israel eller Israels børn, efter det nye navn som denne patriark, Jakob fik. Senere blev det bare de ti stammer som fulgte Jeroboam, som blev kaldt ”Israel” eller ”Israels hus.” Og de to andre stammer: "Juda" eller "Judas hus.” Men efter det babylonske fangenskab begyndte alle tolv stammer at betegnes med et fælles navn, jøder, som var dem der holdt fast ved sine fædres religion, enten de vendte tilbage til sit land eller ikke.

 

Og du sætter din lid til loven. Dette var jødernes andet fortrin. I grundteksten hedder det egentlig: "Du hviler på loven,” noget som meget træffende betegner den afslappede position de havde indtaget overfor loven. Det var dem som havde fået, og som forvaltede loven. Dette levede de på, og ligeså på de gerninger, ofringerne og seremonierne de udførte, efter det som var foreskrevet dem i loven. I loven havde de det højeste lys over Gud og hans vilje. Intet menneske på jorden skulle komme og lære dem noget! Det var tværtimod deres opgave at lære hele verden denne eneste guddommelige sandhed, deres religion, deres lov, deres gudstjeneste. Alt havde Gud jo givet dem – skulle de da ikke være dem som stod Gud nærmest? Med en sådan trøst hvilede de på loven.

 

Og roser dig af Gud. Dette var det tredje fortrin. Alle andre folk på jorden holdt sig til stumme afguder, og var dermed i sandhed "uden Gud i verden.” Jøderne var det eneste folk som kendte og tilbad den sande Gud, himmelens og jordens Skaber og Herre, som midt iblandt dem havde gjort så herlige undere ved sin nåde og magt, havde talt til dem og åbenbaret sig for dem på så mange måder. Af sin frie nåde havde han udvalgt og kaldt dem til sit ejendomsfolk. Med stærk arm havde han friet dem ud fra deres fjender. Han var den som havde givet dem loven, og var grundlæggeren af det samfundssystem de fungerede i. Han var deres konge og beskytter. Og midt iblandt dem havde jøderne det hus Herren havde ladet rejse for sig. Der havde han ligesom sin bolig, og til denne havde han knyttet den gudstjeneste han selv havde givet dem. De mente de havde et solidt grundlag, så de kunne rose sig af ham, at han var deres Gud, og at de var hans folk.

 

Og kender hans vilje. Dvs.: Har en klar og bestemt kundskab om hvad der behager Gud, eller hvad han tværtimod hader, hvad han kræver og hvad han forbyder. Gennem skaberværket og samvittighedens røst, havde hedningerne bare i visse store hovedtræk fået åbenbaret hvad der var godt eller ondt. Jøderne, derimod, havde Guds konkrete ord som fortalte dem, selv i de mindste sager, hvad der behagede Gud, og hvad han hadede. Dette taler Salme 147 også om: "Han kundgjorde sit ord for Jakob, for Israel sine bud og sine love. Sådan har han ikke gjort mod noget hedningefolk.”

 

Og dømmer om de forskellige ting, fordi du er oplært i loven. Grundtekstens ord betyder dels at "prøve hvad der er det bedste,” eller at "vælge det fortræffelige.” Men det kan også betyde "prøve det forskellige, det ulige,” og antyder da at jøderne, som var undervist i Guds lov, i store og tvetydige spørgsmål arrangerede en grundig og nøjagtig prøve af hvad der var ret og forkert, hvad man burde gøre og ikke gøre. En sådan indgående prøve havde hedningerne ikke nogen mulighed for at gøre, fordi de ikke havde Guds skrevne lov foran sig, men måtte dømme efter et mere tåget skøn, som bare var en skadet levning af selve lyset. Dermed havde jøderne også i dette stykke et tydeligt fortrin frem for hedningerne.

 

Og regner dig selv for at være en vejviser for blinde, et lys for dem som er i mørket. At de som havde fået Guds lys i gave, kunne være vejviser for de blinde og et lys for dem som er i mørket, - det var det sjette fortrin jøderne smykkede sig med. Disse billedsprog: "Vejviser for blinde,” og "et lys for dem som er i mørket,” er i sig selv lette at forstå. Yderligere forklaring får vi når apostelen udtrykkelig tilføjer: En opdrager for uforstandige, en lærer for umyndige. Ordet som er brugt for "uforstandige" betyder egentlig umyndige børn. Og her menes ikke dem som efter sin alder, men som med baggrund i sin forstand er umyndige. Når jøderne talte om hedningerne, så omtalte de dem sædvanligvis netop med disse betegnelser: "De blinde,” "de som er i mørket,” "de uforstandige.” Det var for sådanne de kunne være lærere og lys, fordi de ejede Guds skrevne og konkrete ord, som også apostelen sigter til når han tilføjer:

 

Siden du har den rette form for kundskab og sandhed i loven. Grundtekstens ord for "form" betyder at de i loven havde et klart billede, nærmest et aftryk af den sande kundskab om Gud og hans vilje. Det apostelen her nævner, er det jøderne selv tydeligt roste sig af. Og der var altså ikke noget galt ved det de roste sig af, for de roste sig af de virkelige værdier de havde i sin lov. Dette fortæller os at i loven så de Guds vilje og tanker, og dermed den rette kundskab og sandhed synliggjort. I den lov de ejede kunne de ligesom tage og føle med hænderne på Guds vilje og væsen.

 

Men det apostelen her taler om, er tydeligt nok ikke bare de fortrin jøderne virkelig havde. Det taler også om deres formastelige indbildninger om hvordan de, gennem disse sine fortrin frem for hedningene, havde det allerbedste forhold til Gud, havde det saliggørende lys og var udenfor al fare. Det er disse falske indbildninger han nu straks vil til livs. Læg mærke til at han ikke siger: "Du er en vejviser for blinde,” men: Du "regner dig selv for at være" det. Du har sådan en tillid til alt det du har kundskab om, at du mener du meget vel kan være en vejviser for blinde. I denne formastelige ånd var det farisæerne fór over hav og land for at kapre proselytter, eller nye medlemmer, ud af Herrens forsamling. Dette anså de for at være deres allerbedste gerninger. Det skulle markere deres åndelige nidkærhed for sjælene.

 

Herren Kristus bemærkede til denne deres virksomhed, at når de selv var hyklere og helvedes børn, så gjorde de bare deres nye tilhængere til det som var værre (Matt. 23:15). Men hvilken forestilling de selv gjorde sig om en sådan virksomhed, det kan man let fatte. Når en missionær rejser ud til hedninger i mørket, for at give dem Guds ord, måtte han da ikke blive set på som et lys i deres mørke? Netop sådan anså jøderne sig nu for at være. Og hvis man så samler alle de fortrin jøderne havde i et billede, både virkelige og indbildte: Deres oprindelse, deres hellige lovsamling, deres kundskab om Den sande Gud, deres grundlag for at dømme om hvad der er godt og ondt, opgaven: At lære og lede hele den øvrige verden! Da må det blive en forfærdelig knusende tale for dem, de ordene apostelen nu retter mod dem i det følgende:

 

21-24: Du som altså lærer en anden, lærer du dig selv? Du som forkynder at man ikke skal stjæle, stjæler du? Du som siger at man ikke skal bedrive hor, bedriver du hor? Du som har afsky for afguderne, røver du deres templer? Du som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at bryde loven! For på grund af jer bliver Guds navn spottet blandt hedningerne, sådan som der står skrevet.

Den form grundteksten udtrykker sig i, er meget stærk i disse fire vers, som sammen udgør en slags tilføjelse til de fire vers foran. Satsene i disse fire vers kommer som stærke udråb. I det foregående havde apostelen beskrevet jødernes mange og store fortrin. Men på et øjeblik trækker han nu hele denne skønne trøstegrund væk under dem, samtidig med at han stiller al den vederstyggelighed og hykleri de skjulte under alt sammen til skue. Han siger: Du har et betydningsfuldt navn. I loven har du den rette form for hele Guds kundskab og sandhed. Du har den sande Gud, og kender hans vilje, sådan at du kan lære hele verden, at være en vejviser for blinde, et lys for dem som er i mørke. Men - lærer du dig selv? Du forkynder at man ikke skal stjæle, men stjæler du? Du siger at man ikke skal bedrive hor, men bedriver du hor? Du har afsky for afgudsbillederne, men røver du deres templer?* Dette var i sandhed forfærdelige tordenslag mod den skindfromhed og egenretfærdighed som netop var så karakteristisk for jøderne.

 

* I Rosenius' svenske bibel stilles der ikke spørgsmål ved, men konstateres, hvordan de lever, f.eks. Så lærer du jo ikke dig selv, du som lærer andre. Du som prædiker, at man ikke skal stjæle, du stjæler. Du som siger, at man ikke skal bedrive hor, du bedriver hor, osv.

 

De synder apostelen her går ind på, var ikke bare tilfældig valgte, for ligesom bare at nævne modsætningerne til deres fortrin. Nej, dette var nemlig temmelig sædvanlige synder iblandt dem. Den første synd han konkret stiller dem overfor, er: Stjæler du? Pengebegær og gerrighed har udklækket mange metoder for at tilegne sig anden mands ejendom. Og det går hurtigt over i rent tyveri, svigefuld fremfærd, eller uredelighed i handel. Snart ved at undertrykke de fattige, men på en måde så det ikke formelt kan angribes. Eller sådan som Kristus selv siger om de skriftlærde og farisæerne, som for et syns skyld holder lange bønner mens de "opæder enkers hus" (Matt. 23:14). Sådan bliver religiøse øvelser brugt til at dække over tyveriet. Ligeså var den kødelige urenhedens synd mod det sjette bud meget udbredt blandt jøderne, i utugtig levevis og ægteskabsbrud. Dette forhold omtalte Kristus også ofte i sine straffetaler. Og dette foregik altså på trods af at de havde den strenge lov som sagde at sådanne skulle stenes (3. Mos. 20:10, Joh. 8:5).

En tredje synd var at de indirekte røvede templet. Af profeternes budskab ser vi at når det gjaldt deres ofring og afgifter til templet, så virkede de med løgnagtig og uretfærdig fremfærd, sådan at Gud (ved templet) altså ikke fik det som tilkom ham (se f.eks. Mal. 1:8-14, 3:8-10, Neh. 13:10). Når apostelen netop nu konfronterer dem med dette, så er det en helt dagsaktuel situation han tager op. Hans hensigt er at vise hvordan jødernes fromhed er gennemsyret af falskhed og hykleri.

 

Dette kunne han have fortsat med at tale endnu mere om. Men nu samlede Paulus alt det han har sagt i en eneste sønderknusende slutbemærkning:

Du som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at bryde loven. Dvs.: Netop ved at du roser dig af loven, og alligevel bryder loven i din fremfærd, så bringer du vanære over Gud og hans Ord, "for på grund af jer bliver Guds navn spottet blandt hedningerne, sådan som det står skrevet.” Han siger med andre ord: Den måde I lever på, gør at når hedningerne ser jeres liv, og hører at I roser jer af jeres forhold til den eneste sande Gud og hans lov, så må de jo tænke at denne gud og denne lov kan ikke være særlig værdifuld, når I som er hans folk fører et sådant liv. "Sådan som der står skrevet,” dvs. hos jeres egne profeter hører vi jo Gud selv klage over netop dette, og siger: "Da de kom til de folk som de kom til, vanhelligede de mit hellige navn, og der blev sagt om dem: Dette er Herrens folk" (Ezek. 36:20). Dette er selve tyngdepunktet i den knusende straffetale Paulus giver jøderne her.

 

Det at påføre Guds navn vanry, dvs. vanhellige Guds navn ved sit liv, er en så frygtelig sag, at et Guds barns hjerte fuldstændigt ville forgå, bare med tanken på muligheden af at skulle kunne begå en sådan synd. Her siger apostelen altså at det var det jøderne gjorde ved sit liv. Og at det var så åbenlyst at selv hedningerne, i åndeligt mørke, kunne bedømme dette, og af samme grund kunne komme til at forkaste Herrens navn. Lad os igen se for os hvor højt en jøde mente han stod over hedningerne, på grund af de mange og betydningsfulde fortrin en jøde havde frem for dem. Hvordan så han så ikke medlidende ned på disse han karakteriserede som "blinde,” "som er i mørke,” osv. Nu anklager apostelen ham for at hans synder førte til at hedningerne kom til at foragte og forkaste Gud. I sandhed et forfærdeligt knusende opgør, det Paulus tager med dem her.

 

Sådan må ethvert menneskehjerte knuses og tilintetgøres, hvis der skal blive en ny fødsel, et sandt og saligt trosliv, som er blevet til, og lever sit liv, af den nåde evangeliet forkynder. Og det var det apostelen havde som mål med denne knusende forkyndelse: "At rydde vej for Herren,” at "sænke hvert bjerg og hver hav.” Derfor måtte han ved sin forkyndelse såre og bedrøve, for at hans herlige evangelium derefter desto bedre kunne læge og oplive.

 

Men det apostelen her siger om jøderne, det passer desværre alt for godt på de fleste som går for at være kristne. Det gælder ikke mindst de skriftlærde iblandt os. De som leder andre, men ikke sig selv. Som ret og slet lever et ubodfærdigt liv. Åh, måtte hver og én som læser disse ord fra apostelen, tage dem til hjerte og tænke efter om det passer på mig! Ved den hellige dåb har Gud taget dig ind i samfund med sig. Du går måske til og med frem og tager imod Kristi legeme og blod i nadveren. Du har måske rigtig god kundskab om kristendommen, sådan at du vidner for andre. Taler måske om hvor nødvendigt det er at omvende sig, om en sand tro og et helligt liv. Men - hvordan er det med dig selv? Med dit hjerte, og dit liv? Dette er den rette måde at møde apostelens budskab på. Lever du selv i den omvendelse som er af Gud? "Ingen skabning er skjult for ham.” Han kender alt og alle. Lever du selv dagligt helliggørelsens liv, så du døder dit eget kød, dets lyster og begæringer? Eller måske din kristendom bare består i hvad du ved, og måske taler?

 

Du siger måske: Selvfølgelig skal man frygte og elske Gud over alle ting. Men i praksis dyrker du endnu dine småguder. Det har ikke ført til at du kommer frem for nådestolen med frygt og klage over dette! Måske du holder Guds bud frem for andre, men selv misbruger du Guds navn i det daglige. Selv bryder du helligdagsbudet. Selv er du i det skjulte en dranker. Måske lever du i had til et menneske (du kan ikke fordrage ham/hende). Eller du har en hemmelig last? - Åh, hele din kristendom er jo da et forfærdeligt hykleri! Men Herren, den almægtige og hellige, ser det. Han kender dig.

 

På denne måde "ophober du dig vrede til vredens dag, den dag da Guds retfærdige dom skal blive åbenbaret,” - så sandt Gud ikke lyver. Og på denne måde giver du andre, som ser dig, grundlag for at foragte og forkaste den hellige lære du bekender dig til. Din ugudelige fremfærd bliver til trøst for dine nærmeste og dem du træffer i arbejde og fritid, så de ikke bekymres i sin uomvendte tilstand. Du bidrager dermed til at fordærve og forhærde dem som Kristus gav sit liv for. Dette skal han en dag kræve dig til ansvar for! Hvis du bare ikke bekendte dig til hans navn, så fik din synd ikke følger for andre end dig selv. Men nu synder du på Herrens hellige navn - og det rammer også dem han har købt så dyrt. Om dette forhold er det Herren siger: "Hvor vover du at remse mine bud op og tage min pagt i din mund, når du dog hader tugt og kaster mine ord bag dig? (Salme 50,16-17).

 

Et hjerte som ikke vil Herrens vej, griber til enhver mulig undskyldning for at kunne omgå den guddommelige sandhed som søger at opvække fra den ulykkelige søvn. Om nu Herren arbejder på et sådant menneske, så det mister mange af disse undskyldninger det klamrede sig til, - men beholder en eneste som det endnu griber til. Da er det forgæves, alt det som var virket i hjertet til dette menneskes frelse. Det bliver da værende i sin synd, kommer aldrig til en ret omvendelse, og erfarer aldrig hvad en sand tro og genfødelse vil sige. Dette er grunden til at apostelen så ihærdigt forfølger jøderne i alt det de forskanser sig i. Ved at han viser den skarpe kontrast mellem det liv de levede - og deres kundskab og alle deres fortrin, har han nu forsøgt at nedrive de skanser de havde bygget ved at de ejede Guds ord og den mægtige gudstjeneste.

 

Men der stod endnu en skanse tilbage: De havde omskærelsen, det tegn Gud havde givet dem, på hans pagt med dem. Skulle det heller ikke betyde noget? Skulle Gud vel have gjort en pagt med dem, og givet dem så alvorlige bud som en stadfæstelse på dette - og så skulle det ikke betyde noget? Skulle de stå der overfor Gud, på lige fod med hedningerne? Sådanne tanker møder apostelen nu med disse ord:

 

25-27: For omskærelsen er nok til nytte hvis du holder loven. Men er du en lovbryder, da er din omskærelse blevet til forhud. Om en uomskåren nu opfylder lovens retfærdighedskrav, skulle denne uomskårne da ikke regnes som omskåret? Og den som i ydre forstand ikke er omskåret, men opfylder loven, skal dømme dig, du som med bogstav og omskærelse er en lovbryder.

Selv om den forberedende pagts segl ikke har noget at gøre med os som lever i den nye pagt, så ligger der alligevel en tankevækkende lærdom i det vi nu skal lære om omskærelsen. Vi skal lægge mærke til at omskærelsen enkelte steder i Skriften bliver omtalt som et segl på retfærdigheden af tro (Rom. 4:11), på nådepagten. På andre steder igen som et segl på den første, lovens pagt.

 

Først nævnes omskærelsen som et segl på Herrens pagt med Abraham og hans efterkommere (1. Mos. 17). Og når det gælder den åndelige betydning, så var denne pagt selve den store nådepagt om retfærdiggørelsen ved troen på Kristus. Derfor ser vi at Paulus i brevet til galaterne holder denne Guds pagt med Abraham op mod loven. Han kalder den (pagten) "løftet"/"løfterne,” og bemærker at denne "ikke bliver gjort ugyldig af loven, som blev givet fire hundrede og tredive år senere" (Gal. 3:17). Guds pagt med Abraham bestod i at Gud gav denne hans ven løftet om den æt (sæd) i hvem alle jordens folk skulle velsignes. Og at Abraham troede Guds løfte, troede på den velsignede sæd ("og dette er Kristus" – Gal. 3:16). "Det blev tilregnet ham som retfærdighed" (Rom. 4:3).

 

Med den helt bestemte måde (som det nu er redegjort for) pagten blev oprettet mellem Gud og Abraham, skulle Abraham blive et forbillede for hele verden på den eneste sande frelsesvej, nemlig troen på Kristus. Derfor kaldes Abraham også for "alle troendes far" (Rom. 4:11,16). På samme måde kaldes alle også dem "som har tro,” for "Abrahams børn" (Gal. 3:7). Nu siger Herren Gud altså, når han indstifter omskærelsen, at den skulle være et segl på denne hans pagt med Abraham (1. Mos. 17). Dermed blev den jo et segl på nådens pagt. Derfor hedder det da også i Rom. 4:11 at Abraham "fik omskærelsens tegn til segl på den retfærdighed af tro som han havde fået da han var uomskåret.” Dette er den første betydning omskærelsen har i Skriften. Men på andre steder omtales omskærelsen i en fuldstændig modsat betydning, som lovpagtens segl. F.eks. når det siges at den som lader sig omskære, han skylder at holde hele loven (Gal. 5:3). Eller som i vor tekst, at omskærelsen kun er til gavn hvis du holder loven. Men er du en lovbryder, da er din omskærelse blevet til forhud.

 

Her hører vi at omskærelsen er lovpagtens segl. Hvad kan dette betyde, at samme pagtstegn bliver givet så forskellig omtale i Skriften? Jo, her er netop det lærerige som vi må tænke nøje over. Som en rød tråd gennem hele Skriften finder vi to totalt forskellige riger som eksisterer ved siden af hinanden. De mennesker som har nidkærhed for Gud, vil man altid finde vandrende på to forskellige veje: Nogle under nådepagten, andre under lovpagten. Sådan var det også i Det gamle testamente. Derfor havde pagtstegnet også deres disse to forskellige betydninger. "Abraham havde to sønner,” siger apostelen, "én med trælkvinden og én med den frie kvinde" (Sara). "I dette ligger en dybere mening. For disse kvinder er to pagter. Den ene er fra bjerget Sinai, og den føder børn til trældom. Dette er Hagar. Den anden er fra det Jerusalem som er der oppe, som er frit, som er dens mor, og som føder løftets barn ligesom Isak" (Gal. 4:22-31). Men disse to åndelige riger har Gud også anskueliggjort ved to forskellige tidsepoker. Dermed fik omskærelsen, som var pagtstegnet gennem hele Det gamle testamentes tid, denne tosidige betydning.

 

Først var der en løftets tid, da loven endnu ikke var kommet. Denne tid varede fra det allerførste løfte blev givet, og til den dag Gud gav dem loven på Sinai. Da fik hans pagt med Israel en ydre form, som en lovpagt. Men vi husker hvordan apostelen stærkt påviser overfor galaterne at løftespagten "ikke bliver gjort ugyldig ved loven" (Gal. 3:17). Gennem alle lovens strenge bud og trusler, var et skin af nådepagtens sol altid synlig for dem som var indviet i "troens hemmelighed.” De som i offerdyrenes blod så forsoneren som var lovet, og som de ventede på, Israels forløser. I disse troendes historie, såvel som i Davids salmer og i Heb. 11, ser vi at til alle tider fandtes der nogle rette israelitter blandt folket. Disse rette "Abrahams børn,” som vandrede i Abrahams fodspor og "ventede på Israels trøst.” Apostelen siger at alle disse ved troen "fik vidnesbyrd om at de var retfærdige,” og at "Gud havde behag i dem" (Heb. 11:4-5). For alle disse "løftets børn,” som forstod at "loven var en tugtemester til Kristus,” så var Guds pagt med dem en nådepagt. Og for dem var omskærelsens tegn et "segl på retfærdigheden af tro som han (Abraham) havde fået da han var uomskåret.”

 

Men for dem som bare så på det ydre, og søgte sin retfærdighed i lovens gerninger, blev omskærelsen et segl på lovpagten. Disse stod under lovens vilkår. Og lovens vilkår er altid den samme, nemlig at den som vil blive salig må holde hele loven fuldkomment. Dette taler apostelen om i Rom. 4:4-5: "Den som har gerninger, får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent. Den derimod som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed.” Derfor ser vi hvordan de forskellige mennesker har forskellig holdning til et og samme spørgsmål, om vejen til frelse. Når en skælvende fangevogter i Filippi spørger: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?,” så får han dette svar: "Tro på Herren Jesus" osv. Men når en lovkyndig kommer til Herren og stiller nøjagtig samme spørgsmål, så nævner Herren ikke et eneste ord for ham om nåden og troen, men henviser ham bare til lovens bud, og siger: "Gør dette, så skal du leve!" Herren taler til mennesker efter hvilken holdning de selv har.

 

Vi har nu set grunden til at Paulus taler som han gør til de jøder som "sætter sin lid til loven" (vers 17). De så på omskærelsen som et segl på lovpagten. Derfor sagde han: "Omskærelsen er kun til gavn hvis du holder loven. Men er du en lovbryder, da er din omskærelse blevet til forhud.” Som det også er sagt i forbindelse med vers 13, så har det aldrig været apostelens mening at noget menneske virkelig kunne "holde,” dvs. fuldkomment opfylde loven, og dermed stå retfærdig overfor den. Hans hovedbudskab er jo det modsatte (se Rom. 3:9-19). Han vil bare understrege at: Vil du gå den vej, så må du opfylde de vilkår som gælder! Og vilkårene for vejen under lovpagten er ikke bare at høre og vide om loven, men fuldkomment at opfylde alt det den kræver. For sådan lyder lovens dom: "Forbandet er hver den som ikke holder fast ved alt som står skrevet i lovens bog, sådan at han gør det.” Vil du have trøst i lovpagtens segl, så må du opfylde det lovpagten indebærer. Hvis ikke, så bærer du seglet som en bedrager, som har skaffet dig en falsk legitimation som du viser frem for dig. Overfor Gud står du da bare som en uomskåret hedning.

 

For at forstå disse vers må vi altid huske på at apostelens hensigt med dette budskab, egentlig er at bortrive den falske trøst i bare det at eje nådemidlerne, de ydre hellige ting og ceremonier. Han vil vise at den Gud vi møder i loven, bare ser efter hjertet og lydigheden, ikke efter ydre ting. Derfor siger apostelen at det at være i Guds pagt, ikke afhænger af at eje seglet, men af at holde pagten. Derfor tilføjer han også her, at om nu en uomskåren opfylder lovens retfærdighedskrav, skulle denne uomskårne da ikke regnes som omskåren? Heller ikke her mener apostelen at hedningerne havde nogen større mulighed end jøderne til at holde lovens retfærdighedskrav, men taler igen bare ud fra den tænkte forudsætning. Bare for nok en gang at indprente den sandhed at Gud ikke ser efter ydre fortrin og tegn, men efter hjertets lydighed.

 

Så går Paulus nu endnu længere mod det mål han havde med dette sit budskab, at vise jøderne at Gud ikke ser efter det ydre, og at intet af dette kan redde dem fra Guds retfærdige dom. Han tilføjer: Og den som i ydre forstand ikke er omskåret, men opfylder loven, skal dømme dig, du som med bogstav og omskærelse er en lovbryder. Det han vil sige er: Det er ikke bare det at din omskærelse ikke tæller i Guds dom. Men du skal tværtimod blive stillet overfor en desto hårdere dom og blive fordømt, netop fordi du her i livet ejede disse fortrin at du havde Guds ord med mere. Han vil med andre ord sige: Tænk dig at hedningerne, som jo mangler alle de fortrin du har, har holdt loven. Da skal de dermed forøge din skam og dommen over dig, fordi du i din tilfredsstillelse over alle dine fortrin, har levet et liv hvor du har overtrådt loven. Det er langt fra at dine mange fortrin frem for hedningerne, skal føre til at du oplever nogen mildere dom end dem. På samme måde har Kristus også sagt i Matt. 12:41-42, hvor han siger at mænd fra Ninive, og dronningen fra Syden, på den sidste dag skal stå frem i dommen og fordømme denne slægt. Bare fordi disse, som havde et langt mere ufuldkomment lys og kundskab om Guds rige, alligevel omvendte sig.

 

28-29: For jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud.

Her får vi apostelens egentlige mål med hans hårde angreb på jøderne. Han ville at det skulle føre til at de blev oprigtige. Til selvransagelse, og derefter til den sønderknuselse som kunne virke at de blev nådesøskende og troende Abrahams børn i Ånden. Her viser han hvad der egentlig sker med en synder som bliver omvendt og kommer til troen: Gennem en indre åndens omskærelse, eller nyskabelse, bliver han nu et sandt Abrahams barn, en ret israelit. Et sådant menneske, troende og from i ånden, var Abraham. Og bare den som ligner ham i dette, er et ret Abrahams barn, en ret "jøde.”

 

Apostelen vil dermed bare kort have sagt at alt "uden på,” alle ydre gerninger og hvad du kan få ud fra Guds lov, er alt sammen bare bedrag. Det er bare hykleri, skuespil, fordi hjertet ikke er omskåret, er født på ny og lever ind for Gud i den sande omvendelse og tro. Der er stor forskel på jøde og jøde, "for ikke alle som stammer fra Israel, er virkelig Israel.” De fleste blev bare ydre jøder. Selvfølgelig var det jo en stor ting at de tilhørte det folk Gud havde oprettet sin pagt med, at de havde fået pagtens tegn/segl, at Gud havde åbenbaret sig for dem, og de havde Guds ord, den skønne gudstjeneste og alle de hellige ting der. Men på trods af alt dette, så "havde de djævelen til far" (Joh. 8:39-44), fordi de aldrig havde ladt omvendelsens sandhed komme til i hjertet, så de kunne opleve en omskabelse af deres indre menneske.

 

Men parallellen til os nutidens kristne ser vi let. På kristen og kristen er det stor forskel. Selvfølgelig er det stort at vi allerede i dåben er kommet i samfund med Gud, at vi har hele Guds ord, også Det nye testamentes lys, og kan tage til os alt det som hører med til en ret gudstjeneste. Men selv med alt dette, så står det fast at "de har djævelen til far,” alle de som aldrig er blevet født på ny i sin ånd, blevet omvendt fra det forfængelige væsen. De er ikke i sit indre blevet fordømt af Guds lov, og gennem nåden i Kristus blevet saliggjort, så de nu lever af ham og med ham. Dette er jo en klar og udiskutabel sandhed, som hele Guds ord.

 

Men ligesom Paulus siger: "Omskærelsen er kun til gavn hvis du holder loven,” - sådan lyder det tilsvarende til os: Din dåb er kun til gavn, hvis du lever det nye liv som dåben betegner: Dvs. gennem Den Hellige Ånds fornyelse nu lever det nye liv i Kristus, samtidig med at du døder det gamle menneske. Er det ikke det som er sket med dig, så er du alligevel som en hedning ind for Gud - på trods af al din gudstjeneste, og med alle de nådens fortrin du har fået. Der er bare én forskel: Din dom bliver meget hårdere end hedningernes, for "hver den som meget er givet, af ham skal meget kræves.” Vi må aldrig glemme at Herrens øjne først og fremmest ser efter det indre i mennesket. Og når det allerede i Det gamle testamente var det indre som var hovedsagen, hvor meget mere da i Det nye testamentes tid, sådan som Herren også siger: "Den time kommer, og er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.”

 

Intet som helst sakramente, eller nogen som helst religiøs gerning, ikke noget som helst kristeligt liv kan hjælpe dig, hvis du i dit indre ikke lever med Gud. Og ligesom omskærelsen skildrede dødelsen af selve det medfødte fordærv, så taler den også om nødvendigheden af en ny fødsel, sådan som Jesus klart sagde det: "Uden at man bliver født på ny, kan man ikke se Guds rige.” Bare dem som er "født af Gud" er Guds børn (Joh. 1:12-13, Rom. 8:14). Og skulle nogen så mene at alt er i orden når de er døbt, så må han komme ind for Gud, og lade hans ord og Ånd prøve sig.

 

Har du den nye fødsels klare kendetegn: En ny skabning? "Om nogen er i Kristus, da er han en ny skabning, det gamle er forbi, se alt er blevet nyt" (2. Kor. 5:17). Alting nyt! Forstanden, hjertet, sind og tilbøjeligheden, talen, ja hele livet har fået en ny retning. Alt er helt anderledes end hos det naturlige menneske. Er det ikke det der er sket med dig, så hjælper dåben dig lige lidt i Guds dom, som omskærelsen hjalp de vantro jøder. Men er du blevet et sådant nyt menneske som skildret ovenfor, da har du al mulig gavn af din dåb, som også apostelen siger her: "Omskærelsen er kun til gavn hvis du holder loven.”