Romerbrevets budskab kapitel 4.

 

Eksemplet med Abrahams retfærdiggørelse ved tro, er hovedindholdet i dette kapitel. Først viser Paulus at den måde Abraham blev retfærdiggjort på, var at hans tro på Guds løfte blev tilregnet ham som retfærdighed. Og han tilføjer Davids vidnesbyrd om at menneskene bliver frelst alene gennem en tilregnet retfærdighed, vers 1-8. Videre viser Paulus at Abraham blev retfærdiggjort ved tro før han blev omskåret, som bevis på at nåden og retfærdiggørelsen ikke afhænger af lovpagten, men er den samme for alle mennesker, vers 9-17. Med baggrund i Abrahams tro beskriver han sluttelig troens art og natur, lovpriser den højt, og holder den frem som rettesnor for os, vers18-25.

 

I forrige kapitel har Paulus frembåret et stort nådebudskab fra Gud: Det evige evangelium. Først beviste han, at som syndere ind for Gud er vi alle lige, "der er ingen forskel." Derefter at alene gennem troen bliver vi alle lige retfærdige, "uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus". For en stakkels synder er dette så trøstefuldt at det kan gøre en syg frisk, og en død levende. Men hvordan går det så når vi skal praktisere det, når vi virkelig skal tro dette? Af naturen er hjertet ikke til at stole på. Menneskene dømmer ud fra deres egen tilstand til enhver tid, og finder helst det modsatte af denne lære.

 

Et egenretfærdigt menneske, som endnu ikke har opgivet sin egen kraft og sine egne forsøg på at omvende sig, tænker som så: Det kan da ikke stemme at vi alle sammen skal være lige ind for Gud. Min opfattelse er da det modsatte. Jeg læser om hellige mennesker: Gode, alvorlige, stærke i troen, i lydighed og forsagelse. Gud må da være tilfreds med sådanne! Og skal vi selv kunne få samme store nåde, må vi nok følge i deres fodspor.

 

Men så har vi en anden, én hvor hjertet er knust, hvor omvendelsen har opvækket, hvor synden har slået mennesket ned. Der går hjertet efter sin natur i modsat retning. Da finder man det sunket ned i al sin uværdighed. Og mens det var Guds nåde alene, mennesket skulle tro og leve på, så tænker denne sjæl tværtimod: Nej, jeg ser den enorme forskel der er mellem mig og de rette troende Guds hellige. Hvis jeg havde en sådan tro og lydighed som Abraham, da han på Guds ord ofrede sin kæreste søn, Isak. Havde sådan inderlig kærlighed til Gud og anger over synden, som David, sådan som jeg ser det af hans salmer og bønner. Da kunne også jeg tro at jeg ejede Guds venskab. Men når jeg tværtimod ved hvor ulydig og kold jeg er overfor Gud, og så bundet til det jordiske. Hvor hård og selvsikker jeg er, - så kan jeg da umuligt tro at Gud er glad for mig, sådan som han er i dem som virkelig er hans.

 

Overfor sådanne tanker, som opstår i ethvert menneskes hjerte, er det Herren i dette kapitel viser os, disse største hellige: Abraham og David. Han viser at selv om de var langt mere trofaste, lydige, og mere helliggjorte end vi, så har de ind for Gud alligevel bare den samme retfærdighed som vi har, nemlig "Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus, til alle og over alle som tror."

 

Dette var særlig nødvendigt at slå fast overfor dem som tilhørte den kristne forsamling i Rom. De var israelere, Guds ejendomsfolk, barn af de hellige fædre og pagten. De var vokset op med loven og den skønne gudstjeneste. Det var helt nødvendigt at deres indbildning om at de havde nogle fortrin ind for Gud, blev knust. En sådan forkyndelse var også nødvendig overfor dem som var hedninger, for at opmuntre dem med at også de, alene gennem troen, havde samme adgang til nåden. Med dette for øje kunne Paulus ikke vælge noget kraftigere middel, end at tage jødernes store stamfar, Abraham, som eksempel og bevisførelse.

 

Abraham var så særdeles benådet og hellig, at Herren Gud talte med ham som ven til ven. Abraham var Israels folks overhoved, og det var gennem ham alle jordens slægter skulle velsignes. På grund af alt dette var han alle jøders faste holdepunkt. Dette var da også baggrunden for at døberen Johannes, da han trådte frem i sit særlige kald til at sønderknuse dette egenretfærdige folk, blandt andet udtalte: "Begynd ikke at sige til jer selv: Vi har Abraham til far" osv. (Luk. 3:8). Og når Kristus talte til dem om deres vantro, havde han samme baggrund når han sagde: "Abraham, jeres far, frydede sig til at se min dag. Og han så den og glædede sig" (Joh. 8:56). Abraham var det største navn og forbillede man kunne fremholde som eksempel, for dem som ville vide hvordan man skulle leve for at blive from og tækkes Gud. Det gjaldt også overfor de hedninger som tilhørte forsamlingen, eller på anden måde havde nogen kendskab til Israels folk. Det var overmåde vigtigt for alle sammen at Paulus fik vist hvordan Abraham blev retfærdiggjort. For det måtte jo være samme vej som han havde gået for at opnå Guds nåde og velbehag, som alle mennesker måtte gå.

 

Næst efter Abraham stod profeten David højest som benådet og hellig. David var "en mand efter Guds hjerte" (1. Sam. 13:14). Den hebræiske udtryksform her betyder: "En mand, sådan som Gud vil have ham." David var en af stamfædrene til Kristus, og et forbillede på ham. Han talte i Den Hellige Ånd, så ikke bare alle hellige, men også Kristus selv brugte hans ord (se f.eks. Salme 22). Hvilken nåde det da er at se hvad en sådan mand siger, er frelsens vej! Ja, hvilken nåde det er at se hvad Abrahams eksempel og Davids ord forkynder os om den eneste vej til frelse!

 

Hvis Abraham ikke er blevet retfærdiggjort gennem sine gerninger, men gennem en tilregnet retfærdighed. Og har David, idet han talte i Guds Ånd, forkyndt at alene det menneske er saligt "som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger." Så må vi spørge: Hvem vil da forsøge sig på nogen anden vej til retfærdighed?

 

Med disse to eksempler viser Paulus at retfærdiggørelsens vej har været den samme helt fra begyndelsen, både under den gamle og under den nye pagt. Dette har han også antydet tidligere i brevet (kap. 3:21), da han sagde at loven og profeterne vidnede om den Guds retfærdighed som nu er blevet åbenbaret. Må vi så alle holde fast på dette! Der er alene én vej til frelse! Helt fra verden blev til har der bare været på én og samme vej alle Guds børn, hellige og profeter, har opnået Guds nåde og venskab. Det var Abrahams vej til frelse, og den skal vi nu se nærmere på.

 

1: Hvad skal vi da sige at vor far Abraham opnåede efter kødet?

Paulus bruger et særligt og egenartet sprog, som han ikke har lært sig af jordiske sproglærere. Der ligger en dyb åndelighed i det. I vore ører lyder det mærkeligt, når han spørger hvad Abraham har opnået efter kødet. Men det han vil have frem med dette spørgsmål, det finder vi tydeligt i andet vers. Der fortæller han i tydeligt ordvalg hvad han mener med dette: "Dersom Abraham blev retfærdiggjort på grund af gerninger" osv. Af dette forstår vi med udtrykket "efter kødet" mener Paulus menneskenes egne gerninger. Men der ligger noget dybt lærerigt i dette udtryk. Med det antyder apostelen først at han med et eneste udtryk vil sammenfatte alt det Abraham selv var og udrettede gennem hele sit liv, både i sit indre og ydre menneske. Ikke bare nogle ydre gerninger, men også hele hans hjertes fromhed, lydighed og trofasthed. Hvad har han opnået gennem alt dette? Havde noget af dette givet ham retfærdighed ind for Gud?

 

For det andet antyder Paulus med udtrykket "efter kødet" at alt det gode vi selv måtte være i stand til at frembringe, altid vil være besmittet af vor fordærvede natur, vore brist og urenhed. Det er "kød" (se Esajas 40:6-7), og kan derfor ikke bestå ind for Guds øjne. Dette taler Herren Kristus også om til Nikodemus. Når Herren med et eneste ord ville fortælle ham hvorfor hans fromhed ikke holdt mål, siger han bare: "Det som er født af kødet, er kød."

 

At Paulus i udtrykket "efter kødet" inkluderer alt det menneskene i sig selv er og gør, finder vi særligt bekræftet i Fil. 3:3 flg. Der bruger han samme udtryk, og forklarer straks hvad dette omfatter. Det er ikke bare det han er i kraft af sin jordiske position, og at han er omskåret, men hele hans religiøsitet og fromhed, hans nidkærhed for at leve efter loven, og hans gerningers retfærdighed. Han siger: "Vi sætter ikke vor lid til kødet. Skønt jeg har savnet det jeg kunne sætte min lid til også i kød! Om nogen anden mener at kunne sætte sin lid til kød, da kan jeg det endnu mere: Jeg er omskåret på den ottende dag, jeg er af Israels slægt, af Benjamins stamme, en hebræer født af hebræere, i forhold til loven en farisæer, i nidkærhed en forfølger af menigheden (som jeg da anså for et skadeligt parti), i retfærdighed efter loven uden lyde."

 

Det Paulus taler om her, er altså alt det Abraham var, også når det gjaldt hans hjertes fromhed, kærlighed og lydighed. Dette må vi lægge nøje mærke til! For de tanker dukker stadig op hos os, at om vi ikke bliver retfærdige gennem nogen slags ydre gerninger, så betyder det alligevel noget for Gud at der er noget godt ind i os, som en god vilje, anger, bøn osv. Nej, siger apostelen, også dette inde i os hører ind under ordet "kød". Det omfatter alt dette som mennesket er og gør, og det er alt sammen det modsatte af Guds frie nåde og gave (Ef. 2:8-9, Rom. 11:6). Og det er dette spørgsmålet konkret gælder: Om vi bliver retfærdiggjort gennem noget som er i eller af os - eller om det tværtimod er af Guds frie nåde, gennem troen alene. Det er dette som ligger i apostelens spørgsmål: "Hvad skal vi da sige at vor far Abraham opnåede efter kødet?" Og sådan svarer han:

 

2 og 3: Dersom Abraham blev retfærdiggjort på grund af gerninger, da har han jo noget af rose sig af. Men det har han ikke for Gud. For hvad siger Skriften: Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed.

Det kan se ud som om der ikke er nogen god sammenhæng i vers 2. Paulus taler først ud fra den forudsætning at Abraham blev retfærdiggjort på grund af gerninger, da har han jo noget at rose sig af. Men føjer så til: Men det har han ikke ind for Gud. Dette kan synes noget underligt. At blive retfærdiggjort på grund af gerninger forudsætter og betyder at man til fuldkommenhed har opfyldt hele Guds lov. Og en som har gjort det, må vel have noget at rose sig af overfor Gud? Han må vel være retfærdig ind for Gud (kap. 2:13, 10:5)? Apostelens korte afvisning om at Abraham på grund af sine gerninger skulle have nogen værdi ind for Gud, minder ikke om Paulus’ sædvanlige stærke argumentation. Det kan se ud som om her mangler noget. Men vi skal snart se at sammenhængen er god, svaret er stærkt - og med en ganske skarp brod ilagt.

 

Ordvalget afklares straks hvis vi læser det i sammenhæng med vers 3 som begynder med "For”. Det hedder da i sammenhæng: "Dersom Abraham blev retfærdiggjort på grund af gerninger, da har han jo noget at rose sig af. Men det har han ikke ind for Gud. For hvad siger Skriften: Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed." Ordene "Men det har han ikke for Gud," er ikke bare Paulus’ påstand, men selve Skriftens svar på spørgsmålet. Svaret er dermed stærkt og afgørende. Det må opfattes sådan: Dersom Abraham blev retfærdiggjort på grund af gerninger, da har han noget at rose sig af, dvs. noget han kunne have rost sig af. Men overfor Gud, har han ikke haft det, det ser jeg i Skriften. For Skriften fortæller at overfor Gud blev han retfærdig på en helt anden måde - nemlig alene ved at han troede Guds løfte, og at Gud regnede ham det til retfærdighed (1. Mos. 15:6). Den retfærdighed han opnåede på grund af hans gerninger, den gjaldt altså alene mellem mennesker. Den er Gud uvedkommende, Gud accepterer den ikke. Gud har dømt anderledes. Dette er svaret. Og her ser vi brodden. Abraham var i menneskers øjne retfærdig på grund af sine gerninger - men det gjaldt ikke ind for Gud! Tænk, retfærdig, - men alligevel ville Abraham være blevet fordømt, hvis han ikke havde haft den tilregnede retfærdigheds bryllupsklæder (Matt. 22:12-13).

 

Men det er særligt Filipperbrevets tredje kapitel som giver os den bedste forklaring på disse to vers vi har foran os. Der taler Paulus på samme måde som her. Spørgsmålet som tages op der er nøjagtig det samme som i vor tekst, om den retfærdighed som gælder for Gud, og om hvordan de omskårne tror de har nogen egen retfærdighed (Fil 3:2-3). Og i versene som følger (vers 4-7) udtrykker Paulus sig også på samme måde som i vor tekst. Han taler om at rose sig, eller at "sætte sin lid til kød", og om en menneskelig retfærdighed som ikke gælder for Gud (vers 4-7). Og for det tredje siger han der om denne retfærdighed eller ros, ikke alene at den ikke gælder for Gud, men at den tværtimod var en hindring for ham. Han anså det som "tab" og "affald", for i stedet "at blive fundet i Kristus" og delagtig i hans retfærdighed. Det er også dette han vil have sagt i vor tekst, når han i vers 4 tilføjer at "den som har gerninger, ikke får lønnen af nåde, men som noget han har fortjent." Dvs. at det menneske ikke får noget af nåde, bare efter hvad det har fortjent. Det er ret og slet stængt ude fra nåden - alene på grund af at det har sin trøst i sine gerninger.

 

Vi ser altså, at ikke bare sagen, men også ord og udtryksmåde, er den samme i nævnte kapitel som i vor tekst. I Fil. 3 bruger Paulus sig selv som eksempel, og siger. "Jeg har sagtens det jeg kunne sætte min lid til også i kød, jeg som ikke bare var omskåren, og af Israels folk. Jeg var også en farisæer og i retfærdighed efter loven uden lyde. Men alle disse mine fortrin, dem anser jeg for tab - i forhold til det eneste som betyder noget: kundskaben om Kristus Jesus, min Herre. Ja, jeg agter det for affald, for at jeg kan vinde Kristus og blive fundet i ham, ikke med min retfærdighed, den som er af loven, men med den jeg får ved troen på Kristus." Der bruger han altså sig selv som eksempel. Her bruger han et langt stærkere navn for jøderne. Som den jøde han selv er, bruger han benævnelsen: "vor far Abraham". Han siger: Jeg anser vor far Abraham for at have været den mest benådede og hellige mand på jorden. Men Skriften udtaler alligevel at han ikke af den grund var retfærdig for Gud, men at han blev retfærdiggjort udelukkende ved at han troede Guds løfte. I må da tro jeres egen hellige skrift, og rette jer efter vor far Abrahams eksempel!

 

Åh, måtte vi alle lægge nøje mærke til et så karakteristisk eksempel! Når ikke en gang Abraham i al sin store trofasthed og lydighed mod Gud, med al sin fromhed i hjerte og det daglige liv, ikke kunne bestå for Gud, men måtte leve af bare nåde! Hvordan skulle da nogen af os, som aldrig tåler sammenligning med ham, kunne tro at vi var fuldkomne overfor loven, og for Guds øjne?

 

Ved ydre gerninger kunne vi nok stå "ustraffelige" i menneskers øjne. Men ind for Guds øjne, som ser alt som findes i os, al ligegyldighed og ondskab i hjertet, alle tanker og begær, ind for ham i hvis øjne ikke en gang himlene er rene (Job 15:15) - ham seraferne dækker sit ansigt for (Esajas 6,2). Over for ham er vi bestandig urene og syndere. Men på samme vej som Abraham kom til retfærdighed og Guds venskab, på samme vej skal også vi opnå dette. Hvad er det så som er retfærdiggørelsens vej?

 

Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed.

"Skriften forkyndte på forhånd dette evangelium for Abraham" (Gal. 3:8). Det var det mægtige løfte om, at i hans slægt skulle alle jordens folk blive velsignet. Gennem dette løfte fødtes den frelsende tro i Abrahams hjerte. Det var altså troen på Kristus som blev tilregnet ham som retfærdighed! Dette finder vi ikke klart udtalt i vor tekst, men det fremgår tydeligt både af de steder Paulus sigter til i 1. Mos. (bl.a.12:3 og15:6), og af hans egen forklaring på dette i Gal. 3:15-17. Hvis man ikke anvender sådanne skriftsteder til forklaring af tekstens ord, kan man få en både skadelig og vildfarende fortolkning, som f.eks. at det var Abrahams tro, og ikke ham han troede på, som virkede Abrahams retfærdighed. Som om troen i sig selv var så værdifuld at Gud bare for dens betydning retfærdiggjorde menneskene, - og dermed igen på grundlag af noget godt, virket i eller af selve mennesket. Mod denne falske og farlige opfattelse skal vi lægge mærke til følgende klare forhold:

 

Først: At det løfte Abraham troede, det var selve Guds evige evangelium om Kristus. Tekstens ord: "Abraham troede Gud" osv. finder vi også i 1. Mos. 15:6. Ganske rigtig ser vi der ikke mere end løftet om en talrig slægt. Men hvad der lå skjult i dette løfte, det vidste Abraham fra et løfte Gud havde givet ham tidligere (1. Mos. 12:3). Da havde Gud lovet at "i dig skal alle jordens slægter velsignes".  Dette var samme løfte, det oprindelige om en frelser, som Gud havde givet vore første forældre på syndefaldets dag: Løftet om kvindens æt som skulle knuse slangens hoved, om en forløser som skulle fødes af en kvinde og tilintetgøre synden og djævelens gerninger.

 

Det var dette løfte alle troende mennesker, helt fra den retfærdige Abel (Heb. 11:4), havde troet og var blevet retfærdige på. Det var dette løfte som gang på gang blev gentaget for Abraham (se 1. Mos. 18:18, 22:18, 26:4, 28:14). Og selv om dette hovedpunkt, selve ædelstenen i Guds løfte til Abraham, ikke blev udtalt hver gang, så lå det altid der, som en underforstået forudsætning. Dette er apostelens forklaring, sådan som hver og en kan finde det i Gal. 3:6,7,8,16,17,18,29. Og Kristus siger selv udtrykkeligt hvad det var Abrahams trosøje havde grebet, som han til og med i sin tro frydede sig over. Herren siger jo: "Abraham, jeres far, frydede sig til at se min dag. Og han så den og glædede sig" (Joh. 8:56).

 

For det andet: Hvis Paulus havde villet sige at det var selve troen, som en slags dyd hos menneskene, som var blevet tilregnet Abraham som retfærdighed, så havde han med at antyde noget sådant, straks skåret selve nerven i hele hans retfærdiggørelseslære over. Hans hensigt med denne tekst er netop at vise at vi bliver retfærdiggjort uden nogen medvirkning eller værdighed fra os, men bare af Guds nåde og ved forløsningen i Kristus. Og han siger udtrykkeligt i næste kapitel at det bare er "ved den enes lydighed" vi bliver retfærdige. Retfærdighed er intet mindre end lovens opfyldelse. Troen i sig selv kan ikke bevirke dette. Troen afskriver faktisk tværtimod vor fortjeneste. For den som tror på Kristus, hans bekendelse er at han i sig selv står uden retfærdighed overfor Gud, fortabt og rådløs, - og griber derfor "Guds retfærdighed", den opfyldelse af loven som er i Kristus.

 

Videre må troen have et ord fra Gud som kan skabe troen, og holde den levende. Og indholdet i dette ord vil selvfølgelig være afgørende for hvad jeg får gennem troen. Hvis man ikke gør sig det klart, vil man altid misforstå ordene om troen og troens retfærdighed. Hør en lignelse om dette: En fortabt søn lever langt borte i et fremmed land. Der lider han nød. Hans far lover ham en stor og fin ejendom, bare han vil komme hjem og tage imod den. Sønnen er længe i tvivl, og bliver derfor i sin fattigdom. Men omsider begynder han at tro faderen på ordet, og så skynder han sig hjem for at tage imod sin ejendom. Senere siger han det sådan: Jeg blev længe i elendigheden, på grund af min vantro. Men da jeg troede min fars ord, blev jeg rig og lykkelig. Det at jeg troede, gjorde mig rig. Hvis så nogen bare hører sådanne ord, og ikke kender til det løfte som faderen havde sendt sønnen, så kunne de forstå udtalelsen som at det denne mand var blevet belønnet for, det var en søns tillid til sin fars ord. Da ville den som kendte til hele sagen sige: Nej, du må se på indholdet i det løfte han troede. Det var jo dette som gjorde ham rig! Løftet gjaldt en stor ejendom, og det var jo i den selve rigdommen lå. Hans tro bevirkede bare det at han fiklov at nyde godt af ejendommen.

 

Sådan skal vi forstå ordene: "Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed". At troen gjorde ham retfærdig, det skyldtes indholdet i det Guds løfte som virkede troen. Og løftets indhold var Kristus. Hvis vi ikke skulle forstå denne tekst sådan, ville det være det samme som at forkaste hele Skriftens store hovedlære. Det ville være at kaste det fra sig og foragte alt det Gud har forkyndt os fra verden blev til, om en frelser og en forsoning i hans blod. Alt det Gud har forkyndt både gennem engle og profeter, men også gennem den forbilledlige levitiske offertjeneste og alle dens blodige ofre. Kort sagt: Hele Skriftens egentlige indhold, læren om Kristus, Kristi lydighed, Kristi lidelse, død og opstandelse, ville alt sammen være som intet, hvis Gud kunne retfærdiggøre os alene på grund af selve vor tro­ - dette at vi troede at han var sandfærdig.

 

Apostelen har altså på dette sted ikke givet en så indgående forklaring (som han giver i næste kapitel). Men vi må gøre os klart at overfor Gud er der ingen som helst undskyldning for et menneske som af den grund finder på en ny tolkning som strider mod hele Skriftens hovedlære. I dette ser vi også noget som gennem hele Skriften viser Guds majestætiske storhed: Han gentager ikke altid det han har sagt tidligere, men forudsætter at vi husker på hvad han har forklaret, og at vi forstår ham!

 

Af alt dette ser vi at selv om troen i sandhed er den højeste dyd og gudstjeneste som vi nogen sinde kan fremvise, så er det alligevel ikke på grund af disse troens egenskaber at Gud tilregner os retfærdighed. Det kan ikke nægtes at troen i sig selv er den ædleste dyd. Luther siger: "Vi kan ikke give Gud nogen større gudstjeneste, eller vise ham større ære og lydighed, ikke give ham noget herligere og mere kært offer, end at vi tror på ham og venter os alt godt fra ham." Det er troen som dybest set giver Gud al ære, erkender sin egen og hele menneskehedens uværdighed, og ophøjer Gud som den som alene er retfærdig, hellig, barmhjertig, almægtig, trofast og sandfærdig. Videre er også troen den frugtbare mor til alt andet som er godt og velbehageligt for Gud. Fordi troen på Gud gør at mennesket, som ellers er koldt, dødt og fjendtligt overfor Gud, for første gang begynder at elske Gud og hans hellige vilje. Det får lyst og glæde i at følge Guds bud. Troen føder os på ny, og begynder at genoprette det ødelagte Guds-billede i mennesket. Begynder at genoprette paradis-livet hvor menneskene fortroligt omgås og taler med Gud som et barn med sin far. Videre helliger troen hele mennesket: hjerte, sind, gerninger og vandring.

 

Alt dette er sandt. Men fortsat står den sandhed fast at det ikke er for troens egenværdi, eller for alt det gode den virker i os, at Gud gør os retfærdige. Men bare for den kostelige skat som troen lever på: Guds elskede Søn. Troen er i sig selv altid fuld af brist, så alle troende må bede om tilgivelse for sin tro, og træde frem for Gud med ordene vi kender fra Skriften: "Herre, jeg tror! Hjælp min vantro!"

 

Alligevel er det ved troen menneskene iklædes en fuldstændig guddommelig retfærdighed, og et uendeligt velbehag for Guds øjne - dvs. med den enbårne Søns retfærdighed og velbehag. Sådan set kan vi tænke os troen som en ring af bly, men med en uendelig dyrebar indfatning: En ædelsten af millionværdi. Da ville man jo med al mulig ret kunne sige at den ring er overmåde værdifuld. Dens ejer vil dermed være en rig person, alene på grund af denne ene ring. Men i sandhed ikke på grund af det ringen i sig selv var lavet af. Alene på grund af værdien i den kostelige ædelsten. Sådan er det med troen som lever på Kristus. I sig selv er den meget svag og elendig. Men fordi den bærer i sig den uendeligt dyrebare ædelsten: Guds elskede Søn, så er denne tro meget dyrebar, og gør at hele mennesket er overmåde helligt og velbehagelig i Guds øjne. Så vist ikke i sig selv, gentager vi på ny, men udelukkende på grund af Kristus, som har tændt troen, og som den bærer i sig.

 

Dette er grunden til at sådanne mennesker som er retfærdiggjort ved troen, af Gud selv ret og slet kaldes hellige og herlige (Salme 16:3), og at Kristus kunne kalde sine skrøbelige disciple "helt rene" (Joh. 13:10, 15:3). Alene af den grund var det også at Abraham havde det fortrolige samfund med Gud, så Herren Gud var gæst i hans telt og talte til ham i så intimt ordvalg som dette: "Skulle jeg vel skjule for Abraham, det jeg er i færd med at gøre?" (1. Mos. 18:17). Bare den dyrebare ædelsten, Kristus, som var givet i det løfte Abraham troede, var hele grundlaget. For der står ikke: Abraham var så hellig, Abraham var så lydig, at Gud tilregnede ham det som retfærdighed. Men "Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed."

 

Åh, om vi nu kunne holde dette klart for øje, at for Gud gælder menneskers fromhed ikke, men alene hans Søn! Der hvor Gud finder ham, der finder han alt det han søger. Der tilregner han ingen synd, hvor omfattende og stor den end måtte være i vore øjne. Luther siger: "Selv ser vi jo vore synder, og ved i samvittigheden hvordan de tynger os. Men skade os kan de ikke, når vi tror på Kristus. For i ham er vi fuldkomne. Da anser Gud vore synder, som endnu hænger ved vort kød, som om de ikke var til. De er skjult for Gud som siger: Fordi du tror på min Søn, så forlader jeg dig dine synder som endnu tynger dig, helt til du gennem døden til sidst bliver løst og friet fra dem".

 

Ja, siger du, men hvordan kan det være muligt at jeg kan være retfærdig og hellig, når jeg fortsat går og føler synden i mig? Jo, just derfor er det teksten udtaler at "Gud tilregnede ham det som retfærdighed". Gud fandt ingen retfærdighed i Abraham. Heller ikke den retfærdighed Gud havde virket i ham, var på nogen måde fuldkommen, så længe han endnu var på jorden. Nej, med al sin lydighed og trofasthed var Abraham stadigvæk én som måtte have en tilregnet retfærdighed. Men gennem den stod han fuldkommen retfærdig - for Gud (bemærk!) "som kalder det som ikke er til, som om det var til" (4:17). Så må da også vi være retfærdige - ikke på den måde at vi allerede ejer den fulde retfærdighed i os selv. Men fordi troen, som lever på Kristus, bliver tilregnet os som retfærdighed. Og i denne tilregnede retfærdighed er vi fuldkomment retfærdige ind for Gud. For når Gud erklærer nogen at være retfærdig, så må det menneske også anses retfærdig overfor Gud og hele himmelen.

 

Men så kræves der da også virkelig at tro dette som Guds eget ord. Ja, tro det lige så sikkert som at Gud er sandfærdig - uanset hvor ilde det ser ud hos dig. Dette var Abrahams store visdom: "Mod håb troede han med håb". Alene fordi Gud, Den Almægtige, havde talt. Da troede han det som fornuften og alle sanser anså som umuligt. Sådan må også alle andre som vil følge i sporene til Abrahams tro, gå med ham ind i troens skjulte og hemmelighedsfulde mørke. De må døde fornuften og sige: Gud har sagt det. Noget mere ved jeg ikke. Hos mig ser det bare ilde ud. Der er bare synd, død, mørke og kval. Men når Gud har givet sin Søn, sit ord og sine segl, så kan jeg ikke tvivle på at Kristus gælder mere end mine tanker og meninger.

 

Når du døder fornuften, og tror Guds ord på den måde - på tværs af det du finder, ser og føler hos dig selv, - da går du Abrahams vej. Da giver du Gud æren, at hans nåde er stor, og at hans ord er sandhed. Og da skal han frikende dig fra alle dine synder, sådan at om de fortsat lever i dig, plager og tynger dig, så skal de alligevel ikke kunne fordømme dig. For Kristi skyld, ham du tror på, skal de være dig forladt, som om de ikke var til. Det er dette som er at være "retfærdig". Ind for Gud er dette den eneste sande retfærdighed, og den eneste retfærdighed Abraham havde overfor Gud.

 

Derfor må du lære dig at sige det sådan: Selv om jeg desværre ikke er så trofast og lydig som Abraham, så er jeg alligevel, lovet være Gud, lige så dyrt genløst som han. Og da gælder den samme retfærdighed også overfor Gud, for mig som for ham. I dette står jeg da lige med ham. Skulle Gud så ville prøve mig hårdt, som han prøvede ham, så vil jeg fortsat tro at han elsker mig, sådan som han elskede ham. Gud give mig at tro dette lige så sikkert som Abraham troede, så vil jeg også få mere af den samme tro og tillid! Men uanset hvordan det går mig, så vil jeg ikke lade det væsentlige blive taget fra mig: At jeg overfor Gud har den samme retfærdighed som Abraham - fordi jeg har samme Kristus som ham. Jeg vil ikke glemme selve hovedsagen: "Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed."

 

4 og 5: Den som har gerninger, får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent. Den derimod som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed.

Her ser du den høje, hemmelighedsfulde og underlige regeringsform som gælder i Kristi rige. Et uværdigt menneske får nåde! En som er værdig udelukkes! - Alene på grund af at hjertet ser efter fortjeneste. Herren har selv fremholdt denne underlige dom allerstærkest når han i Matt. 20 siger at de som arbejdede hele dagen ikke fik nogen nådegave, men bare det de fortjente, bare fordi de "havde gerninger" (svensk: holdt sig til gerningerne). "Vi har båret dagens byrde og hede," sagde de. Men de som stod der og bare havde arbejdet en eneste time, de havde ingen krav. De vidste at de ikke kunne vente at få nogen fuld dagløn. Men af husbonden fik de en hel dags løn i gave. Sådan er himmeriget, siger Herren. Sådan er det Kristus regerer og dømmer, stik imod al fornuft og alle menneskers skikke og sædvaner. Og hvad er grunden til dette? Herren Kristus forklarer det i Matt. 18. Først har han stillet et barn frem for dem, og sagt at et lille barn var større i himmeriget end Peter og Johannes. Derefter siger han: "For Menneskesønnen er kommet for at frelse det som var fortabt" (vers 11).

 

Gud har givet sin Søn til et blodigt offer for os.

Det er grunden til at der ikke er noget Gud tåler så lidt som vor egenretfærdighed, og at han, på den anden side, tager imod og retfærdiggør den mest uværdige synder som tror på Sønnen.

 

Denne Gudsrigets grundlov bruger Paulus nu som endnu en forklaring på hvorfor Abraham ikke blev retfærdiggjort på grund af sine gerninger, men bare ved troen. Først har han brugt Skriftens historiske bevis på dette. Nu vil han tilføje: Det er ikke muligt at Abraham holdt sig til gerninger, og blev retfærdig på den måde. Nej, han må nødvendigvis have troet på Kristus, eftersom han blev retfærdiggjort. For i nådens rige er det en fastslået regel og dom at "den som har gerninger, får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent" (og dermed er han fortabt om han så bare har gjort den mindste synd, Gal. 3:10). "Den derimod som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed." Dette finder vi er sammenhængen. Men hvis nu dette er en så afgørende grundregel i nådens rige, så lad os ikke tage let på det, men gå endnu grundigere ind i budskabet. Paulus siger altså:

 

Den som har gerninger (svensk: holder sig til gerninger). Grundteksten siger egentlig: "Den som virker", ergazomeno =  "som arbejder." Luther gengiver det træffende med: "som omgås med gerninger". Paulus har med ordet "virker" givet udtryk for det mest tydelige kendetegn hos sådanne mennesker. Man ser og hører ganske meget om deres virksomhed. De "skal ud og virke", og lignende.

Men disse kender læren godt nok. Derfor bekender de samtidig med munden at vi bare bliver retfærdiggjort ved troen alene. Alligevel cirkler hele deres liv omkring hvad de skal være eller gøre. Og det er det deres "ikke-overvejede" hjertesprog vidner om.

 

Grundteksten siger altså: "den som virker". At det betyder hjertets fortrøstning til gerningerne, det forstår vi af det Paulus anvender som dets modsætning, i vers 5. Der siger han: "Men den som ikke virker (har gerninger), men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige" osv. Da forstår vi at ordet "virker" her betegner at hjertet har sat sit håb til det som virkes (virksomheden). Desuden forstår vi at hvis hjertet var frigjort, var dødet fra loven og havde troen på Kristus, så var det som blev virket ikke nogen hindring for retfærdigheden ind for Gud, men tværtimod en frugt og en stadfæstelse af denne.

 

Sådan står sagen: Hvordan din forstand og din bekendelse end er, så vil hjertet altid have sit håb til en af disse to muligheder: Enten på hvad du selv er eller kan udvirke - eller på ham som gør den ugudelige retfærdig. Vor fortjeneste, efter vore egne gerninger, - og Guds nåde gennem Jesus Kristus, er skarpe modsætninger (Rom. 11:6). Sætter jeg mit håb til noget jeg selv er delagtig i, så kan jeg umuligt have sat mit håb til Kristus. Da er det altid min egen delagtighed som mit hjerte og tanker er optaget med, uanset hvad forstanden og munden siger. Og da kaldes jeg altså her for en "som har gerninger" (en som "virker"). Fra Guds side får jeg da alene det jeg fortjener, alene det som tilkommer mig.

 

Men med dette ord "virke", "holde sig til gerninger", har Paulus her også antydet hvad der er grunden til at de egenretfærdige sætter sit håb til at de i sig selv skal kunne tækkes Gud. Det er dette at de bare ser på gerningerne. De er ikke klar over at der kræves en hjertets fuldkomne hellighed, men tænker bare på de ydre gerninger, på samme måde som farisæeren i Luk. 18. Han sagde: "Jeg faster to gange om ugen og giver tiende af alt det jeg tjener. Jeg er ikke en røver, en horkarl", osv. Her står han ind for Gud, men taler ikke et ord om sit indre menneske. Han berøres ikke af spørgsmålet om hans tanker er rene, om der er egenkærlighed, om der er nogen slags foragt for denne tolder ved siden af ham, hvordan hans kærlighed generelt er til andre mennesker, osv.

 

Hvis Guds åsyns lys fik lov at opvække sådanne mennesker, så de for fuldt alvor var åbne for hele Guds ord, og Guds syn på det indre menneske, hvordan Guds øje følger deres tanker og hvad hjertet egentlig er optaget med - da ville de ikke finde nogen som helst hvile i sin egen kristendom. Da ville de ikke anse sig bedre end andre. Da ville de for fuldt alvor mene at det ikke kunne være noget menneske som var så ond som dem. Men de er travlt optaget med hvad de skal gøre. Det kan være troen, andagtstunden, bibellæsning, bøn, tjenesten i Guds hus, virksomhed for missionen, vidnetjeneste, faste, osv., - som farisæeren.  Derfor kan de også som han prise Gud for at de ikke er som andre syndige mennesker. Sådanne, som er optaget med at virke, er det Paulus taler sådan om:

 

Disse - får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent. Læg mærke til at den som har gerninger, som virker, - han får "løn" - ikke nåde, men "løn". Hvis han i alt har fuldført det husbonden forlangte, så får han den løn som aftalen forudsatte. Da behøver han ikke takke for det som nogen slags nådegave! Det er jo bare noget han selv har gjort nytte for, og fortjent! Men skulle det derimod være noget som helst som manglede i det han skylder efter aftalen, da bliver han straffet. Han får ikke noget af nåde. Sådan er loven. Den som holder sig til lovens vilkår, bliver også dømt efter denne. Sådan så vi hvordan Herren Kristus også forklarede det med arbejderne i vingården. Og i denne Guds regeringsform er der ingen undtagelse. Den som er optaget med gerninger skal bare lønnes efter fortjeneste, og får ikke noget af nåde. Men når et sådant menneske kan have gjort mange flere gode gerninger end den som søger og får nåde, så kan dette synes at være ganske hårdt. Men det hjælper ikke. Tonen i Skriften om denne regeringsform er streng og ubevægelig. Da en af arbejderne i vingården knurrede, så var der ingen undtagelser hos husbonden. Han gav sig ikke det mindste ved denne knurren, men svarede bare: "Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det som er dit, og gå!"

 

På denne knusende måde taler Paulus også i Romerbrevets niende kapitel. Der gælder det hans dybe bekymring over jødernes tilstand. De lever i en blind, hårdnakket egenretfærdighed, hvor dom og fortabelse er en uundgåelig konsekvens. Da taler han i denne tone: Det hjælper ikke hvor meget de end løber og arbejder for at blive retfærdige. I har Guds udvælgelse mod jer. Gud har udvalgt alene dem som tror, og har forkastet dem som holder sig til gerninger ("som har gerninger"). Og det hele beror på Gud. I spørgsmålet om hvem som skal blive frelst, "så beror det altså ikke på den som vil eller den som løber, men på Gud, som viser miskundhed." De som søgte retfærdigheden, har ikke fået den. Men de som ikke jagede efter retfærdighed, de har fundet den. Og hvorfor går det sådan? Jo, fordi de førstnævnte søgte retfærdigheden gennem gerninger - de fik den ikke. Mens de andre, som søgte den i tro, de fik den (kapitel 9:30-32).

 

På samme måde taler apostelen i Galaterbrevets fjerde kapitel. Der skiller han dem som søger frelse, i to grupper som henviser til Abrahams to sønner, trælkvindens og den frie kvindes. Deres børn er da enten trælle - eller børn. De sidste kalder han senere også for "løftets børn". Han forkynder da som en ufravigelig dom over de førstnævnte: "Uddriv trælkvinden og hendes søn! For trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes." Dette kan synes så ganske hårdt. På trods af at de har arbejdet og trællet længe, så skal de til sidst drives ud! Mennesker som har deltaget i himmerigets bryllup på jorden (Matt. 22), og så bliver optaget med gerninger og vandringen (sit liv), som betegnes som "hænder og fødder" (vers 13), de står der til sidst uden "bryllupsklæder", og bliver "kastet ud i mørket udenfor. Der skal de græde og skære tænder". Så stor er Herrens nidkærhed for sin lovs retfærdighed og for sin Søns ære!

 

Åh, om alle mennesker som vil være eller blive kristne, måtte lægge sig dette på hjerte: I dette spørgsmål går det ikke an at svæve hid og did med sine tanker, og gøre sig en frelsesvej som vi selv synes om. Nej, her er en ufravigelig dom som intet menneske har besluttet, og som intet menneske kan forandre. Det er den evige Guds eget besluttede råd, at den som vil blive frelst må blive en fattig, fortabt synder, som har opgivet al sin egen retfærdighed og muligheder, og som søger sin frelse alene i Kristi retfærdighed. Så fortsætter Paulus sådan:

 

Den derimod som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed. Her hører vi enkle og afgørende ord om hvem det er som bliver frelst: Den som ikke "virker", "ikke har gerninger, men tror". Den som ikke gør den mindste gerning for at det dermed skal stå bedre til med hans sag for Gud, ændre hans syndeskyld, gøre ham mere værdig til Guds nåde, - men bare flyr med al sin synd til ham som retfærdiggør den ugudelige.

 

Men når Paulus her siger: "Den som ikke virker, men tror" - har det selvsikre, sovende verdens barn da ikke truffet vejen allerbedst? For når det gælder ikke at anstrenge sig med noget som helst for at blive frelst, men bare have tillid til Gud, så synes de at kunne den kunst allerbedst. Det samme gælder også de religiøse mennesker. De vil være noget helt andet end det vi kalder verden, og de taler jo om at troen og nåden er deres eneste trøst. Men i sin drømmeagtige tanketro lever de et kødeligt liv. De er ikke knust, men tværtimod frie fra alt mulig besvær med at "virke" noget som helst for at tjene sin næste eller døde sit kød. Vil sådanne mennesker ikke i dette vers finde støtte for at de lever et ret kristent liv? Svar: Hør nu godt efter selve ordlyden: "… tror på ham som retfærdiggør den ugudelige". Hører du? Paulus taler om en sjæl som tror på ham som retfærdiggør den ugudelige! - som tror på Kristus i denne konkrete egenskab at han gør den ugudelige retfærdig. Paulus taler om en sjæl som netop trænger til den trøst at Kristus gør den ugudelige retfærdig. Det gælder altså en sjæl som føler sig fuldstændig ugudelig, og som i denne nød står overfor valget: Enten selv at arbejde og virke noget til sin frelse, eller også helt fortabt fly til den ugudeliges Frelser.

 

Den selvsikre verden, med al sin ugudelighed og sorgløshed, anser sig at være ganske god, og sætter sin lid til sine gode gerninger. Men her taler Paulus tværtimod om fortabte syndere som føler sig ret og slet ugudelige. Til en sådan erkendelse kommer man ikke i sorgløshed, men alene ved at Herrens hellige krav får lov at gribe fat i os og knuse os, mens han arbejder på os til omvendelse. Så siger Paulus da også allerede i kap 3:19-20 at det sker ikke i lovløshed, men gennem loven, at vor mund bliver lukket - når vi lærer at kende synden og bliver stående skyldige ind for Gud. I kap 5:20 siger han at det er gennem loven at "synden blev stor" (svensk: synden flød over). Videre i kap.7:7-13 at det er "ved buddet at synden bliver overmåde syndig" og at "jeg derimod døde". Vi må have det klart for øje at det er sådanne sjæle der tales om her.

 

Den ugudelige. Paulus siger her at Kristus "retfærdiggør den ugudelige". Hvordan skal vi så forstå dette? Er det dette vi nu har bevist, at de der her tales om, det er dem som i virkeligheden ikke er ugudelige, men bare føler sig sådan? Her står vi overfor følgende spørgsmål: Når mennesker oplever den syndenød som virkes i dem ved lovens arbejde, og før de har troen på Kristus alene og er blevet retfærdiggjort. Er disse da rette kristne? Hvis de var det, da var Paulus’ ord her ikke ret tale. Mange vil nok udlægge denne tekst sådan: Når mennesker som har været ugudelige omvender sig, da retfærdiggør Gud dem. Men dette er ikke at forklare teksten, men at lave en ny tekst. Nej, her vil vi efter hånden finde at den syndserkendelse og anstrengelse for at omvende sig, som bare loven har virket, alt sammen bare er et resultat af den skræmte og plagede trællens selvopholdelsesdrift - for at undgå at blive straffet. Men, er denne trællevirksomhed et sandt Gudsforhold, før troen er kommet og retfærdiggørelsen er et faktum? Anser Gud den for at være det? Hvis det skulle være tilfældet, da taler Paulus ikke sandt, og da er det bare den fromme som bliver retfærdig.

 

Ganske rigtigt er der forskel på den frække ugudelighed, og den ugudelighed trællen befinder sig i mens han endnu bare står skyldbetynget overfor lovens dom. Men et sandt gudsliv har altid kærlighed til Gud, og en trang til at gøre det gode bare for Guds skyld. Dette mangler trællen, som bare er opskræmt af loven. Og dybest set er han ikke noget andet end en ugudelig. Klarest ser vi det overfor den sandhed at til og med et ret gudsliv består ikke ind for Guds øjne, hvis det ikke er skjult i Kristi retfærdighed.

 

Indtil Gud har klædt et menneske i sin Søns retfærdighed, er dette menneske, uanset alle andre omstændigheder, i Guds øjne en ugudelig, og "Guds vrede bliver over ham" (Joh. 3:36). I den tilstand er der i Guds øjne intet godt hos mennesker. De kan derfor heller ikke gøre noget som helst som bidrager til at mildne Guds dom over dem. Så længe mennesket kæmper og stræber med en sådan hensigt, så strider det bare mod Guds nåde. Da er de i samme ulykkelige tilstand som jøderne, som Paulus taler så stærkt om i kapitel 9 og 10:1-4.

 

Men i det øjeblik et menneske opgiver alt håb om at det kan udrette noget i denne sag, og kaster sig som en fortabt synder udelukkende hen til Guds nåde, bliver stille for Guds nådeord om den enbårne Sønnens retfærdighed, og lader dette føde den nye tro i sit hjerte - da bliver det straks iklædt Sønnens fuldkomne retfærdighed og velbehag for Gud. I samme stund får det et nyt hjerte som nu virkelig elsker Gud. Nu er dette menneske både retfærdig og har det rette gudsliv. At det er sådan, bekræfter alle Skriftens ord og eksempler. Når fangevogteren i Filippi forfærdet råbte: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?", da svarede apostlene straks: "Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst". Hvordan var denne fangevogters forhold i Guds øjne indtil dette skete? Jo, til dette øjeblik var han en ugudelig, men var blevet kraftig vakt gennem Herrens under da fængslet blev åbnet. Og da han da straks erkendte sin ufrelste tilstand, søgte han vejen til frelse, og lod ordet om Jesus gribe sit hjerte. Straks fik han da retfærdigheden og det rette gudsliv. Lukas fortæller at fangevogteren ikke bare troede og frydede sig, men fik også en sådan kærlighed at han førte sine fanger, apostlene, ind i sit hus, rensede deres sår og gav dem mad (Apg. 16:27-34).

 

Når jøderne spurte Jesus: "Hvad skal vi gøre for at gøre Guds gerninger", svarede han: "Dette er Guds gerning at I skal tro på ham som han har sendt." Det var som om han ville sige: I kan ikke gøre nogen Guds gerning før I har fået troen (Joh. 6:28-29). Forholdet er jo at mennesker, før de kommer til troen, er åndeligt døde. De er Guds fjender og vredens børn (Ef. 2:1-5, Rom. 5:10, 8:7). Alene den som har Sønnen, han har livet (1. Joh. 5:12). Alene gennem troen på ham fødes der noget guddommeligt i mennesket. Noget som er virkelig godt og velbehageligt for Gud. Derfor står det fast som en urokkelig sandhed, at det er som ugudelige menneskene retfærdiggøres. Det er dette apostelens ord vil have frem. Og tænk hvor stærkt dette taler om hvor stor Guds nåde er. Hvem skulle da ikke driste sig til at træde frem for ham, - når han gør den ugudelige retfærdig - om der ikke findes det mindste hos dig som er godt og velbehageligt for Gud, men bare synd og ugudelighed?

 

Men dette er da også en vældig trøst for hvert eneste troende Guds barn. For i den grad Åndens lys kan arbejde med dem, vil de altid se og føle den gamle slangens sæd i sig. Og det vil oftest konkret opleves som ugudelighed. Det vil sige at man ikke frygter Gud, ikke har sit blik fæstet på Gud, ikke har den rette frygt for at synde, ikke har den rette tillid til ham i modgang, men ofte føler det som om Gud ikke eksisterer. Melanchthon siger: "Selv om vi ikke bevidst har en sådan holdning overfor Gud, så er det slet ikke uskyldigt at vi tvivler på Guds nåde og Guds ord, at vi ærgrer os over hvordan Gud dømmer, irriteres og er misfornøjede med at Gud ikke omgående frier os ud af vanskelige situationer, at vi knurrer over at andre har mere lykke med sig end os, at vi lader os opægge til vrede, tilskyndes til utugt og letsindighed, ærgerrighed, begær efter rigdom, osv. Alt dette er forhold som gudfrygtige mennesker ved arbejder i sit indre, sådan som det også klart fremgår af salmerne og profeternes skrifter" (Den Augsburgske bekendelses apologi. Artikel om arvesynden).

 

Da er det en stor trøst at Kristus retfærdiggør den ugudelige. Alene af sin egen barmhjertighed opsøgte han os og drog os til sig, mens vi endnu ikke ville have noget med ham at gøre. Da skal han heller ikke bryde sin pagt med os, om vi nu tynges af denne ugudelighed, men selv være vor "talsmand hos Faderen". Derfor hviler der i sandhed en evig nåde over hver eneste én som har mistet troen på alt sit eget, og bare tror på ham som retfærdiggør den ugudelige.

 

Han får sin tro tilregnet som retfærdighed. Hvordan dette skal forstås, at troen tilregnes os som retfærdighed, det er forklaret i vers 3. Troen lever på den store skat, Guds Søn, som ind for Faderen gælder mere end himmel og jord. Derfor har den i Guds øjne denne betydningsfulde værdi. Udelukkende på grund af den dyrebare skat som har skabt troen, og som troen lever på. Og fordi Kristus opfyldte loven og tog dens forbandelse på sig, ikke for sin egen - men for vor skyld, så bliver nu denne hans retfærdighed af Gud tilregnet den troende. Og da er den troende virkelig fuldkommen retfærdig. Men i det følgende vil vi se endnu mere om dette.

 

I vers 4 og 5 har apostelen nu vist os at vor egen fortjeneste - og: nåde ved troen, er så totalt modsat, at den som har (holder sig til) gerninger, intet får af nåde. Mens på den anden side, den som har mistet troen på alt hos sig selv, og tror på Kristus alene, ham tilregnes ikke noget af hvad han selv er. I stedet tilregnes han en retfærdighed som ikke findes hos ham. Alt er nu bare nåde. Dette stadfæster Paulus så med et nyt vidnesbyrd fra Det gamle testamente, ved at tilføje:

 

6-8: Sådan priser også David det menneske saligt som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger. Salige er de som har fået sine overtrædelser tilgivet og sine synder skjult. Salig er den mand som Herren ikke tilregner synd.

Om denne trøsterige tekst siger Luther: "Overfor et sådant ord burde vi gå på vore knæ til verdens ende". Helt i begyndelsen af dette brev har Paulus bemærket at det han forkynder, det er "Guds evangelium". Det er ikke noget han selv havde opfundet. Det er ikke noget nyt, men noget som udførligt var lovet og forkyndt i den hellige Skrift. Derfor citerer han nu fra Det gamle testamente først Abrahams eksempel, og derefter Davids ord. Dette var de to største Guds mænd og kæreste venner. Som nævnt tidligere var David en så stor profet at ikke bare alle hellige, men også Kristus under sine lidelser, brugte hans ord fra salmerne. Og her forkyndes da Guds evangelium med denne profetens ord i Salme 32: "Salige er de som har fået sine overtrædelser tilgivet og sine synder skjult".

 

Ordene i Salme 32 lyder egentlig sådan: "Salig er den" osv. Men her har Paulus ændret det til flertal, og siger "Salige er de." Dette fordi han vil minde læseren om at dette var et budskab som gjaldt alle mennesker. Dermed synes han at ville forhindre at nogen skulle læse disse ord som om dette bare gjaldt en anden. Han vil at hver og en må lade dette tale til sig selv, og selv søge at få del i denne nåde som forkyndes her. Her har vi jo de vigtigste og mest trøsterige sandheder som findes for hvert enkelt menneskes evige vel. Og apostelen fortsætter:

 

Sådan priser også David det menneske saligt som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger. Her, såvel som i de to følgende vers, hører vi med klare og utvetydige ord at et menneske kan være retfærdigt ind for Gud, selv om det endnu slider med synden. Her siges det nemlig udtrykkeligt at når Gud retfærdiggør et menneske, så sker det ikke på den måde at han udsletter synden i mennesket, og gør det syndfrit i sig selv. Men at det sker ved en tilregning. Her står det: "… som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger". Denne tekst siger at vor retfærdiggørelse sker på den måde at Gud tilregner mennesket en retfærdighed som ikke findes hos mennesket, - og samtidig (vers 7) "tilgiver" og "skjuler" de synder som findes hos mennesket. Eftersom ordet "retfærdiggøre" måske kunne virke tvetydig for nogen, så bruger Paulus her i stedet udtrykket: "tilregne retfærdighed". Derefter stadfæster han samme salige værk med Davids ord, at alene det menneske er saligt "som har fået sine overtrædelser tilgivet og sine synder skjult", eller dækket over. Alene det menneske er saligt "som Herren ikke tilregner synd".

 

Tænk nu over dette: Det menneske er saligt "som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger", og som han ikke tilregner synderne. Når den altså må tilregnes et menneske, så er det jo dermed også sagt at retfærdigheden ikke findes hos det salige menneske selv. For havde den fandtes der, så havde det ikke været nødvendig at "tilregne" os den. På den anden side indebærer dette også at synderne findes hos det salige menneske. For ordene i denne tekst siger at synderne "ikke tilregnes" dem, men "skjules".

 

Her står vi med hele Skriftens store hovedlære, som vi finder i al Guds forkyndelse om Kristi stedfortrædergerning, og hvordan han tilregner retfærdighed. Der tales mere udførligt om dette i kap. 3:21-26. Men her har vi dette udtalt i korte, men præcise ord, som samtidig knuser den falske opfattelse at vi skulle retfærdiggøres på den måde at vi blev syndfrie i os selv*. En sådan opfattelse har sjælefjenden nemlig af og til forvildet mennesker med. Nej, Paulus siger her udtrykkeligt at Gud gør os retfærdige på den måde at han tilregner os retfærdighed, uden at vi i os selv er eller bliver retfærdige eller syndfrie her på jorden. Derfor er det at synderne må "tilgives" og "skjules".

 

*Denne falske udlæggelse, at menneskene ved retfærdiggørelsen bliver syndfrie i sig selv, har nogen gange skyldtes at man bare har set på sammensætningen af nogle ord som bruges om retfærdiggørelsen. Og disse er heller ikke Skriftens egne ord. Det gælder f.eks. det latinske justifico og det svenske "rettferdiggøra". Når sådanne ord sammenholdes med lignende ord, som f.eks. sanctifico, vivifico, og lignende, kan det opfattes som om de skulle betyde at vi gøres retfærdige i os selv. Men da ser vi betydningen af at kende grundsprogets ord i NT, dikaioo, retfærdiggøre, som ikke betyder at gøre en sag eller person i sig selv retfærdig. For dette ord betyder over alt hvor vi finder det, at regne for retfærdig, anse eller dømme nogen for retfærdig - uanset om han i sig selv er det, eller ikke. F.eks. i Matt. 11:19 hedder det i grundteksten: "Men visdommen er retfærdiggjort af sine børn." Der er ordet dikaioo benyttet, og det kan ikke betyde at visdommen blev gjort retfærdig, men at visdommen blev anset, dømt at være ret eller retfærdig. I Matt. 12:37 siges det iflg. grundteksten: "For efter dine ord skal du blive kendt retfærdig", dikaiotäsi, som ikke betyder gjort retfærdig, men bevist, dokumenteret, at være retfærdig. Noget som også understreges af modsætningen (i samme vers): "og efter dine ord skal du blive domfældt" (grundteksten). I Luk. 7:29 siges det iflg. grundteksten: "Og de retfærdiggjorde Gud". Det var i sandhed ikke på den måde at de gjorde Gud retfærdig, men, sådan som vor Bibel også oversætter det: de "gav Gud ret", dvs. erkendte at Gud var retfærdig. Også i Rom. 3:4 siges det til Gud: "For at du må kendes retfærdig i dine ord" osv.  Disse, og flere andre lignende steder i Skriften viser hvad ordet dikaioo betyder. Altså ikke gøre retfærdig, men holde, anse, dømme for at være retfærdig.

 

Har vi nu gennem dette forstået, at vi ikke er retfærdige i den forstand at synden er slettet ud i os selv, eller at vi i os selv opfylder loven fuldkomment, men at det sker ved en "tilregnelse"? Må vi da ikke falde i en lige stor vildfarelse på modsat side, ved at tænke at Gud regner os altså for retfærdige selv om vi egentlig ikke er det. Nej, lovet være Herren Kristi navn! Vi er virkelig retfærdige ved ham. Hvis man ikke er blevet fuldt vågen til at se Guds barns fuldkommenhed, da drømmer man om en slags retfærdiggørelse hvor Gud ligesom siger at nu fritages du for mine hellige bud og domme, - uden at man på nogen måde ejer det som retfærdighed betyder: En fuldkommen opfyldelse overfor loven, sådan at man ikke kan straffes efter den. En sådan indstilling er jo en særdeles nedsættende tanke om Gud, som om han viser barmhjertighed på bekostning af sin retfærdighed. Det er noget ganske andet Paulus forkynder. Allerede i kap. 3:25-26 har vi set at han forkynder at "Ham (Sønnen) stillede Gud til skue i hans blod som en nådestol ved troen, for at vise sin retfærdighed" - fordi han skulle gøre den retfærdig som tror. Sådan lyder også fortsættelsen: "så han (selv) kunne være retfærdig", og videre: "og retfærdiggøre den som har troen på Jesus" (svensk: som er af Jesu tro).

 

I kapitel 5 siger han udtrykkeligt at det er "ved den enes lydighed", "én mands retfærdige gerning", vi bliver retfærdiggjort. Det sker ikke ved at vi fritages fra et eneste bogstav eller tøddel af loven, men gennem en hel og fuldkommen opfyldelse af alle lovens bud og domme. Dette som Stedfortræderen gjorde så fuldkomment for os, og i vort sted, som om vi selv havde gennemlevet alt dette. Et menneske kan gøre op for det en anden skylder, f.eks. betale sin brors gæld, sådan at den skyldige virkelig bliver skyldfri og ikke kan kræves. Når det er gjort, så er han ikke bare at anse for skyldfri, men han er virkelig skyldfri ved at broderen har gjort op for hans gæld. I hvor meget større grad må da ikke Herren Kristi fuldbragte opgør for os, gøre os virkelig skyldfrie og retfærdige, på trods af at vi ikke selv er i stand til at opfylde loven?

 

Derfor må vi ikke opfatte ordene "tilregne retfærdighed" som om Gud skulle regne os for retfærdige mens vi egentlig ikke er det. Nej, meningen er bare at det er en andens retfærdighed som er skænket og tilregnet os, men på et så sandt og fuldkomment vis at vi virkelig er retfærdige. Den hellige lov i sin majestætiske ret er ikke tilsidesat. Dens påbud og krav i sin fulde bredde er tværtimod fuldbyrdet. Dens dom og straf er udsonet i al sin gru. På Golgata mødtes på den ene side barmhjertighed, og på den anden side retfærdighed og dom. Og fra dette møde udstråler der en uendelig herlighed. Når dette bliver fuldkomment åbenbaret i himmelen for mennesker, engle og alle fornuftens skabninger, da skal de fylde evigheden med lovsang og pris til Gud.

 

Kort gentaget: Gud er retfærdig når han retfærdiggør den som tror. For det er ikke bare en tænkt eller digtet, men en virkelig retfærdighed han tilregner os. Og på den sidste dag skal han for øjnene af hele verden kalde sine troende retfærdige (Matt. 25:37-46), og i fuld overensstemmelse med det den fuldkomne retfærdighed kræver, give dem "retfærdighedens krans" (2. Tim. 4:8).

 

Nu har vi altså set at vor retfærdighed består ikke i at synderne ikke mere findes i vort liv, men at det er Kristi lydighed som er vor retfærdighed, og at vi i den på alle måder er retfærdige overfor loven. Sådan forstår vi det underlige forhold som vor tekst tydeligt nok udtaler, at de troende samtidig er både syndere og retfærdige. Virkelige syndere i sig selv, og virkelig retfærdige i Kristus. Og at Gud aldrig dømmer os efter hvad vi er i os selv, men alene efter den fuldkomne retfærdighed i hans elskede Søn. Ja, her står vi overfor et forhold som er så stort, så nådefuldt og herligt, at de troende aldrig fuldt ud kan fatte det. Og for verden er denne hemmelighed fuldstændig skjult.

 

Sagen er altså

at der findes nogle mennesker på jorden som Gud aldrig tilregner deres synder!

Tror du dette?

 

Her siger David og Paulus udtrykkelig: "Salig er den mand som Herren ikke tilregner synd." Hør! - "Den mand som Herren ikke tilregner synd!" Findes der noget sådant menneske på jorden? Hvor findes han? Har du set et sådant menneske? Bekend at vi ikke tror Guds ord fuldt ud!

 

En så lykkelig mand ville jeg gerne se. En som står i et sådant forhold til Gud at han aldrig tilregner ham nogen af hans synder. Og hvem er det som er så lykkelig? Det er samme person, siger Paulus, "som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger", og "som har fået sine overtrædelser tilgivet og sine synder skjult". Men hvad er det som kendetegner et så lykkeligt menneske, siger du? Hvad kan jeg genkende dem på? Lad mig vide det, om jeg måske til og med kunne være eller blive et så lykkeligt menneske! Apostelen siger (vers 5) at det er et menneske som føler sig fuldstændig ugudelig, og derfor ikke har nogen som helst gerninger at holde sig til, men bare må "tro på ham som retfærdiggør den ugudelige." Hvad der ligger i dette, har vi allerede vist.

 

På samme måde beskriver også David den salige mand som Gud ikke tilregner synd (Salme 32). David skildrer ham sådan: Den falskhed i ånden som har gjort at han først har tid for Herren med sin synd, har nu måttet vige, og han er nu en som "vil bekende sine misgerninger for Herren". Dette betyder for det første at her har vi ikke et stolt menneske, som Guds Ånd ikke har fået lov at arbejde med, som trøster sig til hvad det selv kan bidrage med, og som ikke har brug for at søge til nådestolen. Der er ikke én som kan føre et så falskt spil ind for Gud, at han frembærer sine ofre af pæne gerninger, bønner og hellig virksomhed m.m. for ham, men tier om sine synder, enten fordi han ikke har nogen nød over dem, eller også fordi han bevidst omgår dette punkt, fordi han fortsat vil leve i dem.

 

Vi ser hvordan David havde det da han "tiede" med sine synder for Herren, og senere betegnede dette som "svig i sin ånd" (Salme 32). At dette "svig" er drevet bort, er det første som ligger i dette: "Jeg vil bekende mine misgerninger for Herren". Men i denne bekendelse ligger der også en tillid til Guds nåde. For den som ikke har nogen som helst tro på Guds nåde, flygter for Gud og skjuler sin synd. Kommer ikke frem for ham med nogen bekendelse. Det er det Kristus forklarer når han til sådanne fattige syndere som skælvende havde søgt ham, alligevel kunne sige: "Din tro har frelst dig". Vi ser altså at der altid er tro i det hjerte som ikke kan holde sig borte fra nådestolen.

 

Genkender du dig selv i dette? Er det sådan du har det, du som læser dette? Da er du netop et sådant saligt menneske som Gud ikke tilregner synd. Så elendig, syndig og uværdig du da end måtte være, så står du i en urokkelig nåde og venskab hos Gud. Du er et nådebarn som han aldrig vil dømme efter loven, aldrig tilregne synderne. Han ser dem nok, men han siger: Jeg tilregner dig dem ikke, fordi du tror på min elskede Søn, og jeg har stillet ham frem som en nådestol, et soningsoffer. I grundteksten finder vi i vers 8 et udtryk som står for en stærk nægtelse af at synderne tilregnes, tilsvarende "ikke at tilregne nogen synder", eller egentlig: "slet ikke tilregne synden". Det er den største alvor i den store guddommelige sandhed: At de troende er et folk som Gud ikke tilregner synd. Om du endnu ved om megen synd i dig selv, så glem aldrig hvad det er denne tekst taler til dig. Her siges ikke: Salig er den mand som Gud ikke finder nogen synd hos. Men: "Salig er den mand som Herren ikke tilregner synd". Her siges ikke: Salige er de som ingen overtrædelser har begået. Men: "Salige er de som har fået sine overtrædelser tilgivet."

 

Som har fået sine overtrædelser tilgivet. Du siger: ikke alene bærer jeg på fristelser til synd. Jeg handler også konkret mod Guds bud. Det er jo forfærdeligt! Svar: Dette er selvfølgelig galt, og noget du i nød må bede Gud om at få nåde til at vende dig fra. Det er konkret overtrædelse af Guds bud, som også er nævnt her i teksten. Det er dette som kaldes overtrædelse, synder, at bryde Guds bud, osv. Og så siges det her at også dette skal blive tilgivet. Men, siger du, kan jeg være helt sikker på at Gud virkelig tilgiver mig alle mine synder? Svar: Hvem skulle du tro i et så afgørende spørgsmål - om ikke Gud selv? Ikke bare har Gud ladet sine vidner stadfæste at han "ikke tilregner den synder" som tror på Sønnen. Men han har også selv i sin guddommelige majestæt forsikret: "Så sandt jeg lever: Jeg har ikke behag i den ugudeliges død". "Om jeres synder er som purpur, skal de blive hvide som sne, om de er røde som skarlagen, skal de blive som den hvideste uld". "Jeg, jeg er den som udsletter dine misgerninger for min skyld, og dine synder komme jeg ikke i hu". Dette taler Gud selv om hvordan han tilgiver synderne. Hvem skulle jeg tro, om ikke Gud selv?

 

Og vor tekst siger jo ikke bare at synderne bliver tilgivet, men også at de er skjult. Med dette udtryk synes Paulus at ville minde om "nådestolen" som soningsofrenes blod blev stænket på. Nådestolen var låget på pagtens ark, og skjulte dermed lovens to tavler som lå i arken, og som vore synder står skrevet på. Dette minder os om hvorfor vore synder ikke tilregnes os: Det er for Kristi skyld og hans blodige forsoningsdød. Udelukkende på denne grund har vi en evig nåde, så stor og sikker at Gud aldrig ser de troendes synder sådan som de i virkeligheden er (dvs. med deres skyld og fordømmende magt). Han ser dem som en øm far ser barnets fejl og mangler, som bruger al sin magt for at opdrage barnet bedre, men aldrig på grund af fejlene forkaster barnet. Nej, det er aldrig hensigten når han straffer det på grund af ulydighed. Om du føler i dit hjerte, eller oplever gennem ris og plager, at Herren vredes over synden, så vid at han alligevel aldrig i sin vrede vil forkaste dig - så længe du bliver værende ved nådestolen. Han arbejder bare på at døde dine fjender, dine synder, som plager og udmatter dig. Det er ikke at fordømme dig han vil med dette. Det forsikrer denne tekst dig om.

 

Men her gælder det nu at man med fast tro holder sig til Ordet, og ikke lader sig forvilde af hvad vi synes eller føler. De værste erfaringer af synden, og de forfærdeligste storme af indre nød og ydre angreb, kan ikke forandre på denne Guds sandhed at Gud tilgiver, og at han ikke tilregner synden, men lader sine små troende leve under en evig nåde. Se nærmere på vidnesbyrdene til den mand Paulus holder frem! Se på Davids historie! Se hvilken stor nåde han erfarede, - og hvilke forfærdelige fald han oplevede. Se på det høje kald han fik, til at være Kristi forbillede og stamfar, fra hyrdedreng - til Israels konge og profet! Og se så hvordan Guds vidnesbyrd om ham lyder (1. Sam. 13:14), og hvad der strømmer fra hans hjerte i salmerne. Der var det stor nåde og et hjerte som brændte for Herren. Og alligevel, - Satan sigtede ham forfærdeligt.

 

Davids historie vidner om afskyelige udbrud af synden, fald og overtrædelser. Så fulgte anger og sønderknuselse ind for Gud. Senere: Nye forfølgelser og bitter ydmygelse af mennesker. Og igen stor anger og gråd ind for Herren, - "for min synds skyld" siger han. Alligevel forkaster Gud ham ikke fuldstændig. "Han går ikke altid i rette", siger David, "og gemmer ikke på vrede for evigt. For så højt som himmelen er over jorden, er hans miskundhed mægtig over dem som frygter ham". Det er David som udtaler dette. Derfor kunne han til sidst heller ikke love og prise Herren nok, men opfordrer alt som er i himmelen og på jorden til at love og prise ham (Salme 103:9,11,20-22). Og hvad var det som gjorde hans hjerte så brændende? Jo, det var netop denne evige tilgivelse som var hovedsagen. For han siger: "Min sjæl, lov Herren. Han som forlader al din misgerning, som læger alle dine sygdomme."

 

Paulus har nu brugt Abraham som eksempel, og Davids ord (vers 1-8), for at bekræfte den store og grundlæggende sandhed: At menneskene bliver frelst alene ved en tilregnet retfærdighed, og at Gud tilregner os denne retfærdighed, når vi alene, som Abraham, i troen har al vor trøst i hans løftesord om Sønnen. Men dette er jo at gøre al menneskelig fortjeneste til intet, og Guds frie nåde til alt. Og der er ikke noget andet som strider mere mod vor natur, som vrider sig til alle sider for at forsøge at finde noget hos menneskene som kan give grundlag for en sådan nåde. I de vers som følger, går Paulus derfor ind for at gardere denne grundlæggende sandhed mod ethvert sådant forsøg. På ny går han da ind på jødernes stærkeste støtte i selvsikkerheden, og siger at omskærelsen slet ikke giver noget fortrin (vers 10-11). Heller ikke det at man tilhører Guds ejendomsfolk (vers 11-12), og ikke en gang at man ejer hele Guds lov (vers 13-15). Vi frelses alene af Guds frie nåde, ved troen (vers 16-17). Også her bruger han Abraham som eksempel. Han siger:

 

9 og 10: Gælder da denne saligprisning de omskårne, eller gælder den også de uomskårne? Vi siger jo at troen blev regnet Abraham til retfærdighed. Hvordan blev den så tilregnet ham? Skete det efter at han var blevet omskåret, eller da han var uomskåret? Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret.

Det var nødvendig med en sådan afklaring, både for dem som havde omskærelsens tegn, og for dem som ikke havde denne. For selv om de måske kunne være overbevist om at Abraham blev retfærdiggjort ved tro, så kunne de alligevel komme på tanken om at denne salighedsvej vel bare tilhørte dem som Herren Gud ved pagtstegnets segl havde valgt som sit folk, og at den dermed ikke var for alle mennesker. Men nu viser Paulus på en overbevisende måde at sådan var det ikke. Vi siger jo, skriver han, - dvs. dette er vi jo overbevist om, med baggrund i vor historie - at troen blev regnet Abraham til retfærdighed. Så spørges der: Hvordan blev den så tilregnet ham? Skete det efter at han var blevet omskåret, eller da han var uomskåret? Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret.

 

Abraham fik omskærelsens tegn da han var halvfems år gammel (1. Mos. 17:24). Da var Ismael tretten år (vers 25). Men Abrahams tro blev regnet ham til retfærdighed før Ismael blev født (Kap. 15:6 og 16:16). Af dette ser vi at Abraham blev retfærdiggjort mere end tretten år før omskærelsen blev indstiftet. Og dermed var det også tilstrækkelig dokumenteret at omskærelsen ikke havde bidraget til hans retfærdiggørelse, at retfærdigheden gennem troen dermed også gives til en hedning, så snart han kommer til troen på Kristus, og at frelsens vej dermed er den samme for alle mennesker. Den som har Abrahams tro, han er retfærdig og salig enten han er jøde eller græker. Men hvis omskærelsen ikke havde nogen som helst betydning for at Abraham blev retfærdiggjort, hvad skulle den så tjene til? Dette svarer apostelen nu på. Han siger:

 

11 og 12: Og han fik omskærelsens tegn til segl på den retfærdighed af tro som han havde fået da han var uomskåret. Sådan skulle han være far til alle de troende som er uomskårne, så retfærdigheden kunne blive tilregnet også dem, og ligeså far til de omskårne som ikke bare har omskærelsen, men også følger i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde da han var uomskåret.

Her siger Paulus at det var langt fra at omskærelsen kunne have bidraget til Abrahams retfærdiggørelse. At den tværtimod har været et "segl" på retfærdiggørelsen som da allerede var sket. Og historien bekræfter dette, ved at Gud indstiftede omskærelsen (1. Mos. 17) som et tegn på den pagt han allerede havde oprettet med Abraham. Men selve kernen og herligheden i denne pagt var løftet om den velsignede slægt, Kristus, og retfærdiggørelsen ved troen på ham.

 

Jo mere dyrebar og højt over al fornuft denne gave var, jo fastere og sikrere burde Abrahams tro kunne holde fast i den. Derfor har den omsorgsfulde og kærlige Gud til sit løftesord også knyttet et løftestegn i omskærelsen. Gennem omskærelsens tegn lyder dette budskab: Du er født i synd, og føder fortsat syndige efterkommere. Men se, af dig Abraham, af din slægt, skal der på trods af alt dette fødes en mand som skal være uden synd. Og gennem ham skal alle verdens synder tages bort. Gennem ham skal du og alle dine sande børn, dvs. de som har samme tro som dig, blive retfærdiggjort overfor mig, lige så fuldkomment som om I var født uden synd. Dette er det apostelen, med sit åndelige øje, har set i at Gud gav omskærelsens tegn, for han siger at det blev givet til et segl på retfærdigheden af tro.

 

Men hvordan skal vi forstå det at apostelen her omtaler omskærelsen bare som et segl på troens retfærdighed, når den andre steder i Skriften (f.eks. 5. Mos. 10:16, 30:6, Rom. 2:29) synes at skulle betyde hjertets omskærelse, eller den nye fødsel? Til dette kunne man jo svare at Paulus her bare så det som sin opgave at vise at omskærelsen ikke bidrog til retfærdiggørelsen, og at det er derfor han siger at den bare udgør en bekræftelse på den retfærdiggørelse som allerede er sket. Men det rigtige svar er: Netop fordi omskærelsen var et segl på retfærdigheden af tro, så var den for de troende et nådemiddel til at virke en fornyelse i hjertet. Og det var dette omskærelsen skulle være et billede på (en hjertets omskærelse - kap. 2:29). Alt som styrker troen, styrker også helliggørelsen. Retfærdigheden af tro, og hjertets fornyelse, hænger så nøje sammen som træet og dets frugt. Og dette var grund nok til at Paulus her bare omtaler det omskærelsen dybest set stod for: Et segl på retfærdigheden af tro.

 

Til et segl, Abraham fik omskærelsen som et segl på troens retfærdighed. Når en officiel pagt opsættes, bliver den til sidst påført et bekræftende segl (rigets segl). Omskærelsens tegn var et sådant segl. I dette har vi en dyrebar lærdom i hvad sakramenterne skal tjene til. Vi ved også at vore kirkefædre brugte disse formuleringer i trosbekendelsen (om omskærelsen som et segl på retfærdigheden af tro) når de ville give en grundlæggende lære om sakramenterne (Apologia art.7 og samtl. W. XIX, s.76). Omskærelsen var et tegn. Men ikke bare et tegn som satte skel mellem jøder og hedninger. Den var også et nådetegn, et Guds segl på det gode han havde givet i Ordet. Derfor var den også for de troende et nådemiddel. Den var et middel til at de stadig blev mindet om den nåde og det løfte som blev givet til Abraham. De troende jøder, som kendte Guds vej med sit folk, blev på den måde trøstet og styrket gennem dette tegn/segl, på samme måde som evangeliet virkede. Bare med den forskel at her skete det gennem et ydre tegn.

 

Sådan er det også med Det nye testamentes sakramenter. De er ikke bare et ydre synligt kendetegn på hvem som er kristne, men, som Augustin siger, "synlige nådeord". De er et segl, en stadfæstelse overfor det enkelte menneske, om at det har del i den nåde som gennem forkyndelsen tilbydes hele verden. Gennem sakramenterne vil Gud ligesom tage det enkelte menneske til side og sige til dem: Det er dig jeg mener, dig som jeg giver dette ydre tegn. Dig giver jeg denne usynlige, åndelige gave som jeg ved mit ord har knyttet til dette tegn.

 

Sådan er det med dåben. Da Kristus indstiftede dåben, lagde han hele frelsens gave ned i den, når han udtalte disse ord: "Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst." Det er ikke bare det naturlige vand, men ved Guds ord: Det nåderige livets vand og et bad til genfødelse i Den Hellige Ånd. Det samme gælder nadverens sakramente. Jesus siger om brødet og vinen: "Dette er mit legeme ... Dette er mit blod, som blev udgydt for jer til syndernes forladelse." Så er det ikke bare det naturlige brød og vinen, men, sådan som Paulus siger det: "Brødet er samfund med Kristi legeme, og kalken er samfund med Kristi blod" (1. Kor. 10:16, 11:27,29).

 

De vantro blandt jøderne havde omskærelsen alene som en lovgerning. Og dermed blev den bare en falsk trøst og et bedrag for dem. Men på samme måde er også dåben og nadveren i dag for de ugenfødte, bare ydre ceremonier, og fører bare til at de bedrages.

 

Derfor må troen altid være der, for at vi skal få velsignelse af Herrens ord og de sakramenter han har indstiftet. Luther siger:" Der af kommer sandheden i ordsproget: Ikke sakramentet, men troen på sakramentets løfte, retfærdiggør". Så har omskærelsen heller ikke retfærdiggjort Abraham og hans slægt. Men Paulus siger den er et segl på retfærdigheden af tro. For troen på det løfte som omskærelsen var knyttet til, retfærdiggjorde og opfyldte det som omskærelsen var et billede på. Det er altså bare den som har troen, som får velsignelsen gennem sakramenterne. Dermed bliver sakramenterne heller ikke bare ydre tegn og smukke forbilleder i vort sind. Og allermindst bliver det, sådan som nogle mener, rene lydighedsgerninger eller noget vi foretager os for at bekende vor tro.

 

Nej, det at sakramenterne ikke bliver til nogen frelse for en vantro, det er noget som også gælder alt det Gud har gjort eller givet. For, som det er med evangeliet, sådan er det også med hele Kristi værk: "Ordet som de hørte, blev til ingen nytte for dem, fordi det ikke ved troen var smeltet sammen med dem som hørte det" (Heb. 4:2). Men det gør jo ikke at vi siger at Ordet og hele Kristi værk er tomme tegn som ikke har nogen nytte. Tværtimod siger vi at samme ord, som ikke blev til nogen nytte for dem som ikke troede, netop formidler Kristus og al hans fortjeneste til dem som tror. Dette ser vi bl.a. i Rom. 10:6-8: "Men retfærdigheden af tro siger: Sig ikke i dit hjerte: Hvem skal fare op til himmelen? - Det vil sige, for at hente Kristus ned. Eller: Hvem skal fare ned i afgrunden? - Det vil sige, for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte" osv. Disse ord siger os: Du behøver ikke spejde opover mod himmelen, eller ned i afgrunden, efter Kristus. Du har ham hos dig. Du har ham i Ordet: "Det er troens ord, det som vi forkynder". Har du troen i hjertet, så har du Ham i dit hjerte.

 

Det samme gælder sakramenterne. De gør at jeg ikke behøver at svæve omkring, hid og did, men kan tage imod ham gennem hans synlige tegn, sådan som Augustin udtrykte det: "Sakramenterne er synlige nådeord." Et sådant synligt nådeord/nådebudskab var omskærelsen også. Og til sidst vil vi minde om at omskærelsen, som altså var et segl på retfærdigheden af tro, efter Guds forordning skulle udføres på de nyfødte børn (på den ottende dag – 1. Mos 17:12). Dermed er det sikkert at Gud også har villet vise at et nådetegn som modtages når vi er så små, også kan tjene til velsignelse. Men igen går vi tilbage til teksten.

 

Apostelen siger videre at Abraham, som altså allerede var en troende, modtog omskærelsen som et tegn på at han også "skulle være far til alle de troende," både for dem som er uomskårne, men også for de "omskårne som ikke bare har omskærelsen, men også følger i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde." Abraham er i en særskilt betydning far til alle dem som tror på Kristus. Man kan sige at de troendes "slægt" på jorden er udgået fra Abraham. Den hellige slægt/sæd som skulle udgå fra Abraham, var Kristus. Og Kristus var det hellige hvedekorn som skulle bære meget frugt, og skulle forplante sig til en stor "slægtsager" af Kristus-mennesker, dvs. de som tror på Kristus og derved er født af Gud. Dette er Abrahams åndelige slægt (Rom. 9:7-8), som på denne måde er kommet fra Abraham. Derfor kaldes alle troende også for "Abrahams børn/æt/slægt" (Gal. 3:7,29). Omskærelsen skulle også vidne om dette.

 

På denne måde er alle folk og slægter på jorden genforenet til én familie i Kristus. Til søskende, til et, som Paulus siger det i Gal. 3:28: "Her er ikke jøde eller græker, her er ikke træl eller fri, her er ikke mand og kvinde. For I er alle ét i Kristus Jesus". Dette, at fremstille denne alle Guds børns enhed gennem troen på Kristus, har været et af hovedemnerne for Paulus (se kap. 3:29,30, 9:8, Gal. 3:28, Ef. 2:13-22). Også denne enhed, eller fuldstændige lighed ind for Gud, er et stort vidnesbyrd om at menneskers fortjeneste, deres venlige sind eller en anden dyd, ikke betyder noget ind for Gud. Herren ser alene om vi har Abrahams tro (svensk: er af Abrahams tro).

 

Tænk over hvilken stor forskel som trods alt findes mellem Guds pagtsfolk og hedningerne! Mellem dem som altså havde hele Guds ord, gudstjenesten som var indstiftet af Gud, og alt det øvrige som fulgte med i deres gudstjeneste. Og på den anden side dem som levede uden Gud i verden, på linje med de vilde dyr i skoven, i hele hedenskabets fordærvelse. Og så gøres begge disse folk til et, så de anses lige ind for Gud, bare ved troen på Kristus! Da må vi bekende, at i dette ligger der en stærk stadfæstelse på at Guds nåde ikke er afhængig af nogen som helst dyd eller gode egenskaber hos mennesket, men at Gud bare ser efter den hellige slægt, Kristus. Og der hvor han finder ham, der finder han alt det som behager ham.

 

Og ligeså far til de som også følger i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde da han var uomskåren. Disse ord må vi lægge mærke til. "Troens spor" kendetegnet Abrahams pilgrimsvej, helt fra han gik ud fra sit fædreland og til hans vandring sluttede på denne jord. Abraham har ikke bare vist et og andet eksempel på sin tro. Han vandrede hele sit liv med et himmelsk sind, i troen. Selv under hans liv i det land som helt konkret var givet ham og hans efterkommere, levede han i tro, så han anså sig som en fremmed her, og søgte et bedre fædreland, det himmelske (Heb. 11:9-16). Også dette ligger bag ordene "følger i fodsporene." Der er ingen som bliver et Abrahams barn ved at være from og have "kraftige gerninger" en gang i mellem, mens hjertet for øvrigt bare er optaget med at "vandre efter kødet". Nej, med disse ord: "…følge i fodsporene af den tro ..." menes at hele livet skal være en vandring i Ånden. Og det betinger en forvandling af hele mennesket, dets vej og dets væsen.

 

Det er egentlig dette som skiller de falske og de sande kristne fra hinanden. De førstnævnte kan nok deltage i kristelig aktivitet, tænke, tale og gøre noget kristeligt, og ind i mellem at engagere sig i et mere helligt liv. Men det er ikke dette som er deres egentlige liv. For når de ikke er optaget med kristelig engagement, så viser det sig at det deres hjerte er optaget med, er denne verdens ånd. Dette kommer jo af at de ikke er født til nye mennesker. Hjertet lever uden Kristus. Det er ikke Kristus og himmelen som er i deres hjerte. Derfor er der ingen Åndens tugt overfor al mulig forfængelighed, som nu tværtimod styrer deres liv. De troende, derimod, kan nok ind i mellem snuble, ja også falde, og vandringen bliver ufuldkommen. Men de rejser sig altid op igen i anger og tro. De korrigerer sin vandring, og forbliver år efter år de samme åndelige mennesker. Kristus og løftet om ham og hans evige rige, er deres store hovedskat, deres sang og det mål de ser frem til.

 

Sådan levede Abraham, og sådan har de det, alle dem som vandrer i fodsporene af den tro han havde. Vi ved at der ikke er nogen som helst ydre gerninger, og heller ikke noget nådens værk i vore hjerter, som gælder ind for Gud. Al vor retfærdighed ind for Gud er hans Søns lydighed. Alligevel bliver vi ikke arvinger til det himmelske Kanaan, hvis der ikke af vor tro følger noget nådens værk i vore hjerter, som også åbenbarer sig i vore ord og gerninger i livet. Nåden er så stor, og er en gave, så der behøves der ingen som helst tilføjelse i form af noget som kan virkes i eller af os. Men, måtte ingen af den grund bedrage sig selv! Derfor er du ikke frelst, hvis ikke Ånden har fået lov at virke i dit hjerte: først en ny fødsel, og derefter fortsætte med at forny hele mennesket. Dette er det vi skal tage ind over os med ordene "vandre i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde". Men Paulus fortsætter brevet med at bruge Abrahams eksempel til at understrege retfærdigheden af tro. Han siger:

 

13: For det var ikke ved loven Abraham eller hans slægt fik det løfte at han skulle være arving til verden, men ved troens retfærdighed.

Der er en stor Åndens dybde i apostelens tanker og ord. Hvis vi ikke tænker nøjere efter, vil vi vanskeligt forstå dette vers, og sammenhængen med verset foran. Af ordet "for" ved vi at her er en sammenhæng. Her skal det tales mere om det som netop er sagt. Men apostelen har jo nu forklaret at omskærelsen er et "tegn til segl på retfærdigheden af tro". Hvordan kan det da være at han, med klar reference til den udlæggelse, nu begynder at tale om "loven"? Omskærelsen var jo et segl på retfærdigheden af tro? Svar: De som har et lovisk sind, ser alt lovisk. For de vantro jøder var omskærelsen en lovgerning og et segl på lovens pagt (dette er nærmere omtalt under Rom. 2:25). Nu taler Paulus til sit folk på den måde de havde behov for.

 

Det andet, som er en dyb hemmelighed her, er udtrykket "arving til verden". "Det løfte at han skulle være arving til verden", hvad betyder det? Løftet, som først blev givet til Abraham og senere fornyet til Isak og Jakob, lød sådan: "I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1. Mos. 12:3), eller "i din slægt skal alle jordens folk velsignes" (1. Mos. 22:18). Forbandelsen, som på grund af synden hvilede over hele jorden og alle dens børn (Gal.  3:13-14), skulle gennem denne "slægt", som var Kristus (Gal. 3:16), tages bort. Og en ny, velsignet slægt, Abrahams åndelige børn, skulle udbrede sig over jorden. Derved skulle Abraham blive en "far for mange folkeslag" (vers 17-18 i vort kap). Dette kan også betegnes med ordene "være arving til verden".

 

Men dette er vist ikke alt det apostelen lægger i disse ord. Læg derfor mærke til at som et "tillægspant" på dette store løfte, gav Herren Gud Abraham også løftet om at han og hans efterkommere skulle tage Kanaans land i eje. Men dette jordiske Kanaan var bare et billede på det himmelske hjemland. Alle de tre fædre, Abraham, Isak og Jakob, betragtede det selv sådan. Det ser vi af apostelens ord i Heb. 11:9-10,13-16, hvor der tales om at de, i det land som var lovet dem, ved troen ligesom levede i et fremmed land. De tog sig ikke nogen fast bopæl der, men boede i flytbare telte, mens de ventede på en "stad med faste grundvolde, den som har Gud til bygmester og skaber". Derved "bekendte de at de var fremmede og udlændinge på jorden," og at de søgte et bedre fædreland, dvs. det himmelske. Alene i dette skulle de få et evigt "ejendomsland", alene sådan skulle de komme til "hvile" (Heb. 4:8-9). Dette er den "kommende verden" (Luk. 20:35) Abraham skulle blive arving til, når jorden gennem hans velsignede slægt er befriet fra forbandelsen, sådan at bare retfærdighed bor der (2. Pet. 3:13).

 

I Skriften bliver dette himmelske fædreland ofte kaldt en "arv" (Heb. 9:15, 1. Pet. 1:4). Men det er ikke alene Abraham, men også hans åndelige slægt som er bestemt til at være arvinger af dette himmelske fædreland. "Alt hører jer til", siger Paulus (1. Kor. 3:21-23). "Den som sejrer, skal arve alle ting" (Åb. 21:7). Men Abraham blev på grund af sin særlige udvælgelse kaldt alle troendes far, og derfor bliver han også her omtalt som "arving", og samtidig "far for en mængde folk", sådan som løftet lød i 1. Mos. 17:5, og som der ofte sigtes til i vort kapitel.

 

Ordet "arving" har jo særligt sammenhæng med "børn", og de troende er jo Guds børn. Paulus siger: "Er vi børn, da er vi også arvinger. Vi er Guds arvinger og Kristi medarvinger" (Rom. 8:17). Dermed minder han os om at Guds børn har en ret til alt det gode Gud vil give. Men også om at de har denne ret på grund af at Gud har kaldet dem og genfødt dem ved sin Ånd til sine børn, og ikke på grund af noget de har kunnet foretage sig. Dette er en arveret som barnet ejer, udelukkende noget det blev født til. Derved er det en naturlig arving til alt det faderen ejer.

 

Sådan er barnet tydeligt skilt fra alle dem som gennem egen indsats har erhvervet det de ejer. Og sådan bliver dette et stærkt billede på det Paulus her vil have frem: At det er af bare nåde vi bliver Guds børn. Når man altså på denne vej holder sig til sin ret som barn, så er enhver form for løn efter fortjeneste udelukket. Gud havde givet Abraham og hans slægt en arv på jorden som aldrig kunne tages fra dem, så længe de blev værende i den pagt han havde oprettet med dem. Sådan er også den evige arvs ejendomsret urokkelig fast for alle dem som er, og bliver værende, åndelige børn. Og det store i denne vor arv er fremstillet i Skriften med sådanne udryk: et "kongerige" (grundteksten i Luk. 12,32), en "krone" (Åb. 2:10), og en "trone" (Åb. 3:21). Tænk hvad sådanne ord indebærer!

 

Ved loven. Det store løfte blev ikke givet Abraham og hans slægt ved loven (ordret efter grundteksten: "gennem lov"). Tidligere har Paulus vist at omskærelsen ikke kunne bidrage til at Abraham blev retfærdiggjort. Han var jo retfærdiggjort ved troen længe før han blev omskåret. Nu gentager han at hele det store løfte til Abraham ikke beroede på nogen lov eller gerning, men var givet ham fuldstændig frit, alene af Guds egen nåde og gode vilje. Abraham havde bare taget imod det i tro. I Gal. 3:18 viser han at loven og løftet er to totalt modsatte ting. Han siger: "For hvis man får arven ved lov, da får man den ikke længere ved et løfte. Men Gud gav den i sin nåde til Abraham ved et løfte."

 

Mange bekender med munden at nåden og troen er frelsens vej, men lægger alligevel en masse egne bidrag til for at få nåden. De forstår ikke at de dermed fornægter hele nåde- og gavebegrebet. Alle de steder Paulus sætter loven op mod løfterne, gerninger mod nåde, gerning mod tro, osv., er en påmindelse om dette faktum (f.eks. Rom. 11:6, Ef. 2:8-9 m.fl.). Men da han nu har vist at det store løfte blev givet til Abraham og hans slægt uden lovens retfærdighed, så sætter han i stedet for den en anden retfærdighed som grundlag for den store gave. Han siger:

 

Men ved troens retfærdighed. Tidligere har vi set at vi med dette udtryk ikke opfatter troen i sig selv som nogen retfærdighed. Nej, her tales der om en fuldkommen retfærdighed som er troens kilde, en fuldstændig opfyldelse af loven, som tilregnes dem som tror. Det sidste vers i dette kapitel forkynder Kristi død for vore overtrædelser, og hans opstandelse til vor retfærdiggørelse. Det er som en opsummering af hele kapitlet, og udtrykker evangelisk tydelig hvad det er troen hviler på, hos Abraham og hans børn. Og fordi deres tro er optaget med Kristus, som har borttaget synden og forbandelsen og opfyldt loven, så har de en virkelig retfærdighed. Det er "retfærdigheden af tro". Det er denne retfærdighed som er selve grunden til at de bliver arvinger til det himmelske fædreland. Derfor hedder det også ganske rigtigt: "De retfærdige skal arve landet og bo i det for evigt" (Salme 37:29). Al magt i himmel og på jord er givet Kristus, den rette "arving til alle ting" (Heb. 1:2). Og han, "den førstefødte blandt mange brødre" (Rom. 8:29), gør disse til sine "medarvinger" (vers 17). Han, som er hovedet for dette kongelige folk, herliggør dem som han har retfærdiggjort (vers 30). I det følgende viser Paulus på ny at noget man har fortjent ved en lovgerning - og en gave ifølge løftet, er så diametralt modsatte ting, at det ene udelukker det andet. Han siger nu:

 

14: For hvis de som holder sig til loven, er arvinger, da er troen blevet unyttig og løftet sat ud af kraft.

"De som holder sig til loven", dvs. de som går på den vej. Forholdet er jo hele tiden at der kun er to modsatte veje til frelse. Enten ved loven, og opfylde den. Eller ved troen på løftet. Det kan ikke ske under loven, ved troen. For loven kræver, mens løftet modtages ved tro. Det er to modsatte ting (Gal. 3:12). Hvis de som lever efter loven, bliver arvinger, da må læren om troen forkastes. Da er den en forførelse. Da er troen blevet unyttig, noget tomt og bedragerisk, og løftet sat ud af kraft, ugyldig og ophævet. Hvis altså arveretten opnås gennem lovens gerninger, da er hele Kristi stedfortrædergerning, og alt det Gud selv og hans engle, profeter og evangelister har forkyndt fra verden blev til, alt sammen falsk og et tragisk bedrageri. Det er det samme Paulus siger her, som i Gal. 2:21: "Jeg forkaster ikke Guds nåde. For er retfærdighed at få ved loven, da er Kristus altså død forgæves." Måtte hver eneste én som læser dette, tænke nøje over det! Med det som følger vil Paulus vise hvad de til sidst opnår gennem alt sit slid, de som lever under loven (svensk: er af loven)

 

15: For loven virker vrede. Men der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud.

Dette er i sandhed et meget væsentligt ord i Den hellige Skrift, som vi bør lægge os alvorligt på sinde, for at lære at skelne ret mellem lov og evangelium, og, som Luther siger, "vogte os for den frejdighed at ville bruge vore fattige tiggergerninger til at handle med den store guddommelige majestæt, eller ville standse ilden med halmstrå."

 

Loven virker vrede. Hvad kan dette betyde? Nogen har troet at "vrede" her sigter til menneskers vrede overfor Guds dom, eller den bitterhed mod Gud og hans lov, som opstår i hjertet når den stakkels synder oplever at han ikke kan holde loven. Selvfølgelig kan der nok opstå en sådan vrede. Men sammenhængen, og mange tilsvarende bibelsteder, viser at her må meningen være at loven tjener ikke til at vi får Guds nåde, men tværtimod hans vrede, mod os. Da ser vi sammenhængen med verset foran. Paulus tilføjer også straks: Men der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud. Det viser at her tales der om en vrede på grund af lovbrud. Altså Guds vrede*.

 

*Doktor Philippi siger: "Med ordet "vrede" kan der ikke her menes menneskers vrede overfor Guds dom. For vreden sættes her op mod nåden og løftet, og må derfor betegne noget hos Gud. Desuden taler Skriften om "fjendskab" hos det syndige menneske, i dets forhold til Gud (Kap. 8:7, Kol. 1:21), men aldrig om "vrede". Derimod tales der om Guds vrede (kap. 1:18, 2:5,8, 3:5, 5:9, osv.). Orgä betyder vrede, og det betegner altså her intet andet end Guds vrede i dens objektive virkelighed. Og grunden til at loven bevirker denne guddommelige vrede, forstår vi af sammenhængen med sidste del af dette vers. Det er jo loven som følger efter, nemlig at loven virker overtrædelse. Men denne sandhed udtrykker apostelen altså negativt: "der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud". Selv om dette udtryk ikke forudsætter nogen logisk nødvendighed for at loven virker vrede, så ligger der alligevel i sagen en nødvendighed i dette, nemlig fordi det allerede er afgjort at der i al menneskenatur er synd imod loven, så må følgen også være at Guds vrede gennem loven kommer over menneskene.

 

Det er en negativ "bagside" ved enhver lov, at den jo samtidig viser mulighederne - og frister til overtrædelse. Og følgerne bliver jo vrede, dom og straf. Men hvor der ikke er nogen lov, der kan der heller ikke være nogen overtrædelse af loven. Hvis man kunne tænke sig at et menneske levede i en situation hvor det ikke var underkastet nogen lov, så kunne det jo heller aldrig anklages for skyld eller vrede. For synd er jo overtrædelse af en lov. Så ville dette menneske da være uden synd - fordi det ikke havde nogen lov over sig. Det siger Paulus også i kap. 5:13: "Men der hvor der ikke er nogen lov, bliver synden ikke tilregnet". Guds lov kræver jo fuldkommen renhed i hjertet, og fuldkommen kærlighed og lydighed. Men en sådan tilstand findes ikke i menneskenaturen efter syndefaldet. Da er det en uundgåelig konsekvens at loven bliver overtrådt. Og på den måde kommer Guds vrede over os.

 

Det er netop dette Paulus udførligt har bevist i de tre første kapitler, at alle mennesker, af alle folk og ydre omstændigheder, "har syndet". "Der er ikke én retfærdig, ikke en eneste". "Derfor bliver intet kød retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger", men tværtimod "åbenbares Guds vrede over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker" (1:18). Dette er da den tilstand det naturlige menneske står overfor, at Guds lov så langt fra retfærdiggør, men derimod gør at du møder Guds vrede og straf. Dette viste sig allerede da loven blev givet på bjerget Sinai. Før havde Gud ikke begyndt at give dem sine hellige bud, så blev det en overtrædelse af det første bud, og tre tusind faldne understregede den Guds vrede som loven virker.

 

Men det er ikke nok at en lov samtidig viser mulighederne for overtrædelser, og dermed frister til det, og at Guds lov nødvendigvis må blive overtrådt af det faldne menneske. Desuden er naturen så ond at den ret og slet opflammes til endnu mere synd når den møder forbuddet. Dette taler Paulus om i kap. 7:7-13. Der siger han at selve buddet: "Du skal ikke begære", vakte al slags begær i ham. Det virkede sådan at den synd han tidligere ikke havde været sig bevidst i sit liv, nu virkelig blev levende og virksom, "blev ved buddet overmåde syndig" i ham. Dette er endnu en forklaring på hvorfor loven altid virker vrede.

 

Men apostelen siger altså ikke: "Der hvor der er en lov, der er der også lovbrud." Når han i stedet siger det i den nægtende form: "Der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud", så synes det at være sket for at prise de troendes salighed, de som "ikke er under loven, men under nåden". Disse er i en sådan nådestand, som om der ikke fandtes nogen lov, fordi "Herren ikke tilregner dem deres synd" (vers 8). Derfor siger Paulus også i Rom. 8:1 at der ikke er nogen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus. Hvis vi kunne tro dette sådan som det er vist os hos Gud, at han ikke dømmer os efter loven men bare ser os i Kristus, så ville vi også "have det sådan i vor samvittighed, som om der ikke var givet nogen lov på jorden, hverken et eller ti bud" (Luther). "For", siger Luther videre, "vor retfærdighed er intet andet, og består ikke af noget andet, end at vi intet gør, og ikke hører eller kender til hverken nogen lov eller nogen gerninger. Men at vi ved og alene tror dette at Kristus er vor ypperstepræst og er gået til Faderen, hvor han handler, taler og beder for os, og regerer over os og i os gennem sin nåde."

 

Dette er da i sandhed en salig stilling. Derimod er det at være under loven altid det modsatte af salig, om vi så er de bedste mennesker. For da kan vi ikke undgå Guds vrede, fordi vi jo ikke er fuldkomne og syndfrie. Og loven giver ikke nogen nåde.

 

16 og 17: Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde, sådan at løftet kunne stå fast for hele slægten, ikke bare for dem som har loven, men også for dem som har Abrahams tro. Han er jo far til os alle, sådan som det står skrevet: Til far for mange folkeslag har jeg sat dig. Han er vor far i Guds øjne - den Gud som han troede på, han som gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til.

Nu har Paulus altså i det trettende vers vist at løftet om arven ikke blev givet Abraham på grund af nogen retfærdighed efter loven, men som en retfærdighed af tro. Derefter har han i versene 14 og 15 vist at det ikke kunne opnås gennem loven. Så vil han nu vise hvorfor Herren Gud har gjort troen til frelsens vej. Han siger:

 

Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde. Læg nøje mærke til disse ord! De kaster et mægtigt lys over hele Guds råd til frelse. Paulus siger her at det evige livs arv ikke kan vindes gennem nogen som helst vor lydighed eller retfærdighed overfor loven, men bare kan modtages ved troen. Og grunden til dette er at det skulle gives af bare nåde. Her ser du hemmeligheden i dette underlige forhold som hele verden stiller sig spørgende til, og støder sig på. Dette at Skriften er fuld af dette lille ord "tro", og hele vejen knytter menneskenes frelse til troen. Over alt findes disse udtryk: f.eks. "ved troen", "af tro", "hvis du tror", "han troede", "tro", osv.

 

Hemmeligheden er: "for at det kunne være af nåde." Menneskene var ved syndefaldet så fortabt, at de ikke kunne frelses på nogen som helst anden måde end gennem en total og uforskyldt nåde. Herren Gud ville forherlige sin nåde, og på ny give det evige liv lige uforskyldt som han en gang havde skabt menneskene til evigt liv (se Ef. 1:5-12). Men da må den store nådegave også modtages på en sådan måde at menneskene ikke kunne finde noget hos dem selv som fortjente dette, men måtte give Gud hele æren i alt. Dette sker alene ved troen.

 

At tro er at fraskrive sig selv al værdighed og fortjeneste,

og al mulighed for selv at kunne bidrage med noget som helst til sin frelse.

 

Det er som et lille afmægtigt barn, bare at lade nåden strømme mod mig og indtage mig som nåde. Derfor må det ske ved tro.

 

Der var ingen anden vej end ved tro, at frelsen kunne komme til os som nåde. Hvis den var blevet givet på grund af noget vi havde udrettet, eller i hvert fald til en vis grad gjort afhængig af noget hos os, om end bare så lidt som en rigtig tanke, så havde det ikke været af nåde. Det er jo dette Paulus siger i Rom. 11:6: "Er det af nåde, da er det ikke mere af gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nåde." (i C.O.R's og i gamle norske bibler fortsætter dette bibelvers sådan: "Men er det af gerninger, så er det ikke længere af nåde. Ellers bliver gerningen ikke længere gerning." Sådan sættes "af nåde," og "af gerninger" op mod hinanden). Men allerede tidligere i brevet har Paulus vist at vi "bliver retfærdiggjort uforskyldt," eller for intet, som en gave, "af Guds nåde." Og så fortsætter han også i det følgende med at vise hvorfor det måtte ske gennem troen, for at det alene skal være af nåde.

 

Sådan at løftet kunne stå fast for hele slægten. Dette var den anden nådige hensigt som gjorde at løftet om det evige liv var grundet alene på nåden, og skulle modtages alene ved troen: (svensk: For at løftet kunne stå fast for hele hans slægt). Det vil sige at ikke en eneste skrøbelig synder skulle behøve at blive udelukket fra det evige livs arv. Gud har selv haft omsorg for at gøre nådens gave sikker og urokkelig for hvert eneste menneske. Og netop derfor har han grundet den på sin egen frie og mægtige nåde gennem Kristus - som ikke ændres eller vakler sådan som vor skrøbelige fromhed. "Gud angrer ikke sine nådegaver og sit kald," og han siger: "Mit råd skal blive fuldbyrdet, og alt det jeg vil, det gør jeg" (Esajas 46:10). Melanchthon udlægger vort bibelvers sådan: "Det er som om apostelen har villet sige: Hvis vor frelse og retfærdighed skulle være afhængig af hvor gode og fromme vi var, så ville Guds løfter aldrig give os nogen vished eller nytte. For vi ville aldrig føle os overbevist om hvornår vi var gode og fromme nok. Og dette forstår troende hjerter så godt at de ikke, om de så blev tilbudt tusind verdener, ville ønske at saligheden skulle bero på noget hos os".

 

Havde frelsen været grundet på noget vi kunne bidrage med, eller havde troen været noget som helst andet end alene det at jeg kan tage imod Guds nådebudskab og leve livet på det, da havde nåden ikke været nåde. Det må være udelukkende og ren nåde som gør os salige, - ellers er vi fortabt. Derfor må nåden forblive alene nåde, og tro må være alene tro. Nåden må være den barmhjertighed som "retfærdiggør den ugudelige" alene for Kristi skyld, og troen bare være dette at jeg kan leve med tillid på denne nåde. Det er da også den eneste måde en fattig synder kan blive sikker på sin frelse. Kun sådan kan "løftet stå fast for hele slægten."

 

Ikke alene for dem som har loven, men også for dem som har Abrahams tro. Han er jo far til os alle. Læs det sådan som om der også menes: "Ikke alene for dem (nemlig slægten) som er af loven" - dvs. født og opdraget under den loviske forfatning, sådan som jøderne - disse som i vers 9 og 12 kaldes "de omskårne" - "men også for dem (slægten) som har Abrahams tro" - altså uanset hvilke folk og religioner de end måtte komme fra. At man er et sandt Abrahams barn, afhænger udelukkende af troen på Kristus.

 

Og om denne Abraham står der skrevet: "du skal blive far til en mængde folk" - han er jo far til os alle. I sin helhed lyder løftet sådan, i 1. Mos 17:4-5: "Se, jeg slutter min pagt med dig, og du skal blive far til en mængde folk. Dit navn skal ikke mere være Abram, men dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til far for en mængde folk" (Abram betyder "min Far er stor". Abraham danner på hebraisk et ordspil med "en mængde folk"). Ifølge Paulus' udlægning over dette løfte, betyder det at Abraham skulle få en stor mængde åndelige børn, og et talrigt naturligt afkom. Den tolkning* Paulus giver her af dette løfte fra Herren, er en nøgle til alt det Skriften indeholder om dette emne. Det viser at Abraham skulle få en tosidig slægt, og at løftet havde en dobbelt mening. I begge meningerne er løftet også konkret opfyldt.

 

*Denne tolkning grunder sig ikke på det man kalder akkommodation, eller en tillempning, men er en sand tolkning af Guds egentlige mening med løftet, uafhængig af om Abraham forstod dette, eller ej.

 

Det var egentlig tre løfter Gud gav Abraham, og hvert af dem har sin dobbelte opfyldelse. Først løftet om en talrig slægt, den naturlige og den åndelige. For det andet, i Abrahams slægt skulle alle jordens slægter blive velsignet, nemlig gennem Kristus og via jødefolket, Guds vidner overfor alle mennesker. For det tredje om et fædreland, det jordiske og det himmelske. Denne Paulus' tolkning giver os det rette bibelske grundlag for at se begge disse sider i Guds løfter til Abraham.

 

Han er vor far i Guds øjne - den Gud som han troede på. Disse ord: "i Guds øjne - den Gud som han troede på" hører ikke ind under det som er sagt om løftet, men er apostelens ord. Meningen ser ud til at være denne: Gud havde sagt: "Du skal blive en far" osv. På det tidspunkt var der ikke noget som kunne tyde på at dette kunne ske. Abraham var jo barnløs. Det syntes tværtimod meget usandsynligt at Abraham skulle blive far til mange folk. Men uanset dette, så har der været en urokkelig sandhed hos Gud, i Guds øjne - den Gud som han troede på. Denne mening stemmer også meget godt med det som videre tilføjes om Gud.

 

Han som gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til. Lad os se nærmere på ordvalget. "Han som gør de døde levende", hvad kan det betyde? Har det bare den almindelige og bogstavelige betydning, at Gud skal opvække de døde til livet? Eller sigter det til det som siges i vers 19 om Abrahams "udlevede legeme" og Saras "uddøde moderliv", som der nu alligevel skulle komme så stor en slægt fra? Eller sigter det til Abrahams tro da han ofrede Isak, "han tænkte at Gud også er mægtig til at opvække fra de døde" (Heb. 11:19)? Den første mening er helt sikkert rigtig. Men det dækker jo samtidig også de andre eksempler og alle andre trosprøver. Abraham troede på en almægtig Gud. Og den som tror på en Gud som kan opvække døde, han kan da videre i livet også tro at Gud kan gøre alt det han nogen sinde kommer til at udtale. Hvis Gud opvækker døde, hvorfor skulle han da ikke kunne gøre den gamle Abraham og den ufrugtbare Sara til forældre for en talrig slægt? Skulle det da være nogen grund for Abraham til at tvivle på at Gud kunne opfylde sit løfte om en talrig slægt gennem Isak, om han så nu skulle ofre ham og brænde ham til aske? Gud kunne jo opvække ham! En sådan tro er det Abraham har haft.

 

"Gud gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til." Dvs. at så snart Gud har besluttet at gøre noget, så taler han om "det som ikke er til", dvs. det som endnu ikke er sket, "som om det var til," dvs. på samme måde som om det allerede var sket. På denne måde var det han talte til Abraham om det som endnu ikke var til, og giver ham nu straks navnet Abraham (far til en mængde folk), for han siger: "du skal blive far til en mængde folk". I Guds øjne var Abraham allerede det som var sagt i løftet.

 

Dette er et herligt skriftsted, fuld af lærdom og styrke for vor svage tro. Det er på denne måde vi alle må lære at tro og tænke om Gud. Da bliver vi rette Abrahamitter. Han som med sit ord skabte himmel og jord og "bød at lys skulle skinne frem i mørket" (2. Kor. 4:6), han er også mægtig nok til at gøre alt af intet, gøre liv af døde, retfærdighed ud af synden, og løse mennesker og sætte dem over i Guds børns herlige frihed, fra en tilstand i trældom under djævelen. Profeten siger: "Løft øjnene mod det høje og se: Hvem har skabt alt dette? Han er den som fører deres hær ud i fastsat tal, og som kalder dem alle ved navn. På grund af hans vældige kraft og hans mægtige styrke savnes ikke én" (Esajas 40:26). Ligesom Gud nævner himmelens stjerner, som han har skabt, ved navn, sådan kalder han også alle Abrahams børn ved navn, som skulle blive mange som himmelens stjerner, hver eneste én ved sit navn, - før nogen af dem endnu er født (konf. Salme 139:16: "Da jeg bare var et foster, så dine øjne mig. I din bog blev de alle indskrevet, de dage som blev fastsat da ikke én af dem var kommet".

 

Abraham troede på Guds almagt. Og han troede også det som han endnu ikke så. Ja, han troede det som i den grad stred mod alt det han selv kunne se eller registrere. Sådan må også enhver kristen tro det Herren taler til ham, uanset om det strider mod alt i ham. Det er bare dette som er virkelig tro. Tro på Guds almagt og trofasthed, at han skal vende alt til det modsatte af hvad vi i øjeblikket synes eller oplever. Til fattige kristnes trøst har Luther fremholdt Abrahams tro og Abrahams Gud, som "kalder det som ikke er til, som om det var til", sådan: "Når de kristne bliver trampet ned og halshugget, ser det vel ikke ud som om det skal blive nogen ære og herlighed, men bare det modsatte. Men Gud siger: Jeg kan gøre det som ikke er til, som om det er til, så der ud af al mulig bedrøvelse og hjertekval bare bliver fryd. Jeg kan sige: Du død og grav: bliv liv! Helvede: bliv himmel og salighed! Gift: bliv til det stærkeste lægemiddel! Djævel og verden: bliv til mere hjælp for mine kristne end de kære engle og de fromme helgener! For jeg både kan og vil plante og passe min vingård, sådan at den gennem alle mulige ulykker og lidelser bare skal blive endnu bedre".

 

Når en anfægtet kristen bare føler det som om han skulle være totalt overladt til djævelen, som har overdynget hele hans hjerte og alle tanker, ja hele livet, med bare synd, sorg og elendighed. Da siger Gud stadigvæk: Du er hellig, ja du "er jo helt ren", du er mit tempel. Og når jeg på grund af megen synd ser mig fuldstændig fortabt ind for Gud, så siger Gud: Du passer hos mig, du er elsket og dyrebar i mine øjne. Når jeg alene ser døden og forrådnelsen foran mig, da siger Gud: Jeg ser dig foran mig i himmelen, herlig og salig blandt mine engle. Han "som gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til", han skal også føre og trøste sine troende i disse tider, med sådanne ord, lige så sikkert som han opfyldte løfterne han gav Abraham, sådan at hans slægt nu findes udover hele jorden. Måtte Gud bare give os mere af Abrahams tro!

 

Men du må søge denne dyrebare gave med endnu større alvor end det som sædvanligvis sker. De som af hjertet begærer denne gave, tit og alvorligt beder Gud om den, og flittigt studerer Guds ord og gerninger, - de kommer til at vokse i troen, og bliver stærke og brændende i Ånden. Men de som nøjes med den lille smule som de selv synes passer, de foragter Guds dyreste gaver. Hos dem aftager troen, og kan til og med ophøre. De falder fra.

 

18: Mod håb troede han med håb, for at han skulle blive mange folks far, efter det som var sagt: Sådan skal din slægt blive. (svensk: Og der hvor der ingen forhåbning var, troede han i forhåbning).

Grundteksten siger: Og mod håb troede han på håb. Det er en ægte Paulinsk talemåde. Efter det fornuften kunne se, og ifølge hele naturens sædvanlige gang, fandtes der ikke noget håb for Abraham i dette spørgsmål. Så gamle som både han og Sara var - og så skulle han blive far! For ikke at snakke om at han skulle "blive far til en mængde folk". Men mod det menneskelige håb, som altid ser efter naturlige forklaringer, troede han med det håb som blev plantet i ham ved Guds løftesord. Udtrykket "med håb" taler om holdningen og arten af Abrahams tro. Håbet lever på det man ser frem til, men som endnu er fjernt og usynligt (Rom.  5:2, 1. Kor. 9:10, Tit. 1:2). På samme måde har Abraham også tænkt i sit hjerte: Jeg ser ingen tegn, ikke noget som tyder på at det skal ske, det Gud har lovet mig. Men jeg tager dette løfte på samme måde som "at Gud også er mægtig til at opvække fra de døde".

 

Der er ingen synlige tegn, men "vi håber det vi ikke kan se" (Rom. 8:25). Nøjagtig dette er det som kaldes tro. Apostelen udtrykker det sådan: "tro er fuld vished om det man håber, overbevisning om ting man ikke ser" (Heb. 11:1). Dette er den saliggørende tros daglige kamp og øvelse, at man "mod fornuftens håb, tror på løftets håb" (Bengel), imod alt det man synes og kender. Tror på det den almægtige og sandfærdige Gud har udtalt. Hvad er det som strider mere mod fornuftens vej til frelse, end at jeg står retfærdig for Gud, må være hans fuldkomne og elskede barn - når jeg samtidig dagligt ser synden i mig? Eller at Gud allerede har givet mig det evige livs gave - mens jeg med mine øjne selv bare ser det modsatte: død og elendighed, anfægtelse, nød og jammer?

 

Men det Gud har talt, Guds løfter, vender mine øjne bort fra alt dette, og fæster blikket på hans usvigelige sandhed i Ordet og sakramenterne. Da kan jeg tro på en fuldkommen retfærdighed ind for Gud - på trods af al synd i mig selv. Da kan jeg tro på det evige liv - midt i døden. Tro på en evig glæde - midt oppe i al min lidelse. Hvilket nådens under troen er! Hvilken "Guds kraft til frelse" det ord er, som kan skabe den frelsende tro i os mennesker, vi som af naturen bare tror det vi ser! Og tænk så på alt det herlige vi modtager ved troen! Hvad blev følgerne ikke af Abrahams tro? Det taler Paulus nu om:

 

For at han skulle blive mange folks far. Nogle har opfattet dette ord som om det alene handler om det Abraham troede, eller forventede, altså at han skulle blive mange folks far. Men ordet i

grundteksten antyder at meningen er at han troede (på det Gud havde sagt), og at det var gennem denne tro han skulle blive far til mange folk. Det væsentligste bevis for denne tolkning ligger i det græske udtryk (grundteksten), men vi ser også tydeligt for os at det jo netop var ved denne tro at han blev en sådan far. Hvis han ikke havde troet løftet, så var han ikke blevet mange folks far, han som er "den rette far for alt som kaldes børn i himmelen og på jorden", også for hedninger som bliver frelst. Men hvordan havde Abraham fået så stærk en tro at han kunne overse al fornuftens tale, så han bare (svensk:)der hvor der ingen forhåbning var" "troede med håb"?

 

Efter det som var sagt: Sådan skal din slægt blive. Det var ham dette var sagt til! Det var et konkret løfte fra Den Almægtige som fødte en så dyrebar tro i hans hjerte. Disse ord minder os også om at troen ikke kommer ved at menneskene bearbejder hjertet, eller ved noget som helst andet mennesker kan bevirke, - men alene gennem det Gud taler. Paulus siger jo at "troen kommer af forkyndelsen". Men nu må hver eneste én lægge mærke til at Abraham tog imod Herrens underlige løfte, nøjagtig sådan som det blev talt til ham. Ikke sådan som mange af os gør: Når vi får problemer med at tro det som bliver lovet, så søger vi at bortforklare det, eller reducerer løftet så det ikke bliver helt så underlig og urimelig. Nej, Abraham tog ordene sådan som de lød, og troede intet mindre end det løftet indeholdt: "Sådan skal din slægt blive" (1. Mos. 15:5-6), så herlig og lige så umuligt at tælle som himmelens stjerner. Han troede dette budskab. Og i tro til dette gik han videre i livet, det ene år efter det andet. Han ventede og troede, selv om han ikke så noget som helst tegn til at løftet skulle opfyldes.

 

Sådan levede han hen i mod et kvart århundrede - bare i tro til løftet. For Skriften siger at da han begyndte sin vandring efter at han første gang havde fået løftet, da var han syv og halvtreds år gammel (1. Mos. 12:4), og løftet blev opfyldt ved den tid han var hundrede år. Det er dette som hedder "at vandre i tro". Så lang tid har Abrahams trosprøve varet. Åh, måtte vi også en gang lære hvad tro er!

 

19: Uden at blive svag i troen tænkte han på sit eget legeme, som helt var udlevet - han var jo snart hundrede år - og på at Saras moderliv var uddød.

Uden at blive svag i troen. Dette er en sædvanlig måde at udtrykke det modsatte på, og betyder dermed at han havde en meget stærk tro (vers 20). Men dette må ikke opfattes som om Abraham aldrig havde nogen kamp mod vantroen, eller at han aldrig oplevede sig svag i troen, som andre hellige jo også plages med. Paulus kendte godt til at når løftet blev fornyet overfor Abraham (1. Mos. 17:15-18), så kunne Abraham heller ikke undgå at tanken strejfede både hans og Saras høje alder, sådan som vi ser det bekræftet ved at Abraham lo, og i sit hjerte sagde han: "Skulle en som er hundrede år gammel, kunne få børn?" osv. (vers 17). Vi ser også, af vers 18, hvordan hans fremtidstanker på et senere tidspunkt bøjes mod Ismael, på samme måde som han tidligere (kap 15:2-3) tænkte Eliesers søn skulle blive hans arving*.

 

*Der er nogen som mener at i Abrahams tro fandtes der hverken svaghed eller anfægtelse. Hans latter, og hans tanker om sin og Saras høje alder, ser de bare på som et glædesudbrud og undren, og ikke som nogen som helst kamp mod fornuften. Men da vil vi minde om det vi læser i 1. Mos. 12:11-13 og 20:2,11. Der ser vi to gange at Abraham slet ikke var ophøjet over menneskelige svagheder, så han kunne slippe for frygten for at de skulle slå ham ihjel. Tværtimod ser vi at han ikke tog sin tilflugt til Guds løfter, men til sine egne tanker. Og dette skete netop i den ventetid, da han vandrede i tro til løftet, og endnu ikke havde set det opfyldt. 

 

Men når Paulus alligevel siger: "uden at blive svag i troen", så giver han os dermed en meget nyttig lærdom om troens egenskaber, dens styrke og dens svagheder. Vi tror nok sædvanligvis at troens styrke skal vises gennem en konstant glad og frimodig ånd. Og på den anden side: at følelsen af svaghed, frygt og bekymringer, viser en svag tro. Her lærer vi noget ganske andet. Abraham har haft en stærk tro, og alligevel ser vi hans menneskelige sider, frygt og egne tanker om hvordan løftet skal opfyldes, ind i mellem griber ham. Sandheden er at troens styrke netop viser sig under mørke og anfægtelser. Ikke i glade og lyse dage. Et letlevet og frimodigt sind kan ofte bare være et kendetegn på dem som i letsindighed hopper over hellige pligter og truende farer, eller også lever på salige nådefølelser. Men når et menneske ikke flygter fra virkeligheden, men ansvarsfuldt tager del i bekymringsfulde forhold, da savner det måske samtidig enhver følelse af nåde. Når de da alligevel kan holde fast på Herrens løfter, og på grund af disse kan være frimodige og glade - da ser vi et sikkert tegn på en stærk tro. Men om vi så ikke kan være glade og frimodige mens vi er i mørke og kamp, men alligevel må beholde tilliden til Guds magt og trofasthed, så er det ikke et mindre tegn på en stærk tro.

 

Når der siges her at Abraham ikke blev svag i troen, så betyder dette: Han havde kampen mod fornuften, som jo ville røve håbet fra ham, men ved Guds kraft har han beholdt sejren, sådan at han alligevel holdt ud i denne kamp, så han ikke opgav Guds løfte og det håb det havde skabt i hans hjerte. Hvor usandsynlig det end måtte se ud, så ventede han altid på at løftet skulle opfyldes, indtil fornuftens latter blev afløst af en lykkelig latter da Saras barn lå der for hans øjne, og den lykkelige mor udbrød: "Gud har gjort det så jeg må le!" osv. (1. Mos. 21:6-7). Og Paulus fortsætter med at vise os Abrahams trosstyrke. Han siger:

                                                                                                                   

Uden at blive svag i troen tænkte han på sit eget legeme, som helt var udlevet - han var jo snart hundrede år - og på at Saras moderliv var uddød. Han tænkte nok på tyngden af sit udlevede legeme og sine hundrede år. Fjenden og fornuften havde nok samtidig mindet ham om Saras ufrugtbarhed. Men hans trosstyrke var at han ikke blev svag i troen når han tænkte på alt dette. Han lod ikke sit blik stoppe op ved disse nedslående forhold, lod sig ikke tage til fange af dette, om han end måtte kæmpe mod sådanne tanker. Han holdt altid Guds almagt og sandfærdighed foran sig - mod fornuftens protester. Hans styrke var dette: Gud har sagt det, han "som gør de døde levende, og kalder på det som ikke er til, som om det var til." Gud har sagt det, han som har skabt universet af intet, og som ikke kan lyve. Dette gjaldt mere end hans og Saras "uddøde" legemer. Det var ikke kraften i disse uddøde legemer, men Guds almagt og sandfærdighed han satte sin lid til.

 

Hvilket afklarende eksempel på tro! Måtte vi så også efterhånden lære at leve sådan! Ja, dette har vi sandelig behov for at øve os i, hvert menneske som vil være en kristen og holde ud i troen gennem alt det underlige Gud måtte sende på vor vej. Ikke at blive svag i troen når man tænker på sin "uddøde" kristendom, tro, kærlighed og bøn, - men uafbrudt fæste blikket på noget som er udenfor os: På Gud, hans løfter og alt det han står for. Blandt det som da kræves, er at du ikke ser på din uddøde tro, men på Guds trofasthed. Ikke på din uddøde kærlighed, men på Kristi kærlighed. Ikke på din kolde og skrøbelige bøn, men på Guds urokkelige løfter. Ikke på din magtesløse kamp mod fristelserne, men på Herren, "hans vældes kraft" og Guds trofasthed "som ikke skal lade os blive fristet over evne".

 

Men vær klar over at dette kommer ikke til at blive nogen let vej. Det vil blive en hård troens kamp at døde fornuften som altid drejer opmærksomheden mod det vi selv er eller kan udrette. Luther siger: "Sådan måtte Abraham konkret tage sin fornuft til fange og afvise den som død, fordi han ville tro Guds løfte om at han gennem sin ufrugtbare Sara skulle blive far til mange folk. For et sådant løfte har nok ikke omgående passet ind overfor fornuften. Nej, den har nok strittet imod og anset dette at Sara skulle føde en søn, for både dårskab og usandsynlig. Der er ingen tvivl om at i denne sag har der i Abrahams hjerte stået en enorm kamp mellem troen og fornuften. Men til sidst har troen sejret og beholdt magten, overvundet og nedtrådt fornuften, den allerværste og skadeligste af alle Guds fjender.

 

Alle troende mennesker må gøre det samme, når det sker at de som Abraham føres ind i troens skygge, eller det totale mørke. Du må nedkæmpe fornuften, og sige: "Hør nu her, fornuft: Du er blind og tåbelig! Du forstår ikke noget som helst af Guds værk! Find derfor ikke på flere skuespil med dine parlamenteringer overfor mig! Hold nu op med dette, og ti stille! Bliv ikke ved med at diskutere Guds ord! Set dig hellere ned og hør efter hvad Ordet taler til dig!" På denne måde døder de troende dette vilddyr som den øvrige verden står hjælpeløse overfor. Og med dette tjener de vor Herre og Gud med det mest velbehagelige offer og gudstjeneste som han nogensinde kan få”. Og hvad Paulus har ment med udtrykket "uden at blive svag i troen", det viser han endnu tydeligere når han tilføjer:

 

20 og 21: Men på Guds løfte tvivlede han ikke i vantro, men han blev stærk i sin tro, idet han gav Gud ære. Han var fuldt overbevist om at det Gud havde lovet, det var han også mægtig til at gøre.

Fornuftens modstand og angreb klarede ikke at drive Abraham så langt at han "i vantro tvivlede på Guds løfte". Han har nok oplevet vantroens angreb og fristelser, som omtalt tidligere, og han har nok uden tvivl oplevet det hårdere end de fleste Guds børn. Alligevel blev han ikke en af disse havets bølger som drives og kastes af vinden (Jak. 1:6), men i stedet lig et hus som var bygget på klippegrund. Regnskyl og flodbølge havde nok stødt mod huset, men det var ikke styrtet sammen. Om det havde rystedes, så var det blevet stående der på klippen (Matt. 7:25). For den faste klippe han byggede sin tro på, det var "Guds løfte" - tænk! - det den almægtige og sandfærdige Gud havde sagt.

 

Dette er virkelig en klippe. Derfor lod han sig ikke overbevise af fornuftens angreb og protester, så han kom i tvivl, men "blev stærk i sin tro, idet han gav Gud ære". Han blev "stærk i sin tro", og det skete netop gennem disse prøvelser. Apostelen siger: (svensk) "De er blevet stærke efter svaghed" (Heb. 11:34). Og Herrens ord til Paulus lød sådan: "… min kraft bliver fuldendt i svaghed" (2. Kor. 12:9). Det er krigen som skaber de rette krigsmænd. På samme måde styrkes også troen i prøvelser og anfægtelser. For den som gennem alt dette holder sig til Gud og hans ord, får mere og mere at se af Guds trofasthed og magt, og lærer at kende den. Sådan har Abraham vokset fra den ene grad af tro til den anden, indtil han fik en meget stærk tro.

 

Idet han gav Gud æren. Ved at Abraham ikke tvivlede på Guds løfte, men fortsatte at tro og vente på at det skulle blive opfyldt, hvor utrolig det end så ud for menneskets øje - så har han gennem dette "givet Gud ære", siger Paulus her. Dette er et ord vi har stor grund til at tænke nøje over. Den som under store trosprøvelser fortsat holder fast ved Guds sandfærdighed i hans løfter, og fortsætter at håbe der hvor der ikke er noget som helst håb - bare fordi det er Gud som har givet løftet - han giver Gud ære. Det menneske erkender i virkelig alvor at Gud er almægtig og sandfærdig. Luther siger: "At give Gud den rette ære, er intet andet end at betragte ham som en trofast og sandfærdig, vis, barmhjertig og almægtig Gud. Ja, kort sagt, erkende at han er den eneste som skaber og giver alt det som er virkelig godt".

 

Dette er det alene troen som virker. Gennem vantroen derimod, frarøver vi Gud hans ære, og gør ham til et svagt og afmægtigt væsen som man ikke kan stole på. Johannes siger: "Den som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner" (1. Joh. 5:10). Og det er jo forfærdeligt. Men sådan er vantroen. Derfor siger Luther igen: "Gud kræver ikke mere af os mennesker end at vi giver ham hans ære, og betragter ham som vor Gud. Dvs. at vi ikke ser ham som en indbildt og tom afgud, men for en virkelig, sandfærdig Gud, som tager os til sig, hører vore bønner, forbarmer sig over os, og hjælper os i al nød. Når han får denne tillid fra os, da beholder han sin guddom hel og ukrænket. Ja, da har han alt det et troende hjerte har mulighed for at give ham. Dette, af hjertet at give Gud ære på en sådan måde, det er sandelig den allerstørste visdom, en (menneskets) retfærdighed over al (menneskelig) retfærdighed, en gudstjeneste over al anden gudstjeneste, et offer højere end alle andre ofre".

 

Hvis vi tænkte nøjere over dette, ville vi nok strække os efter troens gave i langt større grad end det som er sædvanligt. For det ville vel være en lyst for os at kunne give Gud noget han sætter stor pris på? Det gør vi altså hvis alene vi tror på hans ord og løfter, og dermed giver Gud ære. Og Paulus fortsætter med at uddybe dette at Abraham ved troen gav Gud æren. Han tilføjer:

 

Han var fuldt vis på at det Gud havde lovet, det var han og mægtig til at gøre. Han var "fuldt vis på", og gennemtrængt af den sandhed at han som havde givet løftet, var også mægtig til at gennemføre det. Herren havde stillet Abraham overfor spørgsmålet: "Skulle nogen ting være umulig for Herren?" (1. Mos. 18:14), og dermed ført Abraham til en dyb erkendelse af at det Herren har lovet, det var han også i stand til at fuldføre, fordi han var selve Skaberen, Den Almægtige. For ham kunne intet jo være umuligt. Engelen mødte jomfru Maria med den samme sandhed: "For ingenting er umuligt for Gud" (Luk. 1:37), og gennem disse ord blev også troen skabt i hendes hjerte, troen på at hun "som ikke vidste af en mand", skulle blive Guds Søns mor.

 

Vi lægger mærke til at troen må leve på selve Guds almagt. Troens vandring vil altid føre gennem forhold som ser fuldstændig urimelige ud for fornuften, sådan at det ikke er noget som helst mindre end Guds almagt som kan give tryghed. Når man da tænker og omtolker Guds løfter på en sådan måde at vi stakkels, magtesløse og blinde skabninger skal kunne begribe hvordan det skal kunne foregå, at det skal kunne opfyldes, da må vi ikke kalde det for "tro". Det er jo tværtimod at måle Guds magt og visdom med vor menneskelige målestok. Vi trækker Gud ned på vort menneskelige, faldne og tåbelige plan. Og det er jo ret og slet en hån mod Gud. Nej, har jeg bare et ord fra den almægtige Gud, lad så det være nok for mig! Da lader troen sig ikke længere svinge i takt med fornuftens angreb som siger: "Det kan da ikke være muligt!" - men afskærer alle sådanne angreb med spørgsmålet som ingen kan svare benægtende på: "Skulle nogen ting være umulig for Herren?"

 

Det var nøjagtig de samme bibelord og tekstord (vers 21) Luther og hans medstridere styrkede sig med, i striden for den rette lære om sakramenterne, imod dem som ikke så mere i sakramenterne end det fornuften kunne være med på. Vær opmærksom på at det er særlig sådanne prøvelser alle troende må forberede sig på. Det gælder først og fremmest at beholde troen på at vi lever under nåden - samtidig med at synd, fristelser og anfægtelser er det eneste vi oplever. Kender vi ikke denne "troshøjde", hjælper det ikke at øve sig i andre "kampformer". Dernæst gælder det også at vi må få nåde til at blive i troen på Guds bønhørelse og hjælp i enhver nød, i vort kristenliv her på jorden - prøvelser hvor det bare er Guds egen styrkes kraft som duer til at holde troen oppe. Herren vil nok selv sørge for at vi kommer til at møde sådanne prøvelser, for at Guds ære og vor fuldkommenhed under nåden, mere og mere skal vinde indpas i vore hjerter.

 

Vi prøves måske så hårdt at vi råber og skriger i både ydre og indre nød. Men jo hårdere vi prøves - når Herren alene får lov til at fri os ud - jo mere vil hans magt og trofasthed blive forherliget. Selv siger han jo: "Jeg vil gå frem foran dig, og bjerge vil jeg jævne. Døre af kobber vil jeg sprænge, og bomme af jern vil jeg hugge i stykker osv. ... for at de både i øst og i vest skal vide at der er ingen foruden mig. Jeg er Herren, og der er ingen anden. Det er mig som er lysets ophav og mørkets skaber, som giver lykken og skaber ulykken. Jeg, Herren, gør alt dette". "Jeg gør død og gør levende. Jeg sårer, og jeg læger". "Herren fører ned i dødsriget og fører op derfra". "Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen frelser" (Esajas 45:2-7, 5. Mos. 32:39, 1. Sam. 2:6, Esajas 43:11).

 

Den som har en sådan Gud, og har sin trøst og styrke bare i hans almagt og trofasthed, han er tryg i sin frelse. Han står fast og urokkelig. En så trofast og almægtig Gud følger mig jo altid og over alt, sådan at jeg ikke en gang kan "undgå" ham, om jeg skulle ville det. Han ser jo mine hemmeligste tanker, min skjulte bekymring og hvert eneste suk. Og når så han, som er sandfærdig i evighed, selv siger: "Kald på mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal prise mig", - hvor tryg og salig er jeg da ikke, når jeg har en sådan Gud?

 

Et sådant lykkeligt menneske var Abraham. Men det var ikke bare Guds almagt og sandfærdighed han troede på. Nej, det som gjorde at han stod frelst og retfærdig ind for Gud, det var hans tro på løftet om kvindens slægt som skulle knuse slangens hoved. Det var dette løfte de troede på, alle de som blev frelst under den gamle pagt. Men dette kommer vi nærmere ind på senere.

 

22: Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed.

Nu vender Paulus tilbage til sit hovedemne: Retfærdiggørelsen ved tro. Allerede to gange tidligere i kapitlet (vers 3 og 9) har han sagt at det var ved tro Abraham blev retfærdiggjort. Det er vigtig at lægge mærke til at Paulus nu vil tilbage til dette på ny. Og grunden er tydelig: I versene 18-21 er der talt om Abrahams faste tro. Paulus vil nu ikke risikere at nogen skal tro han afslutter med at lære at Abraham blev retfærdiggjort på grund af noget han kunne bevirke, f.eks. hans faste tro. At Paulus bruger tilføjelsen "derfor blev det også regnet ham til retfærdighed", for på ny at vende opmærksomheden mod hovedemnet, ser vi af de vers som følger (23-25).

 

Overfor sådanne ord må man altid holde for øje hvad det var Abrahams tro var grundet på, altså løftets indhold. Vi ved at løftets indhold var den Frelser som blev lovet, og at Abraham var en af disse troende i den gamle pagt som "ventede på Israels trøst", som troede på det første løfte om kvindens æt som skulle knuse slangens hoved (1. Mos. 3:15). Og disse løfter var fornyet særligt til ham med disse ord: "I dig skal alle jordens slægter velsignes." Kristus taler også klart om hvad Abrahams tro var optaget med, når han siger: "Abraham, jeres far, frydede sig over at se min dag. Og han så den og glædede sig" (Joh. 8:56). Med alt dette klart i tanke, bliver meningen i vort vers denne: Det var den Frelser som var lovet, Abrahams tro klyngede sig til. Det var dette troen var optaget med og levede på. Og dette troede han så vist og fast, at selve troen, eller nogen anden form for egen fortjeneste, ikke kom på tale som nogen retfærdighed ind for Gud. Han troede så fast på denne kommende Forløser, derfor blev det også regnet ham til retfærdighed. Men dette er udførlig omtalt under vers 3.

 

Desuden må vi huske på at den store hovedsag i dette og forrige kapitel er denne: Bliver mennesket retfærdiggjort på grund af noget det selv er eller udretter, eller sker det af nåde ved tro? Gennem hele kapitlet har Paulus stadig stillet modsætningerne op mod hinanden. Allerede i vers 2-3: vor fortjeneste og troen. I vers 4: pligt og nåde. I vers 5: gerningerne og troen. Og i vers 16 siger han udtrykkelig: "Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde". Er der så fortsat nogen som vil kunne påstå at Paulus her skulle mene at det er selve troen, og at den var så fast og sikker, som bevirkede at Gud retfærdiggjorde Abraham? Paulus har jo altså selv opsat troen som modsætning til vore gerninger/fortjeneste. Og når troen alene er at tage sin tilflugt til nåden, og leve på den (vers 16), så kan meningen kun være det vi allerede har sagt: Alene fordi Abraham troede på løftet som talte om Kristus, sådan at troen var en tro på Kristus, så hedder det at han blev retfærdiggjort ved tro.

 

23 og 24: Men ikke bare for hans skyld er det skrevet at det blev tilregnet ham. Det er skrevet også for vor skyld som skal få retfærdigheden tilregnet, vi som tror på ham som opvakte Jesus, vor Herre, fra de døde,

Her siger Paulus altså at alt det som er fortalt i Skriften om Abrahams retfærdighed, ikke bare er noget som gælder ham. Det er skrevet og skal forkyndes som et budskab som gælder alle mennesker. Apostelen vil hindre den tanke at denne vej til retfærdiggørelse var givet bare for Abraham, og forklarer her at det tværtimod var den samme troens vej for alle folk til alle tider. Første gang vi finder et klart udtrykt vidnesbyrd i Skriften om hvordan en synder retfærdiggøres, er netop dette om Abraham. Ganske rigtig var andre mennesker, helt fra verden blev til, blevet retfærdiggjort på samme måde. Men budskabet om Abrahams retfærdiggørelse ved tro, er første gang vi finder det udtalt med så utvetydige ord i Skriften. Og så bemærker vi altså første gang Bibelen beskriver en synders retfærdiggørelse, så siges det udtrykkeligt at det sker ved en tilregnelse, og at det modtages alene ved troen. Må nu hver eneste én tage dette til sig!

 

Det er skrevet også for vor skyld som skal få retfærdigheden tilregnet, når også vi tror på Kristus. Må vi da ikke bare lade andre tro og frelse sin sjæl, mens vi selv fortabes til evig fordømmelse! Med disse ord: "for vor skyld" inkluderer Paulus alle mennesker som til alle tider, indtil den sidste dag, kommer til at søge Guds nåde. Også for vor skyld, din og min, er det skrevet at retfærdigheden skal tilregnes os, såvel som Abraham, bare vi går samme vej som han, troens vej i Kristus alene.

 

Vi som tror på ham som opvakte Jesus, vor Herre, fra de døde. Her omtales Gud bare som ham som opvakte Jesus fra de døde. Men dette er ikke nogen "tillægs-egenskab" hos Gud, som Paulus ligesom bare benytter her, i tråd med hvad han for nylig har talt om at Abraham troede at Gud kunne "gøre de døde levende", og dermed opfylde løftet om et talrigt afkom, uafhængig af hans og Saras uddøde legemer. Nej, grunden til at Paulus bruger denne betegnelse, er at det netop er dette vor tro må hvile på, for at vi kan blive retfærdiggjort: At Gud oprejste Kristus fra de døde. Det ser vi klart i næste vers. Den som skal blive frelst ved troen, må ikke bare tro på en almægtig Gud, men netop på at Kristus blev opvakt fra de døde, dvs. tro på evangeliet og dets budskab om Kristi død og opstandelse.

 

25: han som blev givet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse.

Den som skal blive frelst gennem troen, må ikke bare tro på en almægtig Gud, men på Kristi opstandelse fra de døde. Han må tro på evangeliet som forkynder Kristi død og opstandelse.

Dette (vers 25) kalder Luther "et knippe som inkluderer hele den kristne tro". Derfor brugte han også denne ordlyd som overskrift på de schmalkaldiske artikler, som grundlag for "den første og fornemste artikel, fra hvilken ingen kristen kan vige eller tilføje noget, om end himmel og jord og alt andet styrter sammen". Apostelen har forfattet dette vers med dyb eftertanke. Da er der også stor grund til at vi bør grunde på det vi læser her.

 

Som allerede sagt, er dette et meget kort sammendrag af det som skete i Kristi forsoningsværk. Særlig tankevækkende er det hvordan det her deles op i klare sammenhænge: At Kristus blev givet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse. Når disse udtryk blev anvendt: "blev givet" og "oprejst", forstår vi at med "givet" menes givet i døden. Men vi ved at Skriften for øvrigt omtaler Kristi død som grund for vor retfærdiggørelse (se kap. 3:24,25, 5:9, 2. Kor. 5:21, Ef. 1:7, 1. Joh. 1:7), og at hans forsoningsværk dermed var fuldbyrdet. Det opfatter man jo også ved at Kristus råbte ud på korset: "Det er fuldbragt!" Så må det da være grund til at granske nøjere hvad Paulus ligger i dette at Kristus "blev givet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse".

 

Meningen er uden tvivl denne; at ved sin død bar Kristus al verdens synder, som han sonede for med sit liv. I sin opstandelse var han som vor stedfortræder retfærdiggjort, og "førte en evig retfærdighed frem" (Dan. 9:24), liv og uforgængelighed. I sin død blev han "gjort til synd for os", og til en "forbandelse", og forløste os da fra syndens skyld og lovens forbandelse, fordi han tilfredsstillede den guddommelige retfærdighed ved døden, som er syndens løn. Men hans opstandelse var retfærdighedens og livets sejr over synden og døden, og afsluttede og beseglede dermed hans fuldbyrdede forsoningsværk, for alle mennesker og ånder. Som vor stedfortræder, den anden Adam, havde han påtaget sig at sone for vore synder, lide den straf vi fortjente, og fuldbyrde det guddommelige retfærdighedskrav. Alt dette gjorde han da han gav sig selv som et offer, og genløste os med sit blod.

 

Men ved sin opstandelse har han ikke bare givet alle mennesker et bevis på at han led og døde som Den Hellige, og Guds Søn, for andres synder og ikke sin egen skyld. Ved opstandelsen har han også vist at da han døde for vore synder, havde Faderen godkendt dette som fuldkommen soning. Skriften siger at han blev "levendegjort i Ånden", og "retfærdiggjort i ånd" (1. Pet. 3:18, 1. Tim. 3:16). Det vil sige: Erklæret fri fra al den skyld, straf og dom han, som menneskenes stedfortræder havde taget på sig - fordi vor stedfortræder så fuldkomment stod i vort sted ind for Guds dom, som om hele menneskeheden havde gjort og lidt det han gjorde og led. For "vi har gjort det klart for os: Når én er død for alle, så er de alle døde" (2. Kor. 5:14). Så gælder det samme om hans opstandelse, ind for Guds øjne var vi alle i ham. Han opstod altså retfærdiggjort - for alle, som om vi alle skulle være opstået retfærdiggjort. Derfor er dette "navn han skal kaldes med: Herren, vor retfærdighed". Derfor har vi vor retfærdiggørelse, dybest set, i Kristi opstandelse. Det er nok dette Paulus har villet sige med disse ord, at Kristus "blev givet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse".

 

Men ved sin opstandelse trådte Kristus også ind i det uforgængelige præsteembede. Og gennem dette tjener han altid i vort sted, "for Guds åsyn for vor skyld", "en retfærdig for uretfærdige", sådan som særligt Hebræerbrevet forkynder det. Der fremstilles Kristus som "ypperstepræst på Melkisedeks vis", dvs. med "et præstedømme som ikke kan forandres, fordi han bliver ved til evig tid" (Heb. 7:24). "Men", hedder det i Hebræerbrevet, "en hovedsag ved det vi her taler om, er dette: Vi har en sådan ypperstepræst som satte sig ved højre side af Majestætens trone i himlene, en som gør præstetjeneste ved helligdommen, det sande tabernakel". "For Kristus gik ikke ind i en helligdom som var gjort med hænder og kun er et billede af den sande helligdom. Han gik ind i selve himmelen for nu at åbenbares for Guds åsyn for vor skyld" (Heb. 8:1,2, 9:24).

 

Læg mærke til: "for nu at åbenbares for Guds åsyn for vor skyld". Her ser vi klart vor fuldkomne retfærdighed for Guds åsyn. Men, hvad er det vi hører? Er Kristus nu for Guds åsyn for vor skyld, sådan at vi står der i ham som hellige og ulastelige (Ef. 1,4)? Er dette sandt? Da betyder vi nok helt sikkert lidt mere for Gud end vi havde tænkt os! Da må vi jo have en fuldkommen retfærdighed ind for Gud! Ja, dette at Kristus altid lever for Faderens åsyn i vort sted, og der, som vor ypperstepræst forretter vor gudstjeneste, - det, gentager vi, er vor fuldkomne retfærdighed. Så ser vi da at vor retfærdiggørelse på alle måder har sin baggrund i Kristi opstandelse.

 

Lad os så tænke lidt over hvilken nytte vi bør have af dette ord om Kristi død og opstandelse. Først og fremmest burde mennesker jo som endnu lever i synden vækkes til eftertanke, bare ved at høre om hans forfærdelige død, og opstandelsens mægtige budskab. "Har nogen brudt Mose lov", siger apostelen, "da dør han uden barmhjertighed på to eller tre vidners ord. Hvor meget værre straf tror I da den skal agtes værd, som har trådt Guds Søn under fødder og foragtet pagtens blod?" Den som ved, tror og bekender at Gud har givet sin Søn i døden for vore synder, men selv fortsat lever i synden, i verdens og djævelens tjeneste, ikke tilbeder Sønnen, og ikke bliver hans barn for hele sit liv, han "træder Guds Søn under fødder", og står i sandhed uden ære for Gud. "Retfærdig er den dom som rammer sådanne". "For hvis vi fortsætter med og synder med vilje efter at vi har lært sandheden at kende, da er det ikke længere noget offer tilbage for synder, men bare en forfærdelig gru for dom, og en nidkærhedens brand som skal fortære de genstridige" (Heb. 10:26-31). Tænk på dette når du på ny vender dig til dine synder - og derefter, når du ligger dig for at sove!

 

Den derimod som søger frelse for sin sjæl, finder her alt det han trænger til liv og salighed, om han så var den mest ulykkelige synder. For lad os se nærmere på hvilken trøst vi da finder i dette bibelord. Du har måske en ond samvittighed. Gamle synder begynder at vågne op og frister dig. Nye afstikkere fra retfærdighedens vej, måske efter at du har modtaget meget nåde, fordømmer dig. Hjertet er ikke oprigtigt, men fuld af ondskab og falskhed. Inderst inde frygter du for den Gud som du i stedet ville have søgt nåde og frelse hos. Kom nu her og se hvad Gud har gjort for al denne din elendighed! Hvilket sind møder Gud dig med her? Her læser vi jo at den samme almægtige Gud som du nu frygter for, har givet sin Søn i døden for vore synder. Når Herodes, Pilatus og hedningerne, sammen med Israels folk slog sig sammen mod Herren, så var det for at Guds råd og beslutning som er forudsagt i Skriften, skulle blive fuldbyrdet, sådan som Kristus udtrykkelig havde sagt: "Skulle jeg ikke drikke den kalk Faderen har givet mig? Hvordan skulle Skrifterne da blive opfyldt?" (Joh. 18:11, Matt. 26:54).

 

Og hvem var det han blev givet i døden for? Sandelig ikke for sin egen skyld, for han var hellig og Guds Søn. Det var heller ikke for englenes skyld, for de er selv gode og retfærdige. Nej, det var for vor skyld, sådan som vort bibelord siger. Var det da måske på grund af at vi var gode og fromme? Nej, Paulus siger det var for vore overtrædelser. For vore synder! Hvilke synder kan jeg så regne med at det gælder, og hvor mange? Kristus siger selv: "Således har Gud elsket verden at han gav sin Søn" osv. Og videre: "…mit kød, som jeg vil give for verdens liv". Døberen Johannes siger også: "Se det Guds lam, som bærer (svensk: borttager) verdens synd". Og til sidst Paulus: "Han er en soning for vore synder, og det ikke bare for vore, men også for hele verdens". Altså kan dette ikke bare gælde for nogen særlige mennesker, men sikkert og vist for alle, også for dig.

 

Men så siger du måske: Bare jeg vidste at dette gælder mig. Eller: Selvfølgelig kunne jeg tro det, når bare mit liv var mere sådan man ser de hellige har levet. Med en sådan holdning fortæller du at du ikke har set ordentligt på hvad disse bibelord siger. Her læste vi jo at han er en soning "for vore synder, og det ikke bare for vore, men også for hele verdens". Og hvad mener Skriften så med synder? Ordet som er brugt i vor tekst  betyder egentlig "fald til siden", "fald fra vejen", efter Guds Ord. Sådan betyder synden også i sin almindelighed ret og slet at Guds hellige lov brydes (1. Joh. 3:4). Det er dette som gør at synden trykker og piner samvittigheden så tungt, når man må erkende at man har overtrådt Guds hellige bud. Man har kendt Guds vilje, men alligevel ikke levet efter den. Man har vidst hvad Gud har forbudt, og alligevel gjort det. Hjertet kæler for noget som er i strid med Guds ord. Det er dette som kaldes synd.

 

Men så siger vor tekst altså at det netop er for vor synd, "vore overtrædelser han blev givet", som et soningsoffer, en nådestol, og gennem det "fundet en evig forløsning", en evig nåde. Og dette var også eneste vej til frelse for menneskene.

 

"Efter som der i vort kød er en evig synd,

så var det nødvendigt at Kristus gennem sin død gav os en evig nåde" (Luther).

Lovet være Herrens navn!

 

Men ikke nok med at vi gennem hans død for evigt er fri fra vore synders og lovens forbandelse. Gennem hans opstandelse har vi også en fuldkommen retfærdighed ind for Gud, fordi han er retfærdig og lever som vor stedfortræder "for Guds åsyn for vor skyld" (Heb. 9:24). Dette må vi stærkt indprente i vort hjerte, og holde fast ved i tro. For i os selv vil vi kun opleve det modsatte, kun synd og fordømmelse. Her må vi "følge i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde". På trods af hans "udlevede legeme" troede han gennem alle de år han måtte vente, på ham "som gør de døde levende", og "var fuldt overbevist om at det Gud havde lovet, det var han også mægtig til at gøre". Det er sådan vi også må vandre i tro, mens vi ser og føler al synd og vederstyggeligheden i os, og får vor skrøbelige kristendom at se. Men midt i alt dette holder vi fast ved det vi ved, at ind for Gud er vi fuldstændig syndfrie og retfærdige, bare på grund af Guds usvigelige ord om Sønnen.

 

Mod alle lovens, samvittighedens og djævelens anklager skal vi med Paulus’ ord bekende: "Hvem er den som fordømmer? Kristus er den som er død, ja mere end det: som også er opstået, som også er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os". Lovet være Gud for hans uudsigelige gave, - ja, også for den lærdom og trøst han har givet os i dette kapitel!

 

 

 

Tillæg.

Supplement til forklaringen af Rom. 4:1-3.

 

Omtalen af Abrahams tro, i Jakobs brev.

 

Apostelen Jakob siger i kap 2:21-22: "Blev Abraham, vor far, ikke retfærdiggjort af gerninger, da han ofrede sin søn Isak på alteret? Du ser at troen virkede sammen med hans gerninger, og at troen blev fuldkommen ved gerningerne". Og så konkluderer Jakob i vers 23: "Og Skriften blev opfyldt, som siger: Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed". Derefter drager han denne konklusion i vers 24: "I ser at et menneske bliver retfærdiggjort ved gerninger, og ikke bare af tro".

 

Her bruger Jakob altså ordene fra 1. Mos. 15:6, som Paulus også brugte i Rom. 4. Men det kan jo se ud som om han anvender dem i strid med det Paulus lærer ud fra de samme ord. Dette er blevet et problem for enkelte som nok kan have forstået hvad der er Guds frelsesvej, men har overset hvad der har været Jakobs målsætning med sit budskab. Dermed har de troet hans lære stred imod Skriftens store hovedlære. Dette skete med Luther som senere indså og erkendte at det var fejl. Men det skete også med nogle kirkelærere i det andet og tredje århundrede. Derfor anså de Jakobs brev for uægte. Og sådan skulle det også anses, ja udelukkes fra den hellige Bibel og fuldstændig forkastes, - hvis det stred mod den store hovedlære som er forkyndt fra verden blev skabt. "Selv om vi eller en engel fra himmelen skulle forkynde jer et andet evangelium - han være forbandet!" (Gal. 1:8). Men vi skal snart få at se at Paulus og Jakob ikke er så uenige som det kan se ud til ved første øjekast. Vi skal finde at det er i udtryksform, i brugen af ord, men ikke i sagen, der er forskel. Læg bare mærke til følgende:

 

1: Paulus og Jakob siger begge som Moses, at "Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed". Jakob modsiger altså ikke den sandhed. Men hvad er det så han mener, når han siger at dette skriftord blev opfyldt da Abraham ofrede sin søn? Vi må lægge nøje mærke til hvem det er Jakob taler til. Vi ser at helt fra vers 14 siger han at han taler til hyklerne, "du uforstandige menneske", som "siger de har tro", men beviser det modsatte med sit liv, sine gerninger. Kan en sådan tro frelse nogen? Det er dette han vil have frem. Og i den sammenhæng er det han henviser til Abraham, og det bevis han gav på troens virkelighed da han gik for at ofre sin søn. Betydningen af dette understregede jo også Gud selv, da han sagde: "Nu ved jeg at du frygter Gud".

 

Denne udtalelse, denne stadfæstelse fra Gud, er det Jakob bruger og anser for "retfærdiggørende", som den jo også er - men i en særlig betydning. Jakob taler altså ikke om det som er beskrevet i 1. Mos. 15:6, Abrahams virkelige retfærdiggørelse, men om det vi læser i 1. Mos. 22:1-19, og det vidnesbyrd han der fik af Gud for det han havde vist gennem sin gerning. Det er forklaringen på hvad han mener med at Abraham blev "retfærdiggjort af gerninger, da han ofrede sin søn Isak på alteret". Han mener ikke at Gud på grund af denne gerning forlod Abraham hans synder og tog ham ind i sin nåde. Det var sket tidligere (1. Mos. 15:6). Abraham var allerede "Guds ven". Med baggrund i det skriftord han altså her holder sig til, mener Jakob bare at denne gerning virkede Guds eget vidnesbyrd/stadfæstelse.

 

2: Når Paulus og Jakob bruger samme ord om Abraham, så har de hvert sit forskellige sigtepunkt med budskabet. Paulus strider mod den vantro de selvretfærdige levede i, og håbet på at bestå ind for Gud med det de selv kunne udrette. Jakob kæmper imod den vantro falske bekendere lever i, som de tror de skal blive frelst ved, og som er den samme tro som de onde ånder har (vers 19). En tro som ikke hjælper dem som fryser og sulter, ved at man bare siger: "Gå bort i fred, varm jer og spis jer mætte! - men ikke giver dem det legemet trænger til" (vers 16). Hos Paulus går ordet "retfærdiggjort" på selve retfærdiggørelsen ind for Gud, som sker når troen på Kristus tændes i hjertet, før der kommer nogen som helst stadfæstelse eller vidnesbyrd om dette gennem gerninger. Hos Jakob taler ordet "retfærdiggjort", som sagt, om det vidnesbyrd Gud gav Abraham om ægtheden af hans tro, når han havde bevist det gennem sin gerning.

 

Det er det samme Kristus gør, når han i Joh. 8:39 henviser til Abraham og siger: "Var I Abrahams børn, da gjorde I Abrahams gerninger." Abraham har ved sine gerninger bevist at han var den Abraham som var retfærdiggjort ved tro. Vi ved også hvordan Kristus på den sidste dag kun skal tale om gerninger som har bevist at "de retfærdige" var mennesker som i tro elskede ham, og for hans skyld tjente hans mindste skabninger. Når noget som helst sådant ikke følger af troen, da "er den død i sig selv". Det er alene dette Jakob vil slå fast. Og dette understreger Paulus lige så alvorligt, f.eks. i Rom. 6 og andre steder. Han siger udtrykkeligt at "i Kristus Jesus --- gælder alene tro, virksom ved kærlighed" (Gal. 5:6). Tilsvarende siger Jakob også her: "troen virker sammen med hans gerninger".

 

3: Når Jakob siger at "troen blev fuldkommen ved gerningerne", så vil det ikke sige at troen i sig selv ikke er fuldkommen før den stadfæstes gennem gerninger. Men Jakob har her hele "træet", og hele dets udvikling i tankerne. Først når et træ står der i sit skrud af gode frugter, da først har det vist sig at være et godt træ - selv om det allerede om foråret var det samme gode træ, fordi det var avlet af en god frugtart som bærer god frugt. Sådan står det da altid fast, at det er troen alene som frelser, fordi den giver Gud alene æren. Skal Gud alene få æren, så må der ikke føjes noget til som mennesker har deltaget i! Og en sådan tro er af en sådan "art"/træsort ("jeg er det sande vintræ" – Joh. 15) at den bærer frugt (kærlighed og gode gerninger), og er altså en ret og frelsende tro - allerede før frugterne begynder at vise sig. Og sikkert er det, at de medvirker ikke til retfærdiggørelsen.

 

Jakob har med dette på ingen måde lært at det er troen og gerningerne som samlet bevirker samme målsætning, - at troen ligesom skulle udgøre den ene halvdel, og gerningerne den anden. Nej, han har vist at de har hver sin opgave. Han siger at "troen virker sammen med gerningerne" (vers 22). Han siger ikke at gerningerne havde medvirket til troen. Altså har troen været til stede før gerningerne. Evangeliets budskab om nåde og retfærdiggørelse, har født troen på Kristus alene. Denne tro, som også bare holdes i live ved det samme nådebudskab, har virket kærlighed og gode gerninger. Men disse frugter har da selvfølgelig ikke været noget grundlag for troen - som var den store hovedsag i det vi tog op her.