Romerbrevets budskab kapitel 5.

 

Dette kapitel består af to hoveddele. I den første lovpriser Paulus de retfærdiggjortes salige tilstand, at de har fred med Gud og et sikkert håb om den evige herlighed. At de derved også får åbenbaret hvilke velsignelser trængslerne her i livet skal tjene til. Og alt sammen alene på grund af Guds uendelige kærlighed, som han viste mod os i Kristus og hans forsoning, som gør at de er friet ud fra verden, og kan rose sig af Gud (vers 1-11). I den anden del viser apostelen os selve den store hovedhensigt i Guds store frelsesværk, når han stiller de to stamfædre op mod hinanden. Denne ene: stamfaderen for synden og døden. Den anden: stamfaderen for retfærdigheden og livet: Adam og Kristus. Han viser at loven på ingen måde tilintetgør Guds store frelsesværk ved at den åbenbarer syndens magt. Men tværtimod ophøjer det, ved at retfærdigheden og nåden derefter virkelig bliver stor for sjælene (vers 12-21).

 

Tidligere har Paulus vist at alle mennesker er under synd, at ingen kan retfærdiggøres gennem loven, men at vi retfærdiggøres alene af nåde, ved troen på Kristus. Så understreger og ophøjer han her endnu stærkere denne retfærdighed ved tro, og taler nu om dens herlige frugter. Men her kommer han kun kort ind på dette, som han behandler mere udførligt i det ottende kapitel. Her taler han særligt om hvor lykkelige de mennesker er, som er blevet retfærdiggjort ved tro. Sådan begynder han:

 

1 og 2: Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi også ved troen fået adgang til den nåde som vi nu står i. Og vi roser os af håbet om Guds herlighed.

Her nævner Paulus straks de to væsentligste følger af at Gud genføder og retfærdiggør et menneske: først evig nåde og samfund med Gud allerede her i livet. Og videre: håbet om den herlighed Gud skal give efter livet her på jorden. Paulus fortsætter den første del af kapitlet med at tale om hvordan de troende kan rose sig af trængsler, af at Guds kærlighed er udøst i vore hjerter, at Den Hellige Ånd er os givet, og at vi kan rose os af Gud selv. Men dette er alt sammen bare naturlige følger af disse to store hovedskatte. Hvem er så det lykkelige menneske som ejer alt dette? Det viser Paulus allerførst. Han begynder sådan:

 

Da vi nu er retfærdiggjort af tro. For det første bemærker vi at han ikke siger: Da vi nu har levet et bedst muligt liv, så vil Gud ikke kræve mere af os, men give os sin nåde og fred. Nej, han siger først: "Da vi nu er retfærdiggjort". Vi må være helt og holdent retfærdige, dvs. fuldkomne overfor Guds hellige lov. Noget mindre kan ikke tilfredsstille Gud. Det har Paulus eftertrykkelig bevist i det foregående. I kap. 2:13 og Gal. 3:10 udtaler han dette særlig konkret. Videre siger Paulus heller ikke: Da vi nu selv er blevet sådan som vi bør være efter loven. Vi har efterhånden fået et hjerte og et helliggjort liv, så loven og samvittigheden ikke længere anklager os. Og på dette grundlag er vi selv blevet retfærdige. Nej, Paulus siger: "Da vi nu er retfærdiggjort af tro." - Af tro, siger han. Altså retfærdige i en andens fuldkommenhed. Hvordan det sker, eller hvad troen er, og hvad det er troen lever på, det har han vist i forrige kapitel. Der siger han f.eks. i vers 5: "Den som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige ...", og i vers 25: "han som blev givet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse".

 

Vi som er retfærdiggjort af tro, er altså mennesker som erkender at vi i os selv er ugudelige, men har al vor trøst i "ham som retfærdiggør den ugudelige". Som er fortabt med alt vort eget slid med at omvende os, ved vor anger, vor bøn og vor helliggørelse, men til sidst fandt al vor retfærdighed i ham som døde og opstod for os, "han som for os er blevet visdom fra Gud, retfærdighed og helliggørelse og forløsning" (1. Kor. 1:30). Hvem du så måtte være, og hvordan du så måtte have det - er du bare en af disse fattige, og har du bare al dit hjertes trøst overfor synden, i Kristus, så er også du en af disse Paulus taler om her. Og alt det han roser sig af, det tilhører også dig (se kap. 4:24).

 

Fred med Gud. Dette er den første store hovedskat. "Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud", eller "hos Gud". Vi er kommet tilbage i hans nåde og samfund. Krigen er slut. Der er stiftet fred. Der er nogen som tror at der her tales om den indre fred, som en sjæl får ved troen på syndernes forladelse. Men sådan som det lyder i grundteksten, ser vi at ordene "fred med Gud" her egentlig betegner det fredsforhold som opstår mellem Gud og mennesker ved retfærdiggørelsen. Da ophæves den Guds vrede som hviler over dem som ikke tror på Sønnen (Joh. 3:36), og Guds evige venskab og samfund kommer på ny til dem*.

 

*eiränän poieistai echein, agein pros betegner det fredsforhold som stiftes mellem to parter som tidligere har været i strid med hinanden. Verdslig lekture dokumenterer også dette. Sammenlign også om pros i Apg. 2:47, 24:16. Hvis der menes sjælens indre fred, så står det enten konkret (kap. 8:6, 14:17, 15:13), eller det hedder "fred fra Gud" (kap. 1:7), eller "Guds fred" (Fil. 4:7), osv.  Men aldrig som her: "fred med Gud". Her tales der altså om fredsforholdet mellem Gud og mennesker, som gør at Guds vrede er ophørt (konf. vers 9). Ordet bruges også i samme betydning i Ef. 2:14-15. Men af dette fredsforhold med Gud må der altid følge en indre fred i sjælen. Den førstnævnte og sidstnævnte fred står derfor i samme forhold til hinanden som retfærdiggørelsen og helliggørelsen. (Olshausen, Meyer, Philippi m.fl.)

 

Men troens øje ser jo netop dette, og dermed kommer en salig fred i sjælen, som er en af troens første frugter, og som sammen med retfærdigheden er noget af Guds rige i mennesket. Skriften siger jo: "Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd" (Rom. 14:17). Derfor er kongen også i dette rige skildret som Melkisedek i Salem, dvs. retfærdighedens konge i fredens rige (se Heb. 7). Altså følger selvfølgelig også hjertets fred, når man har fået "hans retfærdighed som bliver til evig tid". Derfor har vi nok omkring dette bibelord også lov at tale om den fred. Men vi må have klart for øje hvad teksten egentlig taler om: freden hos Gud, det guddommelige venskab og samfund, som gør at han ser på den troende som sit elskede barn som er kommet tilbage til ham (Luk. 15:20-24).

 

Også denne tekst viser at hvert menneske som ikke er blevet retfærdiggjort ved tro, er under Guds vrede og dødsdom. Mellem vreden og samfund med Gud findes der ikke noget ingenmandsland for nogen som helst skabning. Er det sandt, det apostelen siger, at kun de som er retfærdiggjort af tro, har fred med Gud, - ja så må konsekvensen være at den som ikke er blevet retfærdiggjort af tro, må være under Guds vrede, må stå i et krigs/kampforhold til sin Skaber. Og forholdet har sin baggrund i dette: Mennesket er faldet fra Gud. Det har gjort oprør mod sin konge. Men denne synd, og alle de andre synder dette menneske bærer på, er nu udslettet i stedfortræderens blod. Retfærdigheden som var krænket, er tilfredsstillet, og Gud selv er forsonet og står på ny med fadersindet vendt mod alle mennesker. "Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv". "Vi blev forligt med Gud ved hans Søns død, da vi var fjender".

 

Men sagen er at så længe de som er fjender ikke vil nedlægge våbnene og vende tilbage i lydighed mod sin konge, vende tilbage til hans fuldbragte nådestol, så vil hans dom hvile over dem. Læg mærke til hvordan Jesus taler i Joh 3: "Således har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne", men han fortsætter: "for at hver den som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Men den som ikke tror, skal altså "fortabes", sådan som Jesus også tilføjer i vers 18: "Den som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn". Og i vers 36 siger døberen Johannes: "Den som ikke vil tro på Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham". Vi mærker hvordan alt følger af tro eller vantro. Gud er forsonet. "Han gengælder os ikke efter vore misgerninger". Han længes og ser efter sin fortabte søn. Der er kun én ting som mangler: at han kommer tilbage. Paulus siger det sådan: "Vi beder i Kristi sted: Lad jer forlige med Gud!". Det er bare dette som står tilbage.

 

Men hvis nu dette ikke sker, at vi "kysser (dvs. hylder) Sønnen", da "bliver han vred", "hans vrede bliver optændt", og vi "går til grunde på vejen" (Salme 2:12). De grove og frække syndere har selvfølgelig Guds vrede over sig. At "foragtere", som ikke har noget som helst brug for Herren, har Guds vrede over sig, det forstår vi også let. Men dette gælder så langtfra bare dem. Nej, Skriften taler lige så klart om dom selv over det mennesket som er urolig og opvakt til frygt for Gud, men alligevel ikke flyr til nådestolen og søger retfærdigheden af tro, men i strid med hans ord bilder sig ind at de skal kunne oprette skaden gennem sin kristendom, skal kunne mindske sin skyld og reducere Guds vrede. Sådanne falder under samme dom, om de så kæmper sig til døde i egne gerninger. Alt er forgæves, så længe de ikke "giver sig ind under Guds retfærdighed" og "kysser (hyller) Sønnen", men bare stræber med at oprette sin egen retfærdighed gennem sin anger, sin tro, bøn, bibellæsning, afholdenhed osv. Alt er forgæves. Den hellige Guds betingelser bliver ikke tilfredsstillet. Deres kærlighed til Gud bliver aldrig ægte, de elsker ham ikke fuldkomment "af hele sit hjerte". Det er ikke som det bør være med kærligheden til sin næste. Det er altid først og fremmest sig selv. Det er ikke som det skal med renheden i hjertet, med oprigtigheden, de hader ikke synden, osv.

 

Og det som værre er, de kæmper mod Guds evige udvælgelse (Ef. 1:4), kæmper mod Lammets ære, de "træder Guds Søn under fode og foragter pagtens blod". Bare dette sidste er jo nok til at de pådrager sig en forfærdelig Guds vrede. Da bliver det i sandhed "forfærdeligt at falde i den levende Guds hænder" (Se Heb. 10:28-31). Alle mennesker er altså under synden, vreden og dommen, så længe de ikke har søgt forligelsen gennem Kristus alene.

 

Noget ganske andet er det med dem som har søgt denne forligelse, og "er retfærdiggjort af tro", har opgivet alt sit eget stræb, ja anser det for skarn. De er blevet overbevist om at de er fortabt, og har givet Gud ære ved at fly til forløsningen i Kristus Jesus. De er da, af Gud selv, retfærdiggjort, frikendt fra alle sine synder, og iklædt Kristi retfærdighed. Og i ham er Gud fuldkomment tilfredsstillet. Han er den som fuldkomment har opfyldt loven, "dræbt fjendskabet", og på ny udbredt den evige nåde over menneskene. Nu er der fred med Gud. Nu er det slut med al vrede, slut med al tilregnelse af synder. Nu er det bare venskab, samfund, nu den bedste klædning, nu fedekalven, nu glædesmåltid, nu på ny barneforholdet.

 

Den troende sjæl er ikke mere sin egen, må aldrig mere selv gøre regnskab for Gud. Det gør han som er "for Guds åsyn for vor skyld". Al den synd som den troende endda, ja dagligt, falder i, er sonet af Ham. Han er retfærdiggjort "af tro", og er altid retfærdig - alene i "Den Elskede". Åh, tænk hvilket venskab! Gud er i sig selv den evige kærlighed, og han ser nu på ny sit barn iklædt al den retfærdighed og velbehag som han i skabelsen selv havde givet menneskene. Ja det de nu er iklædt er endnu større, for det er selve Sønnens velbehag for Faderen. Nu ser Gud os alene i ham som i al sin guddommelige fuldkommenhed er for Guds åsyn for vor skyld. Da passer det ikke at tale, sådan som vi ofte hører, som om Gud på grund af vore synder bare allernådigst tåler os. Nej, det er tværtimod sådan Skriften lærer os, at han ikke en gang tilregner os synderne (kap. 4:8), men ser os alene i Kristus, og derfor ret og slet har sin "lyst" og sin "glæde" i os (Esajas 62:4-5). Vi er "Herrens elskede som skal bo trygt hos ham" (5. Mos. 33:12). For vor retfærdighed i Guds øjne er ikke vort, men Guds eget værk. Og Gud er altid tilfreds med det han selv har gjort!

 

Så bliver det store spørgsmål da bare dette: Er vor retfærdighed helt og holdent Kristi værk - eller består den også af noget af vort eget? Består den i noget vi selv er eller gør, da er det ikke noget man kan stole på. Da er der straks "pletter og rynker". Men skjuler bruden sig bare i ham, Den Elskede, da er hun, sådan som Paulus udtrykker det, virkelig "uden plet eller rynke eller noget sådant" (Ef. 5:27), og sådan som hun beskrives i Salomos højsang: "Alt er fagert ved dig, min kæreste. Der er ikke nogen fejl ved dig". Sådan må det jo også være, når Jesus selv kunne sige: "Den som er badet, er jo helt ren". Og tænk da hvilken fred og samfund vi har med Gud som er selve kærligheden!

 

Her er det vigtigt at vi lægger mærke til ordet "har" - "vi har fred med Gud". Paulus siger ikke: vi kender freden med Gud, men altså "vi har". Af sammenhængen det står i: "Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus", forstår vi at dette vi "har", det er noget vi har slået fast, om en sandhed udenfor os, og som vi derfor i tro til Guds løfter må holde fast på. Og det bliver en kamp, ofte under de største prøvelser, mens Gud måske for en tid skjuler sig for os, og vi kan være i de bitreste anfægtelser på grund af synden. Loven anklager os, samvittigheden dømmer os skyldig, og djævelen skyder sine ildpile ind i hjertet. Da er et sådant Guds samfund og venskab det vi mindst af alt oplever - i os selv! Dette er lidelser alle Guds børn helt sikkert vil måtte opleve: at de ikke kender nåden i sit hjerte, men bare mørke, tørke og død. Da er det om at gøre at vi ved, og minder os selv om, hvad Gud har gjort, og løfterne han har givet os. Og så må vi, som Abraham: "på Guds løfte tvivlede han ikke i vantro, men blev stærk i sin tro, idet han gav Gud ære".

 

Her kunne nogen tænke: Tidligere er det jo sagt at den strid vi har med Gud, den skal også føre til en salig fred og ro i samvittigheden. Hvordan kan det da være at det er det modsatte vi oplever, hvis vi virkelig ejer denne fred med Gud? Det er vigtigt at få afklaret et sådant spørgsmål. Derfor vil vi gerne gå lidt nærmere ind på denne fred.

 

Først må vi da lægge mærke til at vor indre fred må være grundet på et stort og saligt forhold: at vi er under Guds nåde og venskab. Men visheden om dette må vi have fra Guds urokkelige ord og løfter - altså totalt uafhængig af om vi kender nogen stadfæstelse på dette i vort hjerte! Vist må vi også ind i mellem smage Guds velsignelse, når hans ord "kommer til os", når han lader "fred komme over os som en bæk" (Esajas 66:12) og giver sit følbare vidnesbyrd i sjælen: "du er min". Men vi må aldrig tro at en sådan oplevelse af nåden altid skal gives os. Tværtimod er det et kendetegn på hvordan Gud øver os i troen, når han fuldstændig kan skjule sin nåde, og lader os opleve det som om han ikke vil have noget med os at gøre.

 

Hvordan skulle vi da have fred? Jo, da er det om at gøre at vi med en fast tro hele tiden holder os til hvad Gud, på trods af alt det vi erfarer, har givet og lovet os i sin elskede Søn. Vide og grunde på Skriftens ord om at Gud er trofast, at nådepagten er en "evig pagt" (Esajas 55:3, 54:8), uanset hvordan det skifter i det vi føler og erfarer. Det er jo disse ord som er "Guds kraft til frelse", som altså virker den frelsende tro - men også holder den i live ("han er troens ophavsmand og fuldender", Heb. 12:2). På disse ord kan jeg tro at alle mine synder er forladt, og at Gud er nådig mod mig. Da har jeg en mægtig og salig fred i sjælen. Da taler jeg med Gud som med en forsonet og glad far. Da skælver jeg ikke for dommen og evigheden, men er blevet overbevist om at min fred skal blive fuldkommen, når jeg får ham at se, som skal komme i skyen på samme måde som han fór op - med sine sår som han havde vist sine disciple, så de gik fra tvivl til vished og fred (Joh. 20:19-20). En sådan fred har vi alene i at vi "er retfærdiggjort af tro".

 

Både vor retfærdighed og vor fred skal vi altså alene have ved tro.

 

Denne fred på grund af Kristi sår, er et stærkt tegn på en forsonet tilstand. Men når Herren kommer igen, skal de samme sår føre en rystelse over alle dem som ikke er forsonet med ham. "De skal se hen til ham som de har gennemboret". Da skal de fly fra hans åsyn og bede om at bjergene skal falde over dem og skjule dem. Noget af dette oplever disse ofte allerede her i livet. Det er et tegn på hvordan det står til med sjælen. Luther siger: "En sandfærdig og god samvittighed har fred når Gud er nær, men skælver når Gud synes fjern". Den troende bliver trøstet når Kristus åbenbarer sig. Men da bliver den ufrelste urolig. Guds barn siger: når jeg kan tro at det er sandt, alt det som er skrevet om Kristus, da er jeg trøstet. Den ufrelste, derimod, uroliges netop ved tanken på om det var sandt, alt det Skriften indeholder om Kristus.

 

Læg nøje mærke til dette tegn! Det fortæller sandheden om dit forhold til Gud og til dine synder. Det vidner om det er sådan, at du har indgået forlig med dommeren, om du har din daglige plads ved nådestolen og tager dine synder frem der for at de kan blive tilgivet. Eller om du tværtimod holder dig borte fra Gud, og ikke taler med ham om dine synder. Det stod ikke godt til med David, da han "tiede", og ikke bekendte sine synder for Gud (Salme 32:3-4). Når han derimod bekendte sine synder, og fik forladelse, da fik han en fred så han kunne synge i hjertelig glæde: "Salig er den som har fået sin overtrædelse forladt og sin synd skjult" (vers 1). Han siger: "Jeg bekendte min synd for dig og skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine misgerninger for Herren! - Og du tog bort min syndeskyld. Sela. Derfor, lad hver from bede til dig den tid du er at finde. Visselig, når store vandfloder kommer, til ham skal de ikke nå" (vers 5-6). Dermed forkynder han at de hellige ikke er fri for synd, men at deres fred alene består i at de bekender sine synder, og får tilgivelse.

 

Sådan er altså fred i samvittigheden afhængig af om vi har fået syndernes forladelse. Mens derimod en stadig rædsel for Gud vidner om en uforsonet tilstand. Men det må ikke opfattes som at al uro og frygt overfor Gud vidner om en sådan tilstand. Både Davids salmer og alle de helliges historie vidner klart om at Gud kan bekymre og forfærde sine hellige, så de ikke oplever noget som helst andet end at Gud er vred på dem. Da skælver de virkelig, og deres "hjerte stønner så de må skrige ud" (Salme 38:9). Men læg mærke til forskellen: dette er ikke deres egentlige liv. Det er noget som indtræffer, men går over. Deres egentlige liv er fred og et fortroligt samfund med Gud (Salme 97:11). Paulus siger: "Åndens attrå er liv og fred" (Rom. 8:6). Og i 8:15 siger han: "I fik jo ikke trældommens ånd, så I igen skulle frygte. Men I fik barnekårets Ånd som gør at vi råber: Abba, fader!" Men dels efter store Guds prøvelser, dels på grund af synden som endnu hænger fast ved os, og svagheden i troen, så sker det at også de hellige af og til skælver*. Dette er da ikke tegn på noget fundamentalt galt, når vort liv samlet set er et liv i forsoningen og troen. Tværtimod ville det være et betænkeligt tegn, om troen og freden aldrig skulle ristes gennem sådanne ting vi just har nævnt. De helliges historie er ikke sådan.

 

*Men desuden finder vi også, her og der, nogle mennesker som aldrig synes at få fred. De går der uden nogen som helst erfaring af livet med Gud. Nogle også med en udefinerbar ængstelse. Dette på trods af at de synes at have søgt retfærdighed og fred, alene gennem troen. En sådan tilstand kan have sin grund i en eller anden fysisk eller psykisk sygdom i legemet.

 

Det er noget ganske andet når sandheden er at mennesket egentlig lever et liv fjernt fra Gud, og i frygt ved tanken på dommen. Dette vidner om en falsk, uforsonet ånd. Dette er grunden til at "de ugudelige er som det oprørte hav. Det kan ikke være stille. Der er ingen fred" (Esajas 57:20-21). Af disse sover de fleste så tungt, bedraget i en falsk fred, sådan som Job skildrer det: "de synger til tromme og citer, og glæder sig ved fløjtens lyd. De lever sine dage i lykke, og i et øjeblik farer de ned i dødsriget" (svensk: til dødsriget farer de frit) (21:12-13). Andre, derimod, er klar over sin uforsonede tilstand, og er urolig i sin ånd, eller har en skjult anelse om den dom som hviler over dem. Et sådant menneske kan f.eks. kaste sig ind i gode gerninger, enkeltvis eller gennem organisationer, eller til og med i bøn og bibellæsning. Men tanken på dommens dag og evigheden bekymrer dem altid på ny. De kan aldrig blive overbevist om at det ikke fortsat mangler noget for at de kan blive frelst. Men de håber at det skal rette sig. At de skal finde fred sådan som de har det.

 

Mange omtolker Guds bud og krav så de bliver mulige at opfylde, og regner med at så er alt i orden. Sådan svæver deres sjæl på det stormende havets bølger, op og ned. Det er alt sammen som Gud selv siger: "Der er ingen fred". Når de pludselig oplever at Herren er nær, måske gennem åbenlyse straffe og domme fra Gud, eller de ser døden kræve sine ofre, da skælver de. Sådan var det også med fiskeren fra Betsajda (Luk. 5). Han kunne tie om sine synder, så længe Herren bare forkyndte fra hans båd. Men den dag Herren viste sig i sin almagt, i den store fiskefangst, da så Simon hvem denne Herre var som stod overfor ham. Da faldt han ned for Jesu fødder og sagde: "Herre, gå fra mig, for jeg er en syndig mand!" Sådan er det med de fleste mennesker. De synes at have fred, men kun så længe de ikke oplever at Gud gør dem urolige. På et øjeblik er det slut med deres fred, når Herren er nær.

 

Måtte hver eneste én i hjertets oprigtighed spørge sig selv ind for Herren: Har jeg fred med Gud? Har jeg søgt, og fundet forsoning? Kan jeg her og nu møde Dommeren? Er min egentlige tilstand sådan at jeg har mest fred når Gud synes at være mig nær, og at jeg mærker tvivlen når jeg savner hans nærvær? Eller er det i stedet sådan at jeg har mere fred så længe jeg kan skyde sådanne spørgsmål om Gud og evigheden fra mig? Sådan kan du vide hvordan det står til med din samvittighed.

 

Nu har vi måske set forskellen på de troendes mere tilfældige anfægtelser, og uroen hos en som er uden livet med Gud. Men gennem denne vor tekst må vi altid huske den sandhed at det er alene når vi "er retfærdiggjort ved troen" at vi har en sand fred i sjælen. Der er to hovedårsager til at menneskene ikke har fred med Gud. Vi nævner det på ny: Nogen lever ubodfærdige. De vil ikke tale ud med Gud om sine synder, men vil leve i uretfærdighed. Andre vil nok søge Guds nåde og fred, men finder den aldrig. Og grunden er at de ikke søger den "ved troen", men gennem sit eget slid med at omvende sig - som aldrig kan blive fuldkomment. Da går det som nogen vidner om: "Jeg faldt, stod op, men faldt på ny. Jeg gjorde det jeg før havde afskyet, og købte min kortvarige fred dyrt med en langvarig kamp".

 

Hvis du søger og kun venter på noget godt som du selv skal opleve, - om det så er noget så ret som en rigtig anger og tørst efter nåde, et åndeligt liv i sjælen - og ikke opgiver alt sammen, og kommer som en "ugudelig" og "død", og tager imod alt i Kristus alene - da vil du aldrig få den rette fred i sjælen. Kun den som opgiver alt det han selv er og kan, og anser sig som fortabt, og så fæster sin tro alene til det som er fuldkomment: Kristi værk for os. Alene den har fred. Det er at være retfærdiggjort "af tro", - gennem en anden. Dette vil Paulus understrege, når han ikke bare siger at vi er blevet retfærdiggjort af tro, og derfor har fred med Gud, men også tilføjer:

 

"Ved vor Herre Jesus Kristus". Det er ikke på grund af noget som helst godt i eller af os selv, at vi har fred med Gud, evig nåde, og Skaberens venskab. Det har vi alene gennem, eller "ved vor Herre Jesus Kristus". Udtrykket "ved" viser hen til en mellemmand, en stedfortræder. Og det er vigtigt at have klart for øje i den situation vi har, når en mellemmand, en stedfortræder optræder på vore vegne. Vor Herre Kristus er "mellemmanden mellem Gud og mennesker" (1. Tim. 2:5). Det var alene ham som kunne indgå fred mellem Gud, som er hellig, og menneskene som er fulde af synd. Uden mellemmand kan en hellig Gud ikke have venskab og samfund, og en pagt med syndige mennesker.

 

Fra skabelsen af har Gud haft tre pagter med menneskene, eller tre veje for menneskene til frelse og samfund med ham. Den første pagt mennesket levede under med Gud, var det åbne samfund mellem Gud og mennesket, sådan som det var skabt af Gud, før det faldt, fuldstændig rent og uden synd. Den anden var lovens pagt. Og den tredje var nådepagten. For den første pagt behøvedes ingen mellemmand eller stedfortræder, for menneskene var rene, uskyldige. De kunne selv opfylde Guds vilje, og kunne tale åbent med Skaberen i fortrolig samfund.

 

Under den anden pagt blev menneskene givet en mellemmand, men ikke til soning for overtrædelserne. Kun som en ombudsmand mellem Gud og folket. Moses havde ikke det som var nødvendig, den retfærdighed som loven krævede. Men han frembar ord fra Gud til folket, og fra folket til Gud. Under den tredje pagt, nådepagten, er Jesus Kristus en sand mellemmand til vor forsoning. En mellemmand som ved sin fuldkomne opfyldelse af loven grundlagde en evig fred mellem Gud og mennesker. "Han er vor fred" (Es 2:14). Han er mellemmanden og fredsstifteren mellem Gud og mennesker. Det var ved denne "store ypperstepræst" Gud "forligte alle ting med sig selv da han gjorde fred ved hans blod på korset, - ved ham, enten det er de som er på jorden, eller de som er i himlene". Alene gennem ham kunne syndere komme frem for den hellige Gud, få forladelse, blive retfærdiggjort og dermed Guds elskede barn. Det er dette som hedder at "have fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus".

 

At det udelukkende er gennem ham og i ham vi har fred med Gud, det er det helt afgørende som vor tro og vort sind må være optaget med. Både det at blive i troen, og det at have fred med Gud, afhænger af dette. Som sagt tidligere: om nåden og retfærdigheden til en vis grad skulle være afhængig af noget mennesket kunne bidrage med, om end aldrig så lidt, så ville det straks være noget ustadigt, noget som vakler, som man ikke kunne stole på. Derfor har apostelen her to gange i træk mindet os om at det er alene ved vor Herre Jesus Kristus vi har denne fred med Gud. Nu tilføjer han på ny:

 

Ved ham har vi også ved troen fået adgang til denne nåde som vi står i. Med disse ord fortsætter Paulus at forklare det han sagde i det første vers. Sammenhængen er: nu har vi fred med Gud gennem/ved vor Herre Jesus Kristus. For ved ham har vi fået adgang til denne nåde som vi står i. Forklaringen på at vi har "fred med Gud", er altså at vi har fået adgang til en nådestand, et nåderige. Og denne adgang til nåderiget har vi fået ved troen. Vi fik den fra første stund vi troede, tog vor tilflugt til Kristus, og så længe vi bliver værende i en sådan tro. Det retfærdiggjorte menneskets nådestand, eller liv under nåden, er da en stor, sammenhængende helhed: Når det gælder dens begyndelse siger Paulus: "Vi har fået adgang". Når det gælder fortsættelsen, i nådestanden her i livet, siger han: "Vi har fred med Gud". Og når det gælder nådestanden efter dette liv, siger han: "Og vi roser os af håb om Guds herlighed".

 

Ordet "adgang til denne nåde", er et ord som er fuldt af himmelsk trøst for fattige syndere. Skriften lærer at vi har en vedvarende, en evig adgang til denne nåde. Paulus siger andre steder: "Gennem ham har vi adgang til Faderen" (Ef. 2:18, 3:12). Og i Heb. 10:19-20 kalder han det "frimodighed i Jesu blod, til at gå ind i helligdommen. Til den har han indviet for os en ny og levende vej gennem forhænget, det er hans kød". Åh, hvilken evig trøst dette er, at denne adgang, denne frimodighed til at gå ind i helligdommen, denne nye og levende vej gennem forhænget, altid står åben for os! Det er dette som er trøsten i alt som sker, hvad jeg så end måtte opdage der var galt med mig. Ja, om jeg så skulle opdage at jeg indtil nu ikke har haft den rette tro, men været bedraget og falsk, som Judas eller troldmanden. Også han, som "lå i bitterheds galle og i uretfærdigheds lænker" havde adgang til nåden. For Peter sagde til ham: "Omvend dig - og bed Herren om at måske dit hjertes tanke måtte blive dig tilgivet!" (Apg. 8). Også den som var "lunken", og som Herren talte så hårdt til: "jeg vil udspy dig af min mund", havde alligevel adgang til nåden. For Herren føjede til: "Jeg råder dig til at du køber af mig: Guld"… osv.

 

Så længe det endnu hedder i dag er der altså hjælp at få, fordi vi altid har adgang til nåden. I dag kan vi begynde at søge til denne nåde. Fordi vi har denne adgang, formaner apostelen os: "Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få miskundhed, og finde nåde til hjælp i rette tid" (Heb. 4:16). Grunden til alt dette er at denne adgang har vi alene "ved vor Herre Jesus Kristus", en ypperstepræst som kan have medlidenhed med vore svagheder (vers 14-15), en "ypperstepræst til evig tid" (Heb. 6:20). "Han har et præstedømme som ikke kan forandres, fordi han bliver ved til evig tid. Derfor kan han også fuldkomment frelse dem som kommer til Gud ved ham, da han altid lever til at gå i forbøn for dem" (Heb. 7:24-25). At vi ved troen til enhver tid kan forblive i nåden, er dels fordi vi har denne vedvarende adgang, dels fordi vi har nåden alene "ved vor Herre Jesus Kristus". Dette siger Paulus noget om gennem de knappe ord som nu følger:

 

Som vi står i - "denne nåde som vi står i". Dette korte udtryk betyder egentlig "stå fast", "blive stående" (se 1. Kor. 15:1, 2. Kor. 1:24, Ef. 6:13, 1. Pet. 5:12, Joh. 8:44). At vi ved troen til enhver tid kan "stå", eller "blive stående", i nåden, det har jo sin grund i hvor fast selve nåden er. Og den har igen, som vi nylig sagde, sin grund i at vi har den alene "ved vor Herre Jesus Kristus". Hvis det var sådan at nåden og retfærdigheden ind for Gud i nogen som helst grad var afhængig af noget i eller af os, da ejede vi ikke længere nogen nådestand, ikke mere en "evig" nådepagt. Nej, vi ville ikke et øjeblik være under Guds nåde - fordi vi aldrig et øjeblik er uden synd, eller er fuldkommen overfor loven.

 

Læg nøje mærke til dette! Var det sådan at vi havde Guds venskab bare de gange vi selv er mere kristelige og mindre skyldige til straf, men var derimod udenfor nåden når vi havde syndet og faldet, da måtte retfærdigheden jo være noget vi kunne opnå gennem loven. Nej, sådan kan det ikke være. For hvis det var sådan, og vi på et eller andet tidspunkt havde opnået retfærdighed ved loven, så måtte vi jo på det tidspunkt være fuldkomne efter loven. Vi måtte da være så fuldkomne i hjertets kærlighed til Gud og vor næste som loven kræver. Men Paulus har jo gennem de tre første kapitler netop bevist at der ikke findes et eneste menneske på jorden som er retfærdig overfor loven.

 

Den tanke at vi i os selv, når vi lever et bedst muligt kristeligt liv, skulle behage Gud, men miste hans nåde når det går dårligere med vor kristendom, er den groveste vildfarelse. For sandheden er at vi ikke et eneste øjeblik er så hellige at vi kan behage ham, om han så på os. Derfor må vi særdeles stærkt fastholde at Kristus ene og alene er vor retfærdighed ind for Faderen. At han "for vor skyld" fuldkomment opfyldte alt det loven nogensinde kræver, og til sidst, i sin død, helt og holdent dræbte fjendskabet, så vi fik en evig fred hos Gud, sådan som Paulus siger det i Ef. 2:14,16: "Han er vor fred - og har dræbt fjendskabet på korset". Krysostomus siger til dette: "Det kan ikke siges mere eftertrykkeligt. Han siger ikke bare borttaget, eller opløst, men det som er endnu mere eftertrykkeligt: dræbt, eller aflivet, sådan at det aldrig mere kan komme til live igen".

 

Så er det da slut med Guds vrede for syndens skyld, - over dem som tror!

 

Den kærlige fars vrede, som vi oplever når han opdrager, riser og tugter os for vore synder, må ikke forvilde nogen. Den vrede er fuld af nåde. Det vi nu har talt om, er en vrede som gør at han fordømmer og forkaster synderen. Denne vrede eksisterer ikke mere for dem som er i Kristus Jesus, som Paulus også udtrykkelig siger det i Rom. 8:1. Vi lover og priser evindelig den velsignede Herrens navn, for dette. Alle som "er retfærdiggjort af tro", og bliver værende i denne tro, har en evig fred hos Gud, et evigt venskab. Denne tro virker sandelig et herligt Guds værk i sjælen. Den gør os til nye mennesker, vi får Den Hellige Ånd, og den virker at vi angrer synden, elsker retfærdigheden og begynder at leve livet på en ny måde. Men det er ikke noget af dette som gør at vi "står i" denne nåde, eller bliver værende i samfund med Gud. Grunden er alene at vi ved troen er iklædt Kristus. Bare dette at Kristus i vort sted står retfærdig ind for Faderen. Derfor er det alene ved troen på ham vi bliver stående i nåden, i samfund med Gud.

 

Peter formaner os til at stræbe efter troens frugter, og siger gennem disse "gør vi vort kald og udvælgelse fast" (2. Pet. 1:10). Med dette mener han at vi gør vort kald og udvælgelse fast - for os selv, gennem disse vidnesbyrd om at vor tro er ægte (se 1. Joh. 3:18-19). Men selve nådestanden hos Gud har vi alene gennem Jesus Kristus. Dette taler vore kirkefædre så klart om i Konkordieformelen: "Det betyder ikke at det kun er i begyndelsen af vort kristenliv, at troen holder sig til retfærdigheden og saligheden, og at disse gerninger så efterhånden skulle være det som skulle bevare (conservare) troen og den retfærdighed og salighed vi havde modtaget. Men for at vi skulle få en god stadfæstelse, ikke bare på at vi havde modtaget retfærdigheden og saligheden, men også at vi kan beholde den, så siger Paulus i Rom. 5 klart at det er alene ved troen vi ikke bare er kommet ind under nåden, men også at vi kan stå i nåden og roser os af håb om Guds herlighed hjemme i himmelen. Han siger med andre ord at både begyndelsen, fortsættelsen og afslutningen får vi altså alene ved troen".

 

Så er denne store og trøsterige sandhed da vis, og bekræftet fra Skriften: Ingen fald eller skrøbeligheder, ingen skift fra lysere til mørkere tilstand, kan ophæve eller rokke ved vor nådestand, - så længe vi lever i troen på Kristus og ikke helt falder fra ham. Nej, al synd som kan tænkes at ramme os gennem livet, skal blive udslettet og opvejet i det guddommelige nåderige, det som blev grundlagt ved nådepagten i Kristus. Alt skal blive udslettet af den evige ypperstepræst. Det var jo for alle vore misgerninger at han med sit eget blod gik ind i himmelen, for at han skulle være vor talsmand hos Faderen, som Johannes siger: "Mine børn! Dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, Den Retfærdige". Denne talsmand, og denne nådepagt, er stærkere end alt det som kan tænkes at indtræffe gennem hele vort liv.

 

Når de troende oplever at Åndens lys åbenbarer al slags synd i deres liv, og anklager dem, da kan troen blive sat på mange og store prøver. Én er slået over ende i store fristelser. Nu kender han forfærdelige anklager i samvittigheden, og sukker: jeg har haft et åbenlyst fald. Jeg er faldet ud af nåden. En anden klager under stadig pres af fristelser: mit hjerte er falsk. Det elsker jo synden. Det er vaklende og svagt. Jeg er ikke på vagt som jeg burde være, osv. En tredje oplever en langvarig tørkeperiode. Indvendig føler han sig død, som om han sover. Han sukker og ved ikke hvordan han skal blive virkelig åndelig vågen og gudfrygtig. Al den synd og fordærvelse vi har arvet fra Adam, bliver vi virkelig kendt med når Ånden kaster lys over det, og anklager.

 

Er det virkelig sandt at al denne elendighed helt kan blive skjult af nåden? Nej, hvis nåden var det allermindste afhængig af noget hos os, da var det umuligt. Men nu vil det vise sig om du tror disse ord som siger at vi står i nåden - alene "ved vor Herre Jesus Kristus". Tvivler du på at al denne elendighed du havde med dig til nådestolen, kan blive skjult af nåden? Da må din tro jo, i hvert fald til en vis grad, være grundet på noget du kan bidrage med selv, og som du nu ser, vakler på grund af dine synder. Eller også må du mene at Guds Søn ikke er nogen fuldkommen frelser og talsmand i Faderens øjne.

 

Nu er vi ved et særdeles vigtigt punkt: Hvor vigtigt det er at holde fast på disse ord: "Ved Jesus Kristus", og skriv denne sandhed dybt ind i hjertet, at vor retfærdighed og fred hos Gud har vi alene i ham som er for Guds åsyn - for vor skyld. Hvis ikke, da er det forkasteligt og løgn, alt det Skriften vidner om disse ting. Hvis retfærdigheden i aldrig så lille grad skulle kunne opnås gennem loven, "da er Kristus altså død uden grund" (Gal. 2:21). "For hvis de som holder sig til loven, er arvinger, da er troen blevet unyttig, og løftet sat ud af kraft" (Rom. 4:14). Så har vi da i sandhed en evig nåde hos Gud, - hvis vi har den alene "ved vor Herre Jesus Kristus".

 

Og vi roser os af håbet om Guds herlighed. Dette er nu den anden store hovedhensigt som uvilkårligt følger af den første. Vi er blevet retfærdiggjort af tro og har fred med Gud, fordi vi har samfund med ham som er himmelens og jordens Skaber og Konge, og er hans barn. Da er det både helt naturligt og selvfølgeligt at vi er hans arvinger, og skal indtage det rige som er beredt os fra verden blev til. Vi skal opleve den herlighed og salighed som Gud i begyndelsen skabte menneskene til. Nu har han genløst os så dyrt, og forbereder os med sin Ånd til denne arv. "Er vi børn, da er vi også arvinger. Vi er Guds arvinger og Kristi medarvinger" siger Paulus i Rom. 8:17. Der tales egentlig lidt i Skriften om denne arv, den evige herlighed. Mens det derimod tales meget om hvordan vi kommer til nåden, og bliver bevaret i den. Og grunden er uden tvivl netop den, at denne arv er en helt naturlig følge af at vi har fået nådelivet. En anden grund er nok at ingen mennesker på jord har oplevet den evige herlighed. Derfor kan tanker eller ord heller ikke skildre den herlighed Gud skal give os når han en gang fejrer Lammets bryllup, og lader sine venner opleve den fuldkomne glæde. Den herlighed "som intet øje har set og intet øre hørt, og det som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte".

 

Og vi roser os af håb om Guds herlighed. Han siger vi roser os af håbet. Han siger ikke bare at "vi har det håb", men at vi roser os af det. Ordet betyder at vi har en triumferende vished i vort håb. En vished som også gør os så glade og salige at vi ikke kan tie om dette, men synger og vidner om hvor lykkelige vi er, som har fået denne nåde og skal opleve Guds herlighed. Og denne vor ros bygger alene på Gud, på det Gud har gjort og på hans ord. Det er altså det modsatte af den ros, eller ære, Paulus taler om i Rom. 3:23,27, som gjaldt kødet, vor egen værdighed. Den ros der nu tales om, har sin grund i at vi er blevet retfærdiggjort ved troen på ham som døde og opstod for os. Derfor er det både en ret og kristelig ros, for i den giver vi Gud ære. Intet menneske har selv noget at rose sig af (Jer. 9:23-24, Ef. 2:9). "Ved Herren skal de få sin ret, og af ham skal de rose sig, hele Israels æt" (Esajas 45:25).

 

Den som aldrig roser sig af ham, af den nåde og frelse som er Guds eget værk, han ærer ikke Gud, men opfører sig tværtimod som om han ville sige: jeg ved ikke sikkert om man kan stole på det Gud har gjort og sagt. Jeg er ikke helt sikker på om Kristus er en fuldkommen mellemmand, om hans blod renser fra alle synder, så vi kan være velbehagelige for Gud. Jeg ved ikke om det er til at stole på at Gud til sidst skal give os sin herlighed. Med sin uvished giver også troende mennesker desværre udtryk for samme tvivl om Guds værk, når deres tro er så svag at de ikke roser sig i Herren. Men vi bør i hvert fald forstå at en sådan uvished ikke giver Gud ære.

 

Men den som har opgivet alt sit eget, og nu alene sætter sin lid til "ham som retfærdiggør den ugudelige" - et sådant menneske ser ingen grund til at leve i det uvisse og lade være at tale om det som alene Gud har æren af: Guds nådegerninger, som har gjort ham til et Guds barn og arving til den evige herlighed. Kristus siger: "Glæd jer over at jeres navne er indskrevet i himmelen!" "Vi roser os", læser vi:

 

af håb om Guds herlighed. Dette udtryk kan betyde både den herlighed Gud selv har, og den herlighed han skal give sine troende. Men dette er jo egentlig en og samme herlighed. Gud skal virkelig give os af sin egen herlighed, sådan som Kristus sagde det: "den herlighed som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være et, ligesom vi er et, jeg i dem og du i mig, for at de skal være fuldkomne til et" osv. "Far, jeg vil at de som du har givet mig, skal være hos mig der hvor jeg er, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig" osv. (Joh. 17:22-24). Er der nogen mennesketanke som kan fatte alt det sådanne ord indebærer? Og at dette gælder alle troende, helt til verdens ende, det siger Herren udtrykkeligt i vers 20: "Jeg beder ikke bare for disse (apostlene), men også for dem som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være et, ligesom du, Far, i mig, og jeg i dig". Og så følger disse Herrens ord om at "den herlighed som du har givet mig, har jeg givet dem". Hvem kan da fatte højden og dybden i den herlighed Gud skal give os? Johannes siger at han ikke kan fatte det: "Mine kære, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret hvad vi skal blive! Vi ved at når Han åbenbares, da skal vi se ham som Han er".

 

Her må vi lægge nøje mærke til at når han siger at de roser sig af håbet om Guds herlighed, så udtaler Paulus dette før han er begyndt at tale et eneste ord om helliggørelse og gode gerninger. Han viser at dette håb grunder de ikke på helliggørelsen, som følger af troen. Men siger at når "vi er retfærdiggjort af tro", så har vi straks både fred med Gud og håb om Guds herlighed. Nådebørnene har (naturligvis) sin arv i himmelen straks de er født på ny. Det er jo denne arv de er født til. Vi ser også at de som den første pinsedag fik troen ved at høre Peters forkyndelse, straks deltog i det kristne samfund i hjemmene hvor de "brød brødet og holdt måltid med fryd og hjertets enfoldighed" (Apg. 2). Det samme læser vi om den ætiopiske hofmand, og fangevogteren i Filippi.

 

Straks de var kommet til tro, kunne de fryde sig. De behøvede ikke først at opleve de modnede i nåden, eller se frugterne som skal komme af troen. De havde fået et frelst og glad hjerte, straks de havde hørt forkyndelsen om den nåde de ejede i Kristus. Og et sådant hjerte som lever på Guds nåde i Kristus Jesus, kan ingen have uden at de tror de har nåden her i livet, og herligheden i himmelen. For hvis vi ikke skulle tro vi fik herligheden i himmelen, hvad skulle nåden her i livet så tjene til? Ganske rigtig kunne vi gennem Åndens frugter få større vished om at vor tro var ægte (som apostelen tænker på i 2. Pet. 1:10-11), men selve troen og håbet må allerede før der kommer nogen frugt, være grundet udelukkende på netop det som Gud har lovet, dvs. ikke bare syndernes forladelse, men også evigt liv.  

 

Må vi så alle vogte os for den farlige vildfarelse, at et troende Guds barn ikke straks skulle være færdig til at gå lige ind i himmelen, men først måtte modnes i nåden og have nogen Åndens frugter. For det er en falsk og farlig opfattelse. Ganske rigtig kan en sådan modning føre til et større mål af herlighed, en større glans, som Skriften taler om nogle steder (1. Kor. 15:41-42, Dan. 12:3). Men selve riget, barneretten og arven, har vi kun ved troen alene. Og om vi så oplevede hundrede år i nådens opfostring og tilvækst, så ville vi med det ikke have noget som helst større håb om Guds herlighed. I samme øjeblik en synder kommer til troen og nåden, er han klædt i bryllupsklæderne og kan gå ind i herligheden. Røveren på korset, og apostelen Johannes som havde levet hele livet sit i Kristi tjeneste, fik begge - af samme nåde - det evige livs gave. I Kolossenserbrevets tredje kapitel aner vi lidt af tilstanden i denne menighed, når vi ser hvor alvorlige formaninger Paulus mente de trængte til. Alligevel opfordrer han dem i det første kapitel i samme brev til "med glæde at takke Faderen som gjorde dem skikket til at få del i de helliges arv i lyset".

 

Sådan følger håbet om frelse og Guds herlighed da allerede med nåden, når troen fødes. Nøjagtig som en jordisk arveret alene beror på en fødsel. Måtte vi da ikke bare være fornøjet med at eje, men også "rose os" af dette vældige håb! Da giver vi Gud ære, og samtidig styrkes al vor åndelige kraft i striden. "Frelsens hjelm" er et vigtigt våben (Ef. 6:17). Vi kommer nok ikke bare til at opleve at vi bliver trætte i livets modgang, men også at få mange sår, mange glødende pile, så sandt vi virkelig kæmper striden for kronen. Da er det sandelig nødvendigt at vi opliver og styrker vor Ånd med håbet om Guds herlighed og evigt liv.  Sløres dit blik på det salige mål, den herlige krone? Skynd dig da straks til de store, evige grundvolde for det salige håb! Gud er trofast og almægtig, derfor skal vort håb ikke gøres til skamme.

 

Får løfterne i Skriften bare lov til at øge din tro, da ser du straks hvor umådelig rig og salig du er. Se på alt det Gud har gjort fra verden blev skabt, og spørg dig selv om det kunne være muligt at Gud ikke havde noget større mål med at skabe menneskene, end at de efter en tids lidelse på jorden, til sidst skulle blive til ingenting! Alene menneskesjælens evner er nok til at overbevise dig om noget andet. Og videre: Skulle Gud have givet sin Søn i en blodig martyrdød - bare for noget timelig godt? Har Gud sendt sin Ånd i vore hjerter for først at knuse os, og derefter trøste og helliggøre os, har han givet os korset og al den tugt vi hver dag behøver - og alligevel kan du være usikker på hvad alt dette er forberedelser til? Til sidst: Gud har givet os alle løfter om evigt liv, og så skulle han til sidst bedrage os? "Herre, øg vor tro!" Det er bønnen vi trænger til at bede for at vi "lige til enden kan holde fast ved frimodigheden og det håb vi roser os af".

 

3: Ja, ikke alene det, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, for vi ved, at trængselen virker tålmodighed

4: og tålmodigheden virker et prøvet sind, og det prøvede sind håb,

5: Og håbet gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd som er os givet.

At være i samfund med Gud og have hans venskab er så stor en lykke, og vi får et så herligt Åndens lys når Guds kærlighed flyder til vore hjerter. Da oplever vi at selv lidelse og modgang, som sædvanligvis knuser alle menneskers trøst og mod, tværtimod giver os en ny, rig og åndelig trøst. I dette kapitel er Paulus optaget med at vise at da det altså er ved troen vi bliver retfærdiggjort, så er vi frelst og salige. Da er hele målet med livet vundet. Da er alt vel for tid og evighed. Som han har sagt, så er vi da salige Guds børn og himmelens arvinger, - og da har vi fred med Gud, eller et evigt venskab, og roser os af håb om Guds herlighed.

 

Men Paulus vil samtidig afklare forholdet med den store modsigelse som ligger i alle de troendes lidelser på jorden. Hvordan kan jeg være salig, når alt muligt bittert rammer mig så mit hjerte dagligt må lide*? Da skynder Paulus sig at svare: det forhold er tværtimod et nyt bevis på vor salighed. Det er et resultat af at vi opdrages for himmelen. Derfor ikke bare tåler vi dette, men vi "roser os også af vore trængsler". Trængslerne er et nyt stort og godt bevis på den kærlighed vor Far i himmelen omgiver os med. Dette oplyser og trøster Ånden os med, og derfor kan vi prise ham. Tidligere har Paulus sagt at da vi nu er retfærdiggjort af tro, og har Guds venskab, "roser vi os af håb om Guds herlighed". Nu tilføjer han:

 

*Dette at så meget lidelse rammer Jesu efterfølgere, at de var en forfulgt og en elendig hob på jord, var særligt jødernes indvendig mod troen på Jesus. En jøde havde jo nemlig store problemer med at tænke sig Guds nåde og Messias’ rige på jord anderledes end i en jordisk sejrrig sammenhæng. Hedningerne plejede også at håne de kristne når de roste sig af sin salighed i troen, med at minde dem om deres elendige situation. I sin Octavius gengiver Minucius Felix deres udtalelser sådan: "Se, I er jo nogle fattige og hjælpeløse mennesker, og noget sådant skulle jeres Gud tillade? Enten vil han ikke, eller også kan han ikke hjælpe sine. I oplever jo bare forfølgelser, straf, pinebænke og kors. Hvor er jeres Gud, som gør de døde levende? I er jo bedraget! I kommer ikke til at opstå til evigt liv, og det liv I kunne have haft her, det har I forkastet!"

 

Ikke alene det, men vi roser os også af vore trængsler. Med ordene "ikke alene det", taler Paulus som om det ikke var nok at rose sig af håbet om Guds herlighed. Selv om det jo slet ikke var noget småt eller ubetydeligt! Håbet om selve Guds herlighed burde jo opveje alle lidelser her i livet tusind gange. Vi burde jo være villige til, om så var, at lide det bitreste martyrium i hundrede år, når vi derefter skulle opleve en salighed som aldrig får ende, fordi den fortsætter i al evighed, og ingenting kan komme bagefter dette sidste. At vide noget sådant, have et håb om evighedens herlighed som er grundet på Guds sandfærdighed, burde jo være nok til at stoppe al vor utålmodighed, og fylde os med en stor, himmelsk fryd midt i al bedrøvelse.

 

Men når vi har så meget mere at rose os af, end det første vi nævner, om det aldrig er så stort, så bruger vi betegnelsen "ikke kun det, men vi roser os også af ..." sådan som Paulus gør her. Han siger altså: Ikke nok med at vi roser os af dette salige håb. Men også selve trængslerne, som vi oplever som det modsatte af salighed, bliver bare et ny emne for os, til at love Gud, til at rose os i Den Hellige Ånd. Vi har jo ikke bare den trøst at vore trængsler en gang skal få ende og byttes om med herlighed, men at trængslerne også i sig selv er et nyt tegn på vor himmelske Fars nåde og omtanke, fordi trængslerne er et vigtigt lægemiddel (svensk: helsemiddel), og en betydningsfuld opdragelse - uden tvivl til et andet liv end dette.

 

For vi ved at trængselen virker tålmodighed. "Vi ved". Vi bør nøje lægge mærke til dette ord. Det er just dette, vi ved, som helt og holdent afgør om man kan rose sig af trængsler. Der er intet menneske som er "sørgende, men altid glade", uden at de kender noget til dette, ved noget mere end det de synes og føler. Der er ingen trøst i selve trængselen, og de kristne er ikke gjort af sten, så de ikke skulle kunne føle hvordan trængsel smerter. Med baggrund i den trængsel som ramte ham i Asien, siger Paulus jo selv at "den var over al måde tung, tungere end vi var i stand til at bære, så vi til og med tvivlede på at livet stod til at redde" (2. Kor. 1:8). Et andet sted (1. Kor. 2:3) fremgår det at han har oplevet "svaghed, stor frygt og bæven". Og hvor stærkt vidner særligt Davids salmer ikke om hvordan de hellige led under trængslerne? Skulle jeg så dømme efter hvad vi synes eller føler under trængslerne, da kunne jeg vel ikke rose mig af trængslerne, men ville nok altid blive siddende nedslået i fortvivlelse. Derfor behøver vi at vide noget - om hvorfor vi har trængsler, og hvad de virker i os.

 

Nogle kristne bliver trøstesløse og mister helt modet, når de rammes af timelige bekymringer, modgang eller ulykke. Det kan se ud som om de ikke har mere kundskab om trængsel end det de ser og føler. Sådan må det ikke være med os. Kristne skal være mennesker som ser noget mere end det de har foran sine øjne, som ved noget de alene grunder på sin Fars ord. Hvis ikke vi ser noget trøsterigt i trængslerne, da kan vi ikke tro vor himmelske Fars ord om dette. Lad os nu tænke lidt over hvad Herren Gud siger om trængsler. Først siger Herren Kristus udtrykkeligt at ikke noget som helst kan hænde os, ikke en gang at der falder et hår af vort hoved, uden at vor Far vil det. Hver lidelse, hver modgang, stor eller lille, er altså sendt os af den omsorgsfulde og viselige Far. Kan vi have nogen bedre trøst?

 

Og hvad siger han så videre om meningen, eller betydningen af alt det bitre han sender os? Paulus taler i vor tekst om hvad trængslerne virker. Men først skal vi se på hvorfor vi får trængsler, hvad Guds hensigt er når han tugter os. Dette siger Herren: "Alle dem jeg elsker, dem revser og tugter jeg". Måtte vi lægge nøje mærke til dette ord! Sådan taler apostelen også: "Det er for tugtens skyld I tåler lidelser. Gud handler med jer som med sønner". Ja, apostelen anser dette tegn på barneretten så vigtig, at han tilføjer disse tankevækkende ord: "Hvis I er uden tugt, da er I uægte børn, og ikke sønner" (Heb. 12).

 

Hvilken uudtømmelig kilde med trøst som skjules i alle trængsler, bare vi kunne holde fast i disse to sandheder: først at det vi møder, både godt og ondt, stort eller lille, er sendt os af Faderen. For det andet: at alt det som tugter, knuser, skræmmer og bekymrer os, - os som lever i troen på Kristus, - det vidner om Guds faderlige omsorg for os. Det er et tegn på vort barneforhold, og vidner om at det er en opdragelse som foregår, med himmelen som mål. Hvis du derimod endnu er et uomvendt menneske, da er det kun "din egen ondskab som tugter dig" (Jer. 2:19). Og da er du bare på vej til noget endnu værre, - hvis der ikke sker en omvendelse! Men hvis du har søgt omvendelsens nåde, og retfærdighed af tro, da skal du vide at al din trængsel kun er faderlig omsorg. Det er en kilde til rig trøst, at vide dette.

 

Men her kunne nogen bemærke: Alt dette ville nok også trøste mig, bare jeg vidste at trængslerne var en faderlig tugt, og ikke det modsatte: Guds vrede og straf for vantro og synd. Jovist kan man rose sig, om man lider uskyldig, for Kristi skyld. Men der er så vist ingen trøst i at lide for sine egne synder. Svar: det er sandt, at lide "som en ugerningsmand", eller "straffes når en har syndet", det er ikke noget at rose sig af (1. Pet. 2:20, 4:15-16). Men samtidig er det klart at for et Guds barn er der nåde også i disse lidelser. Egentlig findes der kun én som har lidt uskyldigt. Skriften vidner om at netop de som har fået nåde for sine synder, de skal alligevel tugtes på grund af disse synder. Men Skriften siger det så trøstefuldt om hvordan Guds miskundhed/retfærdighed altid står fast i Sønnen: "Dersom hans (Sønnens) barn forlader min lov og ikke vandrer efter mine bud, dersom de krænker mine forskrifter og ikke holder mine befalinger, da vil jeg hjemsøge deres synd med riset og deres misgerning med slag. Men min miskundhed vil jeg ikke tage fra ham (Sønnen), og min trofasthed skal ikke svigte" (Salme 89:31-34). "Dommen skal begynde med Guds hus" (1. Pet. 4:17).

 

Men Paulus fortæller os også hvorfor dette sker: "Men når vi bliver dømt, da er det Herren som revser os, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden" (1. Kor. 11:32). Og selv om vi skulle opleve at Gud i sin tugt tager fat i helt konkrete synder hos os, så er der heller ikke andet end faderlig nidkærhed for at døde synden. Bag dette står ikke vrede, men alene nåde og omsorg, sådan som det siges så mægtigt i 2. Makkabæerbog. 6:13-16: "Det er jo egentlig et tegn på stor nåde at de som synder, ikke går fri i lang tid, men straffes straks. Når det gælder andre folkeslag, venter Herren tålmodigt med at straffe dem til de har fyldt sine synders mål. Men med os vil han det skal være anderledes. Han vil ikke vente med at straffe os helt til vore synder havde nået den yderste grænse. Derfor tager han aldrig sin barmhjertighed fra os, og selv om han tugter os med ulykke, forlader han ikke sit eget folk".

 

Når vor himmelske Far på denne måde, af bare kærlighed, slår os på grund af vor synd, før "vore synder har nået den yderste grænse", da må vi jo kunne rose os, også af de trængsler som er tugt for vore synder. Dvs. at midt i tugten trøstes vi med tanken på Guds nådefulde og kærlige omsorg i dette. For det betyder jo at han standser os, for at vi ikke skal fortabes gennem mere og mere synd. Hans faderlige øje følger os fortsat, og vidner om at hans mål er at føre os til himmelen. Dette er det vi bør vide om meningen og betydningen af de trængsler Gud sender os. Men der er også en rig trøstens kilde i de velsignelser trængslerne giver vort åndelige liv (svensk: lidelsernes helbredende virkninger). Det er dette Paulus taler om i vor tekst. Han viser at virkningerne af trængslerne er som en sammenhængende kæde, som trin for trin bare virker til at styrke vort håb om Guds herlighed. Og det vi "ved" om dette, som giver grund til at "rose os af vore trængsler", det taler han nu om:

 

Trængslen virker tålmodighed. Dette er den største salige virkning de troende har af sine trængsler. Men ordet "tålmodighed" må ikke kun opfattes som en stille underkastelse i trængslen. Grundtekstens ord betyder først og fremmest standhaftighed, udholdenhed (i alt godt), modenhed og fasthed i kristenlivet, og udholdenhed indtil enden. Derfor er også verbet som svarer til dette ord, oversat i vor Bibel med "holde ud til enden" (Matt. 10:22, 24:13). Det er altså dette trængslerne virker hos sande kristne. Verdens mennesker mister fatningen, knurrer og forbander Gud, når trængslerne møder dem. Og "de som tager imod ordet med glæde når de hører det, men ikke har nogen rod, de tror til en tid, men i prøvelsens stund falder de fra" (Luk. 8:13). Mens altså de som virkelig har sin rod plantet i Kristus, bare bliver fastere, alvorligere og går dybere i sit Gudsforhold, gennem trængslerne. Det Paulus siger her, er noget man ofte ser hos mange, både vakte og troende sjæle.

 

Selv med et sandt Åndens liv i hjertet, er alligevel en ung kristen nok så vaklende og usikker før han har mødt prøvelser. Det sanselige og verden fører ham så langt fra den rette vej. Da sukker omsorgsfulde nådesøskende: hvordan skal dette ende?  Men før man ved af det, kommer Gud med hjælpen. Han fæster et tungt lod til den lette og ustadige sjæl. Det kan være en langvarig lidelse, et bittert savn gennem hele livet, en kronisk sygdom, fattigdom, eller en ydmygende og intens fristelse. Den sjæl som tidligere var usikker og vaklende, bliver fra nu af mere gudfrygtig og rodfæstet. Nu går han dybere ind i Ordet, kæmper alvorligere i bønnen, og bliver mere og mere bange for sit eget hjerte. Lidelserne skaber fasthed. Dermed skabes ikke mindst tålmodighed. I medgangstider vil mange mennesker være utålmodige og fulde af krav. Ved den mindste modstand klager og knurrer de mod Gud og mennesker. Men når langvarige trængsler har bearbejdet dem, bliver de så tålmodig og fornøjet i sindet, at de bare ser godhed i både Gud og mennesker.

 

For at man altid skal kunne følge Guds vej, kræves der en dyb erfaring i tålmodighed. Hvis vi skal holde ud gennem alle prøvelserne i den åndelige strid, og i hele Guds husholdning, som altid virker ukendt og fremmed for kødet, har vi behov for en helt særlig tålmodighed. Kristus bruger udtrykket "bære frugt i udholdenhed" (Luk. 8:15). I Heb. 12:1 hedder det at "løbe med tålmodighed i den kamp vi har foran os". Herren Kristus siger også dette om udholdenhed/tålmodighed: "Hold ud, så skal I vinde jeres sjæle". Alle sådanne ord understreger jo at der trænges til en særskilt tålmodighed, for at vi til enhver tid skal kunne holde ud i et godt og ret kristent liv. Men også denne dyrebare nåde virkes i os gennem trængslerne.

 

Det sker ved at hele vort åndelige liv vokser, ved at trængslerne driver os til Gud og til nådemidlerne. Så letsindig er menneskehjertet, at så snart vi har haft en tid uden nogen som helst sorger og bekymringer, så har det ikke meget tanke for Gud. "Den dag jeg er i nød, søger jeg Herren". Hvor tom og kraftløs er bønnen ikke når alt er vel, når ingen nød, ingen bekymring driver os? Det er nøden og bedrøvelsen som former alvorlige bønnemennesker. Hvor tørt og smagsløst bliver Guds ord ikke når alt er stille og godt? Men når nød, fristelser, og bekymringer sætter lidt hårdere ind på os, da bliver det om at gøre at finde det frem som Gud selv har sagt. Da får man smag på Davids salmer, og på hele Guds ord. Ja, hvad er troen - når vi ikke mangler noget, men alt er vel med os, med helbred og vor redning, vor kristendom og gudfrygtighed, osv.? Men når alt dette går i stykker, når troen og bønnen bliver sat på prøve, - først da lutres, styrkes og vokser det åndelige liv. Det er da vi gør erfaringer i tålmodighed og standhaftighed.

 

Det var dette, apostelen Jakob tænkte på, da han skrev disse underlige ord: "Mine brødre, agt det for bare glæde når I kommer i mange slags prøvelser. For I ved at når troen bliver prøvet, virker det tålmodighed" (Jak. 1:2-3). Af vers 14 ser vi at han med disse "mange slags prøvelser" også medregner dem som kommer af vor "egen lyst". I sådanne ting er det jo altid noget syndigt. Ja, er der nogen større trængsler for Guds børn, end netop deres egen lyst? (konf. Heb. 12:4-5). Og alligevel siger apostelen altså: "Agt det for bare glæde når I kommer i mange slags prøvelser". Det er vist noget som synes temmelig fremmed for vor tankeverden? Men hvis forholdet er at dine fristelser til synd er blevet en trængsel, en lidelse for dig, en prøve for troen, - så må også dette tjene til en styrkelse af din gudsfrygt og tålmodighed.

 

Vi ville nok blive nogen meget letlevende, stolte, blinde og døde sjæle, hvis der ikke længere var nogen fristelser som skræmte os. Luther skriver så træffende til sin ven Antonius: "Hvis der ikke fandtes nogen fristelser som satte den kristne tro på prøve, så kunne vi vel ane hvilke slags selvsikre, dovne og vellystige kristne vi skulle se. Nøjagtig sådan som hele pavedømmet nu er blevet. Men når nu fristelserne er de kristnes myrra, salve og modgift mod alle bylder, sår og synd, så er det jo klart at vi ikke må foragte dette, men hellere tage imod noget sådant, hvordan så end Gud sender det. Sådan at dette kan blive til nytte, hvad skikkelse det end måtte have, og hvor tungt det end måtte være". Tænk så over dette: Selv fristelserne, som vel er de mest knusende trængsler, må "ved Den Hellige Ånd som er os givet", tjene til vort bedste, dvs. til at virke tålmodighed og udholdenhed. Hvilke trængsler skulle vi da ikke kunne rose os af - når til og med de trængsler som er virket af vor syndige natur, gennem hele vort liv er med til at skabe tålmodighed og udholdenhed i vor kristendom?

 

Tålmodigheden virker et prøvet sind. Gennem trængslerne har vi lært udholdenhed, tålmodighed og dette at bie på Herren. (Grundsprogets ord som er oversat med "bie" betyder egentlig at vente længe og tilsyneladende forgæves). Disse erfaringer har givet os et prøvet sind. Vi har kunnet "prøve", dvs. gøre erfaringer, ikke bare om hans trofasthed og magt til at hjælpe i al nød, men også kendskab til, og erfaringer med, hvordan det værk som er virket i os står sig. Grundtekstens ord som er oversat med "et prøvet sind", betyder dels (en) prøve, dels også noget som har bestået prøven, en prøvet egenskab. Og sammenhængen viser tydeligt at her må ordet have sidstnævnte betydning. Dels fordi det siges at tålmodigheden virker et prøvet sind. Dels fordi det forudsætter at også håb er en følge af dette.

 

Men både hykleren og den sande kristne møder prøvelser i livets opdragelse. Prøven i sig selv skiller dem ikke. Men af det som kommer ud af prøvelserne: tålmodigheden, udholdenheden i Guds nåde gennem alle stormene, mærker vi at det var et Guds værk i hjertet, og ikke et værk af kød og blod. Når en kristen gennemlever mange hårde prøvelser, erfarer vi hvordan al kraft fra naturens hånd står magtesløs, hvor afguderisk hjertet er, hvor trodsig det er i medgangen, hvor forsagt i modgang. Men vi ser at vi alligevel bliver bevaret af en ukendt magt, så vi ikke helt går til grunde, eller trækker os væk fra den himmelske smelterens ild (Mal. 3:3). Da ved vi at det må være Gud som virker dette. Selv under de vældigste syndens fristelser, og vor egen vaklende natur, kan vi ikke helt slippe Gud og Ordet. Når han ikke frier os ud og giver os den kraft og fred vi bad om, hænder det nok at vi bliver utålmodige, og ofte til og med fristes til at opgive Gud. Men altid kommer vi til anger og tro på ny. Når vi alligevel sådan ikke helt kan forlade en så underlig Gud, men tværtimod endnu altid holder fast ved ham, da forstår vi at her er det nok et Guds værk i vor skrøbelige kristendom. Her åbenbares nok lidt af "Guds kraft som fuldendes i svaghed" (2. Kor. 12:9).

 

Om vi ikke altid selv føler sådan mens vi oplever prøvelserne, så er kendetegnene på den nye fødsel nok mest fremtrædende netop under hårde prøvelser og åndelig tørke, på samme måde som man ser stjernerne bedst når det bliver helt mørkt. Efter at have mistet alt det han havde, kunne Job stadigvæk sige: "Jeg holder fast på min retfærdighed og slipper den ikke" (Job 27:5-6). Og midt i modgangen synger Asaf: "Men jeg bliver altid hos dig, du har grebet min højre hånd" (Salme 73:23). Disse ord er et langt stærkere bevis på troens ægthed og kraft, end de langt lifligere ord de talte i deres herligere dage. Til Jobs fromhed i hans gode dag, havde den listige Satan denne bemærkning overfor Herren: "Mon Job frygter Gud for intet? Har du ikke værnet om ham og hans hus og alt som er hans, på alle måder? Men ræk bare din hånd ud og rør ved alt det som er hans! Da vil han helt sikkert sige dig farvel lige op i ansigtet" (1:9-11).

 

Sådan skal ægtheden af Guds herlige værk i sjælen prøves i lidelsens ild. Om vi ikke selv rigtig ser dette mens prøvelsen står på, skal vi nok senere, gennem Åndens oplysning forstå det. Da bliver det til en ny og herlig styrke for vort håb om evigt liv (se 2. Pet. 1:10-11, 1. Joh. 3:19). Da begynder vi at forstå at Gud er optaget med at forme os, at alt det vi oplever, kun er forspil til et bedre liv. Og når Herren Gud er så optaget med at arbejde med os hele tiden her i livet, så vil han selvfølgelig ikke forlade os når arbejdet er fuldendt, når han henter os hjem til sig. Det er sådanne erfaringer Paulus har talt om her. Derfor tilføjer han også noget som passer godt ind i sammenhængen:

 

Og det prøvede sind (virker) håb. Som sagt tidligere: vi ser at vor tro og vor gudsfrygt, når de har bestået lidelsens prøve, må være Guds eget værk. Da styrkes vort håb om den herlighed Gud skal give sine udvalgte (Rom. 8:30). Nu nævnes håbet for anden gang her. Tidligere har Paulus sagt at håbet om Guds herlighed kommer af troen på Kristi værk (vers 1-2). Når det nu siges her at "det prøvede sind virker håb", så må dette opfattes som en styrkelse af visheden i håbet. At ordvalget alligevel kan være "og det prøvede sind virker håb", som om håbet først nu kommer, så er det ikke en usædvanlig talemåde. F.eks. i Joh. 2:11, da Jesus gjorde vand til vin, står der at "han åbenbarede sin herlighed. Og hans disciple troede på ham", selv om de jo havde haft tro på sin Mester også før dette skete. Men det betyder at de nu fik en forøget, stærkere tro. Sådan må vi altså også forstå disse ord om håbet. At apostelen her mener det samme håb som i vers 2, altså om himmelens herlighed, det ser vi ikke bare af sammenhængen, men også af flere andre steder i apostlenes breve.

 

Den bemærkning Luther har om dette, er træffende og opbyggelig. Han siger at den kristne som i tålmodighed holder ud i prøvelserne, og bier på Herrens hjælp, får derved et forøget håb om at så skal Gud også nok hjælpe på samme måde i fremtiden. Prøvelserne han har været igennem på denne måde, gør at når nye trængsler kommer, så mister han ikke modet, men siger: jeg husker godt hvor umuligt alt så ud den og den gang. Jeg kunne ikke se nogen mulighed for at jeg skulle kunne hjælpes i den sag jeg da stod midt i. Men Herren svigtede ikke, Herren kom med sin hjælp. Og han, som var mægtig nok til at hjælpe den gang, så elendigt som det dengang så ud, han skal nok også kunne hjælpe nu. Også dette håb er en dyrebar frugt af trængslerne. Men som vi sagde, så kan vi af sammenhængen se at her mener Paulus håbet om den herlighed Gud skal give os i himmelen. Han siger altså at dette håb styrkes gennem trængslerne, eller de bevis vi dermed får på troens ægthed. Og i 2. Pet. 1:10-11 finder vi nøjagtig samme mening som denne. Der siger Peter at når vi "gør vort kald og udvælgelse fast", dvs. får sådanne stadfæstelser på dette, "skal der rigeligt blive givet os indgang i vor Herre og frelser Jesu Kristi evige rige". Vi får en mere fri og åben udsigt i vort håb om Guds evige herlighed.

 

Apostelen Jakob siger det samme: "Salig er den mand som holder ud i fristelse. For når han har stået sin prøve, skal han få livets krone, som Gud har lovet dem som elsker ham" (Jakob 1:12). Luther siger: "Altså virker korset, hos dem som vil bære det i tålmodighed og vil holde ud indtil enden, et stadigt, fast og fuldkomment håb. Men hos dem som finder anstød mod korset, og altså er uduelige, skaber det bare fortvivlelse. Under korset lærer menneskene at udenom Gud er der ikke noget som helst man kan fryde sig i, eller håbe på og rose sig af. Om så trængslerne tager absolut alt fra os, så står vi fortsat tilbage med Gud. For de kan ikke tage Gud fra os - de tværtimod tvinger os til Gud. Men når alt er taget fra os, selv vore gode og åndelige gerninger, og vi stadigvæk får nåde til at holde ud, da finder vi Gud, den eneste vi har sat vor lid til. Da oplever vi dette at være salige i håbet".

 

Og håbet gør ikke til skamme. Dette håb skal ikke svigte eller holde os for nar, så vi til sidst, efter at vi har rost os af håbet om Guds herlighed, skal stå overfor åndeverdenen og mennesker med skam, og ikke få denne herlighed. Nej, håbet har jo ikke sin grund i os selv, eller noget vi har fortjent, men i den store, trofaste Guds gerninger og løfter. Og dette håb kan ikke bedrage os. De mennesker som tror de er gode og fromme nok, eller som farisæerne, tror Gud har givet dem det de trænger til, sådan at nu er de selv blevet det som behøves for at kunne håbe på Guds nåde og den evige salighed, - de skal en dag stå der bedraget og blive skyldige ind for den retfærdige dommer. Mens de som ser at de er så elendige og jammerlige at de knapt vover at håbe på at nu, selv om Kristus og det han har gjort for verden er det eneste de har set hen til, de skal opleve uventede ting denne dag. De skal møde en nåde, en ære og en salighed langt udover alt det de havde ventet på, så de skal "blive som drømmende" (Salme 126), dvs. at de skal vanskeligt kunne fatte at dette er sandt, at de nu er så salige. At dette ikke bare er en lokkende indbildning, men at de troendes flok virkelig har en stor og evig herlighed som venter dem, og ikke skal blive til skamme, det giver Paulus os nu endnu mere grund til med det han fortsætter med at sige.

 

For Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd som er os givet. Udtrykket "Guds kærlighed" kan efter det græske sprog betegne enten den kærlighed Gud elsker os med, eller den kærlighed vi elsker Gud med. Men vi behøver ikke være i tvivl om hvilken af disse former for kærlighed Paulus mener, når han straks (i vers 6-8) tager dette store emne op, og taler om denne Guds kærlighed. Det er altså Guds store kærlighed til os der tales om her. Den som gjorde at "Kristus døde for os mens vi endnu var syndere" (vers 8). Ved at Ånden er udgydt i vore hjerter, forsikrer denne kærlighed os om at vi ikke skal blive til skamme i vort håb. Det ville for øvrigt blevet en alt for ustadig vished vi skulle have haft om dette, hvis det skulle have beroet på vor kærlighed til Gud.

 

Ganske rigtigt er det sandt at Gud har lovet livets krone til "dem som elsker ham" (1. Kor. 2:9, Jakob 1:12). Det er også sandt at de som har den frelsende tro på Guds kærlighed og sine synders forladelse, da også elsker ham som elskede os først. Men hvor skjult er ikke ofte denne vor kærlighed? Ofte opleves den mere som et savn, en søgen efter "ham som min sjæl elsker". Hvordan skulle dette så kunne tjene til at overbevise os om Guds kærlighed? Mens derimod Guds kærlighed til os, stadfæstet i Kristi død for syndere, er et virkeligt fast håb for os. Sådan skildrer Paulus da også den lige nedenfor.

 

Det Paulus siger, er egentlig at det er denne Guds kærlighed udøst i vore hjerter, som overbeviser os om at håbet ikke kommer til at blive gjort til skamme. Dette bør man lægge nøje mærke til. Det sande håb er født af Guds kærlighed. Selv om trængsler virker tålmodighed, og tålmodigheden et prøvet sind, og prøvelserne styrker håbet, så må håbet alligevel først være født af Ånden ved troen - hvis det skal have nogen som helst trøst og vished, som består i nød og død, med sig. Håbet om frelse er sikkert og vist i sig selv en stærk hjelm (1. Tess. 5:8), men har ingen som helst nytte hvis stridsmandens indre liv er væk. Livskraften er Guds kærlighed, udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd. Vi vil altid stå tilbage med denne konklusion: Om menneskene har al mulig kundskab, og alle mulige åndelige erfaringer, så vil de altid være lige fredløse og ulykkelige, hvis de ikke har erfaret dette, hvis ikke Gud har ladet sin Ånd åbenbare Kristi kærlighed i deres hjerter.

 

Netop sådan er det med al mulig kundskab om solen. Kundskaben giver os ikke noget lys og varme. Solen må selv lade sine varme lysstråler træffe os. På samme måde er alt det vi hører og ved om Guds kærlighed, frugtesløst og dødt, helt til Gud selv ved sin Ånd giver os sin kærlighed i vore hjerter. Da indtager Guds kærlighed os, og gennemtrænger alle vor sjæls kræfter. Så bliver vi nye mennesker i hjerte og sind, og får en ny retning på hele vort liv. Dette kan alene virkes gennem Kristi evangelium (Gal. 3:2-5, Rom. 10:14). Men vi må ikke tro at vi, når som helst vi synes vi trænger til det, ligesom bare kan "modtage" evangeliets kraft og livgivende lys og varme. Gud må sammen med Ordet sende os Ånden fra Det Høje (1. Kor. 12:3, Ef. 2:22, 2. Kor. 3:5). Fra naturens side findes der ikke noget som helst åndeligt liv eller lys, intet virkelig godt eller helligt i et menneske. Alt som er godt i os er virket af Guds Ånd. Den mindste søgning efter Guds rige, anger overfor Gud, eller håb om Guds nåde gennem Kristus, er det altid alene Guds Ånd som har virket. For noget sådant findes ikke hos et eneste af Adams børn, før Ånden har besøgt et hjerte gennem evangeliets budskab, og så har fået lov at virke noget der. Og der er heller ikke nogen som kan beholde noget sådant i hjertet et øjeblik længere end Ånden virker.

 

Når så et menneske ikke bare er rystet op af søvnen, men også dagligt føler hvordan Guds hellige lov dømmer hans gerninger, da ser han at for sine talløse overtrædelser fortjente han kun helvedes ild. Alligevel tror han ikke bare at han har fred med Gud (vers 1), men roser sig også af håb om Guds evige herlighed i himmelen (vers 2), og tror dette så sikkert at alle trængsler og lidelser han oplever langtfra klarer at kvæle dette håb, men tværtimod bidrager til at styrke det (vers 3). At et sådant under kan ske, det må da i endnu større grad alene kunne være virket af Ånden!

 

Men hvordan kan det hedde her at den kærlighed Gud elsker os med, "er udøst i vore hjerter"? Burde der ikke hellere være tale om fornemmelsen af, eller en levende kundskab om, Guds kærlighed? Svar: det er sikkert en levende kundskab om Guds kærlighed, som er meningen, da der tales om Guds kærlighed til os. Vi har tidligere sagt om solen, at vi ikke kan have nogen ret erfaring om dens lys og varme, uden at den selv lader dette lys og denne varme stråle ned til os. Der kommer virkelig noget af solen selv på vor krop, når solstrålerne træffer os og varmer os op. På samme måde er det også med Guds kærlighed. Vi får ikke noget levende kendskab og erfaring med den, uden at nogle af dens stråler strømmer ind i vore hjerter.

 

Når Guds kærlighed udøses i vore hjerter, kan det af og til ske på en måde, så vi oplever det følbart herligt, sådan at ordet "udøse" netop skildrer, dvs. at Guds kærlighed strømmer udover, og indtager hele vort hjerte, som en flod. Andre gange er der ingen følelser som registrerer noget som helst. Alligevel har vi Guds kærlighed på en ret og virksom måde i vore hjerter. Det ser vi jo ved at den holder os fast mod alle syndenødens og anfægtelsens stormfloder, så vi alligevel altid kan blive i troen på ham. For det er jo alene denne Guds kærlighed, udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd, som år efter år holder os fast til ham, hvor mange og svære fristelsestorme der end er i vore liv. I sådanne tider får vi en grundig lærdom i at det guddommelige Ord er det eneste middel som virker at vi får - og at vi beholder - Guds kærlighed i vore hjerter. Men en sådan virkning af Ordet kan ingen tage. Den kan alene gives os ved Den Hellige Ånd.

 

Men så siger Paulus altså, at det er denne Guds kærlighed, udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd, som overbeviser os om at "håbet ikke gør til skamme". Igen må vi først huske på at det alene er Guds kærlighed i Kristi forsoning, som er grundlaget for dette vort håb. For det andet er det kun denne kærlighed, udøst ved Ånden i vore hjerter, som giver os dette underfulde lys, at vi ikke bare roser os af Guds herlighed, men også af alle mulige trængsler som dukker og dræber vor natur, men som samtidig bare styrker vort håb om Guds herlighed. Gennem dette forstår vi sammenhængen i apostelens ord. Og så vil han med tillægget "for Guds kærlighed er udøst" osv., vise grunden til vor vished om at håbet ikke gør til skamme. En vished som også gør at vi kan "rose os" af dette håb, så vel som af selve trængslerne (vers 2,3).

 

Netop i at Guds kærlighed er udøst i vore hjerter, ligger også det stærkeste bevis på at vort håb ikke skal gøres til skamme. Tænk, når Gud selv gennem sin Hellige Ånd har udøst sin kærlighed i vore hjerter! Hvorfor skulle han have nogen som helst grund til det, hvis han ikke havde som mål at give os sin evige salighed? Oplevelsen af hans kærlighed er det største i himmelens salighed. Skulle han nu give os en forsmag på denne salighed, hvis han alligevel ikke ville give os selve saligheden i himmelen? Gud er selve kærligheden og den evige trofasthed. Skulle han så forfærdeligt bedrage dem som tror på ham, at han først giver dem en forsmag på sin salighed, og dermed jo vækker deres trang efter denne, og håbet, og til sidst skulle han så svigte dem i håbet?

 

Det samme kan vi jo sige om "Den Hellige Ånd som er os givet". Den kaldes udtrykkeligt en "pant på vor arv" (Ef. 1:14 og 2 Kor. 1:22). Skulle Gud, den evige trofasthed, give os pantet på vor arv, og så skulle vi alligevel ikke få denne arv? Hvis vi kun af os selv havde taget dette håb til os, på vor egen måde, sådan som de der ikke er genfødt har gjort, da ville vi opleve at dette håb netop gør til skamme. "Den gudløses håb går til grunde" (Job 8:13). Vi som er blevet "retfærdiggjort af tro" (vers 1), har desværre en tilbøjelighed til at tvivle på om vi ejer Guds nåde og evige salighed, fordi vi er blevet stående til skamme overfor Guds lov, og fortsat stadig tugtes af denne. Men Gud har ved sit evangelium og sin Ånd overbevist os, og ført os til en tro som strider mod alt som er i os: vor fornuft, samvittighed og følelser. Skulle Gud alligevel svigte os i denne tro og det håb han selv gennem sin Ånd havde virket i os?

 

Ser du hvilket stærkt bevis på at vort håb ikke gør det til skamme, som ligger i dette at Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd? Så fortsætter Paulus i de følgende vers (6-11) med at skildre Guds kærlighed. Og i det ser vi endnu bedre hvor stærkt dette bevis er, og hvor fast grund vi har for vort håb om den evige salighed.

 

6: For mens vi endnu var skrøbelige, døde Kristus, til fastsat tid for ugudelige.

7: For knapt nok vil nogen gå i døden for en retfærdig – skønt for en som er god, kunne nogen måske påtage sig at dø.

8: Men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.

Det er storheden i Guds kærlighed Paulus først skildrer i vers 6-8, for at overbevise de troende om at de ikke vil blive svigtet i deres håb om saligheden. Men før vi kigger på dette, selve hovedemnet i vor tekst, så lad os se lidt nærmere på vort forhold generelt til Guds kærlighed. Ikke mindst for at vi ikke skal møde hovedemnet mere eller mindre sovende. Gud og hans kærlighed er ikke bare ord. Her tales der om den store Gud, som har vort liv og al vor færd for tid og evighed i sin hånd! Han som har skabt alle ting, og som hvert øjeblik ser dig, i enhver situation - når du er stærk, og når du falder! Han som du stadig trænger til at bede til, og som du vil overgive din sjæl til i din dødsstund! Det er spørgsmålet om hvad slags forhold denne store Gud har til os! Jeg ved at han ser mig. Ser alle mine synder og mine tanker, og har magt til at kaste mig i helvede. Men har også magt til at gøre mig uendelig meget godt.

 

Hvordan er denne almægtige Gud, som er nær hos alle mennesker? Hvordan er hans sindelag mod os? Det er i sandhed et vigtigt spørgsmål. De fleste mennesker, disse sovende, letsindige sjæle som aldrig spørger efter om Gud er vred eller nådig, er overhovedet ikke indstillet på at lade dette spørgsmål trænge ind på sig. Men der er også andre mennesker som nok kender synden, og de frygter. Men de tænker ikke særlig grundigt over dette spørgsmål. De går der urolige, eller med tomme og kolde hjerter, gennem livet. Mens de tværtimod kunne have været frelst og salige i Guds kærlighed. Selv de troende bliver ofte så søvnige at de bare bliver optaget med gerninger, og glemmer denne eneste sande livskilde.

 

Må Gud nu hjælpe os alle sammen! Vi trænger alle stærkt til at grunde over dette emne. Vi får nok alligevel ikke for meget af dette i vort hjerte. Gennem syndefaldet er Guds kærlighed så fuldstændig fjernet fra vore hjerter, at selv med hele Guds mægtige evangelium for vore øjne, har vi alligevel vanskeligt ved at få nogen som helst ret tanke om dette. Hele vor natur er fuld af helt modsatte tanker om Gud. Det gør at de fleste ikke vil have noget med Gud at gøre. Mens andre, når de får et møde med Gud, har den kolde forestilling at Gud er imod os, sådan som vi fortjener. Hele vort væsen er fuldt af synd og uværdighed. Derfor vil dels vor samvittighed, dels vor anklager, djævelen, forfølge os med forfærdelige skrækbilleder af Guds retfærdige vrede. Dette gør selvfølgelig også at vi ikke har store tanker om Guds kærlighed.

 

Hvor fremmede vi står overfor denne kærlighed, mærker vi nok ikke når alt er stille og godt, og vi knapt kender noget behov for Gud. Men så snart en alvorlig nød møder os, eller døden og evigheden trænger sig ind på os, da bliver det nødvendigt at søge Gud. Da ved vi at vi ikke har store tanker om hans kærlighed. Da er det vor uværdighed vi kendes på. Eller vi føler bare den kolde vantroens tanke om at Gud ikke bryder sig om os.

 

Vel er vore tanker alt for små og mørke til at vi nogensinde kommer til at kende Guds kærlighed fuldt ud, fordi vore hjerter er alt for trange til det. Men det er nok en stor mangel hos dagens troende, og vi må ikke skyde den sandhed til side, at vi alle sammen må søge at få meget mere af Guds kærlighed og fuldkomne glæde i vore hjerter. Det vil også ske hvis vi søger det på en langt inderligere måde end hidtil. "Så højt vi vurderer og betragter Ordet, lige så dybt fæster det sig i hjertet" (Luther). Og Gud har fortsat både vilje og magt til at udøse sin kærlighed i vore hjerter ved Den Hellige Ånd.

 

Men hvis vi vil få mere tro og vished om Guds kærlighed, da må vi først og fremmest se nærmere på det store bevis Paulus her giver os på dette, nemlig at Kristus er død for os mens vi endnu var syndere, ja, var "ugudelige" og uden nogen forsoning. "Gud viser sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere", siger Paulus. Dvs.: Ved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere, har Gud ladet sin kærlighed til os skinne frem i det rette lys og uendelige storhed. Selvfølgelig bør vi også se Guds kærlighed i alt det han har skabt. Det skyldes jo alene en total blindhed i vor natur, at vi ikke ser Guds faderlige kærlighed i dette at da han skabte alt som findes på jorden, så skabte han det til at tjene menneskene. Det er jo noget vi faktisk kan se med vore egne øjne. Selv fornuften erkender jo dette, at Gud gav hele jordens rigdomme til menneskene: "Læg jorden under jer og råd over havets fisk og himmelens fugle" osv. "Se, jeg har givet jer alle planter som sår sig over hele jorden, og hvert træ med frugt som sætter frø" osv. Og vi ser jo at alt det som findes på jorden tjener menneskene, og er skabt netop sådan som vi havde behov for det. Taler alt dette ikke om Guds kærlighed? "Jorden er fuld af hans miskundhed". Alle bjerge og dale, alle søer og floder, alt hav og alle kilder, alt taler om Guds omsorg for menneskene. Sådan burde vi virkelig se Guds kærlighed i hver mindste ting han har skabt.

 

Alligevel nævner Paulus ikke et eneste ord om alt dette, når han vil give os bevis på den kærlighed som kan overbevise grove syndere om Guds nåde og evig salighed. Nej, han retter vort blik mod en helt anden bevisførelse. Og det er et bevis som i vor faldne og fordærvede tilstand virkelig kan virke trøst og salighed. Det han viser os, er Guds kærlighed i Kristi forsoning, som kunne frelse syndere uden at Guds hellige retfærdighed, og lovens krav, skulle gøres til intet. Gud gav sin enbårne Søn til at lide den bitre død for os. Da må vi vel erkende at dette er det største bevis på Guds kærlighed. Det burde vel kunne varme vore hjerter! Måtte vi nu også virkelig dvæle ved dette! Men, det forudsætter selvfølgelig at du har et behov, nogen syndenød. Det forudsætter nok at du kender din blindhed og behovet for Herrens Ånd. Gud, vær os nådig og åbenbar din kærlighed for os, når vi nu begynder at se nærmere på den herlige tekst!

 

For mens vi endnu var skrøbelige, døde Kristus til fastsat tid for ugudelige. Her siger Paulus at Kristus døde for os på et tidspunkt da der ikke fandtes noget godt hos os, ikke engang så meget som lidt anger eller gudsfrygt. Vi var tværtimod gudsforagtere, "ugudelige". Dette er tydelig tale. Selv om vi er syndere, dvs. er overtrædere af loven, kunne vi vel have haft lidt anger over synden, og en vis respekt for Gud. Men ordet "ugudelig" betegner sådanne som ikke vil have noget med Gud at gøre, men spotter og håner ham. Og sådan er alle menneskers natur virkelig. Dette er jo forfærdeligt. Men også for sådanne er Kristus død, siger Paulus her. Også de første ord: "mens vi endnu var skrøbelige", taler stærkt om dette, hvis vi bare forstår dem ret. Men netop med det for øje, vil vi nu se nærmere på selve ordene i vor tekst.

 

For mens vi endnu var skrøbelige. At vi var skrøbelige, taler om et forhold som gjaldt hele menneskeheden, ikke bare jødernes liv under loven. Kristus døde jo for hele verden. Det taler altså om den skrøbelighed vi fik ved syndefaldet, og som havde været hele menneskehedens tilstand i al evighed, om ikke Gud havde forbarmet sig og sendt sin Søn til vor frelse. Det taler om den hjælpeløse afmagt under djævelen, "solgt til træl under synden", i fortvivlelse under Guds retfærdige dom. Luther siger om dette: "Jeg under Satan fanget lå, og kunne mig ej frelse. Og synden pressed´ stadig på, den knuget sjælens helse. Min synd mig til fortvivlels´ drev, holdt op for mig al dommens brev, og helvede stod åbent". Hele menneskenaturen var fordærvet, forstanden tågelagt, og hjertet fyldt med onde lyster. Alt stemmer med skildringen i Esajas 1:5-6: "Hvorfor vil I blive slået endnu mere? Hvorfor vil I øge jeres frafald? Hvert hoved er sygt, og hvert hjerte er svagt. Fra fodsål til hoved er ingenting helt. Her er bare sår, skrammer og åbne sår" osv.

 

Alle Guds bud og krav er til ingen nytte, når sygdommen er så alvorlig at der ikke mere findes nogen kraft til at opfylde de hellige bud. Det er dette det betyder, det Herren talte gennem Esajas 1:5: Er det bare endnu flere slag I vil have, siden I bare fortsætter i jeres frafald? Sådan viser Paulus også i dette brev at loven så langtfra dæmper, men tværtimod opvækker synden (7:5-13), ja til og med opvækker fjendskab mod Gud. Kødet er nemlig "ikke Guds lov lydig, kan heller ikke være det" (Rom. 8:7). Loven kræver først og fremmest kærlighed til Gud og hans vilje, og intet bogstav eller tøddel i hans bud eller domme kan ændres for at gå i møde med vor ondskab. Den uundgåelige følge af dette blev da fordømmelsen, som der ikke i hele menneskeheden fandtes noget som helst bodsmiddel eller hjælp mod. Dette er den "skrøbelighed" Paulus taler om her. Andre steder har han kaldt det "død": "I var døde i jeres overtrædelser og synder". Og så siges det, nøjagtig som i vor tekst, at netop i den tilstand, at vi var døde, var det at Gud på grund af sin store kærlighed forbarmede sig over os (Ef. 2:1-5, Kol. 2:13).

 

Men denne skrøbelighed, at vi var fortabt under synden og ikke havde nogen mulighed for frelse, hvis ikke Gud havde sendt sin Søn, - det er nu en tid som ligger bag, antyder teksten. Nu har vi en Frelser og alt det som behøves til liv og gudsfrygt. Men den fordærvede naturens svagheder følger os så længe vi er på jorden. Jesus sagde: "Kødet er skrøbeligt". Derfor har vi ofte en hård strid for at beholde troen på Guds nåde, netop fordi vi kender til denne forfærdelige skrøbelighed i hele vort væsen. Skrøbelighed i selve viljen, og skrøbelighed når gerningen skal gøres. Skrøbelighed i striden mod det onde, skrøbelighed i bønnen, i troen, osv. Bortset fra det Gud virker i os, er hele livet for et Guds barn et stadigt suk over svaghed (2. Kor. 12:9).

 

I al denne skrøbelighed kommer også altid følelsen af skyld og uværdighed, så vi synes Gud snart må opgive os. Men da må vi huske på hvad det er Paulus vil have sagt os her: Vi var en gang i en sådan skrøbelighed at der ikke fandtes nogen hjælp i hele verden. Da elskede Gud os så højt at han gav sin enbårne Søn for os.

 

Dermed er det også stærkt bevist at Guds kærlighed ikke beror på nogen vor kraft eller værdighed. Så skal Guds kærlighed heller ikke kunne rokkes af vor svaghed eller uværdighed.

 

Vi må erkende at Guds kærlighed ikke beror det allermindste på noget vi har eller gør - hvis vi husker på det som skete "mens vi endnu var skrøbelige". Paulus siger at da

 

døde Kristus til fastsat tid for ugudelige. Her viser apostelen at Guds kærlighed var den samme før vi kom med nogen som helst gode eller dårlige egenskaber, dvs. før vi endnu var til. Før verdens grundvold blev lagt forudså Gud al vor synd og hjælpeløshed. Derfor udvalgte han os allerede den gang i Kristus (Ef. 1:4). Paulus siger "til fastsat tid". Den tid Faderen på forhånd havde bestemt. Disse ord minder os om Guds evige rådslutning, og om de tidlige og mangfoldige forudsigelser om Kristi forsoning. Allerede samme dag de første mennesker faldt i synd, gav han dem løftet om den velsignede kvindens æt, som skulle knuse slangens hoved. Og senere, gennem hele Det gamle testamentes forberedende tid, havde Gud med utallige løfter og forbilleder forberedt dem på den forsoning som skulle komme. Dette er da en stærk grund for vor tro! Kristi død var ingen tilfældighed. Den var opfyldelsen af en rådslutning fra evighed af, og efter en forudsigelse fra Gud gennem hundredvis af år. Dette er også noget Paulus vil minde om, når han siger at Kristus døde for os "til fastsat tid". Og et andet sted siger Paulus: "Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn".

 

Så har Guds kærlighed altså ikke haft sin grund i vore bedre eller dårlige sider. Vor frelse er et resultat af Guds frie og evige beslutning. Og hvad var det så Kristus havde gjort til vor frelse? Teksten siger at han "døde for ugudelige". I vort sted, for at vi skulle opnå det han dermed opnåede, led han døden til soning overfor al lovens forbandelse (5. Mos. 28). Han købte os fri fra lovens forbandelse (Gal. 3:13). Dette har han ikke gjort for gode, fromme, og angrende - men for "ugudelige", for sine fjender, de som foragtede ham, som i det hele taget ikke angrede sin synd, og heller ikke bad om nogen nåde. Det ser vi allerede i selve situationen da Gud forkyndte det nådefulde løfte til Adam og Eva, - samme dag som de havde syndet, og mens de stod der fulde af ondskab, selvforsvar og bitterhed mod Gud selv. Alt dette burde tale til os om en fuldstændig fri og uendelig stor kærlighed, en vi ellers aldrig ser magen til. Dette taler Paulus nu videre om:

 

For knapt nok vil nogen gå i døden for en retfærdig - skønt for en som er god, kunne nogen måske påtage sig at dø. For at vise hvor stor Kristi kærlighed er, når han døde for syndere og fjender, stiller Paulus her spørgsmålet om der findes noget menneske som er villig til at dø for et retfærdigt menneske, som uretmæssigt bliver dømt til døden. Og han konkluderer med at det skal blive meget vanskeligt at finde en sådan. Men muligvis ville nogen sætte sit liv på spil, eller dø, i stedet for en sådan retfærdig, - hvis denne samtidig er et godt menneske - dvs. en som var kendt for sine gode gerninger, og dermed blev anset for at være særlig værdifuld for samfundet*. For en sådan kunne nogen måske påtage sig at dø**. Men om nogen ville være villig til at dø for en lovbryder, som på grund af sine gerninger fortjente dødsdom, - det stiller Paulus ikke en gang spørgsmål om. Og endnu mindre grund ville det være til at tro nogen ville dø for en uven, eller en som bagtalte ham. Nej, det er ikke engang noget at stille spørgsmålstegn ved.

 

* Det er netop dette grundtekstens ord antyder: Den gode, som er kendt for sin godhed.

** Romernes historie efterlader netop eksempler på dette. Derfor er denne fremstilling meget vel tilpasset for brevet til romerne.

 

Men for et særdeles godt menneske kunne det måske tænkes at nogen var villig til at dø. Og dette er så den allerhøjeste form for menneskelig kærlighed. Dette udtryk (den gamle svenske bibeltekst siger: "For den gode turde nogen virkelig have mod at dø") "virkelig have mod at dø", siger os sandheden om at døden er noget mennesket skyr mere end noget andet. At bestemme sig for at dø, er noget som koster forfærdelig meget. At påtage sig at dø for en anden, er dermed klart det største nogen kan gøre som bevis for kærlighed, sådan som også Kristus siger det: "Ingen har større kærlighed end denne at han sætter sit liv til for sine venner" (Joh. 15:13). Og så har Kristus altså givet sit liv for os da vi var hans uvenner*. Vi var hverken retfærdige eller gode, men var "ugudelige" (vers 6), ja "fjender" (vers 10 og kap.8:7). Når Paulus har stillet spørgsmål ved hvor langt menneskers kærlighed kunne tænkes at række, så tilføjer han:

 

*Han forklarer straks hvad det betyder at Kristus på samme sted kalder sine disciple for "venner" (vers 14-15).  I vers 16 siger han: "I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer". Det er ikke jer som har vist mig venskab. Det er mig som har vist jer det. Og dermed har jeg også indtaget jeres hjerter, sådan at I også elsker mig.

 

Men Gud viser sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. "Gud viser sin kærlighed til os ved at ...", siger Paulus. Dvs. Gud viser, og beviser overfor hele verden, sin kærlighed, "gør den så stor, så overbevisende og åbenlys, at det ikke er muligt at et eneste menneske (som tænker ordentlig over dette kærlighedsbevis) vil kunne tvivle på det" (Luther). De som ellers er fulde af tvivl på Guds kærlighed, som har en samvittighed som er fuld af uro, og skælver for Guds vrede over synden, burde se nøje på dette bevis. Da ville de begynde at ane noget af Guds hjertelag. Begynde at forstå at på trods af Guds hellige nidkærhed imod al synd, så må han alligevel have en uendelig kærlighed og barmhjertighed overfor synderen. Vi ville aldrig kunne udtænke det, hvis ikke Gud selv havde åbenbaret det gennem et så stort bevis.

 

denne måde, "ved at ..." osv., beviser Gud sin kærlighed til os. Kristus bruger også kun dette bevis, når han vil vise sin Fars kærlighed til os: "For således har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne" osv. Også Johannes siger at dette er selve beviset: "På dette har vi lært kærligheden at kende at han satte livet til for os" (1. Joh. 3:16). Og i 1. Joh. 4:9: "Ved dette blev Guds kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved ham".

 

Som sagt, vi ville ellers aldrig kunne tænke noget så stort om Guds hjertelag. Det er noget helt uden sidestykke, det Paulus nu har vist. Derfor hedder det også med rette på denne måde ("ved at") har Gud vist (svensk: bevist) sin egen kærlighed. Det er udelukkende Guds egen kærlighed som kan bevises ved et sådant eksempel. Når vi elsker nogen, må det være en ven, eller i det mindste et godt, elskværdigt menneske. Ser vi derimod dårlige sider ved et menneske, eller det er en uven, da plejer vi ikke elske sådanne, men hader dem tværtimod ofte. Sådan står det til med den naturlige kærlighed hos et menneske. Men Gud, som har det stærkeste had til synden, og samtidig ser at vi alle sammen er fulde af synd, han har alligevel en sådan kærlighed til synderen, at han hellere gav sin elskede Søn i døden, end at han skulle se synderen dø. "Gud viser sin kærlighed til os ved at.. (svensk: "Derved beviser Gud sin egen kærlighed til os").

 

Når vi virkelig tænker efter hvad det er Paulus stadig gentager, at dette har Gud gjort for "ugudelige", for "syndere", for "fjender", - så må vi vel i forundring spørge: At, du omsorgsfulde Gud, hvordan kan du have en sådan kærlighed? Er det sandt at du elsker os så højt? Og hvad er det som har fået dig til at elske så højt? En gammel tjener, vel kendt i himmerigets hemmeligheder, bekender at han længe har sukket over disse spørgsmål. Hvad kunne være den egentlige årsag som drev Gud til en sådan kærlighed til syndere? Omsider, siger han, kom jeg til dette svar: "Gud elsker. Derfor elskede han". Årsagen lå just i Guds egen kærlighed. Han har et sådant hjerte som elsker. Derfor elskede han.

 

Gud har selv forklaret sin kærlighed med billedet af en mors kærlighed. Du ser en mor bære og pleje sit syge barn med utrættelig kærlighed, den ene dag efter den anden. Også om natten når alle de andre sover, våger hun lige utrætteligt ved barnets seng, eller bærer det i sine arme - dette barn som endnu ikke har gjort noget andet end at udmatte sin mor gennem alle sine behov for hjælp, for mad og omsorg. Spørger du hende hvorfor hun alligevel elsker barnet så stærkt, så kan hun ikke give andet svar end at det er helt naturligt for hende. Hun bliver forundret over dit spørgsmål, og siger bare: det er jo mit barn! At hun elsker sit barn, er altså naturens lov i en mors hjerte. Hun behøver ikke tage sig sammen for at gøre det. Det betegner heller ikke "en from mor", - bare "en mor"!

 

Dette moderhjertets natur er så stærk, at hvis barnet også videre i livet bliver det man kalder "en belastning", som gør lovbrud, havner i retsvæsnets hænder og må straffes, så kan en almindelig mor ikke se med ligegyldighed på dette. Hun kommer i den bitreste lidelse over dette. Sådan er moderhjertet. Tænk hvor stort, om Guds hjerte for os i hvert fald måtte være sådan! Tænk om Gud kunne have en lige så stor kærlighed til os, som en mor har til sit barn! Og så siger Herren altså selv at han har en endnu større kærlighed. I Esajas 49:15 læser vi: "Glemmer vel en kvinde sit diende barn, så hun ikke forbarmer sig over sit livs søn? Om også de glemmer, så glemmer jeg dig ikke". Sådan har vi lært at kende Guds kærlighed, ved at han gav sit liv for os.

 

Men dermed har vi berørt endnu et forhold som belyser Guds kærlighed til menneskene: Det er kærligheden til barnet. Dette minder Herren os jo selv om. Han taler om sig selv, og spørger: "Glemmer vel en kvinde sit diende barn?" Hvor dybt faldne børn vi end er, og hvor langt bort vi end er kommet ud i synd og ugudelighed, kan Gud alligevel ikke glemme at menneskene er hans børn. Han siger han har en mors kærlighed til os. Herren Gud har jo skabt os til sine børn og arvinger. Og selv da djævelen forførte os, ville Gud alligevel ikke lade ham slippe af sted med byttet. Gud ville fortsat gøre noget for at frelse barnet. Dette kaster også lys over denne ellers så ubegribelige Guds kærlighed, som gjorde at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.

 

Åh, om vi virkelig måtte lære at tro på denne Guds kærlighed, og beholde den i vore hjerter! Ikke kun når alt er vel og vi oplever hans Ånd i vore liv, men også når vi bare ser os som ugudelige syndere! Den eneste måde det kan ske på, er at vi flittigt og alvorligt grunder på de ord som stadig er gentaget her: "mens vi endnu var syndere", "mens vi endnu var skrøbelige", "han som retfærdiggør den ugudelige". Men uanset hvor meget vi har hørt og ved om dette, så har vi en indstilling som sidder rodfæstet dybt i vor natur. Den at Gud vil være nådig mod os - hvis vi er fromme og sådan som han vil vi skal være. Derfor, så snart konkrete synder begynder at vise sig hos os, så er det Guds evige vrede vore tanker kredser om. Af og til synes vi ikke noget er mere usandsynligt end at Gud skulle elske os, - når vi ikke ser andet hos os end synd og ugudelighed, når "synden bliver overmåde syndig ved buddet" (kapitel 7:8-13), og samvittigheden siger der er kun vrede og fordømmelse hos Gud.

 

Da gælder det om at huske på det Paulus siger her, at det ikke er for fromme og gode, men for "ugudelige" og "syndere", Kristus led døden. Ja, at det er afgjort, at hos os findes der ikke nogen retfærdighed som holder. At ind for Gud er vi i os selv altid syndere og overtrædere af loven (3:10-20), og at hele vor frelse alene er Guds frie nådegerning i Kristus. Men også gennem den skal vi altid kunne frelses, fordi Kristus døde netop for syndere. Dette må vi tænke grundigt over, og altid holde for øje.

 

I sin kommentar til Gal. 1:4 siger Luther: "Tænk nu grundigt over dette, så du ruster dig til strid, for at du altid kan være rede når du kommer i største nød og fare. Det kan være kamp med døden, mens samvittigheden minder dig om dine konkrete synder. Med stor styrke går Satan helt ind på dig. Med byrden af dine store synder, som med en syndflod, prøver han at falde over dig og skræmme dig, for at jage dig bort fra Kristus, og til sidst lade dig blive liggende i fortvivlelse. Forbered dig da godt, siger jeg, så du da med et frimodigt hjerte og en stærk tro kan sige: Kristus, Guds Søn, er givet - ikke for de helliges retfærdighed - men for elendige synderes uretfærdighed! Hvorfor vil du da, du ugudelige satan, på en så fordrejet måde gøre mig til en helgen, og kræve bare fuldkommen retfærdighed af mig, når alt i mig kun er synd, - ikke opdigtede, men virkelige synder? Ikke små og ubetydelige, men store, grove og forfærdelige synder. For den som skal blive frelst, ligger derfor al kraft i at disse ord virkelig bliver indprentet og husket: "Han som gav sig selv for vore synder", eller: "mens vi endnu var syndere". Og dette har jeg al grund til at udtale, for jeg har ofte oplevet det. Jo ældre jeg bliver, desto mere oplever jeg det dagligt, hvor forfærdelig vanskeligt det er at tro, særligt når den elendige samvittighed er i nød og svedebad, at det ikke er for hellige, retfærdige, og de som er hans venner, Kristus blev givet, men for ugudelige syndere. For skrøbelige, og de som er hans fjender, som kun fortjente Guds vrede og evig fordømmelse."

 

Sådan taler Luther også i en passionsprædiken over vor tekst: "Midt i vor fortvivlelse over synden, den guddommelige vrede og straf på grund af synden, kommer disse ord, at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere, og giver os øjeblikkelig trøst i at det ikke var for nogen anden grund, eller for nogen andre slags mennesker, men for syndere - Kristus døde! Så falder du måske på ny i synd, får dermed igen en dårlig samvittighed, og oplever det som om du igen har vækket Guds vrede mod dig. Ja, selv om du ikke er faldet i åbenlyse synder og fået en dårlig samvittighed, så skal du alligevel straks holde fast i at Kristus døde for dig som for en synder. Og behold altid denne trøst, at han altså ser dig som en synder - selv om du jo altid skal leve med ham i tro og kærlighed, så du bliver helliggjort og kan blive stående i en god samvittighed".

 

Fordi vi her på jorden aldrig lever uden synd, og synden altid på en eller anden måde vil tynge os, er det meget vigtigt at holde fast i at

 

det udelukkende er som en synder du er forsonet ved Kristi død.

 

I de vers vi nu kommer til, taler Paulus om følgerne af den store kærlighed Gud har vist os. På den baggrund, siger han, har vi en fast og urokkelig nådestand, som vi nu ved troen får lov at regne med at vi lever i, siden vi nu er forligte og retfærdige. Han siger det sådan:

 

9: Hvor meget mere skal vi da, efter at vi er retfærdiggjort ved hans blod, ved ham blive frelst fra vreden.

10: For blev vi forligt med Gud ved hans Søns død, da vi var fjender, skal vi så meget mere blive frelst ved hans liv, efter at vi er blevet forligt.

Her har vi nogle vældige ord (og nu bruger Rosenius et talende sprog) som "ligesom med løftestangens* magt at kunne bortvælte selv de største sten fra de troendes hjerter”.

 

*løftestangen = en stang over et vippepunkt, som vælter store sten bort - sådan at en større kraft og arm/længde på stangen, på den ene side af vippepunktet, dermed får magten over stenen på den anden side af vippepunktet.

 

Guds kærlighed til os var så stor - mens vi endnu var syndere, uden forsoning, uden retfærdiggørelse, - at han, alene af sin egen kærlighed, gav sin enbårne Søn i døden for os. Da, siger Ordet, skal vi meget mere blive frelst fra vreden, når vi nu er retfærdiggjort ved hans blod. Dette er virkelig en mægtig, klar og trøstefuld konklusion. Det er også netop den trøst alle troende har mest behov for. For det er dette spørgsmål som vækker mest bekymring hos alle vågne sjæle som kender til sin synd. De frygter at de på ny skal have vækket Guds vrede over sig, så han til sidst fordømmer dem.                         

 

Da er det jo en vældig trøst når Paulus tager sådanne forhold op, og møder bekymringerne med stor frimodighed ved at stille os overfor dette spørgsmål: Alene ud fra sit eget kærligheds sindelag har Gud, på et tidspunkt da vi stod uden nogen forsoner og uden retfærdighed, givet sin enbårne, elskede Søn til en blodig død for os. Når Gud har gjort så meget for os, er det da muligt at han nu, da vi er blevet retfærdiggjort i hans Søns blod, skulle trække denne nåde tilbage, og begynde at dømme og behandle os efter vor fortjeneste, og efter loven? Hvad skulle det da tjene til at han gav sin Søn i døden for os? Kristus siger: "For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle blive frelst ved ham". Det var jo dette som var Guds mening og råd, da han gav sin Søn, at vi skulle frelses gennem ham, og på den måde ikke mere dømmes efter loven, hvis vi tror på ham. Det er helt umuligt at Gud nu skulle handle på en måde som er i total strid med kærligheden i hans egen natur, og hans evige råd til frelse i Kristus. Det er kun den gamle løgner som skyder sine pile, så sådanne tanker om Guds vrede opstår i vort eget hjerte. I Guds hjerte, derimod, er der en evig nåde over dem som har fået troen på hans Søn.

 

Efter at vi er retfærdiggjort ved hans blod. Det er ikke nok at Gud har elsket os så højt da vi ingen forsoning havde, at han gav sit liv for os, og derfor endnu mindre kan have trukket sin kærlighed mod os tilbage, når vi nu er forsonet. Her vil apostelen understrege at alle dem som tror, nu står for Gud i et helt andet lys, nemlig som "retfærdiggjort". Vi lægger mærke til at Paulus i disse vers stiller de to alternativer op mod hinanden: "syndere" (vers 8) - og de som er "retfærdiggjort" (vers 9). Det er med baggrund i dette modsætningsforhold han bruger udtrykket "meget mere". Paulus siger at når Gud elskede os så højt mens vi var syndere, at han gav sin Søn for os, "hvor meget mere skal vi da ved ham blive frelst fra vreden, - når vi nu er blevet retfærdiggjort ved hans blod".

 

På denne retfærdiggørelse er det Paulus bygger alt det han forkynder i dette kapitel, om de troendes salighed her i livet, og i evigheden. Vi ser hvordan han begynder vers 1: "Da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud." Læg mærke til dette! Paulus siger: "Vi er nu retfærdiggjort af tro". Skulle Gud da ikke elske os nu, han som elskede os "mens vi endnu var syndere", sådan som vi har hørt? Nu er vi jo retfærdiggjort, dvs. ikke længere syndere, men overfor loven ustraffelige, fuldkomne! Hvordan er vi blevet det? Paulus siger "vi er blevet retfærdiggjort ved Kristi blod".

 

For det første er dette ikke sket gennem nogen god gerning, eller noget som helst vi har kunnet bidrage med. For det andet: heller ikke kun gennem en Guds mildhed, at han har mildnet nogle af lovens krav. Nej, "ved Kristi blod" siger Paulus. "Uden at blod bliver udgydt, bliver synd ikke tilgivet" (Heb. 9:22). Her kræves ikke noget mindre end Guds Søns blod. Og når Paulus tidligere (vers 1) udtrykte det sådan: "retfærdiggjort af tro", og nu formulerer det sådan: "retfærdiggjort ved hans (Kristi) blod", så mærker vi gennem ordvalget at det ikke er selve troen som retfærdiggør, men alene ved det troen lever *: forsoningen i Kristi blod. Noget mindre slår ikke til.

 

*Guds visdom og omsorg for alle vore behov virker en stille beundring. Det giver sig til kende gennem hvordan han har indgivet profeterne og apostlene budskabet i Den Hellige Skrift. Det er ikke uden grund Skriftens udtryk om retfærdiggørelsen veksler. Hver enkelt formulering har til hensigt at møde forskellige, specielle misforståelser af denne vigtige lære. Så dybt i menneskehjertet sidder trangen efter egenretfærdighed, at når det må indse at Skriften ikke giver andre gerninger den pris at de retfærdiggør os, så vil man i hvert fald det skal være selve troen som gør at Gud for dens skyld forlader os alle synder og tilregner os retfærdighed. Men resultatet er jo bare at når man så oplever at troen vakler, så har man ikke noget at tro på.  Dette udtryk i vor tekst: "retfærdiggjort ved hans blod", i tillæg til en masse lignende udtryk, ja selve forsoningslæren i Skriften, har vi så fået for at møde, og vejlede overfor en sådan vildfarelse. Men dette har vi talt mere om under kap. 4:3.

 

På den anden side opstår der af og til også vildfarelser af modsat art, når nogen har fået den holdning at vor retfærdiggørelse skulle være helt og holdent uafhængig af troen, fordi den én gang for alle var givet hele verden i Kristi død. De har altså konkluderet med, at da må alle som Kristus har udgydt sit blod for, også blive frelst. Sådan kastes de stakkels mennesker fra den ene vildfarelse til den anden, når de ikke i Herrens frygt giver agt på alle hans ord. Udtrykket "retfærdiggjort af tro" strider jo mod en sådan vildfarelse. Det gør hele Skriftens lære om omvendelse, om tro, genfødsel o.l. også Troen er lige nødvendig for vor retfærdiggørelse som Kristi forsoningsoffer, men har en helt anden "funktion". Kristi blod er løsepengene. Kristi lydighed i hele sit liv og sin lidelse, er den egentlige retfærdighed som gælder ind for Gud. Det er evangeliets budskab om disse løsepenge som føder, og opretholder troen (Heb.12:2). Troen tager imod, og tager vare på/ "opbevarer" den dyrebare gave. Gennem troen iklædes vi Kristi retfærdighed, så vi bliver forenet med ham/født på ny, og helliggjort. "Uden tro er det umuligt at være til behag for Gud" (Heb. 11).

 

En tredje vildfarelse er denne: Man indser, og vidner gerne om at man bliver retfærdiggjort alene ved troen på Kristi fuldbragte værk. Men visheden om at vi er blevet delagtige i dette fuldbragte værk svinger hele tiden, afhængig af hvor vellykket eller mislykket vi er i vor kristelige aktivitet, vor bibellæsning, vor tro, eller vor bøn. Denne vildfarelse finder vi ikke bare i den katolske kirke. Den forkyndes også i vor kirke, og den har en kime i hvert menneskehjerte. Mod denne vildfarelse strider Skriftens ord: "de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde" osv., og mange andre ord, f.eks. Ef. 2:8-9.

 

Sådan har Ånden i Ordet villet forebygge alle vildfarelserne. Men menneskehjertet vil altid en anden vej, og lader sig ikke gerne lede.

 

Måtte ingen tillade sig den tanke om Guds fuldkomne væsen, at han skulle kalde noget menneske retfærdig som ikke virkelig er det. Dvs. at tilsidesætte et eneste bogstav eller tøddel i sin hellige lov, og retfærdiggøre et menneske uden at alt det loven kræver, var blevet fuldkomment opfyldt for det menneske. Nej, hans hellige lov og dom er lige så urokkelig som hans kærlighed. Disse ord "ved hans blod", giver os en alvorlig påmindelse om hvor forfærdelig et onde synden er, og om Guds ufravigelige retfærdighed, som krævede soning i pagt med hans første dom: "når du spiser af det, skal du visselig dø". Hvis ikke Kristus havde udgydt sit blod, og gået ind i det allerhelligste med det, så havde han ikke "fundet en evig forløsning" for syndere. "Sjælen er i blodet" (3. Mos. 17:11). Kristi blod gælder altså på lige linje med hans død som han fuldbyrdede sit forsoningsværk med. Derfor er det "Kristi blod" og "Lammets blod" som over alt i Skriften bruges som udtryk for vor forsoning.

 

Når nu den store stedfortræder og Ypperstepræst sådan har opfyldt alt for os, fuldkomment efter loven, så lad os fryde os og give ham æren! Det gør vi ved at vi oprigtigt tror og bekender at da er vi virkelig retfærdige overfor loven, - men igen: ikke med nogen indbildt eller opdigtet retfærdighed, men med en fuldkommenhed tilsvarende lovens krav, sådan som ordet "retfærdig" betyder. "Jesu Kristi, Guds Søns blod, renser os fra al synd". De helliges retfærdighed omtales i Skriften som "rent og skinnende fint linned" som er "tvættet i Lammets blod". Og Kristus siger udtrykkelig: "Den som er badet, er jo helt ren".

 

Hvis vi sådan ved Kristi blod virkelig er retfærdige, skulle hele Guds kærlighed da ikke hvile over os? Eller, hvorfor skulle Gud da ikke elske os, han som, selv da vi var syndere, viste at han havde en sådan kærlighed til os som vi nu har hørt? Nu kan han elske os uden at synden hindrer, fordi loven er opfyldt, og Guds krav efter hans guddommelige retfærdighed tilfredsstillet. Hvorfor skulle han nu ikke elske dem som han selv har retfærdiggjort? "Meget mere skal vi nu blive frelst fra vreden", sådan at Gud ikke mere skal dømme os efter loven.

 

Så kan mit hjerte nok, i mine dage her på jorden, alligevel blive skræmt og urolig af trusler om Guds vrede. Da kommer det fra mit vantro hjerte og fjendens gloende pile, som jeg må tåle. Men i Guds hjerte findes ikke sådanne trusler, eller nogen sådan vrede. Der er der bare en evig og urokkelig nåde, kærlighed og godhed over dem som tror på hans Søn, selv når han hjemsøger vore synder med ris og plager. Nu er alt bare kærlighed og nåde. Ingen fordømmende vrede mere - kun kærlighed. Ingen forbandelse mere – kun velsignelse. Ingen død mere - kun liv og salighed. Hjælp os, Gud, at vi må få en stadig stærkere tro på dette!

 

For blev vi forligt med Gud ved hans Søns død, da vi var fjender, skal vi så meget mere blive frelst ved hans liv, efter at vi er blevet forligt. Paulus’ hjerte flyder over mens han fortsætter at udlægge samme trøstefulde sag som i verset foran. Her tales der om modsætninger. Den ene side i modsætningsforholdet går på mennesket: vor tilstand før - og vor tilstand nu. Og videre: "vi var fjender" - "vi blev forligt". Den anden side af modsætningsforholdet gælder Guds Søn: "Ved hans død" blev vi forsonet med Gud. "Ved hans liv" bliver vi frelst, bevaret til evigt liv.

 

"Forligt med Gud - mens vi var fjender"! Et virkeligt trøsterigt budskab, uanset hvordan man måtte opfatte ordet "fjender". Dette ord har en dobbelt betydning. Det kan betyde at det er os som er fjendtlige over for Gud, sådan som vi finder det i kap. 8:7 og Kol. 1:21, hvor Paulus taler om det kødelige sindelag. Men det kan også betyde at det er Guds vrede som hviler over os, sådan som Paulus taler om i Ef. 2:3: "Vi var af naturen vredens børn". I begge disse betydninger er det klart at vi var Guds fjender. Men af det han sætter op som modsætning til "fjender", kan man se hvilken af disse betydninger han sigter til her. Modsætningen er: "vi blev forligt" - "vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død". Dette udtryk: "vi blev forligt", taler altså om det som skete i Kristi død, ved at "Gud blev nådig overfor den uret vi havde gjort" (Heb. 8:12), blev tilfredsstillet gennem blodet på hans kors. "Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv, så han ikke tilregner dem deres overtrædelser" (2. Kor. 5:19). Og fordi udtrykket "vi blev forligt" har denne betydning, og udgør modsætningen til tidligere "var fjender", så må dette ord her betegne det samme som uforligt. Og som uforligte står vi under Guds vrede, under "lovens forbandelse". Men alt imens vi var i det forhold til Gud, blev vi forligt/forsonet ved hans Søns død. Meget mere, siger apostelen, skal vi nu, når vi sådan er forligt, blive frelst ved hans liv.  

 

"Vi blev forligt med Gud ved hans Søns død". Dette er ord som kræver dyb gennemtænkning. Både for en elendig synder, om han skal komme til troen, - og for en troende kristen, for at han skal kunne forblive i troen, er det overmåde vigtig at vi fatter hvad det var som skete i Kristi død - og som altid står fast og tilbydes os - enten vi er troende eller vantro! Ved Kristi død blev alle menneskers synder nemlig udslettet. Da "forligte Gud verden med sig selv", og blev nådig overfor den uret vi havde gjort. Sådan som Skriften udtrykkelig lærer: "Kristus købte os fri fra lovens forbandelse ved at han blev en forbandelse for os. For der står skrevet: Forbandet er hver den som hænger på et træ" (Gal. 3:13).

 

Læg mærke til når dette skete, at vi blev købt fri fra lovens forbandelse! Apostelen siger det skete da Kristus hang på et træ. Det samme sagde engelen til Daniel: "Halvfjers uger er tilmålt dit folk og din hellige stad til at indelukke frafaldet og til at forsegle synder og til at dække over misgerning og til at fremføre en evig retfærdighed og til at besegle syn og profet og til at salve et Allerhelligste (svensk: En grænse skal sættes før overtrædelsen, og synderne få en ende, og misgerningen være forsonet, og en evig retfærdighed fremhævet) (Dan. 9:24). Dette skulle ske på en bestemt tid, når halvfjers uger var gået, når en Allerhelligste blev salvet.

 

Så er dette altså sket, fuldstændig uafhængig af om vi er fromme eller ugudelige, troende eller vantro. Johannes siger det sådan: "Han er en soning for vore synder, og det ikke bare for vore, men også for hele verdens" (1. Joh. 2:2). Det samme råbte også døberen Johannes da han første gang fik Jesus at se: "Se der er Guds lam, som bærer verdens synd". Dette skulle Kristus fuldbyrde som et "lam"* gennem sin død. Det samme siger Paulus altså også i det vi tidligere har citeret: "Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv, så han ikke tilregner dem deres overtrædelser" osv. (2. Kor. 5:19). Dette er altså forsoningen. Den skete i Kristi død, og gælder derfor overfor Gud længe før vor omvendelse og tro, - ja, gælder for alle mennesker, også de som ikke tror, og de frafaldne.

 

*Udtrykket "Guds lam" refererer sig til Guds budskab gennem Moses, om hvordan Israel skulle frelses/udfries fra Egypten (2. Mos. 12:3-23). "Hver husfar skal udtage sig et lam, ét lam for hvert hus". Lammets blod skulle stryges på dørstolperne og den øverste dørbjælke til de huse hvor de spiste lammet. Og blodet skulle være tegnet, så Gud skulle gå dem forbi, når han gik gennem hele landet for at slå alt det førstefødte ihjel. Budskabet til os nu er, at nu har Gud, vor far, udtaget sig sit lam, for hele sit hus/hele verden. Derfor er blodet af dette lydeløse lam, Kristus, vor eneste frelse, vor forløsning fra trællelandet.

 

Så er der kun tilbage det, at også synderen kommer tilbage, og lader sig forsone med Gud, sådan som Paulus tilføjer i sidstnævnte bibelcitat: "Så er vi da sendebud i Kristi sted, som om Gud selv formanede ved os. Vi beder i Kristi sted: Lad jer forlige med Gud!" Dette er den del af forsoningen som endnu er tilbage. Kun når dette budskab berører synderens hjerte, at Gud allerede er forsonet og ikke mere vil tilregne synderne, men rækker sin hånd ud, fuld af nåde, til forsoning, - først da viger fjendskabet i synderens hjerte. Da angrer han sin ondskab mod en så nådig Gud. Da kan han aldrig ønske og bede nok om at være i hans venskab for evigt. Og da er synderen i en nådestand som ikke kan rokkes gennem noget som helst, så længe han er forenet med Gud i troen, og ikke helt opgiver Gud og bliver "to gange død" (Jud 12). Men også den vedvarende nåde er det vor levende ypperstepræst som bevirker. Paulus siger dette:

 

"Skal vi så meget mere blive frelst ved hans liv, efter at vi er blevet forligt". Hvis vi er blevet forligt ved hans død, da vi var fjender, så må det være meget mere sikkert at vi nu, når vi er forligt, skal blive frelst til evigt liv, gennem/ved hans liv. Dette er også noget vældig trøstefuldt. Det står fast at alt var fuldkomment opfyldt for os i Kristi død: Loven var opfyldt. Al den straf vi fortjente for vore tidligere synder, og endnu dagligt fortjener for vore synder, var sonet. I Kristi værk på jorden har vi en fuldkommen retfærdighed ind for Gud. Men Skriften lærer at Kristus skal være en evig "ypperstepræst på Melkisedeks vis", at han "nu åbenbares for Guds åsyn for vor skyld", at han "altid lever til at gå i forbøn for os", osv. Dette behøves også for at vi skal blive bevaret i samfundet med Gud. Ganske rigtig kan vi ikke på ny komme under vreden på grund af vore synder, så længe vi ved troen er iklædt den fuldkomne retfærdighed. Men det kunne alligevel ske at det fordærv som endnu hænger ved os, og vore åndelige fjenders magt, kunne føre os bort fra troen, hvis vi ikke stadigvæk havde en aktiv ypperstepræst ind for Gud.

 

Ypperstepræstens embede i den gamle pagt var ikke kun at frembære ofre for synderne. Han skulle også dagligt forrette gudstjenesten med røgelse, bønner for folket, og ved at lyse velsignelsen. Denne "daglige gudstjeneste", hvor ypperstepræsten stod ind for Gud på hele folkets vegne, i sit skønne skrud, skildrer hvad vi har gennem Kristi liv. Hans offer for synderne er båret frem "en gang for alle". Det som nu sker, er at han lever ind for Faderen i vort sted. Dagligt styrer han gudstjenesten "for vor skyld", beder for os, og deler de åndelige gavers velsignelser ud. Kristus sagde til Peter: "Jeg bad for dig at din tro ikke måtte svigte". Når vi er svage og afmægtige i kampen, forsømmer bønnen og ikke våger som vi skal, når vor lydighed og troskab svigter, - da ville vi mange gange falde i djævelens hænder. Vi ville miste troens og Åndens liv, og dermed på ny komme under vreden, - hvis ikke Kristus levede for Guds åsyn for vor skyld. Han er vor "talsmand hos Faderen" og virker fortsat at Den Hellige Ånd kommer til os, og hjælper os i al vor skrøbelighed. Han våger når vi ikke er vågne nok. Han er retfærdig og hellig for os uretfærdige og vanhellige.

 

Når jeg er skrøbelig, kold og svag,

forvirret af alt det øjet møder,

da har jeg en som nat og dag

i himmelen min gudstjenst' styrer,

som for Guds åsyn står for mig,

er både frelse, liv og vej.

 

Her i livet vil vi aldrig rigtig kunne fatte hvor mangfoldig den hjælp og bevarelse er, som vi har haft gennem alle farerne i livet, fra denne levende trofaste, vågende ypperstepræst og hyrde. Det vil vi først forstå, og fuldkomment kunne tale om, når hele skaren af frelste sjæle fra alle verdenshjørner er samlet for Lammets trone, og hver eneste en af dem nu fatter, og taler om hvad han har erfaret om dette at "Vi bliver frelst ved hans liv".

 

11: Ja, ikke bare det, men vi roser os også af Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi fået forligelsen.

Her tager Paulus egentlig ikke et nyt emne op som de troende kan rose sig af. Det er ikke sådan at først har vi håbet om Guds herlighed (vers 2), dernæst trængslerne, og så for det tredje: Gud, som vi skulle rose os af. Nej, her gentager og afslutter han det han begyndte med (vers 1), hvor han sagde at da vi nu er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud. For det at have fred med Gud, og være overbevist om dette, er nøjagtig det samme som at "rose sig af Gud". Og indledningen til verset, "Ja, ikke bare det", viser jo tilbage til det som blev omtalt lige foran: at blive "frelst fra vreden". Da istemmer Paulus igen den triumferende tone, og siger: "Ja, ikke bare det" (at vi frelses fra vreden), "men vi roser os også af Gud". På grund af Guds store kærlighed (vers 8), og forligelsen som er sket (vers 10), er vi så overbevist om at vi må være i hans venskab, at vi også roser os af, at vi helt og holdent ejer Gud og alt det han er og formår. Luther gengiver dette så ypperligt sådan: "Vi roser os af Gud, det vil sige at han er vor og vi er hans, at vi har alting i al evighed i fællesskabet med ham".

 

Hvad det vil sige at rose os af Gud? Det lærer vi af apostelens sejrssang, kap. 8:31-39: "Er Gud for os, hvem er da imod os? Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for os alle, hvordan skulle han kunne andet end at give os alle ting med ham?" Her opsummerer Paulus alt saligt som nævnes kan, og siger: vi har Gud selv, Gud er selv vor ven og Far, og da må al salighed og tryghed jo følge. For det første er Gud selv meget mere end alle hans gaver. Guds venskab er mere end himmelens salighed. Gud selv er solen og saligheden i himmelen, ligesom hans venskab allerede her på jorden er selve kilden til de troendes fryd. For det andet er alle gaver indbefattet i ham. I ham har vi al retfærdighed og styrke. I ham har vi vor fred og trøst. Gud er vor Far, og alle børnenes rigdom og tryghed er i selve Faderen. "Er vi børn, da er vi også arvinger". "Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end at give os alle ting med ham?".

 

Tænk, du ejer selve den store almægtige Guds venskab! Da må du sandelig være lykkelig hvert øjeblik. Om du så var den fattigste på jord - så er du jo den rigeste. Var du mest elendig og foragtet - du er jo den mest ærefulde. Var du den mest ensomme og forladte - du har altid det herligste selskab. Sådan ser vi David og andre hellige fryde sig i Gud selv, som det eneste de kunne rose sig af, og som deres egentlige trøst: "Min sjæl skal fryde sig i min Gud". Ja, hver eneste dag vil vi rose os i Gud, at han er alt det vi behøver, sådan at hjertet har en sådan sang: "Herren er min klippe og min fæstning, min frelser. Min Gud er min klippe, som jeg sætter min lid til, mit skjold og mit frelses horn, min borg". Det er på denne måde alle retfærdiggjorte sjæle skulle kende sin Gud og rose sig af ham, sådan som profeten siger: "Ved Herren skal de få sin ret, og af ham skal de rose sig, hele Israels slægt".

 

Ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi fået forligelsen. Paulus gentager stadig at denne nåde, trygheden og alt det vi kan rose os af, har vi alene ved vor Herre Jesus Kristus og hans forsoning/forligelse. Det er virkelig nødvendigt at vi stadig tager dette til os. Al vor trøst, ja alt det vi kan rose os af i Gud, hans venskab og den evige salighed, er snart forsvundet, straks vi vender øjet bort fra den eneste grund og kilde, og begynder at se på os selv. Da bliver det snart vor synd og al uværdighed som kræver opmærksomhed. Og så mister vi frimodigheden. Det er slut med glæden og det at rose os af Gud. Tænk derfor uafladeligt og grundigt over at al denne nåde som gør at vi kan rose os af Gud, at han er vor med alt hvad han er og har, det har udelukkende sin grund i forligelsen ved Kristus, som Paulus fremholder så stærkt her (vers 6-10). Det har ikke sin grund i noget vi har kunnet bidrage med, men alene i den evige kærlighed som gjorde at Gud gav sin Søn mens vi endnu var "syndere", "ugudelige" og "fjender".

 

Tænk nu grundigt over hvad der ligger i dette, at Gud først skabte os til sine børn og arvinger, og så selv gav os sin Søn som frelser - da vi var ugudelige og fjender, og at vi da "blev forligt ved hans Søns død". Dette er en evig trøstens grund for elendige syndere. Dette vakler og falder ikke sådan som vi vakler og falder. Det står altid fast. For det er jo et enkelt regnestykke at han som har gjort det største, at gøre venner af os som var fjender, han skal meget mere kunne gøre det som er mindre: dvs. når vi nu er så dyrekøbt, vil han også behandle os som sådanne. Nu vil han ikke se på vore synder og dømme os efter loven, men altid være øm og nådig, og føre os helt frem til den evige salighed som han først skabte os til, og senere så dyrt genløste os for.

 

Det er så nødvendigt at vi altid roser os af Gud, dvs. at vi altid beholder et tillidsfuldt trosforhold, en glad og hjertelig tillid til ham som er kilden til hele den troendes åndelig liv. Men nøjagtig lige så nødvendigt er det da selvfølgelig at vi altid holder fast i hvad dette indebærer: "ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi fået forligelsen". Dette er særlig nødvendigt når vort hjerte er fuldstændig iskoldt i forholdet til Gud, sådan som det kan ske. Vi er måske blevet optaget med alle andre ting, og er blevet fremmede for Gud. Men så sker der noget vanskeligt, noget som gør at vi må bede. Da synes vi Gud også er blevet iskold overfor os, ikke bryder sig om os, og ikke hører vor bøn. Da må vi være vågne, og vide at dette er et fuldstændig falskt billede af Gud. Det er en forfærdelig vanskabning som kun er dannet i vort eget hjerte, og ved djævelens indskydelser. For Herren Gud har jo selv tegnet et ganske andet billede af sig selv: som en evig og ubegrænset kærlighed, som gav sin Søn for os, og som nu i enhver situation elsker dem som tror på ham. Han er en øm Far som altid er os nær, som ser alle vore behov og bekymringer. Og om han skjuler sig og venter med hjælpen, så er han alligevel altid kun optaget med at gøre os godt.

 

Gud kan aldrig være kold og ligegyldig overfor dem som jo er dyrt forligt gennem hans Søn, han som er deres retfærdighed. Tværtimod er han meget stærkere knyttet til os end han var til Adam og Eva før faldet. Ikke et øjeblik kan han glemme dem som han frelste ved sin elskede Søns blod. Derfor bør vi rose os af et evigt venskab med Gud, sådan som apostelen også her viser os. Vi bør altid rose os af ham, ikke bare i vore gode stunder, men i enhver situation, fordi Guds venskab beror på "forligelsen"/forsoningen ved Kristus. Paulus siger: "Glæd jer altid i Herren! Igen vil jeg sige: Glæd jer!"

 

Åh, måtte Gud give os sin Ånds lys over de trøsterige ting vi har set i denne tekst! Da vi endnu ikke var forligt, da elskede Guds os så højt at han gav os sin Søn! Nu behøver vi ikke at begære at han på ny giver sin Søn, nej ikke en gang en engel, som offer. Kun at han skal lade os få del i den forligelse som er sket én gang for alle. Men når jeg ser mine synder, bliver jeg bange. Og når jeg ser mit gamle hjertes ugudelighed, og mit skrøbelige liv, så jeg tænker, nu må Gud da være vred på mig. Men da vil jeg se på denne tekst og bede sådan: Hellige Fader, du som elskede os så højt at du gav os din Søn, da vi endnu ikke havde nogen forligelse eller forbeder i himmelen! Giv mig da også, for din elskede Søns skyld, en evig forladelse og hjælp i min elendige tilstand! Jeg beder ikke nu at du skal give din Søn på ny. Bare at hans retfærdighed nu må behage dig, og at du hører hans bøn når han beder for os! Du kan ikke forkaste mig, uden at du først forkaster din Søn og alt det han har gjort og gør for mig. Men din elskede Søn og hans værk vil du nok aldrig forkaste. Derfor forbliver også jeg i din nåde i al evighed. Amen.

 

---ooOoo---

 

Nu kommer vi til den anden del af dette kapitel, versene 12-19. I første og andet kapitel har Paulus beskrevet den fortabte tilstand alle mennesker ligger i: under synden, men også den eneste vej til frelse: Forligelsen/forsoningen ved Kristus, og retfærdiggørelsen ved tro (kap.3). Dette har apostelen stadfæstet med Skriftens egne beviser (kapitel 4). Så har han i første del af dette kapitel kort antydet den salige tilstand, den evige nåde og trygheden, som de ejer, de som er retfærdiggjort af tro. Nu opsummerer han alt dette i en eneste stor og herlig skildring af Guds nåde i vor frelse. Han viser at fordi synden, døden og fordømmelsen kom over alle mennesker, alene gennem én: Adam, så skal også nåden, retfærdigheden og livet komme alene gennem én: vor Herre Jesus Kristus.

 

Først (vers 12) rettes vor opmærksomhed mod den stamfar vi arvede synden fra. Han viser at "på grund af synden" kom døden ind i verden. Dette indebærer da selvfølgelig også at "syndens løn er døden" (som han udlægger nærmere i kapitel 6:23) og derfor ikke kan ramme noget menneske som ikke har syndet. Dette er ikke bare en konklusion vi har fundet på, men apostelens egne ord, at "døden sådan trængte gennem til alle mennesker, fordi de alle syndede". Med dette har han udtalt tydeligt og klart at alle de som er underkastet døden, er syndere. Men Paulus forudså jo at mange skulle opfatte dette som meget hård tale, og at indvendingerne særligt skulle gå på at synden (som altid er dette at en lov brydes) i hvert fald ikke kunne tilregnes menneskene før loven blev givet ved Moses. Derfor svarer Paulus straks på sådant (vers 13-14) når han siger at det faktum at døden herskede over menneskene også før Moses, beviser at synden var i verden og blev tilregnet menneskene. Men af dette følger da også at en lov måtte være givet dem. Dette er meningen og tankegangen i vers 12-14.

 

I vers 14 har han udtalt at Adam "er et forbillede på den som skulle komme". Dette sigter til at Adam var ophavet til synden og døden, ligesom Kristus er ophavet til retfærdigheden og livet. Men så viser han i vers 15-17 den store ulighed som det samtidig er: Hvor langt større gaven er gennem Kristus, end det vi har mistet gennem Adam. Efter disse konklusioner tager han igen (vers 18-19) den indledning op som han begyndte vers 12 med: "Ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske". Og nu kommer den fortsættelse man ventede på efter nævnte indledning: "sådan bliver også én mands retfærdige gerning til livsens retfærdiggørelse for alle mennesker".

 

12: Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved èt menneske, og døden på grund af synden, og sådan trængte døden igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede -

Derfor, dvs. når vi nu er blevet forligt med Gud ved Jesus Kristus, (vers 10-11), sådan at vi, som alle er under synd (kapitel 1 og 2), alligevel er retfærdige ved troen på Kristus (kapitel 3 og 4)*, har fred med Gud og håbet om hans herlighed i himmelen, og roser os af Gud selv - så er det på følgende måde det er sket, på følgende Guds råd det grunder sig: "Ligesom synden kom ind i verden ved èt menneske, og døden på grund af synden", sådan kommer også retfærdigheden, og på grund af retfærdigheden: livet, gennem èt menneske. Tilføjelsen har Paulus altså, som nævnt tidligere, ikke straks udtrykt her. Den antydes ganske rigtigt gennem ordene om at Adam er et forbillede på den som skulle komme (vers 14). Men i vers 18-19 bliver denne tilføjelse klart udtalt.

 

*Det kunne nok se ud til at være mest naturligt at regne med at dia touto ("derfor") bare sigtede til det som var sagt umiddelbart foran (vers 10-11). Men det er klart at her opsummerer Paulus absolut alt det han har forkyndt hidtil i brevet, altså både om menneskenes synd, og om frelsen gennem Kristus. Da forstår man at han har alt det han tidligere har forkyndt, i tankerne, helt fra kapitel 1:18, før han i de tre næste kapitler begynder at tale mere udførligt om det som følger af og med troen.

 

Vågn op, alle I som tørster! Kom hid og få vand! Her finder I en uudsigelig, vældig trøst. Er dette Guds råd og mening, at ligesom vi blev syndere, vredens og dødens børn, gennem èt menneskes ulydighed, - så skal vi også gennem èt menneskes lydighed modtage retfærdighed, Guds venskab og det evige liv? Ja, da er det slut med lovpagtens vilkår - for den som tørster og modtager retfærdigheden i Kristus! Slut med at vi lever et frygtsomt kristenliv bygget på vor egen lydighed og retfærdighed.

 

I denne tekst hedder det over alt: "ved èt menneske". Ved èt menneske arvede vi synden og døden. Gennem én har vi retfærdigheden og livet. Fordi det ikke hedder gennem hver og en, men gennem én, da kan vi stakkels syndere begynde at fryde os i håbet. Da er vejen gennem vor egen retfærdighed tilintetgjort. Nøjagtig som om et stort bjerg styrtede ned over et lille skrøbeligt bolighus, og knuste det fuldstændig, sådan knuser dette budskab også hvert enkelt menneskes fortjeneste, og viser os samtidig at vi må vende os til en helt anden vej, så vi kan blive retfærdige og frelst gennem én.

 

Ofte kender vi det både i sjæl og legeme, at vi har arvet synden og døden gennem Adam. Skal vi da, på samme måde modtage retfærdigheden og livet alene gennem én: Jesus Kristus? Da begynder vi at fryde os i håbet. "Juble, I himle! Fryd dig, du jord!" Da skal syndere blive himmelens arvinger, og i evighed bare lovprise én for det evige livets gave. Men før vi studerer denne vældige trøst mere, vil vi først se hvad denne tekst taler om hvordan synden og døden kom ind i verden. Paulus siger:

 

Synden kom ind i verden ved èt menneske. Med dette vil apostelen ikke bare sige at synden begyndte gennem én, men at den "kom ind i verden" (dvs. er kommet i alle mennesker) gennem denne ene. Kun når man forstår udtrykket sådan, træder apostelens hovedtanke frem, når han sammenligner Adams synd - som gav os døden, med Kristi retfærdighed - som gav os livet. Det at synden kom ind i verden gennem én, nemlig menneskeslægtens stamfar, er netop hovedsagen i dette budskab. Derfor nævner Paulus ikke Eva, som egentlig var det første menneske som syndede. Men vi skal straks tale nærmere om hvordan alle mennesker er blevet syndere gennem én.

 

"Synden". Med synden menes her alt det som strider mod Guds vilje, i et menneske. Til og med den første tanke på noget ondt, som dukker op. Før syndefaldet, eller djævelens fristelse, var der ikke noget som helst i menneskene som stod i opposition til Den Almægtige. De vidste ikke om noget ondt (1. Mos. 3:5,22). Men ved syndefaldet var denne uskyld død og borte fra menneskene, som nu blev fyldt af syndens gift i hele sit væsen. Og når Paulus her taler om synden, som kom ind i verden gennem èt menneske, så mener han hele denne Gudsfjendtlige "masse" i menneskene, enten det nu bare giver sig udslag i anlæg eller tilbøjeligheder, tanker og begær, - eller i ord og gerninger. Det er alt det Skriften kalder for "synd", "synderoden, syndebrodden og syndefrugterne samlet" (Melanchthon). Synden "kom ind i verden", dvs. menneskeverdenen, eller hele menneskeslægten. Synden strømmede ind i alt det som havde navn af menneske. Selv ikke det mindste spædbarn er undtaget, som vi snart skal se.

 

Og døden på grund af synden. Det fortæller os at det ikke kun var synden selv, i sin natur og i sine udslag, men også syndens skyld og følger, som fra Adam kom over alle mennesker. Vi har allerede slået fast at fordi der her tales om syndens kilde, og hvordan den kom ind i verden, så indeholder ordet "synd" alt det Skriften kalder for synd. Men på samme måde må også ordet "døden" indeholde alt det Den Hellige Skrift kalder død.

 

Skriften taler udtrykkeligt om tre slags død: Den legemlige død, som i Joh. 11:4, 12:33, 18:32, Fil. 1:20. Den åndelige død, som i 1. Joh. 3:14, Ef. 2:1, Kol. 2:13, Matt. 8:22. Dvs. at mennesket ikke længere ved sin ånd lever i Gud og af Gud, som var kilden og livet for menneskets ånd (konf. Ef. 4:18). Og endelig: den evige død, som er modsætningen til evigt liv. Den kaldes også den "anden død", som er fortsættelsen og fuldendelsen af den åndelige død, efter at livet på jorden er slut. Det er den evige død der tales om i Rom. 1:32, 2. Kor. 2:16, 7:10, Jakob 1:15, 5:20, 1. Joh. 5:16, Åb. 2:11, osv.  

 

Gennem synden kom døden i alle disse skikkelser over Adam og hans efterkommere. Den dom som først af alle blev udtalt: "Den dag du spiser af det, skal du visselig dø", blev omgående fuldbyrdet. Hvordan Adams ånd var skilt fra Gud straks efter syndefaldet, det ser vi af at han da forsøgte at skjule sig for Ham som ser alt. Og da Gud kaldte ham frem, bliver der gennem mange forfærdelige holdninger åbenbaret, at nu er det den åndelige død som allerede hersker: Adam forsøger at bortforklare sin skyld, og i en bitter ånd skyder han skylden ikke bare på Eva, men på Gud selv som havde givet ham kvinden (1. Mos. 3:12). Legemligt var hans dødsproces nu også påbegyndt, fordi hans legeme nu var overgivet til den forgængelighed som til sidst skulle afslutte hans jordeliv. Men efter åndelig og legemlig død følger den evige død, hvis mennesket ikke gennem en ny fødsel bliver en ny skabning som lever i og af Kristus, han som alene er livet (Joh. 1:4, 6:48-57, 1. Joh. 5:11-12).

 

Den legemlige død er syndens løn for alle syndere. Men da Gud tog Enok og Elias levende op til himmelen, gav han os samtidig et billede på hvordan Guds børn til sidst skal fare op med forklarede legemer. Hvis ikke synden var kommet ind i verden, ville Adam og hans slægt have været i den salige tilstand at de havde været fri fra den legemlige død og al lidelse. Både på jorden og i himmelens boliger ville de have kunnet glæde sig i en evig salighed. Døden er den sorte "grænsegade" som markerer at mennesket er skilt fra Gud. Et stående bevis på at mennesket af naturen er skilt fra livets kilde.

 

Og sådan trængte døden igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede. "Og døden trængte sådan igennem til alle mennesker". At døden på grund af synden er kommet til alle mennesker, det er tydeligt. Både ordet vi læser, og al erfaring, fortæller os det. Men det Paulus mener med ordene "fordi de alle syndede", bliver ofte misforstået. Sædvanligvis opfattes det som at fordi alle mennesker har syndet med sit legeme, så vil døden "trænge igennem" til/ramme dem. Men vi vil snart indse at det ikke er det som er apostelens mening her. For det første strider en sådan opfattelse mod hovedmålet med denne tekst, hvor Paulus netop vil vise at fordi vi har fået synden og døden gennem én, så skal vi også få retfærdigheden og livet gennem én. Tænker vi os ordet givet en sådan (fejlagtig) fortolkning her, at fordi vi alle har syndet, som jo er en følge af Adams fald, så dør vi kun på grund af at vi selv har syndet, - så måtte det modsatte: frelsen i Kristus, lyde sådan: fordi vi alle er blevet retfærdige og har opfyldt loven ved Kristi værk i os, så får vi det evige liv.  

 

Alle vil se at dette er en stor modsigelse mod denne tekst (og hele frelsesbudskabet), som siger at det er "ved den enes lydighed", eller "én mands retfærdige gerning", vi bliver retfærdige. Så må da også det modsatte til dette, budskabet om Adam, lyde sådan: "Ved det ene menneskes ulydighed", eller på grund af "én mands overtrædelse", er døden trængt igennem til alle mennesker.

 

For det andet skulle en sådan opfattelse jo også, at enhver dør som følge af sine egne åbenlyse synder, medføre at de nyfødte børn ikke blev ramt af døden. For de har jo endnu ikke selv brudt Guds love. Nej, meningen er tværtimod den at ligesom vi alle var til stede i Adam, og han, som slægtens stamfar og stedfortræder syndede, så har vi alle, i og med hans fald, syndet. Dette er en fortolkning som stemmer både med tekstens hovedbudskab, og med den måde Paulus taler på andre steder. Når han f.eks. taler om modbilledet, Kristus, i 2. Kor. 5:14, siger han at "vi har gjort det klart for os: Når én er død for alle, så er de alle døde". Det samme er det han her vil have sagt om den første stedfortræder for vor slægt. Med sit åndelige blik har Paulus set os alle tilstede i Adam. Og ligesom Hebræerbrevet ser Levi’s slægt gennem Abraham give tiende til Melkisedek (Heb. 7:9), udelukkende med baggrund i at Levi på det tidspunkt bare var til stede i Abraham, så har Paulus set os alle synde - i Adam. I dette tilfælde desto mere, fordi Adam i fristelsens stund stod eller faldt på vegne af hele menneskeslægten, sådan som vi alle ser det bevist gennem de følger det fik.

 

Paulus siger også i Rom. 11:16: "Er førstegrøden hellig, da er også dejen hellig. Og er roden hellig, da er grenene det også". Af sådanne ord kan vi forstå apostelens udtryksmåde. Men det egentlige bevis ligger, som sagt, i hovedbudskabet: På dette sted tales der om at både synden og retfærdigheden, som er det som er afgørende for evig dom eller evigt liv, det har vi i én. Og ikke nok med at det er hovedbudskabet i denne tekst, det er samme budskab som Paulus ganske udtrykkeligt, og mange gange, lægger i hvert eneste af de følgende vers. I vers 15 siger han at "de mange er døde på grund af den enes fald". I vers 16: "dommen kom efter den enes synd og blev til fordømmelse". I vers 17: "døden kom til at herske ved den ene, fordi denne ene faldt". I vers 18: "Én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker", osv.

 

Paulus lærer altså her meget eftertrykkeligt at Adam under den første pagt handlede i hele menneskeslægtens navn, sådan at vi alle syndede i og ved hans synd. Og, som sagt, kan vi alle mærke dette, fordi følgerne af faldet trængte igennem til os alle. Hvis vi ikke alle havde syndet i vor stamfar, ville vi heller ikke alle have måttet bære syndens følger, straffen og døden, både den åndelige og legemlige. Men vi oplever jo konkret at både den åndelige og den legemlige død er noget vort naturlige menneske bærer i sig, fuldstændig uafhængig af, og før vi begynder at gøre syndige gerninger - fordi ingen af naturen lever i Gud, og heller ikke har et udødeligt legeme.

 

Men vanskeligheden for vor tro, når det gælder denne lære om at døden er trængt igennem til os på grund af den énes synd, ligger i at vi dermed er stødt på den dybeste hemmelighed i Guds råd, og ikke kan begribe dette. At vi stakkels, faldne skabninger ikke kan begribe Gud, den uendelige, - det er selve vanskeligheden! Men at vi af den grund skulle gå i rette med Gud, og spørge: "Hvad gør du?" - spørge hvordan hans råd kan stemme med hans natur - "Ve den som trætter med sin Skaber" (leret og pottemageren - Esajas 45:9) - det er bare et nyt bevis på hvor dybt vi er faldet. Herren siger: "Hvor var du da jeg grundfæstede jorden - mens alle morgenstjerner jublede?" osv. (Job 38 og 39).

 

Det bør være nok for os at det Ord, som har vist sig at være den store Guds ord, indeholder denne underlige lære om at ligesom fordømmelsen kom over alle mennesker gennem én overtrædelse, sådan skulle også retfærdighed og liv gives os gennem éns lydighed, "for at intet kød skal rose sig for Gud". Himlene skal i al evighed genlyde af lovprisning til denne éne, fordi hans lydighed indtil døden gav os retfærdighedens løn. Luther siger: "Vi må lade dette stå fast at Adam efter dette bud (1. Mos. 2:17) har draget os alle med i det samme syndens fald, for vi er alle som én indplantet i ham og hans kød og blod, så det måtte gå os som det gik med ham. For Gud havde besluttet dette, at alle mennesker skulle nedstamme fra dette ene menneske, og vi er da også alle hans børn. Derfor, det han har gjort, og den forbandelse som blev lagt på ham, møder også uafkortet os alle, sådan at vi må regnes som én dej og kage med ham, alt som kaldes for menneske".

 

Men selv om vi nu har fundet at Paulus med disse ord: "fordi de alle syndede", egentlig taler om at vi syndede i og med Adam i hans fald, så må ingen glemme den anden siden af sagen: at vi også arvede hans faldne natur, og dermed er fulde af den samme syndens gift som også viste sig hos Adam straks faldet var en kendsgerning. Også på denne måde er vi alle blevet syndere. Paulus taler mange steder om hvordan følgerne af faldet fulgte arven og gik over på Adams slægt. Vi blev altså også i virkeligheden, og i vore egne personer, alle syndere "ved ét menneske". Og om vi ikke altid oplever det, og er os det bevidst, så er denne synd som er nedarvet i os, alligevel en vederstyggelighed i Guds øjne, og noget som vækker Guds vrede. Vor samvittighed, selv om den kun er en efterlevning af den lov Gud i skabelsen skrev ind i mennesket, vidner klart om dette så snart vi på en eller anden måde står ind for Guds øjne. For da oplever vi altid vor syndighed som skyld.

 

Fordi vi alle syndede og med Adams fald, blev vi også i os selv, alle, som han, syndere, og stillet ind under syndens løn: døden. Og det gælder, selv for dem som måtte være ukendt med dette forhold. Det er dette Paulus nu vil vise os i det følgende. Han siger:

 

13 og 14: for vel var der synd i verden før loven kom, men der hvor der ikke er nogen lov, bliver synden ikke tilregnet. Alligevel herskede døden fra Adam til Moses, også over dem som ikke havde syndet ved et lovbrud, sådan som Adam - han som er et forbillede på den som skulle komme.

Med disse ord vil Paulus nu forklare mere om, og bevise, det han just har sagt, at "synden kom ind i verden ved ét menneske". Han taler her som om han er forberedt på den indvending at når synd er at en lov bliver brudt, så kan det ikke siges at alle var syndere i den lange tid som gik fra Adam til loven blev givet ved Moses, hvis de da ikke, som Adam, havde fået særlige påbud af Gud, sådan at de ved at bryde det "syndede ved et lovbrud, sådan som Adam". Det forhold at døden jo herskede over menneskene også før Moses, beviser at de måtte have synd. Og når der var synd, beviser det at der også må have været en lov.  

 

Han slår fast at der hvor der ikke er nogen lov, bliver synden ikke tilregnet. Men han beviser at synden virkelig må have været i verden, og blevet tilregnet menneskene, før loven blev givet på stentavlerne. Og det beviser han med det åbenlyse forhold at døden herskede i verden. Hvis det faktum at døden herskede, beviser at der var synd, så følger uimodsigeligt at der også har fandtes en lov. I tillæg til den lov som er skrevet i samvittigheden, åbenbarede Gud også mere og mere sin vilje gennem udtrykkelige ord til menneskene. Og synden har altid været tilregnet efter hvor stort lys menneskene har haft om Guds vilje. Men Gud talte allerede til Adams første søn så strengt mod hans synd, at han skjulte sig for Herrens åsyn og blev "en flygtning og en hjemløs på jorden" hele sit liv. Der fandtes altså både lov og synd i verden før Moses. Dette beviser Paulus alene med at slå fast at døden herskede jo da også. Tidligere havde han sagt at det var gennem synden, at døden trængte igennem til alle mennesker. Og fordi døden herskede i verden såvel før Mose lov, som efter den blev givet, må følgen være at synden var i verden, også før loven kom ved Moses.

 

Døden herskede, siger Paulus - regerede som en konge - helt fra Adam ind til Moses. Vi ser at alle menneskene også i denne tid døde den legemlige død. Men ikke nok med det, vi vil også minde om hvordan Gud i denne tid før Moses, lod døden komme over hele verden på én gang, ved syndfloden som ramte alt levende, unge og gamle, til og med spædbørnene. Og Herren Gud udtaler udtrykkeligt at dette alene skete på grund af al den synd og ondskab som havde fordærvet alt kød. Sådan herskede døden altså også før loven kom ved Moses.

 

Også over dem som ikke havde syndet ved et lovbrud, sådan som Adam. Adam havde overtrådt et bud Gud udtrykkeligt havde givet ham. Dermed faldt han ind under den dødsdom Gud havde advaret ham med. Nu minder Paulus om at døden også herskede over dem som ikke havde syndet mod et sådant udtrykkeligt udtalt Guds bud, ja til og med over de små børn som endnu ikke havde kunnet gøre noget konkret lovbrud. Af dette må nødvendigvis følge netop det Paulus ønsker at bevise, at synden er blevet tilregnet alle mennesker, også før vi fik den skrevne lov på stentavlerne. Dette at synden generelt er til stede i alt kød, som en følge af Adams fald, beviser da også det Paulus tidligere har forklaret, og som hele hans forkyndelse sigter mod: At Adam, ligesom Kristus, var en stedfortræder som stod og som faldt på hele menneskeslægtens vegne, sådan at hele slægten måtte bære følgerne af dette.

 

Og når da til og med spædbørnene, som selv endnu ingen lovbrud havde gjort, var undergivet samme syndens straf, altså døden, så har vi der endnu et bevis på at alene selve arvesynden, og den iboende syndens frø, er nok til at vi ind for Gud står i dødsskyld. Dermed har Paulus kort men stærkt bevist det han har sagt i vers 12, at "synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden kom ind på grund af synden". Og så kommer den tilføjelse vi venter på, efter at den blev udeladt i vers 12. Han taler om Adam:

 

han som er et forbillede på den som skulle komme. Da Herren Gud satte Adam til en "alles far" (svensk: verdens far – Visd. 10:1), som hoved for en slægt som er lig ham, og dermed er underlagt synden og døden, da gjorde han det i nådig forudseenhed om ham som skulle komme, den "anden", eller "sidste" Adam (1. Kor. 15:45, 47). Det er ham den første Adam er et "forbillede" (typos) på.

 

Den lighed der sigtes til (ved at den første er et forbillede på den anden Adam), består i at

 

ligesom Adam var en stamfar som bragte det med sig som tilhørte ham, til dem han var en stedfortræder for - sådan er også Kristus en ny stamfar som på samme måde bringer det med sig som tilhører ham, til det han er en stedfortræder for.

 

Eller som Krysostomus udtrykker det: "For alle dem som er af ham, blev Adam årsagen til døden, som trængte igennem til dem på grund af det han spiste, selv om de ikke havde spist det forbudte træ. På samme måde blev Kristus for alle dem som er af ham, på trods af at de ikke selv er retfærdige, en stedfortræder til retfærdighed som han så nådig tilvejebragte for os alle på korsets træ". Åh, evige nåde! Uudtømmelige trøst!

 

På samme måde som vi har fået synden og døden gennem en anden, sådan skal vi også få retfærdigheden og livet gennem en anden. Alle de som er født af Adam, dvs. som er mennesker, har allerede ved sin fødsel arvet hans fordærv, synden og døden, og al den elendighed dette medfører. På samme måde har også alle de som er født på ny til Kristus, og er hans slægt (svensk: er hans sæd), gennem vor nye stamfars retfærdighed fået det evige liv med alt hvad det indebærer. Dvs. at vi allerede her i livet, nu, har genforeningen med Gud, en evig nåde, Den Hellige Ånd i hjertet, og i opstandelsen himmelske legemer og en evig salighed. Paulus skriver til de troende i Korinth, som var "helliget i Kristus Jesus", og siger: "ligesom alle dør i Adam, sådan skal også alle blive gjort levende i Kristus" (1. Kor. 15:22). "Det første menneske var af jorden, jordisk. Det andet menneske er af himmelen (svensk: det andet menneske er Herren af himmelen). Som den jordiske var, sådan er også de jordiske. Som den himmelske er, sådan skal også de himmelske være. Og ligesom vi har båret billedet af den jordiske, sådan skal vi også bære billedet af den himmelske" (1. Kor. 15:47-49).

 

Dette er jo en ubeskrivelig stor trøst. At vi bærer det jordiskes billede, synden, døden og al elendighed, det kender vi, som sagt tidligere, i hele vort væsen. Men nu siger Paulus altså at ved Guds nåde: "ligesom vi har båret billedet af det jordiske, sådan skal vi også bære billedet af det himmelske", som er retfærdigheden og evigt liv.

 

Selv om vi gennem den første Adam har fået en stor ødelæggelse, så har vi alligevel gennem den anden Adam en endnu større lykke og velsignelse. Erstatningen er meget større end tabet. Og det vil Paulus gå stærkt ind på i det følgende. Luther siger: "Gennem ét menneske som hed Adam, er så meget ondt foregået at alle mennesker måtte dø, både ham selv og alle os andre. Det måtte ske, på trods af at vi ikke selv havde gjort os skyldige til det, men stod under synd og død alene fordi vi er hans efterkommere. For efter faldet er det ikke længere en fremmed synd. Den er straks vi blev født, blevet vor egen synd. Dette er jo en skrækkelig situation og en forfærdelig Guds dom, selv om den jo ville være endnu værre, om vi alle måtte skulle forblive i døden. Men denne nød har Gud villet møde, ved at han nu har sendt et andet menneske som hedder Kristus. For den første Adams skyld skulle vi dø, uanset om vi selv har påført os nogen synd. Så skal vi da nu, for den anden Adams, Kristi skyld, uden nogen egen fortjeneste, modtage livet. Og ligesom vi i Adam må tage følgerne af at vi er hans lemmer, er af hans kød og blod, - så skal vi altså i Kristus, også allerede her på jord, bare leve på at han er vort hoved, og er en nåde og gave, sådan at vi ikke har nogen som helst egen fortjeneste at rose os af".

 

I tillæg til apostelens hovedemne har vi også her en meget vigtig lærdom om synden. Paulus lader os forstå at vi alle sammen er lige så fordømte syndere som Adam, at i dette er vi alle lige, og at døden er et bevis på dette. Vi bør alle tænke grundigt over dette. Det hører til ethvert menneskes natur at når vi ser hvordan synden hersker over alt omkring os, så anser vi ikke os selv for at være i samme situation. Ufrelste, åndeligt døde mennesker, men som lever et moralsk ærværdigt liv, vil selvfølgelig ikke tro at de er lige så store syndere overfor Gud, som tyve og mordere, toldere og skøger. Med denne holdning har de dermed ikke brug for Guds formaning til omvendelse, og står da imod alt det Gud bruger for at frelse dem.

 

Men også dem Gud har vækket op, og de som er kommet til troen, er smittet af samme holdning. Ved Guds arbejde på vore hjerter er vi blevet overbevist og forfærdet over vor egen synd og skyld.

 

Vi har fået frelsen i Kristus alene at se og er blevet Guds barn af bare nåde.

 Men da sker det for vældig mange at vi glemmer at vi endnu, i os bærer den samme fordærvede natur som Adam.

 

Vor holdning er ligesom at vi er af en bedre slægt end de groveste syndere, toldere og skøger. Når vi bliver så forfærdelig sørgmodige og nedslået hver gang synden vågner op og bliver virksom i os, så er det det bedste bevis på at det er denne holdning vi lever i. Når det mørke dyb i hjertets fordærv åbner sig, og der bryder virkelig skrækkelige ting ud, f.eks. sådant som Kristus siger, udgår fra menneskenes hjerter: "utugt, tyveri, mord, hor, griskhed, ondskab, svig, udskejelser, ondt øje, spot, hovmod, uforstand" (Markus 7:21) - når vi føler noget så forfærdeligt i os, da forfærdes vi og er tæt på at fortvivle!

 

Der er kristne som i stor anfægtelse, måske i bønnestunden, til og med oplever en modstand mod Gud. Eller vi føler hvor fuldstændig kolde vi er overfor Gud, og gemmer på en alt for stor kærlighed til synlige ting, ja, kender til stærk lyst til konkrete synder. Og vi ved at vi slet ikke er sønderknust over alt dette, men tværtimod er hårde og letsindige. Eller, når vi jo skulle elske vor næste som os selv, i stedet kender til misundelse. Eller overfor en venlig tilrettevisning kender til ærgrelse, ja til og med had stige op i hjertet. For ikke at snakke om den allerværste synd: at vi ikke sætter Kristi lidelse højere end vi gør. Vi kan høre at han blev pint, tornekronet og naglet til korset, for vor frelse og salighed. Alligevel er vor kærlighed til ham ikke større! Vi har mere kærlighed til små, unyttige ting. Åh, når vi ved om dette, da bliver vi skræmt og bange.

 

Men hvorfor bliver vi så overrasket over at opleve dette i os? Kun fordi vi ikke har troet vi var så fordærvede! Vi har set andre Adams børn som er så åbenlyst bundet i synd. Set at de alligevel forsvarer sig og ikke har brug for Guds ord, men forkaster og forfølger Kristus. Det har ikke overrasket os. Men vi må altså have regnet med, at vi selv tilhørte en anden slægt!

 

Nu er det klart at når vi er født af Gud, så har vi fået en ny og hellig Ånd. Men den del i vort væsen som er født af kød, den er trods alt fortsat kød. Og dette er altid lige forgiftet og ondt. Sådan som vi også lærer gennem hele Skriften, lærer Paulus os her at synden er alle menneskers natur. Den er alle menneskers fælles arv fra Adam, - enten vi vil det eller ej. "Der er ingen forskel", alle sammen er vi syndere. "Herren skuer fra himmelen ned på menneskenes børn for at se om der er nogen forstandig, nogen som søger Gud. De er alle afveget, alle sammen er fordærvet. Der er ingen som gør godt, ikke en eneste" (Salme 14). Allerede på de første blade i Bibelen (1. Mos. 6) ser vi Gud klage over at "menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alle tanker og hensigter i deres hjerter var onde hele dagen lang". Sådan er menneskene af naturen, dvs. i alt som stammer fra Adam.

 

Hvis vi troede dette, og altid holdt det klart for os, da ville vi ikke blive forskrækket og fortvivle når vi oplever at dette også lever i os selv. Nej, da ville vi i stedet love og prise Gud for hans store barmhjertighed, som netop for denne vor fortabte tilstand gav os sin Søn til frelse.

 

Hvis vi skal blive i troen, er det meget vigtigt at vi holder dette for en afgjort, uangribelig sandhed, og lægger det stærkt på sinde i os, at vi alle gennem Adam er så fortabte skabninger, at der i vor natur ikke findes andet end synd, ondskab og afmagt, og at vor Herre Gud aldrig har haft nogen anden tanke om os. Med denne holdning vil vi skynde os frem til nådestolen når vi bliver allermest ydmyget i vore fald under synden, og sige: Min Gud, se igen dette nye, forfærdelige udslag af at i mig selv er alt bare synd! Gud, se ikke på mig, se på din Søn! Og så må vi altid huske på at det er alene i sin Søn Gud har alt sit velbehag. At al vor retfærdighed er alene i ham, og at Guds venskab derfor aldrig ændres det mindste på grund af den synd som er i os, så længe vi forbliver i hans elskede Søn. I ham har vi til og med meget større retfærdighed og velbehag for Gud end Adam havde før faldet.

 

Vi må aldrig glemme hvad der er hovedbudskabet i vor tekst: "ved den ene". Ved den ene er vi syndere. Ved den ene er vi retfærdige. Gud være lovet for hans uudsigelige gave!

 

15: Men med nådegaven er det ikke som med faldet. For er de mange døde på grund af den enes fald, så er meget mere Guds nåde og nådens gave i det ene menneske Jesus Kristus, blevet overmåde rig for de mange.

I dette og i de to følgende vers går Paulus videre. Han siger at om vi fik synden og døden i arv fra Adam, og lige sikkert fik retfærdighed og evigt liv ved den enes lydighed, så er det ikke nok med det. Nej, det sidste er til og med meget sikrere end det første. Vi har fået meget mere nåde, retfærdighed og salighed gennem Kristus, end vi har haft synd og død gennem Adam. Nøden og hjælpen skal ikke stå og vippe ligevægtig mod hinanden på vægten. Det gode som vi har arvet fra Kristus, er meget større, og gælder meget mere end det onde vi har arvet fra Adam. Dette er en stærk trøst. Når en arm synder ikke ser og føler noget som helst andet i sig, end bare synd og elendighed i hjerte, tanker, ord og gerninger, og derfor bliver bange og tror Gud må være vred på ham, da siger Paulus altså her: bliv ikke overrasket og bange. Du har langt mere retfærdighed og nåde ved det ene menneske Jesus Kristus, end du har synd og elendighed fra Adam.

 

Det er sandt at dit fordærv og din ondskab er stor, og du kender til ugudelighed, hårdhed, falskhed, ulydighed, osv. Men alt dette, som er arven fra Adam, har alligevel ikke mulighed for at opveje den store "nådegave": Kristi, Guds Søns retfærdighed. Og så dyb er vor fornedrelse i Adam ikke, så stærk er døden ikke, at ikke den ære, det liv og uforgængelighed Jesus har tilvejebragt, rigeligt erstatter alt sammen. Det er indholdet i den tekst vi nu skal se nærmere på.

 

Men, siger Paulus. Det viser tydeligt tilbage til det han for nylig har sagt (vers 14), at "Adam er et forbillede på den som skulle komme". Hvad ligheden mellem Adam og Kristus bestod i, det har vi allerede set nærmere på, og det bliver yderligere udlagt i vers 18 og 19. Men, tilføjer apostelen, i forbindelse med denne lighed er der også en ulighed vi skal lægge mærke til. Med nådegaven (den nådeskat vi fik ved Kristus) er det ikke som med faldet (Adams fald og følgerne det fik). Der er en stor forskel mellem den kraft som er virksom gennem disse to, på samme måde som der var stor forskel på de to mennesker: Adam og Kristus. For er de mange døde på grund af den enes fald. Alle mennesker, konf. vers 12 og 14, kaldes her "de mange", i modsætning til "den ene" som var årsag til alles død. Så er meget mere Guds nåde og nådens gave i det ene menneske Jesus Kristus, blevet overmåde rig for de mange.

 

Meget mere. Et uendeligt trøsterigt ord. Selv om vi tror - ikke bare på det vi føler: fordærvet, synden og døden fra Adam - men også på det vi ikke kan føle og se hos os selv: nådegaven ved Kristus, så svæver vi alligevel ofte i uvished om hvad der til sidst skal veje tungest. Når vi kender til hjertets vantro og den følbare fordærvelse, så regner vi vel ofte - i hvert fald ubevidst - som om dette gør mere til at vi bliver urene i Guds øjne, end Kristi soningsværk gør til at vi bliver retfærdige og rene i Guds øjne. For denne retfærdighed kan vi aldrig se eller føle hos os, fordi vi kun har den i "den enes", Kristi "lydighed".

 

Da er det et trøsterigt ord, det Paulus her gentager så ofte: "meget mere". Hvis Adams synd har medført al den elendighed som skjuler sig her i ordet døden, så skal nåden og gaven i Kristus meget mere (svensk: overflyde og gælde til vor retfærdighed og frelse) skjule alt sammen og gælde ind for Gud som vor retfærdighed og frelse. Men ordene "meget mere" taler her egentlig ikke om storheden af Guds nåde og gave, men udtrykker visheden om disse ting. For vi ser, at på alle de steder samme udtryk anvendes, så er det for at udtrykke en vurderet vished (vers 9, 10, 17, konf. kap.11:24). At nåden og gaven i Kristus er meget større end det vi tabte ved Adam, det har Paulus udtrykt med ordene "blevet overmåde rig" (svensk: overflyde). "Meget mere" siger os altså at uanset hvor sikre vi kan være på vort fald og vor synd gennem Adam, noget vi altid og på alle måder har sørgelige oplevelser af, så er vi alligevel meget mere sikre på at nåden og gaven gennem Kristus skal gælde mere for Gud til vor frelse, end faldet og synden til vor fordømmelse.

 

For gennem det jeg ser og føler hos mig selv, kan jeg aldrig blive så sikker på hvordan Gud ser på mig, som når jeg ser hvad han selv har sagt. Guds ord giver en langt større vished end alle vore menneskelige registreringer. Desuden kan intet menneskehjerte fatte betydningen, højden og storheden i det en guddomsperson har frembragt. Nåden og gaven er jo ikke et menneskes værk, men hans værk som har skabt himmel og jord, han som profeten siger "har målt vandene med sin hule hånd og udmålt himmelen med sine udspændte fingre og samlet jordens muld i skæppe ...", og som har et hjerte som mest af alt vil give stor nåde, sådan som han grundigt har bevist gennem hele sit forsoningsværk. Da må man i sandhed også kunne drage den slutning at det ene menneskes, Jesu Kristi, værk til vor frelse, må kunne overvinde det svage menneskes, Adams, værk til døden. Apostelen har altså ikke bare her givet os grundlag for at kunne udlede hvor meget mere nådegaven må gælde end vore overtrædelser, sådan som nogen bibeltolkere begrænser det til. Nej, ordene indeholder et konkret budskab om hvor meget mere nåden og gaven i Kristus vejer end hele fordærvet vi har arvet ved Adam. Lovet være Herrens navn for dette!

 

Guds nåde og nådens gave. Disse to udtryk taler om hvert sit forhold. "Guds nåde" er Guds hjertes kærlige omsorg, Guds forsonende og nådige sindelag overfor mennesker. Mens "nådens gave", sådan som vi ser det i vers 16 og 17, viser "retfærdighedsgaven", eller at Gud har givet os Kristi lydighed til vor retfærdighed. Når man ser sammenhængen og hovedbudskabet i dette kapitel, er det let at se, at med "gaven" menes der her ikke nogen særlig Åndens gave, men selve den frelsende "nådens gave". Gaven er Kristi retfærdighed som holdes frem over alt her, og sættes op mod faldet og fordærvelsen ved Adam, denne retfærdighed som har evigt liv som en uadskillelig følge, på samme måde som døden blev følgen af Adams fald.

 

I det ene menneske Jesus Kristus. Denne tilføjelse: "i det ene menneske Jesus Kristus", er en del af sammenhængen, og minder os om at Guds venskab, og retfærdighedens, nådens gave, har vi udelukkende i det ene menneske, Jesus Kristus. Dvs. gennem det Kristus i sin kærlighed har gjort for os. På samme måde som Guds vrede og døden kom over os gennem det som det første menneske, Adam, førte med sig i sit fald. Derfor kalder Paulus her Kristus for "det ene menneske", for at hovedtanken i teksten skal komme bedst muligt frem, dette at vi har alt gennem "den ene". Synden og døden gennem én - nåden og gaven gennem én. Desuden, når det gælder hans stedfortrædergerning, må vi altid se på Kristus som mennesket (1. Tim 2:5). For det var netop derfor han blev menneske, at han skulle give sit legeme, sit blod og liv til forsoning/forligelse, og "ved døden gøre den til intet som havde dødens vælde" (Heb. 2:14,15, 10:5,20, Matt. 26:28, Joh 6:51).

 

Blevet overmåde rig for de mange. Udtrykket "de mange" må nødvendigvis have samme betydning her som i første del af verset, og betyder altså alle mennesker. Af dette følger at Guds nådes, og nådens gaves, overmåde store rigdom her taler om den generelle nåde som Kristus tilvejebragte for alle mennesker, og ikke om den nåde som virkes i hvert enkelt menneske ved troen*. I vers 18 har Paulus brugt ordet "alle" både når der er tale om fordømmelsen ved Adam, og om nådegaven ved Kristus. Men, som sagt tidligere, bruger han her udtrykket "de mange" i modsætning til "den ene", om dem nåden blev givet til. "Og hvem vil nægte at alle mennesker skal kunne kaldes mange?", siger Starke. Uligheden mellem gaven og synden ligger altså ikke i menneskemasserne (hvor mange osv.) som de jo begge strakte sig ud over, men i værdien/omfanget af det tabte og det genkøbte liv. Derfor er netop forskellen skildret her med udtrykket "overmåde rig" (svensk: overflydt"). Et trøstefuldt og talende udtryk. Nådegaven gennem Kristus er (flydt over) strømmet over på alle sider (overmåde= over målet, dvs. der fyldes på så det løber over det mål/krus som vi holder frem). Målet er ikke bare fuldt, det løber over.

 

*Det er samme ord i grundsproget som i kapitel 3:22 er oversat med "Guds retfærdighed. til alle og over alle som tror", altså med "til" - som her er oversat med "for de mange". I 3:22 skildrer Paulus jo meget stærkt mellem "til" og "over", idet han vil sige at Guds retfærdighed "kommer til alle" (tilbydes alle i evangeliet), "og over alle som tror" (ved Den Hellige Ånd åbenbaret og kommet til den enkelte).

 

Det siger os at Kristus ikke bare har godtgjort og erstattet det som var tabt ved Adam. Han har tilvejebragt en meget større nåde, ære, og salighed, end vi ville kunne opnå, om vi selv havde været syndfrie. Han har ikke bare opfyldt loven, og givet os en retfærdighed som er lig den Adam havde i sin syndfrie tilstand før faldet, dvs. en ren menneskelig retfærdighed. Men han har, for os, tilvejebragt selve "Guds retfærdighed", sådan som Paulus siger det i kapitel 3:21,25. Og Guds retfærdighed, selve Guds egen retfærdighed, må jo være uendelig meget større og herligere end bare et menneskes retfærdighed. Desuden har vi den ære og herlighed det medfører at Gud selv kom ind i vor slægt, at Guds Søn er blevet menneske og vor bror. Og dette må jo være så uendelig meget større end alt det vi mistede ved Adams fald, at der ikke er nogen mennesketanke som kan fatte en sådan ære og herlighed. Vi forstår kirkefaderen som i sin åndelige fryd over dette sagde: "Åh, du herlige skyld - som førte en sådan godtgørelse med sig!" (ord som selvfølgelig, hvis man tænker på syndefaldet generelt, kan opfattes blasfemisk).

 

Hvis en konge idømmer den skyldige en bod på ti tusind kroner, så må den skyldige betale dette beløb. Men hvis kongen ønsker at vise stor nåde overfor den dømte, så kan han ikke bare betale de ti tusind kroner for ham, men kan give ham hundrede tusind kroner i tillæg. Da ville nådegaven helt klart være meget større end skylden og skaden var. Sådan er den "nådegave" (charisma) også som Kristus tilvejebragte for os, uendelig meget større end det vi mistede ved Adam. Gennem Kristus er vi genkøbt til en sådan nåde og ære, at vi ind for Gud skal være højere end alle skabte væsner, også højere end englene, selv så høje og herlige de jo er. Dette tales der også om i Heb. 2:16: "For det er jo ikke engle han tager sig af, men Abrahams slægt han tager sig af". I samme kapitel, vers 11, siger apostelen: "både han som helliggør, og de som bliver helliggjort, er alle af én. Derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre". Åh, det er nåde over nåde at de faldne mennesker gennem Kristus skulle oprejses igen, ikke bare til sin oprindelige ære ind for Gud, men til en endnu større. Det er dette som ligger i at nåden og gaven er blevet "overmåde rig".

 

Det Paulus her ophøjer og lovpriser, er altså nådens gave, sådan som den er åbenbaret i Kristus og tilbudt hele skaren af fortabte syndere. Han lovpriser og ophøjer denne nådens herlige magt som strækker sig til syndens og dødens dybeste afgrund, og er en utømmelig kilde som alle nu kan drikke af, og i evighed stille sin tørst efter retfærdighed og liv. Ja, apostelens øje skuer uden tvivl helt frem til de genløste sjæle har nået himmelens frydesal som skal fyldes i al evighed med et uendeligt halleluja fra alle de genløste sjæle. Og de skal lovprise den overmåde rige nådens gave endnu stærkere end Gud blev lovprist af Guds børn og morgenstjernerne ved tidernes begyndelse (Job 38:7).

 

Efter at Paulus har talt om den generelle forskel på arven fra Adam og arven fra Kristus, dette at sidstnævnte er så uendelig meget større, går apostelen nu over til at tale om en bestemt side af denne ulighed. Han siger:

 

16: Og med gaven er det ikke som da den ene syndede. For dommen kom efter den enes synd og blev til fordømmelse, men nådegaven kom efter manges overtrædelser og blev til frifindelse.

Vi bemærker hvad der er det væsentlige sigtemål ved at Paulus i dette vers bruger kontrasten i udtrykkene: "den enes synd", og "manges overtrædelser". Dommen til fordømmelse blev givet for den enes synd. Nådegaven til retfærdighed blev givet for de manges overtrædelser. Også på denne måde vil Paulus vise hvordan gaven blev "overmåde rig for de mange", dvs. i kraft og virkning langt overgik arvesynden fra Adam. Ikke bare i sig selv er nådegaven større og herligere end bare som en erstatning for det som var tabt (vers 15). Også virkningerne af dens frelsende kraft er langt større. Den strækker sig ud over de "manges overtrædelser", som er i verden, og ikke bare til den "enes synd", som var nok til at dom blev afsagt til fordømmelse. Det er denne vældige forskel mellem disse to forhold Paulus taler om her.

 

Dommen kom efter den enes synd - nådegaven kom efter manges overtrædelser. En eneste overtrædelse af Adam var årsag og kilden som dommen til fordømmelse strømmer ud fra, til hele menneskeheden. Sammenlignet med dette ser Paulus her et desto større bevis på hvor stor Guds nåde er, når vi ved at årsagen og målet for Guds nådige råd til vor frelse var de "mange" overtrædelser. Når et barn har påført sig selv en uoverkommelig gæld, så bliver dette en endnu større anledning for en omsorgsfuld far til at bevise sin faderlige kærlighed, når han betaler gælden. Og gaven bliver større end om det bare var en mindre gæld som måtte gøres op. Udslettelsen af de mange synder beviser på samme måde en større nåde, end om synderne havde været få og beskedne. Dette er dermed på ny et bevis på at "med nådegaven er det ikke som med faldet" (vers 15), men at gaven gennem Kristus var uendelig meget større og stærkere end synden og fordømmelsen ved Adam.

 

Men når Paulus siger at dommen kom efter den enes synd og blev til fordømmelse, så har vi her også den mest eftertrykkelige forklaring på at Adams synd er blevet vor, alle menneskers, synd. "Fordømmelsen" indeholder alt det Paulus ligger i ordet "døden" (vers 12,14). Vi er alle "af naturen vredens børn" (Ef. 2:3). Det hedder at "dommen blev til fordømmelse". Og i vers 18: "... til fordømmelse for alle mennesker". Dette viser at om end det bare var den ene som syndede, så blev følgerne af den enes synd, fordømmelse for alle mennesker. Vi må jo da alle have del i denne samme synd som "den ene", Adam. For Gud, den retfærdige dommer, kan ikke fordømme uskyldige. Hvis man sagde at straffen for Adams synd har ramt nogle som egentlig var uskyldige, så ville det være at anklage den retfærdige Gud for at være uretfærdig. Kan Gud tilregne et menneske noget som ikke virkelig er hans? Hvis Adams overtrædelse ikke var vor, lige så sikkert som den var Adams, kunne Gud da tilregne os den, og dømme os efter det? Kan det tænkes at Gud behandler mennesker som syndere, hvis de ikke virkelig er det?

 

Hvis Gud behandler mennesker som syndere på grund af Adams synd, da siger det sig selv at på dette grundlag er de syndere. Gud, som er den retfærdige, kunne ikke anse mennesker som syndere, på grund af noget som ikke gjorde dem til virkelige syndere. Men når vi siger at Adams synd lige så sikkert er vor, som den er hans, så indebærer det ikke at den er vor og hans på nøjagtig samme måde. Den er hans personlige gerningssynd, men den er vor på grund af at vi var i ham (hele menneskeslægtens første stedfortræder), og at han på hele menneskeslægtens vegne, efter den første pagt, stod overfor prøven - og faldet. Og om vi ikke forstår dette, så rokker det ikke ved sagen. Vi forstår ikke Gud, den evige og ubegribelige. Men vi ser det i Guds ord, og i følgerne af Adams synd, som vi alle har arvet.

 

Her står vi overfor Guds store hemmelighed:

Hvordan Gud tilregner - så vel Adams synd, som Kristi retfærdighed!

Det er efter denne guddommelige lære vor frelse står eller falder.

Er Adams synd ikke vor - så er Kristi retfærdighed heller ikke vor!

 

Men på samme måde som Adams synd var vor, bare fordi vi var i ham da han levede som hele slægtens stamfar, og syndede mod Guds bud, - så er Kristi retfærdighed også vor, på nøjagtig samme grundlag. Og ligesom Gud ikke havde kunnet tilregne os Adams synd, om vi ikke havde haft denne synd, så kan han heller ikke tilregne os Kristi retfærdighed, om den ikke virkelig er vor. Men Kristus har virkelig bestået prøven på vore vegne, gjort og lidt det loven krævede - for os - ikke for sig selv, men for os, sådan at hans retfærdighed virkelig er vor. Det er dette denne tekst lærer os.

 

Men nådegaven kom efter manges overtrædelser og blev til frifindelse. Den som tager imod nådegaven bliver ikke bare fri fra al skyld og dom efter Adams synd, men får også frifindelse fra sine mange overtrædelser. Og nådegaven indebærer ikke bare en fuldkommen frifindelse og syndsforladelse, men også "livsens retfærdiggørelse for alle mennesker" (vers 18). Dvs. at Gud dømmer menneskene som virkelig retfærdige, dvs. som en som aldrig har syndet, men har opfyldt hele loven. At Gud virkelig retfærdiggør den troende på denne måde, det beviser han ved at give ham evigt liv, ligesom han med døden beviste at vi alle var syndere (vers 12,14). Følgerne af en virkelig tilregnet retfærdighed må dermed uomtvistelig blive frihed fra syndens evige løn, som er døden, og evigt liv og al den salighed som er retfærdighedens løn. Dette skildrer Paulus nu med det herligste budskab i næste vers.

 

17: For om døden kom til at herske ved den ene, fordi denne ene faldt, hvor meget mere skal da de som modtager nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom, leve og herske ved den ene, Jesus Kristus.

Døden kom til at herske ved den ene. Allerede i vers 12 og 14 så vi på hvordan døden, alene på grund af et menneskes synd, lig et statsoverhoveds skrækregime herskede over alle mennesker, unge og gamle, onde og gode, konger og kejsere, profeter og hellige. Alle har de måttet bøje sig for dødens banner, til tegn på at de alle har haft del i Adams synd. Men igen vil vi straks minde om hvor strengt påpasselig Paulus er med at minde om at hele dette dødens vælde over alle mennesker, kom alene gennem "den ene". Han har ikke ladt det stå bare med ordene døden kom til at herske ved den ene, men føjer straks til fordi denne ene faldt. Han har denne gentagelse for at understrege den sandhed som er så vigtig for selve hovedsagen i det budskab vi har foran os, at både døden og livet kommer til os gennem én. For

 

det store hovedspørgsmål er jo netop dette: Skal vi dømmes alene efter det vi selv har gjort - eller efter det en anden har gjort?

 

Loven siger: "hver den som ...", dvs. at vi hver for sig skal erhverve os evigt liv, eller evig død. Men evangeliet siger: "ved den ene". Gennem én er døden kommet over alle mennesker, allerede før de selv ved egne gerninger var skyldig til døden. På samme måde kommer retfærdighed og evigt liv over alle dem som er Kristi slægt, uden at de ved egne gerninger har opnået livet. Dette er jo summen af hele Skriftens budskab.

 

Hvor meget mere skal da de som modtager nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom, leve og herske ved den ene, Jesus Kristus. "Meget mere" - Paulus siger: når det ene, svage menneske gjorde den ene synd som førte døden ind over alle mennesker, så skal meget mere den langt større og overmåde rige gave, gennem det andet menneske, Jesus Kristus, bringe liv og salighed over alle dem som tager imod denne gave. At alle mennesker er underlagt døden, det er så uangribeligt at der ikke en gang findes nogen vantro som vil betvivle det. Men dette dødens herredømme er kommet gennem én. Så siger Paulus altså at som den overmåde (svensk: overflydende) rigdom i nåden og gaven gennem det andet menneske er uendeligt større end arven fra Adam, så meget mere sikkert og vist er det at alle Guds børn skal leve evindelig.

 

De som modtager. Her forklarer Paulus nu hvem de er som skal nyde godt af al denne rigdom som Kristus tilvejebragte for os. Han siger "de som modtager", ordret: "de modtagende" - "de som modtager nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom". Så spørger du måske: Jeg har hørt om en stor og herlig gave, men hvordan skal jeg vide at den også tilhører mig? Jeg ved nok at Kristus er forsoningen for hele verdens synder (1. Joh. 2:2), men alle mennesker bliver alligevel ikke frelst. Hvem er så dem som virkelig skal nyde godt af denne store gave? På dette spørgsmål svarer Paulus altså her: "De som modtager gaven". Ordet som er brugt her for at "modtage", er det samme som er brugt i Joh. 1:12, hvor det hedder: "alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn (svensk: dem gav han magt til at blive Guds børn), de som tror på hans navn".

 

Her møder vi samme urokkelige budskab som gennem hele Den Hellige Skrift, nemlig at "alt er færdigt" (bl.a. Matt. 22:4), og at det som står tilbage er bare at vi kommer og modtager frelsens gave. Vi kan gå gennem alle de bud og forskrifter som Skriften lærer, men når det gælder vor frelse, hedder det bare: At tage imod nåden og retfærdigheds-gaven. Skriften bruger mange forskellige udtryk, men de går altid ud på det samme i dette afgørende spørgsmål. Et sted hedder det "tro", "tro på Herren Jesus". Jesus siger "den som kommer til mig", "om nogen tørster, han komme til mig", "den som spiser mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham". Et andet sted kaldes det at de har "tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod". Sådan taler Skriften, og det er meget vigtigt at vi er opmærksomme på dette i vore hjerter.

 

Vi bliver ofte meget optaget med mange andre ting i Skriften, selv om de ikke har nogen afgørende betydning for liv og salighed. Skriften indeholder mangen lærdom, bud og formaninger. Åndelige mænd opstår og priser og ophøjer snart det ene, snart det andet vi bør være optaget med og stræbe efter. Og alt dette kan på sin måde være vigtig og betydningsfuldt, alt er måske helligt og godt, alt bør vi takke for og øve os i. Men når det gælder selve frelsen og barnekåret hos Gud - det afgørende, store spørgsmål, - så er der bare én ting der gælder: at tage imod gaven, nåden og retfærdigheds-gaven i Kristus. "Den som har Sønnen, han har livet. Den som ikke har Guds Søn, han har ikke livet, for livet er i Guds Søn" (1. Joh. 5:11-12).

 

Men om dette er klart nok, så kan en oprigtig sjæl stadigvæk stå famlende: Kan jeg alligevel ikke bedrage mig selv, på selve min tro, eller måden jeg har modtaget gaven på? Kan jeg ikke høre det endnu klarere, hvad det er at "modtage nåden og retfærdigheds-gaven?" Også i dette spørgsmål må det alene være Guds ord som vejleder os. Man kan fare vild både til højre og til venstre. Mange tror de har modtaget Kristus, når de én konkret gang har udtalt at de tager imod ham, og så lever sit liv efter Guds ord og altid ophøjer det. Andre igen er gået konkurs på alle sine egne gerninger og forsøg på at omvende sig. De hungrer og tørster efter retfærdighed, men sætter sit håb udelukkende til lydighed mod Kristus. De sukker og tynges bestandig i uvished om de egentlig har taget imod ham.

 

Det er umådelig vigtigt at vi ser klart og tydeligt hvad Skriften selv mener med det at "modtage" nåden og retfærdigheds-gaven. Ve den som tager fejl her! Men hvis jeg virkelig vil vide hvad Åndens egen mening er i Skriften, da må jeg nok være alvorlig bange for min egen ånd, mit falske hjerte og forfalskerens magt, og bare søge at modtage sandheden, selv om det skulle vælte hele min tidligere kristendom.

 

Hvad det er at modtage gaven, ser vi dels af ordene som omtaler dette, dels af hvordan Skriften skildrer de mennesker som Jesus selv gav det vidnesbyrd at de troede, og var Guds rette børn. Først vil vi da se nærmere på hvordan ordet "modtage" er brugt. Vi går igen til Joh. 1:12-13, hvor evangelisten selv forklarer hvordan det foregår, når gaven, Jesus Kristus, modtages på rette måde. Først siger han (vers 11) om Herren Kristus: "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham". Over alt i Skriften, og i den evangeliske historie, ser vi hvordan dette sker, at de ikke tager imod ham. Ubodfærdige jøder (navnekristne) foragter Jesus, og lever på samme måde som vi ser det over alt i verden den dag i dag. Enten bundet op i et jordisk sindelag, i synd og forfængelighed. Eller i en indbildt, egen retfærdighed, hvor de (som jøderne den gang, så også nu) udøver sin religion på bestemte tider i templet, med faste, bøn m.m. Eller sådan som det ofte foregår i dag, at sjælene holdes "varme" gennem kristelig aktivitet. Men med al sin tro og aktivitet er de alle lige uforandrede, - ikke født på ny! Sådan er altså den store masse.

 

Men så siger evangelisten om nogle andre: "Men alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til (svensk: magt til) at blive Guds børn, de som tror på hans navn". Her har vi en ganske anden slags mennesker. Disse som modtog ham, var de som ikke gennem al sin kristelige aktivitet, gennem lovens gerninger, og heller ikke gennem sine bønner, sin hunger eller sin tro, havde fundet fred i sin urolige samvittighed. Men altid, tynget under dommen, søgte og ventede de på Israels trøst. Da disse fik det glade budskab om Guds nåde gennem Kristus at høre, og Ånden åbenbarede dette for dem, at Jesus var Kristus, da blev de draget så stærkt til ham at de ikke fik ro før de havde fundet ham. Så faldt de ned for ham, bekendte sine synder, og søgte nåde. Og, læg mærke til dette: Disse blev nu bundet til ham for hele livet. De blev hans disciple og efterfølgere, så totalt skilt fra den store masse i sind og væsen, at de af den grund blev kaldt en sekt (Apg. 24:5, 28:22).

 

Ved troen på Kristus blev de forvandlet. De blev en ny "skabning" (2. Kor. 5:17) som så efter hånden, mere og mere blev opdraget for himmelen. Derfor stopper Johannes ikke med udtrykkene "dem som tog imod ham", og "de som tror på hans navn", men han tilføjer (vers 13): "De er ikke født af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud". Læg endelig mærke til dette!

Dette var det afgørende tegn på at de havde modtaget gaven rigtigt, at de var "født af Gud", var blevet en ny "skabning" som i hele sit væsen var bundet til Jesus. Dette indebar ikke at de var blevet fejlfrie og fuldkomne i denne Kristi efterfølgelse. Nej, de som Kristus selv udtalte var Guds rette børn, og som han kaldte for sine "brødre", de var endnu fulde af fejl på så mange måder: i kundskab, i tro, i det at våge, i ydmyghed, åndelig styrke, osv. Vi ser i deres historie at de faldt på så mange områder, sådan at Jesus stadig måtte irettesætte og lære sine disciple. De trættede om hvem som var størst blandt dem, de var sløve og sov let ind, osv.

 

Men der var noget som kendetegnede dem: De var bundet så fast til ham, de lod sig revse, og de tog lærdom af revselsen og ønskede at have hans ord som rettesnor for sit liv, selv om de ikke altid lykkedes i at leve efter det. Og de kunne ikke gå fra ham. De kunne heller ikke tie om ham, men blev altid værende hos ham som hans folk, uanset hvor underlig han førte dem. Selv når de havde det forfærdelig ondt, når Satan sigtede dem som hvede, når det syntes som om troens sigtepunkt blev rokket, deres mod og kraft blev slået ned, deres forstand forvirret - så havde de stadigvæk noget som viste hvad der var deres egentlige liv: Det var Jesus som deres længsel, deres savn og sorg drejede sig om. Det var ham de tænkte på, ham de talte om. Når han var borte, da havde de sorg (og verden glædede sig). Men da han på ny viste sig for dem, frydede de sig. Det er disse ting som kendetegner selve hjertet hos en kristen, og omtales altså i Skriften med at de "hungrer og tørster", "sukker efter Herren", "påkalder Herren". Her kan du med dine egne øjne selv se hvordan det var de modtog ham (se mere om dette i omtalen af kap. 3:22). Du ser altså Skriftens egen forklaring på hvad det er at "modtage" den frelsende gave.

 

Prøv dig nu selv på dette! Tilhører du den flok som Johannes siger disse ord om: "hans egne tog ikke imod ham", så føler du straks Skriftens dom over dig. Ja, selv om du tilhører den lille flok som har vendt verden ryggen, som kender Skriftens budskab godt og holder det for sandt og helligt, og vil bevise din tro i gerninger, du afskyr synden og lægger vind på gudfrygtighed - så er du alligevel bedraget, hvis det er din kristendom, din gudfrygtighed, bøn, tro eller lignende som du - ofte helt ubevidst - trøster dig til! Da har du ikke en sådan nød for dine synder at du behøver ligge for Jesu fødder og bede om tilgivelse hver eneste dag, for dine stadige fald, hungrende efter nåde og retfærdigheds-gaven.

 

Her behøves ikke flere ord, dommen er for længst faldet: Den som ikke "tvætter sine klæder i Lammets blod", den som ikke skjuler sig i "bryllupsklæderne", om han end er kommet til brylluppet (de troendes forsamling på jord), skal kastes ud i mørket udenfor. Men, på den anden side, om du har meget og bekymringsfuld synd du kæmper med, - bare du har dette at du ikke kan undvære Frelseren og syndernes forladelse, så er det lige sikkert at du til enhver tid har en stor og evig nåde - selv om du af og til oplever at den er skjult for dig. Ja, selv om du til tider føler dig så død og ligeglad som de sovende disciple, så du chokeres og tænker at dette betyder vel bare at du ikke bryder dig det mindste om din Frelser.

 

Bare du alligevel har et sind som gør at du trods alt dømmer dig selv i dette, og aldrig bliver virkelig glad og salig mættet som når evangeliet om Kristus gennem et eller andet ord får indpas i dit hjerte, så du på ny kan tro du har Guds venskab. Dette er et usvigeligt tegn på at din ånd modtager nådens gave (og dermed en sand nådestand). Så, selv om andre tegn bare gør dig bekymret, så du ikke fatter hvordan alt hænger sammen, så er dette sikkert. Uanset hvad der ellers måtte være at rose eller klandre hos dig, så er du da i hvert fald under nåden og bliver frelst (1. Kor. 3:11-15).

 

Men troens hånd, som modtager gaven, kan være meget svag. Da bliver alle nådens kræfter, som en følge af det, også svage i dig (noget som alt sammen er beklageligt, og bør blive bedre). Men vi skal bemærke at på trods af dette er selve gaven, "nåden og retfærdigheds-gaven", altid lige stor, og det eneste som kan frelse din sjæl til evigt liv. Dette vil Paulus nu tale videre om i det følgende:

 

Nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom. Dette sigter til det vi allerede har talt om under vers 15, at den gave vi har fået gennem Kristus ikke bare er så stor at den modsvarer, men til og med er langt større end - det vi tabte gennem Adam. Dette kan være nok så let at fatte og indse. Men vi bør tænke over hvad det indebærer, - og så se om vi virkelig tror det.

 

Da bør vi tænke over at det store syndefordærv vi arvede gennem Adam, ikke bare gælder den store, generelle syndens elendighed i verdens mennesker, som ligger totalt fanget i syndens herskende magt. Nej, det viser sig jo også i den syndens elendighed som de troende har at kæmpe med, og i al denne mangel på kundskab om Guds vilje, på tro, på kærlighed, lydighed, troskab og hellig kraft. At vi alligevel gennem Kristus har en endnu større nåde og retfærdighed, end fordærvet fra Adam, betyder altså at til og med alle disse fald og skrøbeligheder som vi sukker og kæmper under, ikke skal fordømme os. Den nåde og retfærdigheds-gave vi har taget imod, skal gøre, som Paulus siger, at vi som modtog gaven alligevel skal "leve og herske ved den ene, Jesus Kristus". Med alle disse synder og kvaler fra Adam skal vi alligevel ikke fortabes, men få evigt liv.

 

For, lad os tænke lidt grundigere over hvad disse ord indebærer: "nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom". Vi kan vel ikke fatte eller forklare hvor meget der ligger i dette, så længe vi endnu er her på jorden. Men så meget ved vi i hvert fald, at Gud i sin store barmhjertighed har givet os en så rig og mægtig hjælp i Kristus, at den - under alle mulige omstændigheder - skal være tilstrækkelig til at frelse dem som tager imod nåden. Ja, i vor allerstørste nød og afmagt, under synd og alt det arvegods vi har fået fra Adam, skal den ophøje os til den allerstørste ære og salighed.

 

Men Paulus nævner særligt den overstrømmende rigdom som rækkes os i nåden og retfærdigheds-gaven. Dette betyder jo at vi gennem Kristus har en nåde og en retfærdighed som ikke bare fylder det mål loven kræver, eller er lige så stor som Adams retfærdighed før faldet, men at den er uendelig meget større. Og udtrykket som er brugt: "overstrømmende" rigdom, siger jo netop det, at rigdommen, storheden i nåden og retfærdigheds-gaven strømmer over lovens "måleenhed" og alle andre sammenlignelige eller tænkelige "mål" (= "mål" - "overmåde rig" - vers 15). Og det er ikke underligt, for den er jo selve Guds egen retfærdighed, sådan som vi har set det under vers 15.

 

Det som først og fremmest følger af en sådan retfærdighed, er jo at gennem den står vi under en uendelig Guds kærlighed og venskab. En tilstand vi ikke ville kunne få gennem nogen retfærdighed som var opnået af noget som helst skabt væsen. For nu elsker Gud dem som ejer hans Søns retfærdighed. Han elsker dem altså ikke bare som rene, syndfrie mennesker. Han elsker dem sådan som han elsker sin enbårne, kære Søn. Kristus siger selv: "jeg i dem og du i mig, for at de skal være fuldkommen et, for at verden kan se at du har udsendt mig og elsket dem, ligesom du har elsket mig" (Joh. 17:23). Men gennem denne overstrømmende rige retfærdighed har vi ikke bare et Guds venskab som er stort, men også et venskab som har en meget mere langtrækkende varighed end hvad noget andet skabt væsens retfærdighed ville kunne opnå.

 

Hvis vi i os selv var så rene og fuldkomne som Adam og Eva var før faldet, men vor nådestand var afhængig af denne vor egen fuldkommenhed, så ville vi, som tilfældet var med disse, kunne komme under vreden gennem én eneste synd. Men nu har vi en retfærdighed som er alt for stor til at den skulle kunne skades eller reduceres gennem vore fald. Kristi retfærdighed er en "evig retfærdighed", som da også er givet os netop for vore synder, så disse ikke skal kunne fordømme os. Og tænk, når nåden og retfærdigheds-gaven i Kristus er så overstrømmende rig at den frelser de værste syndere, straks de tager imod den, og at disse da straks føres ind under Guds højeste nåde, - det blodrøde bliver snehvidt, det som var under vreden bliver elsket, det fordømte bliver salig! Ja, da må sandelig også følgerne blive at denne gave også i al fremtid skal skærme os for vreden, sådan som Luther omtaler det: At alle de synder og elendigheder som endnu hænger ved os, mod denne vor retfærdighed bare bliver som gnister mod det vældige hav. Dette er nok også apostelens tanker, når han nu taler videre om disse som "modtager nådens og retfærdigheds-gaven", at de ikke bare skal modtage livet, og nyde dette nye liv, men også at de skal "leve og herske".

 

Leve og herske. Hvad kan dette betyde: "leve og herske"? Her menes uden tvivl alt det som livet, og det at leve, kan omfatte. Og der sigtes da selvfølgelig til al den herlige frugt af hele Kristi værk for os. Ligesom den fra Adam fulgte død, i alt som det indebar, så skal de som er i Kristus have liv, i alt som det indebærer: allerede her i livet et guddommeligt liv i sjælen, ved genforeningen med Gud, vor oprindelse. Og til sidst et udødeligt legeme og en evig salighed i himmelen, der hvor vi i dybeste forstand skal "leve og herske", "herske sammen med Kristus Jesus" (Åb. 22:5, 2. Tim. 2:12, Rom. 8:17, 1. Kor. 6:2). Men alt dette samler sig omkring et konkret forhold, dette at de skal have en evig nåde, og ikke mere på grund af sine synder komme under vreden. Og alt dette bare ved at forblive i Kristus og hans retfærdighed.

Dette er det væsentlige indhold i udtrykket "leve og herske". Denne tolkning stemmer da også bedst med det hele denne tekst taler om. Den som har en evig nåde og samfund med Gud, den har alt det som liv og salighed kan omfatte. Og så siger Paulus altså at alt dette bare skal afhænge af dette ene: at vi "modtager nåden og retfærdigheds-gaven". Hvad der end for øvrigt måtte ramme et sådant menneske, så kan det ikke blive fordømt, for det har Kristus og det evige liv, som fås alene ved ham. Men disse mennesker kan falde. Og de kan sigtes af djævelen så de kommer i en ynkelig forfatning. Ja, det kan se ud som om hele deres kristendom kan være ødelagt og tabt. Men de bliver ikke forkastet og opgivet af Gud, så længe de endnu ligger ved nådestolen for at få "nåden og retfærdigheds-gaven". Da har de stadigvæk det evige liv. Og hemmeligheden i dette ligger i det som nu følger:

 

Ved den ene, Jesus Kristus. At de troende skal "leve og herske" som konger, dette har de også alene gennem Kristus. For ligesom de var et med Adam i hans fald, sådan er de et med Kristus i hans sejr og triumf. Fordi han er retfærdig, så er også de retfærdige. Fordi han er konge, så er også de konger (Åb. 5:10). Fordi han har evigt liv, så har også de evigt liv. For de er et med ham, sådan som de var et med Adam. "Jeg lever, og I skal leve", sagde Herren. Og videre: "Jeg er kommet for at I skal have liv og have overflod". Men glem aldrig at alt dette har vi udelukkende "ved den ene, Jesus Kristus".

 

Hvis du lever i en åndelig søvn, da har du ikke brug for dette, det betyder ikke noget for dig. Men er du vågen, så du føler synden, da er det snart slut med at "leve og herske", ja med al trøst - hvis du glemmer dette: "ved den ene", og i stedet begynder at se på dig selv og det du kan finde, og føler, hos dig selv. For da finder du ingen retfærdighed, men bare synd. Ingen Guds kærlighed, men bare retfærdig vrede. Intet liv, ingen kraft, men bare død og afmagt. Men hvis du i tro kan sige det sådan: Kristus er retfærdig, derfor er jeg retfærdig. Kristus ejer Guds kærlighed og velbehag, derfor ejer også jeg Guds kærlighed og velbehag, osv. Da kan du i enhver situation, og i din største skrøbelighed, altid "leve og herske".

 

For at få den rette opfattelse af ordet "modtage", gik vi til Skriften, som forklarede med levende billeder hvad ordet betød. På samme måde vil vi også finde hvad det betyder at "leve og herske ved den ene". Også dette skildres gennem levende eksempler i Den Hellige Skrift. Men vi vil se på sådanne eksempler hvor det ser særdeles jammerligt ud, hvor der har stået en hård kamp om selve livet. For ordet "herske" tyder på strid og kamp. Vi kan tænke på den salige skare som stod med sejrspalmerne i hænderne. En af de ældste (i himmelen) sagde: "Dette er dem som kommer ud af den store trængsel" (Åb. 7:14). Og hele vor kraft til at sejre i striden beskrives sådan: "dette er den sejr som har overvundet verden: vor tro" (1. Joh. 5:4). Men troen har altid at gøre med ting som ikke ses, og lever under forhold hvor alt som det naturlige øje ser, er mørkt og modsat af det som skal tros.

 

At sejre ved tro, at "leve og herske ved den ene", det er noget som ikke alle mennesker fatter noget af, eller i det hele taget har behov for. Blandt disse er igen først og fremmest de åndeligt sovende, som tror de selv har kontrol over sin kristendom. Og dernæst, de nådebørn som endnu står i sin første glæde og kærlighed, og er så lykkelige over at have brudgommen hos sig. Men dette er noget for disse hårdt prøvede kristne. Disse som ikke ser og ved andet end at synden og djævelen hersker over dem. Hos dem er synden nu ikke bare et ord, eller en tanke, men en forfærdelig virkelighed. Sådan er det når en kristen ikke bare kender til syndige tanker, lyster og begær (som selvfølgelig i sig selv er forfærdelig nok), men når hjertets bundløse fordærv bryder ud i syndige ord og gerninger. Det er når sjæle som ikke har noget højere ønske end bare det at leve et helligt liv overfor Gud og mennesker, ind i mellem i den grad bliver sigtet af Satan, sådan at der sker virkelig store fald. Sådanne tragiske hændelser ser vi mange eksempler på i de helliges historie, og hvordan de sukker, klager og frygter for Guds vrede.

 

Når en kristen oplever sådanne ting, da bliver det virkelig vanskeligt for ham at fatte hvordan han skal "leve og herske"/blive frelst og salig. I en sådan nød er det jeg trænger til at se hvad Guds ord siger. Jeg tør ikke bygge min sjæls evige ve og vel på noget menneskes tanker og meninger, eller deres lære. Jeg må høre hvad Guds eget ord siger.

 

Hvad er det Skriften siger om lignende, tragiske situationer? Vi vil ikke standse ved sådanne tilfælde som vi oftest hører om, hvor Job, David, Peter m.fl. på trods af forfærdelige fristelsesstorme og store fald i synd, alligevel blev frelst "ved den ene", gennem "nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom". Vi vil nu i stedet se på hvordan vor apostel, Paulus, selv dømmer i sådanne situationer, for at vi bedst kan forstå den dybe og rigeste mening med det han skriver i brevet.

 

I hans første brev til "Guds menighed i Korinth" finder vi mange afklarende ord. Allerede i tredje kapitel har vi et tydeligt vidnesbyrd om at selve livet, frelsen, alene afhænger af én ting: troen, uanset hvor ringe det end for øvrigt kan se ud. Først siger han i vers 11: "Ingen kan lægge en anden grundvold end den som er lagt, det er Jesus Kristus". Senere siger han at på denne eneste rette grundvold er det alligevel meget forskelligt hvordan man bygger videre. Det gælder både dem som lærer (som der her synes at gælde - konf. vers 5-10), og videre også hvordan vi praktiserer det i vort eget liv. Disse måder vi bygger videre på, siger han, kan være så forskellige som "guld, sølv og kostbare stene", - eller "træ, hø og strå". Men så siger han: "Om det bygningsværk som man har rejst, bliver stående (når det prøves i dommens ild, vers 13), da skal han få løn”. Men "brænder hans værk op, da skal han miste lønnen. Men selv skal han blive frelst, men da som gennem ild", dvs. gennem nød og anfægtelse.

 

Læg mærke til dette! Dette gælder altså til og med en lærer, som vi må regne med er frelst (eftersom der står at han "skal blive frelst"), men som på grund af at han ikke lever ved nådestolen har bygget på en så fejlagtig måde at det sammenlignes med "træ, hø og strå". Dvs. at hans budskab har engageret menigheden i sager som ikke er Guds hellige tale, men er menneskebud. En som har gjort bisager til hovedsager. "Sådan dræber man de sjæle som ikke skulle dø, og holder de sjæle i live som ikke skulle leve" (Ezek. 13:17-23). Dette bliver forfærdelig for dem som har lært sådan, når de en gang får at se hvad de har gjort. Men selv skal de blive frelst - hvis bare de har bygget på den rette grundvold.

 

Dette er noget af det som viser hvad det vil sige at det alene er ved "nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom vi kan leve og herske ved den ene, Jesus Kristus". Det kan nemlig kun ske "ved den ene, Jesus Kristus". I femte kapitel tales der om at en af forsamlingens medlemmer var begyndt at leve i en synd så mindreværdig at den "ikke engang nævnes blandt hedningerne". Om denne som havde pådraget sig blodskam dømmer Paulus sådan: "han skal overgives til Satan til kødets ødelæggelse". Satan skulle få lov at tage ham under sin voldsomme behandling. Men læg mærke til hvad apostelen tilføjer: "for at hans ånd kan blive frelst på den Herren Jesu dag". Så skulle en sådan altså også kunne blive frelst! Og så ser vi i andet brev til samme menighed, hvordan Paulus formaner brødrene til at de, nu når manden havde angret, skulle "tilgive og trøste ham, for at han ikke skal gå til grunde i endnu større sorg" (kapitel 2).

 

I 1. Kor. 6 ser vi at han taler til dem om at der i den samme forsamling gik så jammerligt for sig at de kristne (altså brødre i Kristus) førte retssag mod hinanden, "og det for vantro dommere!" siger han. Disse uretfærdige skulle løse de kristnes tvister. Paulus formaner dem alvorligt til ikke at virke med noget sådant. Men i den samme straffetale ser vi ham udtale at de (kristne i menigheden i Korinth) alligevel var blandt dem som skulle dømme både verden og engle (1. Kor. 6:2-3). Endnu opgav han dem ikke, som fortabte, men formanede dem til at vende om fra sine synder. Igen et bevis på at vi frelses udelukkende "ved den ene", ofte gennem den største trængsel.

 

Videre ser vi at Paulus taler om at i den samme forsamling var der nogle som var så ustyrlige, at de til og med drak sig fulde når de kom sammen for at dele nadveren. Han giver disse en vældig revsende advarsel, og siger at svære straffe skal ramme dem for sådanne synder. "Men", tilføjer han, "når vi bliver dømt, da er det Herren som revser os, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden" (1. Kor. 11). Paulus opgav dem altså endnu ikke, men mente de endnu skulle kunne frelses.

 

Alle disse eksempler viser hvordan den "overstrømmende rige nådens gave", - men også bare den alene, frelser "dem som modtager nåden og retfærdigheds-gaven", selv gennem den største syndepøl. Det viser at frelsen alene er i "den ene, Jesus Kristus", og at de som trods alt af hjertet har modtaget nåden og retfærdigheds-gaven, gennem den, og alene gennem den, skal "leve og herske". Al vor egen retfærdighed er så totalt fortabt, at Gud i sin store barmhjertighed har lagt al vor frelse og salighed alene i "den ene". Måtte vi aldrig glemme dette! Den som har Sønnen, han har livet!

 

18 og 19: Altså, ligesom én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan bliver også én mands retfærdige gerning til livsens retfærdiggørelse for alle mennesker. For ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed.

Her vender Paulus tilbage til selve hovedsagen i det budskab han bærer frem fra og med vers 12, hvor han sammenligner Adam og Kristus. I de vers som ligger imellem her, har han vist hvor meget større og mægtigere arven fra Kristus er, i forhold til arven fra Adam. Nu tager han det udtryk frem igen som han har brugt i vers 12 for at understrege sammenligningen: "ved ét menneske". Men han indleder med et ord som antyder at nu kommer der en sammenfatning og konklusion på det han har taget op i det som ligger imellem. For vers 18 begynder med ordet "Altså" - "Altså, ligesom én mands overtrædelse" osv.

 

Her møder vi så på ny det store og trøsterige budskab om at på samme måde som synden og fordømmelsen er kommet over os gennem én bestemt overtrædelse, sådan skal vi også få retfærdighed og det evige liv gennem én bestemt retfærdighed. Udtrykkene som i denne tekst skildrer modsætningerne, tjener på en særdeles afklarende måde til gensidig at tegne et billede af hinanden. Én mands retfærdige gerning - modsvarer én mands overtrædelser. Af dette forstår vi hvad der ligger i udtrykket Kristi retfærdighed, nemlig det modsatte af overtrædelse, en fuldkommen opfyldelse af loven, eller som det udtrykkes i vers 19: "den enes lydighed". Herren sagde selv det samme når han talte om hvad Den Hellige Ånd skulle overbevise om: "Om retfærdighed, fordi jeg går til Faderen" (Joh. 16:10). Og videre ser vi livsens retfærdiggørelse gennem én retfærdig, står som modsætningen til fordømmelsen gennem én mands overtrædelse.

 

Af dette lærer vi at

retfærdiggørelsen er en Guds domsafsigelse.

 

Gennem den erklæres menneskene at være retfærdige, eller erklæres som de som fuldkomment har opfyldt loven. Og alt dette bare på grund af én mands retfærdige gerning, den enes lydighed. Vi ser at udtrykket "livsens retfærdiggørelse" står som modsætning til "fordømmelse for alle mennesker", og fortæller os med dette at det retfærdiggjorte menneske dømmes fri fra døden - og er berettiget til det evige liv. Dommen til fordømmelse, efter Adam, gjorde alle mennesker til dødens børn. Men ved retfærdiggørelses-dommen bliver de som er født og lever under denne dødsdom, i Kristus gjort til det evige livs barn. Videre ser vi hvordan retfærdiggørelsens omfang (alle mennesker) sættes op mod fordømmelsens omfang (alle mennesker). At nåden og retfærdigheds-gaven er givet til alle mennesker, er da lige så sikkert som at synden og fordømmelsen kom for at herske over alle mennesker.

 

Men hvordan skal vi forstå dette, når vi gennem hele Guds ord ser at ikke alle mennesker bliver frelst, at ikke alle bliver delagtige i Kristi retfærdighed? Først må vi da holde uimodsigelig fast at udtrykket "alle" i sidste del af vers 18, må betyde det samme som "alle" i første del af samme vers. Det siger sig selv, eftersom budskabet er en konkret sammenligning af første og anden del af verset. Men da opstår der jo et problem, da vi jo lige så sikkert ved, som vi for nylig sagde, at det ikke er alle mennesker som får del i Kristus, - mens derimod alle mennesker i sin natur har arven fra Adam. Augustin siger det så ret: "De mørklagte steder i Skriften kommer af de mørklagte steder i vore hjerter". Her er ingen modsigelser, ikke noget problem, hvis bare vi tror det Skriften lærer om Kristus og hans værk for os.

 

På samme måde som Adams synd og fordømmelsen kom over alle mennesker, - men alle mennesker alligevel ikke bliver evig fordømt - sådan er Kristus og hans retfærdighed givet til alle mennesker, mens alle mennesker alligevel ikke bliver frelst. Fra Guds side er retfærdigheden givet til alle mennesker. Den er tilvejebragt for alle, og venter bare på at blive taget imod. Men om denne retfærdighed skal blive det enkelte menneskets personlige eje, det afhænger af at den modtages i tro. Dette er Skriftens gennemgående lære, og Paulus sagde da også dette udtrykkeligt i verset foran: "de som modtager nåden og retfærdigheds-gaven". Men hvordan det foregår, at den enkelte modtager gaven, hører ikke ind under dette vers (vers 18) hvor budskabet er optaget med urkilderne til såvel døden som livet: "én mands overtrædelse", og "én mands retfærdige gerning".

 

Som allerede antydet, trænger vi bare til at huske på, at selv om fordømmelsen fra Adam kom over alle mennesker, så bliver alle mennesker alligevel ikke fordømt. Kun de, som bliver værende under døden fra Adam, og ikke ved en ny fødsel bliver podet ind i Kristus, bliver fordømt. Hele den store skare af de frelste som er nået frem til Lammets trone (Åb. 7:9), er alle sammen Adams børn, og var efter sin første fødsel alle sammen under fordømmelsen. Men nu står de alligevel der i sine hvide klæder, og med palmegrene i hænderne. Udgangen på vort liv: saligheden - eller fordømmelsen i al evighed, afhænger altså alene af dette ene: Om menneskene bliver værende under døden fra Adam, - eller tværtimod bliver født på ny, forenet med Kristus og får del i hans retfærdighed.

 

Men på samme måde som Adam efterlod synden og døden som arv til alle mennesker, så har Kristus også efterladt retfærdigheden og livet som arv til alle mennesker. Om vi skal blive værende under synden og døden til evig fordømmelse, beror på om vi bliver værende i Adams åndelige død. På samme måde: Om vi skal eje det evige liv, beror på indpodningen i Kristus.

 

Måtte vi tænke grundigt over dette: At gaven er givet til alle, uafhængig af om den bliver modtaget eller ikke. Det var en klar og højst smertelig kendsgerning for Paulus, at "ikke alle var lydige mod evangeliet”. Men han vovede ikke af den grund at indskrænke nåden i Kristus, som gælder for alle! Tværtimod, når han holder det op for sig, som var ligheden mellem Adam og Kristus, så er det netop dette, at nåden gælder alle, som er hovedsagen i budskabet. Dette forkynder han derfor udtrykkeligt med de præcise ord "for alle mennesker". For éns skyld: fordømmelse, - og for éns skyld: retfærdiggørelse til alle mennesker, ja til alt det som har navn af menneske.

 

Sådan omfatter nåden alle. Når du ser de usleste trælle under synden, som hele livet igennem totalt er bundet i djævelens vold, - tænk da altid: også disse er genløst i Kristus. Også deres skyldbrev har han udslettet og naglet til korset (Kol. 2:14). Også for disse venter den bedste klædning, færdig til at klædes på dem - når bare de ville komme tilbage til sin Far (Luk. 15:22). Når du ser dig selv så fortabt og fanget under synden, at du ikke længere ved noget råd, - tænk da også selv grundigt over at også for dig var det at de dyrebare løsepenge blev givet. Også for dig er retfærdighedens klædning færdig, og klar til at klædes på, eftersom også du regnes blandt "alle mennesker". Og hvis du så også er en af dem som "modtager nåden og retfærdigheds-gaven" (vers 17), så ejer du også personligt retfærdigheden og livet. Sådan forstår vi de dyrebare ord i vort vers. Men apostelen fortsætter med at forklare dem endnu tydeligere når han tilføjer:

 

For ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed. Dette er apostelens afslutning på at forklare den vidunderlige lignelse (vers 12-19). "De mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed". Igen siges det her at "de mange", dvs. alle Adams børn (se under vers 15), blev syndere "ved det ene menneskes ulydighed". Det at vi arvede Adams natur, udgjorde i sig selv en straf, og et mærkbart bevis på at vi er delagtig i hans synd. Men det er ikke dette forhold vor tekst sigter til. Som vi har set tidligere, sådan er det også her vor konkrete delagtighed i det første syndefald, da vi alle syndede i og ved vor stamfar og stedfortræder, der tales om. Derfor ser vi også apostelens sprogbrug: "de mange kom til at stå som syndere", skildrer hvordan vi, uden nogen medvirkning fra vor side, bare "kom til at stå" - som syndere.

 

Det er meget vigtigt at lægge mærke til at det er denne mening Paulus har med disse ord, for at vi ikke skal overse selve hovedbudskabet i teksten, hvor netop alt går ud på at

 

 både synd og retfærdighed er kommet ved at vi har fået del i en andens gerning.

 

Ellers var det egentlig ikke så vigtigt at vide om, og at tro, at vi var delagtige i Adams ulydighed, - hvis det ikke tjente til at åbne vore øjne for den anden store hovedsandhed: at på samme måde er det vi skal blive delagtige i Kristi lydighed, som er den eneste saliggørende sandhed.

 

Det er altså den store lære om tilregnelsen vi har foran os her. Den er af afgørende betydning for hele kristendommen. Og det er imod denne hovedlære både vantroen og fornuften altid kæmper de hårdeste kampe.

 

Derfor vil vi igen minde om de mest afgørende beviser Paulus lærer os om dette. Ikke kun at vi har arvet Adams syndige natur, men at Adams største synd var alle menneskers synd. "Gennem den nedsyndede han os alle på én gang" siger Luther. De afgørende beviser på at det er dette forhold Paulus konkret sigter til, ligger dels i selve hovedbudskabet i denne tekst, dels udtrykt i klare ordvalg. Når apostelen igen og igen gentager: "på grund af den enes fald", "fordi den ene faldt", - og op mod dette sætter "én mands retfærdige gerning", "den enes lydighed", da er det let at opfatte hvad der er tekstens hovedbudskab: Den store lære om delagtighed i en andens gerning.

 

I vers 16 siger han desuden at "dommen kom efter den énes synd og blev til fordømmelse", og i vers 18: "til fordømmelse for alle mennesker". Da er det klart og tydeligt hvorfor menneskene er under fordømmelse. Det er ikke først og fremmest på grund af menneskenes iboende syndige natur. Nej, det han taler om her, er at det er et resultat af én konkret dom: dommen som var afsagt af Gud, og omgående blev fuldbyrdet over menneskeheden gennem dens stedfortræder, "efter den énes synd - og blev til fordømmelse". I vers 17 siger han at "døden kom til at herske ved den ene, fordi den ene faldt". Og dommen kom ikke bare over Adam, - men som der tales om i vers 14 og 18: "til fordømmelse for alle mennesker", "også over dem som ikke havde syndet ved et lovbrud, sådan som Adam".

 

Da forstår vi at når han i denne tekst taler om synden, så er det med sigte på skyld og fordømmelse, - ikke om synden som bor i os. I det nittende vers gentager og sammenfatter han altså det han har talt om i de foregående vers. På den baggrund må ordene "de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed", have samme betydning som gennem de foregående vers, og bare sigte på syndens skyld, ikke synden i os. Dette så meget mere som vi også ser ham bruge udtryk som vi tidligere har bemærket: "de mange kom til at stå som syndere".

 

På denne baggrund er det han udtrykker modsætningen sådan: at vi skal "stå som retfærdige ved den enes lydighed". Nu er det altså afklaret at denne retfærdiggørelse ikke taler om at retfærdigheden er virket i os, som ville være det samme som helliggørelsen, men at Kristi retfærdighed tilregnes os. Men da må ordene "kom til at stå som syndere" her heller ikke gå på at vi arvede Adams syndige natur, men alene gå på vor skyld og fordømmelse ind for Gud. Tolkede vi det på nogen anden måde, ville vi rokke ved bevisførelsen, som dokumenteres ved de stadige sammenligninger og tilsvarende modsætninger. Vi finder heller ikke nogen antydning om at der nu er indført en ganske anden mening end det som har været gennemgående i teksten hidtil.

 

Dermed er det tilstrækkelig bevist at det Paulus taler om her, det er vor delagtighed i Adams synd, og vor skyld på denne baggrund. Men netop derfor må denne synd i sandhed også være vor synd, ellers kunne denne syndens skyld ikke tilregnes os. Er dette nu tungt at forstå, fordi vor fornuft altid indvender: hvordan kunne Gud tilregne os Adams synd? - så er dette alligevel, som vi ser her, Den Hellige Skrifts egen lære. Derudover har vi alle sammen bekræftelsen på dette gennem vore egne bitre oplevelser af at straffen og følgerne af Adams synd har ramt os.

 

At jeg ikke kan forstå Guds underligste veje og domme, må da ikke få mig til at fornægte sandhederne i disse. Og fornægter vi den første tilregnelse, vor delagtighed i Adams synd, - så må jeg også fornægte den anden tilregnelse, at Kristi lydighed skal være vor retfærdighed. Men når Gud taler dette til mig, vil jeg hellere i ydmyghed tro både den første og den andre tilregnelse, og bare råbe med apostelen, idet jeg tilbeder Guds visdom og råd: "Åh dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige er hans veje".

 

At Adams synd er alle menneskers synd, det er en hemmelighed som vi bare skal tro på Guds ord. Nogen har villet gøre den forståelig, gennem lignende forhold i menneskelivet. Men det er ikke måden at gå frem på. Det Gud har forkyndt os er lige sandt, selv om vi aldrig finder noget tilsvarende i vore menneskelige situationer. Og det er en meget farlig vildfarelse, når kristne tror de skal være i stand til at forstå og stadfæste alt det Gud gør og siger i sit ord. Da Abraham fik befaling om at ofre sin søn, fik han ingen forklaring på hvorfor det måtte ske, eller på hvordan han da skulle kunne få et talrigt afkom gennem den samme Isak. Men han blev stærk i sin tro, "idet han gav Gud ære. Han var fuldt vis på at det Gud havde lovet, det var han også mægtig til at gøre". Denne Abrahams tro er holdt frem for os som et eksempel.

 

Når engelen forkyndte for Maria at hun skulle blive mor til Guds Søn, så var det fuldstændig uforståelig for hende. Men hun bøjede sig ydmygt for sandheden i engelens budskab om at "ingenting er umuligt for Gud".

 

Først at ville forstå, før vi kan tro, når vi står overfor Guds ord, er at vanære Gud forfærdeligt. I forhold til os er Gud så alt for stor og ubegribelig i hele hans værk. Han vil bare ganske enkelt blive troet!

 

"Så skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed". På samme måde som Adams børn blev dømt til syndere, alene på grund af hans ulydighed, sådan dømmes også hele Kristi slægt for retfærdige alene på grund af hans lydighed. "Ved den enes lydighed" - her siger Paulus altså udtrykkeligt hvad Kristi retfærdighed består i. Han siger det var hans lydighed, hans egen personlige fuldbyrdelse af hele Faderens vilje. Ligesom syndefaldet bestod i "det ene menneskes ulydighed", sådan skulle genoprettelsen ske "ved den enes lydighed". Hele Kristi liv på jorden, fra krybben til korset, var lydighed. "Kærligheden er lovens opfyldelse", siger Paulus (Rom. 13:10).

 

Kristus havde en fuldkommen kærlighed både til sin far og til os mennesker. Af kærlighed til os, og lydighed mod sin far, kom han til jorden og blev vor bror. I den samme kærlighed gik han omkring og gjorde vel, og hjalp alle. Af kærlighed til os og lydighed mod sin far, ville han også "smage døden for alle". Han var "lydig til døden - ja, korsets død" (Fil. 2:8). Det at være en lydig tjener var jo meget langt fra hans egentlige stilling, han som selv var lovgiveren og alle kongernes konge. Derfor hedder det i Heb. 5:8 at han i sit liv på jorden "lærte lydighed af det han led". Og Herren Kristus siger selv at det var hans mad "at gøre hans vilje som har sendt mig" (Joh. 4:34).

 

At hele Kristi liv var lydighed, det har Herren ved sin Ånd talt klart og tydeligt i Salme 40. Der ser vi Kristus tale gennem David: "Slagtoffer og madoffer har du ikke lyst til - du har boret mine ører". Det sidste peger hen på det som den gang var sædvanlig, at livsduelige trælle blev mærket ved at ørerne blev gennemboret. På den måde vidner Kristus da om at han helt og holdent var blevet en lydig tjener, sådan som han også i vers 9 tilføjer: "at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit hjerte". Intet mindre end en så høj og fuldkommen lydighed, kunne frelse menneskene fra den fordømmelse som var kommet over os på grund af den enes ulydighed.

 

Men se nu nøje på denne Kristi fuldkomne lydighed. Det er jo den som skjuler al vor stadige ulydighed! Alle de helliges åndelige nød og klage er jo netop dette at de ikke kan lyde Gud som de burde, men igen og igen synder mod ham. Der hvor ånden er villig og hellig, der opleves det medfødte fordærv bare endnu mere føleligt og tyngende, og det opleves altid som en ulydighed mod Gud. Al synd i hjertet og i det åbenlyse, i tanker, begær, ord og gerninger, er alt sammen, dybest set, ulydighed mod Gud som gennem sin hellige lov forbyder alt ondt. Da ængstes og klager de troende, og bliver bange, fordi de ser sin ulydighed mod Gud.

 

Men hør nu her! Mod al denne vor ulydighed har Gud sat sin Søns lydighed. Hans lydighed skal være vor lydighed. Det er jo det vor tekst taler om: "så skal også de mange stå retfærdige ved den enes lydighed". Det var netop for dette, at Gud sendte sin Søn under loven, siger apostelen, "for at han skulle købe dem fri som var under loven" (Gal. 4:5). Fra evighed af så Gud alle mennesker ligge under synden og dommen, og så gennemfordærvet at der ikke var en eneste som fuldkomment kunne lyde eller opfylde loven. I sin evige barmhjertighed besluttede han da, før verdens grundvold blev lagt, at han selv skulle genoprette dette "ved den ene". Hans Søn skulle blive "kvindens æt", et virkeligt menneske, men med en fuldkommen lydighed. En ny stamfar og stedfortræder for os, som skulle opfylde loven, og gå ind under dens forbandelse. Alt sammen for at vi, som var blevet syndere gennem den første stamfars ulydighed, nu skulle blive retfærdige alene gennem den andens lydighed.

 

Og det er netop denne Kristi fuldkomne lydighed som egentlig udgør selve retfærdigheden, som gør at vi kan bestå ind for Gud. Konkordieformelen siger: "Derfor ser troen på Kristi person, som den som kom under loven for os, har båret vor synd, og ved at han gik til Faderen for os arme syndere, har vist sin himmelske Fader den fuldkomne lydighed, og dermed skjult al vor ulydighed som bor i vor natur og stikker frem i tanker, ord og gerninger, sådan at denne (vor ulydighed) ikke tilregnes os til fordømmelse, men af ren nåde bare for Kristi skyld bliver tilgivet os og forladt".

 

Derfor, vil du være en ret kristen og tro Guds nåde, men hindres og tynges af din egen stadige ulydighed, da skal du alvorligt gribe denne trøst: Kristi lydighed er min lydighed. Skulle jeg stå for Gud kun med min egen lydighed, så måtte jeg fortvivle og aldrig mere tænke på at blive frelst. Da var jeg fortabt, hvis jeg skulle dømmes efter loven. Men derfor har Kristus været under loven og levet et liv i fuldkommen lydighed, for at han derved skulle "købe dem fri som var under loven". For han behøvede sandelig ikke være under loven for sin egen skyld. Han gjorde det alt sammen for os, i vort sted, for at det skulle tilregnes os. Så er dette min eneste retfærdighed: Altså ikke min lydighed, men hans lydighed. For også når det nye menneske i mig vil være lydig, er det gamle menneske i mig alligevel fuld af ulydighed. Derfor er det bare dette jeg kan trøste mig til: At Kristus var lydig for os. På denne måde skal vi tage denne trøsterige tekst til os.

 

Nogen siger: Hvad hjælp er det for mig at Kristus var lydig, når jeg ikke selv kan være det? Så svarer vi: hvis ikke Kristi lydighed er din lydighed, så er du evigt fortabt. Her taler Herrens apostel til os at bare "ved den enes lydighed skal vi stå som retfærdige". Vi må i stort alvor indprente disse ord i vore hjerter: "ved den ene", "ved én mands retfærdige gerning", "ved den enes lydighed". Hvis ikke vi holder fast i sådanne sandheder, vil det vi føler i vor natur, samvittigheden og vantroens påvirkning, drive os i alle retninger som skum på det vilde hav. Men derimod, hvilken salig trøst og tryghed er det ikke for en stakkels, udmattet synder, at hvile på denne faste klippe: Guds evige beslutning, at på samme måde som vi alle blev syndere ved den enes ulydighed, sådan skal vi også blive retfærdige alene ved den enes lydighed.

 

Den tekst vi nu har haft foran os (vers 12-19) er af den allerstørste betydning for hele livet til en kristen, både som den rette lære, og for hjertets tro. Gennem en herlig sammenligning mellem Adam og Kristus, har apostelen her forkyndt den store hovedsandhed i Kristi evangelium. Sandheden om at sådan som al synd, død og fordømmelse er kommet over alle mennesker gennem den enes ulydighed, på samme måde kommer også al retfærdighed og salighed alene gennem den enes lydighed. Men han har også vist at det gode som vi arvede ved Kristus, ikke bare er lige så stort som det onde vi arvede fra Adam. Nej, nåden og retfærdigheds-gaven har en overstrømmende rigdom, sådan at den som modtager gaven ikke bare har fuld genoprettelse af det som var tabt, men også en meget større nåde, ære og herlighed end menneskene kunne have før syndefaldet.

 

Summen, ikke bare af denne tekst, men også af alt det Paulus vil forkynde, fra syttende vers i første kapitel og til slutningen af dette femte kapitel, går ud på at menneskene ikke bliver retfærdiggjort gennem lovens gerninger, dvs. gennem noget de selv kan være eller gøre efter loven, men bare gennem en fri gave i Kristus. Men da rejser der sig et naturligt spørgsmål vi nødvendigvis bør have svar på: Hvad skulle da loven tjene til? Når hele lovens opgave er at tale om synd og retfærdighed, skulle den da ikke virke retfærdighed? Dette svarer Paulus nu på i næste vers, men på en måde som sikkert virker uventet og stødende på mange.

 

20: Men loven kom til for at faldet skulle blive stort. Men der hvor synden blev stor, der blev nåden endnu større!

Her udtrykker apostelen i klare ord den hemmelighed som nok kun det åndelige øje vil have set (dels i den store forsoningslære helt fra verden blev til, dels også konkret i Kristi tale og domme): dette at Guds mening og sigtemål med loven ikke var at menneskene gennem den skulle blive retfærdige og hellige. Men tværtimod, at den syndens sygdom som ligger i al menneskenatur, skulle derved bryde ud og vise sig, og dermed gøre at der blev skabt et behov og en længsel efter Israels store læge. Sådan skulle der "ryddes en vej for Herren". Alt skulle tjene ham, for alene i ham var livet. Det var dette loven skulle tjene til: Ikke formindske, men forøge synden.

 

Men det er denne hemmelighed al fornuft rejser sig imod så længe vi lever. Det mest nærliggende for os at tro, er at loven må virke sådan som den lærer og tilsigter. Når den forbyder synden, så må den også bevirke at synden dæmpes. Når den lærer og tilsigter det som er ret og helligt, så må den også virke retfærdighed og hellighed hos dem som tager loven alvorligt. Og denne tanke ligger så dybt i alle menneskers natur, at selv Guds børn, som både ofte og føleligt har erfaret at gennem loven fik synden bare liv og dobbelt styrke, mens derimod nåden bare kunne hellige hjertet, - selv disse falder stadig på ny i samme grøft, at de skal forbedre sig selv eller andre ved loven. Måtte vi derfor i stort alvor give nøje agt på det apostelen lærer os her, når han siger at loven har en modsat virkning. Den skal tværtimod bevirke at synden "bliver stor"(svensk: at synden flyder over), og at det er dette som er Guds sigtemål med loven. Men lad os se nærmere på tekstens konkrete ordlyd.

 

Men loven kom til for at faldet skulle blive stort. "Kom til", dvs. at i tillæg til den frelsesplan som nu er forkyndt og forklaret gennem Kristus, så har Herren Gud også givet os en lov, den som er skrevet i konkrete bud, og givet gennem Moses (se vers 13-14). Og Guds dybeste mening og hensigt med denne lov var altså at "faldet skulle blive stort" (svensk: overtrædelsen skulle flyde over). Endnu mere konkret taler grundteksten sådan (svensk) "at overtrædelsen måtte formeres eller blive overmåde stor".

 

Men hvad betyder så dette? Først må man forstå teksten sådan, at ikke kun var det sådan det gik, men at dette også har været Guds egen hensigt med at loven blev givet. Men dette er jo da alt for utroligt! Hvordan kunne det være Guds hensigt med loven, at synden bare skulle øges, når Gud er hellig og gennem loven netop forbyder synden? Svar: her siges der ikke at Gud gennem denne lov tilførte synd, og gav synden livsvilkår. Nej, synden var i sandhed allerede tilstede i menneskene. Guds hensigt var bare at denne synd ikke skulle være der skjult og ubevidst for menneskene, så synderen fortsat kunne leve i et bedrag om at han var god og retfærdig. Derfor gav Gud os en lov med bestemte bud og forbud, som satte grænser for friheden, og dermed lod syndens værk manifestere sig. Så kunne synden blive åbenlys, og virke sønderknuselse.

 

Før loven blev givet ved Moses, var kendskabet til Guds vilje svagt blandt mennesker. Derfor var synden da mere en abstrakt ondskab. Ikke konkret synd, som når velkendte, konkrete bud blev overtrådt. Derfor gav Gud os en lov med mange tydelige og bestemte bud, for at ondskaben altid måtte fremstå som konkret "synd". "For at faldet skulle blive stort", siger Paulus. Gennem forbud vækkes og pirres også begær (Rom. 7:5-13), og derfor "blev synden stor" (flød over), blev stærkere, som sidste del af verset viser. Det er dette Paulus taler om her. Mange har villet lægge en anden mening i dette, end det som ligger i apostelens egne udtryk. De siger: Meningen er ikke at synden, men bare synds-erkendelsen skulle blive større. En følge af at synden bliver stor, bliver selvfølgelig at man også lærer at kende syndserkendelse. Men det er ikke det Paulus har talt om her. Han siger jo klart og tydeligt at "faldet skulle blive stort", og "der hvor synden blev stor".

 

I første vers i næste kapitel lader han os desuden klart og tydeligt forstå at her er der ikke tale om syndserkendelse, men om at synden blev stor. Der siger han: "Hvad skal vi da sige? Skal vi blive ved i synden for at nåden kan blive større?". Han regner ikke med at nogen skal have opfattet det han her taler om (vers 20), som om det skulle gå på syndserkendelse. Og hele hans forklaring i sjette kapitel viser tydeligt at det han har talt om her, det er at selve synden skulle blive stor, på grund af loven. Som nylig sagt, bliver en af følgerne selvfølgelig også at man lærer at kende synden i sig. Men vor tekst taler om et langt mere sørgeligt og tankevækkende forhold: Dette at selve synden gennem loven skulle markere sig, og vokse. Og dermed at hverken retfærdighed eller helliggørelse kunne komme gennem loven.

 

For at vi bedre skal forstå lovens sigtemål, må vi minde om at den virker på tre forskellige måder: Først på samme måde som det verdslige sværd: Med bud og forbud hindre den vantro verden i laster og ugerninger, som de ville ødelægge sig selv og sine medmennesker med. Men denne virkning af loven tjener ikke til sjæles frelse, men er kun for det timelige liv.

 

For det andet tjener loven også til menneskers omvendelse, men da på en helt anden måde. Da virker den ikke til at hindre synden og bidrage til vor retfærdighed, men tværtimod til at synden i os bare rejser sig og bryder ud, til vi må opgive os selv og alle vore muligheder for at frelses, og søge vor frelse bare i Kristi forsoning. Dette var det vigtigste mål for lovens virkning.

 

Det tredje er at den jo også tjener Guds børn. Dels som en hellig rettesnor for deres liv, som altid viser os hvad der er ondt eller godt i Guds øjne. Den er en hjælp mod alle hjertets og djævelens bedragerier i disse spørgsmål. Dels er den også et spejl, som altid viser os vor synd og urenhed, som ydmyger og tugter os.

 

Men fordi Paulus her er optaget med selve den store hovedlære om frelse for syndere, så må han tale om hvordan det kan ske at synderen knuses, modnes og åbnes for nåden alene. Da er det ikke lovens værk at mindske synden, men tværtimod at tvinge dens omfang frem, mangfoldighed og grufuldhed. Og dette kan kun foregå på den måde som nu er omtalt, ved at først flere og flere af budene bliver klarere og klarere for menneskene. Da sker det at desto større bliver faldet og synden også. For når friheden indskrænkes for en skabning som er "solgt under synden", under et overmægtigt fordærv, så sker faldene i synd i samme grad stærkere. Og jo mere lys dette menneske får over Guds vilje, desto værre fortoner synden og overtrædelserne sig for ham.

 

I tillæg til dette har vi det forhold som apostelen tager op i kap.7:5-13. Der taler han om naturens ondskab, som er så stor at selve forbuddet bare ophidser til overtrædelse. Paulus taler om "da buddet kom", og siger at han ikke kendte begæret, dersom loven ikke havde sagt: Du skal ikke begære! Og da, siger han, er det dette som sker: "synden benyttede sig af buddet og vakte alle slags begær i mig". Det som sker, er jo at når mennesket oplever at det ikke kan opfylde loven, så bliver det bittert mod Gud og hans lov (kap. 8:7). Luther siger: "så snart loven virkelig bliver åbenbaret for et menneske, så er der straks nogen af disse "ulovlige" kræfter som rejser sig i mennesket. Disse kræfter hader selvfølgelig loven, som forbyder og plager menneskene. Så bliver disse modstandskræfter forbitret og vrede. De rejser sig og øges i styrke. Altså er loven syndens kraft (1. Kor. 15:56), for den ophidser og forstærker synden. Derfor kaldes den også for "dødens lov", fordi den døder/dræber det gamle menneske når den har gjort synden større".

 

"Da er det overmåde vigtigt at vide", siger Luther videre, "at det er på denne måde man skal bruge loven. For et menneske som efter verdens målestok ikke er en morder, en horkarl eller en tyv, men fremstår som et virkelig fromt menneske, han ville gerne sværge på at han virkelig er retfærdig og from. For djævelen har forblændet og befæstet sig i ham, så han ikke hverken ser eller kender sin synd, sin nød og sin fortabthed. Derfor lever han i denne indbildning, bygget på sine gode gerninger og fortjeneste. For at en sådan helgen skal blive gjort blød og lille, så han erkender sin fortabthed og fordømte tilstand, har vor Herre Gud ikke noget andet middel som duer, end loven. For loven er den rette kølle eller hammer, det rette tordenslag og Guds vredes økse, som hugger ind, slår ned til jorden og knuser de blinde og forhærdede hyklere.

 

Dette er altså lovens eget og mest betydningsfulde værk, som den må få lov at udrette. Dette er den da også først og fremmest sendt til, af Gud. Den skal forfærde og opvække folket, på samme måde som Israels børn blev forskrækket af lyn, torden, og lyden af basuner ved bjerget Sinai, da de fik loven. På denne måde rydder loven vej for nåden. For Gud er Gud for de som er elendige, bedrøvet, fattige, nedtrykte, og fortvivlede. Til disse kommer Gud med sit egentlige værk, det som er hans egen natur, hans eget væsen: Han ophøjer de elendige, mætter dem som hungrer, trøster og beriger de fattige og elendige, gør syndere retfærdige, døde levende, de fortvivlede og fordømte salige" (Luthers forklaring til Gal. 3:19).

 

Men loven kan desværre ikke forøge synden og nøden på denne måde, hos alle som omgås med loven. Loven har altid to slags disciple: Selvretfærdige gerningskristne - og fortvivlede syndere. De førstnævnte er de som bliver optaget med hvad de skal gøre, bliver "aktive kristne" som det hedder. De har ikke mødt lovens åndelige krav, men er som farisæeren i Luk. 18:1-12. De har "tilpasset" loven, taget de dele af loven ud som passer dem. Deres fred og tryghed bygger, - ofte ubevidst, på deres store afstand fra de åbenlyst store synder. Og de takker Gud, og giver ham al æren for at de ikke ligger i synden, og for hele sit liv og virksomhed. Deres indre liv har endnu ikke måttet stå ret overfor Den Hellige Gud.

 

Sådan foregår det hos de mennesker som optræder som alvorlige kristne, men med al kraft kæmper mod denne Paulus' lære om at loven virker sådan at faldet bliver stort, og synden levende. De ved ikke at deres kristendom bare betyder at loven endnu ikke har fået lov at gøre sit rette værk hos dem. Endnu har den ikke angrebet deres indre ondskab. De har bare, som farisæerne, været optaget med visse sider af loven, været optaget med "tjenesten", med "virksomheden". Derfor er dette forhold, hvordan loven har virket i et menneske, et helt afgørende tegn som skiller, på den ene side: de som bare bekender sig og lever som kristne - og på den anden side: de som er kristne.

 

Men hvad er det vi siger? Skal loven ikke hindre synden, men tværtimod bare øge den? Skal man ikke tale til letsindige mennesker med lovens ord, og da i den hensigt at de må leve efter den, leve et bedre liv? Skal de derved tværtimod blive mere syndige? Skal man ikke med loven straffe, f.eks. en som er uærlig, en påståelig osv., i håb om at de skal aflægge synden? Svar: Hvis dette virkelig er letsindige mennesker, enten uomvendte verdens børn som ikke bryder sig om hvad synd er for noget, eller ligeglade kristne mennesker som er blevet fristet væk fra sine hellige forpligtelser, så kan loven i begge disse tilfælde virkelig tjene til at det bliver en positiv ændring i deres liv.  

 

Men hvis loven allerede har fået lov at arbejde med dem, knust dem og dømt dem i samvittigheden, da bliver det bare endnu værre med dem når de møder loven. Da behøver de et andet ord som føder selve livet i dem, og giver dem den hjertelige tillid, kærligheden, lysten og kraften. Hvis det allerede er loven som arbejder på samvittighed og hjerte, da bliver synden kun værre når loven træffer dem. Det er dette som ofte overrasker og bedrager os, når et menneske endelig med alvor begynder at regne med på Ordet og arbejde på sin omvendelse, at synden da bare bliver endnu værre, sådan at nu tager lysterne og begæringerne virkelig fat og driver dem, - noget de tidligere ikke har oplevet (Rom. 7:5-13).

 

Kort sagt: Hvis et menneske ikke er kommet længere end at det fortsat magter at gennemføre det som det tror Guds ord forventer, så byd og pålæg ham alt det Gud kræver i sin lov! Intet mindre! Og så længe dette menneske lykkes i at leve en tilfredsstillende kristendom, så længe forbliver det en gerningskristen som ikke er knust. Men kommer den dag så i dette menneskets liv at hele hans kristenliv mislykkes, når synden bare "bliver overmåde syndig ved buddet". Da mist ikke modet! Da har Gud begyndt sit værk i ham. Da skal han blive mere end "et kristeligt menneske". Da skal han blive født på ny. Og det sker når han har opgivet hele sit arbejde med at omvende sig, og tager sin tilflugt alene til den uforskyldte nåde. Da bliver han en kristen.

 

Men der hvor synden blev stor, der blev nåden endnu større (svensk: der hvor synden flød over, der flød nåden endnu mere over). Du som netop er inde i denne bitre oplevelse af at just når du virkelig ville blive en ret kristen, gudfrygtig, lydig og ren, så har du virkelig fået at se hvordan synden hersker i dit liv. Ja, hersker og bryder ud i syndige gerninger. Synden flyder over sine bredder! Til dig taler Ordet: Fortvivl ikke! "Der hvor synden blev stor, blev nåden endnu større". Stærk og brændende i Ånden taler Paulus her om nådens overmægtige regeringsmagt, når den trænger ind hos en synder. Af udtrykkene i grundsproget ser vi hvordan Paulus presser sproget til det maksimale, og drager to ord, som begge står for overflod, sammen til et, for at give udtryk for det overstrømmende i nåden. De ord grundsproget bruger her om nåden siger egentlig: "flyder over målene", eller "overmåde overflydende", "overflod" (se Mark, 7:37, 1. Tim. 1:14, 2. Kor. 7:4).

 

Allerede i vers 15 har han talt om hvordan nåden er blevet "overmåde rig", flød ud over (eperisseuse – svensk: overflød), og dækkede over al den skade vi har fået ved Adam. Og her føjer han så endnu et ord til, som antyder at der hvor synden er strømmet over, der strømmer nåden endnu rigeligere over den igen (hypereperisseuse). Dette at nåden sådan uovervindelig strømmer til, siger han, det sker ikke når du oplever at din synd ikke er så stor, men just når synden bliver vældig stor - overmåde stor, og "strømmer over". Derfor må loven kunne komme til og gøre synden stor og hæslig, for at Guds nåde skal kunne komme til og kunne bevise sin uovervindelige magt.

 

Der hvor skylden er vældig stor, der bliver det at modtage tilgivelse for den, en større nåde - end om skylden havde været mindre (konf. Luk. 7:41-42). Men det vi her taler om giver ingen trøst til de frække, letsindige syndere som foragter Guds lov, og frit kaster sig ud i synden og uretfærdigheden. For apostelen taler udtrykkeligt om dem som, stillet overfor loven, har oplevet hvordan "synden blev stor". Der, siger Paulus, "der blev nåden større".

 

En sjæl kan erfare så grufuldt hvordan synden hærger, at han er nær ved at fortvivle. Hjertet skriger som Salme 38:9: "Jeg er kold og stiv og aldeles knust. Fordi mit hjerte stønner, må jeg skrige ud" (Salme 38:9). Da er dette menneske fuldstændig rådløs. Men det er Gud ikke! Da er hans time netop kommet. Da taler han til dig: Vil du nu erkende at du er gået fallit med din egen kristendom, eller din egen moral, og bare overgive dig betingelsesløst til mig? Da skal du lære hvad nåde er. "Da skal du komme din færd i hu og skamme dig, og ikke mere oplade din mund for din skams skyld, når jeg tilgiver dig alt det du har gjort, siger Herren" (Ezek. 16:63). En synder som har oplevet dette, ved lidt om hvad det vil sige at "der hvor synden blev stor, der blev nåden større".

 

21: Og ligesom synden herskede ved døden, sådan skal også nåden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Ligesom. Her forkyndes på ny hvordan Gud har besluttet at frelse menneskene. Det var Guds store råd og hensigt at synden skulle blive stor gennem loven, for at nåden skulle få den pris at den alene - uden nogen bistand fra vor side, nej, nåden alene - skulle herske til evigt liv, ligesom synden herskede ved døden. Foran har vi forklaret hvad det vil sige at "synden har hersket ved døden". "Evigt liv" er her sat op som modsætning til "døden", som her ikke bare betegner den legemlige død, men alt, både det timelige og evige onde, som er syndens løn. At synden hersker ved døden, er også mere end stærkt nok bevist gennem vor egen erfaring. Men nu siger Paulus altså at ligesom synden herskede ved døden, sådan skal nåden også herske ved retfærdighed til evigt liv.

 

Ved retfærdighed. Hvilken retfærdighed Paulus tænker på i denne tekst, det har han grundigt nok forklaret tidligere. Han har gentaget udtrykkene "én mands retfærdige gerning", "ved den enes lydighed". Dette er den eneste fuldkomne retfærdighed som opfylder Guds hellige lov, og tilfredsstiller hans retfærdighed. Udelukkende gennem denne retfærdighed hersker nåden over alle de troendes synder.

 

Til evigt liv. Nåden skal herske og regere sådan at syndere, som hver eneste dag bare fortjener den evige død, skal få evigt liv.  Dette sker alene gennem den fuldkomne Guds retfærdighed. Men om nogen skulle komme i tanke om at dette skulle være vor egen retfærdighed, så tilføjer Paulus, for at gøre det endnu klarere: ved Jesus Kristus. Glemmer vi dette, at vi har al denne nåde udelukkende ved Jesus Kristus, da er det snart slut både med troen og tilliden. De mest hellige mennesker er bedraget, hvis de glemmer at al nåde, al retfærdighed og alt liv har vi alene i Jesus Kristus. To gange i dette kapitel har Paulus gentaget disse ord: "ved den ene, Jesus Kristus", "ved Jesus Kristus". Dermed vil han sige: Med al vor retfærdighed er vi fortabt. Se ikke på dig selv, om du vil tro Guds nåde. Det er alene i Jesus Kristus vi har "nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom", som hersker over alle vore synder.

 

Sådan har Paulus her indprentet at alene ved Kristi retfærdighed skal vi få nåde og evigt liv. Læg mærke til hvor lig apostelen begynder og slutter sin fremstilling af læren om retfærdiggørelsen. Han begynder i kap. 1:17 med budskabet om at Kristi evangelium er en Guds kraft til frelse, fordi Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet. Og her slutter han nu med at forkynde at nåden hersker ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

 

I dette 21. vers sammenfatter Paulus på den skønneste og mest slående måde alt det han hidtil har lært os i dette brev, om frelse for syndere. Efter at han i kap. 3:21-22 kortfattet har forklaret hvad "Guds retfærdighed" indebærer, fuldfører han i dette kapitel denne vigtige lære, ved den herlige sammenligning af Adam og Kristus. I dette sidste vers forkynder han igen samme budskab, ved at sammenligne måden synden og nåden hersker på.

 

Synden har et regerende herredømme over alle Adams børn. Syndens magt skildres som måden en diktator regerer på, og som ingen kan unddrage sig. Synden "herskede" ved døden, siger han. På samme måde, siger han, skal nåden "herske". Men med den forskel at nåden skal herske som et overherredømme, dvs. over mennesker som endnu har synd i sig, hvor også "synden bliver stor". Sådan skal nåden gælde meget stærkere end, og over, alle synder. Og hvad er det så som skal være grundlaget for at nåden skal herske sådan? Kan det være Guds velvillige eftergivelse af lovens krav? Nej, siger Paulus, udelukkende "ved retfærdighed". Gennem et lovmæssigt opgør. Gennem en så fuldkommen "lydighed" at den opfyldte alle Guds krav.

 

Nåden kunne ikke, og måtte ikke frigive lovligt dømte fanger, uden at fuldt gyldige løsepenge var lagt frem. Nåden tramper ikke over den fuldkomne retfærdighed Gud kræver gennem loven. Nej, "nåden skal herske ved retfærdighed"! Ved denne, Jesu Kristi retfærdighed skal nåden også virkelig regere, "herske". Over hvad? Paulus stiller nåden op mod "synden". Nåden skal herske - over synden.

 

Apostelen siger her at nåden hersker, og har et rige, en magt til alle synderes bestandige tilgivelse. Adams syndige natur bor endnu i vort kød, og bryder desværre også i vort liv ud i syndige tanker, ord og gerninger. Men om vi da tænker at nu må Gud vel være blevet vred, og forkaster os, så er det slet ikke det som sker. Nej, nåden gør at på grund af den fuldkomne retfærdighed, så bliver alt dette tilgivet, og vi kan blive i Guds nådepagt. Dette er nåderiget som hersker over synden. Luther siger: "At nåden hersker, betyder at den udgør et rige som er mægtigere over os end al synd, al vrede og alt ondt. Dette ord har aldrig nogen gerningskristen forstået. Deres hjerter har samme indstilling som mit da jeg var i samme situation: Når deres kristenliv var vellykket, så havde de nåde. Men når de syndede, faldt, eller følte synden i sig, så svækkedes nåden i samme takt, og kunne forsvinde. Og så måtte de genvinde den med et bedre kristenliv. De havde jo heller ikke grundlag for at tænke anderledes. Men dette kan jo ikke kaldes et nåderige som hersker over gerningerne, men et gerningsrige som hersker over nåden".

 

Men så siger apostelen her at nåden skal herske over gerningerne, - til og med "der hvor synden blev stor". Lovet være Guds evige barmhjertighed! Vi har et nåderige som hersker over gerningerne, til og med "til evigt liv". Og alt dette: alene ved den ene, Jesus Kristus, - lige så sikkert som at vi har synden og døden ved den ene.

 

Dette er summen af dette store og trøsterige budskab. Hele kristenlivet står eller falder med denne lære. Ligeså al nåde i hjertet, al kraft, al helliggørelse, al trøst og salighed i livet og i døden. Lad os så alle bede om at dette allervigtigste hovedpunkt i Guds evangelium, for Guds barmhjertigheds skyld mere og mere må blive åbenbaret og bevaret i vore hjerter, mod alle indre og ydre fristelser! Amen.