Jeg kender en ven.

 

Jeg kender en ven som fra evighed af

har elsket, og elsker mig end!

Ej højde, ej dybde, ej død eller grav

kan skille mig fra denne ven.

Han søgte mig længe før jeg søgte ham,

mens endnu jeg vandred på synderes vej.

Han søgte i ørk`nen et vildfaret lam,

og lammet han søgte, var mig.

 

Han kender mig vel, og dog har han mig kær,

trods synder og brist - ja, trods alt.

Åh under: Han elsker mig just som jeg er,

har selv mig med vennenavn kaldt!

Da hist på Golgata han råbte: "Fuldbragt!",

han soned min synd, tog min brøde på sig.

De arme som der blev på korset udstrakt,

de favner jo synd`re som mig!

 

Tålmodige ven, som sådan elsked´ min sjæl,

min stjerne i sorgernes nat,

som tilgi`r når ej jeg kan tilgi` mig selv,

som aldrig mig end har forladt.

Når kære går fra mig og jeg står tilbage

på gravhøjen - ensom - med sviende savn,

da kommer du til mig, min evige ven,

og tager mig ømt i din favn!

 

Du kommer når jordiske venner må gå,

når vejen er torn´fuld og trang.

Du kommer når himlen er skyfuld og grå,

og fylder mit hjerte med sang.

Og når jeg skal stige i dødsfloden ned,

du vil ikke slippe min skælvende hånd,

men fører min sjæl hjem til hvile og fred,

frigjort fra jordlivets bånd.